onsdag den 30. november 2011

Genspejling


The appearance of things change according to the emotions,
and thus we see magic and beauty in them,
while the magic and beauty are really in ourselves."
- Kahlil Gibran -

Den sidste dag i november. Mørket ligger sort derude. Søvnen sidder endnu i min krop, mens jeg sidder her og vågner. Kaffe i koppen, en duft af morgen. Jeg tænker lidt over, hvad det var, jeg ville skrive. Det havde noget med citatet af Kahlil Gibran at gøre. Det fik mig til at reflektere i går. Jeg nikkede, da jeg så det. Det vakte genklag. Det spejlede sig i mig som træerne i vandet, skygger og aftegninger af den virkelige verden. Eller er det omvendt? Er det, vi antager for genspejlinger i vandet i virkeligheden det egentlige, som giver den tilsyneladende verden sin form? Og er det ikke det, Kahlil Gibran skriver om, når han siger at tings udseende og udtryk ændrer sig, alt efter hvilken sindsstemning vi er i? Og hvem der ser på dem? Vi kan se magi og skønhed i noget, fordi vi ønsker at se det. Men magien og skønheden bor i virkeligheden i os selv. Vi genspejler vores indre skønhed i det ydre. Og magien bor i os, den venter bare på at tage form, at få lov at udfolde sig. Verden ændrer sig alt efter, hvordan vi ser på den. Hvad vi tænker og hvordan vi har det. Hvilket igen fik mig til at tænke på, at jeg i så fald har et eventyr og en magisk verden i mig selv. Poesien risler som en kilde, en kreativitet i mig og den er så naturlig som modermælk. Når jeg lytter, når jeg virkelig mærker efter, så er det den, der pipler frem. Som en lille fugl, ingen endnu har hørt synge, fordi alle andre er større og synger så vældig højt. Om alt det grimme. Alt det, der gør ondt. Men dybt i mig har der altid boet en lille pige, hvis øjne hvilede på det smukke i livet og som blev så forfærdelig ked af det, når de andre pegede på det modsatte. Og var så stærke, at de fik hende vendt om. Omvendt. Se, verden er grim. Først nu ved jeg besked. De tog fejl.

På magisk vis blev Kahlil Gibrans ord et slags vendepunkt på min rejse i går. Jeg stoppede op. Jeg smagte på dem, en både sød og syrlig smag bredte sig over min tunge. Der skete noget i kroppen, en slags usynlig kuldegysning, som om nogen prikkede mig forsigtigt på skulderen. Jeg vendte mig om og så mig selv. Jeg smilede. Jeg kikkede ind i dybblå øjne. Jeg forstod. Igen. Og i mødet med mig selv og forståelsen af, hvor meget jeg kan ændre og gøre, hvis jeg tror på det, hvis jeg følger min kilde og stoler på den, blev jeg rolig. Helt stille. Jeg lyttede til stemmen. Så læste jeg lidt. Og sov. Jeg har sovet i mange timer. Kilden har vugget mig gennem natten og risler stadig i mig.

Tak for ordene Kahlil. Du havde noget på hjerte og du delte det. På magisk vis nåede de ord mig på det helt rigtige tidspunkt. Synkronicitet. Salighed. Stille fryd. Som grenene i vandet, i genspejlingen, de grålige toner af inderlighed. Hvis vi har noget på hjerte, er det vigtigt at vi deler. På vores egen måde. Siger det, som vi er.

tirsdag den 29. november 2011

En dag i København


Lyset kom, mens jeg sad i toget. Rejste sig over togskinner og banelegemer og afslørende en dag, der skulle vise sig at blive anderledes lys end de forrige. Solen skinnede, da jeg ankom til Københavns Hovedbanegård og stod af toget. Gik mod trappen og fulgtes med en strøm af mennesker, pendlere og turister ud i morgenen og byen. Der blæste en frisk vind over perronen og den fulgte os op af trappen. Jeg tror den bor på Hovedbanegården om vinteren. Den er som en hjemløs, der har fundet sig et sted at være og i grunden slet ikke er uden et hjem. Den rusker op i hår og huer og byder velkommen. Jeg skuttede mig og trak lyslåsen godt op i halsen. Hilste på vinden og begyndte at gå. Langs med Tivoli, forbi Glyptoteket, krydsede HC Andersens Boulevard og gik langs Nationalmuseet ned til kanalerne. Solen skinnede hen over tagene og glimtede i vandet. Der duftede af kaffe, da jeg drejede lidt til venstre og gik mod Gammel Strand. Jeg var fristet af kældercaféen, men skulle videre til mit møde.

Et par timer senere stod jeg igen på Gammel Strand. Nu var byen i fuld vigør. Busser, biler og mennesker alle vegne. På torvet, Café Europa og Norden. Illum. Der lød julemusik fra butikker og fra en gademusikant og der var julelys hos Royal Copenhagen på Amagertorv. Men det forekom egentlig ikke særligt juleagtigt, for solen skinnede og himlen var blå. Temperaturerne var milde og gårsdagens storm havde kun efterladt lidt jordiske rester af forblæste efterladenskaber, grene og et par tagsten. Jeg skulle mødes med min mor i Magasin, hun var på vej, men jeg havde stadig god tid. Besøgte en butik og købte en håndcreme, jeg bare må have, når nu det er blevet vinter og huden bliver tør. Sludrede lidt med ekspedienten, som gav sig god tid. Jeg sank dybt ned i byen og var hjemme igen for en stund.

Mor dukkede fra metroen i kælderen og kom op i undertøjsafdelingen. Vi forlod Magasin. Gik ned af strøget og drejede om i stræderne, de smalle, gamle huse, kælderbutikker, farver og boehmeliv. Jeg holder af at gå rundt i det gamle København og jeg holder af at spise frokost på Atlas Bar. Det gjorde vi. Igen. For mors vedkommende var det første gang. Hun var også begejstret. Et solidt varmt måltid og god snak. Siden gik vi videre, ud i gaderne, i livet, en boghandel, hvor mor forærede mig en bog, fordi jeg har fødseldag på lørdag. Sådan er hun, min kære mor. Hun elsker at give gaver og man skal passe på, hvad man ønsker sig, for det kan hænde at man får det lige på stedet. Specielt hvis man er i nærheden af sin fødselsdag. Til gengæld hjalp jeg hende med at finde lige de støvletter, hun havde ønsket sig og forgæves ledt efter. Det lykkedes og så var det tid til at haste mod Nørreport og finde toget tilbage til provinsen. Vinke farvel til København. Forlade mørket og den underjordiske station, køre mod lyset og mod syd. Vest.

Jeg læste på vej hjem i toget. Opslugt af Helle Helles historie "Dette burde skrives i nutid", som også foregår i provinsen, faktisk ikke så langt fra, hvor jeg bor nu. Minimalistisk nøjagtighed og en god historie mellem linjerne. Det er en vidunderlig skrivestil, så enkel og fuld af undertekst. Jeg holder af at læse gode forfattere, som alle har det fælles, at de skriver helt på deres egen måde. Faktisk endte det med, at jeg var nødt til at læse videre det meste af aftenen i går. Efter tur med hundene, aftensmad og nyheder. Litterær afslutning på en dejlig solskinsdag en mandag i november.

mandag den 28. november 2011

Psst ... stormfuld stjernekigger


I dag skriver hun ikke indlæg. Men det gør jeg. Med andre ord. Mine egne. Jeg havde en anelse om, at hun ville springe over her til morgen, eftersom hun skal til København med et forholdsvis tidligt tog. Og hun så træt ud, da hun kom ned af trappen og tændte lys på matriklen. Stormen var voldsom i aftes og en del af natten. Vi følte os som på et skib, der lå underdrejet. Egentlig ganske spændende, men når man skal sove til bulder og brag, for sådan lyder det her i det lille hus på prærien, helt ud til de åbne marker, så forsvinder spændingen og irritationen byder op til dans. Hun nægtede vist at danse, men det gik ud over søvnen. Bare en smule. Men nok til at hun selv er som et kuldsejlet skib her til morgen. Selv stod jeg fra min plads i vindueskarmen og skuede ud i natten. Der var stjerner. Træerne svajede faretruende, men de blev stående. Det knagede. Jeg følte mig som nattens konge. En filosof i stormvejr. Stjernekigger. Direkte udsyn til blæsende visdom. Så pyt med lidt mindre søvn. Sådan ser jeg på det. Såmænd.

Hvordan sov du i nat? Var stormen mild mod dig og dine, eller gik det ud over træer, grene, tagsten og haveinventar? Hvis du bor ved kysten, har det sikkert været ekstra spændende. Høj vandstand. Skumsprøjt så hvidt og voldsom som den sne, vi ikke har set skyggen af i denne endnu unge vinter. Jeg er spændt på at høre om dine oplevelser, og håber at du vil fortælle lidt om den her, mens hun er i København. Lad os benytte lejligheden til at konversere, filosofere og udveksle stormerfaring. For man bliver klogere hver gang, gør man. Kan du mærke det? Hvordan visdommen flyder som væsken i kaffekoppen, smyger sig om kroppen og gør morgenen til en helt ny oplevelse? Er du klar til at møde dagen? En ny uge? Føler du dig rustet eller er du lettere hudløs efter nattens voldsomme stormridt?

Jeg har et godt råd til dig. Og nu skal man jo ikke strø om sig med gode råd, de fleste har deres egen måde at klare tingene på, men eftersom jeg er født til at være en smule uforskammet og temmelig pågående i visse situationer, så gør jeg det alligevel. Og du kan jo tage mit råd eller lade være. Det er det pragtfulde ved den slags. Man bestemmer selv. Man kan lytte, nikke og mærke efter. Føles det godt? Var det en mulighed? Eller forkaster den gode mavefornemmelse straks det råd, der velmenende kom din vej? Lyt. Til andre. Og til dig selv. Lad være med straks at dømme. Eller fordømme. Vær åben og modtagelig. Alle kan lide at blive lyttet til. Sådan virkelig at blive hørt. Og set. Lad dine egne tanker hvile og hør, hvad der bliver sagt rundt omkring dig. Tænk før du taler. Ha ha ha. Jeg ler. Højt. Og her kan jeg løfte sløret for en lille norsk hemmelighed.  Jeg griner (på dansk, ikke norsk), fordi jeg selv har temmelig svært ved det.

You best teach what you most want to learn. Det er mine afsluttende ord til dig. Tænk over dem. Hvis du vil. Der er nemlig sandhed i dem. Ordene. Og så er de på engelsk. Et sprog jeg også mestrer. Såmænd. God morgen til dig.

Filosoffen

søndag den 27. november 2011

Storm og sushi


Det blev en god aften. Da vi gik med hundene sidst på eftermiddagen i storm og regn, følte os kolde og en smule forkomne, talte vi om at aflyse vores sushiplaner. For gad vi egentlig tage afsted i det vejr? Gad vi klæde os om og kaste os ud i stormvejret for at spise sushi? Men vi endte med at tage afsted og det fortrød vi ikke et sekund. Jeg nød at finde vinterkjolen frem, sætte mit nyklippede hår og lægge make-up. Dufte af parfume og forventning. Og vi skulle jo ikke så langt, bare ind i bilen og køre de få kilometer ind til byen. Regnen piskede mod ruden, blæsten var voldsom, gadelamperne gyngede og den nyopsatte julepynt, der hænger over gågaden, sejlede som et skib i stiv kuling. Kastet fra side til side. Faretruende. Men det holdt. I det øjeblik, jeg så julelysene gennem de regnvåde vinduer, mellem vinduesviskerne, kom jeg i en slags stille julestemning. Et suk. Sådan. Det er snart december. Nydeligt.

