mandag den 31. december 2012

Dæmpet lys og dråber.


 
Året lakker mod enden. Den sidste dag er kommet sejlende gennem regntunge skyer og lyset er så dæmpet, at det næsten er usynligt. Nat og dag holder fast i hinanden, sammenslyngede som et elskende par, uvillige til at give slip, hver især. Regnen pisker mod ruden, stormen holder hof og alting synes sammensmeltet i dæmpet lys og dråber. Jeg har ordnet et par praktiske ting og sidder nu med dagens anden kop kaffe. Eftertænksomhed blander sig med kaffeskummet. Det er tid til at gøre status.
Mens jeg sidder her ved mit skrivebord i lampens skær, pakker December de sidste ting og lægger dem i sin kuffert. Det undrer mig, men hun både fløjter og nynner, tilsyneladende munter trods afskeden. Hun virker tilfreds og jeg fristes til at spørge hende, hvorfor hun er så fornøjet. Men jeg vil ikke forstyrre hende, nyder lyden af hendes vigør, rumsteren og raslen, der blander sig med regnens toner. Decembers sidste symfoni, tænker jeg og mærker vemodigheden rejste sig i mit bryst. Den hører sig ligesom til, eftertænksomheden, her på årets sidste dag. Hvad lærte jeg i det gamle år? Og kan jeg tage det med mig videre, kan jeg drage nytte af mine erfaringer og kan jeg blive til den visdom, jeg høstede? Forstår jeg, at det gamle år har gjort mig klar til det nye? At jeg har fået nogle vigtige lektioner, som jeg skal bruge på min vej videre og at ikke et sekund var forgæves, ej heller de svære stunder i mørket. Tværtimod.

Noget af det vigtigste lærte jeg af stilheden. Den kom til mig og bad mig flytte ind. Lad mig være din dyne, hviskede den, så stille at man næsten ikke kunne høre den. Jeg har noget at fortælle dig. Stilhed. Den øredøvende tavse stilhed, hvor man kan høre sit eget hjerte slå. Hvor alting standser, fastfryser og verden holder op med at eksistere. Vi er så vant til at omgive os med lyde, musik, fjernsynet, hinandens stemmer, den ene højere end den anden, køkkenmaskiner, trafik, lyden af fingrene på tastaturet og tankernes evindelige rumsteren ikke mindst. Tankerne. Kan de overhovedet være stille? Og det var det, stilheden kom og fortalte mig om. Bag de mange tanker findes der et andet land. Et sted, hvor du kan være dig selv i ren væren. Hvor egoet holder pause og hvor sjælen tager dig med på den smukkeste rejse, du kan forestille dig. Sæt dig og lyt. Luk dine øjne. Vær. Du har ikke travlt, der er intet du skal nå. Alting kommer til dig. Sæt dig. Lyt. Tag imod.
Hver dag besøger jeg det land. Og det land vil jeg tage med mig ind i 2013. Når jeg bader i stilhedens kilde, finder jeg en ro, der gør mig uendelig godt. Når jeg bare sidder og lytter, så er det virkelig som om det hele kommer til mig. Jeg behøver ikke at fare ud og jagte sandheden. Den findes i mig.

Steve Jobs har sagt, at du ikke skal lade larmen fra andres meninger overdøve din egen indre stemme. Det har han ret i. Det var en anden vigtig lektie for mig i 2012, jeg lærte i endnu højere grad at lytte til min indre stemme. Det var som om jeg pludselig mødte en anden kvinde inde i mig selv, en smuk sjæl, som vil mig det allerbedste. Den ved besked, den er altid positiv og kærlig og jeg ved, at den altid vil støtte mig og fortælle mig sandheden. Min sandhed. Og måske er det i virkeligheden den kvinde, som skriver disse ord, måske er hun min indre poet. Jeg smiler ved tanken. Hun er min kilde, min visdom og min kærlighed. Hun skal med på vejen videre.
’Selvfølgelig skal hun da det’, siger December. Jeg har ikke hørt hende, forsigtigt er hun trådt ind i rummet og står nu næsten rejseklar ved min side. Jeg kan mærke hendes varme hånd på min skulder. ’Den kvinde er jo dig!’ Jeg smiler og ryster på hovedet,’ nej December, så perfekt er jeg slet ikke. Hun er så fin og sårbar og klog på en helt speciel måde. Hun er stærk, når det gælder, hun kender både latter og gråd og hun forener det hele til et smukt maleri. Et vers. Poesi. Hvis bare jeg var som hende, så var alt meget nemmere.’

Nu ler hun højt, den gode December og kysser mig forsigtigt på kinden. ’Du bliver klogere’, siger hun og nikker. ’Du vil opdage, at du er alt det, du ønsker at være, at du har alt det, du ønsker at få og alt det, du skal bruge. Hvis du fortsat følger hjertet og tillader dig selv gode timer i stilhedens land, så du kan bære roen i dig som en sjælden skat. Din skat. Og den gode nyhed er, at det samme gælder for alle andre mennesker og måneder.’ Hun gør et par kunstneriske dansetrin, snurrer rundt på gulvet i en veludført piruette, graciøs og morsom på samme tid. Nu ler jeg også. ’Tror du virkelig, December, ja det var da en fantastisk viden at tage med sig ind i det nye år!’
Og tænk hvis det virkelig er sådan. Vi behøver ikke at fare hvileløse rundt og lede efter en sjælden skat. Den findes allerede dybt i os. Vi skal blot tillade os selv at bade i stilhedens kilde. Øve os på at lytte. Mærke efter. Vi behøver ikke at opsøge alverdens eksperter og betale for dyre konsultationer, selvom vi naturligvis med fordel kan gøre brug af andres viden til at få det bedste frem i os selv. Men i sidste ende bærer vi selv vores svar og vores glæde. Vores hjerter ved, hvilken vej vi skal følge og vores sjæl kender alle svarene.

Den tygger jeg lidt på og bliver helt glad ved tanken. Og når jeg kigger dybt i Decembers vinterøjne ved jeg instinktivt, at det er sådan, det forholder sig. Vi er vores egen magiker. Det vi tror på, kan vi. Det vi vælger at tro på, vil åbenbare sig for vores øjne og i vores hjerter.
Med disse ord vil jeg ønske dig et magisk og lykkebringende nytår. Besøg stilhedens land og lyt til din indre stemme. Vid, at du er en smuk sjæl. Tro på, at du har alle svarene i dig selv og at vejen videre vil bringe dig gode stunder fuld af mindeværdige oplevelser, udfordringer og glæder som perler på en snor. Vælg det, der instinktivt føles godt. Følg glæden og gå i tillid. Og giv dig selv tid til bare at være.

Tak fordi du fulgte med på rejsen i året, der gik. Tak for gode kommentarer, refleksioner og inspiration.
Godt nytår!
Dæmpet lys og dråber.
Sjælekongen måber.
Større skønhed findes ej.
End den, der danser dybt i dig.

 

søndag den 30. december 2012

Skyggedans på årets sidste søndag


Det stormer udenfor. En bleg solstråle finder vej gennem mit vindue og rammer chatollet. En skyggedans opstår. Og her sidder jeg og danser på sin vis med mine egne skygger. Tænker over året, der næsten er gået og det, der skal komme. Over alt det, jeg lærte på min vej gennem 2012, de erfaringer, jeg gjorde mig og de indsigter, jeg høstede. Visdommen, der på næsten sørgmodig vis kommer sejlende som en papirbåd på en mægtig flod. Den virker så skrøbelig med sit skrog af papir. Sårbarheden står malet med store bogstaver på siden. Det, jeg lærte. Det jeg tager med mig videre. Kan det bære? Vil jeg kunne omdanne det og gøre det til mit eget, tage det med mig i hjertet og med tiden lære at være det?
Indsigter som morgensol gennem vinduerne i det spæde forår. Og selvom vi kun lige er trådt ind i vinterens mørke gange, tager jeg mig selv i at favne en lille forårslængsel, et saligt suk, der opstår som solglimt, når skyerne sejler over himlen og giver solen plads. Et slags håb. For jeg ved jo, at det bliver forår igen, men jeg har også lært at vinteren har sin berettigelse og at alting har sin tid. Den utålmodige kvinde har fået en lektion af sit hjerte. Om tålmodighed. Om at turde vente. I tillid.

Og her vender vi så tilbage til den lille føljeton om hjertets vej og det, jeg ikke vidste, da jeg i sin tid besluttede mig for at følge mit hjerte. Jeg havde ingen anelse om, at hjertet ville bede mig følge med sig ned i min frygts dybeste kælder. Havde jeg vidst det, var jeg sandsynligvis løbet den anden vej. Flygtet. Men i året, der gik, har jeg måtte erfare, at hvis man følger sit hjerte i tykt og tyndt, så sætter man uvilkårligt sig selv på nogle prøver, der overgår meget af det, man tidligere har prøvet. Og man må gøre det helt alene.
I 2012 har jeg været på hjertevej, men i modsætning til, hvad jeg havde forestillet mig, gik turen endnu dybere ind i mig selv i stedet for at føre mig ud i verden. De udfordringer, der mødte mig gennem året, viste sig primært at være møder med gamle dæmoner, som jeg nu fik mulighed for at lære bedre at kende. Jeg forstod instinktivt, at det ikke ville nytte noget at flygte denne gang. Så jeg har befundet mig i mørket en del af tiden, men har samtidig oplevet, at fordi jeg turde være dér, opløstes gamle mure pludseligt og lyset strømmede ind. Og det lys var langt skarpere og smukkere end det lys, jeg kendte fra tidligere. Der opstod øjeblikke af sand lykke, af ren væren, og jeg forstod, at jeg på en måde havde bestået en slags hemmelig eksamen dybt i mig selv. Jeg havde danset med min skygge. Set min frygt i øjnene. Men bedst som jeg troede, at jeg nu skulle følge det lys som et vejskilt mod helt nye tider, tog mit hjerte mig på endnu en kældertur.

