tirsdag den 28. februar 2012

At turde være hvor man er


Det kræver mod at turde være dér, hvor man er. For det er modigt at blive i en uvant og måske svær situation, hvor følelser og tanker står i kø for at lave ravage i krop og sjæl og hvor man føler sig som et insekt, der er kommet for tæt på stearinlysets flamme. Der er ild i vingen. Det er tæt på. Man mærker varmen, ser lyset, men forstår også, at dette kommer til at gøre ondt. Instinktivt har man lyst at flygte. Finde en udvej, hurtigt, gøre noget. Men faktisk er den største gave man kan give sig selv at blive lidt i det, siger Pema Chödrön. At turde være hvor man er.
At blive i sorgens centrum, at støde på dette usikre og følsomme sted har en forvandlende virkning ifølge Pema. Det føles måske vaklende og nervøst, men det er samtidig en stor lettelse. En autentisk venlighed mod sig selv. At være medfølende nok til at give husly til sin egen frygt kræver mod, det går stik imod ens intuition. Men det er det, man er nødt til.

Tak for kaffe. Ordene ramte mig og jeg forstod, at det er sådan det er, dér hvor jeg befinder mig i min proces lige nu. At turde blive. Og nogle af jer gav mig da også det gode råd, da jeg i fredags stødte på grund med mit gode skib og råbte om hjælp. Der kom mange gode ord og kærlige tanker og det gjorde godt. Men der er kun en, som kan få mit skib til at sejle videre og det er mig. Når tid er. Og det er lige netop det, der er svært. At det ikke altid er tid. At man nogle gange skal blive på stranden og sidde midt i det, der føles ubehageligt og gør ondt. Jeg får stor lyst til at handle og gør det ofte. Ganske impulsivt. Bare for at gøre noget. Men lektien er at blive lidt. Det indser jeg nu.

Nu er jeg kommet så langt, at jeg tænker: Hvad kan jeg lære af dette? Hvad er det livet vil vise mig? Og hvordan gør jeg mig selv modig nok til at se frygten i øjnene og lade den omfavne mig for en stund, samtidig med jeg beholder troen og håbet på, at jeg nok skal finde en god vej videre? Jeg er indstillet på at lære af mine oplevelser, af min fejltrin og af det, som jeg helst flygtede fra. Det er svært, men jeg ønsker at gøre det. Blive på stranden, lade skibet ligge lidt, bare sidde, være og vide, at det går over, når accepten har gennemsyret min krop og mit sind. Der er healing i accepten. Det er forandringens paradoks.

En ting er at vide, noget andet er at praktisere. Men øvelse gør mester og det skal vi mennesker huske på. Man skal øve sig.  I dag vil jeg blive, hvor jeg er. Og heldigt for mig har jeg et par gode ting på programmet, som vil forsøde min tilværelse. Et frisørbesøg og et venindemøde. Den slags er balsam. Honning. Herligt. Og så god tirsdag, for resten! :)

4 kommentarer:

  1. Jeg får en fornemmelse av fred når jeg leser dette innlegget. Det er skummelt, ja, å skulle tillate seg å sitte i det som er ubehagelig. Jeg kjenner meg igjen i trangen til å komme videre, trangen til å flyte, være på reise, utvikle seg, videre, videre.
    Men kanskje er det nettopp det å møte frykten som gjør oss sterkere til neste gang den kommer?

    Jeg får en følelse av fred, som sagt. Du inspirerer meg til å senke skuldrene litt i dag. Fred. På en tirsdag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lill-Karin
      Glad for at høre at mine ord gav dig en følelse af fred. For det er jo i grunden en slags fred, vi opnår, når vi ikke flygter men tør blive selvom det føles svært. Helt paradoksalt! :)
      Klem

      Slet
  2. Mange av dine innlegg rører noe inni meg, og det er ikke alltid jeg klarer å ta frem følelsen med en gang - da har jeg med meg ordene dine og tar dem fram i kombinasjon med egne tanker i dagen som kommer.

    Ha det godt - klem Siv

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Siv, det er jeg glad for at høre! ;) Håber du nyder din aften i teater med Ibsen på programmet.
      Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.