Der var ikke mange mennesker på den lille sushi restaurant. De lever vist, desværre, mest af take-away. Og nu er det jo en by i provinsen, men det er synd og skam, for det er virkelig god sushi. Noget af det allerbedste, jeg nogensinde har smagt. Indehaveren er japaner og tidligere ansat på en af de bedste sushirestauranter i København. Nu er hun her. I en by midt på Sjælland. En købstad. Men så er det også sagt. Der sker ikke så meget i byen efter lukketid og det dér med lukketid bliver taget meget bogstaveligt. Der er flere og flere af de gode butikker, som lukker og drejer nøglen om. Vi blev taget godt imod og kunne selv vælge bord. Et andet par sad ved vinduet og vi var de eneste gæster i restauranten. Men døren gik ofte op og folk kom ind fra blæst og regn og hentede deres take-away sushi. Stearinlysene blafrede, mens vi besluttede os for, hvad vi skulle have. Jeg forklarede kæresten lidt om sushi og han lagde sin skepsis i de rette folder. Vi grinede lidt og bestilte en god flaske hvidvin.

Først en varm forret og så sushi. Og han kunne lide det. Kæresten. Tjeneren forklarede os om de forskellige sushi og maki og så spiste vi. Det smagte fantastisk og det måtte han indrømme. Det smager meget godt, sagde han og tro mig, det er store ord fra en, som gør det en del i underdrivelse. Og man bliver mæt, sagde han til sidst og så tilfreds ud, for det havde han ikke regnet med. Måske havde han i sit stille sind håbet på en tur forbi pølsevognen på vej hjem, men det var ikke nødvendigt. Da jeg frimodigt proklamerede, at så kan vi da godt gå ud og spiste sushi igen, nikkede han og så ikke spor tvivlsom ud. Det smagte langt bedre end forventet, var hans ord. Resten af hvidvinen tog vi med os hjem og den drak vi i sofaen, foran fjernsynet, så krimi og hyggede, mens stormen rasede og regnen piskede mod ruden. Sushi succes! ;)

Og nu er det morgen. Søndag. Storm. Endnu en af de dage, hvor det ikke bliver rigtig lyst. Jeg kunne godt bruge en ordentlig omgang sol og høj blå himmel, men pyt. For at bruge det gode ord igen. Det er jo søndag. Det er november lidt endnu. Vi skal ud til brunch med gode venner om et par timer. Snak og hygge. Og måske klarer det lidt op sidst på dagen, så vi kan gå en skøn tur med hundene, inden mørket igen falder på.

God søndag!

lørdag den 26. november 2011

Sidste lørdag i november


Toget er ankommet til weekend, mens jeg sov til lyden af stormen, der hylede om husmuren. Jeg var vågen på et tidspunkt og lå og lyttede. Regnen trommede mod ruden. Vinterens første storm. Men her til morgen er alt stille igen. Flammen på stearinlyset er næsten majestætisk rolig og kaffen er god. Ordene tøver. Jeg burde vel have slængt mig i sofaen, så Filosoffen kunne være kommet til. Fristelsen spiller i hans øjne, hans blik er rettet mod mig. Har du lyst? Han ryster på hovedet. Ser næsten fornærmet ud. Kender jeg ikke spillets regler? De nye? Jeg skal lade som om, at jeg har ikke har tænkt mig at skrive morgenindlæg. Sidde et andet sted, efter jeg helt tilfældigt har tændt for PC'en og logget på. Ikke fordi, han kender sikkert mit password. Hvad kender han i grunden ikke?

Der skal gøres rent i toget i dag. Huset altså. Det her hus. Og hvis du undrer dig over, at jeg ikke er i fuld gang med at pakke, er det fordi at flytningen trækker ud. Håndværkerne er ikke færdige. Jeg får ikke holdt min fødselsdag i det nye hus i år, men det har jeg for længst accepteret. Der mangler lige et badeværelse. Elektrikerne er ikke helt færdige. Det tager tid, lidt mere end beregnet og håbet på. Jeg trækker på skuldrene. Jeg har ventet så længe. Det gør mig ikke alverden. Jeg nyder roen lige nu. Kæresten håber stadig på, at vi flytter inden jul, men så skal en masse løse ender lige mødes. Det er muligt. Det kommer an på håndværkere, materialer og små tilfældigheder. Samtidig er der julearrangementer og små hyggelige begivenheder, traditioner, i løbet af december. Vi siger ikke nej. Vi siger bare med forbehold og jeg siger pyt.

Filosoffen og Skytsenglen ser frem til en ny udsigt. Den glædelige forventning deler jeg. Sammen skal vi gøre mit kommende arbejdsrum inspirerende og strø om os med magiske fnug. Der er noget at glæde sig til. Men lige nu og her, hvor en ny dag har taget sin begyndelse, danser livet i dæmpet lys udenfor vinduerne og kaffen smager godt. Lidt praktisk. Lidt skriverier. Og i aften skal vi ud og spise sushi, kæresten og jeg. Jeg har fået ham overtalt. Prøv det nu. Det er så lækkert! Det er vist nærmest grænseoverskridende for ham, som bedre kan lide sovs og kartofler, men det må jeg give ham: Nu springer han ud i det! Jeg ved, at det bliver godt og håber at han også vil kunne lide det. Begynderpakken! ;)

Ha' en dejlig lørdag. Den sidste i november. Nyd de gode novemberske øjeblikke!

fredag den 25. november 2011

Den melankolske sø og indre ro


Der er blevet skrevet meget om den i de sidste uger. Her og der. Den har lagt sig som et tungt tæppe over sjæl og sind. Den går rundt i naturen med langsomme skridt og trækker tågen i et bredt spor efter sig. Og måske får man øje på den, når man går forbi et spejl. Standser op og går tilbage. Kigger granskende på den person, der ser tilbage med et lidt træt blik. Som om en usynlig smerte har lagt make-up. Melankoli. Den nordiske melankoli. I antikken betegnede tilstanden melankoli et af de fire temperamenter og var tilbøjelighed til sortsyn eller nedtryktned. I dag er det nok nærmere det sidste, vi mener, når vi forsøger at beskrive den melankoli, vi kan føle her i overgangen til vinteren. På græsk betyder melankoli oprindeligt galde, men det er jo ikke særlig poetisk. For mig er ordet en slags nedtrykt poesi. Den dybere tone, en klang fra det indre, en lille sorg, et farvel og en modstand, der ikke altid kan beskrives med ord.

Jeg har selv mærket den. Jeg har svømmet i dens dybe sø, mens træerne kastede mørke skygger over vandet. Jeg kunne ikke nå bunden, men jeg har hele tiden kunne se over på den anden side af søen. Der er iskoldt midt på søen en dag i november. Tåget. Alting bliver pludselig utydeligt, glæden dæmpes som lyset på himlen, energien drukner og man svømmer mod noget, man ikke aner hvad er. I sjælen bor en afsked, der er smertefuld og tung. En afsked med noget, man ikke helt ved, hvad er. Men man mærker sorgen. Savnet. Man synker. Bare lidt. Så svømmer man igen. Og finder ud af at man kan flyde. Blive liggende midt på søen og håbe at man langsomt glider i den rigtige retning. Og pludselig en dag kan man se bredden helt tæt på. Bare et lille stykke endnu. Svømmetag. Retningssans. Når man så igen står på bredden og søen ligger bag en, forstår man, at det var nødvendigt. Man skulle over den sø. Den melankolske sø. Der er sikkert forskel på, hvor dyb søen er, afhængig af hvem man selv er. Og det er heller ikke alle, som kan svømme. Men selv står jeg igen på den anden side og kan gå videre. Min rejse. Mit liv. Nu er jeg her i den allerførste vintertid og pludselig mærker jeg roen komme tilbage. Jeg går med langsomme skridt. Mærker en stille glæde. En slags forståelse.

Den indre ro. De sidste par dage har jeg tænkt meget på, hvad det egentlig betyder. At have ro indeni. At være i sit eget center. At balancere. Efter nær druknedøden i den melankolske sø kom roen pludselig tilbage. Den omfavnede mig forsigtigt og jeg spejlede mig selv i dens øjne. Jeg havde savnet den. Jeg havde savnet den så meget, at jeg de sidste par dage har nydt bare at sidde helt stille og være med den. I den. Roen. Helt stille. Og en stemme i mig hviskede, at det må være et af lykketegnene. Indre ro. Hvis man ikke har den, hvis man ikke føler sig hjemme der midt i sig selv og kan være helt stille med sig selv, så er der uro. Turbulens. Man kan forsøge at arbejde sig ud af den, man kan løbe, man kan gå, man kan skabe aktivitet, gøre sig selv træt og falde udmattet i søvn på sofaen, mens fjernsynet kører. Men når man vågner, er man stadig træt. Søvnen er drømmeløs. Utilstrækkelig. Men i roen derimod. Der møder man sin egen sjæl og alt giver i enestående øjeblikke fuldstændig mening.

Roen er så godtgørende, fordi jeg passerede den melankolske sø. Jeg forsøgte ikke at komme udenom. Jeg gik igennem. Svømmede. Flød. Og på mærkværdig vis har den dybe melankolske intensitet giver mig en større forståelse af, at den indre ro er et slags lykkebarometer. Det kan jo forekomme paradoksalt, når vi i en tidlig alder lærer, at lykke afhænger af en masse ydre omstændigheder. For hen af vejen må de fleste vist sande, at det slet ikke hænger sammen. Lykke er noget helt andet. Subtilt og subjektivt. Hvad er lykke for dig? For mig har det helt sikkert noget med den ro at gøre, som nu fløjsblødt smyger sig om min krop og min sjæl. Med den kåbe på kan jeg igen nå verden. Favne.

Det er ikke altid let at finde lykken i sig selv,
men det er umuligt at finde den andetsteds.
- Agnes Replier -

Tak fordi du gjorde mig opmærksom på citatet i går, kære Anne. Tak for inspiration.

torsdag den 24. november 2011

Kvinden med den gule hund


November synger på sidste vers og vinden har tænkt at sig at synge med hende. Filosoffen gør mig stiltiende opmærksom på, at der altså er en uge tilbage af november, men for mig er det sidste vers. Sidste vers af tågevejr. Sidste vers af intethed og tomrum. Og nu gør jeg november uret. Hun, som viste mig sit fantastiske univers og fortalte mig, at ved accept og ved at gå igennem, kommer man mere hel ud på den anden side. En slags tågehealing. Men det har været en måned med målrettet melankoli og urolige stemninger. Et venteværelse, hvor utålmodigheden efterhånden tager til og hvor stormen får hasperne i vinduet til at klapre. Hvor inspirationen har leget kispus med følelser og fornemmelser, og hvor det egentlige har været uhåndgribeligt. Nærmere kan jeg ikke komme det. Filosoffen smiler og takker i øvrigt for jeres kommentarer og hilsener i går. Jeg ved da godt, at han skriver indlæg. Sig det ikke til nogen, men jeg nyder det faktisk. Lad ham bare komme til til. Det går bedst, når han skriver selv. Fra hjertet. På skulderen. Med sin norske sindighed og sit filosofiske overskud. Positivitet.

I går fik jeg pludselig udlængsel. Midt i arbejdet. Skriverierne. Jeg kunne mærke noget trække i mig. Uroen blev til en slags irritation. Rastløshed. Det var ikke mere skriveri i mig. Så jeg klædte mig godt på, satte Josie i bilen og så kørte vi i skoven. Eftersom Josie bliver hentet om en uge, bliver hun ekstra forkælet. Hun er min special tour ledsager. Det er godt at medbringe sin personlige gule sol, som man har gået gennem tykt og tyndt med i 12 år og se, at hun stadig har det godt. At hun smiler forventningsfuld, når vi stiger ud af bilen og skal på eventyr. Og at hun med raske skridt og aldrende ungdommelighed går afsted, snuser og hygger sig gevaldigt. Kigger op på med med et indforstået "vi har det godt os to" blik og indkasserer et klap og et kærligt ord. Josie. Hendes selskab gjorde mig godt. I skoven. Igen.