På et tidspunkt forstod jeg det. Jeg har i 2012 fået muligheden for at rejse ind i alle skumle afkroge af mig selv, fjerne gammelt spindelvæv og rydde lidt op. Kærligt kysse sår, som så kunne hele og blive til ar. Opdage, at dæmonerne var ligeså bange for mig, som jeg var for dem. Vi havde bare misforstået hinanden.
Og på den konto lærer man så om hjertets tålmodighed. Det kræver mod at sidde i stilhed og lytte. Vente. Væbne sig med tålmodighed og tro på, at tingene udvikler sig på bedste vis, hvis man ikke altid har så travlt med at kæmpe og stritte imod. Dér i mørket kan man pludselig se stjerner. Og mens man sidder og venter på et stjerneskud eller to, så man kan sende gode ønsker af sted, forstår man pludselig at det slet ikke handler om at se dem. Stjernerne. Eller om at høre dem. Skuddene. De er der altid. Man skal bare tro på dem. Og så ønske.

Og hvad så nu? 2012 lakker mod enden, December er ved at pakke sin kuffert og som tidligere år bliver jeg både vemodig og melankolsk ved tanken om hendes afsked. Datter af Jupiter, min månedlige søster, julelys og englelyd. Huset føles så tomt, når du går ud af døren og lukker den bag dig. Januar kommer så brat og jeg nægter for en stund at elske hende, endda at holde af hende. Fordi hun ikke er dig. December. Fordi hun bringer så meget nyt med sig, når hun melder sin ankomst ved rådhusurets første slag nytårsnat. Alt det nye, som jeg både frygter og længes imod.
Og December smiler sødt til mig, jeg siger det samme hvert år, hun kommer hen og lægger armene omkring mig, du er fjollet min ven, du ved bedre. Men efterhånden hører det bare med, denne sørgmodige stilhed, der sænker sig på årets første dag, synet af de nedfaldne nytårsraketter og bordbomberne, der nu bare er papir og konfetti på gulvet. Tomme flasker og sørgelige rester. Og et helt nyt år, langstrakt, åbent, fuld af muligheder. Skræmmende og fristende på samme tid.

2013 bliver helt anderledes, det er jeg sikker på. Jeg pakker de ting væk, jeg ikke længere kan bruge, håber at mit lille skib er stærkt nok til at bære mig, nu lastet med ny viden og visdom, det meste høstet et sted i hjertet. Skrøbeligt. Sart. Til tider helt uden logik men fuld af sælsom kærlighed og tro på noget helt andet. Noget, der skal prøves i det nye år. I praksis.
Pludselig slår det mig. Den eneste måde virkelig at danse med livet, kærligheden og lyset på, er ved at lære trinene i skyggedans.

 

lørdag den 29. december 2012

At turde give slip

 
Det er svært at komme i omdrejninger i dag. Efter morgenturen ud med hundene, efter fodtrin i vandpytter og mudder, fandt jeg lænestolen og satte mig ned med en kop blåbær te og ventede på lyset. Det kom aldrig. Jeg læste, lod ordene fylde mig, blev en del af en historie og forkastede små tanker om, at jeg bare kunne blive siddende dér hele dagen. Der er så mange bøger, så mange ord, jeg endnu har til gode. På hylden foran mig, i kassen under bordet, på reoler på biblioteket og i alverdens boghandlere. Historier og fristelser, perfekte til regnvejrsdage som denne og i det hele taget.

Men på et tidspunkt rejste jeg mig. Lagde bogen til side med et stille løfte om at vende tilbage lidt senere. Der er ting, jeg skal gøre i dag, sagde jeg til stilheden. Et par praktiske gøremål og så vender jeg tilbage. Efter en dag med selskabelighed og unger i huset, latter, leg og spil er stilheden overdøvende. Kun vaskemaskinen bryder det usynlige segl. En god lyd af renhed. Senere skal jeg hænge tøj op, starte min bil og køre ud af markvejen, se hvordan mudderet kaster prikker på min forrude, høre vandet under dækkene og nærme mig landevejen, der fører ind til byen. Jeg har et par ting at ordne, minder jeg mig selv om. Men så vender jeg tilbage. Til lænestolen og bogen.

Da jeg har truffet den beslutning og føler mig tilfreds ved tanken, dukker en ny tanke op. Hvad med maleriet? Det maleri, du startede på forleden dag? Og jeg husker farverne på spisebordet, aviserne, duften af maling og penslerne, den søde prikkende forventning til det, der vil udvikle sig på lærredet. Hvad maler du, vil nogen måske spørge, hvortil jeg vil svare, at jeg ikke aner det. Jeg fører bare en pensel. Jeg beslutter mig for at overgive mig til processen og låner mig selv til noget større. Og det kan måske lyde underligt, men jeg har erfaret, at det er sådan det er. Hvis jeg på forhånd forestiller mig, at jeg male et bestemt billede og har en ide om, hvordan det skal blive, farer jeg hurtig vild i mine egne begrænsninger. Jeg afskærer mig selv fra den usynlige kilde af inspiration og det, der opstår, når man ikke tænker, men simpelthen bare lader komme. En magisk proces, som man kan blive opslugt af og med sød forventning glæde sig til næste penselstrøg.
Det minder mig om at skrive. Det er samme kreative proces, det er overgivelsen til noget, der er langt større og om sig gribende. Hvis man tør. Jeg lader ordene komme til mig, jeg sætter mig i mit rum, det magiske, og kaster min sirlige korrekturmoster ud af vinduet, så Filosoffen vender sig og betragter hendes fald med et sælsomt smil om lermunden. Jeg kan ikke på forhånd vide, hvilke ord og vendinger, der dukker op, jeg skal ikke forsøge at styre og kontrollere, jeg skal blot lytte og være de hænder, der skriver. En mærkelig proces, som tager en på rejse. Pludselig dufter der af skovjordbær og muld. Og man formulerer ting, man aldrig havde drømt om, aner ikke, hvor det kommer fra, forbavses og hvis man bare fortsætter med at lytter og ydmygt skriver det, der skrives vil, så sker der noget. Man skal turde lade sig overraske, man skal fare vild, man skal ud på eventyr i hver eneste sætning og glæde sig til den næste.

’Nu er jeg i vildrede’, siger jeg til December, der kommer forbi i samme øjeblik, stikker hovedet ind gennem døren og gør opmærksom på, at hun vil gå en tur i regnen. Ud i disen. ’Hvor skal du hen’, spørger jeg, nysgerrig som altid. Hun ryster på hovedet. ’Det aner jeg ikke’, svarer hun, ’bare gå. Se, hvad der dukker op i disen, dufte til stilheden og lyden af regndråber’.
En vovet tanker finder vej og banker på. Kan man leve sit liv på den måde? December hører den, tankelæser som hun jo er. Hun nikker uden tøven. Måske er det i virkeligheden meningen? Måske har man slet ingen anelse om, hvor mange gode og spændende ting, der venter, hvis man følger glæden? Overgiver sig til processen og tillader sig selv at fare vild. Slipper kontrollen og lader komme. Giver slip. Det er så udmattende hele tiden at skulle vide alting, planlægge og forsøge at navigere. Hvad hvis man bare besluttet sig for, at det bliver godt? Langt bedre end man kan forestille sig, fordi vi mennesker tror vi ved alting og dermed også sætter grænser og barrierer op for os selv. Det kan ikke lade sig gøre, siger vi og når vi først har besluttet os for, at sådan er det, jamen så bliver det sådan.

Men hvad hvis vi i stedet beslutter os for at tro? På samme måde som vi overgiver os til penselstrøg, ord og sætninger? Hvis vi øver os i at slippe tøjlerne og bare følger lidt med, lytter til glæden, der synger mellem træerne og følger hjertet, når det med sagte stemme påstår, at det ved besked?

Og måske behøver jeg slet ikke beslutte mig for, hvad jeg vil gøre, når jeg har ordnet dagens gøremål og er kommet tilbage til huset for enden af markvejen. Læse, male eller skrive. Måske ved jeg det bare, når tid er?

torsdag den 27. december 2012

Solfarver


Der er et tomt ark foran mig. Sorte bogstaver blinker på hvid skærm. Lyset er dæmpet, regnen drypper tungt fra decemberhimlen og en vis mathed har lagt sig over landskabet. Efter dejlige juledage med mad og selskabelighed er jeg gået i en slags hi. Det var egentlig ikke tiltænkt, men nu kan jeg mærke det. Jeg putter mig i den regntunge himmeldyne og lader være med at tænke længere end til lige nu.
December er så småt ved at pakke sammen. Jo, selvfølgelig, hun fejrer lidt af sin sidste dag og aften med os, men så rejser hun som året slutter og begiver sig derud, hvor kun drømme finder fodfæste. Der skal man bo, siger hun uden at tøve, lægge sig forsigtigt på guldstøv og tænke gode tanker. Tillade drømme at slå rødder og tro på, at de vil spire og gro, når tid er. Og hendes tid er jo som bekendt en måned om året, men der sker så meget andet, når man ikke er på. Det har hun betroet mig. Selvom mennesker ofte tror, at det egentlige finder sted, når man er ude og gøre sig synlig, er det faktisk omvendt. Jamen, det påstår hun. Det egentlige er næsten usynligt for øjet, det er noget hjertet tager sig af.  I stilhed.

