lørdag den 31. december 2011

Livsbaner, hjertevej og godt nytår


Der er noget næsten højtideligt over det. Den første kop kaffe på årets sidste dag. Her er stille bortset fra hundenes lyde. Kæresten har valgt at sove lidt længere i dag og jeg lader ham ligge. Det er mørkt endnu. Mens jeg endnu lå i sengen, tænkte jeg på ordene. Årets sidste indlæg. Hvad skal der stå? Og hvordan kan jeg overhovedet med ord beskrive, hvor taknemmelig jeg er for at være her, hvor jeg er nu? Det forgangne år har været en spændende rejse for mig. Meget anderledes end jeg havde troet, hvis jeg var blevet spurgt for et år siden. Jeg havde ingen anelse. Men når jeg forskellige steder læser, at alting har en mening og at man, selvom man har været på omveje, over stok, sten og besteget bjerge, man slet ikke havde set komme, ofte er lige netop der, hvor man skal være, så nikker jeg. Når alt kommer til alt. Jeg smager på kaffen. Den er stærk. Stearinlyset blafrer og stjernehimlen falmer lidt i det første anstrøg af dagslys. Det er en smuk morgen. Det er årets sidste.

Skal jeg lytte til hjertet eller til fornuften? Selvom jeg forlængst besluttet, at jeg vil følge mit hjerte og at jeg ovenikøbet vil gå så langt som til at sige, at det også er mit nytårsforsæt, så har det faktisk til tider været en svær øvelse. Hjertet taler med stille stemme, mens fornuften og egoet kæmper om taletid. De har høje stemmer og spiller på velkendte tangenter. Fornuften kan sågar finde på at tage harpen frem. Musikken er insisterende, dragende på en ufrivillig måde og kan lokke en på vildveje. Pludselig ser man sig selv gå på en vej, man slet ikke har lyst til at være på. Benene er tunge, hovedet værker og smagen i munden er dårlig. Forkert. Hvad laver jeg her? Harpemusikken forstummer og pludselig er alt stille. Så kan man høre hjertet. Man får næsten tårer i øjnene, når den blide stemme forsikrer en om, at der findes en anden vej. En vej, som er meget bedre og langt mere velegnet. Men hvor er den, skriger man og hulker nu højlydt. Hvor er den vej? Så smiler hjertet. Og man ved, at man skulle have lyttet, inden man fulgte fornuft og harpemusik ned af den brede landevej, hvor der ovenikøbet stod allemandseje på skiltet. For det første er jeg en kvinde. Og for det andet er min vej på ingen måde alles eje. Det er min. Og måske er den slet ikke en vej men en sti med store kloge træer og et buskads, der kan virke ufremkommeligt, men som åbner sig på forunderlig vis, når jeg begynder at gå.

Det var en god dag i går. Jeg løb tur. Jeg skrev. Og sidst på eftermiddagen efter tur med hundene satte jeg i sofaen med en god kop te og startede på en bog. En ny gammel bog, for jeg har faktisk læst den før. Alkymisten. Du kender den sikkert, skrevet af Paulo Coelho og på mange måder en bog om at følge sit hjerte. Sin livsbane. Det er sådan en bog, man kan læse mange gange og stadig fryde sig over ordene og alt det mellem linjerne. Hvis du har læst bogen, kan du måske huske ordene om den mystiske kraft, der på et tidspunkt i livet gør det umuligt at følge sin livsbane, selvom man egentlig godt ved, hvad man ønsker og skal med sit liv. Den mystiske kraft er tilsyneladende skadelig, men i virkeligheden lærer den dig, hvordan du skal følge din livsbane. Den forbereder din sjæl og din livslyst, for der en stor sandhed på denne klode, skriver PC. Hvem du end er og hvad du end gør, så er det sådan, at hvis du virkelig ønsker dig noget, er det fordi dette ønske blev født i universets sjæl. Det er din mission på jorden. Livsbane. Universets sjæl. Hvis jeg virkelig ønsker mig noget, så er det fordi ... Og det gør jeg jo. Jeg ønsker mig virkelig noget. Gør du?

Jeg er klar til 2012. Det bliver et spændende år på mange måder. I januar flytter vi ind i det nye hus. Det er næsten færdigt, det er blot detaljer nu. De sidste VVS og elektriske installationer. I næste uge skal vi ud og se på seng og bord. Det er så tæt på, at jeg kan mærke husets sjæl kalde. Jeg ser de store rum for mig, lyset der falder ind gennem vinduerne fra marken, døren til haven, den nye trappe. Hvordan mon det vil være at vandre gennem de rum, at tænde stearinlys og kigge på stjernerne gennem vinduet i taget? Og hvordan vil det føles at sidde på mit nye arbejdsværelse med udsigt til den lille frugtplantage og markerne i baggrunden? Vil ordene lyde anderledes? Vil smagen være en anden? Kan jeg mon dufte æblerne fra træerne, når jeg sidst på sommeren sidder og skriver med åben altandør? Det er så spændende, at det sitrer i hele kroppen. Jeg er fuld af forventning. Jeg glæder mig. Jeg glæder mig også til skriverierne. Jeg glæder mig til for alvor at følge min livsbane og arbejde mig hen mod de mål, jeg nu har sat mig. Jeg glæder mig til at byde gæster velkommen, til kys, klem og kærlighed, gode samtaler og til milde sommeraftenener med kold vin på terrassen. 

Godt nytår, kære ven. Tak fordi du fulgte mig på min rejse i det forgange år. Tak for fine og hjertevarme kommentarer, vedkommende ord og kærlige hilsener. Det varmer. Det gør godt. Det gør mig glad. Jeg er lige, hvor jeg skal være og jeg er taknemmelig. Du skal være hjertelig velkommen her hos mig i det nye år. Følg mig på rejsen, når du har tid og lyst. Og følg dit hjerte! :)

fredag den 30. december 2011

Grænseland


Jeg må stå endnu tidligere op i morgen. Jeg er ikke så god til det i øjeblikket. Kæresten er oppe før mig. Han lukker hunde ud og laver kaffe. Når jeg kommer ned af trappen, er livet og morgenen i fuld gang og på mange måder er det både trygt og hyggeligt, men jeg griber mig selv i at savne den fuldstændige morgenro. Tiden for mig selv. Ordene, der kommer glidende helt lydløst, levn fra natten og fragmenter af dagen, den nye. Tidspunktet. Overgangen. Grænselandet. Det er som at vandre i den første morgendis, når lyset forsigtigt bryder mørket som et flygtigt kys. Det er som om jeg er tættere på mig selv i den stund. Nærmere sandheden. Det egentlige. Jeg kan lide at starte dagen på denne måde. Jeg finder mig selv i morgenens blide vandfald, dråber på nøgen hud, glitrende, godtgørende. Det er som om jeg kan fange essensen af selve livet på bunden af min kaffekop og forstår noget, der bare bliver væk igen senere på dagen. Som en sæbeboble der springer ved berøringen af en nål. Som en drøm, man vågner fra og ikke kan genskabe endsige huske. Jeg må stå tidligere op i morgen. Jeg vil tilbage til grænselandet.

Andre siger, at de kan finde den samme ro ud på de små nattetimer. Når alle andre er gået i seng. Når verden sover. Så bliver de oppe, tilbage, og møder mørket og roen på samme måde, som jeg kan gøre det i den tidlige morgen. Lydene dæmpes, mørket er tæt og omsluttende, tankerne falder til ro og på plads. Gad vide om det er anderledes på det tidspunkt, tænker jeg, som er født A-menneske og sjældent befinder mig udenfor sengen på den tid af natten. Måske skulle jeg prøve en dag. Men det kræver jo i grunden, at jeg sover længere om morgenen, for ellers kan jeg slet ikke holde mig vågen. Men jeg er nysgerrig efter at vide det. Opstår samme følelse af fløjsro, når man sidder i natten og holder mørket i hånden? Eller hører det morgenen til, er det noget andet, der sker efter midnat?

Det er måske som en slags meditation med åbne øjne. Meditation med tanker, som ikke er stille, men som alligevel er mere dæmpede. Hjertestemmen. Er det den? Er det den, man kan høre på lige netop det tidspunkt, i grænselandet, hvor roen er kastet som et anker? Stemmer forstummer og man er alene med sig selv. Den stille stemme kommer til orde, man kan hørte hjertet banke og tale med sin næsten hviskende stemme. Bare lytte, være stille, mærke godheden i de ord, der svæver op til overfladen. Hvad er der med det hjerte? Det tror på det gode i livet. Det siger at alt kan lade sig gøre, at man er lige der, hvor man skal være, at alt giver mening, at man er smuk og dejlig, enestående, at man kan, hvad man vil. Det nægter at diskutere og det prøver ikke at råbe højt. Det bryder ikke ind. Det taler kun i stilhed og når man forholder sig i ro. Den ro, som man finder i grænselandet. I den tidlige morgen eller den sene aften. Når man er alene og helt stille.

torsdag den 29. december 2011

Totusindeogtolv


Jeg har købt mig en 2012 almanak med tegninger og ord af Bjørg Thorhallsdottir. Jeg er faldet pladask for hendes fine tegninger og små ord og vers. Da jeg så, at hun havde lavet en almanak for næste år, som snart er nu, vidste jeg bare at jeg måtte eje den. For 2012 bliver et godt og betydningsfuldt år og det skal markeres. Jeg har sat mig gode mål og jeg har ovenikøbet tidsbestemt dem. Vel kan man improvisere og man skal nyde de gode øjeblikke, selveste rejsen, men mål må man have, hvis drømme skal realiseres. Så meget har jeg lært. Jeg vil ikke overlade vigtige beslutninger til andre. Det har handler om mit liv. Derfor er jeg nødt til at vide med mig selv, hvad jeg vil og ikke vil. Og det gør jeg nu. Almanakken skal hjælpe mig godt på vej.

Tiden går ikke, den kommer. Sådan indledes bogen til 2012. Og Bjørg skriver videre: Der findes ingen helt perfekte år. Livet er som en langrendstur, der er altid en bakke til, men det er i bakkerne du lærer. Det er det, der gør dig rig og klog. En dag vil du se tilbage på 2012 og savne venner, som ikke er mere, savne steder og stunder og du vil gøre hvad som helst for at tage tilbage. Nu får du de stunder og dage i 2012. De kommer ikke tilbage. Nyd dem og du vil opdage, at når du bestandig går op af bakke, vil du blive overrasket over hvor stærk og udholdende du er, for du ved jo, at bakkerne fører mod toppen. Gå langsomt, tag mange pauser og ha en nydelig rejse gennem 2012. Vælg den vej, som gør dig glad - for når du følger hjertet, kan du aldrig fare vild. Pas godt på dig selv.

Når du følger hjertet, kan du aldrig fare vild. Jeg smiler, når jeg sidder med almanakken i hånden, betragter tegningerne og de gode ord. Den er helt perfekt til mit 2012. Den er tilpas eventyrlig og farverig og den får mig til at drømme. Den minder mig om, at livet er hvad jeg gør det til og at jeg selv har langt større indflydelse på mit liv og det, jeg putter i det, hvis jeg aktivt tager ansvar og gør mit bedste. Det vil jeg gøre i 2012. Når det går op af bakke, vil jeg huske på, at jeg bliver klogere og rigere, mens jeg går. At jeg er stærkere end jeg tror. Det, jeg ikke har prøvet før, kan jeg sagtens klare, for jeg er langt mere klog, sej og vidunderlig, end jeg går og tror. Og ved du hvad? Det er du også. Sæt gode mål for 2012 og gå efter drømmene. Følg dit hjerte og giv dig tid. Der findes ingen andre som lige netop dig og det, dit hjerte fortæller dig, skal du lytte til. Kun du ved besked.

Selvom der er et par gode dage tilbage af 2012, vil jeg ønske dig et strålende nytår. Måske har du som jeg en almanak eller en kalender, hvor du kan skrive dine drømme og dine mål i. Noget af det, du gerne vil opleve. Mennesker, du gerne vil møde. Rejser. Oplevelser. Men husk at efterlade masser af plads i kalenderen til gode pauser, ro og stilhed. Meget kommer til os, når vi er helt stille og forholder os roligt. Når pulsen falder og tankerne tier stille.

