onsdag den 8. februar 2012

Valkyrierne, ritualer og mig


Endnu en kop kaffe. Op af trappen balancerende med kaffekop og et stykke papir med noter. Fra køkken til første sal og en formiddag i skriveriernes tegn. Nye rutiner. Det er uvant for mig ikke at skrive over morgenkaffen, men lige nu er det anderledes. Vi spiser morgenmad sammen og taler om det, der skal ordnes i løbet af dagen. Der er stadig mange løse ender. Jeg forsøger at finde ro bag den lukkede dør, kaffen dufter og morgenen sniger sig af sted i usikkert lys. Det virker en smule diset, det er ikke så klart som de andre morgener. Solen er forsvundet bag skydækket. Kommer der mon mere sne?

Mens jeg gik tur med hundene, tænkte jeg på rutiner. Det er vigtigt at have gode rutiner, når man skal have ting gjort, men samtidig er det farligt at blive en slave af dem. Jeg har i lang tid haft den samme morgenrutine, hvor jeg skrev mit blogindlæg som noget af det første. Det var blevet en god vane og den har bragt mig langt. Men jeg kan mærke, at jeg er ved at blive afhængig. Hvis ikke jeg kan skrive ord i det øjeblik, jeg har rejst mig fra sengen og gjort min morgenmad klar, er jeg ilde stedt. Så lukker ordkilden sig som en vandhane, man slukker for. En enkelt dråbe. En til. Så ikke mere. Tørke. Nej, tænker jeg, sådan skal det ikke blive. Ordene skal kunne flyde frit til alle tider og på alle tidspunkter. Det er godt at have rutiner, godt at kunne lukke døren og beslutte sig for, at nu arbejder man, skriver eller hvad man nu gør, men jeg har lyst til at mestre kunsten på alle tidspunkter af døgnet. Måske er den lukkede dør det nye tegn. Når døren er lukket, skriver jeg. Og det om klokken er otte morgen eller otte aften. Det må komme an på en prøve. Rutiner har brug for at blive udfordret.

Jeg læser Paulo Coelhos "Valkyrierne" i øjeblikket. I går aftes læste jeg om ritualet, der nedbryder ritualer. Det er i grunden en mærkelig bog, jeg kan ikke rigtig finde mig til rette, som jeg kan det i Alkymisten, men jeg læser alligevel med en vis interesse og spænding. Coelho påstår at alt omkring os er ritualer. Nøje planlagte og gennemførte. Ligesom en gudstjeneste er et stort ritual sammensat af flere dele, er den enkeltes hverdag det også. Et nøje planlagt ritual, som man forsøger at udføre til punkt og prikke, fordi man er bange for, at hvis man undlader noget eller gør noget anderledes, vil det hele falde sammen som et korthus i stormvejr. Blæse omkuld. Blive til kaos. Derfor må man dagligt gennemføre sit ritual uden at glemme noget. Og navnet på det ritual er rutine. De daglige ritualer bliver mere og mere inkorporerede og til sidst begynder de at styre vores liv, siger Coelho. Og når tingene jo for det meste går, som vi havde tænkt os, så tør vi simpelthen ikke bryde ritualerne. Hvad nu hvis ... får en negativ klang. Vi bilder os ind at vi er tilfredse med, at den ene dag mere eller mindre ligner den anden. Så skal vi ikke gå og tænke på, hvad der kan gå galt. Vi opererer ikke længere med ukendte faktorer og høje klippeudspring, hvorfra vi kunne falde, nej, vi går den vej vi kender og gør det, vi plejer. Der er mange ting forbundet med ritualet. Det handler om børn, det handler om penge, karriere og kærlighed sågar. Og når ritualet bliver en fast rutine, bliver vi slaver af det.

Det er i grunden lidt uhyggeligt. Jeg ved godt, hvad Coelho mener. Jeg kender det fra mig selv. Og jeg er i færd med at nedbryde nogle af de ritualer, jeg har haft i mit liv. Det giver usikkerhed og en vis frygt. Vi er så vant til at gøre tingene på en bestemt måde. Dagen er i forvejen indtegnet på et kort, som vi kan følge til punkt og prikke. Krak go home. Og vi bliver frustrerede og til tider nærmest hysteriske, hvis noget går galt på vejen. Galt som i anderledes. Hvis vi bliver forsinkede, ikke får købt ind, glemmer at lægge make-up og farer ud af døren med det ansigt, Gud har givet os. Tak Gud, jeg er glad for mit ansigt, men der sker jo ikke noget ved at pynte lidt på det. Selv det er en del af ritualet. Sminken. Masken. Og når den falder, begynder det hele at krakelere. Ting sker i omvendt rækkefølge og noget bliver helt anderledes. Usikkert. Uvant. Og man vakler, fordi man ikke længere ved, hvad det næste punkt på dagsordenen er.

I bogen er jeg kommet til det sted, hvor Valkyrierne gennemfører ritualet, der nedbryder ritualerne. Og måske er jeg i grunden også kommet til det punkt i mit eget liv. Skræmmende. Det er det. Men det er den eneste måde, man kan komme videre på, som i udvikling. Hvis man gør det, man altid har gjort, får man det, man altid har fået. Og jeg vil som bekendt gerne have noget andet. Og det ville Paulo Coelho også på det tidspunkt, han skrev Valkyrierne. Kampen mod frygten og tvivlen på sig selv. Lyder det bekendt?

Der er kun én ting som kan hindre os i at virkeliggøre vores drømme:
Vores egen angst
- Paulo Coelho -

3 kommentarer:

  1. Tror det er noget de fleste kender, men sundt nogen gange at tage sine rutiner, ritualer osv op til revision tror jeg. Men sandt kan være skræmmende.
    Må du få en fantastisk dag..

    SvarSlet
  2. Den lyder spændende, Valkyrierne, men jeg har ikke læst den. Har du i øvrigt set, at Coelho holder små "mandags-seancer" om at skrive? De er på nettet.

    Jeg har også været der, hvor du er nu. At det var nødvendigt med rutiner for at få tingene til at virke. Men pludselig flyttede min mor ind hos os, og mit arbejdsværelse blev nedlagt. Pludselig skulle jeg sidde og skrive i stuen, hvor der er uro og snak og skramlen fra køkkenet. Først gik jeg lidt i panik, for hvordan skulle jeg dog kunne skrive her? Men nu har jeg lært det. Jeg har lært at lukke ørerne for alt det, der foregår. Og det var slet ikke så svært, som jeg havde frygtet.. :-)

    SvarSlet
  3. Jeg både elsker og hater rutiner. Når jeg ikke har rutiner, og hverdagen er uforutsigbar og basert på hva jeg selv gjør ut av den, savner jeg mer rutiner. Når jeg derimot HAR rutiner, og alle dagene fremover er planlagt... Ja, da hater jeg dem!

    Jeg vet det: Jeg er håpløs. Men jeg tenker at også der er det vel en balansegang. Man får bryte de rutinene som føles som akkurat det - rutiner. Og beholde de man liker. Som kanskje ikke føles som rutiner...
    Takk for tankeskapende innlegg!
    Klem til deg.

    PS: Ja, jeg var dratt på kafeen da du kommenterte bloggen min i morges. :)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.