Vi tager en beslutning. Den er oplagt. For i en stor pose til venstre for min stol venter de tuber akrylmaling, jeg købte lige før jul. Og foran mig, på gulvet ved chatollet, står der tre lærred med rammer. December har smugkigget i posen og overtaler mig. Et glimt i øjet. Kom, hvisker hun, lad os dække spisebordet med aviser og sprede farver over alt. Lad os male hvert vores drømmebillede i skønne farver og lad os hylde livets gode øjeblikke. Dem, hvor solen bryder frem bag skyerne. Hvor en længe savnet ven melder sin ankomst og hvor omfavnelsen fortæller, at man ses alt for sjældent. Hjertesuk. Det første skud på busken i haven efter en lang og kold vinter. Månelys gennem vinduerne. Et kys. Ord i bog, der vækker dyb genklang. En sang, man havde glemt, man kendte. Og som fortæller om døre, der har ventet tålmodigt på at blive genopdaget og åbnet.
Det er længe siden, jeg sidst har malet. Jeg tøver med at åbne posen. Men December har allerede fingrene i den, det knitrer og så hører jeg hendes begejstrede udbrud. Ekstra farver med rød og orange. Solfarver! Jeg vidste det, udbryder hun og ser virkelig ud til at glæde sig. En kreativ eftermiddag bag regnvåde ruder. Hvorfor ikke? Man kan jo tegne sin egen sol. Og lade sig fortrylle af farver, male, en slags rejse i sig selv.

Vi tager posen og går ned af trappen. Spisestuen skal omdannes til atelier for en dag! Dér hvor vi sad omkring bordet juleaften og nød god mad og hinandens selskab, skal vi nu male vores eftermiddag.

søndag den 23. december 2012

Jul i det gamle hus


Det er en mørk og stormfuld formiddag. Og dette kunne godt være starten til en spændende kriminalroman. En af dem, man gerne læser i juleferien. Scenen er sat. Ikke desto mindre lytter jeg til stille pianomusik, der blander sig med stormen.  Julen sniger sig ind gennem revner og sprækker. Fylder stuer og min sjæl.
Huset knirker og giver sig i stormen. Stolt står det med tag over hovedet. Den første jul med de nye beboere. Og ikke nok med det, de har såmænd inviteret begge familier til juleaften. Spisestuen skal indvies, flæskesteg, and og ris ala mande. Det havde det gamle hus aldrig troet, hvis man havde spurgt det for bare ti år siden. Og dog? Måske havde det gode drømme, dengang det endnu lå i ruiner. Måske forestillede det sig, at det igen skulle få varmen og at lyset skulle strømme blidt gennem stuerne. At lyden af fodtrin skulle lyde på trapper og gulve og at en familie en dag ville flytte ind og gøre det til sit eget.

Man skal rejse sig, når man falder, tænker huset og sukker veltilfreds i vinterstormen. Og det gjorde jeg. En mursten af gangen. Hvem skulle have troet, at det nu vil vrimle med godtfolk med på selveste juleaften og at duften af julefred skal svøbe sig indenfor mine vægge? Giv aldrig op! Det gjorde jeg ikke. Selv i de mørkeste vintre, hvor jeg lå som en forladt gammel rønne fuld af gammelt skrammel og rester fra et andet liv, troede jeg på, at det en dag kunne blive anderledes. Nogen må have hørt min bøn.
Jeg glæder mig til at byde familien velkommen. Der er noget særligt ved den allerførste jul i et nyt hjem. Hvor skal træet stå? Og hvordan forener vi vores traditioner på bedste vis, så julen i huset for enden af markvejen bliver noget helt specielt dejligt og uforglemmeligt?

Mor er i køkkenet og forbereder ris ala mande. Kæresten har båret træet ind og hundene undersøger det nysgerrigt. Et træ i stuen? Det er da noget nyt. Og Aimee har fået sig et nyt kælenavn. Klejne. Spørg ikke, hvad hun huggede fra sofabordet i går eftermiddag!
Glædelig jul. Lad julefreden fylde dig.

fredag den 21. december 2012

Dommedagstanker


Så jeg vågnede til en ny dag. Dommedag. Og verden lå endnu omkring mig, jeg var prinsessen på ærten og lyden kom fra vækkeuret. Ingen fare på færde, bare en forsigtig solopgang i horisonten, kan det passe, er vi her endnu? December kiggende frem fra sit værelse, døren på klem, vi så på hinanden og nikkede. En helt ny morgen, samme gamle jord. Lad os passe godt på den og hinanden fremover.
Jeg tænkte faktisk på det i går aftes. Hvad nu hvis verden virkelig går under? Hvad nu hvis dette er min sidste aften, huset for enden af markvejen, hundene, kæresten? Og hvad med juleaften, som nærmer sig og gæsterne, der kommer. For første gang skal vi alle fejre juleaften hos os, spisestuens skal for alvor indvies, der skal steges og brases og dækkes op til konger og dronninger. Jeg købte lys til vinduet i går, formet som et hjerte. Smukt og enkelt minder det mig om livet og de gode øjeblikke. Hvert eneste lille lys er med til at danne helheden, men hvis bare et holder op med at skinne, vil hjertet ikke være helt så perfekt. Måske ser man det ikke eller tænker over det, når det stråler i sin helhed, men hvert eneste lys har sin rolle.

Vi var i Roskilde, vi vandrede gennem de julepyntede gader, lyttede til stemmer og lod os opsluge af dufte. Brændte mandler. Gløgg. De strømmede ud fra døre og vinduer, dufte, stemmer og den helt særlige lyd af sød forventning. Nej, det kan ikke passe, sådan slutter det ikke. Jeg går jo lige her, lyslevende, jeg har købt gaver, kæresten er ved min side og vi har talt om at lave god mad til aften. Drikke god vin. For hvad nu hvis? Og burde vi egentlig ikke altid leve sådan, fuldt ud og levende, med sanserne åbne, fulde af forventning? Give hinanden af det bedste, vi har, gøre os umage, hver eneste dag? Vi har jo bare nu.

Når der sker noget uventet og sørgeligt, så mærker vi det. Hvor skrøbeligt livet er. Da min far døde, talte jeg med præsten om det. De gode øjeblikke, huske at værdsætte dem, være til stede, være taknemmelig. Han døde alt for tidligt og jeg havde mange tanker. Jeg fik sagt til ham, at jeg elskede ham og at jeg på min måde ville bære livet videre, tage imod det, han havde været med til at give mig, for livet er en gave. Og præsten sagde til mig, at vi glemmer det i farten, igen, men jeg rystede på hovedet gennem tårer. Troede ikke, at jeg nogensinde kunne glemme det igen. Denne dag i mit liv, mødet med præsten før bisættelsen, de tunge tanker og sorgen, der svøbte sig om mig som en kåbe. På en måde føltes det, som om alting sluttede. Lige dér. Men det gjorde det ikke.
Og det slutter heller ikke i dag. Heldigvis. Men jeg tænker over det igen, præstens ord og mine egne, mødet med sorgen og med livets vinter.

Vi spiste godt og sad længe ved middagsbordet i stearinlysets skær. Vi havde ikke travlt, nød hinandens selskab, talte og skålede. Hundene snorkede og alt åndede fred. Det lille hjerte i mit vindue strålede om kap med himlens stjerner. Vinteraftenen trængte sig på. På et tidspunkt faldt der lidt sne. Jeg havde glemt det igen, da vi gik i seng. Tænkte ikke på, at dette kunne være min sidste aften, den sidste nat før verdens ende. Men da jeg stod op og December lavede kaffe, da vidste jeg det.
Livet er en gave. Alting er nyt. Og det er aldrig for sent at være sit eget lys. Gøre sig umage. Skinne, så godt man kan. Og have en god fredag med den helt specielle dato 21.12.12.

onsdag den 19. december 2012

Lænestol


Hun gik i forvejen og kaldte på mig uden ord. Jeg fulgte duften af kaffe og svovl. I mit arbejdsrum havde hun tændt stearinlys og de små lys med stjerner i rød og blå. Skrivebordslampen var tændt, kaffen stod parat på bordet. ’Nuvel’, sagde hun bare og smilede sit underfundige decembersmil, ’skriv!’
’Jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal skrive om’, tilstod jeg og drak af kaffen. Varm mælk, hun havde sørget for det hele. Min ord standsede hende i døren og hun vendte sig om. Lod blikket hvile på mig, granskende. ’Du har lovet at fortælle mere om hjertets vej mod livsglæde og fuldbyrdelse’. Armene lagde sig til rette, over kors, afventende. Ordene smældede i luften som kugler fra et maskingevær. Så der var altså en bagtanke med al den hygge i mit arbejdsrum!

Stilheden lagde sig mellem os som en usynlig madras. Hun satte sig på den og trak vejret dybt. Helt ind i januar. Så ventede hun. Hjertets vej mod livsglæde og fuldbyrdelse. Jeg lo kort. Hvad ved jeg om det? Jeg er jo først selv lige slået ind på den sti og vejen er lang endnu. Fuldbyrdelse. Findes det overhovedet? Handler det ikke om at gøre hvert skridt ære, mærke efter og følge glæden og det, hjertet siger, selvom det ikke altid giver mening, når den sagte stemme ytrer sig? Men hvem ved, hvad det fører med sig? Det er i grunden ganske frygtindgydende at kaste fornuften fra sig som et krøllet stykke tyggegummipapir og lade hånt om alt det, man tidligere har lært. Fordi hjertet pludselig siger noget andet.
’Livet er i øjeblikket’. Hun nikker fra sin stilhedsmadras. Lige nu. Og hvis du kun havde lige nu og her til at beskrive, hvad du har lært i det forgangne år, hvad ville du så sige? Fortælle? Skrive? Hvis nogen spurgte dig og håbede, at du ville sige noget ærligt, med hjertet og uden hensyntagen til, at du også er en rejsende og stadig har lang vej endnu. Vel vidende at rejsen er målet, selvfølgelig.