I dag vil jeg blandt andet arbejde på et opdateret mindmap som illustrerer mine drømme. Jeg har farveblyanterne klar. Billedet, jeg vil tegne og farvelægge, skal hænge på mit kontor, den kommende skrivestue, i huset, det hus, du ved nok. Udenfor hyler stormen og stearinlyset blaffrer uroligt. Det trækker gennem vinduet. Vinteren er mørk og dyb, men det er i de mørke, stille stunder at vi kan finde os selv og har tid og ro til at mærke efter. Ingen hastværk. Nyd din dag.

onsdag den 28. december 2011

Drømmetrappe


Morgenen er doven. Stearinlyset brænder roligt og dagen er dæmpet. Der er ingen hastværk. Jeg har gået med hundene og overvejer en kop kaffe til. Jeg føler mig træt i kroppen, som om en forkølelse overvejer at indtage mit legeme. Ømhed. Men jeg har ikke i sinde at bukke under. Måske dropper jeg løbeturen i dag, vi får se. Vejret er køligt, blæsende, regnfuldt. De lover slud i løbet af dagen. Jeg tænker på brændeovn og æbleskiver. Jeg har ingen af delene. Men man har jo lov at drømme.

Vi får ikke brændeovn i det nye hus, men jeg ser fakler for mig. Olielamper i læ for stormen, på terrassen, det lille udspring på gavlen af huset, de røde mursten og de store tomme åbninger, hvor der engang var vinduer. Dér kan man sidde på kølige aftener. Måske ikke om vinteren, nej, men lyset kan brænde derude. Man kan gå ud og kigge på stjerner. Stå på trappen ned til haven med en plaid over skuldrene, skutte sig i aftenmørket og lade blikket hvile på nattehimlen. Hvis der ikke var mørke, kunne man slet ikke se stjernerne. Har du tænkt på det? Hvordan meget opstår om natten, i mørket, det vi frygter, men som er en naturlig del af livet. Og ingen frygter vel stjernerne? Dem kan vi næsten længes efter, der er noget mægtigt over en nattehimmel klædt på til stjernefest, bare stå og være lille, en del af noget større, en helhed af hellighed. Jeg kan se det for mig. Den stue bliver en læse- og hyggestue. Der skal være ro til fordybelse og gode samtaler. Eller stilhed. Der kan man sidde med te i en stor rød kop og drømme.

Senere slukker jeg lysene og går op af trappen. Den helt nye trappe til første sal. Fra ovenvinduet i gavlen kan jeg igen se stjernerne og jeg bliver stående et øjeblik. Månen kaster lys på altanen, det danser gennem mønstret i rækværket. Trægulve. Skrå vægge. Bøgerne er flyttet ind, de bor nu i bogkasser og i reoler. Og hvis jeg anstrenger mig, kan jeg skimte filosoffen på sin nye plads på kontoret. Skriveværelset. Jeg kniber øjnene sammen og gnider dem. Det er jo sent på aftenen, nat, jeg er træt. Men jeg tager ikke fejl. Han sidder og skriver. Helt stille og foroverbøjet har han taget plads ved mit skrivebord. I lyset fra månen digter han og aner ikke, at jeg betragter ham fra min stjerneplads i gangen. Der vil blive skrevet mange gode ord i det rum. Det kan jeg mærke.

Jeg vender mig om og skal til at gå ind på badeværelset, da mit blik endnu engang falder på trappen med de mange trin. Den er blevet lavet specielt til huset. Jeg lader min hånd glide over gelænderet, træet er næsten blødt under min hud. Jeg sætter mig forsigtigt på det øverste trin med hovedet i hænderne. Hvad er det lige med trappetrin? Eller trin i det hele taget? Jeg har læst et sted, at man ikke behøver at kunne se hele trappen for at bestige den. Gå opad. Man skal blot kunne se det første trin og tage det første skridt. Det er det forunderlige og næsten magiske. Bare et trin af gangen. Så sker der noget. Og måske findes den slet ikke i forvejen, trappen. Det tror man bare. Man formoder at det er en trappe, fordi man ser et trin. Men det er slet ikke sikkert. Måske skaber man selv den trappe for hvert skridt, man tager. Hvert trin. Måske er det i bevægelsen og intentionen, at noget sker. Jeg smiler. Engang var der et stort gabende hul mellem stuen og første sal, men her sidder jeg nu under tag og stjernehimmel med en smuk trappe under mig.

I 2012 vil jeg gå op af trapper. Og skrive mere end jeg nogensinde jeg gjort før. Det kan ikke være anderledes. Jeg er ved at komme hjem.

tirsdag den 27. december 2011

Storm, drømme og et hus


Jeg faldt i søvn til lyden af stormen. Det var i grunden ganske hyggeligt. Jeg er søvnfast i øjeblikket, så den slags holder mig ikke vågen, men jeg prøvede at ligge lidt uden at sove. Lod mig fange af lyden. Den rasende storm mellem træerne, knirkende, bragende, rundt om husmuren, susende, syngende. Jeg forestillede mig at stå på stranden, helt inde på land så bølgerne ikke kunne nå mig. Vind i håret, tårer i øjnene, som man uvilkårligt får, når det blæser så voldsomt, skumsprøjt i ansigt og på tøjet. Bare blive stående, holde sig fast på landjorden, skibe, der gynger faretruende i deres fortøjringer, dårlig sigtbarhed. Her står jeg, nåede jeg lige at tænke og så stod jeg der ikke længere. Søvnen tog mig som en mægtig bølge. Hovedet røg under vand, jeg forsøgte at undvige, men naturkræfterne var store og mægtige. Jeg lå forkommen i det iskolde havvand, mens drømme stod i kø for at overtage mig. Grådigt rakte de deres fangearme frem og det stod hurtigt klart, at jeg var fortabt. Lyden af storm forstummede. Stilheden var enorm. Jeg sov. Jeg drømte.

Det stormer endnu. Jeg vågnede til lyden af voldsomhed udenfor. Drømmene lod mig træde ud af deres bølger og jeg stod tilbage på stranden. Søvnforkommen. Jeg vendte mig om og begyndte at gå. Søgte land og vågen tilstand. Mørket omsluttede mig og det ligger endnu som den blødeste dyne over land og by. Og herude på landet er det ensbetydende med uigennemsigtig sort. Kæresten har lavet kaffe, han skal snart af sted. De sidste ting skal laves færdigt på huset. Vi er virkelig i opløbet nu. VVS manden kommer. Det drejer sig blot om uger nu. Så kan vi flytte ind. Mens jeg skriver det, kniber jeg mig i armen, det kan ikke være sandt, endelig, nu, nej vel. Jeg må stadig være i drømmeland. Men det er virkelig sådan! Trappen er på plads og flot er den blevet. Nu skal gulvene have den sidste behandling og vi skal lige have vand og toilet. Det er jo vældigt. Praktisk. Senere på ugen skal jeg ud og vaske køkkenet ned. Skuffer, skabe, gulve. Åh!

Men i dag skal jeg læse. Det har jeg besluttet. Læse og skrive. Jeg kan mærke, at jeg er fuld af ord og jeg har også lyst til at læse andres. Efter dage med julerier og selskabelighed, trænger jeg. Og det er stadig juleferie. Nydeligt.

Jeg håber at mine norske venner er kommet helskindede gennem natten og stormen. Tilbage er så blot at ønske jer alle en god dag. Bliv ikke borte med blæsten!

mandag den 26. december 2011

De forsvundne juleord


Jeg havde skrevet det meste af et juleindlæg. Ordene havde lagt til rette i gode sætninger og jeg sad og nikkede veltilfreds, mens jeg drak kaffe. Lyttede til lyden af vinden og snorkende hunde. Lod fingrene danse på tastaturet, mens roen bredte sig som rullende ringe i vandet. Stilhed. Et indlæg havde set dagens lys og filosoffen havde forladt vindueskarmen for at medvirke. Han havde endnu engang stillet et af livets store spørgsmål og tvunget mig ud i reflektion. En filosof holder skam ikke fri i julen. Han lader tankerne flyve og spørgsmål svæve som svaler i frit fald. Lad mig være, tænkte jeg, men det havde han ikke i sinde. Hans isblå blik hvilede på mig og fordrede et slags svar. En reaktion i det mindste. Jeg fortsatte med at skrive. Ordene væltede som dominobrikker i vintervinden. Et, to, tre og så en hel række.

Jeg var i gang med at formulere et svar, da det skete. Ordene forsvandt. En lyd som fra en fjern ringklokke og så stilhed. Jeg stirrede forundret på skærmen, der nu var blank. Der stod kun et ensomt "n" tilbage. Resten af bogstaverne, ord og sætninger lod sig ikke lokke frem igen. En smule frustreret prøvede jeg at fortryde noget, jeg ikke vidste hvad var, men lige meget hjalp det. Skærmen forblev blank. Og det var næsten som om jeg havde glemt, hvad jeg havde skrevet. Det kunne ikke rekonstrueres. Jeg vendte mig mod filosoffen for at få hjælp, men han stod tavs i sin vindueskarm. Han havde slugt ordene og jeg kunne ikke længere erindre hans spørgsmål. Tilbage var kun en grå eftermiddag og resterne af vinden, himmel og halvkold kaffe.

Nu kan jeg høre ham hviske. Hans smalle lerlæber løfter sig forsigtigt. Den norske accent daler og lander på mit tastatur. Jeg stirrer på det, der nu breder sig som en lille sø af ord. Jeg kan genkende enkelte sætninger, men de er ikke længere i den orden, jeg havde anbragt dem i. De giver ikke mening. Jeg kigger på ham og ser smilet danse i de isblå øjne. Jeg burde sætte en nissehue på hans hoved, tænker jeg og er fristet af tanken. Det ville passe ham storartet. Men jeg kan godt se, at jeg vil få besvær med at krænge en hue ned over hans stålgrå strithår, der er næsten ligeså højt som hans eget hoved. Men julelys så, tænker jeg videre og fniser uvilkårligt.

De forsvundne ord må sejle deres egen sø. Vi skal traditionen tro en tur i skoven med hundene. Det er en del af vores 2. juledag.  Og eftersom det bliver tidligt mørkt i disse dage, må vi hellere tage os sammen. Det er nu. Filosoffen nikker. Kigger stjålent på tastaturet og har svært ved at lægge skjul på, at han gerne vil til. Han har noget på sit skulderhjerte. Jeg nikker bare og rejser mig. Gør hvad du vil, min nordnorske filosofven. Jeg skal i skoven.

lørdag den 24. december 2011

Juleknus


Lad mig starte med at fastslå en ting: Det bliver ikke hvid jul! Den bliver muligvis våd. Lige nu siler regnen ned derude og vi tager tilløb til en tur ud med hundene. Senere skal jeg i skoven og løbe. Jeg havde forestillet mig høj blå himmel og solskin. Er sikker på, at en metrolog havde lovet den slags herligheder, men måske tager jeg fejl. Det gjorde han i hvert fald. Himlen er grå. Jeg trækker på skuldrene og smiler bare. Lad vejret være. Det er jul.

Vi har spist morgenmad, siddet længere ved bordet, blødkogte æg og varmt brød fra ovnen. Julelys og hygge. Konfekten lavede vi i går og julegaverne er pakket ind. Tilbage er bare at nyde livet og sørge for, at alle får en hyggelig jul. I eftermiddag drager vi i kirke. Og senere fejres juleaften hos svigerforældrene på selveste hovedgården. Juletræ og andesteg. Salig fryd.

Jeg ønsker alle læsere og gode blogvenner en dejlig juleaften. Hyg jer og skab gode minder.

