mandag den 13. februar 2012

Hus og spøgelser


Jeg skrev om spøgelser på januars sidste dag. Og jeg fortalte en lille historie om den gang, jeg mødte et spøgelse i et gammelt hus på Frederiksberg. Der er løbet meget vand i stranden siden den aften, og jeg tror faktisk ikke, at jeg har mødt et spøgelse siden. Men jeg har været lidt spændt på at flytte herud i huset, fordi der som bekendt var rygter om spøgelser.

Da min kæreste købte huset og jorden, som hørte til, var det egentlig meningen at huset skulle rives ned. Det så forfærdelig ud. Og han skulle ikke bruge en gammel faldefærdig rønne til noget. De talte om at bygge et svensk træhus på grunden, kæresten og svigerfar. Der er noget smukt ved træhuse og det ville have gjort sig godt her på matriklen og de åbne arealer. Et sådan hus kræver ligesom plads. Men noget fik dem til at ændre mening. Der var noget med det gamle murstenshus fra 1918, som man ikke bare kunne ignorere. Beboerne var flyttet og havde efterladt det hele. Inventar. Rod. Uendelige mængder af møg, støv og murbrokker. De var vist ikke helt raske, de tidligere beboerne. Jeg kender ikke hele historien, men allerede inden huset blev forladt, havde det været forsømt. Det havde lidt en grum skæbne og det havde ikke fået den kærlighed og respekt, det fortjente. Det græd. Tårer af mursten lå overalt, sorgfuldt støv hang på vægge og lå på gulve. Der var spindelvæv og en duft af levende død.

Huset fik lov til at blive. De to herrer så potentialet og besluttede sig for at genopbygge. Inventar blev fjernet, gulve, vægge og der kom nyt tag på. Det tog tid. Mange år. Det skal vi ikke ind på. På et tidspunkt kom jeg ind i billedet og der blev huset ligesom vores fælles projekt, der alligevel ikke var det. Heller ikke det skal vi ind på. Men huset. Det fik sin anden ungdom. Langsomt med sikkert kom det til sin fulde fem og fik nye lemmer. Gulve, vægge. På ydersiden ligner det sig selv, et flot gammelt stuehus med stil. Her er højt til loftet og her er godt at være. Huset smiler. Det kan slet ikke forstå, at det har fået lov til at blive genfødt og nu har nye beboere, som sætter pris på det hus, det er.

Men spøgelset, tænker du. Jeg kan mærke din utålmodighed, for det var jo egentlig spøgelset, der var historien. Og her må jeg beklage. Jeg ved det ikke. Jeg har intet mærket til det. I fredags var jeg alene hjemme, om aftenen, kun hundene og jeg og jeg skal ærligt indrømme, at tanken strejfede mig. Vil spøgelset vise sig for mig, nu hvor jeg er her mutters alene? Et stort hus. Ikke lys allevegne. På et tidspunkt hørte jeg en lyd udenfor og hundene gøede. Det gøs i mig! Jeg for op og hen til vinduet. Det var en kat. Dem er her mange af. Men spøgelser? Vi har haft flere sjove episoder, hvor vi et kort sekund har troet noget. Rødbedesaft spildt på gulvet. Blod? Jeg bukkede mig ned og som en modig kvindelig detektiv dyppede jeg fingeren i blodet og snusede til det. Det lugtede af eddike og var ikke helt så tykt som blod. Hunden Aimee har opført sig lidt underligt og jeg overvejede, om hun mon have mødt spøgelset. Som den eneste. Men eftersom hun havde ædt kattelort, pardon my French, og havde været mavesyg og sløj, så var det nok nærmere det, hun reagerede på.

Jeg tror på spøgelser, men jeg har en fornemmelse af noget andet her. Det er noget med huset. Det er noget med et ulykkeligt hus og en sjæl, der ikke kunne tåle at se sit livsværk forfalde. Det gjorde så ondt i sjælen, at den måtte spøge. Gøre noget. En forskel. Nu er huset igen et prægtigt hus og det knejser med sit skinnende tag for enden af markvejen. Og det er ikke spor uhyggeligt.

10 kommentarer:

  1. Nei, jeg tror ikke det spøker hos deg i ditt nye hus..alle makter er nok lykkelige og fornøyde og fredelige etter det arbeid dere har nedlagt der:)
    Ha en fin dag, klem fra meg;)

    SvarSlet
  2. Ja, jeres hus fik en ny chance og er lykkelig for sine nye beboere, mennesker som dyr! :)

    SvarSlet
  3. Jeg håber, I får huset helt for jer selv, og at spøgelserne er gået over på den anden side. Klem og ha' en god aften, Lene!

    SvarSlet
  4. Dejligt at i besluttede at lade det gamle hus finde sin sjæl igen Lene, det tror jeg ikke i kommer til at fortryde.
    I kærlige tanker, god Mandag aften.

    SvarSlet
  5. håper dere får ha huset for dere selv ! men jeg tror nok hunderne ville merket om der var tilstedeværelse.

    knus.

    SvarSlet
  6. Herlig beskrevet! Men kanskje de gamle sjelene er så fornøyd med hvordan dere har satt i stand huset, at de ikke trenger å spøke der... Hvis det skulle spøke der, håper jeg bare det er noen gode energier, som bare "passer på dere".. Klem til deg

    SvarSlet
  7. Jeg tror bare huset ditt har en god sjel, og om den innehar et spøkelse, så kan det jo hende at det er et snillt spøkelse, som virkelig ER der, men som du bare fornemmer som en god følelse.
    Det er fint å høre at dere trives i deres nye hjem.

    SvarSlet
  8. Det glæder mig, at jeres hus nu funkler dér for enden af markvejen. Huse kan se så forfærdeligt bedrøvede ud. Man kan sagtens se på et hus, om det trives eller mistrives.
    Tillykke med indflytningen, Megan. Bavnehøj er smuk. Vi har jo set nogle glimt af det hen ad vejen :-)

    Jeg håber dine piger har det godt. Det er lang tid siden, jeg har set noget til Lis og Freja. Håber alt er vel med dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lone
      Hvor er det godt at høre fra dig! Har I det godt!

      Jeg har haft kontakt med Lis i december. Vi er også på julekort. Dér var alt vel og det håber jeg bestemt at det stadig er!

      Klem.

      Slet
  9. Jeg elsker, at der kommer liv i gamle huse. Det må være en stor glæde at restaurere sådan et hus, og det var godt, at det blev bevaret. :-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.