Tja. Jeg drikker af kaffen og stirrer ud af vinduet. Forbi filosof og skytsengel og ud på de nøgne træer, der svajer forsigtigt mod vinterhimlen. Regndisen svæver i horisonten, sneen er næsten væk. Det nærmer sig jul og snart banker det nye år på. Ja, hvad har jeg i grunden lært?
Noget af det vigtigste er den seneste lektie, jeg har fået. Det var en hård nød at knække, for hvilken velsignet læring er der mon tro i en nakke og skulderskade? Smerte. Manglende nattesøvn. For slet ikke at tale om det faktum, at jeg ikke kunne skrive? Der gik et stykke tid, så kom svaret. Stilhed. Ro. Og det er jo noget mærkeligt noget, når man har travlt som aldrig før og slet ikke har tid til at sidde brak i en lænestol, mens vinteren afløser efteråret og dagene bliver kortere. Mørket kom snigende og tog mig med. Det blev en rejse i sig selv, dagene i lænestolene.

Stilhed og ro. Mens jeg sad der i min lænestol og rejste i tankerne, slog det mig, at vi kaster om os med ordet travlhed. Det er blevet en slags konfetti.  Og det er også blevet et slags underligt statussymbol, fordi vi går og tror, at det er både smart og vigtigt, hvis vi med ægte sved på panden kan sige, at vi er et travlt menneske med fuld kalender. Altid på farten, altid søgende efter lykken derude, traskende gennem andres græsgange, i dialog med tilsyneladende eksperter, opsøgende og talende ikke mindst. Stilhed er ensbetydende med langsom død. Hvis jeg sidder stille, så dør jeg. Og måske gør man faktisk det, dør, for i forandringens navn må noget dø, hvis noget andet skal fødes og blive levedygtigt. Og hvordan i hjertets navn skal man vide, hvad det kunne være, hvis man aldrig er stille nok til at lytte til stilheden og det, der rører sig, når stemmer forstummer og eksperter forsvinder i vintertågen?
Jeg blev tvunget ned i lænestolen og roen bredte sig som ringe i vandet. Pludselig forstod jeg det. Min skade var en slags gave. Og mens jeg alligevel bare skulle sidde der og vente, for der er nemlig en god portion healing i at vente og give tid, fandt jeg bøger frem på min bogreol, som jeg havde købt på et tidspunkt men aldrig læst. Jeg må have vidst, at jeg en dag ville få brug for dem og den dag var kommet. En bog om healing. Selvhealing. Jeg lærte at lytte til min smerte og spørge den til råds. Jeg lærte at vente til svaret kom. Og det kom. Og smerten var klogere end eksperterne, stemmen i mig vidste besked.

Roen bredte sig og lysten til igen at praktisere meditation kom helt naturligt. Hver eneste dag satte jeg mig i meditation og takkede min smerte for den lektie, den havde bragt mig og jeg lod den forstå, at jeg havde fattet budskabet. Tid. Ro. Og en forståelse af, at når man giver slip, så får man fat. Alle de gode ideer, man jagter rundt efter i verden udenfor kommer dumpende, mens man sidder i stilhed og lytter til sin egen hjertestemme. Føler. Mærker. Er lydhør. Og en smule ydmyg, for der er en god portion i magi i den slags. Svarene kommer, når man spørger og giver sig tid til at lytte. Og mærkelig nok kommer de sjældent udefra. De kommer indefra. Fra dig selv.
Så hvad hvis vi bærer alle svarene i os selv? Hvad hvis sandheden bor i stilheden? Og hvad hvis al den travlhed i virkeligheden bare er forsinkelse og modstand i forhold til at få de ægte appelsiner i sin turban?

Hun nikker, min gæst, fra sin stilhedsmadras. Svøber sig i tågedis og gør sig det behageligt.
’Jeg tror bare, jeg vil sidde lidt her og vente’, siger hun så og smiler.

tirsdag den 18. december 2012

Gennem byen


Jeg kigger på vinduer. Går gennem byen i decembers dæmpede lys. Forsigtige skridt på asfalt.
Sneen er næsten væk. Kun de sørgelige sammenskrabede rester ligger i vejkanten og vidner om hvidere tider. Forretningerne forsøger at tiltrække sig opmærksomhed. Julelys og engle. Musik. Jeg kigger bare, ser mit eget spejlbillede i vinduet og får lyst til sushi, men restauranten er ikke åben endnu. Det er sidst på formiddagen.

Oppe ved kirken har tågen lagt sig omkring spirerne. Det er som om den prøver at skjule sig der i disen, kirken. Trækker sig lidt tilbage og stiller sit spørgsmål ved blot at være. Tror du? Jeg nikker. Var det ikke mig, du spurgte? Lidt forvirret stirrer jeg på den, stor og mægtig på sin plads bagved torvet. Biler kanter sig forbi og mennesker på toppede brosten ditto. Jeg får intet svar. Måske er spørgsmålet til os alle? Tør vi tro? Og har troen noget med kirken at gøre, eller er det noget andet, nærmere hjertet, det handler om?
Jeg går videre. Bliver trist over de mange tomme forretninger og glemte drømme. Tænker på dem, der engang åbnede dørene med hjertet fuld af håb og store forventninger. Gjorde sig umage. Kun for på et tidspunkt at konstatere, at forretningslivet ikke ligefrem trives i en by i provinsen. Engang kongeby. Nu er der en kirke og et torv, hvor en handlende har slået sig ned med blomster og grønt under en presenning.

Jeg er tilbage ved min bil. Jeg har vandret gennem byen uden egentlig at have planlagt det. Var til fysioterapeut og fik bare lyst til at gå. Skridt for skridt gennem byen.

Det er snart jul. Der dufter af flæskestegssandwich men jeg modstår fristelsen. Går i Irma. Kører hjem.

mandag den 17. december 2012

Noget om tid og gode oste


Jeg gør mig tanker om året, der gik og det, der skal komme. Det er ligesom tid til det.
December strækker sig mod dovent mod det nye år, tøvejret bryder stilheden og forandringen danser i nattemørket. Jeg vågnede ved dråber mod ruden. Regn. Det var en ny slags vinterlyd. Uvant. Jeg blev liggende og lod lyden synke til bunds. Det skete langsomt, for lyden af regn er ingen tung sten. Det er små toner, forsigtige men insisterende. Jeg befandt mig på bunden og mærkede dråberne på min hud. Fisk svømmede forbi. Så opdagede jeg, at jeg vist sov igen. Virkeligheden flettede sig ind i søvnen med fine sølvtråde.

Og morgenen kom, mørk og tung som den kan være på denne årstid. Vi sad over morgenmaden i stearinlysets skær og sagde ikke så meget. December dukkede op, også hun virkede lettere søvndrukken og der skulle en kop kaffe til, før hun lettede på dagens låge og ytrede sig. ’God morgen, kære venner’.

Jeg gør mig tanker om året, der gik og det, der skal komme. Det hører sig til. Og som December så klogt foreslog, tænker jeg over, hvad jeg skal tage med mig videre ind i det nye år og hvad jeg vil lade gå. For man træffer jo et valg. Vil man fokusere på fejl og mangler og tænke på de tider, hvor mørket sluttede sig om en som en kælder, hvis mure krymper? Eller vil man tænke på alt det gode,man har lært, indsigten, de åbenbaringer, der rejste sig i disen og blev til erfaringer, der kun kan erhverves ved at være til stede?
Den kloge læser vil måske pointere, at året ikke er gået endnu og det kan han eller hun have ret i. Der er stadig mange gode december dage tilbage og livet leves som bekendt i nuet. Det nuværende øjeblik er alt, vi nogensinde har. Og hvis nuet har det primære fokus i vores liv, er vi på rette vej. Det har jeg læst om mange gange, men det er ligesom først blevet min virkelighed efter jeg selv har praktiseret det. Og det kræver øvelse, jeg har været så vant til at færdes i enten fortiden eller fremtiden.

Fokus på nuet. Øjeblikket. Det skærper opmærksomheden og detaljerne træder frem. De små ting, man ikke tidligere havde øje for, de smukke bænke, man skyndte forbi. Detaljer som på magisk vis skaber skønhed lige dér, hvor man er. Hvis man vælger at se dem. I stedet for at finde fejl og mangler, kan man kigge på herligheder. Samle på dem. Lave sig en sjælden halskæde og vælge at tage den på.
I året der kommer, vil jeg sætte endnu flere af den slags perler på min halskæde. Jeg vil give tid og lade livet komme i stedet for at suse rundt som en flue i en ostebutik. Og den metafor er faktisk ikke så dårlig igen, for gode oste kræver tid. De skal modnes. Vælger man at fremskynde den proces, får man en kedelig og smagsløs skive ost på sit brød. Brød, som i øvrigt også kræver tid. Det skal hæve.

Så hvad med os mennesker? Hvorfor har vi så travlt? Hvad er det vi søger derude?
December ser granskede på mig, jeg kan mærke hendes blik på min hud. Og så kommer vi til hendes spørgsmål, det jeg endnu har til gode, men som handler om at turde være sig selv. I nuet og helt som man er. Lade være med at sætte etikker på alt, dømme og fordømme, men simpelthen være og nyde at genopdage de sider, man har hengemt som syltetøj på glas. Hele mig, en fuldendt smag, nydelig og perfekt. Uperfekt. Menneskelig eller månedlig.