Juleknus til alle jer fra mig og Megan :)

Den fine juleengel er lånt hos Anette Lyskjær

fredag den 23. december 2011

Decembersøvn og forberedelser

Jeg havde lagt an til en hyggelig aften. Lavet min yndlingste og skænket den i det store krus. Jeg havde tændt kalenderlys og andre stearinlys strategisk placeret for at sprede mest mulig hygge og blød belysning. Jeg havde fundet en krimi, som jeg havde lyst til at gense. Jeg har en svaghed for gode krimier. Og jeg har efterhånden en del på DVD. Jeg kan se dem igen og igen med mellemrum. Der er altid noget nyt at opdage. Detaljer, jeg ikke havde bidt mærke i første gang. Eller anden gang. Replikker. Landskaber. Og det hænder såmænd også, at jeg har glemt plottet. Sågar hvem der gjorde det. Morderen. Men hvis man var en flue på væggen i går aftes, ville man nok ikke undre sig særligt meget over det. Alt var perfekt, sofaen var blød og puden trak lidt i mig. Jeg sattelagde mig tilrette, nippede til den varme te og lod mig glide ind i historien.

To timer senere vågnede jeg. Teen var kold, filmen forbi og jeg var forholdsvis frisk. God søvn. Det meste af aftenen havde jeg snorksovet, mens der blev begået mord og opklaret uhyrligheder på skærmen. Kalenderlysets flamme snuppede lige de sidste dage inden jul og hvis man ser på det nu, skulle man tro at vi for længst har passeret juleaften. Det har vi heldigvis ikke. Der er stadig tid. Jeg har til gengæld fået mig en yderst lang og god søvn, først her, så der. Måske var det julenisseånden der tænkte, at jeg skulle være frisk og udhvilet til de kommende juledage. Jeg aner det ikke. Men jeg er stadig søvnslap i kroppen, som jeg sidder her i morgenmørket med stearinlys og kaffe.

I dag skal de sidste praktiske ting ordnes. Der skal købes mad. Gaver skal pakkes ind. Måske skal jeg også lige pynte lidt mere, inden mor kommer med toget i eftermiddag. Så skal vi koge ris og gøre klar til ris alamande, som vi står for. Vi skal nemlig holde jul hos kærestens forældre i år. På gården. Med juletræ i den store stue og veldækket bord i spisestuen. Andesteg. Vi står for desserten, den gode klassisker og mandelgaven skal jeg også huske at købe i dag.

December danser i mørket, synger sin sang og på sidste vers. Om en uge takker hun af for i år, men lige nu lægger hun op til den helt store julefest. Hun har klædt sig fint på. Det ved jeg, jeg kan dufte hende, kender den sanselige decemberfornemmelse fra sidste år. Jeg har lyst til at invitere hende indenfor, men det er vist ikke min tur i år. Eller. Måske tager jeg fejl, måske kan hun dele sig og være flere steder på en gang? Sørge for at vi alle får en dejlig jul i selskab med dem, vi holder af. Måske kommer hun forbi, når jeg mindst af alt venter det, smiler, tager mig i sine arme og knuselsker mig med kulde og kærlighed. Siger at jeg ser godt ud. At jeg er forandret og at hun gerne vil lære mig at kende påny. Kom indenfor, vil jeg rødme og hjælpe hende af med frakken, der glimter af julelys og stjerner. Beundre hende. Sørge for at hun får en god plads foran pejsen, gløgg i glasset og hjemmelavede klejner på et fad. Og så skal vi samtale om året, der snart er gået.

Lige nu skal jeg i gang. Listen. Det praktiske. Maden. Til risengrød og julefrokost. Har du styr på alle herlighederne eller ses vi mon i butikkerne her til formiddag? Hvis ikke, vil jeg ønske dig en god dag. 23. december. En fin dato.

Tegningen er lavet af Bjørg Thorhalldottir.

torsdag den 22. december 2011

Helten Messias


Der var engang en helt. Han hed Messias. Og det er en rigtig julehistorie.

Messias boede i Fona. Troede jeg. Men det skulle vise sig at det slet ikke var sådan. Og når man kigger langt tilbage i historien har der jo været delte meninger om, hvem han egentlig var, ham Messias. Hans navn betyder den salvede og for jøderne var Messias en frelserskikkelse, som skulle komme. I det Ny Testamente er Jesus den ventede Messias.

Jeg havde Messias i tankerne i går. Händels Messias. Jeg har lyttet til oratoriet på Spotity, men fik stor lyst til at eje musikken på CD, så jeg kunne lade tonerne vælte ud i hele stuerummet. Det er jo stor musik og for mig er det indbegrebet af musikalsk julestemning. Mellem os så er jeg ikke rigtig til Last Christmas og den slags. Nej, så jeg ville gribe chancen, når nu vi alligevel var ude og købe julegaver, jeg ville have Händels Messias med hjem og for alvor lade julen gøre storslået indtog. Forventningsfuld gik jeg ind i butikken, stillede mig i kø og da det blev min tur, rykkede jeg helt frem til skranken, hvor en ung mand med et skævt smil så på mig. Ja, sagde han.

'Ja', svarede jeg uden at vide hvorfor. 'Jeg søger Händels Messias'.
Den unge mand med blå poloshirt og øjne i samme farve så på mig med et spørgende udtryk. Der var vist ikke en klokke, der ringede hos ham. Han skiftede stilling bag skranken og gjorde klar til at gøre brug af det tilsyneladende altomfattede kartotek, der lå gemt i computeren.
'Hvad sagde du lige det hed?'
'Händels Messias' gentog jeg med en engels tålmodighed.
Han stod helt stille og tyggede lidt på ordene. Blandede dem med det tyggegummi, han allerede gumlede på. Kiggede på skærmen, tastede et eller andet og løftede så igen blikket og så spørgende på mig.
'Helten Messias. Er det et spil?'.
Helten Messias. Der for billeder gennem hovedet på mig. Helten Messias. Det seneste Play Station vidunder. En helt igennem fantastisk helt. Prøv det før din sidekammerat. Så smilede jeg. For at være helt ærlig, var jeg faktisk ved at grine højt, men det gjorde jeg ikke. Jeg beherskede mig.
'Nej', svarede jeg, 'Händels Messias er ikke et spil. Det er musik. Klassisk musik.'

Jeg burde måske have stavet det for ham. Der var stadig ingen juleklokker der ringede. Faktisk fortalte han mig, at han slet ikke kunne søge på klassisk musik. Han kunne kun søge på kunstneren. Som Rasmus Seebach, tilføjede han og smilede overbærende til mig. Var tydeligvis der, hvor tålmodigheden var ved at slippe op. Spejdede over mine skuldre og så på den lange kø bag mig. Julen har bragt velsignet bud og der var kunder. Andre kunder. Jeg kapitulerede. Sagde tak og gik ud af forretningen. Og så grinede jeg uden at nogen lagde mærke til det. Latteren klukkede bag tørklædet. Helten Messias.

Men hvad pokker. Hvordan kunne jeg dog også forvente, at en ung mand i en forretning som Fona skulle have forstand på musik. Og så ovenikøbet klassisk musik. Nej vel? Jeg vil fortsætte med at lytte til Händels Messias på Spotify og så kan jeg sikkert købe CD'en på nettet. Og hvad Helten Messias angår, så kunne det jo være en slags inspiration i forklædning. Helten Messias. En ikke helt almindelig helt. Med superkræfter og røntgenintuition. Ridende i skovene ved nattetide på udkig efter uretfærdigheder, kæmpende mod vanskelige uhyrer og vansirede troldevæsener.

God torsdag. Jeg håber at du finder melodien! ;)

onsdag den 21. december 2011

Tanker ved vintersolhverv


Tegning af Bjørn Thorhallsdottir

Jeg sidder over kaffen og konstaterer, at det er nemmere at starte morgenordene, når man gør det med lyset. Når dagen først rejser sig og kontrasterne danner skygger i morgenrødmen, er det som at inspirationen kommer dansede mellem træerne. Snigende omkring husmuren dukker den op og viser sit forunderlige fjæs i vinduet. Presser næsen mod ruden og efterlader et tegn. Nu er det bare mørkt.

Det er vintersolhverv i dag. Hverv kommer fra oldnordisk og betyder at vende. Det er med andre ord i dag, at december vender sig og går mod lysere tider. Et skridt af gangen. Først skal vi igennem en lang vinter. En lang og stormfuld vinter, kan jeg høre filosoffen hviske, hans lerlæber bevæger sig ganske forsigtigt. Han har det ligesom mig. Der opstår altid en historie. Det er som om ordene vil det sådan. Men om vinteren bliver stormfuld, skal jeg lade være usagt, jeg er hverken meteolog eller spåkone. Jeg ved bare, at lyset kommer sent i disse dage og forsvinder, før man får set sig om. Og der er dage, hvor det slet ikke bliver rigtig lyst.

Ikke nok med at det er vintersolhverv. Det er også ved at være i sidste øjeblik. Det betyder med andre ord, at jeg tager mig gevaldigt sammen og får ordnet julegaveindkøbene og hvad der ellers hører sig til. Jeg har lidt svært ved at samle mig om opgaven. Der er så mange andre tanker i øjeblikket, fremtiden, planer, huset, der snart står færdigt, flytning. Det nye år markerer i langt højere grad nye tider end tidligere. Jeg har fået en dristig ide, som måske ligger lige for, men for mig kræver den tilløb. Jeg burde måske have set det komme, men jeg har hele tiden troet, at hvis jeg fortrød min rejse og det, jeg har kastet mig ud i, kunne jeg bare vende om og gå tilbage. Nu står jeg her midt i vintersolhvervet og mærker, at det kan jeg på ingen måde. Der er ingen vej tilbage. Den kvinde, der startede sin rejse for snart et år siden er forandret. Der er ommøbleret både her og der, gamle tanker ligger dybt begravet og ser aldrig dagens lys igen. Regler er blevet ændret. De gælder ikke længere. Jeg troede bare at jeg skulle skrive. Men det viste sig, at skriverierne var en nøgle. Jeg troede, at jeg skulle strikke mig en ny trøje, men jeg blev klogere. Jeg skulle trevle en trøje op. Og nu har jeg et helt nyt garnnøgle, en lang tråd med små knuder af tro og håb og kærlighed til livet. Knuder der handler om at gøre det selv og om at turde. Selvom man er bange.

Jeg aner ikke, hvordan min nye trøje vil komme til at se ud. Som udgangspunkt kan jeg jo slet ikke strikke, men jeg må lære det undervejs. En ret, en vrang. Livet. Det er noget med nogle strikkepinde, men hvad størrelse skal jeg vælge? Og skal der være hulmønster og raglanærmer? Filosoffen ler af min metafor, hans mave i den prikkede undertrøje hopper op og ned. Livets trøje. Kan man virkelig trevle den op og begynde forfra, selvom den efterhånden har mange år i maskerne? Kan man strikke sig et nyt liv af gammelt garn? Fortsættelse følger. Jeg aner det ikke, men jeg har i sinde at prøve. Når min tid er inde og døden fanger mig i sine arme, vil jeg ikke lukke min øjne for sidste gang uden at vide, at jeg gjorde et hæderligt forsøg. At jeg gjorde mit bedste.

I dag skal jeg gøre mit bedste for at opfylde ønsker. Der er lister. Der er travle butikker og en kæreste, som brokker sig på forhånd, men han skal med. Jeg skal lytte til Messias og Annie Lennox og overgive mig til julestemningen. I sidste øjeblik. Og for at gøre billedet fuldendt, er der faldet sne i nat.

Jeg har siden fået at vide, at det faktisk først er vintersolhverv i morgen. Men pyt. Jeg vender mig mod lyset i dag! ;)

mandag den 19. december 2011

Hallelujah og olé


Lyset forsvinder forsigtigt bag trækronerne. Nu er der kun dunkle skygger tilbage. Jeg har tændt stearinlys og sat stilhedsmusik på. Jeg har hældt kogende vand over kvædeblomster og blade og duften af sommer blander sig med vinterens tunge tusmørke. Kontraster mødes i overgangen. Mine hænder er kolde. Jeg glæder mig til teen, til at varme mine fingre på krusets glatte overflade og bare holde. Mærke varmen og sanse de sommerlige kvæder. Drikke forsigtigt og slubre lidt sommer her midt i vinterens mørkeste dage. Snart vender december sig, drejer sig mod lyset og går den anden vej. Men lige nu er hun dæmpet og afventende.