Skoven tog gæstfrit imod os. Træerne står nu nøgne tilbage, sorte grene mod grå himmel, bladene ligger i dynger på stier og i grøfter. Farverne er mørkere, brune, forfaldet har taget sin sparsomme farvelade frem. Men midt i al det brune var der små farverige lyspunkter. I skovbunden. Lidt grønt. Hist og pist. Og så var der en skovlig ro, der bare indbød til samtale. Samtale uden ord. En slags terapi, hvor man bare går og går i god fart og lader tankerne flyve afsted. De bortkommer. Farer vild. Det er som om alle de mindre gode, forvirrede og tåbelige tanker ikke kan følge med på sådan en skovtur. Hvad jeg ikke ved, er, at skoven tager sig af dem. Indhyller dem i sit terapeutiske træunivers og gør dem til ingenting. Fordi de er opstået af ingenting. Frygt. Bekymring. Stress. Det forstår skoven og den tager sig kærligt af alt det, man ikke skal bruge. Fjerner tanketrolde som en støvsuger. Tilbage er kun de gode tanker og nye kommer til. Indsigt. Inspiration.

Jeg følte mig lettere for hvert skridt. Efter et stykke tid kunne jeg mærke det, roen tog bolig i min krop, min sjæl begyndte at danse velfornøjet og tankerne blev lettere og luftige. Pludselig var det som om jeg kunne gå lidt udenfor mig selv og følges med kvinden med den gule hund. Jeg så hende der på skovstien, hunden i snor, tasken, huen, tørklædet. De røde kinder og det lyse hår, der flagrede udenfor huen. Øjnene der så skønheden i skoven. Knasende skridt. Jeg gik ved siden af hende og så pludselig en kvinde, jeg altid har forestillet jeg ville være. En forfatter. Søgende efter inspiration, noget, der skulle på plads, vandrende i skoven en eftermiddag for at finde det, hun ikke vidste, hun ledte efter. En helt ny historie. Men hun smilede, da ideen kom sejlende mellem træerne og plantede sig selv et sted i hende. Jeg sagde farvel til hende, da hun satte sin gule hund i bilen, tog huen af og arrangerede sig bag rattet. Hun vinkede. Hun så glad ud. Kørte afsted. Alt var, som det skulle være. Og jeg smilede og vinkede tilbage. For pludselig vidste jeg, at alt er, som det skal være.

Senere har det vist sig, at svaret, der dukkede op i midt i skoven slet ikke er en ny historie. Det er en ny vinkling, på noget jeg allerede har skrevet og som jeg var i tvivl om. Og som føles godt. Rigtigt. Spændende. Jeg kan næsten ikke vente med at komme videre med ideen. Smage på den. Lege med den. Jeg er skoven dybt taknemmelig.

onsdag den 23. november 2011

Psst .. Tankeheste


Hun besluttede sig for at vente lidt med dagens indlæg. Hun har haft flere ting i tankerne og sidder nu begravet i sin notesbog fuld af gode citater og meningsfulde ord. Filosoferer lidt over noget af det, hun har skrevet. Venter på, at natten skal slippe sin håndfaste greb om lyset og lade livet gå sin gang. En ny morgen, en ny dag. Håber at inspirationen kommer med dagslyset. Hun har ikke opdaget, at jeg har forladt min plads i vindueskarmen og nu sidder her på hendes plads. Leger med hendes ord. Hun søger inspiration. Jeg har den allerede.

Hvordan ved man, hvor meget man kan klare? Har du tænkt på det? Hvis du havde spurgt mig for et år siden, om jeg ville have kunne klare at forlade min elskede ø Senja i det nordligste Norge og flytte sydpå til Danmark, så havde jeg nok rystet på hovedet. Så langt rakte min forestillingsevne ikke. Jeg nød at være en lerklump hos min kunstner, en kugle af uendelige muligheder, men selv inden hun formede mig og fik ideen, eksisterede jeg allerede. Det vidste hun bare ikke. Det var kun et spørgsmål om tid, inden hun opdagede mit potentiale forklædt som hendes egen pludselig inspiration og indskydelse og pludselig stod jeg der, formet af ler og fantasi. Filosoffen. Jeg nød hele processen, fra lerklump til en figur med helt sit eget liv, et kunstnerisk udtryk med en stænk humor og til sidst et par gode ord på maven. Sirligt malet og siden brændt. Færdig. Senere endte jeg på galleriet sammen med en masse andre figurer, smukke skåle og anden brugskunst, men selv dér på hylden med prisskiltet havde jeg ikke forestillet mig, at jeg ikke skulle blive på Senja. Jeg mener, hvor tit kom der turister fra andre lande forbi netop dér? Jeg havde godt tænkt på, at jeg kunne ende et andet sted i Norge, men jeg rystede tanken af mig, for mit skulderhjerte bankede for Senja og naturligvis skulle jeg blive dér. Et sted på Norges næststørste ø. Men skæbnen ville det anderledes og resten af historien kender du. Sådan da.

Hvor meget kan du klare? Og hvad betyder det i grunden at klare? Livet er en forhindringsbane, men hvad vi ikke altid tænker på, er, at forhindringerne er lektier i sig selv. Det er udfordringer. De er sat midt på vores vej for at skabe liv og forandring. For at vi kan vokse som mennesker eller lerfigurer. Blive bedre udgaver af os selv. For ofte er det jo de svære tider, der fører til vækst om vi vil det eller ej. Det, der ikke slår os ihjel, bliver vi stærkere af. Siger I også sådan i Danmark? Og den største forhindring i livet er altid os selv. Når alt kommer til alt, er det i sidste ende kun os selv, vi skal overvinde. Frygten. De begrænsninger, vi har indhyllet os i og de lænker, vi har lagt om vores tanker. Der bliver skrevet meget om tankerne i disse dage, at de er din styrke og at du selv bestemmer, hvad du vil tænke. Gør du det? Og vælger du de gode tanker, dem, du kan bruge til noget og som gør dig godt? Kan du styre dem, tankerne? Jeg ved ikke med dig, men mine tanker har det med at løbe løbsk. Som et par heste foran en vogn, tager fanden pludselig ved dem og så styrter de over stok og sten med vognen fuld af gode intentioner hængende bag sig, faretruende dinglende i seletøjet. Skræmmende. Hvor er de dog på vej hen, de tanker? Kan du tæmme dine tankeheste og bliver de i stalden? Eller vil de ud på nye eventyr og er de eventyr anderledes end dem, du kunne tænke dig at opleve? Jeg spørger bare. Jeg vil jo også gerne lære. Filosof eller ej, tanker har ofte deres eget liv. Men ikke desto mindre er de altafgørende for, hvordan vi ender med at klare os. Til syvende og sidst.

Stille. Hun bevæger sig og lægger notesbogen fra sig. Har hun fået en ide? Jeg har været så opslugt af mine egne tanker og ord og om at finde de rigtige bogstaver på tastaturet, at jeg ikke har fulgt med i hendes gyngende tankehav. Det er i grunden også lidt af en opgave at skulle holde styr på to gode hoveder. Men jeg klarer den jo! Venner, jeg smutter. Tilbage til vindueskarmen og det tilsyneladende. En lerfigur fra Senja. En filosof. En ny morgen.

tirsdag den 22. november 2011

Om årstider og livet


Tågeturen i søndags sidder stadig i mig. Det var som om naturen indviede mig i en hemmelighed, der egentlig ikke er spor hemmelig, men som mange alligevel ikke ved. Forstår. At blive lukket indenfor i tågen og se en verden åbne sig, det var en slags åbenbaring. At mærke hvordan det tunge og melankolske skiftede karakter i mig, da jeg trådte ind i tågeeventyret og mødte november lige der, hvor hun var. En slags ventetid. Et tomrum. En overgang, der ovenikøbet blev symboliseret af en fin bro. En bro, der genspejlede sig i åen. En bro over årstider, gennem tågen og ind til noget, der virkede som en slags dybere forståelse af den cyklus, vi alle er en del af. Men som vi ofte kæmper imod.

Vinteren er svær at elske. Vi længes efter forår allerede inden det sidste blad er faldet af træerne. Vi drømmer om sommer, blomster i grøftekanterne, sol og blå himmel. Vi tænker på dage, hvor vi kan gå med bare fødder i græsset, bade i havet og lade os varme. Og efteråret? En fryd for øjet! Vi går med raske skridt ind i det, forlader med en smule vemod sommeren, men vi forelsker os i de fantastiske farver, gyldne og varme og vi nyder igen at tage lidt varmere tøj på. Striksweatre. Der er noget romantisk ved tanken om en tur ud i efteråret, de første storme, kulden og forandringen. Komme ind og varme sig ved pejsen, lyden at knitrende ild. Bære brænde ind. Spise rodfrugter. Men pludselig en dag forsvinder glæden. Det er som om nogen rækker en usynlig hånd ud og tager den. Men står nøgen tilbage. Fryser. Glæden erstattes af melankoli, den kommer ligeså stille krybende og man opdager den ikke, før den har taget bolig i sjælen. En sulten parasit. Og vi forsøger at kæmpe imod, men jo mere modstand og frustration, desto større vemod. Træthed. Pludselig står man der på broen mellem efterår og vinter og kan hverken gå frem eller tilbage. Man tøver. Fortvivlet. Hvad sker der med naturen og hvad sker der indeni? Energien giver genlyd som en ring i vandet. Forstummer. Man stirrer ned i åen fra sin plads på broen, læner sig over rækværket og forsøger at finde svar i det dunkle vand, der forsigtigt strømmer. Stille. Forandret.

Og en dag kommer vinteren. Nogen siger, at den kommer den første december, for det er vinterens første måned. Og nu er det så heldigt, at december også er julens måned, lysenes fest. Vi begraver os i jinglebells og juleforberedelser. Mange er allerede i gang midt i november. Eller før. Det gælder om at være på forkant, siger de, men jeg tror det handler om noget helt andet. Ubevidst. December er befrielsens måned, nu skal vi være glade, synge salmer og julesange, lave konfekt og give hinanden gaver. Forventning. Og det er en skøn måned, jeg indrømmer det, jeg elsker at overgive mig til de små hyggelige traditioner, at stille mine elskede nisser frem. De gør mig i godt humør. Jeg holder af min fødselsdag først i december. Jeg nyder at se familien og at ønske gode venner glædelig jul. December er en fest, december er Jupiter, ingen begrænsninger, bare nydelse og en lille smule stress og al den glæde, men skal have på bordet inden det er for sent. Juleaften. Nytårsaften. Og så?

Da jeg gik i tågen forleden dag, ledsaget af min hund og omgivet af naturen og november, var der en stemme i mig, som sagde: Du prøver at undgå dig selv. Og noget gik op for mig. Det findes jo ikke uden, livet. Melankolien er en del af pakken. En del af mig. Til tider. Og november er en del af året, en naturlig del af naturens cyklus og forfald, det langsomme, drejningen mod vinter, langsomheden, sløvheden, eftertænksomheden. Det er naturligt. For hvert skridt, jeg gik, dæmrede det og fyldte min krop med en mærkelig ro, jeg ikke har mærket før. En lettelse. Accept. Og jeg så skønheden i november, det magiske i overgangen, i broen og den tid det tager, at komme over på den anden side. Pludselig stod vi midt i den lille park foran herregården. Mit blik faldt på roserne, der stadig blomstrede. Forundret gik jeg tættere på og sansede deres skønhed og forfald.