Tænker du på året, der kommer? Og gør du dig tanker om, hvad du skal have med dig videre? Har du fået nogen gode indsigter i 2012, som du vil bygge videre på og gøre til din egen visdom?
Det er spændende tider. Men lige nu er det nu. God mandag!

 

lørdag den 15. december 2012

Tøvejrstanker


 
Tøvejr. Lyd af tunghed. Landskabet er svøbt i overgang og temperaturerne stiger. Sne falder fra taget med voldsomme brag. Istapper smelter. December ændrer sig, bedst som jeg troede, jeg kendte hende. Intet er forevigt. Alt er i forandring.
I huset for enden af markvejen har lørdagen gjort sit indtog. Efter en fredag i selskabelighedens tegn, har jeg en dag for mig selv og har egentlig dedikeret den til læsning. Men lige nu står jeg stille. Tænker på at lave en ny kop kaffe, falde i staver og betragte tungheden, der indhyller landskabet i en dyne af tø. Jeg kunne også være praktisk, siger en stemme i mig, men det er næppe hjertestemmen. Denne er alt for høj, en smule insisterende, nyder at kaste om sig med skulle og burde. Nej, sådan snakker hjertet ikke!

Næh, tænker jeg, jeg vil byde December på en god kop kaffe og lidt salighed. Tænde et stearinlys og lade verden omkring mig tø. Når sneen dør og forsvinder, opstår der nyt vejr. Snart kan jeg igen gå og løbe mine ture på landevejene, der ellers har været snedækkede og flere gange føget til. Det er fint. En smule træt af vinterens besværligheder, måske, men smukt er det nu også, når vejret er hvidt og sneen lyser op på en mørk decemberdag.
’Man kan også være sit eget lys’. Stemmen tilhører hende, min gæst, søde December med røde kinder som en marcipangris og hemmeligheder i sit blik. ’Snart rinder året ud, siger hun, hvad har du lært, hvad tager du med dig videre, hvad har du lyst til at være i det nye år’? Lyst? Kan jeg virkelig vælge selv? For i så fald …

Og nu har jeg jo lært, at man ikke behøver at se stjerneskud for at kunne ønske. Den slags regler er menneskeskabte. Romantiske og lidt spændende men helt usande.
Nej, jeg vil tage forskud på julens glæder, lave andesteg med rødkål og tænde endnu flere lys. Lytte til landskabets våde kåbe og de velkendte dryp af sne, der bliver til vand.  For sådan kan December skam også være.

fredag den 14. december 2012

Stjerneskud





Vi gik ud i vintermørket. Det var aften og vinden var begyndt at røre på sig. Kulden smøg sig om husmuren på en alt for hjemmevant måde. Lavede en sælsom musik i huset. Træerne svajede.  Det er en slags symfoni, tænkte jeg og lyttede som for første gang til den dragende komposition. December nikkede. Også hun var gået ud i kulden og havde forladt den varme stue.
Vi var gået ud for at se på stjerneskud. Og det er jo en chance, man tager. En regn af stjerneskud, havde metrologerne talt om. Geminiderne. Ordet er som et løfte i sig selv. Så December og jeg tøvede ikke, da hundene skulle ud på deres havetur inden natten. Vi går da med! Tager det varme tøj på og bevæger os ud i vintervinden, mørket og bliver et med stjernehimlen. Ser på stjerneskud. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde et par gode ønsker parat i drømmelommen. Åh, hvis bare, tænkte jeg, da mine skridt knirkede i sneen og vi stod dér, tavse og afventede, med blikket rettet mod himlen.

Da så jeg skyerne. De havde samlet sig og gemt stjernerne bag et tykt og næsten uigennemsigtigt tæppe. Skuffelsen ramte mig som et sværd. Håbet sank og jeg mærkede, at jeg frøs. Jeg blev stående lidt, men forstod at det var omsonst. Vi ville ikke få øjne på stjerneskud med de skyer. Tungt vendte jeg mig om og fik øje på December. Med lukkede øjne og hænderne foldet stod hun dér midt i sneen og så helt salig ud. Frøs hun slet ikke? Jeg ville egentlig ikke forstyrre hende, men min egen skuffelse og frustration var ikke til at bære. Ikke alene. Geminiderne var på spil og jeg kunne ikke se dem. Mine ønsker ville fryse ihjel i vinterkulden.
’Åh December, sukkede jeg, ’vi kan jo ikke se dem!’.

Hun åbnede øjnene og så på mig. Kom et skridt nærmere og lagde forsigtigt armene omkring mig.
’Og du kan da slet ikke se dem’, fortsatte jeg og vred mig løs af hendes favntag, selvom jeg egentlig nød varmen fra hendes arme. ’Du står bare dér og sover!’

Hun lo og rystede bare på hovedet. ’Jeg sover ikke, min ven, jeg ønsker’.
’Ønsker?’ Min stemme var endnu mere forbavset end jeg. ’Jamen, hvordan kan du ønske, når du ikke kan se stjerneskud?’.

Hun lagde igen armene omkring mig og holdt mig fast. Sådan blev vi stående lidt uden ord. Jeg mærkede hendes ånde tæt ved mit øre, det kildede lidt og jeg smilede uvilkårligt. Hvem bryder sig også om stjerneskud, når man har December at varme sig ved?

’Nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed’, hviskede hun og ordene sneg sig gennem øregangen og ud i kroppen, dansende tæt på hjertet.
’Det handler ikke om at se stjerneskud. Det handler om at ønske!’.

tirsdag den 11. december 2012

Snedronning på vintervej


Morgenen starter i næsten mørke, men sneen lyser landskabet op. Over vores hoveder hænger en bid af månen i rummet mellem to skyer. Sneen er dyb og tyk, som en dyne har den smidt sig over jorden. Vi synker i og skridtene er tunge. Lyset kommer kun langsomt til syne, helt forsigtigt stiger det op i horisonten. Kulden bider i næse og kinder og vi laver små skyer af varm ånde, hver gang vi trækker vejret.
December er med på morgenturen, hun insisterede. ’Du skal da ikke gå alene rundt i mørket’, sagde hun og trak i hue og vanter. Så vandrede vi gennem snedriverne og bød morgenen velkommen. Decemberdage starter som regel i mørke, en famlen efter lyset uden at vide, hvordan landskabet ser ud. Alt er muligt. Ikke mindst i disse dage, hvor vinteren har lagt sin klamme hånd over land og by og holder fast. Dagens højdepunkt er sneplovens brummen ned af markvejen. Jeg håber i mit stille sind, at sneen vil holde pause nu. Jeg har gøremål ud af huset de kommende dage og det kan blive besværligt, hvis vejen igen fyger til. Vi står ikke først på listen over steder, der får ryddet sne og landmanden selv er ude med ploven andre steder. Men sådan er det at bo på landet. December nikker og smiler i vintermørket. ’Ganske hyggeligt’. Hun udstøder en sky af varm ånde.

Sneen dæmper lydene. Vi hører kun vores egne støvler i sneen og hundene, der med legesyge skridt løber foran os gennem de tunge driver. December havde et vigtigt spørgsmål at stille mig, det tænker jeg på, mens vi går dér, men det synes ligesom upassende at minde hende om det. Vi er i nuet og i sneen.
Jeg bruger en del tid på at tænke over det i disse dage. Nuet. Og hvordan livet kun kan være lige her. Ikke i fortiden og i fremtiden, ikke i spekulationer om, hvordan det mon vil blive rundt om næste hjørne. Jeg kan alligevel ikke forestille mig det, ikke rigtigt, jeg må bare stole på, at det bliver godt. Tidligere brugte jeg meget tid på at forsøge at forberede mig og være på forkant. Spekulationer. Bekymringer. Men ofte blev det alligevel anderledes end jeg havde troet og de elefanter, jeg havde skabt i min fantasi, viste sig at være små mus i dansesko. December nikker. Hun kender det godt. Jeg har brugt meget tid på at befinde mig i både januar og februar, siger hun og så ler vi begge højt. Det virker komisk. Hendes latter minder mig om en sommerdag og jeg mærker en varm vind stryge mig over kind. Det gør godt at le. Vi klukker så meget, at sneen drysser fra grenene. Så ler vi endnu mere.

’Jamen, i grunden er det jo ganske tåbeligt’, klukker hun. ’Vi har fået et liv, et nu fuld af gode øjeblikke og vi har oveni købet et valg. Vil vi bruge det nu, vil vi vælge det og være i det. Lade det omsvøbe os som kælen silke og mærke livet i al sin vidunderlige enkelhed. Eller vil vi pine os selv med tanker om fremtiden. Jeg har vandret gennem kulde og mørke i januar i stedet for at være i min egen måned. Jeg har kigget med misundelige blikke på hende, min efterfølger, ønsket at være i hende i stedet for at være den, jeg er. December. Lige nu og her.’
Lige nu er der snedriver og en svag sol i horisonten. Hun er December. Snedronning på vintervej.

mandag den 10. december 2012

Sneet inde



 
Og sneen falder. I huset for enden af markvejen er vi praktisk talt sneet ind. Det er som en hvid verden lukker sig om mig og beder mig om at falde helt til ro. I vinteren. I december.
Vi nåede lige en tur til København i lørdags. Tilbage i byen, min by, lette skridt på asfalt og julepynt over vores hoveder. Duft af gløgg og æbleskiver. Folk satte sig under varmelamper og tæpper i Nyhavn, deres ånde lettede som skyer og drev med isflagerne til søs. Mærkeligt at være på besøg i sin egen by, tænkte jeg, men følte mig ikke som en turist. Gaderne var velkendte, selvom vinteren havde lagt sit sjal over byens sjæl. Ristede mandler. Knitrende poser med julegaver. Stemmer. Sprog.