Jeg har haft en underlig dag. En af dem, hvor man ikke synes man får noget fra hverken hånden eller hjertet, men ved aftentide opdager, at det gjorde man faktisk alligevel. Praktiske gøremål sneg sig ind og skubbede den rendyrkede kreativitet lidt i baggrunden. Eftersom vi nu nærmer os jul med hastige hestehove, er jeg nødt til at tænke lidt praktisk. Der er et møde i morgen. Forberedelser. Der er julegaver. Mad. Og julestemningen lader vente på sig. Måske kommer den slet ikke af sig selv? Måske skal man strække sig ud og gribe den i luften. Skabe den.

I dag fik jeg hjælp af Messias. Händels Messias. Jeg lod de storslående toner vælte ud af højtalerne og skrålede med, mens jeg gjorde det, jeg mente jeg skulle. And He Shall Purify. And He Shall Purify. Har du prøvet at synge med på den slags musikalsk storhed? Jeg siger dig, man vokser ligesom med hver strofe. Og efterhånden som man lærer teksten bedre at kende, kan man virkelig leve sig ind i musikken. Man er solist. Mindst. Jeg fik lyst til at gå i både kor og kirke. Med det samme. Messias tog mig med på rejse. Sammen fløj vi afsted på mandags vinger og sød musik opstod. Høj musik. Pompøs og vibrende julestemning. Hallelujah.

Men lige nu er her stille. Kvædeteen er god og stearinlysets flamme danser en orange flamingo. Óle!

søndag den 18. december 2011

Månen, søndagen og mig


Jeg lå og betragtede månen gennem soveværelsesvinduet. Vi havde glemt at trække gardinerne for, da vi gik i seng i går aftes. Det var jo bare mørkt. Og dagslyset kommer så forsigtigt, dæmpet og tilpas sent om morgenen, at det på ingen måde kan vække en sovende sjæl. Jeg brugte næsten en time på at vågne, forlade drømmeland og gå langsom mod den nye dag. Mod lyset. Det første lys jeg så, var månen i sin himmel halvvejs skjult af sejlende skyer. Så kom hun helt til syne og sendte et sølvlignende morgenkys ned på min dyne. Gennem det øverste vindue. Det var godtgørende morgenbalsam: Synet af månen, som nu er en halvmåne i fin profil, skyer med køkultur, høfligt ventede på deres tur til at sejle forbi mit vindue, en himmel, der fra at være helt mørk, nu langsomt ændrede karakter og blev først grålig, så mere blå og træernes silhouetter. Bare at ligge vågen, veludhvilet, ro i krop og sjæl, uden hastværk. Kigge ud på himlen og en ny dag som en del af noget større. Ingen tanker bare en fuldkommen perfekt måne.

Som du måske har gættet, er jeg stået op nu. En pludselig kaffetrang fik mig til at svingene benene ud over sengekanten. Jeg husker ikke engang, at jeg tog beslutningen. Jeg gjorde det bare. Nu sidder jeg her ved stearinlysets skær, endnu engang, kaffe i kruset, dampende og duftende. Månen sidder skam stadig på sin himmelstol, men hun er ved at pakke sine nelliker. Solen skal vel stråle i dag, siger hun og rejser sig forsigtigt, glatter sin sølvkåbe og forsvinder bag en sky. Vi ses. Og det gør godt at vide, at det gør vi. Vi kan ikke være sammen hele tiden, månen og jeg og som i et hvert andet venskab er der også tidspunkter, hvor man slet ikke ønsker at være det. Hvor man irriteres over den anden, fordi man spejler sig selv i den anden sjæl, som et træ spejler sine grene i en skovsø. Ser noget, man ikke er helt tilfreds med. Som giver en slags uro, noget, man ikke altid kan sætte en finger på. Men følelsen, den gode og den dybe, den er der. Tilliden. Venskabet. Gennem tykt og tyndt og i overfladen på skovsøer i skumringen. Når natten kommer og når dagen danser med lyset. Månen og jeg. Fortrolighed.

Jeg går en god dag i møde. Sidst på formiddagen skal jeg løbe en tur. Det kan jeg mærke. Mit vinterløb er lidt anderledes, fordi jeg simpelthen har besluttet mig for at gribe dagen og muligheden, når den kommer. Snuppe den og bruge den. I dag er sådan en dag. Sol på himlen, ingen regn og vinden virker temmelig fredsommelig. Senere går turen til København til hygge med gode venner. Frederiksberg. Jeg glæder mig, for det er som at komme hjem. Mit elskede Frederiksberg, min barndomsgade. Tæt på. En kær veninde og hendes familie. To skønne piger. Vi skal gå tur og se på julepyntede vinduer, forretninger, mærke stemningen og sanse duften af brændte mandler, gløgg og æbleskiver. Vi skal spise godt og nyde hinandens selskab. Jeg glæder mig i denne tid. Kl. 08:23 på decembers 18. dag.

God søndag! :)

lørdag den 17. december 2011

Det var en lørdag morgen


Hvis du har en drøm, er det fordi du kan nå den.
Bjørg Thorhallsdottir

Det er egentlig ikke fordi jeg har tænkt mig at skrive så meget om drømme i dag, at jeg har valgt at pryde indlægget med det lille fine billede af Bjørn Thorhallsdottir. Det er bare fordi jeg mægtig godt kan lide det. Og Bjørg. Hun laver nogle små eventyrlige tegninger, som rummer hele verden i en blyantsstreg. Jeg er blevet forelsket i hendes tegninger og hendes små enkle digte om at tage sig selv og sine drømme alvorligt. Man skal tro, at man er noget. For det er man. Og man kan nå stjernerne, hvis man strækker sig langt nok efter dem. Gør sig umage. Men det er en helt anden historie. Hurra for Bjørg, fordi hun har realiseret sin drøm og fordi hun på sin måde inspirerer andre til at gøre det samme.

'Hvad vil du så skrive om?'. Han træder frem i morgenlyset, filosoffen med strithår og skulderhjerte. Han smiler og ser ud til at være i godt humør. Hans stemme er mild og syngende, hans øjne lyner af både intelligens og nysgerrighed. Der var engang at jeg troede, at nysgerrighed var en last. Det har jeg vist fået at vide. Jeg er selv født nysgerrig, men det har aldrig været anset for en dyd. Nogen må have sagt, at jeg skulle passe mig selv. Jamen! Verden er jo spændende. Jeg har masser af spørgsmål. Jeg vil bare gerne vide. Forstå. Det er der vel ikke noget forkert i? Først for nylig forstod jeg, at min nysgerrighed er en af mine største styrker. Så når filosoffen spørger, så svarer jeg. Forsøger.

'Jeg ved det faktisk ikke'. Det svarer jeg. Og det er sandt. Jeg trækker på skuldrene, drikker en slurk kaffe og stirrer ud i morgenen, der nu har fået lidt lys på. Filosoffen nikker bare. Man behøver heller ikke at vide alting. Det er bare noget, man går og tror. Hvis jeg ikke ved det, så holder jeg bare min mund. Lader som ingenting. Ser klog ud. Ligegyldig. I stedet for at sige højt, at jeg faktisk ikke har en anelse om, hvad det drejer sig om. Jeg ved det ikke, men jeg vil gerne vide det. Fortæl. Forklar. Lad mig prøve at forstå. Og det er ved gud så befriende ikke at vide alting. Hurra for det også! :)

'Du skulle måske have ladet mig skrive indlægget', siger han, filosoffen, og klapper mig kærligt på kinden. 'Jeg synes faktisk godt, vi kunne skrive nogle lidt mere filosofiske indlæg. Stille nogle af livets store spørgsmål og sende dem ud til debat. Forundring. Eftertanke. Han smiler igen. Vi, tænker jeg bare og smiler tilbage hen over glassets kant, hvor den gule juice endnu flyder som en lille sø med sol på. Han sagde vi. Han føler, at han er en del af mit lille univers. Jeg mærker en stille glæde og nikker. Sådan er det jo også. Han bor her nu. Sammen med den tavse skytsengel. 'Det er en aftale', siger jeg så. Nikker anerkendende til ham. Vi skriver nogle indlæg med filosoferende undren. Det er lige vand på min mølle. Også det. Lad os lave en liste med gode ideer. Så vi har noget at fundere over og skrive om. Vi giver hinanden hånden og bekræfter aftalen. Og det selvom han faktisk slet ikke har en hånd. Jeg ved ikke hvad kunstneren har tænkt på, da hun skabte ham deroppe i Nordnorge. Selv er han ligeglad. Han ved ikke, at han ikke har hænder og derfor betyder det ingenting.

Måske skulle jeg bare se at komme videre. Ud i lørdagen. Arkivere indlægget under sludder og vrøvl eller måske endda slette det. Jeg aner ikke, hvad jeg har skrevet og hvorfor. Og nu ler jeg. Højt. Man skal tillade sig selv at skrive løs. Bare gøre det. Nogle gange opstår der nemlig genialiteter i det tilsyneladende kaotiske virvar af ord og sætninger. Små verbale vidundere. Ikke at der gjorde det i dag.  Men der kom da ord på. ;)

Filosoffen nikker og sender fingerkys til jer derude. Ha' en glædelig lørdag.

fredag den 16. december 2011

Hjerteplaner og striber af karamel


Det er mørkt det meste af tiden. Selv når det er lyst, er det mørkt. Lyset er dæmpet. Regndisen danser over marker og vinden står ind fra vest. Der har været morgener, hvor jeg har tænkt at hundene måtte nøjes med haven, men sådan bliver det aldrig. Selvfølgelig går vi morgentur. I al slags vejr. Selv når regnen pisker mod ansigtet, kold, våd og ikke spor vidunderlig, så fortryder jeg aldrig turen. For hundenes skyld og min egen. Bevægelse. De sidste spor af natten og søvnen bliver enten blæst eller skyllet af, drømmerester flyder med vandet i grøften og ender i åen. En ny morgen. Når vi kommer tilbage, er jeg som regel lidt friskere. Men jeg ønsker mig nye gummistøvler i julegave, for dem jeg har er blevet en smule utætte i bunden. Udstyret skal være i orden. Jeg orker ikke våde sokker. Jeg går gennem vind, vejr, over marker og ned af stier, som slet ikke hedder stier herude på landet, siger kæresten og ryster på hovedet af byboen, der stadig har stier og gader i sit vejlige ordforråd. Jeg smiler bare. Jeg har ikke lyst til at give slip på nogen af delene. Selvom jeg holder meget af livet herude på landet, så er jeg jo københavner og når alt kommer til alt, er jeg stolt af den herkomst. Sig det ikke til ham, men det morer mig at kalde markveje for stier. Han hopper på den hver gang. Sådan hedder det ikke!

Nu er det fredag og en god uge er næsten gået. Nu venter weekenden og for vores vedkommende er der flere gode julerier på programmet. I denne weekend kommer jeg i julestemning. Når ikke julemarked og selveste Messias kunne gøre det for mig i sidste weekend, så må det da ske nu. Nu hvor der kun en uge til jul. Det er som bekendt der, jeg begynder at trække julerierne op af godteposen. Julegaverne købes. Sidste øjeblik har altid været en del af min jul. Det hører ligesom med. Det skal dog tilføjes, at jeg på forhånd ved, hvad jeg går efter. Hvem der skal have hvad. Så er det bare med at finde det og stå i kø sammen med alle de andre, som også er ude de allersidste dage. For mig er det en tradition. Det er ikke noget, der stresser mig. Jeg mener, indtil videre har julen jo dårligt indfundet sig på matriklen. Den har så travlt med at formere sig andre steder, brede sig som ringe i vandet og oversvømme andre med gøremåls lister så lange, at selv julemanden må ryste på hovedet, at den umuligt kan nå at være her før i sidste øjeblik. Det er fint, det har jeg accepteret. Den kommer jo altid. Men jeg skal på posthuset i dag. Der skal sendes et par pakker af sted.

