lørdag den 11. februar 2012

Karsen og håbet er grønt


Der er noget fint over det at blogge. At åbne sit ansigt mod verden og øse lidt af det, der befinder sig på indersiden. Lette på låget og lade en lille bid af det univers, man befinder sig i, sive ud i cyberspace og ramme andre hjerter og verdener. Vi har alle en historie og på mange måder er blogging at fortælle sin historie. I små bidder. For mig er det et af hverdagens lyspunkter og noget, jeg bare må gøre. Blogge. Jeg skriver om det, der falder mig. Jeg kigger ud af vinduet og inspireres hver eneste morgen af naturen, der bor udenfor mine vinduer. Og som en del af vinteren, spreder jeg også lidt af de tungere tanker, af melankolien og det, der kan være svært at tale om. Følelser, de store, de dybe, det, der bobler i bunden af mellemgulvet. Når jeg har skrevet det, der nu ville ud den dag, føler jeg mig en smule lettere. Som om det var meningen. Ordene er lettet og flyver nu af sted.

Det er altid spændende at læse kommentarerne. Jeg sætter uendelig stor pris på dem, på jeres ord der følger efter mine. Det er inspirerende at læse, hvad jeg har sat i gang, hvad min lille dominobrik har væltet og forårsaget af tanker og følelser og hvilke ord, der kommer på. Det er ikke altid, man kan give udtryk for det, man fyldes af, når man har læst noget, men mange af jer sætter ord på og det glæder mig. Jeg inspireres tilbage, jeg får reflektioner og ofte giver en kommentar eller to stof til nye blogindlæg og andre skriverier. Det er guld. Guld som den sol, der nu stiger op over trætoppene og kaster et køligt vinterlys over landskabet. Det er en kold dag. Men den er smuk.

Karse kan gro i vindueskarmen og blive grøn i februar, skrev Rina i går. ;) Jamen selvfølgelig. Hvorfor glemte jeg karsen? Karse er grøn og sund og kan bo i et vindue. Den spirer og leverer farver og vitaminer midt i vinterens uigennemtrængelige kulde. Selv i februar kan den boltre sig i lyset, den gror i varmen som vi kan vokse herinde. Blomster kan også gro i drivhuse. Selv bor jeg ikke i drivhus og min proces er anderledes, men når det er sagt, så nyder jeg både karse og de orkideer, der blomstrer i mine vinduer på alle tider af året. Men jeg nyder faktisk også at alting har sin tid. Det kan være svært, der er tunge dage, hvor melankolien danser i dynerne og breder sig som ringe i vandet, hvor tankerne er tunge og skridtene hænger fast i både fortid og fremtid, men det giver også mening. I al sin paradoksale enkelhed er der ting, man ikke kan forcere. Og det er kun godt. Måske går vi og tror noget andet, men vi mennesker kan være så blåøjede. Naturen ved bedre. Og blomster springer virkelig ikke ud i februar, selvom man selv sagtens kan blomstre i etapper og lade livet glæde og begejstre. Og det skal man da! Men man skal også acceptere processen og den tid, det tager. Fra frøet lægges i jorden til den første spire kommer til syne om foråret. Ting bliver til i mørke. Alt ser stille og forladt ud, goldt og ufremkommeligt er landet, der åbner sig om vinteren, men man skal ikke tage fejl. Det er kun i mørke, man kan se stjernerne og kun i mørke bliver frø til spire.

Det var lørdagsordene. I dag får jeg en kær gæst her på matriklen og det bliver hyggeligt. Måske kender I hende allerede, hun er en af beboerne i Blogland, hende der maler de skønne malerier. Blandt andet. Kan I gætte hvem det er?

Ha' en god lørdag. Karsen er grøn og det samme er håbet. Livet er ikke let, men hvem har også sagt at det skulle være det? Men det er rejsen værd. Det ved jeg bare!

13 kommentarer:

  1. Det var da Miri, der skrev karsebrevet! (c: Vi ses senere. Glæder mig til at se jeres "nye" hus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er rigtigt. Miri skrev da også et indlæg om karse. Hvad er der med den karse? ;) Men altså, Rina har nævnt karse som kommentar på mit forrige indlæg og det var det, jeg refererede til!

      Jesss, sesss, glæder mig :)

      Slet
  2. Hei på deg, Lene, fra en snøfylt dag her i nord;) Jeg er blitt så slapp på bloggen i det siste, men jeg må skjerpe meg;) Jeg lengter atter alt det grønne som ligger under snøen og venter på sol og varme og et nytt liv;)
    Jeg tenker du nyter livet i ditt nye hus. Jeg skal ut å kjøpe et skap til kjøkkenet...og kanskje blir det noe garnkjøp også;)
    Ha ei riktig god helg, klem fra meg;)

    SvarSlet
  3. Hei hei :-) Den samme snøen Tovepia skriver om, faller også over meg.... Kjenner at det gjorde godt å lese dine tanker om det som gror - jeg begynner å lengte etter våren nå :-) Jeg er ikke et vinterens barn.

    Nå ga min egen kommentar til deg meg en tanke om ei bok jeg har lest - den tror jeg sannelig jeg må finne fram igjen, selv om den er ganske fæl. Vinterbarn av Dea Trier Mørch. Har du lest den?

    Akkurat nå leser jeg Catcher in the rye - det er vel en bok man må lese en eller annen gang i løpet av livet :-D

    God helg - klem Siv

    SvarSlet
  4. Hurra for karse og det grønne håpet! :)


    God laurdag frå meeeeg :)

    SvarSlet
  5. Et smukt og tankevækkende indlæg, på en smuk lørdag i februar :)

    SvarSlet
  6. Ja, Miri skrev om karsen - hvilket mindede mig om drivhus og spirer - så jeg lod blot det grønne billede spire videre ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. (c: Kære Karsetøser. Det er snart forår.!

      Slet
  7. No vart eg inspirert til å så karse i glaskarmen - grønt, sunt og godt - og ja håper er lysegrønt. Klem frå meg:-)

    SvarSlet
  8. En flott blogg - fantastiske bilder! Dejligt å være norsk i Danmark. Jeg blir med videre som fast følger på rejsen :-)

    SvarSlet
  9. "Ting bli'r til i mørke". Så sandt, som det er sagt.... Uden mørke og vinter intet forår og sprudlende blomster. Og alligevel vægrer jeg mig ved mørket!

    SvarSlet
  10. Jeg elsker årstidene...liker skiftningene... Jeg setter enda mer pris på det nå, etter noen år i Kina.

    Her er det vår, jeg har plantet stemor og perleblomster i krukker, ute i hagen : )

    Ønsker deg en riktig god søndag Lene!

    Klem til deg

    SvarSlet
  11. God morgen, kjære du.
    Jeg skjenket meg en kopp ekstra kaffe, la en ekstra pinne i ovnen - for nå ville jeg kikke innom deg, her på Poetiske paradokser. Lenge siden sist. Jeg tar meg tid til å lese meg nedover.

    Ordene dine treffer meg midt i planeten denne morgenstund. Nok en gang.

    Takk for ordene dine og meningen de gir i forhold til min egen sfære, og refleksjonene rundt det.

    God søndag der sør.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.