Det var en god dag at gøre byen på. Tilbage på landet faldt vi til ro og ventede på snestormen, der indfandt sig ud på de små morgentimer. Snart sad kæresten igen på sneploven og jeg vandrede med hundene gennem de tykke driver. Vejen var væk. Det er den stadig.
Hun er kommet med vinteren, December. Klædt i hvidt med røde kinder. Og jeg husker, at hun havde et vigtigt spørgsmål til mig, men det må vi tage i morgen. I dag er vi ligesom sneet inde. Vi går stille omkring og siger ikke så meget. Sådan er der nogle dage. Skridtene dæmpes af sneen og stemmer forstummer. Spørgsmål formes som snebolde. Sejler gennem vinden og med stormen.

’Vi er vist sneet inde’, siger December, da hun går forbi. Hun knitrer som gavepapir og dufter af nelliker. Jeg nikker bare. Sneet inde. I huset og i os selv.

fredag den 7. december 2012

Hvad nu hvis?



Et blankt stykke papir. En ny morgen. Forsigtigt kommer den sejlende med disen, der slører horisonten. I huset for enden af markvejen starter vi morgenen på den rolige måde. Det kunne godt gå hen og blive en god vane. December minder mig om, at livet er her og nu. Det første øjeblik, hvor man slår øjnene op, kan man beslutte sig for, at dagen bliver god. Inden tankerne tager på langfart og som et møl søger ilden, kan man vende tilbage til et stille sted dybt i sig selv.
Jeg har brugt det meste af mit liv på at skynde mig, tænker jeg, mens jeg med påtaget langsomhed varmer kaffemælken i den lille kasserolle. Der lå et lag af travlhed i luften. Det krøb ind under huden og gjorde mig urolig. Det var som om, jeg skulle nå noget bestemt til en bestemt tid, problemet var bare, at jeg ikke rigtig vidste hvad. Jeg lod mig føre og forføre af tilsyneladende velmenende vinde, der talte om succes. Men succes for hvem? Jeg turde ikke stille spørgsmålet, jeg kastede det vredt fra mig, når det dukkede op. Det landende i snedynger og det landende på havbunde. Det blev taget af vinden som efterårsblade og det strøg over markerne på ryggen af en hare. Men det vendte altid tilbage. Og det spørgsmål gjorde mig endnu mere urolig over den kurs, jeg var på. Uden at ane, hvor jeg egentlig skulle hen og hvad det var, jeg skulle nå. Jeg må gøre noget, tænkte jeg. Noget andet, noget mere.

Nu har livet og omstændighederne lært mig noget andet. Månederne, som på hver deres måde er dukket op på mit pensionat og i mit hus, har fået mig til at standse op og mærke efter. Og er det i grunden ikke det, vi alle længes efter? Virkelig at mærke efter og lytte til det, vores hjerte synger om? Udfordringen er bare, at vi altid har haft så travlt og været på vej så mange steder hen, at vi bliver helt svimle ved tanken om at stå stille. Jeg dør, hvis jeg stopper nu, tænker man og løber videre. Overser den smukke bænk, der står og indbyder til stilhed i eftermiddagssolen. Glemmer at høre fuglene, der synger så underskønt gennem sommeren, græshopperne med deres melodi, blomsterne, træerne og den blå himmel. Fuglene. Hvad med fuglene? Kunne jeg flyve med dem, hvis jeg ville? Det tænker man ikke på, for nogen sagde engang, at den slags ikke lader sig gøre. Flyve som fugle og gå på vandet, det kan mennesker ikke. Og da slet ikke dig! Den historie valgte man at tro på og derfor er det fælt og grænseoverskridende at lade sådanne tanker komme til orde. Man fortsætter bare. Videre. Mod noget. Døden? Tal ikke om den!
Hvad nu hvis selveste lykken findes i det øjeblik, man sætter sig på bænken og lukker øjnene. Falder til ro og begynder at lytte? Hvad nu hvis glæden indfinder sig og stilheden spiller den smukkestes musik, hjertet nogensinde har hørt? Jeg spurgte bare. Og nu er jeg her. Sammen med December og på en helt anden kurs end den, jeg befandt mig på i mange år. Hjertekurs.

’Jeg har noget, jeg gerne vil spørge dig om’, siger hun og afbryder mine skriverier. December. Der står hun i sin vinterkjole med kaffekop i hånden og et nærmest alvorligt glimt i øjnene. Det tegner godt, tænker jeg og mærker, at jeg har forandret mig. Tidligere ville mine alarmklokker have ringet ved synet af den slags blikke og den følelse af sandhedsfordybelse, der ligger i dem. Nu nyder jeg spørgsmål, der kan vrikke ved eksisterende antagelser. Tænk hvis det forholdt sig helt anderledes, end vi gik og troede. Tænk hvis bænken i eftermiddagssolen virkelig findes. Hvad nu hvis?
Fortsættelse følger, som fortsættelser har det med at gøre … jerHjer


torsdag den 6. december 2012

Englen i kaffeskummet



Det er en iskold morgen. Der er faldet lidt sne i løbet af natten, men i forhold til andre dele af landet, har vi vist været heldige. Med mindre man da ønsker sig sne i dynger. Og det gør vi egentlig ikke. Det er fint, som det er lige nu, helt perfekt, et tykt drys af hvidt og driver i vejkanten.
December føler sig hjemme på gæsteværelset. Hun har hængt en julestjerne op i vinduet, der lyser i mørket, når man kommer vandrede op mod huset ad markvejen. Og huset er glad for at have fået liv og varme. Det står stolt i vinterstormen og kaster lys ud i sneen. Endelig, tænker det og sukker veltilfreds, det har jeg ventet længe på. Årevis. Årtier. Ensom og forladt har jeg stået i forfald og mange gange har jeg tænkt, at nu var det nok snart ude med mig. Men jeg havde et drøm. Et lille håb dybt i hjertet fortalte mig, at det kunne blive anderledes. Hvis jeg turde tro. Håbe. Og hvis jeg væbnede mig med tålmodighed, for ting tager tid. Og se nu bare! Det knirker i murværket. Jeg kender den lyd. Efter måneder som beboer i det nu stolte hus, har jeg lært dets små lyde og åndedræt at kende.

Jeg har lavet kaffe og December kommer løbende for at få en kop med. ’Har vi det ikke hyggeligt’, konstaterer hun og slubrer kaffe med mælk, så en dråbe løber fra hendes mundvig og ned på bordet. Skødesløst tørrer hun den væk med ærmet og smiler stort.  Jeg nikker bare. Nyder hendes selskab og den ånd af vinterlig energi og kuldevarme, der stråler fra hende. Og hvordan kan kulde være varm, spørger du måske og ryster på hovedet. Men det kan den. Se bare på December!
Når hun dukker op og det gør hun jo altid, når tiden er inde, fyldes jeg med et stille håb. Der er noget over hendes tilstedeværelse, den måde, hun giver alle lov til at være sig selv. En sand lettelse. Det er anstrengende altid at skulle forestille sig og være noget, man egentlig ikke er. Hun får mig til at indse, hvorfor så mange mennesker ikke holder af sig selv.

Hun nikker og ser pludselig alvorligt på mig. Sådan kan hun også være. Det skal man ikke tage fejl af. Hendes jupiterske natur er håbefuld og optimistisk, der er en glød, som ingen kan slukke, men alvoren boltrer sig side om side med det muntre sind. Og dette ligger hende på hjerte, selvværd og selvkærlighed er så vigtig for ægte trivsel. For hvis vi ikke er os selv, hvordan skal andre så kunne være det? Når du lærer dig selv at kende, starter forfra og accepterer alle dine fine sider, ser, hvor underskøn og unik, du i grunden er, så stråler du og giver automatisk andre tilladelse til at gøre det samme. Og det er sådan, December er. Sig selv. Med hud, hår og kolde vintervinde. Sne og slud. Gråvejr og pludseligt solskin, der overrasker horisonter og kaster fint lys og skygge over land og by. Alsidig. Sårbar. Og stærk lige dér, hvor hun er allermest blød.
’Livet er et smukt paradoks’, nikker hun og leger med mælkeskummet i sin kaffe. ’Kan du se, at det ligner en engel?’ Jeg bøjer mig frem. Hun har ret. En fin engel danser formiddagsjig i kaffeskummet. Vi ser på hinanden og smiler.

Og englen i kaffeskummet smiler med.

onsdag den 5. december 2012

Sommerkvinden


Og der sad jeg i solen med min kaffe. Lænede mig op af skyggerne på husmuren. Mærkede en brise danse forbi. Så sommeren boltre sig på marken udenfor hegnet, mens en del af den havde omfavnet haven. Og mig. Jeg læste og tog notater. Tænkte gode tanker og lagde brænde på mine drømme. Kom nærmere essensen dér i sommersolen ved husmuren.  Aha, tænkte jeg, snart er jeg helt klar til at gå videre af den vej, der åbner sig, når jeg begynder at gå. Et skridt af gangen. Det vigtigste er at vide, hvad den dybere mening er. Selveste formålet.
Et mål er kun et pejlemærke. Ofte kan man ophæve målet, når man nærmer sig, fordi man er blevet klogere, mens man rejste og lærte nyt. Om livet og om sig selv. Selve rejsen er målet. Drivkraften er formålet.

