mandag den 31. oktober 2011

Det er uhyggeligt ... sådan da


Jeg havde troet, det ville være lyst, når vi vågnede og stod op. Vi har jo fået en time foræret, uret blev stillet tilbage, søndagen var længere. Men det er ikke lyst. Endnu. Det er tåget. Jeg kan kun skimte gråligt lys gennem vinduerne, en slags fugtig tøven. Dagen kan ikke tage sig sammen. Landskabet ligner et eventyr, ikke mandag, den sidste dag i oktober. Er jeg stået af på en forkert perron? Jeg skyndte mig bare at hoppe af toget, da det gjorde holdt. Nu sidder jeg her på stationscafëen og drikker kaffe med mælk. Der er ikke mange andre gæster. Værten holder sig diskret bag disken, tørrer kopper og glas af med et viskestykke og fløjter en melodi, jeg synes jeg har hørt før. Jeg kan ikke rigtig huske hvor.

Måske er det fordi, det er Halloween. Naturen har klædt sig ud, edderkoppespindene kan tydelig ses mellem træer og grene, i buskadset og på græsset. Så tydeligt, som det nu kan blive, når disen danser. Flammen fra stearinlyset danser også, det hele er som en slags melodi fra en gammel sort og hvid film. Bortset fra orange. Græskar. Stearinlys. Kanten af min tallerken.

Lagde du mærke til, hvor hurtigt det blev mørkt i går? Den time kunne mærkes! Det var som om nogen bare slukkede for lyset og undlod at tænde stjernerne til gengæld. Det blev bare mørkt. Kulsort. Jeg blev så forbavset, nærmest overrumplet, jeg stod i køkkenet og var ved at lave mad. Jeg blev lidt trist. Jamen, det gjorde jeg. Det var som om der slet ingen overgang var mellem efterår og vinter. Det skete med et lydløst brag. Et tryk på en knap. Og der stod jeg tilbage med duftende krydderier og simremad, alene i vinterens første aften. Kæresten var endnu ikke kommet tilbage fra Lolland. Jeg spiste alene ved køkkenbordet med en bog ved min side. Det er til gengæld hyggeligt. Jeg læser en god krimi lige nu. Det skulle der til. Og så sad jeg og tænkte på, at det er nu jeg skal nyde de stunder, læsetimerne, bøgerne, alt det indendørs, for mørket bliver kun længere og stærkere fra nu af.

Jeg skrev disse linjer, mens jeg stirrede ud i mørket

Hvem har malet natten sort som kul
Hvem har slukket lyset og lagt månen i et hul
Hvem har taget stjernerne og hevet solen ned
Hvis du tror du ved hvem
Send mig en besked

Nu skal jeg ud i den tågende by. Jeg har jo min opgave. Den fortsætter de næste uger og dagene er anderledes. Jeg får ikke skrevet så meget, men jeg har notesbogen med og tanker og små sætninger dukker trofast op og bliver nedfældet. De smiler til mig. Fortrøstningsfuldt. Inspirationen er med mig. Lige nu er jeg svært inspireret til at skrive en magisk mordgåde eller måske en lille historie om trolde, hekse og græskar, der bliver levende. Bliver den mon uhyggelig, spøger du, og jeg smiler underfundigt. Måske. Det hører sig jo ligesom til på Halloween.

søndag den 30. oktober 2011

Vintertid, tålmod og et positivt tog


Jeg har ventet. Ventet på at han skulle kravle ned fra vindueskarmen og gå i retning af tastaturet. Jeg lod med vilje PCen stå her ganske tæt på, den har været tændt og parat. Jeg har spist morgenmad med kæresten, vi har nydt en stille morgen ved stearinlysenes skær og set lyset komme. Lyset, som i dag er mere lyst. Der er sprækker i skydækket og solen hilser fra sit skjul. Overvejer. Et lille søndagsvisit måske? Men filosoffen? Han står rank og tavs på sin plads ved siden af skytsenglen, stirrer i retning af Nordnorge og ikke et eneste ord kommer over hans læber. Håret stritter, det velkendte look, hjertet på skulderen, ordene på maven. Vennskap er en sjel i to legemer.

Er der mon noget, jeg har misforstået? Ville han ikke være gæsteskribent i dag? Nu er det formiddag, selvom vi er gået over til vintertid og har fået en time foræret. Dagen er helt ny og vi er blevet en time rigere. Kæresten er kørt til Lolland for at besøge en god ven. Og her sidder jeg i dønningerne af natten, de første lyse timer og kigger ud af vinduet. Ser de sidste blade falde af træerne. Denne dag markerer ligesom en overgang, helt symbolsk. Det er som om naturen er enig. Det er tid nu. Vinter. Vintertid.