Jeg så sommeren møde efteråret. Blade på jorden, der som en blød seng havde lagt sig omkring det nederste af rosernes stilk. Jeg så efteråret møde vinteren, tågen, der dansede mellem træerne i baggrunden og det blå vinterlys. Jeg så livet. Jeg så naturen. Jeg så mig selv.

mandag den 21. november 2011

Et tågeeventyr


Tågen lettede ikke i går. Den blev hængende over landskabet som en kæmpemæssig lysdæmper. Jeg kunne pludselig mærke at det påvirkede mig. Jeg savnede lyset, trængte til energi, følte mig doven og en lille smule melankolsk. November har ikke budt på meget sol. Jeg havde egentlig heller ikke forventet det, jeg har for længst besluttet mig for, at november er en måned som alle andre, der har sin berettigelse og sin form for skønhed, hvis man har øjne for det. Men mine øjne skuede ud i tågedisen og så ingenting. Et mælkehvidt slør, små bidder af en grå himmel og tunge dugdråber.

Efter frokost besluttede jeg mig for at trodse vejret. Tåge eller ej, jeg havde lyst til en tur i skoven eller det, der ligner. Og det måtte blive på egen hånd, for kæresten var på arbejde. Egen hånd og en hund. Jeg valgte Josie. Tænkte, at når solen ikke vil skinne og tågen er så stædig, så medbringer jeg da bare min egen gule sol. Og det gjorde jeg. Klædte mig godt på, satte Josie i bilen og så kørte vi afsted. Vejen var indhyllet i tågedis. Den lå i store banker og gjorde sigtbarheden minimal. Jeg havde ikke lyst til at køre så forfærdeligt langt i det vejr, så jeg valgte parken og omgivelserne ved Sørup Herregård, som ikke ligger så langt herfra. Det var et godt valg.

Måske var jeg lidt tung i sindet, da jeg kørte hjemmefra. Måske følte jeg mig melankolsk og lyshungrende, men det forsvandt i det øjeblik, Josie og jeg trådte ind i parken og gik langs herregården ned til søen og rundt. Det var som om november lukkede os ind. Tågen åbnede sig og vi listede indenfor af en usynlig dør til en verden, jeg ikke havde drømt om. Vi gik gennem parken, Josie snusede og hyggede sig med at være i nye omgivelser og gav sig god tid. Sansede. Oplevede. Det samme gjorde jeg. For hvert et skridt jeg tog forsvandt det, der havde føltes som en sang i mol. For der gemte sig en eventyrverden i tågen. Jeg havde fundet novembers skønhed der i intetheden. En hemmelig verden af magisk vidunderlighed. Det boblede i mig af glæde. Jeg følte mig med et fuldstændig lykkelig. Heldig. Jeg var indviet.

Jeg havde taget mit kamera med og vil slutte indlægget med et par billeder. Ord er i grunden overflødige. Men moralen er god at huske på. Der er skønhed overalt. Der er døre. Vi skal blot åbne de øjne. Og døre. Magisk!





søndag den 20. november 2011

Novembertåge


Tågen sniger sig gennem landskabet. Selvom det er dag, er det ikke rigtig lyst. Disen danser i trækronerne. Den grå himmel er klædt i fugtigt røgslør og tøvende tunghed. Vi har gået morgentur med hundene, de har leget i en hegning og hygget sig lidt med os og hinanden. Nu sover de. Jeg sidder i køkkenet og kan høre vaskemaskinen arbejde i bryggerset. Vand ind, vand ud. Kedlen koger og jeg gør klar til endnu en kop kaffe. Jeg har valgt det røde svenske keramikkrus. Tænder igen stearinlysene. Tågen tager til og gør udsigten mælkehvid og usynlig. Træerne forsvinder igen. Dagen er bare en antydning.

Selskabelighed i går. Stilhed i dag. Jeg går tøvende på novembers bro, der fører direkte ind i vinteren. Tågen bliver tættere og jeg holder fast i rækværket. Broen gynger faretruende og giver efter under mine skridt. En hængebro af skrøbeligt materiale. Overgang fra efterår til vinter. En duft af fugtighed og råddenskab. Forfald. Der er ikke flere blade på træerne, de ligger på jorden som våde dynger af død. Jeg kommer uvilkårligt til at sparke til dem, når jeg med søgende skridt går videre. Jeg kan mærke deres konsistens, lette og tunge på samme tid. Den skarpe lugt kildrer i mine næsebor. Intens. Svampe, rådne blade og æbler ditto. Jeg bærer november som en kåbe af dis og jeg kan ikke fravælge den frakke. Den følger mig. Tager mig videre.

Der ligger et hus ved vejen. Røgen stiger op af skorstenen. Jeg passerer det og kan i en kort stund se gennem tågen. Der bor et svar i det hus. Men det er ikke mit. Endnu.

fredag den 18. november 2011

Forandring


Nogle gange falder man i søvn i sovevognen og lader sig transportere gennem natten uden en eneste afbrydelse. Man ser ikke de mange drømmestationer, toget passerer og man ænser ikke stjernene på himlen, der følger en på hele natterejsen. Man hører ikke, at andre i toget går på toilettet, fornemmer ingens åndedrag og urolige venden rundt i sengen. Man sover så dybt, at man først modvilligt vågner og kommer til bevidsthed, når vækkeuret med et pling begynder at spille en melodi. Musik. Man mærker, hvordan man glider mod overfladen, mens søvnen trækker i den anden ende og forsøger at holde en nede. Under vand. Under søvnvand. Ned. Lad mig synke. Tilbage. Men noget i en gør sig stærkere, en slags morgenvilje, der er stærkere end søvnen på dette tidspunktet af døgnet. Et ønske om at glide med dagen mod lyset. Øjnene forbliver lukkede og man bliver liggende et stykke tid. Er flere gange ved at falde tilbage til bunden af drømmeoceanet, der selvom denne nat tilsyneladende var drømmeløs, har meget spændende at byde på. Jeg elsker søvnen. Jeg har forelsket mig i dens silkebløde mørke og min krop er slap og svag. Men morgenviljen ryster blot på hovedet.

Da jeg har fået øjne og kigger ud af vinduet, ser jeg til min forbavselse at toget holder på nøjagtig samme perron, som da jeg stod op i går morges. Jeg gnider mine øjne og kigger igen. Den er god nok. Vi har ikke rykket os ud af flækken. Men samtidig ved jeg tilfældigvis at toget kørte, da jeg gik i seng. Vi kørte hele dagen. Jeg var med og jeg bevægede mig, lavede mit arbejde, havde samtaler, skrev ord, spiste mad og tænkte tanker, som var gode og fik mig til at forstå både det ene og det andet. Jeg lyttede til den indre stemme, den der taler blidt, kilden, og jeg fik en indsigt, der har været længe undervejs og som jeg har kigget på flere gange uden helt at se den. Uden at forstå. Derfor er min forbavselse stor, da jeg indser, at toget stadig holder hvor det gjorde i går. Skuffet. Jeg får lyst til at forlade min kupe og fange konduktøren, så jeg kan udspørge ham og klage over, at jeg har indløst billet på en dagsrejse, der tilsyneladende ikke har bragt mig nogen vegne.

Jeg åbner døren og træder ud i den stille morgengang. Det er stadig mørkt, men lyset stiger nu forsigtigt til vejrs over stationsbygningen og jeg kan skimte træerne og de nøgne grene. En fugl sidder tålmodigt og venter på dagen. Jeg drejer mig rundt, for nu mærker jeg en hånd på min skulder. Det giver et lille sæt i mig, jeg havde ikke hørt ham, konduktøren, men han smiler og hilser godmorgen. Hans ansigt er åbent og venligt, han er klar til at yde den service, han bliver betalt for. Og i dette tilfælde handler det om en lidt forvirret kvinde, som er sikker på at hun blevet snydt på en torsdag i november. En rejse, som ingen vegne førte en. En hel dag. Og som tænker, at når man kan blive snydt for en dag på den listige måde, så kan man også blive snydt for flere. Uger. Måneder. Og så stopper jeg øjeblikkeligt den tanke, for den er ikke spor behagelig. Den er skræmmende. I den grad.

Konduktøren ser på mig og jeg kan mærke forbløffelsen i hans blik. Hans øjne gransker mine, glider ned over mit ansigt, hans smil bliver lidt skævt og danser drilsk i mundvigen.
'Hvad er der sket med dig?', udbryder han pludselig med hænderne i siden. 'Du ser anderledes ud'.
'Det er jeg udmærket klar over', svarer jeg uden at tøve, 'jeg er lige stået op, jeg har morgenhår og ingen make-up på'. Forsvar. Jeg kan mærke min usikkerhed over at stå her og føre samtale med en mand i uniform uden selv at være klædt på til det. Uden maske. Bare mig og min morgen.
'Det er ikke det, jeg taler om'. Han ryster på hovedet, så hans kasket glider lidt ned i panden. 'Der er sket noget med dig siden i går. Jeg kan ikke lige sætte en finger på, hvad det er, men ...'. Han tøver og ser ned i gulvet. Så hviler hans blik endnu engang på mig og smilet er tilbage. 'Du er forandret!'. Triumferende tripper han på stedet, for det er gået op for ham. "Du er forandret!'

Nu kunne jeg godt skrive videre på historien, men det gør jeg ikke. Jeg er sikker på, at du kan se, hvor jeg vil hen. Og hvis du er i tvivl og alligevel spørger mig, så undviger jeg med et listigt smil og siger, at jeg vil en tur ud i fredagen. Og det er ikke engang løgn, for jeg er nemlig en ærlig kvinde.

God fredag!

Billedet er taget af Sidse, hende der, du ved nok ...

torsdag den 17. november 2011

Noget om historier og drejebøger


Hvilken historie fortæller du om dig selv? Dette spørgsmål er jeg stødt på adskillige gange på forskellige blogs og hjemmesider tilhørende coaches og andet godtfolk, der gerne vil hjælpe andre med at blive en bedre udgave af sig selv. Med at finde sin indre glød, tro på sig selv og følge sit hjerte. Når jeg hører de ord, så vækkes der noget i mig. Jeg kan mærke, hvor meget jeg brænder for at gøre det samme, at hjælpe, inspirere og få andre til at finde og følge den vej, der er skabt for dem og som bare ligger og venter. En vej, ingen kan se, fordi den endnu er ubetrådt. En slags usynlig jomfru, der drømmer om den helt store kærlighed. Når jeg ser tilbage og går helt ind til kernen, når jeg lytter og mærker efter, så ved jeg jo godt, hvad kilden til min store glæde og trivsel er. Det skrev jeg også lidt om i går. Ordene. Historien. Eventyret. Jeg har altid været et barn af fantasien. Jeg har altid troet på, at der var noget større end mig selv et sted derude og at min opgave var at finde det. Finde derhen. Et slags personligt paradis, som indeholdt alt det, jeg kunne lide og gerne vil beskæftige mig med. Men har det været den historie, jeg har fortalt om mig selv? Ikke officielt i hvert fald. Det var ikke noget, jeg sagde højt.

Jeg har lavet min historie om. Det er man i sin gode ret til, ja faktisk vil jeg anbefale dig at gøre det med det samme, hvis du ikke rigtig bryder dig om din historie. Det er ikke meningen, at andre skal skrive handlingen i vores helt personlige historie. Måske kan vi ikke helt bestemme, hvilke karakterer der træder ind i handlingen og prøver at forpurre gode planer og fortælle os, at vi ikke kan det, vi vil, at vi ikke har talent og mod til at gøre det, vi drømmer om. Men vi kan bestemme, hvordan vi vil lade de personer påvirke os. Og det synes jeg er en af de allerstørste udfordringer. Jeg ved ikke med dig, men jeg bliver påvirket. Jeg bliver glad, når nogen smiler til mig. Jeg bliver varm indeni, når jeg kan mærke et venskab boble, når nogen rækker en hånd ud og siger noget dejligt til mig. Og jeg bliver vred, når andre tramper på mine værdier. Kører over for rødt i mit personlige trafiklys og overser mig. Glemmer at holde tilbage. Jeg bliver ked af det, når folk ikke behandler hinanden ordentligt og jeg bliver skummende af raseri og vrede, når jeg hører om børne- og dyremishandling. Rasisme. Undertrykkelse. Det får tårene frem i mine øjne. Men altså. Påvirket det bliver jeg. Jeg er et menneske.