Jeg så hende sidde der. Mageligt tilbagelænet med ryggen mod sommermuren. Solen dansede i hendes hår og spandt tråde af guld. Bag mørke solbriller sad hun fordybet med blikket hvilende i bogen. Ordene spejlede sig i brilleglasset. Et lille smil spillede om hendes læber. Visdom, tænkte jeg og så hende skrive i notatbogen, der lå strategisk placeret ved siden af kaffekoppen. Hun har opdaget noget. Tænkt en tanke, der vakte genklag og som et ekko kom tilbage til hende og tog bolig i hjertet. Jeg stod musestille bag et træ og betragtede hende. Ikke forstyrre, hun måtte under ingen omstændigheder få øje på mig og afbryde sit forehavende.

Jeg mærkede pludselig at jeg frøs. Hvad var nu det? Forbavset og en smule forvirret løftede jeg blikket mod træets grene. De var tunge af sne. Den blå himmel havde fået et andet skær og isblomsterne havde erstattet de sommerlige af slagsen. Det er jo vinter, tænkte jeg og da jeg løftede min fod og igen plantede den på jorden, mærkede jeg sneen knitre under mig. Kulden havde bredt sig, jeg frøs om fingrene. Men jeg havde jo lige set hende! Der i solen, det var sommer, hun sad blandt bier og blomster med sin kaffe. Mit blik afsøgte det sted, hvor jeg havde set hende. Ja endda mærket hende på den helt specielle måde, man nogen gange kan mærke et andet menneske. En sjæl. Men hvor var hun nu, sommerkvinden? Og hvad var der mon blevet af de ord, hun havde noteret og de tanker, der fik hende til at smile?

En slags tomhed bredte sig i mig. Et savn. Sneen gav lyd fra sig, da jeg begav mig over den nu hvidklædte plæne og hen til husmuren. Der var hverken bord, stol eller kvinde. Og dog. For noget var sket. På et tidspunkt havde hun rejst sig, kvinden. Og lidt senere fulgte sommeren i hendes fodspor. Forsigtigt tog efteråret over og som en sælsom og næsten sørgmodig sang dæmpede lyset sig på sin rejse og lod andre årstider komme til. Efterår. Vinter. Og sommerkvinden forvandlede sig. Måske vidste hun ikke selv hvordan, og måske undrede hun sig over tiden, der ligesom var smuldret mellem hendes fingre. Men det var sket. Og hun var kommet videre.
Jeg smilede og vendte mig mod de sneklædte marker. Det er i grunden både magisk og vidunderligt, at tiden tager hånd om det meste, tænkte jeg og sukkede, som det hører sig til, når man må overgive sig til det, der er. Noget større. Tiden. Nuet. Forandringen.

søndag den 2. december 2012

December, min ven

 
 
December, min ven, så kom du
Jeg har længtes efter din favn
Det lys, der vil skinne i mørket
Det skib, der vil få mig i havn

December, af dig er jeg kommet
Et barn af vinterens glød
Som så dagens lys midt i mørket
Som rejste sig ud af dit skød
 
December, så kom du, med lyset
Og lærte mig noget, jeg ved
Alt det, der kommer min vej, vil jeg hilse
Med nysgerrig kærlighed.
 
- Megan -

lørdag den 1. december 2012

Barn af december


Og så ankom hun, dansende med morgensolen. December. Min veninde og min måned. Når man er barn af december, har hendes ankomst en helt særlig betydning og det også selvom man, som jeg, efterhånden er lidt oppe i årene. Tanken om hendes rumsteren på gæsteværelset, overraskelserne, fødselsdag, julelys og duft af gløgg og æbleskiver. Nisserne flytter ind og det er jo noget helt særligt i år, for det er første gang vi skal fejre jul og december i huset for enden af markvejen. Og holde juleaften for hele familien! Men den tid, den glæde.
Egentlig var jeg ikke i specielt godt humør, da jeg vågnede. Jeg må være ærlig. Jeg vågnede med en slags rastløs utålmodighed og havde faktisk lidt ondt af mig selv. Ja. Av! Må man det? Og her burde jeg måske skrive ”nej”, men burde og skulle er for så vidt ekskluderet af mit ordforråd, så jeg skriver bare ”tja”. Det sker. Bedst som glæden danser kinddans med morgenrøden, bliver man ramt. Indser at man stadig er en utålmodig sjæl. Min evige lektie i dette liv. Så jeg vågnede med  en vis irritation og glemte helt at se hende. Gik lige forbi. Måske ænsede jeg hendes duft, den velkendte parfume, en snert af kanel og duft af svovl fra den tændstik, der tændte julelysene, men der var ingen lys i mine øjne.

Jeg så hende først, da hun serverede kaffe. Kyssede mig blidt på håret og hviskede i mit øre, at nu var hun her altså og at jeg ikke måtte glemme mit månedlige ophav.
’Barn af december, det forpligter! Datter af Jupiter, husk det nu. Selv i de mørkeste tider, har du en indre optimistisk glød, der kan tændes og blive til en flamme. Skal vi brænde sammen gennem årets sidste måned? Prøve at huske alt det gode, vi har lært og indse, at mådehold, balance og tålmodighed er vores udfordringer?’ Hun smilede og jeg sukkede gennem trodsige tårer.’ Åh ja, December, snøftede jeg, det vil jeg gerne! Jeg hader begrænsninger! ’

’Jeg kender det’, svarede hun og puttede ost på sin bolle. Smaskede højlydt, mens hun spiste den. Lo højt og pustede næsten julelyset ud. Næsten. Det brænder endnu.
Så gik vi en tur ud i den tidlige formiddag. ’Jeg skal først i bad’, protesterede jeg, men det ville hun ikke høre tale om. På med hue, vanter og frakken og ud i frosten. Solen fulgte os på vej, frosten bed i kinderne og jeg tøede paradoksalt nok op dér midt i vinterkulden. Så gik vi og huskede hinanden på, hvor heldige vi er. Vi talte vores lyksaligheder og konstaterede, at der var mange. Vi mindede hinanden om, at gode ting tager tid og er værd at vente på. Trak vejret dybt og lod os forføre af sollyset.

Hun stak sin arm under min og så vandrede vi som to slyngveninder ind i vinteren.

torsdag den 29. november 2012

Månebarn


Fuldmånen sejlede gennem skyerne på nattehimlen. Så du hende?
Hundene og jeg gik en tur ud i i haven. Jeg stod i den kølige aftenluft og lod mig opsluge af synet. Det sølvagtige lys, der lå over landskabet. Stilheden, ja for månen rejser uden stort postyr. Jeg er heldig, tænkte jeg og mærkede det i hele kroppen. Jeg hilste ærbødigt på hende, da hun kom til syne bag skyerne og et øjeblik stod alene i rampelys af sølv og nattehimmel. Og som en dronning så hun ned og hilste på mig. 'Månebarn. Det er, hvad du er’, synes hun at sige.’ Jeg er glad for at du er her i dag. I din have. Under himmelhavet. For det, jeg er, er du også. ’

Godt nok kan jeg ikke sejle på skyer, men det føltes næsten sådan, da jeg stod dér og så på hende. Jeg blev blød om hjertet og det suk, jeg hørte som et ekko mellem træerne, var mit eget. Tiden stod stille. For hvad er tid egentlig, synes månedronningen at sige, mens hun sejlede videre bag en sky og spejlede sig i månevandet.

En flagermus gled forbi. Et vingesus. Kærtegn af stilhed.
Rigdom, var det ord, der først bladende sig i min næsten meditative væren, dette er sand rigdom!

Og månebarnet følte sig helt rolig, da hun igen gik ind i huset. Skuttede sig lidt og satte vand over til te. Hundene lagde sig til rette på puderne og snart lød den velkendte snorken mellem husets vægge. Hun lod sig opsluge af en film. Veltilfreds og rolig indeni. Dybe vejrtrækninger og en slags ubeskrivelig lettelse. Der er vist noget helt specielt ved netop denne fuldmåne, tænkte hun og vidste instinktivt, at sådan er det.
En tærskel. Et skridt. En måne, der sejler forbi et vindue. En ny tid.

Månebarnet sov godt gennem natten. Det undrede hende lidt. Kun et enkelt stop på en månestation med blåt lys gennem vinduerne og skygger af sølvtråde på skabslågerne. Et magisk syn. Så smilede hun, månebarnet, og faldt i søvn igen.
Billedet er lånt på samvirke.dk

onsdag den 28. november 2012

I dansen mellem mørke og lys


’Spændende at følge hjertet’, siger hun, November, mens hun blidt frigør sig fra morgendisens favntag. Hun smiler. Selv synes jeg egentlig ikke, at der er så meget at smile af. Jeg er pludselig blevet alvorlig træt af uigennemsigtige vejr. Jeg savner solen og at mærke dens varme på min hud. Og det er for tidligt, siger jeg formanende til mig selv, vinteren skal først til at begynde. I morgen skifter vejret, så daler temperaturerne og vinteren træder i karakter.

’Hjertet? Nå ja.’ Jeg har ikke tænkt mig at skrive på hjertehistorien i dag, det kan hun godt glemme. Jeg er ikke i humør til at gå tilbage til den kælder, hvor jeg forlod historien i går, heller ikke selvom den sluttede på et spændende sted, hvor læseren blev lovet, at man ved at lære sig selv og sine følelser bedre at kende kan slutte fred med de evige kampe, der altid buldrer som ilden i kaminen. Og den ild går jo ud, tænker du jo nok, hvis man ikke giver den brænde og opmærksomhed. Og så er du rykket et skridt nærmere sandheden. Men fortsættelsen kommer ikke i dag. Mit hjerte er faret vildt i disen.
November stryger mig på kinden og gør klar til mere kaffe. En god plan. Hun varmer mælk i den lille kasserolle på komfuret, jeg kan høre lyden af hvid væske, der gør sig lun. Og den er tiltrængt, den kaffe. Jeg er ikke rigtig vågen, det er som om det tunge vejr og fugtigheden har lagt en klam hånd om mig. Tynger. Bare lidt altså, men nok til at energien brænder på lavt blus. Og hvad gør man så? Bliver irriteret? Frustreret? Slår sig selv i hovedet og går i seng, som den gode Maude i Matador ville have gjort det?

