tirsdag den 17. januar 2012

De gode tankers stjerner


Det er en af de morgener, hvor man føler sig lidt som en skibbrudden. Søvnen var underlig, som en rejse, hvor toget holder ved alle stationer og man vågner hver gang. Drømme blev til virkelighed og omvendt. Jeg var en blind passager i et nattetog gennem søvnland, overladt til søvnkonduktørens ide om, hvordan sådan en rejse skulle være. Han var svært glad for afbrud. Små pauser i søvnen, brat opvågning fra drømme, jeg gerne ville have fulgt længere. Og pludselig lød en høj hvislen fra hans ubambjertige morgenfløjte. Så er vi ankommet. Alle mand - og kvinder - ud af dynerne!

Nu sidder jeg her og kigger på det blafrende stearinlys. Dagen er i gang, selvom man godt kunne tro noget andet. Udenfor smyger mørker sig stadig. Himlen er sort. Hvis det ikke var for kaffen, ville jeg tro at det var midt om natten. Snart kommer lyset, hvisker filosoffen og blinker forstående til mig. Om ikke så længe vil det være lyst, når fløjten lyder. Så vil du kunne se dagen og mærke den gennem gardinet. Bortset fra, at jeg på det tidspunkt vil vågne op i et helt andet soveværelse. Uden gardiner. Jeg vil have morgenlyset serveret på sengen. Det er da den bedste gave, man kan få på denne tid af året.

Kender du det? Du har en god ven, som er noget helt specielt. Vedkommende bor langt fra dig. I kommunikerer primært pr. mail eller SMS. Den slags. Der er dage, hvor man ønsker, at det ikke var sådan. For lige netop denne ven har en stor plads i dit hjerte. Og der er tidspunkter, hvor man bare helst ville være tæt på. En bestemt situation. Fordi der er ord, der skal siges og fordi der er ord, som kun kan siges med stilhed i nærhedens favn. Men afstanden er stor. Jeg har sådan en ven. I går kiggede jeg ud på nattehimlen inden jeg gik i seng for at finde en stjerne. Himlen er god at skue, når man tænker på den slags venner. En hjerteveninde. Jeg kunne ikke se nogen stjerner, men jeg forestillede mig alligevel en. Højt oppe på himlen blinkede den. Den lod mig forstå at afstand kun er tilsyneladende. Man kan meget med gode tanker. Man kan sende dem af sted, lade dem hæve sig mod himlen som en ballon og lade dem flyve med en stjerne over himmelrummet og frem til den, man tænker på. Her slipper stjernen forsigtigt tanken og lader den blidt dumpe ned. Den svæver lidt og flyver så som en smuk sommerfugl og lander på skulderen af den, som tanken var tiltænkt. Den tager aldrig fejl. Den gode tanke ved, hvor den skal hen. Og vedkommende mærker den som et flygtigt kys, en slags varme, der opstår og ved umiddelbart, at man har sendt en kærlig tanke. Og når hun (eller han) ser op mod himlen, ved hun at man er der. Lige henne om hjørnet. Det er bare at sende en tanke til vejrs, lukke øjnene og mærke efter. Så ved man det. Afstand er tilsyneladende.

Jeg ønsker dig en dejlig dag. Send en kærlig tanke til en, du holder af. Lad himlen fyldes af gode tanker, der som et væld af stjerner kan ses, når det igen bliver mørkt. De gode tankers stjerner.

10 kommentarer:

  1. Søvn er en underlig størrelse, nogen gange så venlig og rara og andre gange lever den ligesom sit eget liv. Køre på sit eget spor.
    Kender godt fornemmelsen med at længes efter hjerte vennen eller veninden. Som måske er langt væk. Vil tage dine ord med ud i dagen, sende kærlige tanker til dem. Må du få en god dage, og masser af kærlige tanker til dig også.
    Knus Tina

    SvarSlet
    Svar
    1. Håber du havde en dejlig dag! :)

      Slet
  2. Å vere på det toget som brumler så veldig at man våkner på hver stasjon er mitt liv nå. Er nok all gift som er inne i kroppen som vil ut og det føles som å reise fra sahara til sibir - fra sibir til sahara - å så lei som man blir av denne stadige temperaturforkjell.....Men så går man av på en stasjon lenge før man egentlig hadde tenkt - og leser litt her og der i lyset av stearinlyset og med kaffekoppen i nærheten. Det er da dine varme tanker merkes:-)) Takk og så sender jeg mange tilbake.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg beundrer dig for din optimisme og din tro på livet. Det vil gøre underværker! Og det er smukt når man kan gribe livet, som det er, acceptere og gøre noget med det. Bare det man kan i det øjeblik. Tak for dine ord.

      Klem.

      Slet
  3. ✩✫☆... ønsker deg de gode tankers dag... ; )

    SvarSlet
    Svar
    1. I lige måde! En dag med gode motiver måske? ;)

      Slet
  4. Måske er det derfor, man har nogle dage, hvor man bare er så glad. Man ved ikke hvorfor, men måske skyldes det alle de gode tanker, som kærlige venner sender... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, hvorfor ikke Mia? Jeg tror bestemt ikke at vi skal underkende tankernes kraft og specielt ikke de gode. Lad os blive ved med at sende dem afsted.

      Slet
  5. Ah, Lene, nå triller tårene her, dine ord berørte meg så sterkt idag; og jeg sitter akkurat nå og skriver om noe av det samme...
    Ha en fin kveld videre.
    Stooo klem til deg!

    SvarSlet
    Svar
    1. Janna, nu blev jeg også berørt, igen, for sådan var det faktisk da jeg skrev det. I aften håber jeg at det er stjerneklart! ♥

      Klem tilbage til dig.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.