Og så skal jeg til frisøren. Jeg har bestemt mig. Jeg vil have lyse striber og karamel i håret. Ikke flødekaramel, nej, men farven er lidt derhen af. Det kan ikke være anderledes. Jeg kunne gøre det selv, men det er ikke det samme. Det er billigere men har slet ikke den samme effekt. Jeg har overvejet, tænkt over det og er nu kommet til den konklusion, at jeg fortjener at få et strålende flot julehår med glans og smukke striber. Det er lang tid siden at jeg har undet mig selv den luksus. Men jeg har fortjent det. I den sidste uges tid har jeg arbejdet målrettet med mine planer for 2012. Gode planer. Planer, som har været længe undervejs, men jeg er parat nu. Det kan jeg mærke. Så jeg har gjort mig mange tanker, jeg har skrevet lister, jeg har prioriteret, visualiseret, mærket sødmen ved tanken om, når det sker, når drømme går i opfyldelse. Champagnepropper, der springer, en kildren i maven, følelsen af at have gjort det. Det! Og så fortæller jeg selvfølgelig ikke mere, men jeg kan forsikre dig om, at vi snakker hjerteplaner her. Hjerteplaner gjort af hjertedrømme. Og det skal man fejre! Det er et vigtigt skridt på rejsen og når man tager den slags skridt, fortjener man sin egen ros og anerkendelse. Og en lille præmie.. Dygtig pige! Du har fandme fortjent at få et flot hår til jul. ;)

Det var vist fredagens ord. Jeg kan forsikre dig om, at det stadig er mørkt, men stearinlyset brænder roligt. Det minder mig om, at man aldrig skal lade sit indre lys brænde ud. Man skal værne om den flamme, der varmer et sted dybt inde. En god tanke, en smuk drøm.

Lad dit lys brænde gennem fredagen og hold hjertet varmt.

torsdag den 15. december 2011

At rejse i tillid


Det stormer og regnen pisker mod ruden. Gråt og trist. Jeg vil ikke lade mig påvirke af vejret, har jeg for længst besluttet, men selvom jeg står ved den beslutning, så kan jeg reelt ikke gøre noget. Humøret synker lidt. Tristheden kommer sejlende som et ensomt skib og insisterer på, at jeg går om bord. Energien er ligeså dæmpet som lyset og modstanden ryster på hovedet. Jeg kravler over rælingen og sætter mig ned. Opgivende. Jeg orker ikke at kæmpe imod. Jeg kan mærke at den er stærk som vinden, tristheden, den melankoli, der hører vinteren til. Den kommer med natten og solen er ikke stærk nok til at fordrive den. Den bor et sted i mørket, men den spiser af dagen som en sulten landevejsridder. Eller sørøver. For nu er vi jo om bord på et lille skib, må du huske. Der sidder en skikkelse klædt i sort og ror fra land. Sprukne årer dekoreret af tidens tand, tang og tunge tilbøjeligheder. Jeg finder et gammelt tæppe i bunden af båden og tager det om mine skuldre. Trækker huen godt ned over ørerne og håber, at den bliver siddende. Det hår, der er længere end huens kant, danser i vinden, men regnen får hurtig bugt med det. Det hænger nu i dødvåde totter og drypper ned af min jakke. Rammer mine lår som bassen i en monoton melodi. Dybe dunk af dødelighed. Hvad laver jeg dog her i en lille jolle midt på havet? Kysten forsvinder i regndisen. Horisonten er en saga blot. Er det accept? At sejle af sted i en skrøbelig træjolle med en anden ved roret.

Jeg ser op og betragter skikkelsen. Jeg kan nu se, at han ikke ror, men stager frem i tusmørket. Vandet er lavt og jeg får pludselig indtrykket af, at vi ikke befinder os på havet, men på en mægtig flod. Vandet er roligt på den ene side af båden, mens det danser uroligt om rælingen på den anden side. Stemningen er bedrøvet. Der bliver ikke udvekslet ord. Jeg ville gerne spørge, hvor vi dog skal hen, men jeg tør ikke. Jeg er bange for svaret. Og i det jeg tænker den tanke, ved jeg at det ikke er helt rigtigt. Jeg er bange for ikke at få noget svar. Det er min store frygt. Tavshed. Dyb og rungende tavshed. Bliv siddende og slap af, siger en stemme i mig, næsten som en hvisken. Jeg genkender den. Hjertets stemme. Den kan næsten ikke overdøve vinden og den mere højrystende stemme af frygt i mit sind, men jeg prøver at lytte. Prøver at finde roen i dens blide melodi. Accept. Jeg kan næsten høre den smile. Du er på vej. Slap af. Nyd eventyret.

Jeg mærker trætheden i kroppen, hver eneste knogler værker og jeg får lyst til at lukke øjnene. Lægge mig ned i bunden af båden, begrave mig i tæppet og bare sove. Men noget får mig til at blive siddende. Jeg koncentrerer mig om stemmen i hjertet, det gyldne håb, der altid findes, troen på turen. Selvom jeg ikke aner, hvor vi skal hen. Selvom jeg ikke engang selv sejler båden lige nu. Du kunne skubbe skikkelsen i vandet, råber den anden stemme i mit øre, så min trommehinde giver et gisp af forskrækkelse. Skub ham ud. Lad ham drukne i sit eget muddervand og sejl væk, så hurtigt du kan. Flygt! Jeg ryster på hovedet. Jeg vil ikke lade mig råde af min egen frygt. Jeg vil ikke føje den. Jeg vil rejse i tillid til, at båden sejler mig et godt sted hen og at skikkelsen med stokken er en ven. At der venter nye, gode kyster i horisonten og at stormen letter inden længe. At tristheden forsvinder og flyver frejdigt af sted, som de måger, jeg kan skimte i nærheden af båden. Jeg har virkelig lyst til at henvende mig til det, jeg tror der er en mand, den sorte kappeklædte skikkelse, der med rolige stød stager båden fremad. Men jeg gør det ikke. Jeg er tavs. Eftertænksom. Bruger min energi på at finde på at finde tilliden i hjertet. Kærligheden. Jeg ved, at jeg i den store sårbarhed, jeg føler lige nu, denne næsten blottede åbenhed i forhold til min drøm, vil finde den nødvendige styrke til at vokse.

For hvert skridt. For hvert åretag. Lidt stærkere. Lidt klogere. Lidt mere vis.

onsdag den 14. december 2011

Hid, did og december


Det knirkede og knagede, bremserne hvinede. Så standsede toget med et ryk. God morgen, sagde det i højtaleren, så er vi fremme. Konduktøren har besluttet sig for at anvende mere moderne metoder til at hilse os velkommen til en ny dag. Højtaleranlægget. Det kratter lidt, så hører vi hans stemme. Kæk. Munter. Der er dage, hvor han kommer med en lille morsomhed. Det sker, at jeg vågner inden vi når stationen og så ligger jeg og venter spændt på, at det skal komme. Et arrangement af lyde og følelsen af stadig at glide på skinner, selvom vi nu holder stille og toget er kørt til perron. Hvad mon han siger i dag? Og hvilken melodi vælger han at spille i direkte forlængelse af sin egen morgenhilsen? Det er også noget nyt. Morgensang. En glad melodi til dagen og vejen. Og i disse decemberdage er det selvfølgelig julesange, han forkæler vores ører med. Hvis man er til den slags. Personligt kan jeg bedst lide de engelske julesange og gamle salmer generelt. Men det er ikke Giro 413, påpegede han med løftet pegefinger, da jeg forsøgte at komme med et ønske. Han samler ikke penge ind og han tager ikke imod specielle musikønsker. Han vælger. Selv. I dag var det Jingle Bells. Hensat til kanetur i sneen i stedet for en kølig morgenperron i regnvejr. Jeg lod øjnene være lukkede og forestillede mig sneen. Visualiserede. Der sad jeg i kanen, mens hestene med dansede skridt, næsten lydløse i sneen, bevægede sig frem af. Sneen føg og jeg kunne kun skimte, at der sad en kusk og holdt styr på seletøjet. Jingle bells, jingle bells. Så forstummede det. Sne, heste, kusk. Jeg åbnede mine øjne til morgen, mørke og regnvejr.

Hvad med dig? Drømmer du også om julesne? Jeg må indrømme, at det holder lidt hårdt med at komme i julestemning for mit vedkommende. Det var lettere sidste år, hvor sneen dækkede landskabet. Minusgrader der ville noget. Knitrende skridt, når jeg gik med hundene, dybe fodspor og hundepoter i sneland. I år regner det bare. Og blæser. Og det er vel i grunden ret charmerende med det skiftende vejr og årstider, vi aldrig helt kan vide hvordan arter sig. Men jeg er nu mest til hvid jul. Konduktøren smiler og ryster på hovedet. Hvem tror du du er, synes han at sige, jeg kan høre hans stemme, selvom han ikke åbner munden. Hvid jul. Engelske julesange. Han vender ryggen til mig og går med selvsikre skridt ned af gangen. Ombord på toget er han konge. Det skal der ikke herske nogen tvivl om.

Nu sidder jeg her med kaffen og venter på lyset. Danser kinddans med morgenen, der endnu er sort silke mod min hud. Tænker på de planer, jeg har for dagen. Jeg planlægger næste års rejse. Jeg sætter mig gode mål, visualiserer, mærker efter, er konkret og forholdsvis realistisk. Tidsbestemmer. Jeg sanser champagnebobler. Ser det ske. Drømme, der går i opfyldelse. Og jeg ser også en mere målrettet indsats fra min egen side for at opnå det, jeg drømmer om. Det er spændende at blive lidt mere konkret. At kortlægge ruten, som selvfølgelig kan ændres undervejs, for som en efterhånden erfaren rejsende ved jeg, at man ikke kan tage højde for alt. Det skal man heller ikke. Man skal huske at nyde vejen, rejsen, og lade sig forbavse og fortrylle. Forvirre endda, for det sker såmænd også. Man kan ikke vide, helt hvor man ender, men man kan faktisk selv bestemme retningen. Hvis man altså ved, hvor man gerne vil hen. Sådan cirka.

Lyset lader vente på sig, men jeg tømmer min kaffekop og rejser mig for at gå dagen i møde. Jeg er klar til at have en god onsdag. Hvad siger du? Vil du med? Kom, så går vi.

tirsdag den 13. december 2011

Nyt fra Udkantsdanmark


Der ligger en lille by et sted mellem her og Skjoldnæsholm. Vi kører igennem, når vi skal en tur i skoven med hundene. Vejen slår en bugt, et skarpt sving og så ligger den der. Den lille by. Det er en stolt landsby, det kan man mærke. Hyggelig. Der er altid mennesker på gaden, i omgivelserne og den lokale brugs er en af dem, som har åben alle ugens dage. Vi er tit stoppet op på vej ud eller hjem, hvis vi lige mangler noget. Og byen er ikke en hvilken som helst lille by et sted på landet. Næh, den har skam både eget teater og galleri. Og galleriet er ikke hvilket som helst galleri heller. Det har rødder til Barcelona og den store mester, Gaudi. Galleriet er nemlig opkaldt efter ham og det siger meget om både ejer og by. Jeg får lyst til at tippe Jan Gintberg, for byen ville være perfekt til et afsnit af "Udkantsdanmark". Teater, galleri, brugs. Kom ikke her, nej kom endelig! Ikke bare en vej og en landsby. Kig indenfor.

Jeg smilede lidt, da jeg tog billederne. Men jeg smilede med respekt. Man kan mærke, når mennesker har noget på hjerte. Det skinner ligesom igennem. Når mennesker vil noget med sig selv og deres liv. Noget lidt større. Mere betydningsfuldt. Jeg tænker på, hvilke forestillinger der mon spilles på det lokale teater. Er det for børn, voksne eller begge dele? Er det en stolt scene og hvem mon leder teateret? Jeg mærker en historie. Hvem ejer Galleriet, hvem er i familie med den gode Gaudi fra Catalonien og hvad mon der udstilles? Det har jeg i sinde at finde ud af. Næste gang vi kører forbi.

