fredag den 10. februar 2012

Blomster springer ikke ud i februar


Lyset er anderledes nu. Det er en smule skarpere, lidt mere markant, som om det er trådt i karakter og mener det alvorligt. Det bryder natten lidt tidligere og morgenen toner frem som et mesterligt kunstværk. Naturen kan sit kram.
Vi går mod forår, et skridt af gangen, et døgn med helt sin egen agenda. Hver eneste dag er lidt længere på scenen. Jeg danser omkring scenekanten, tripper lidt utålmodigt og kan mærke noget i mig. En slags rastløs utålmodighed, som jeg kender fra tidligere. Den kommer snigende med lyset og laver uro i min krop. Nu sidder jeg ikke længere hensunket i mørket og lader mig opsluge, nu mærker jeg kanterne og fornemmer, at der er ved at ske noget. Men jorden er hård og frosten bider. Det er stadig vinter. En dag af gangen. Et skridt. Jeg vrider mig lidt, strækker mig og prøver at nå lyset. Hvis jeg bare kunne skubbe skyerne til side og lade solen komme helt frem. Jeg vil bade i dens stråler, mærke varmen i mit ansigt og lade mig forvandle. Men jeg ligger endnu i den sorte muld, mens morgenen træder i karakter. Et frø er blevet til en spire, men tiden er ikke kommet. Endnu.
Og den dag kom, da risikoen ved at forblive en knop var langt mere smerteligt end risikoen ved at blomstre, sagde den franske forfatterinde Anais Nin. Jeg ved hvad hun mente og ville ønske, at jeg havde skrevet det. Men blomster springer ikke ud i februar. Ikke i Danmark i hvert fald. Smerten er subtil og skrøbelig som lyset, men hver dag vokser den sig lidt større. Bare en anelse, et lille knæk af vokseværk i krop og sjæl. Udviklingen findes ikke uden den smerte. Det har jeg efterhånden lært, men selvom jeg ved det, forundres jeg alligevel over intensiteten i hver eneste bevægelse mod lyset og foråret. Så stopper jeg op som en skræmt hare og ser mig over skulderen. Alene på en vintermark. Jordknoldene er hårde skorper og ujævne under mine fødder. Frosten bider mig i kinderne, små nap, som ikke føles helt kærlige.

Hvad vil livet fortælle mig? Hvad er det jeg skal lære? Jeg løber lidt videre og gemmer mig i en jordhule for enden af det levende hegn. Det er ikke tid. Endnu. Blomster springer ikke ud i februar.

7 kommentarer:

  1. For få uger siden så jeg roser i blomst - nu er det isblomster på indersiden af ruder. Februar har sin egen skønhed.
    Klem og god solskinsdag til dig, Megan!

    SvarSlet
  2. Sakte men sikkert - ein dag om gangen - og så er verda i full blomstring. Som året har årstider - har vel også vi menneske det - på ein måte....der vi vandrar gjennom livet på opp og nedturer. Sender eit ønkse om ein god dag der i jordhulen....

    SvarSlet
  3. Jeg ELSKER det citat af Anaïs Nïn! Det er så dybt meningsfuldt og smukt på samme tid. Jeg har lavet mig selv et motto, der hedder "Blomster kan ikke åbnes med magt" for at beskrive nødvendigheden for tålmodighed i min egen process. Jeg har omformuleret Wilfrid Stinissens ord lidt: "Det kan ikke lade sig at gøre at åbne en blomsterknop med magt. Det ødelægger blomsten. En levende organisme må aldrig forceres frem."

    SvarSlet
  4. å joda : ) om du våger så ; )
    jeg kjenner på det hver dag.. at jeg våger og at det skjer de mest vidunderlig ting rundt meg da : )

    jeg lytter stadig væk til din december liste og den er nydelig : )) tak igen !

    ha en god weekend. knus

    SvarSlet
  5. Tålmodighed til rastløse sjæle måske? At ting sker nøjagtig, når det er tiltænkt og ikke kan forceres? Men jo, blomster spirer i februar, ligger på spring, lige under den frosne jord, gør sig stærke og klare til at springe ud i smukkeste flor...KH Charlotte

    SvarSlet
  6. But and... Karsen kan spire og gro og blive grøn i vindueskarmen i februar! ;o)

    SvarSlet
  7. Har lige læst lidt i din blog...du rammer dybt og rent..


    Hilsen Heidi www.123hjemmeside.dk/livsgnist

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.