mandag den 6. februar 2012

Frostsprød sart mandag


Dagen er i fuld gang og jeg netop skrevet en opgave færdig. Nu kaster jeg et kærligt blik på bloggen og beslutter mig for at standse lidt her. En lille mellemstation, en slags pause, som egentlig slet ikke er en pause, men et værested for mine ord. De kan lide at boltre sig her. Mens jeg sidder her på mit nye arbejdsværelse, rejser solen sig på himlen og kaster sine stråler gennem vinduet. De rammer mig i øjnene. Lyset er skarpt, vintersolen går ikke så højt på himlen. Samtidig med at jeg nyder varmen, irriteres jeg lidt over den skarpe forstyrrelse. Jeg kan se mit eget fuldmånetrætte spejlbillede i skærmen, hvor jeg hellere så ordene klart og tydeligt. Men måske er det bare en sådan dag? Hvor ingenting er klart og tydeligt.

Jeg kan vælge at give fuldmånen skylden, det er jo sket før. Søvnen blev brat afbrudt ud på de tidlige morgentimer, hvor mørket stadig er tykt. Da jeg vågnede med et sæt, det velkendte pling, var jeg ikke spor forbavset. Månelyset strømmede gennem vinduerne. Søvnen tog på nattevandring og forsvandt ud i morgenen. Den kom aldrig helt igen. Lidt blunden mig her, lidt tanker mig der, en drøm, der balancerede på kanten mellem søvn og vågen tilstand. Et slags grænseland. Fuldmånen nikkede, jeg gik på toilettet, kom tilbage, vendte og drejede mig. Det blev aldrig helt det samme igen og jeg var lettet, da uret med sine røde tal proklamerede morgen og jeg allerede inden jeg forlod sengen kunne dufte den kaffe, jeg nu skulle ned i køkkenet og lave.

Nu sidder jeg her i solens varme stråler på en iskold vinterdag. Der er smukt derude. De nøgne træer mod himlen, lyseblå og rosa, pastelfarver i horisonten, kulden der næsten svæver gennem grenene og pirker på vinduet som de fugle, der fryser i frosten. I dag skal jeg have lavet en fuglefodringsplads udenfor hegnet, bag lågen. Jeg tænker at småfuglene vil trives med gode fedtkugler i de gamle frugttræer og jeg vil kunne nyde synet, når jeg sidder her og skriver, tøver lidt, kaster et blik gennem vinduet, fanger en solstråle, ser en skygge, en gren, omridset af et rådyr. Der er nok at blive distraheret af. På den gode måde. Jeg tænker at den slags er guf for inspirationen. Og jeg ved, at jeg er heldig. Trods søvnforliset og sammenstød med fuldmånen, sidder jeg her i solselskab og med en vidunderlig vinterudsigt. Resten er op til mig.

Det er i grunden lidt af et ansvar. Med trætheden på slæb som et slør, kan man let blive viklet ind i noget, der kunne minde om en dårlig dag. Man er lidt gnaven, fordi man mangler en flig af søvnen, som et færdigt puslespil, der blot mangler én brik. Samtidig er det den tid på måneden også hvad min egen cyklus angår, så der er basis for på forhånd at kassere denne dag som en af de trælse. På godt jysk. Det er et valg og det er op til mig at beslutte mig for, hvordan det skal være. Mit ansvar. Og dagen er så smuk, vinteren viser sig fra sin bedste side, solen skinner og hundene er igen fuldtallige her i huset for enden af markvejen. Så hvorfor ikke bare beslutte, at det bliver en god mandag. En fin en. En frostsprød og måske lidt sart mandag, men den slags har også ret. Jeg nikker og drikker den sidste slurk af min te. Sådan bliver det. En god mandag!

6 kommentarer:

  1. Selvfølgelig bliver det en god dag! Sådan en dag med skriv og hygge og varme indenfor, selv om det er koldt udenfor. Ha' en dejlig dag... :-)

    SvarSlet
  2. Så godt med ein solrik mandag - her snøvar det sidelengs, men heldigvis så er snøfnugga ganske små slik at det ikkje blir så mykje av det. Vi får vente til litt utpå dagen før vi tek ein tur ut med snøfresen og får rydda gardsplass og trapper:-)) Ha ein god mandag Lene - Klem

    SvarSlet
  3. Det blir nok en god dag Lene ; ) Kan tenke meg det er et vakkert vinterland utenfor ditt vindu...

    Kos deg i lunheten... Klem

    SvarSlet
  4. Håper dagen ble god, Lene, i all sin frostbitte, kjølige skjønnhet. Kanskje fikk du skrevet masse, sittende med tekoppen ved din side i ditt nye arbeidsværelse... Synes jeg skimter deg langt der borte...

    Her var det 30 kalde grader da vi kom hjem i ettermiddag, og temperaturen synker fremdeles. Jeg sitter foran peisen, og har det riktig så godt og koselig.

    Ha en fin uke videre.
    Klem

    SvarSlet
  5. Jeg synes du har fått med deg en god dose med refleksjoner idag også, Lene.
    Takk forat du deler og setter oss i tankespinn.
    God mandag kveld og en riktig god uke.
    Med din innstilling finner du den positive siden.

    SvarSlet
  6. Lyder som en god beslutnng, du tog for dagen. En dejlig plads, du har fået dig der, og jeg tror bestemt, at de små kræ, du vil lokke til med fedtkugler lige foran vinduet vil virke befordrende og bevinge dine i forvejen mange bevingede ord og tanker yderligere.
    Håber, søvnen må stå dig bi i natten, der kommer. Godnat!

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.