Måske vil han bare gøre det, når han føler for det. Filosoffen. Jeg havde glædet mig til sangen fra Senja, glædet mig til at lære hans tanker lidt bedre at kende. Hvad føler han mon? Hvad tænker han på og hvor højt går hans filosofiske bølger? Jeg havde faktisk glædet mig. Nu står jeg selv til ansvar for ordene på bloggen endnu engang. Hvad skal jeg dog skrive? Jeg er uforberedt. Jeg havde set frem til ord og billeder fra en smuk ø i Nordnorge, jeg havde forventet længselsfulde vendinder og små nordlige hemmeligheder. At forstå en filosof er en ting, men at han så ovenikøbet er fra det nordlige Norge. Hvad mon han har på det hjerte, der sidder på hans venstre skulder? Ved han noget, jeg ikke ved? Jeg prøver at fange hans blik, men hans er fæstet mod nord og han ser bestemt ikke ud som om han har tænkt sig at gå til bloggen. I dag. I morgen måske? Jeg må vente. Endnu engang væbne mig med tålmodighed og det er i sandhed noget, der kan falde mig forfærdelig svært. Men jeg prøver. Øver mig. Bliver lidt bedre hver dag. Tror jeg nok.

Inden jeg begyndte at skrive disse ord, var jeg besøg hos Michael som i dag skriver om positive tanker og om, at man hver eneste skal tage temperaturen på sin positivitet. De negative tanker har det med at buldre som bumletog på gamle skinner og de skal holdes i hånden. De skal føres ned af sporet og ud til højre. Her drejer man på skiftesporet, afsporer toget med de negative tanker og følelser ombord, og så kører man videre med det tog, som indeholder de gode positive tanker, troen på fremtiden og livet. Toget med vogne fulde af blomster, velduftede ord af glæde og små citater der minder en om, at livet er godt. Glædeligt. At det vil os det bedste. Og der er plads til alle ombord på det tog. Det er faktisk som om toget vokser og vognene bliver flere og smukkere, jo flere mennesker der kravler ombord og beslutter sig for, at de vil have et godt liv. Være glade som det primære. Taknemmelige. Og være med til at glæde andre.

Jeg stiger på det tog i dag. Planter gode tankefrø og skriver med guldbogstaver i min Glædesbog. Det er søndag. Det er vinter. Og filosoffen er tavs, men det skal man ikke tage fejl af. Man ved aldrig! ;)

Glædelig søndag.

lørdag den 29. oktober 2011

Skovmagi


Tågen lettede ikke i dag. Den blev hængende over land og by og havde på ingen måde lyst til at hæve sin tunge tågede dyne. Hvad gør man så? Bliver inde, laver mere kaffe og planter sig i sofaen med en god bog? Hører musik og glemmer, at man havde stor lyst til at komme ud? Det havde været en mulighed, men jeg gjorde noget andet. Jeg besluttede mig for at tåge ingen hindring er for at nyde udelivet på en lørdag i oktober. Godt nok var sigtbarheden ikke stor, men på den anden side passede det helt fint til min rejse lige nu. Ringe sigtbarhed. Og betyder det i grunden noget? Hvis man vil se ind i fremtiden, kan man jo bare købe sig en krystalkugle! ;)

Jeg trak i løbetøjet og løb mig en tur i tågen. Det var tiltrængt. Og efter frokost tog kæresten, hundene og jeg en tur i skoven. I tåge. Det kan måske forekomme temmelig tosset at begive sig ud i skoven, når det er tåget og man ikke kan se et træ for sig, men det gjorde vi altså og det blev en magisk oplevelse. Helt unik.

Der var ikke et øje i skoven. Og det er løgn, for hvert eneste træ og hver eneste busk har øjne. De ånder. Og der var fugle og dyr, men vi så dem ikke. De gemte sig og i tågen kan man nemt finde et godt skjulested. Jeg håber også de fik gemt sig godt for jægerne, som lystigt skød fra et andet sted i skoven. Jagt. Jeg er fuldstændig ambivalent hvad det angår. Men det skal vi ikke ind på her. Vi skal bare ind i skoven. En sti, en vej, træer og efterårsfarver i de helt falmede nuancer. Bristepunktet. Klimakset. Det er nu, en efterårspalet i farver fra knaldrød, orange til de brunlige jordfarver. Det er tæt på forfald. Forrådnelse.

Det var var vådt, det dryppede fra træerne, men tågen nåede ikke rigtig ind i skoven. Der lå bare en tynd dis, et slags usynligt spindelvæv af våde tråde. Små magiske perler. Jeg havde heldigvis taget kamera med. Og det behøver man ikke, man kan tage oplevelsen med sig, man kan nyde og gå videre og stadig se farverne og mærke roen, når man går fra skoven igen. Skoven er gavmild. Den giver. Jeg er så taknemmelig, når jeg vandrer i skoven, der er så meget visdom, så meget jordisk klogskab og naturlig rigdom. Jeg føler mig lille. Ydmyg. Og jeg forblædes af skønheden overalt. Detaljerne. Jeg får lyst til at kysse hvert eneste træ, men jeg nøjes som regel med at sende gode tanker til hver eneste vækst og alle skovens beboere. Trolde, hekse og skovalkymister.

 Jeg føler mig hjemme. Skoven favner mig og byder velkommen. Altid. Jeg kan lære meget af skoven, tænker jeg, når jeg går af stier, nyder synet af store mægtige træer, graner, vækst i skovbunden og lige nu, det naturligste forfald i hele verden. Den sidste bid af efterår. Og hvilken bid.




