lørdag den 18. februar 2012

Lidt om længsel, forår og telefoner


Det er lørdag formiddag. Udenfor er det diset og dråberne falder tungt fra himlen. Her sidder jeg og læner mig op af formiddagen med dagens anden kop kaffe. Jeg er i venteposition. Jeg venter på, at posten skal finde herud for enden af markvejen og aflevere en lille pakke til mig. Den kommer i dag. Jeg ved det bare. Og jeg glæder mig til min gæst, som i virkeligheden er min nye ven. En af dem, man kan købe for penge. En ven, jeg bare må have nu, hvor min gamle telefon er blevet museumskandidat. Jeg takker for god og tro tjeneste. Nu kommer efterfølgeren og jeg håber, at den kommer i dag. Så meget, at jeg nægter at køre af sted for at købe ind, inden postens gule bil har været forbi på matriklen.
Vejen op til huset er mudret nu. Temperaturerne er steget markant og sneen forsvandt ligeså pludseligt som den kom. Selvom det er køligt og vinden med punktlige piskesmæld får regnen til at snuble, er det en anden slags luft i dag. Jeg synes jeg kan dufte foråret. Og jeg ved det er tidligt, jeg ved jeg er som en knop, der længes efter at springe i blomst. På bristepunktet. For tidligt. Igen.

Men det dufter lidt af forår derude. Der er noget med regnen, den måde vinden bevæger sig på, danser fra side til side med skridt, der er ligeså rastløse som mine. Fuglene er begyndt at synge lidt, forsigtigt, de første toner som et lille orkester, der håber på at blive større. Øver sig. Måske holder de korprøve. Der sker noget derude, og det går direkte ind i mine årer og giver mig vokseværk. Jeg strækker mig forsigtigt i formiddagsdisen og smager på kaffen, mens jeg retter blikket mod vinduerne og horisonten. Jeg vil derud. Derud hvor kragerne vender og livet begynder.
Det er godt at længes. Jeg ved, at livet levet i nuet og at det er her, det foregår, men min længsel er en slags drivkraft. Den maler ord med sin pensel og den får mig til at strække mig længere end jeg ellers kan nå. Den tænder en gnist af poesi i mit hjerte og synger gode sange. Uden min længsel havde jeg ingen poesi. Måske endda ingen ord. Og uden ord var jeg som en pianist uden klaver. En tømrer uden træ. En fugl uden vinger. Et år uden vår.

Der er ord i foråret og en pakke med posten. Til mig.

5 kommentarer:

  1. Håper du har fått din Iphone..for det var vel det? Jeg er godt fornøyd med min;)
    Jeg er i hyttelandet, og her regner det uavbrutt, men snøen er forsvunnet, så litt vårfølelse er det..
    Kos deg med dagen og telefonen:O)) Knus;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, min kære iPhone. Den kom dog ikke, jeg må væbne mig med tålmodighed. Men det er jo også min stærke side! ;))

      Slet
  2. Vår må jeg skape innendørs her hos meg. Og det gjør jeg. Ved å drive fram kvister.

    Men kjenner virkelig at dagene er lengre og sola varmer...

    Lurer på om pakken i posten er "en smart liten sak"???? Gled deg!

    God ny uke ønskes deg, kjære Lene.

    SvarSlet
  3. Er den kommet? Er den kommet? Hva hva hva? Siden du ikke har skrevet siden i lørdags, kan det kun være, fordi du er i iPhone-land og har fået dig en ny bedste ven. :-D Ihhh, hvor er jeg spændt. ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Katrine, den kom i går, men jeg har ikke fået leget med den endnu. Det glæder jeg mig også til! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.