Tæt på, hvor vi bor nu, er der også en lille landsby. Men her snakker vi altså en klynge huse, hvor det eneste, der sælges er æg og lidt keramik. Lidt har også ret. Tæt ved den landsby skal vi bo. Sådan lidt på afstand og ud af en markvej, men vi skal igennem, når vi skal ud og hjem. Flere af jer har spurgt om flytningen, om billeder og den slags. Jeg må skuffe jer, kære venner. Håndværkerne arbejder stadig på værket, huset, drømmen. Det varer lidt endnu. Det bliver ikke inden jul. Og i øvrigt vil jeg næppe vise huset frem i en fuldfed billedserie, når tid er. Med al respekt. Jeg vil skrive om det. ;)

To be or not to be. I dag er det tirsdag. Hundene skal vaccineres. Livet skal leves. Både i storbyen og et sted midt i Udkantsdanmark. God dag! :)

mandag den 12. december 2011

Som tidevand


Det jeg har indset på min rejse mod min sandhed er
at vi alle inderst inde søger det samme.
Alle mennesker har sin egen vej at gå
og sine egne drømme og mål,
men inderst inde søger vi alle stilhed og kærlighed.
Når vi finder dette i os selv, finder vi vor egen sandhed. ♥
- Marianne Evina Stenersen Brudevold

Det er begyndt at dæmre. Dagen, lyset, forsigtigt træder det i karakter. Det har blot været gemt i mørket for en stund. Beskyttet. Vi har alle brug for søvn. Restitution. Vi har alle brug for et sted, hvor vi kan være. Bare være. Passe på os selv. Et sted, hvor vi kan gå ind og samle kræfter, hvile i os selv som i en stor himmelseng med vidunderlige bløde dyner og en madras, der passer perfekt til vores krop. Som smyger sig. Kærtegner. Der kan vi ligge som os selv og vide, at der ikke findes et sted i hele verden, hvor der er bedre at være. Der breder roen sig og vugger blidt i søvn. Meditation. Tankerne fordufter. Stilheden er den smukkeste melodi og ingen andre kan høre, hvad den synger. Det er en sang til dig, som ligger eller sidder dér. Og når du lytter til den sang, behøver du ikke at høre andet. Bølgerne bruser. Tidevandet topper, tager til, tager fra. Ind. Ud. Rytme. Ro.

For ganske nylig skrev jeg det et sted. Jeg husker ikke hvor. Måske her, måske der. Jeg skriver forskellige steder. Jeg skriver også, når jeg ikke gør det. Det handlede om den ro, den stilhed, man kan være så heldig at opleve i sig selv. Den blødeste lykkefornemmelse, som et strejf af solskin på en kold dag, et håb, et løfte om at alting er i skønneste ord. Alt forstummer. Stemmer forsvinder. Noget større og dybere tager over. Spændte muskler slapper af, ansigtet finder sine naturlige folder, kæberne løsnes og håret falder ned foran øjnene, så lyset kun slipper ind i passende doser gennem hårstrå og gyldenhed. Et glimt. En sprække. En forståelse så subtil, at den slet ikke kan forklares. Den skal mærkes. Og når man mærker den, forstår man pludselig, at alt andet er fuldstændig ligegyldigt. I det øjeblik. For fra det sted kan man bygge sig selv op, møde verden som tidevandet for derefter at trække sig tilbage igen. Ind. Ud. Rytme. Ro. Det sted. Det helt personlige rum fuld af kærlighed og ro. Det er selveste lykken i en nøddeskal. Det er krukken for enden af regnbuen, som stråler med alt sit guld. Det er guld. Ro. Rytme. Ind. Ud.

Det jeg har indset på min rejse mod min sandhed er, at vi alle inderst inde søger det samme, siger Marianne Evina Stenersen Brudevold. Da jeg læste hendes kloge ord, nikkede jeg. Det kunne ikke siges bedre. Det er nøjagtig samme konklusion jeg er kommet til på dette stadie i min egen rejse. Fra dette trinbræt, med subtil forståelse af en hemmelighed, der egentlig ikke er spor hemmelig men ofte er utilgængelig, fordi den er så åbenlys og enestående enkel, kan jeg nå mig selv og den, jeg er. Fra dette højdepunkt i undergrunden kan jeg se verden, mens jeg mærker mig selv. Jeg står på et trinbræt. Jeg er ombord på et tog. Jeg er på rejse, men jeg er også på jorden. Det er så banalt, men at søge lykken udenfor sig selv er som at tage til Køge for at finde krukken med guld. At søge kærligheden udenfor sig selv er som at tisse i bukserne for at blive varm. Det varmer ganske kort. Ah. Dejlighed. Tror man. Og mærker så, at man er blevet våd. Og at det våde bliver koldt. Klamt. Og måske var det i grunden også en klam metafor, men det var den, der dukkede op i stearinlysets skær. ;)

Stationen hedder mandag. Måneden er december. Det er årets sidste og der er travlt. Der er så meget, vi skal nå. Hele tiden. Altid. Her og der. Toget holder stille. Månen trækker sig tilbage, forsigtigt, skal lige se om solen har fat i den lange ende. Hun nikker bag skyerne. Jeg trækker frakkekraven op om ørerne og tager mine handsker på. Begynder at gå. Lyset er sparsomt. Men jeg kan se et træ med julelys et sted i horisonten. Jeg skimter en stjerne på den mørke morgenhimmel. Jeg vil lade mig lede. Af min stjerne. Ud i dagen. Livet. For igen at vende hjem. Til roen. Stilheden. Som tidevand.

søndag den 11. december 2011

Lidt endnu


Det er senere end normalt. Det er søndag. Jeg sov længere. Blev hængede lidt i drømmeland. Usynligt edderkoppespind holdt mig fanget. Fænget. Jeg var fri til at gå, fri til at bevæge mig ud i morgenen, men jeg valgte drømmefængslet. Frivilligt. Det er i grunden sjældent, at jeg hænger fast i søvnen på den måde og derfor nød jeg usædvanligheden. At dagen og lyset var stået op før mig. At kæresten for længst var i gang med morgenmaden. At hundene dansede deres glædesdans uden mig som tilskuer. Da jeg lagde mig til at sove kastede fuldmånen sølvlys gennem gardinet og ramte dynen. Jeg følte mig tryg. Som om jeg vidste, at hun i denne nat ikke ville blande sig i min søvn. Hun ville bare sidde der på sin nattehimlen og spejle sig. Vand. Sølv. Sejlende skyer. Sov, kunne jeg høre hende hviske. Jeg passer på dig. Du har drømme, der skal drømmes. Overgiv dig. Gå ind. Helt ind. Dybt. Overgiv dig. Helt.

Det gjorde jeg. Jeg har sejlet på et månebeskinnet drømmeskib igennem natten. Vugget. Blidt. Bortset fra en enkelt uhyggelig forstyrrelse. Et lille mareridt. Som ikke gjorde mig unødigt bange. Et mareridt, hvor jeg på mærkværdig vis havde styr på situationen. Klarede den. Hvem var jeg, som ikke længere lod mig skræmme og søgte væk fra drømmen? Hvem var jeg, som ikke flygtede? Han truede mig med en knust flaske. Han kastede med tallerkener i et tog. Mine tallerkener. Min rejse. Hvem var han, som prøvede at stjæle mit materialistiske univers og som forgæves måtte se, hvordan jeg bare rystede på hovedet. Uberørt. Materialisk jomfru på jordomrejse. Rør blot ikke ved min sjæl, hviskede jeg til mig selv og forstod i det øjeblik, at det kunne han ikke. Hvem han så end var. Og så tog drømmeskibet mig videre. Op og ned. Ud og ind. Bølgegang og måneskin. Brudstykker af samtale. Stemmer. Ansigter, jeg kendte og alligevel ikke. En sang. En ro. En drøm. En nat. Fuldmåne. Drømmekvinde.

Morgenen kom og solen afløste fuldmånen. Med respekt for hinanden og deres åbenlyse forskelligheder nikkede de til hinanden. Anerkendelse. Du har dit og jeg har mit. Uden dig var jeg intet. Og omvendt. Dér lå jeg under dynen, i drømme, stadig flydende i et sølvunivers af næsten usynlige tråde, som blev svagere og svagere for til sidst at forsvinde i solstrålerne, der nu dansede igennem gardinet og kaldte på mig. Vågn op. Du har sovet nok nu. Du bliver ikke kønnere. Natten er forbi. Vågn op. Og jeg stod op, jeg gled ud af sengen, næsten som i søvne kom jeg i tøjet, skænkede kaffe, hilste på kæreste og hunde, stadig i helt min egen verden. Sad bare og kikkkede ud på morgenen, mens kaffen forsvandt. Var det mig, som drak den? Eller måske filosoffen i sin hvide vindueskarm?

Og nu, spørger du måske og prøver at skimte mig gennem skærmen, et glimt. Hvad nu? Er du vågen? Hvis du kigger rigtig godt efter, vil du kunne se at jeg kniber øjnene sammen mod lyset, rynker lidt på næsen og ryster smilende på hovedet. Næh. Jeg har lavet en kop kaffe til. Jeg har tændt et stearinlys, selvom dagen er lys og fin og solen frister med en snarlig løbetur. Næh. Jeg vil bare blive siddende her. Lytte. Mærke. Være. Lidt endnu.

Image by Kazuya Akimoto

lørdag den 10. december 2011

Et år er snart gået ...


Der er noget med december. Mørket. Lyset. De fine linjer mellem det, der er, og det der kunne være. Der er noget med det orange stearinlys, som brænder på mit skrivebord i de tidlige morgentimer. Overgangen fra nat til dag, forholdsmæssigt forsinket, fantasien, der brænder som flammen, tankerne, trætheden. Der er noget ved den tidlige morgen, som i disse decemberdage henligger i mørke. Kaffen. Ordene. Uvisheden. Glæden ved at være på vej. På rejse. En rejse, som aldrig rigtig ender. Et mål, som aldrig helt nås, fordi det strækkes ud, gøre længere, fjernere, mere uopnåligt alene fordi det gør så godt at længes. Stræbe. Øve sig på at blive bedre til at række ud efter det, der betyder noget. En flig. En følelse. Mørket. Lyset. December. Den sidste måned. Et år rinder ud som sandet i et timeglas. Jeg stirrer på det gennem flammen i stearinlyset. Betydningsfuldt. Bare sidde her. Lade ordene dryppe, drikke dem som kaffen i kruset. Samle dem op som krummer på tallerkenen, lade dem ligge lidt på tungen, smelte, synke, fordøje.

Har du tænkt dig at gøre status på året, som snart er gået? Har du tænkt dig at skrive dine successer ned og rose dig selv for alt det, du fik gjort? Eller slår du selv i hovedet, fordi året bare gik og du rendte håbløst bagefter og prøvede at indfange noget, du ikke rigtig vidste, hvad var? Og stadig ikke ved det? Det er jo dig, som bestemmer. Ros eller ris. Hvad motiverer dig? Hvad drømmer du om? Hvad vil du med dit liv? Næste år? De spørgsmål hører ikke til så tidligt om morgenen, fløjter Filosoffen mellem tænderne, lermunden åbner sig i en lille sprække, lyset bryder mørket, han danser lidt på stedet. Pirres. Han elsker at provokere om nogen! Nu ser han på mig, direkte, øjnene glimter i mørket, der ikke længere er helt så sort. Stormen rusker i træerne, nu kan jeg se dem. Træerne. Og jeg kan se mig selv gennem vinduet. Der sidder en kvinde ved et skrivebord med kaffekop og skriverier. Der brænder et lys på hendes bord. Lyskæder af stjerner glimter i baggrunden. En spansk månesten er ved at få øjne. Hvad tænker hun dog på, som hun sidder dér og lader fingrene danse på tastaturet. Hvad er det for en morgenmelodi, der klinger i hendes indre?

Status. Det var det, jeg kom fra. Jeg vil gøre status. Jeg er i gang. Og jeg er gavmild, jeg har mange roser at uddele til mig selv. På overfladen ser det måske ud som om, at jeg ingenting har nået på det år, der snart er gået. Det første år af min rejse, der både går frem og tilbage. Man må ud for at komme hjem. Tilsyneladende er der ikke sket så meget. Jeg bliver spurgt. Høfligt. Hvad har du egentlig bedrevet? Hvad har du at vise verden her på falderebet til et nyt herrens år, som jeg vil vælge at kalde fruens. Eller frøkenens. Jeg smiler og ryster på hovedet. For ingen andre end lige netop mig kan vide, hvor langt jeg er kommet på det år. Hvor højt jeg har rakt. Hvor dybt jeg er faldet og hvor hårdt jeg har slået mig. Hvor svært det har været og hvor sødt sejren var, da jeg igen stod på kanten og kunne hale mig selv op på landjorden igen. Fra hullet. Fra havet. Uden at drukne trods bølgegang og hjertesang. Skrig. Ingen ved, hvor høje de bjerge var, jeg klatrede op af. Hvor meget mine fingre blødte. Og mit hjerte ligeså. Og ingen kan med sikkerhed vide, hvor uendeligt befriende og godt det gjorde, når jeg indså nogle helt personlige sandheder og mærkede en stille glæde risle i kroppen som en kilde. Glæden over at være den, jeg er. Den indre rejse er helt personlig og unik. Og ingen andre end du ved, hvordan det føles. Det handler ikke om, hvad du kan vise verden. Det handler om, hvad du viser dig selv. Og hvordan du har det, når dagen er gået. Når året er gået.