November hælder den varme mælk i kaffen og rækker mig et krus. Jeg kan mærke varme fra keramikken brede sig ud i mine håndflader. Et kort sekund føles det godt, så forvandler varmen sig til en lille smerte og jeg stiller kruset fra mig. Der må være en pointe med dagen i dag, tænker jeg, den dag, som metrologerne kalder årets sidste efterårsdag. I morgen vil sneen dale fra blåsorte horisonter og vinteren vil kræve både krop og sjæl. Så skal der for alvor lægges indre brænde på, for at blive i den metafor.

’Men du, siger November og slubrer kaffe i sig, ’du har jo fornemmelse for vinter! Jeg husker en artikel, du skrev sidste år. Måske skulle du læse den igen?’
Jeg husker den svagt. Jeg skrev ordene i et klart øjeblik. Og den slags øjeblikke opstår, som et glimt ser man hele sandheden og forstår livets mysterium. Man ved, at årstiderne og deres cyklus giver fuldstændig mening, at naturen er klog og at alting har sin tid. Man danser med dønningerne og synger fuldmånesenater. Krammer et træ og flyver med fuglene over himlen. I dag er dansen lidt tung. Men kaffen gør godt, det må jeg erkende. Den vækker mig og gør mig klar til en dag med dårlig sigtbarhed. Og hvem siger, at det er dårligt?

’Er du ked af at skulle af sted’, spørger jeg November, for at snakke om noget andet.
’Kommer du til at savne mig?’, spørger hun og slår en skraldende latter op. Det spørgsmål kræver vist ikke et svar. Hendes latter er et kærligt tordenvejr. Hun ved godt, at hun kan være krævende på mange måder, men bagefter ser man sig tilbage, sådan ganske kort over skulderen, og får øje på en underskøn kvinde i disen. En kvinde, som blev så smuk og vis, fordi hun turde blive på den vej. Fordi den vej rummede en historie, hun havde brug til at lytte til. Hun er vidunderlig dyb og sensuel, tænker man. Lidt mystik. Og meget dragende. Sådan ville jeg også gerne være, tænker man måske.  Selvom man godt kan få for meget af tågedis, sukkende blade og lys, der ligesom bare slukkes. Fordi.

’Du skal have ros’, siger hun så og lader sine efterårsfingre glide igennem mit hår. ’Du er blevet meget bedre til det. At være med det, der er. Når du ikke tror, at jeg ser dig, betragter jeg dig fra mit stille skjul. Der i tusmørket, hvor grenene strækker mod fløjsmørket. I skæret fra stearinlyset.
I dansen mellem mørke og lys, som livet jo er.

tirsdag den 27. november 2012

På hjertets vej, 2.


 
Der var noget, jeg ikke vidste, da jeg besluttede mig for at følge hjertet. Og heldigvis for det. For hjertet møder frygten lige dér, hvor den er.
Når man beslutter sig for at følge hjertet, bliver vejen lyserød og velduftende som morgenroser om sommeren. Faktisk skinner solen altid på hjertevejen. Glæden danser kun få skridt foran en og man kan let række ud og favne den. Men, viser det sig, den er som et væsen fra eventyret Elverhøj. Drilsk. Provokerende. Fuld af udfordringer, for hjertet kan finde på at stille de mærkeligste spørgsmål. Det tager ikke halve svar for gode varer.
Og pludselig befinder man sig i en kælderskakt. Der er mørkt og klamt. Man fryser helt ind i sjælen. Lyset er slukket og natten trænger sig på. Rykker nærmere uden at gøre større væsen af sig. Og det havde man jo ikke set komme, når man nu havde besluttet sig for at gå med glædesskridt på hjertevejens smukke stier med blæst i håret og en svag duft af vasketøj og syren i vinden. Vel?

Nogen vil sikkert påstå, at man skal forsøge at undgå sådanne steder. At den slags skumle kælderskakter hører fortiden og en anden verden til. Man skal tænke gode lyse tanker, der vil tage en derhen, hvor man hører hjemme. På den lyse side af livet. Og vælger man at lytte til de påstande, kan man godt blive temmelig slukøret, for ikke at sige deprimeret, når man pludselig befinder sig et helt andet sted. Gjorde jeg noget galt, tænker man? Kom jeg til at tænke noget forkert? Og så kommer man i tanke om alle de gange, hvor man mærkede frygten trænge sig på, bare i form af en omstrejfende tanke, der gjorde som den plejede. Rystede lidt op i en ellers god dag. Eller nat.

Det er mig, der er håbløs, græder man og tror, at man for evigt vil være hensat til kælderskakter og fugtige huller, fordi man endnu ikke har fået styr på sine løbske tanker. De forkerte tanker. Og man peger fingre af sig selv dér i mørket, måske, fordi man føler sig fortabt. Jeg orker det ikke, tænker man, den evige kamp. Den gør mig så træt. Måske skal jeg bare blive siddende her. Gemme mig i mørket. Det er nok bedst sådan. Jeg fortjener ikke at se dagens lys, når jeg ikke kan finde ud det. Basta.
Så sidder man dér. Om øjnene er lukkede eller ej kan sådan set være lige meget, for det er mørkt ude og inde. Man glemmer at man fryser. Det er man jo så vant til. Suk. Og så pludselig hører man en stille stemme. Den er rolig og kærlig og lægger ligesom et varmt tæppe om den frysende sjæl.

’Kunne du tænke dig et liv uden evig kamp’? spørger den. ’Kunne du tænke dig at lære dig selv bedre at kende?’
Og man nikker, temmelig slukøret, for det var jo ligesom det, man havde besluttet sig for. Lære sig selv og sin inderligste gode drøm at kende, mærke glæden ved livet, øjeblikket, danse den dans, man kendte som barn, inden den tilsyneladende virkelighed slukkede gode tanker og glæden ved at være lige nøjagtigt den, man var. Men det kan jeg jo ikke, svarer man hjertet og sukker så højt, at vandet i kælderen skvulper.

’Jo du kan’, hvisker hjertet og giver en et forsigtigt klem. Du ved, sådan et, der kan mærkes i stilheden. Uden berøring, en sagte væren, et kærtegn så mildt og godt, at noget vækkes til live igen. Man ranker ryggen lidt og mærker at benet sover. Man rejser sig og står der i mørket.
Jeg kan godt, siger man til sig selv og mærket håbet. En glød bliver til stille ild. Og man rykker nærmere varmen og nyder det orange skær af tro og håb. Og tanken om at man måske alligevel selv har noget at skulle sagt.

Fortsættelse følger ...

mandag den 26. november 2012

Saucer, supper og hjertehistorier


’Jeg kan ikke beslutte mig i dag’.

’Vær med ubeslutsomheden’, svarer November bare. Ryster på hovedet, så flere blade falder af. De sidste. Og det er også de sidste dage, hvad min gæst angår. Den dybe dame, som så ofte spørger, om man tør. Gå hele vejen. Helt ned. ’For man kommer jo op igen’, tilføjer hun og ser snu ud. Hun har mange ansigter. I dag er hun blålig og diset, en kåbe gjort af tvivlsomme vattotter dyppet i akvarel.
’Du er i gang med en føljeton om hjertet’, minder hun mig om. Jeg vil gerne høre lidt mere, inden jeg forlader etablissementet og forsvinder ud i årets intethed for at gøre mig klar til nye udskejelser. ’Næste år, vel at mærke, for snart efterfølges jeg af vinterens lille lys, den tilsyneladende muntre December’. Datter af Jupiter, jo jeg husker hende så udmærket. Og glæder mig på sin vis til hun springer ind på scenen med sin lattermilde optimisme og sine julelys. Solstrejfene er få i november. Og det er ingen bebrejdelse, jeg konstaterer bare. Og er med det dunkle lys og ubeslutsomheden.

’Føljetonen følger’, forsikrer jeg hende. ’Når hjertet vil.’
’Men ikke vent til december’, siger hun og jeg sporer en vis utålmodighed, der får mig til at smile. Her er damen, som altid taler om at vente. Tålmodighed. Ting tager tid, er omkvædet på hendes sang, der med udpint langsomhed tager os gennem dagene i hendes måned. Og sådan er det jo slet ikke, jeg har haft mange gode dage sammen med hende. Anderledes, dybe og disede. Måske. Men ikke desto mindre. Og jeg kommer til at savne hende, for man bliver ikke et helt menneske af at rejse på sommerferie med Juli i den tro, at det er livet. Som det eneste. Vel?

Hun ryster på hovedet. Slet ikke. Men historien vil hun gerne høre. Den om hjertet. For hun ved, at hun har inspireret mig og at jeg har lært meget i løbet af hendes dæmpede dage. Dage, der ligesom opfordrer til lettere dybsindighed. Den slags, man kan lave en god fond af.
’Du smider bare om dig med ord’, konstaterer hun og jeg nikker. Jeg spørger ikke om lov, jeg skriver bare, mens det blålige eftermiddagslys synker længere ned mellem træerne.

’Hvorfor så ikke …?’
’Nej November, du må vente tålmodigt!’ Var det min stemme, den lyder lidt anderledes. Bestemt.

Det tager tid at lave god fond til saucer, supper og hjertehistorier.