Min personlige historie. Det er min opgave og mit ansvar at skrive den. Jeg har har hovedrollen i mit liv og at jeg kan bestemme, hvordan jeg vil have det. Jeg er ikke et offer for omstændighederne. Det har jeg lært mig i løbet af de seneste år, og det var lidt af en øjeåbner. Og selvom jeg har fundet ud af det, er jeg endnu ikke blevet mester til skrive lige netop den historie. Der er kapitler, jeg må skrive om, ord, som driller, der er karakterer, som jeg glemmer at opfatte som lærere og i stedet har travlt med at skrive direkte ud af manuskriptet og et vist sted hen. Men jeg fortæller mig selv med tålmodig stemme, så blidt som jeg nu kan, at hvert eneste menneske jeg møder på min vej, har noget at lære mig. Der er et gave i hvert eneste menneskemøde og det handler ikke kun om de møder, hvor både fugle og engle synger. Det er de møder, man kan samle på, varme sig ved og vokse i. Men alle de andre? Dem kan man lære af og gå videre.

Hvorfor ikke skrive en drejebog for sit eget liv? Resten af det og det er jo det, det gælder. At have det godt i dag og i morgen. At få det bedste ud af hvert eneste øjeblik og gøre det så godt, man kan. Rejse sig, når man falder, for det gør man. Mange gange. Men livet handler ikke om alle de gange, man faldt og slog sig gul og blå. Det handler om de gange, man rejste sig op og gik videre. Og selvom man ikke kan mærke det med det samme, så bliver man lidt stærkere hver gang. Lidt mere vis. Og for mit eget vedkommende giver alle de halsbrækkende følelsesmæssige stunts, de salte tårer og brydekampene med dæmonerne jo noget at skrive om. Eventyr. For man jo at vælge at se sådan på det. At livet er et eventyr. Og der er gode og onde feer, trolde og hekse, riddere og kronhjorte, sol på bjergtoppen og skygge bag de store træer. Der er sten på vejen, broer over floder og der er en masse skønne mennesker, der som dig vil det gode i livet. Som vil hjælpe dig videre og støtte dig, når det gælder. Og som du til gengæld kan tilbyde din hjælp og støtte. Omsorg og kærlighed. Hvorfor ikke vælge at omgive dig med de mennesker og lade resten passere. Sige tak for den lektie og værdifulde erfaring, de gav dig?

Det lyder nemt. Det er det ikke. Livet er ikke for tøsedrenge og piger. Og jeg ved ikke med dig, men jeg vil nødig have betegnelsen "tøsedreng". Det står der ikke noget om i min drejebog. Jeg vil være modig og det er der en lille hage ved. For man kan ikke være modig uden at være bange.

Fortsættelse følger, for sådan er det her på Poetiske Paradokser. Det drypper lidt her og der. Nu vil jeg skrive mig en god torsdag og jeg håber, at du vil gøre det samme dér hvor du er. Det fortjener du! :)

onsdag den 16. november 2011

Stilhed, mørke og ord


Hvor stilheden begynder og mørket ender. De ord faldt mig ind, da jeg satte mig til tastaturet. Her er helt stille. Verden er ikke stået op endnu, der er kun mig. Hundene har lagt sig igen, de betragter mig tavst, for de ved, at jeg har brug for stille morgener. Selvom jeg er A-menneske og har morgenen i mine hule hånd og som trofast slyngveninde, bryder jeg mig ikke om en voldsomt start. Morgenen er skrøbelig. Den er som tyndt rispapir, knitrende og ny og den skal betrædes med varsomhed. Og når mørket ligger tungt og dunkelt som i dag, føles det næsten helligt. At få lov at sidde her. Være helt stille. Bare lytte til ordene, som kommer, dryppende som dråber fra de sidste blade på træerne. Natten hænger ved, den vil ikke rigtig slippe sit favntag, dagen tøver, lyset sover rævesøvn. Men ordene sover ikke. De laver tai chi i min sjæl, langsomme bevægelser, glidende og nænsomme. De har deres eget liv og de har magt over mit. Jeg har tit fået at vide, at jeg har ordene i min magt, men det er en skrøne. Det er lige omvendt.

Har du det sådan med noget i dit liv? Er der noget, du bare ikke kan lade være med? Noget, du bare må gøre for at være helt dig? Noget, som altid ligger lige under overfladen, som er klar i det sekund, du er. Og som frister og forfører, snor sig om din lillefinger og trækker dig i lige netop den retning, du kender så godt, fordi du har været dér så mange gange før? Sådan har jeg det med ord. Jeg kan ikke lade være med at skrive. Det har altid været sådan. Hvis nogen siger, at man er født ordløs, så ryster jeg på hovedet og benægter, men spørg mig ikke, hvordan jeg ved det. Sådan er det bare ikke for mig. Jeg har ord i hovedet, i hjertet og i sjælen. Jeg har vers, rim og remser og en pose poesi, der på magisk vis altid er fuld, selvom jeg ofte tømmer den. Ord. Min skæbne. Min store kærlighed.

Og historierne? Hvad skal jeg dog stille op med dem? Efter at jeg har taget låget af min store passion og min hengemte drøm, som er en medfødt gave eller skavank, alt efter hvordan man har det, ser jeg historier alle vegne. Jeg ser endda mit liv som en historie. En historie, som jeg kan skrive. Og det er i grunden ikke så tosset endda, for som forfatter har man faktisk lidt at skulle have sagt, når det drejer sig om handlingen, selvom ordene ofte har det med at snyde. Når man først lukker op. Når man først er lidt længere nede i brønden, hvor fantasien laver bobler og driver gæk med det tilsyneladende. Kan man skrive sit eget liv? Kan man lave en drejebog og bestemme sig for at følge den? Og kan man lave om på handlingen, hvis man pludselig en dag opdager, at historien ikke helt er blevet som man håbede på. Jeg mener, hvad med de personer, man møder på sin vej? Det er jo ikke alle, som ligefrem behager og som man nyder at være i selskab med. Kan man skrive dem ud af manuskriptet? Kan man gøre dem betydningsløse og så små, at de pludselig en dag forsvinder som dug for solen? Afgået ved tavshed.

Her sidder jeg i tomrummet mellem nat og dag, som en fortabt passager på en øde station. Ikke et tog i sigte. Ikke en lyd. Ikke engang et ur på perronen, der i det mindste kunne fortælle, hvad klokken er. Kan man skrive sig væk fra mørket? Fra tomheden? Kan man skrive stemmer i stedet for ekkoet af ens eget sjælesuk? Ja, hvad kan man egentlig, når man er strandet mellem linjerne og ikke ved, hvad der er op eller ned? Gå lidt tilbage, siger Filosoffen fra sin plads i vindueskarmen. Træd et skridt baglæns. Jeg løfter blikket og smiler høfligt til ham, men det er svært at gå baglæns, når man sidder ned. Eller er det? Fortsættelse følger. Og det er stadig mørkt.

tirsdag den 15. november 2011

Gode tanker kysser bedre


Det starter med det første skridt. Men egentlig starter det med en tanke, en følelse, noget, der pusler i krattet. Det kan vise sig en lille uro eller en stærk mavefornemmelse. Tanken tilsidesættes. Den arkiveres og hvis den er heldig, får den en plads i kartoteket under kategorien "gode tanker". De mindre heldige tanker arkiveres lodret. Så ligger de der i papirkurven og snor sig som utilfredse slanger, men efter et stykke tid falder de fleste til ro. De dør simpelthen. Og så smides de ud, når papirkurven tømmes og fordi der var så mange, ser man slet ikke, at en tanke eller to har forladt papirkurven og er gået tilbage til udgangspunktet, hvor de endnu engang tager tilløb på tankebanen. Så hvorfor ikke helt bevidst lade de gode tanker overleve? Der er nemlig forskel på tanker. De dårlige tanker, dem, man ikke har brug for, de kan faktisk køres væk med storskraldet og man behøver ikke at aflevere dem på genbrugspladsen. Dårlige tanker skal ikke genbruges. Det bliver de dog ofte, men det er en helt anden historie.

Der er forskel på tanker. Og der er forskel på, hvor de kommer fra. De mere stille tanker, dem, som får sjælen til at synge en lille spæd melodi, de føles godt. De smager som modne kirsebær på en sommerdag. De smyger sig som fløjl om kroppen. De kærtegner sjælen og kysser så blidt og vidunderligt, at man næsten ikke tør trække vejret af skræk for, at de skal holde op. Men de holder op, hvis man ikke sørger for at sortere i tankerækkerne. Godt og dårligt. Hvad kan jeg gøre brug af, hvad bakker mig op? Hvad føles godt og hvad kysser min sjæl og synger smukke sange, så jeg bliver stolt og glad indeni? Jeg er stødt på et udtryk. Tankevandrer. Det handler vist om, at man kan vandre rundt med sine dårlige tanker og tro, at de kendetegner, hvem man er. At man er begrænset. Hæmmet. At man er sine tanker, åh det billede vil de mægtig gerne male. At det er løgn er de fuldstændig ligeglade med. De lever af løgne. De spiser dem med dem så stor velbehag, at man kan høre dem bøvse. Højt og uhæmmet. De fortæller at man er sin fortid, de dårlige oplevelser, de fremhæver fiaskoer og tidspunkter, hvor man følte sig ubeskriveligt lille og ubetydelig. Såret. Trist. Og når man mærker den følelse igen i kølvandet på deres tanketyrani, så slår de en skraldlatter op, der til forveksling minder om et voldsomt tordenvejr. Er der så noget at sige til, at man bliver skræmt?

Det starter med en tanke. Og når tanken kommer, så er det faktisk dit privilegie at bedømme den tanke. Jeps, du er din egen tankesmed. Du kan føle på den, mærke hvilken fornemmelse, den giver dig og så kan du bestemme dig for, om den tanke tjener dig og dit ve og vel. Eller om den er ude på at fortælle dig endnu en grusom løgnhistorie. Hvis det sidste er tilfældet, så er du i din gode ret til at kaste den på lossepladsen. Tak for den tanke, siger du bare, men nej tak. Og hvis du er heldig, så kommer der en god tanke lige bagefter, for gode tanker venter nemlig bare på en chance til at vise dig, hvor helt igennem god og unik, du er. Noget helt særligt og dejligt. Der findes ingen andre helt som du! Og du fortjener de gode tanker. Kun du kan bestemme, hvilke tanker der skal overleve. Det lyder nemt og det er svært. Men sådan er det. Og når noget er let, så er det jo heller ikke så sjovt, er det? Hvis vi skal være helt ærlige.

Hold fast ved de tanker, dem, du kan bruge til noget godt. De positive og de sande. Dem, som styrker dig og får dig til at vokse. Dem, som synger gode sange og spiller på harpe. Eller saxofon, hvis du bedre kan lidt det instrument. De gode tanker fortæller dig, at du er helt, som du skal være og at du kan blive endnu bedre til at være dig, nyde det, dyrke det og være stolt af det. De styrker dig. For de gode tanker er lavet af kærlighed. Og hvis du bliver i tvivl om en tanke er god eller dårlig, så husk

 ... Gode tanker kysser bedre! ;)

Kyssefrøen er lånt hos Mizzsupaya.dk og er vist ovenikøbet til salg!

mandag den 14. november 2011

Psst, heia


Psst, heia. Hun ser mig ikke. I efterdønninger af forkølelsen og trætheden, som følger, har hun besluttet sig for ikke at skrive et indlæg her til morgen. Måske senere, tænker hun og forsøger at tanke op. Gøre sig klar. Måske skulle hun bare smide sig på sofaen, men hun er pligtopfyldende. Og rastløs. Hun vil ud, gøre noget, være noget. Jeg lader som ingenting. Jeg læser hendes tanker, som andre læser avis. Hendes vibrationer er som vejskilte for mig. Et spændende landskab, må jeg sige, selvom det er meget anderledes end det landskab, jeg er opvokset i.