Jeg har det ganske godt her på kanten til det nye år. Jo. Kvinden ved skrivebordet nikker tilfreds. Hvad med dig? Jeg håber, at du ligesom jeg vil samle på de gode ting, der skete i det år, der snart er gået. At du vil se på udfordringer og svære situationer som lektioner. Læring. De gjorde dig lidt stærkere. Du blev klogere. Mere vis. Du lærte dig selv bedre at kende og der findes ikke en person i hele denne verden, som er vigtigere end lige netop dig. Gå videre med de gode ting i bagagen. Et skridt af gangen. Se din drøm som en lysende stjerne. Lad den lede dig på vej. Og lad for Guds og min skyld ikke nogen fortælle dig, at du ikke er god nok eller værdig nok. Det er løgn! Du er den eneste dig. Den smukkeste og dejligste dig i hele verden. Sådan er det. Og nu er det lørdag. Nyd den. Tag det gode med dig videre. Pluk, lev og lær. Noget i den retning. Syd eller nord. Hjem er hvor dit hjerte bor.

Og så siger jeg ikke mere. I dag ... ;)

fredag den 9. december 2011

Månesten og anden magi


Spansk månesten med julelys. Det er ny dekoration på mit chatol her bag mig. Det skete sidst på eftermiddagen i går. Mørket lagde sig til rette uden tøven, som det gør i december. Falder og fylder. Dagens lys slukkes på en hemmelig kontakt. Sådan, tænker Gud eller hvem der nu har kontaktansvaret. Det var det. Nu kan julehyggerierne begynde. Tja, tænkte jeg og så mig omkring på min lille skrivestue, jeg kunne jo godt rydde lidt op. Selvom vi nok snart flytter. Jeg betragtede og lod mit blik glide rundt på de ting, jeg har samlet omkring mit bord. Bøgerne på både bord og reol. Små ornamenter. Symbolske tilbøjeligheder i form af små hængedimser. Miris fokusfugl, som jeg ofte kigger på og som minder mig om at have fokus på det, der betyder noget for mig. Filosoffen. Skytsenglen. Orange stearinlys og små turkis krukker. To kander med penne. Den ene har pletter, den anden striber. Jeg holder nemlig af kander og af at øse. Tændstikker. Notesbøger. Hesten på maleriet bag mig, købt på Sidses galleri for et år siden. Sidses billeder. Megans engel. Det ligner jo et lille eventyr, tænkte jeg og smilede.

Bøgerne på hylderne i chatollet er ikke helt tilfældige. Det er ikke romaner. Det er en slags selvhjælpsbøger. Om coaching. NLP. Kreativitet. Positiv psykologi og poesi. Robert Frost. Fordi han har skrevet et bestemt digt, der er kendetegnet for min rejse. Og andre gode digte i øvrigt. Bøger om gudinder og åndelige gaver og genvordigheder. Filosofi. Sue Monk Kidds tre bøger ligger på skrivebordet, nydeligt arrangeret. De bor der. Hun har skrevet flere, men de tre er mine personlige favoritter. Farveblyanter. En stak papirer, som ikke er en hvilken som helst stak, fordi de er fulde af ord. Mine ord. Skriverier, der hænger sammen i noget, der kunne gå hen og blive til ... en bog.

Jeg læser altid flere bøger af gangen. En roman. Og en slags fagbog. Og gerne en med poesi, digte eller filosofi. 3. Fagbogen i øjeblikket er en bog om at følge sit hjerte. Den er skrevet af en norsk coach, som jeg, viser det sig, har gået på Handelshøjskolen i København med for mange år siden. Det fandt vi tilfældigvis ud af, fordi jeg benyttede lejligheden til at ønske hende tillykke med bogen, som rummede en del af hendes egen drøm. Hun hedder Ellen Vahr og hun giver den videre i bogen. Drømmekraften. Hun coacher, skriver om, hvordan man kan finde sin egen drøm, støve den af og gå efter det, der virkelig betyder noget i livet. Ens eget liv. Det helt personlige. Det, der giver julelys i øjnene og får englene til at synge, når man tænker på det. Jeg læser med ivrighed, nysgerrighed og velbehag. Jeg er jo på vej, men det er godt at få gode ord med på vejen. Lære. Arbejde med sig selv. Have fokus på styrker og værdier. Have fokus i det hele taget. I bogen er et afsnit om, hvordan man kan finde frem til sin drøm, hvis man ikke er bevidst om den. Og her skriver forfatteren at man kan kigge sig omkring. Se, hvad man har valgt at have omkring sig. Hvilke bøger man har i reolen. Hvilke ting, man omgiver sig med, hvad man læser, hvad der vækker interesse, hvilke mennesker, man ser op til og så videre. De ting afslører ofte en side af noget, man måske har gemt væk i dagligdagen og som ikke altid tilgodeses på jobbet, men som alligevel pibler frem som små hentydninger. Den hemmelige drøm. Det oprindelige. Og det var med de øjne, jeg genså mit arbejdsrum i går sidst på eftermiddagen.

Det var som om jeg trådte ind i mit eget univers på ny. For første gang. Jeg hilste på hver eneste ting, bog og jeg tændte stearinlys i vindueskarmen og på bordet. Orange. Så fandt jeg mine to stjernekæder frem, den blå og den røde. De trængte til nye batterier efter et år i skuffen, det fik de, og nu pryder de chatollet. Månestenen fra Spanien, fundet på en strand i Albir, kaldte på mig og forsigtigt hjalp jeg hende frem i julelyset. Hun trængte til lidt spotlight. Og nu sidder jeg her i den stormfulde morgen og smiler, fordi mit skriverum er en fuldstændig genspejling af, hvem jeg egentlig er og hvad jeg er kommet for. Det rummer min drøm og det rummer min gave. Jeg er hjemme.

Hvis du ikke allerede har gjort det, så prøv at se dig omkring. Kast et blik på dine egne ting og det, du omgiver dig med. Tænk på, hvad som tænder ilden i dig. Hvilke farver, der frister. Og så videre. Det er sjovt og lærerigt at se sig selv med nye øjne, lidt udefra, for så at gå ind og mærke efter. Kan du mærke hjertet banke? Kan du se dig selv? Eller måske kan du bare høre stormen synge sin hule sang derude i mørket. Men prøv at lyt til stemmen bag stormen. Hjertets stemme. Og ha' en dejlig dag! :)

torsdag den 8. december 2011

Modlys


At turde det, du ikke tør
Er nøglen til en magisk dør 
Der ikke fandtes før ...

du så verden i modlys


Julelys og mudderfornemmelse


Vi tog forskud på julen i går. Det er der jo mange, der gør i disse dage, pynter op, planlægger og køber gaver, men dér er jeg altid langt bagefter. Det er et valg. Når det kommer til julen, gør jeg det i sidste øjeblik. Sådan da. Der sidder 3 nisser med dingleben på bogreolen og spejder ud i rummet. Ser forgæves efter kravlenisser og adventskranse. Den ene fik øje på et kalenderlys, men det er det hele. Skuffede er de nu ikke, nisserne. De kender mig. De ved, at de har højesteret på julerier her i huset. Som de eneste. De er søde og relativt afdæmpede i deres grå uldtøj. Jeg tænker at det måske bliver anderledes, når vi næste år bor i det store hus. Det indbyder ligesom til at gøre mere ud af julerierne. På en diskret måde. Men den tid den glæde.

I går satte kæresten lys op i træerne herude. Eller det vil sige, jeg retter lige til ental. Træet. For kæderne drillede. Det, der oprindeligt var et net af lys, var i årets løb blevet til et sandt mesterværk af sammenfiltring. Han mistede tålmodigheden efter en stund. Kørte ud og købte nogle andre. Som også drillede. Men nu er der da lys i det ene træ. Og jeg besluttede mig for, i dagens anledning, at byde juletiden velkommen ved at lave flæskesteg. I ovnen. Noget jeg sjældent gør. Vi spiser faktisk sjældent den slags mad, men kæresten var lykkelig over udsigten til "rigtig mad". Julemad. Og det smagte godt. Julestemningen sneg sig med til bords og december fik englelyd, mens træet, det heldige, der fik lys på, skinnede stemningsfuldt i vintermørket.

Vi mangler bare sneen. Sidste år ved samme tid var landet hvidt. Også i den grad. Nu regner det og markerne er mest brune. Ikke desto mindre besluttede jeg i går eftermiddag at gå en tur med Aimee ind over de marker, som vi vandrede på sidste i år i dynger af sne. Det så tørt og tilforladeligt ud. Det var det ikke! Vi kom rundt om naboens hus og den lille markindhegning, der ligger ved siden af. Ud på den store mark, som er vores. Kærestens. Aimee løb glad af sted ved udsigten til en ny slags tur. Man kan gå rundt og ende helt nede ved gårdens siloer. Det var planen. Og det gjorde vi skam også, men først gik turen over stok og sten ... og mudder. Det kom bag på mig, at det var så smattet. Heldigvis beskyttede mine regnbukser mig til dels, men hvor så jeg ud. Mudderet voksede ligesom og gjorde mig til en slags omvandrende brun lerfigur. Jeg lignede næsten Aimee. Min hvide jakke var ikke længere hvid. Ikke det, der ligner. Alting rottede sig samme og blev brunt. Mine støvler blev tungere og tungere, men jeg vendte ikke om. Jeg kunne jo se siloerne foran mig. Vi ankom til fastlandet som to brune bamser, Aimee og jeg. Jeg  måtte alliere mig med en vandslange. Det skulle spooles væk. Den hvide jakke røg direkte i vaskemaskinen. Frøken Smilla har fornemmelse for sne, mens jeg kan noget med mudder. Vidste du er der 50 ord for mudder? Mindst! ;)

Jeg ønsker dig en god torsdag. Skab gode minder og alt det der. Og hold dig væk fra tilsyneladende tørre marker, med mindre du vil udforske mudder og varianter af farven brun!

onsdag den 7. december 2011

Station 7


Det orange stearinlys, den varme kaffe og de allerførste morgenord. Jeg sover så godt, når toget ankommer til stationen i disse decemberdage. Jeg drømmer. Jeg er på rejse. Et helt andet sted. Der er varmt og godt at være, dér under dynen, mens toget bumler afsted gennem natten som en slange på skinner. Jeg hører ikke lydene. Jeg fornemmede ganske svagt vinden mod vinduerne, syngende siv og fuglesang, men måske hørte det drømmen til. Først da konduktøren med sin velkendte fløjte bød morgenen velkommen og toget holdt på stationen, vågnede jeg og blev langsomt trukket op til overfladen. Blidt men bestemt. Man kan ikke blive liggende, når man er ankommet. De insisterer på, at vi forlader toget og indtager dagen og den by, vi nu er kommet til. Den findes ikke magen til og der er noget, vi skal have med os, inden toget kører igen ved aftentide. Hvem er de? Jeg kan mærke, at du tygger på det spørgsmål på samme måde, som jeg tygger min fuldkornsbolle med ost. Langsomt. Smager på lyden af ordene, formuleringen, mens endnu et spørgsmål trænger sig på, inden det andet er kommet ned. Eller ud. Ost eller spørgsmål, det kan man godt, men det er ikke sikkert, at man får svar. De andre. Måske findes de. Hvad tror du selv? Eller er jeg mutters alene i det lange slangetog, der kører gennem natten og fragter mig til nye daglige stationer?

