tirsdag den 7. februar 2012

Kvinden på landevejen


Jeg gik ud af landevejen med Josie i snor. Vintersolen stod lavt over landskabet og kulden var knasende sprød og gennemtrængende. Den slags, der bider i kinderne. Faktisk har jeg været nødt til at købe en ekstra fed creme på apoteket for tør vinterhud. Min hud bryder sig bestemt ikke om den slags frostgrader. Men det var et sidespring. Som det sidespring måtte jeg foretage, da en bil pludselig kom kørende imod os. Der er ikke meget plads på de smalle landeveje, der bugter sig mellem markerne og bilerne kommer pludseligt til syne, når de passerer bakken gennem den lille landsby, vi netop var gået igennem. Josie og jeg stod således i grøften og ventede pænt på at bilen skulle passere. Der ligger både is og sne, så man skal bevæge sig med en vis varsomhed både som fodgænger og som bilist. Da bilen var oppe på siden af os, satte den farten lidt ned og den kvindelige billist med lyst hår og solbriller hilste venligt på os. Et kækt smil. Et glimt af et ansigt. En slags genkendelse. Kender du det? Der stod jeg tilbage i grøftekanten med en underlig energi, der kan opstå når to mennesker møder hinanden. Jeg kender hende, for det gennem hovedet på mig, men noget andet i mig benægtede. Jeg havde vist aldrig set hende før. Men der var noget ved hende. Et strejf af noget bekendt.  Jeg kiggede efter bilen og så den forsvinde ud af syne. Den blev slugt af solen og jeg missede med øjnene. Mærkeligt. Hvem var hun, kvinden bag rattet?
Jeg begyndte at gå, men jeg kunne ikke få hende ud af tankerne. Der opstod en historie, som mest handlede mest om, at jeg havde lyst til at lære hende at kende. Hun var jo en ven. Og det er i grunden noget mærkeligt noget at føle, mens man vandrer i vinterkulden og tilfældigvis ser en bil passere. Jeg har stadig ikke glemt hende. Gad vide, om hun bor et sted her i nærheden? Eller var hun bare en tilfældig søndags billist på vej ud eller hjem? Jeg burde kende hende, tænkte jeg, vi har noget at sige hinanden. Og den følelse bor stadig i mig her flere dage efter.

Menneskemøder er en slags udveksling af energi. Og hvis der sker noget som helst i det møde, så er begge for altid forandrede. Man påvirker hinanden, noget bliver sagt, der går elektricitet fra den ene til anden. Der er ord. Og der er tavshed. Alt det, der ikke bliver sagt, det mellem linjerne.  Men sandheden er, at jeg jo egentlig ikke har mødt kvinden. Ikke sådan rigtig. Vi har ikke udvekslet ord, blot en hilsen fra bil til fodgænger og tilbage. Alligevel har mødet, der fandt sted i en brøkdel af et sekund på en landevej på en kold februardag, påvirket mig og jeg aner ikke hvorfor. Jeg ved bare, at jeg så en kvinde og mærkede en sælsom energi. Tilsyneladende tilfældigt og alligevel tror noget i mig slet ikke på den forklaring. Jeg tror på, at jeg en dag vil møde hende igen. Kvinden på landevejen.
Har du oplevet noget lignende?

7 kommentarer:

  1. Ja, jeg har også tit mødt mennesker, som jeg er helt sikker på, at jeg kender. Selv om jeg ikke gør det. Eller mennesker, som jeg uvist af hvilken grund falder i hak med og snakker med, som om vi har kendt hinanden i årtier. Det er nok noget med energier, som du skriver...

    Her på denne årstid virker det bedst for mig at bruge olier, ikke creme i ansigtet. Jeg tror, at der er meget vand i creme, og når det fryser, fryser huden. (Jeg VED ikke, om det hænger sådan sammen, men det lyder da meget logisk...). Så jeg bruger f.eks. jojobaolie med et par dryp af en mild, ægte olie, f.eks. lavendelolie. Min hud bliver meget taknemmelig... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror du har ret Mia. Hvis der er meget vand i cremer, vil det jo fryse, når man bevæger sig ud. En god olie er nok den bedste løsning, hmm.

      Slet
  2. Det er altid mænd, jeg møder på den måde. Og et heftigt øjekast, sætter sig. Bare et blik, kan være nok. Og tanker kan kredse om denne person, både i det intellektuelle og det erotiske. Har bare aldrig mødt ham, (dem) igen. Helller ikke efter min nuværende kæreste. Han er jo alt.

    SvarSlet
    Svar
    1. He he, Sidse, ja det har jeg også gjort med mænd! ;) Men det her var lidt anderledes. Føler bare at jeg kendte hende eller bør kende hende. Vi får se! :)

      Slet
  3. Underligt noget det med de møder der, men havde for år tilbage et møde med en mand, følte også vi kendte hinanden, talte ikke sammen, men der var bare "noget". Vi så hinanden igen og igen stadig uden ord, og ikke den der tiltrækning mellem "mand/kvinde" - bare en slags energi.
    Så havde jeg på et tidspunkt for en ca 4 år siden en krise og på en eller anden måde kom vi i kontakt - over FB. Igen gik der et par år og vi mødtse igen denne gang til et stort løb. Vi kom i snak. Fik talt og talt som om vi altid havde kendt hinanden, og det var samtaler af den slags som sætter spor. For evigt.
    denne person gjorde en stor forskel for mig, en guide, en vejleder på en måde.
    Vi ses ikke, har ingen kontakt nu, men jeg stoppr nogen gange op når jeg er i vildrede og tænker "Hvad villle ? have sagt, til dig nu "..tja, et stort menneske mødte jeg der, men en enorm indsigt og samtdig ´hudløs ærlig.
    Du møder hende nok igen kvinden på vejen..
    Knus og god dag til dig

    SvarSlet
  4. Lene... om jeg har opplevd noe lignende... ja, jeg har vel det...synes jeg stadig har sånne øyeblikksmøter, der jeg føler på positive og negative energier... tenker at hun/han kunne jeg ønske å bli bedre kjent med. Spesielt nå, her i Kina, der jeg ikke kan språket så godt, kjenner jeg ofte på at jeg har god kontakt med enkelte...uten å ha utvekslet et ord... bare ved et øyeblikks nærvær. Kan ikke forklare hva det er, men fint er det! : ) Det samme her inne i bloggland...selv om jeg aldri har møtt noen fysisk, så er det som jeg kjenner enkelte ; )

    Ønsker deg en god aften! Jeg sier god natt ; )

    SvarSlet
  5. Ja, jeg har også opplevd noe lignende. Det viser jo at noe kan skje mellom to mennesker i en brøkdel av et sekund. Samme energier møttes, kanskje? Det er ikke godt å si... Men at det ble en god historie ut av ditt "korte møte med kvinnen", er helt sikkert!
    Ha en fin kveld, Lene! Klemmer fra Liv Hege

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.