Forsigtig har jeg forladt min plads i vindueskarmen. Uden en lyd har jeg sat mig til tastaturet og logget mig ind på bloggen. Poetiske Paradokser. Jeg fristes til at kalde den Filosofiske Paradokser, men det er en tand for vovet. Det vil hun straks se. Nej, nu gælder det om at være stille, skrive uden en lyd og få lidt ud af det, som jeg aldrig rigtig får sagt. Jeg læser hendes tanker, ikke omvendt. Hun spekulerer, stiller spørgsmål, har formodninger om sandheden. Min sandhed. Men kun jeg kender den. Ikke fordi at jeg har tænkt mig at afsløre hele min indre og ganske hemmelige norske sandhed her, men løfte lidt på sløret kan jeg vel. Det er jo ganske morsomt at sidde her som konge over Blogland og skrive dansk på norsk. Selvfølgelig kan jeg sproget. Det danske. Det går jo ikke, at jeg skriver norsk her heller, så ser hun det straks, selvom hun efterhånden holder meget af det norske sprog og endda læser bøger på norsk. Hun elsker sprog. Intet sprog er umuligt at lære, tænker hun og det norske er jo så tæt på det danske. Hun har en lille ordbog, men det meste forstår hun. Mig forstår hun dog ikke. Hun prøver måske, men det bliver altid ved forsøget. Og kan man overhovedet forstå andre end sig selv? Hvis man kan forstå sig selv. Kan du forstå dig selv?

Jeg savner Senja, det skal Guderne vide. Den smukkeste ø i det nordiske univers, men min skæbne ville det, at jeg skulle rejse sydpå og ende helt nederst i Skandinavien i et land uden fjelde. Og for at gøre ondt værre, er jeg havnet midt på Sjælland, hvor det tætteste vi kommer på vand, er en lille å der risler langs marken. Jeg savner havet, lyset, de høje fjelde, den ophøjede ro og den stille skønhed. Men eftersom jeg stod på et galleri med et til salg skilt på maven og der endda var sat en pris på mit hoved, blev det altså sådan. Danmark. Skytsenglen kom med, min kære veninde, hvis skæbne har været langt værre end min. Hun har mistet sine vinger. Og hvis du tænker, at nu kan hun i hvert fald ikke flyve, så er det lige netop sådan, det er. Men i modsætning til mig accepterer hun sin skæbne med forbavsende ro. Hun smiler lidt. Og hun tager sin opgave alvorligt, hun er virkelig en skytsengel for vores ejerinde. Og vi er jo ikke slaver. Så galt er det ikke. Hun holder af os, hun støver os af, hun placerer os, så hun kan se os fra computeren, når hun skriver, når hun tænker. Men lige nu drikker hun te og har vendt sig bort.

Der vil komme andre dage, hvor jeg vil sætte mig her og skrive. Det kan lade sig gøre. Alt kan lade sig gøre for den, der bærer viljen i hjertet. Jeg bærer hjertet mit på skulderen. Og det hjerte banker faktisk for hende, danskeren, som har taget os med hjem. Hun gjorde det i en god mening. Hun forelskede sig i os, vores ord og vores titler. Hun tænkte, at vi måske ville bringe hende held og lykke. Og det gør vi skam. Hun ved det bare ikke. Hun tvivler nemlig. Hun er menneske og for mennesker går tro og tvivl hånd i hånd. Jeg ved bedre. Og jeg ved også, at jeg snart må slutte og kravle tilbage til vindueskarmen, inden hun kommer og ser, at jeg har taget for mig af hendes ord.

Du, jeg har et par gode ord til dig og din vej i dag. De er sagt og skrevet af min ven, en anden filosof, som tilfældigvis også er norsk og hedder Arne Næss.

Fint om du kan tenke: I dag har jeg vært aldeles normal, dette kan ikke fortsette en hel uke.

søndag den 13. november 2011

Livets natur


Et rigt liv er ikke et liv uden konflikt og lidelse. Tværtimod.
Selve livets natur ligger i spændingsfeltet mellem sorg og glæde,
og sorgen er en ligeså værdifuld del af livet som glæden.
- Jan Vincents Johannessen -

Disen ligger mælkehvidt over landskabet. Et slør af søndag. Rimfrosten giver de nu nøgne grene karakter. Som små englearme og fingre rækker de ud efter den sprøde luft. Strækker sig som naturlige kunstværker i morgenluften. Med knitrende skridt har vi gået tur med hundene ind over marken. Tiden stod stille i den hvide morgenverden og jeg fulgte langsomt efter kæreste og hundene. Stadig forkølet. Stadig ligeså diset som morgenen. En forkølelse går sin gang og lader sig ikke skynde på. Jeg orker ikke at kæmpe imod og tænker, at det er godt det samme. For et sted midt i snottågerne kan jeg mærke livet på den stille måde. Det er som om jeg er sunket lidt under overfladen og har fået en indsigt, der endnu er så subtil, at jeg ikke kan sætte ord på. Som frø i jorden, et sted under frosten, ligger der tanker, som endnu er for skrøbelige til at blive tænkt. Men de er der. Jeg kan mærke dem. De varmer mig på forunderlig vis på denne søndag i november. Giver styrke. Jeg føler mig heldig uden helt at kunne sige hvorfor. Måske er det helt banalt. Måske er det genialt.

Jeg læser Jan Vincents Johannessens bog "Kunsten å Leve" og jeg er bjergtaget. Det må vel hedde fjelltaget på norsk! Jeg kan mærke at den slags spekulationer om livet, de store spørgsmål og de små finurlige konklusioner, paradokserne og perlerne, falder mig helt naturligt. Jeg føler mig hjemme. Jeg tænker videre, jeg tager notater, jeg tænker og drømmer, mens jeg pudser næse og sørger for at holde teen varm. Og jeg kan se Filosoffen fra sin plads i vindueskarmen, når jeg skuer over kanten af brillerne, løfter mit blik fra bogen uden at han aner det. Han har vendt sig lidt. Han betragter mig. Han læser med. Og indimellem nikker han, vender blikket mod nord, smiler underfundigt og skal lige til at sige noget, men så tøver han og tier. Han må jo ikke afsløre sig selv. Ikke nu. Men ordene er vand på hans mølle. Og på min. Der er så meget, som giver mening, i sproget, mellem linjerne. Og jeg tænker at vi alle burde skrive vores version af "Kunsten at Leve", for den kunst er så individuel som vi alle er forskellige. Forskellige og dog så ens. Men vi kan lære af hinanden, vi kan dele, fortælle, hvad vi tænker og indvie andre i vores fantastiske lommefilosofier og sætte ord på det, der rører sig under overfladen. Stille spørgsmål. Så bliver livet en interessant rejse. Synes jeg.

Et rigt liv leves ikke uden konflikt og lidelse. Sorgen er en ligeså værdifuld del af livet som glæden. Det kan være smertefuldt at tænke den tanke, for vi vil jo så gerne være glade og positive, men de fleste af os kender til skyggerne. Sorgen. Og de fleste af os rammes af melankolien og kan ikke udelukkende synge smukke sange i dur. Pludselig hører vi en anden tone, en anden melodi, langsommere, tungere og sjælen spiller på andre strenge. Mol. Det bugter sig, livet, det går op og ned, men selve livet, den smukkeste sang og den, der rører hjerter og gør livet værd at leve, den findes faktisk i spændingsfeltet mellem lys og skygge. Mellem sorg og glæde, som Jan Vincents Johannessen skriver. Sådan er det for mig. Indrømmet. Jeg forsøger at færdes på den positive vej, jeg ved, at alt kan lade sig gøre, at jeg kan meget mere, end jeg går og tror og at jeg ikke skal tro alt det, jeg tænker. Men når skumringstimen nærmer sig i horisonten, når livet synker lidt, når jeg ligger i mørket, når jeg falder og når jeg fortvivles, så ved jeg, at jeg er menneske. På godt og ondt. Og at hver eneste følelse skal tages alvorlig og kærtegnes. Accepteres. Udleves. At der findes en healing i sorgen, når man giver den tid og at glæden er så meget større, fordi man mærkede den uendelige afgrund af smertelig sorg.

Jeg vil læse videre i dag. Og mens jeg skriver de ord, kan jeg se Filosoffen smile i morgenlyset fra sin plads i vindueskarmen. Det glæder ham. Hans glæde rammer mig og gør min lidt større. Og nu bryder solen igennem disen.

lørdag den 12. november 2011

Det er dagen i dag


Læg dig på ryggen i græsset og se på skyerne. De presser dig ikke på nogen måde.
Du fornemmer figurer, mønstre og mening. Skyerne er i bevægelse, men de skal ikke opnå noget.
De er fuldt ud i sig selv. Så kan du stilne den overdrevne målbevidsthed. Du dvæler, der hvor du er.
Det er dagen i dag som skal give dig den gode følelse.
- Arne Næss -

Jeg kommer næppe til at ligge i det frostklædte græs i dag, men man kan dvæle ved andre ting end skyer. Flammen på et stearinlys, bare lade blikket hvile, se den dansende ild, bevægelsen og farverne. Eller man kan stoppe op og betragte et blad, lade øjnene følge formerne, fornemme den helt perfekte og unikke skabelse i det sårbare og alligevel så stærke blad. Betragte en fugl, der flyver på himlen, legende let og gratiøst, lader sig bære af vinden på vinger af velvære. Bare stå. Kigge. Være. Det er dagen i dag, der skal give dig en gode følelse, siger Arne Næss og jeg giver ham ret. Dagen i dag. Nu.

Den gode følelse. Hvordan opnår man en god følelse, når man er snotforkølet? Og det mener jeg virkelig. Jeg bliver ikke mindre forkølet af at lade mig frustrere. Det ville jeg nok  have gjort tidligere, men nu er jeg ældre og klogere. Jeg smiler. Måske. Solen er stået op, himlen er blå og frosten ligger over landskabet. Endelig får vi lidt lys og dagen er frydefuld. Nydelig. Lørdag. Her sidder jeg i en tåge af forkølelse og tænker, at jeg må lægge et fokus et andet sted. Der bliver ingen bogmesse i Forum, som egentlig var planen. Der bliver ingen spadsertur i København, min elskede by. Ikke i dag. Plan B rulles ud som en rød løber. Bøger. Ord. En lille tur ud med hundene, godt pakket ind, vejret er velegnet til forkølelse, ingen vind, bare frisk sprød luft. Og så bøger. Gode ord. Inspiration. Snotklude og te.

Jeg læser norske bøger og forfattere i øjeblikket. Jeg følger en bølge af boglig synkronicitet og derfor er det blevet sådan. Arne Næss. Jan Vincents Johannessen. Ellen Vahr. Bøger om at følge sin vej, om at leve og om at finde sin drøm. Dyrke den. Øge den og styrke den. Og selvom min vej i dag mest foregår i det indre, på sofaen med snotklude, forkølet og forladt, så er det en god vej. Den gode vej går gennem lys og mørke, dag og nat. Over fjelde, for at blive i det norske, og ned i dale. Gennem skov og krat og på en lige landevej, hvor horisonten er klar og gennemsigtig. Åbne døre. Lukke låger. Danse over enge i solskin, trampe gennem sne i bidende kulde. Sol og vind. Og snot. Som nu. På denne lørdag i november, hvor solen endelig brænder igennem og himlen smiler fornøjet. En god dag at dvæle. Leve med det, der er. Her og nu.

Det er dagen i dag, der skal give dig den gode følelse. Lad dig fortrylle!

fredag den 11. november 2011

Mod vinter


Vinden er iskold. Den hyler i husmurene, vrider sig gennem grene på træerne, der knirker til svar. Vejret er gråt, en kold farve blandet med isblå. Vinteren rykker nærmere. Jeg kan se den. Mærke den. Lyset har ændret sig, det bløde efterårslys er væk, de sidste blade giver op og lader sig falde. Lettede. Det gør godt endelig at give slip. Acceptere.