Jeg rejser mig forsigtigt og løfter dynen af. Den er tung og varm og nærmest uimodståelig. Mørket ligger som en tæt tåge i kupeen, min sovevogn, og det har ikke tænkt sig at lette forløbigt. Det er jo december. Årets mørkeste måned. Men det er der ingen som tænker på. Alle har travlt med at tænde julelys. Alle har travlt med at have travlt. Tallet 7 skinner som guld på stationsbygningen. Der hænger gran. Foran trappen og den tunge indgangsdør står et lille grantræ klædt i lyskæder og en klædelig stjerne på toppen. Stolt ser det, som det står der og lyser i decembermørket. Det er ikke stort, men fordi det bryster sig af at være den eneste af sin slags, ser man ikke størrelsen. Man ser mægtighed og træaura. Jeg nikker anerkendende og vender mig. Dynen fanger mit blik. Et kort sekund er jeg fristet, men så passerer jeg den grænse, hvor søvnen endnu har fangearme. De svinder ind, de forførende arme, og dynen er bare en bylt. Krøllet. Brugt.

Jeg kan mærke, at jeg er klar. Dagen med tallet 7 venter på mig. Der er noget, jeg skal opleve. Noget jeg skal have med mig tilbage. Måske bliver lige netop denne dag skelsættende for rejsen videre? Måske møder jeg et menneske, som får en ganske særlig betydning. Siger noget eller smiler et uimodståeligt smil. Et sommerstrejf. Måske daler inspirationen ned fra himlen som julesne? Måske bliver jeg klogere. Eller bare mere vis? Mens spørgsmålene leger tampen brænder i mit hoved, kan jeg mærke hjertet danse af forventning. Måske vil jeg netop i dag skrive ekstra gode ord. Formulere noget, jeg ikke anede eksisterende. Jeg er selv ved at læse en bog, hvor det skete for forfatteren. Det er jeg ikke i tvivl om. Den slags kan man mærke. I øvrigt er tallet 7 helligt. Magisk. Og byen venter. Den nye dag. Mit nye jeg.

tirsdag den 6. december 2011

Inspiration


På det seneste har jeg tænkt meget over, hvad der egentlig inspirerer mig. Det har taget et stykke tid virkelig at acceptere, at jeg i bund og grund er en ordkunstner, en som ikke kan undvære ordene. De bor i mig og har altid gjort det. Fra barnsben. Fra jeg fik min første skrivemaskine. Historier, digte og vrøvlevers. Og så har der som bekendt været en lang periode, hvor jeg har gemt det væk og kun brugt ord i professionel øjemed. Jeg læste jo sprog. Jeg lærte at skrive på andre sprog og jeg brugte det danske, når jeg skulle skrive tekster i forbindelse med mit job. Salg og marketing. Kommunikation. Men de andre ord. Mine ord. De lå et sted i brønden og samlede bundvand. Vanddyr og gode feer passede på dem. Og så en skønne dag.

Det var virkelig en skøn dag, da jeg besluttede mig for at tage på denne rejse. Jeg havde ingen anelse om, hvad det ville komme til at betyde for mig. Jeg vedkendte mig min gamle drøm, den der altid har boet i mig, men jeg vidste ikke, at det ville gribe om sig. At det at åbne ordkisten ville sætte så meget i gang. Det i sig selv har været en rejse. Jeg har skrevet på både det ene og det andet, men først nu mærker jeg, hvor meget det giver mening. Fuldstændig. Det kan ikke være anderledes. Og jo mere jeg giver slip, jo dybere jeg lader mig synke ned i vandet, tilbage, flydende, forundret og glad, desto mere forstår jeg, at jeg er i mit rette element. Og efterhånden er jeg blevet en omvandrende inspirationsmagnet. Jeg prøver at fange stemninger. Jeg ser små episoder udspille sig, når jeg er i byen. Går på gaden. Jeg ser karaktertræk, hører stemmer og hele tiden danser en historie i mig. Som om den har sit eget liv. Som om ordene endelig har fået lov til at boltre sig og nu er blevet så mange og stærke, at de helt overtager mig. Til min store fryd.

Der er inspiration alle vegne, men jeg har to ekstra stærke kilder til inspiration. Musik og naturen. Jeg har ikke tidligere tænkt over, at jeg også hører historier i musikken og i den grad bliver grebet af stemningen i en komposition. En historie. For ganske nylig begyndte jeg forsigtigt at sammenligne mine skriverier med musik. Fordi det er sådan det føles. Det er noget personligt og ikke nødvendigvis noget, der vil skinne igennem i mine skriverier, men musikken er en stor inspirationskilde. Ikke al musik, naturligvis, men en vis genre. Klassisk musik. Musik med keltiske undertoner. Kate Bush, som har været i mit hjerte siden jeg lyttede til "Wuthering Heights" for snart mange gode år siden. Og så naturen. Ikke mindst naturen.

I går eftermiddag tog jeg Keeva med på tur. Solen skinnede lavt over landskabet og jeg frydede mig over det pludselige lys efter en stormfuld og mørk weekend. Ja, det er i det hele taget ikke meget, vi har set til den, solen, i den sidste måneds tid. Jeg greb den gode dag og kyssede den på panden. Den var perfekt. Vi gik tur ved godset Skjoldnæsholm, Keeva hund og jeg. Solen dansede over søen og lavede lyspiruetter på overfladen. Et par ænder flød omkring, nogle fløj, lettede og landede. Træerne stod majestætiske og nøgne, som i kejserens nye klæder, rankte og stolte mod decemberhimlen, mens sorte skyer sejlede forbi og overvejede lidt sne og slud. De lod være. De forbarmede sig.

Vi gik rundt om søen. Fulgte stien og de gule prikker på træerne, som markerer en af ruterne. Jeg lod mig fortrylle af modlyset og var flittig med kameraet. Keeva kiggede en smule utålmodigt på mig, for hun havde andet end modlys i næseborene, men vi fandt en god rytme. Inspirationen kaldte og jeg kom. Eller også var det omvendt. Landskabet var helt vidunderligt. Decemberlys. Lav sol. Skyer og karakterfulde pletter af blå himmel. Hovedbygningen på Skjoldnæsholm som en drømmefantasi på den anden søbred. Ænder. De sidste visne blade, våd skovbund, en duft af svamp og forfald. Skov og sø. Når solen vil december, sker der noget magisk. Jeg følte mig heldig, alt var perfekt. Ikke et græsstrå stod forkert, ikke et blad lå tilfældigt. Det hele var arrangeret til punkt og prikke og patentlig perfektionisme. Jeg var både tilskuer og medvirkende. Nærmest lykkelig. Og i høj grad inspireret.



mandag den 5. december 2011

Leg, latter og liv


Jeg har tændt det orange stearinlys på skrivebordet. Det hører sig til på disse mørke morgener, hvor nat og dag endnu er tæt sammenslyngende. Som et elskende par. Når jeg kigger ud, kan jeg skimte noget, der godt kunne være dagen, men jeg er ikke sikker. Der er stjerner på himlen. Nattens sidste stjerne er morgenens første. Der er ikke den store forskel lige nu. Men jeg er stået op og kaffen er skænket. Ankommet til mandag og den femte dag i december. En stjernestation, som markerer en ny uges begyndelse. En uge, hvor, siger metrologerne, vinteren for alvor kan få fat. Sne og sludbyger. Nattefrost. Vinden hyler derude i anerkendelse af vinterens kræfter og formåen. Og min dyne er med i sammensværgelsen. Det var svært at komme ud af fjererne her til morgen. Bliv lidt længere, hviskede den, dynen, og smøg sig om mig på en måde, der gjorde det næsten umuligt at sige den imod. Jeg havde slet ikke ord. Bare en temmelig tung morgenkrop, der ville varmen. Og mørket. Men nu sidder jeg her. Trods alt.

Er du en barnlig sjæl? Kan du mærke barnet i dig, det legende barn, som gerne vil ud og gøre livet lidt sjovere? Eller er alvoren altid nærværende og skubber den blidt med bestemt barnet helt derind, hvor ikke engang forglem-mig-ej kan gro? Jeg tænkte på det i går, da jeg gik tur med hundene gennem den bidende regnstorm. Den isnende fornemmelse i ansigtet. Vinteren kysser ikke blidt. Den bider. Og det har jo ikke noget med børn at gøre, med mindre man kan tænke lidt længere og har en god fantasi og jeg er allerede et sted i den retning, men altså. Barnet. I dig. Lever det? Da min fødselsdag ankom i lørdags, mærkede jeg forventningens glæde som et barn. Min dag. Og jeg gav mig selv lov til at leve den glæde dagen igennem. Pludselig forstod jeg, igen, at den umiddelbare glæde over livet og over at være til, lige nu og her, kan give fuldstændig mening, hvis man ikke tænker længere end som så. Og hvem har lyst til at tænke længere, når man har fødselsdag? Den dag, hvor man fejres og er midtpunkt? Jeg havde ikke og det gjorde godt at leve det ud. Har du prøvet? Og mestrer du barnlighedens kunst?

Den barnlige glæde er ren og umiddelbar. Den er som ild, der danser, en impulsiv lyst til livet og til at gøre noget "bare fordi". Der skal ikke være en grund. Tværtimod. Det er bedre, hvis der overhovedet ikke er en grund. Der skal nemlig ikke tænkes. Der skal leges. Og leg kan jo være mange ting. Men når man glemmer tid og sted og bare nyder nuet, lader sig kærtegne af noget, der er subtilt og alligevel så stort, at hele kroppen danser til sjælens sang, så lever man virkelig. Husk at lege, bliver der nogle gang sagt til os voksne, der har så godt fat i snoren til kontrol, at vores fingre er gået i krampe. Med hvide knoer og tætknyttede hænder holder vi fast på noget, vi ikke helt ved, hvad er, men vi er bange for at give slip, for hvem ved, hvad der så kan ske? Det ville være en katastofe hvis korthuset kollapsede. Huset består af ingenting, men det ved vi ikke. Vi tror det er alt. Sørgeligt, siger nogen. Sandt, siger andre. Sludder og vrøvl, hvæsser mange og holder fast. Barnligt vås. Skøre kvinde!

Da jeg gik i kulden, dagen efter min fødselsdag, tænkte jeg på barnligheden og barnet i mig. Og jeg mærkede en varme, der var usædvanlig på den ellers kolde dag. En lille glædelig forståelse af, at barnet kender livet bedre en den voksne. Det har ikke noget med alder og erfaring at gøre. Hvorfor glemmer vi at lege? Hvornår glemmer vi at le? Jeg kan huske mine latterudbrud i den tidlige skolealder, læreren, som frusteret satte mig udenfor døren, fordi jeg grinede så meget (på dansk!), at tårerne trillede. Og jeg var ellers en af de flittige elever, en af dem, der havde nemt ved skolen. Og kunne lide den. Bortset fra matematik. Måske var det derfor, jeg lo. Såvidt jeg husker var det nemlig matematiklæreren, der bortviste mig og sagde, at jeg kunne komme ind igen, når jeg var færdig med at grine. Jeg gjorde mig færdig. Jeg kom ind. Og brød igen sammen af latter. Jeg har lyst til at grine sådan igen. Jeg har lyst til at leve, så maven hopper og håret danser. Lege. Ikke hele tiden, nej, men den barnlige glæde er et sjældent krydderi, der kan forsøde tilværelsen på en sådan måde, at det ikke findes magen til nogen steder. Det er eventyrligt, nydeligt og fuldstændig befriende umiddelbart.

Husker du at lege? Måske nikker du og skal lige tænke dig lidt om. Tja. Men det er jo altså mandag, alvorens time er kommet, vi skal tjene til dagen og vejen og livet er ikke for nybegyndere. Nej! Men måske er det alligevel lidt sjovere og nemmere, hvis vi kan tilegne os lidt af nybegynderen, barnets, entusiasme og se på opgaverne på en ny måde. Som en leg. Og giver tid og plads til det legende menneske i løbet af ugen, sætter tid af til alt og ingenting, små sysler, der er fuldstændig ufornuftige og hverken kan eller skal forklares. De skal leges. Og leves!

Med de ord ønsker jeg dig en god mandag og en glædelig ny uge.