Vinteren smiler fornøjet sin kolde smil. Kender ikke til nervøsitet og lampefeber, venter bare i sin klippefaste tro på, at alting har sin tid. Og vinteren ved, at den aldrig går forgæves. Naturen har gjort plads, alting falmer og dør og venter på, at Kong Vinter sænker sin kølige dyne og begraver alt levende og dødt. Naturen holder pause. Som en bjørn går i hi og sover vinteren igennem, lægger livet sig tilrette under overfladen og kalder på stilheden. Men helt stille er det jo ikke. Vinterstorme raser og den i dag er blot en smagsprøve på, hvad der senere kan komme. Sidste år ved samme tid havde vi sne. Det var bidende koldt med frostgrader, som vi sjældent ser her i den sydligste del af Norden. I år er det anderledes. Og efter en uges tid med tåget vejret, hvor lyset har været helt dæmpet og fugtigt, lover meteologerne nu koldere vejr og sol.

Jeg sidder tøvende med min morgenkaffe, mens jeg tilbereder et krus Lemsip. Det er den engelske udgave af Panodil Hot og den har jeg brug for. Jeg er vågnet med op med grusomt ondt i halsen. Jeg tog en chance i går, jeg løb tur med min veninde i bidende kold aftenvind, mens månen lyste stolt over åen. Dér løb vi langs stien og følte os heldige, fordi vi har drømt om sådan en fuldmåneløbetur. Det fik vi. Og jeg fik kolde ører. Jeg havde glemt min kasket, selvom en varm hue nok havde været mere på sin plads i går. Det var iskoldt. Men jeg løb mig varm og glemte alt om fornuft. Jeg lod mig forføre af månelyset og mine ben var gode. Ivrige. Jeg trængte. Det var en dejlig tur og jeg følte mig opløftet og glad, da vi var tilbage. Jeg startede bilen og kørte hjem. Hjem til et varmt bad og andesteg. Et glas rødvin. Kæresten og jeg fejrede Mortens Aften. Det var hyggeligt. Men jeg kunne godt mærke det. Den dér følelse af ondt i halsen tog til. Jeg drak kamillete. Slængede mig på sofaen og tænkte, at det går over efter en god nats søvn.

Det gjorde det så ikke. Jeg kan mærke den isnende vintervind i hele kroppen, trætheden, forkølelsen, der danser lystigt og fryder sig over, at jeg var så ufornuftig. Løbende letsindig. I dag holder jeg mig indendøre og tager den med ro. Drikker Lemsip og drømmer om Oxford i solskin i stedet for en kold novemberdag et sted på Midtsjælland. Jeg har lidt opgaver. De kan løses med laptoppen på skødet og varm te i koppen. Karrysuppe til aften. Mind-over-matter og afslapning, mens vinteren rykker nærmere, et skridt af gangen.

Ha' en god fredag og træk huen godt ned over ørerne. Hold hovedet og hjertet varmt! ;)

torsdag den 10. november 2011

Perspektiv fra himmelhøjde


Sometimes you've got to jump off cliffs and grow wings on the way down.
- Ray Bradbury -

Forleden eftermiddag gik jeg tur med Josie over marken. Hun snusede, fandt musehuller og var tabt for omverdenen. Mit blik fangede en fugl i luften. Det var en rovfugl. De flyver på en helt speciel måde og jeg er dybt fascineret af deres yndefulde luftfærd. Jeg stod stille og betragtede den. Musvågen. Den sejlede henover himlen, standsede midt i flyvningen og svævede på stedet. Jeg var fortabt for et par minutter. Fuldstændig opslugt af dens flyveopvisning, elegance og smukke silhout mod novemberhimlen. Vinger. Vingefang. Desværre fløj den længere væk og til sidst tog jeg blikket væk. Mine øjne var våde. Var det mon på grund af vinden, der susede mig om ørene eller var det fordi jeg var berørt?

Tænk at kunne flyve. Lette fra jorden, sejle mod himlen og se det hele lidt fra oven. Svæve henover det, der hedder hverdagen. Se huset fra luften, se hvor lille det egentlig er. Bilerne er ubetydlige prikker, markerne, vejene. Flyve henover skoven og de mægtige træer, over sø og land og helt derud, hvor havet tager over. Danse i en blå evighed. Flyve. Svæve. Løfte sig. Højt. Jeg beundrer tit fuglene og tænker på, hvordan det mon er. At være på himlen i stedet for at gå på jorden. Vælge. I dag flyver jeg mig lige en tur. Dagen er tung og min vej er fuld af sten. Jeg tror bare, at jeg letter. Højt til vejrs kan jeg se, at det jeg tumler med, bare er en ubetydelige prik blandt mange andre prikker.

Jeg kan godt lide Ray Bradburys citat. Metaforen er god. Nogle gange må man bare springe og se, hvad der sker. Vingerne udvikles på vejen ned. Vejen bliver til, mens du går. Bliv ved med at gå. Og på gode dage, hvor det hele bare går op i en højere enhed, føler man sig næsten som en fugl. Flyvende. Det ser så let ud. Det virker så nemt, når andre gør det. Flyver. Men ak, jeg er ingen fugl. Jeg har ingen vinger.

På de dage, hvor jeg ønsker at jeg kunne flyve, går jeg ud og kigger på fuglene. Drømmer lidt. Beundrer deres luftfart og formationer. Lader mit blik flyve med, forestiller mig, at fuglene bærer mine drømme og drysser dem ud over himlen, så de kan danne nye drømmekorn. Drysse ned og ramme mig, når jeg mindst af alt venter det. Blive til virkelighed. Sådan landjordsvirkelighed. Og det gør godt at skifte perspektiv. Se det hele lidt fra oven. Det letter faktisk! ;)

onsdag den 9. november 2011

Min aften, min morgen


Det er tilsyneladende bare endnu en morgen. Men da jeg rakte ud efter stearinlysene og tændte dem, kunne dufte kaffen og glædede mig til den første slurk, til at sidde her og skrive de første ord, tænkte jeg på, at der ikke findes noget som bare endnu en dag. Hver eneste dag er et lille mirakel. Og det er måske noget underligt noget at tænke på sådan en mørk morgen i november, hvor dagen endnu er gemt i natteresterne og vejret ikke tegner til at blive specielt meget anderledes end de forrige dage. Regndis. Kold vind. Men jeg kunne mærke det gode ved tanken. Det føltes anderledes, da jeg tændte lysene og tændstikken for en kort stund flammede op. Duften af svovl nåede mine næsebor. Ild. Dagen er, hvad jeg gør den til, tænkte jeg og vidste i det sekund, at det er lige netop sådan det er.

Jeg var til svømning sidst på eftermiddagen i går. En veninde har bestemt sig for, at hun også vil være med, så vi fik os en lille snak i omklædningsrummet og i badet, inden vi hver især svømmede de baner, vi kunne og havde lyst til. Eftersom jeg har svømmet i lang tid nu, finder jeg en bane, hvor der ser ud til at være god fart. Jeg er begyndt at holde af svømmetræningen, men sig det ikke til nogen. Jeg er ret vild med at glide op og ned af vandet, regelmæssige svømmetag, vejrtrækning, turkis og blå og et kort sekunds vandstilhed, inden mit hoved igen er oppe over overfladen. Så kan jeg høre svømmehallen boble, ungernes skrig og jublen, stemmer, plasken og lyden af de andre svømmeres svømmetag og pusten. Ned igen. Et andet univers, en evighed af blå. Det gør min krop godt at svømme og det er en lettelse at konstatere, at jeg faktisk nyder det og er god til det. Fart. Smidighed. Og at min veninde nu også gerne vil være med, tilsætter et stænk af hyggelighed ved hele træningen. Ikke at vi svømmer sammen, men der er noget dejligt ved lige at få vendt dagen og vejen og høre, hvordan det går og hvorledes. Den slags.

Efter aftensmaden så jeg en film. Og hvilken film. Jeg var fuldstændig opslugt i de timer, den varede. Benjamin Buttons Forunderlige Liv. Brat Pitt og Cate Blanchett. Har du set den? Hvis ikke, så synes jeg du skulle unde dig selv den store glæde og fornøjelse at gøre det. Den er vidunderlig. Det er den fineste historie, fuldstændig gribende og så velfortalt, at man bare suges ind i ord og stemninger, billeder og gribes om hjertet. Benjamin Button fødes som en gammel mand under kedelige omstændigheder, hans mor dør i barselssengen og da hans far ser den grimme, gamle baby, løber han væk og placerer Benjamin på en ukendt trappe et sted i nabolaget. Og her starter Benjamins forunderlige historie. En veninde havde fortalt mig, at hun havde tudet til filmen, men jeg tænkte at det ville jeg altså ikke gøre. Det føltes ikke sådan til at starte med. Men venner, det gjorde jeg! Den greb mig og tog mig med og mens tårene trillede, tænkte jeg, at hvis man kan skrive sådanne historier, så skal man gøre det. Ikke vente et sekund. Den er baseret på Scott Fitzgeralds novelle, hvis du er i tvivl. Men se filmen!

Filmen gjorde min aften til noget særligt. Og slutningen. Den sidder i mig her til morgen og da jeg tændte stearinlysene, tænkte jeg på den. Mærkede den. Ordene. Billederne. Det bliver en god dag. Fordi hver eneste dag er et lille mirakel. En baby bliver født. Kommer til verden. Der findes ikke andre 9. november 2011. Det er i dag. Nu. Livet er her, dansende i morgendisen, flakkende i skæret fra stearinlyset, i duften fra kaffen og i hele min krop. Og din krop. Nyd den. Dagen. Gør den til noget særligt.

tirsdag den 8. november 2011

Noget om frygt og skønhed


Det er farligt at ville være som alle andre.
Det er naturstridigt, det er imod Guds love, for i alle jordens skove og haver
har han ikke skabt et blad som er helt lig et andet. ✿
- Paulo Coelho -

Jeg bliver så glad, hver eneste gang jeg støder på et citat eller andre gode ord, der hylder det unikke i hvert eneste menneske. Jeg bliver så lykkelig, fordi jeg altid har følt mig anderledes og troede, at det ikke var af det gode. Jeg gjorde mit for at skjule det. Jeg undertrykte alt det, der gjorde mig speciel, men i undertrykkelsen blev jeg til vansiret udgave af mig selv og den person, jeg egentlig var kommet for at være. Skjulte mine oprindelige talenter og lyttede til andres mening om, hvem jeg var. Gjorde deres mening til min sandhed. Mit liv. I en nøddeskal.

Sådan kommer ordene ud, når jeg skal udtrykke det lige nu og her og det skal jeg. Det er vigtigt at lade ordene flyde og ikke altid redigere. Hvad er det egentlig, jeg føler? Hvordan lyder det, hvis jeg bare skriver løs og lader det komme, trækker det op som vand af en brønd og lader det flyde over? Der er vand overalt på gårdspladsen, jeg kan mærke det under mine fødder, mærker den kølige kildren af dråber og vand, der pludselig får helt sig eget liv og risler mellem småstenene. Noget vand synker ned i jorden, lægger sig til rette, mens andet vand laver en lille kilde, der som en myreflok bevæger sig målrettet et sted hen, som ingen kan se, men som findes. Det er sådan det er, når man lukker op for det, man har gemt og glemt. Det, som har sat sig som dårlig søvn, små smerter uden navn og nummer, utilfredshed, rastløshed, en følelse af, at der må være noget mere. Fortvivlelse! Nej, det kan simpelthen ikke være rigtigt. Der er mere. Meget mere! Men kan det virkelig udspringe af det, der gør ondt? Fordi det gjorde ondt engang? Fordi det er forbundet med smertelige minder om svigt og svig? Fordi jeg lagde mit talent og min drøm på hylden? Fordi jeg var unik og troede, at det var en skam.

Jeg er kommet langt på min rejse, men der er forsinkelser. Der er store huller af mørke og muggent muld, der til tider tærer på min kræfter og som trækker mig lidt ned. Jeg kæmper, jeg fortvivles, indtil jeg forstår, at der ligger en gave lige dér foran mig. Så holder jeg op med at kæmpe. Noget stirrer mig i øjnene og jeg slår blikket ned, men nysgerrigheden får mig til at kigge op igen. Forsigtigt. Genert. Det er næsten som om det blænder, det, der glor på mig uden at føle sig spor uforskammet. Se på mig! Se mig i øjnene. Jeg kigger. Og med et indser jeg, at jeg ser frygten i øjnene. Det gør ondt. Det svier og jeg får instinktivt lyst til at stikke halen mellem benene og løbe min vej. Min frygt. Og alligevel hvisker mit hjerte, at jeg ser på en gave. Min gave. Min accept. Min forløsning.

Nu smiler jeg lidt og forstår. Forstår at jeg pludselig har erhvervet ny visdom, som jeg har brug for på min rejse. At min rejse slet ikke findes uden og at de sidste mange ugers op og nedture i en følelsesmæssig rutsjebane, hvor jeg sad bastet og bundet og ikke kunne komme ud og væk, har været helt på sin plads. Forståelse. Indsigt. Og udsigten, når jeg befandt mig øverst i rutsjebanens tvivlsomme skelet, var faktisk ikke så tosset endda. Jeg så noget. Jeg følte noget. Mærkede noget. Og vidste, at nu kommer det til at kilde i maven. Også i den grad.

Det er farligt at være som alle andre. Det er naturstridigt. Og det er så forbavsende befriende, når man opdager, at man slet ikke er som alle andre og at alt det, man gik og troede var skævt og forkert, i virkeligheden er det smukkeste i hele verden. Det, der gør unik. Det der gør dig til dig. Gør dig smuk. Gør dig glad. Som hvert eneste blad på træerne. Som de blade der falder. Hvirvles op. Falder ned. Bliver til muld. Bliver til jord. Og genopstår. Når tid er.

Tapas og latter


Vi kom sent i seng. Tapas og vinsmagning på en mandag. Kæresten og jeg var i byen i går sammen med en gruppe andre mænd, som han er i klub med. De laver forskellige ting sammen, hygger sig, spiser og i går var koner og kærester også inviteret med. Spansk aften. Vi samledes på en restaurant i byen sammen med andre, der var gået samme vej for at høre et foredrag om Spanien, vin og tapas og prøvesmage gode vine samt tapas tilberedt af kokken på stedet.

Det er en underlig fornemmelse at træde fra novembermørket og direkte ind i et spansk univers. Jeg prøvede at forestille mig, at jeg sad et sted i Barcelona eller på Costa Blanca, begge steder jeg har været så heldig at besøge i år, men det lykkedes ikke helt. Fantasien satte grænser. Og det er måske noget mærkeligt noget, når man som mig håber på at leve af den, men i går nøjedes jeg med at drømme. Og drikke lidt vin, spise tapas og tale med de andre rundt omkring bordet. Når vi ikke lyttede til foredragsholderen, der kunne meget god historie om Spanien, vin og madtradioner krydret med en masse gas. Han kunne ikke lade være. Han fik os til at le højt.

Jeg tror faktisk, det var det, jeg hæftede mig mest ved i går. Latteren. Den gjorde godt. Og at den blev skyllet ned med cava og forskellige vine fra Rioja og hvor de ellers kom fra, gjorde ikke fornøjelsen mindre. Indrømmet, jeg drak også en masse vand og smagte kun lidt på hver vin. Det var jo mandag og det er arbejdsdag i dag. Men det gjorde godt. Måske er jeg en smule træt her til morgen, men ikke mere end jeg stadig kan mærke efterdønningerne af latteren. Mens lyset tøvende rejser sig og november går rundt i disen, søger, tænker og kontemplerer, sidder jeg og smiler. Jeg vil tilbage til Spanien. En dag. Næste år.

Lige nu vil jeg tage hul på min dag og de opgaver, der venter. Men først lidt mere kaffe.

søndag den 6. november 2011

Glædelige søndagstanker


Det er søndag morgen i køkkenet. Jeg er omgivet af kaffe og hunde. Udenfor vinduerne er vejret gråt og en smule diset. Regner det, spurgte jeg kæresten, da jeg kom ned i stuen. Han var allerede stået op og forsikrede mig om, at det ikke er tilfældet. Men det ser sådan ud. Regndis. Måske havde jeg håbet på en morgen med solskin, men jeg havde ingen forventninger. Burde jeg have haft det? Ville høje forventninger have givet solen magt og fået skyerne til at flygte med skyhalerne mellem benene. Og har skyer overhovedet ben? Eller ville det bare have gjort mig skuffet? Som det er nu er jeg helt rolig og tilfreds. En god nats søvn i rygsækken, god kaffe i koppen og søndagsstilhed på matriklen bortset fra hundenes utålmodige trippen fra køkken til stue og tilbage. Er det snart madtid?, spørger de med deres kropssprog og brune øjne.

Apropos mad, så er jeg allerede begyndt at tænke på, hvad jeg lave til middag i aften. At lave mad er en af mine store glæder. Det er en sanselig oplevelse, alle forberedelserne, skære ud, have bordet fyldt med grøntsager i alverdens farver og former, krydderier på rad og rækker, muligheder og kombinationer. Jeg lader mig gerne inspirere af en opskrift, men jeg følger den sjældent til punkt og prikke. Jeg kan ikke lade være med at improvisere. Man kunne jo også lige prøve. For mig er madlavning ensbetydende med skabelse, det er kreativitet med alle sanser vakt. Duften, der breder sig i køkkenet, når mørket falder på, sanserne danser, lover og forfører. Jeg begynder at glæde mig til selve måltidet, mens maden snurrer på komfuret, dække bord, gøre hyggeligt, forventning, glæde. Og mens jeg sidder og skriver dette, kan jeg næsten høre Irma kalde. Det er jo ikke helt lige meget, hvor maden er købt henne og hvad det er. Gode råvarer. Hellere lidt men godt. Og det er jo søndag!

Mine tanker rejser videre og lander nu på taget af det nye hus, som ligger to kilometer herfra. I skrivende stund er elektrikeren gået i gang. Elementer til badeværelset er bestilt og vi venter nu bare på, at vores kontaktperson, håndværkermesteren, skal ringe tilbage og sige at det er i hus, så badeværelset kan blive sat op. Herefter skal VVS manden i sving. Så nærmer vi os. Den store trappe skal speciallaves. Det gamle hus stiller krav. Der er bestilt materialer. Tiden begynder at nærme sig, men vi kan også se, at det sandsynligvis ikke kan nås til første december. Jeg havde håbet, men jeg har ventet så længe, at jeg ikke fortvivler. Det er så tæt på nu. Så måske får jeg ikke lejlighed til at holde min fødselsdag i huset i år, men håbet om at fejre juleaften i de nye stuer er stadig lysegrønt. Det er absolut muligt. Vi må se. Det kildrer lidt i maven og utålmodigheden danser i morgendisen. Et helt nyt stort køkken, hvor jeg kan udfolde min kreative madglæder og skabe gode måltider i skønne omgivelser. Gæstebud. Gæsteværelse. Jeg glæder mig i denne tid og det er kun november. Jeg ved godt, hvad jeg ønsker mig i julegave! ;)

Søndag? Hvad skal du lave i dag? Jeg har planer om en løbetur sidst på formiddagen. Jeg skal læse resten af min krimi færdig og i gang med en ny bog. En bog om at følge sit hjerte og gå efter drømmen. Og det kaster lys på mine egne skriverier, der også venter. Jeg læner mig tilbage og kigger ud i novemberdisen. Så langt, så godt. Mit liv er en god rejse og jeg er mere end bare turist. Jeg er rejseleder. Kreativ ordfører. Fantasidirektør. Kvinde på tur.

lørdag den 5. november 2011

Simpelthen


Vi var sent hjemme, sov lidt længere, vågnede med lyset og solen, der endelig har fået bugt med disen. Langsomhed. Morgenmad i køkkenet, sammen, hunde og blødkogte æg. Kaffe. Vi hentede Josie på vej til fødselsdag i går, så nu er flokken samlet. Min gule sol er i hus. Samtidig smiler den anden sol i horisonten.

Flere af jer har skrevet om ventetid og ventesale i den sidste. November er en måned, hvor man kaster anker og bliver liggende lidt. Gearer ned og tæller de gode ting, man har taget med sig fra foråret og sommeren, de måneder, hvor man var ligeså aktiv som lyset og de lange dage. Dage, hvor energien var lidt større end nu, fordi det er sådan det er. Ebbe og flod. Tidevand, der skyller ind over strandkanten, våde fødder, hår i vinden og en duft af sol og saltvand. Og så pludselig en dag når man til sted, man ikke helt kan begribe. Det er som om jorden er holdt op med at dreje eller også er man bare faldet af. Hvad er der sket? Stilstand? Stagnation? Ved nærmere eftertanke vil jeg ikke længere beskrive november og vinteren som en ventesal. Det er mere et slags væreværelse. Et sted, hvor man kan sætte sig ved stearinlysets skær og lade en stille eftertanke tage bolig i sjælen. Et sted, hvor man kan være stille og lytte og hvor man ikke behøver at jage efter lykken på den anden side af nytår. Den kommer når tid er. Nu er det tid til at være. Bare være.

We are human beings, not human doings. Disse kloge ord læste jeg et sted. Vi vil så gerne "gøre" hele tiden og føler, at vi bliver målt og vejet på de ydre resultater, vi kan vise frem. Vi soler os i succes, hvis vi kan skilte med den, udstille den i vores vindue. Så føler vi os elskede. Når vi gør, når vi er på vej, når vi kan vise verden, hvem vi er. Men sandheden er, at ingen andre end os selv kan vide, hvad vi i virkeligheden har opnået i det indre. Om vi har ro. Sjælefred. Om vi udvikler os som mennesker, tager ved lære, mærker livet, når bølgerne går højt eller når havet ligger blikstille og vi kan flyde uden anstrengelse. Vi er skabt til at være. Ikke altid at gøre. Og november er perfekt til netop det, et værested, hvor vi kan tanke op, tænke på alt det gode vi har lært og tage det med os videre. Det, der føltes godt. De gode tanker. Det, vi lykkedes med. Resten kan vi kaste i havet og glemme alt om. Det kaldes erfaring, fejtrin eller om du vil, lærdom. Rigdom. Man bliver hverken klogere eller mere vis uden fejltagelser og omveje. Det hører med. Og der er tidspunkter, hvor vi næsten drukner i alt det, der ikke gik, som vi havde tænkt eller troet, men når man kommer ud på den anden sider, opdager man som regel, at det giver fuldstændig mening. Det var en lektie. Det var sågar inspiration. Det gav noget at skrive om, det gav blod i pennen og mod i hjertet.

Jeg kan le højt og glæde mig, fordi jeg kender sorgens dybde. Jeg kan smile, fordi jeg har grædt. Jeg kan finde min vej og følge mit hjerte, fordi jeg ved, hvordan det føles når jeg ikke gør det. Jeg kan sætte pris på solen i dag, fordi jeg kender mørket og er faret vild der så mange gange. Fordi jeg ikke forstod. Dengang. Men nu. For jeg er jo altid kommet ud igen. Ud i lyset. Ud i dagen. Ud i livet. Tilbage.

Vinterens væreværelse er et tilbud om at komme hjem. Hjem til sig selv. Helt ind til kernen. Et tilbud om ro. Om at kunne være. Simpelthen.