Min filosofven


'Ikke et ord om vinteren', kan jeg høre en stemme sige i mørket, længe inden jeg når at tænke på, hvad jeg skal skrive om i dag. Jeg tænder lyset, sætter kaffe over og lukker hundene ud i haven. Gør det hyggeligt i køkkenet, som stadig ligger gemt i mørke, tænder stearinlys. Jeg sidder i køkkenet og blogger i øjeblikket. Der er noget dejlighed over at sidde med direkte udsigt til markerne, se lyset stige op i horisonten, når tid er, og ligesom blive et med dagen og solen. Hvis der altså er sol at se. De sidste par dage har været skyede, fugtige, tøvende og lyset har ikke rigtigt trængt igennem.

'Nu skriver du om vejret igen'. Det er ham. Selvfølgelig. Hvem snakker ellers med nordnorsk accent i en dansk stue og har en mening om, hvad jeg beretter. Filosoffen. Men han har været stille så længe, at jeg troede han havde mistet sit tungebånd eller var gået i tavshedsstrejke. Det kunne han nemlig godt finde på. Men nu træder han frem i lyset, går fra skrivestuen til køkkenet uden at bevæge sig og stiller sig mellem mig og morgenkaffen. Han kniber øjnene sammen og ser på mig med et blik, jeg ikke helt forstår. Er han vred? Fornærmet? Da jeg tænker de ord, kan jeg mærke, at jeg slet ikke orker at bekymre mig om hans humør. Jeg er træt og gider med andre ord ikke diskutere med en norsk filosof over morgenkaffen. Faktisk slet ikke. Men nu står han der med hænderne i siden og et drilsk smil dansede om lerlæberne.

'Vil du ikke overtage tastaturet" spørger jeg ham. Det forekommer som en god ide. Jeg har sikker på, at han ville være en glimrende gæsteskribent. Han kunne fortælle jer om ting, jeg slet ikke drømmer om. Hemmeligheder fra en ø helt oppe nordpå, et smukt sted, som jeg var så heldig at besøge sidste sommer. Senja. Og hvis nogen af jer har fulgt lidt med her på bloggen, ved I så også, at jeg på Senja besøgte et galleri, hvor filosoffen og hans veninde skytsenglen holdt til. De var til salg. Jeg købte dem. Og måske var det ikke med deres gode vilje, men de blev pakket ned og fragtet med til Danmark. Her bor de nu. Hos mig. De var til pynt. De har gode ord på maven og jeg kunne ikke have et bedre minde fra en dejlig uge i Norge. Hvad jeg ikke vidste var, at de ville blive levende. Talende. Krævende. Spørgende. Især filosoffen i undertrøje med et tatoveret hjerte på skulderen. Han har til tider været en prøvelse. Men han har været tavs længe. Indtil nu. På denne mørke morgen sidst i oktober har han forladt vindueskarmen og står nu lyslevende foran mig. Smiler. Er klar. Men til hvad?

'Vil du være gæsteskribent her på bloggen?', spørger jeg igen med andre ord og taler langsomt og tydeligt, så han kan forstå mit danske. Han trækker på skuldrene.

'Det behøver du ikke', siger han. 'Nu har jeg boet i Danmark i mere end et år og jeg har lyttet til dine tanker i al den tid. Hold da helt op. Sikke et ordroderi!' Han slår en rungende latter op og klasker sig på lårerne. Jeg føler mig til grin. Træt og til grin. Sidder ligeså stille og fortryder, at jeg i sin tid faldt for denne underlige lille herre i et galleri på Senja. For sent. Nu er han her. Og jeg har tilbudt ham at overtage bloggen. Hvad tænker jeg dog på? Og det kunne jeg jo passende spørge ham om, eftersom han læser min tanker. Og har lært dansk på den konto. Hold da helt op. Men vil han mon tage imod mit generøse tilbud? Gæsteskribent. Sådan en har jeg aldrig haft før og det ville i grunden være en lettelse at sidde en morgen og bare kigge på, mens en anden skrev. Måske. Vi kan jo lade det komme an på en prøve. Hvis han altså vil.

'Jeg siger ja tak'. Han nikker og ser pludselig højtidelig ud. Retter ryggen og stirrer ud af vinduet, hvor en tåget morgen er ved at rejse sig. Ugennemsigtig gråt flødeskum. 'Det skal være mig en glæde'. Han rækker mig sin arm uden hånd og jeg holder den lidt i min, hånden, der ikke er. Det betyder ikke noget. Jeg kan mærke den alligevel. Og jeg kan mærke, at jeg glæder mig til i morgen, hvor jeg kan sidde og nyde morgenkaffen med blødkogte æg og kold juice, mens min nordnorske filosofven overtager tastaturet og blogger en sang fra Senja. Søndag. Glæd dig. Det gør jeg.

Og indtil da. Ha' en fin lørdag. Lad tågen lette og drømmene tage fart.

fredag den 28. oktober 2011

Vintertanker i oktober


De første bogstaver på en ny mørk morgen. Den første slurk kaffe i stearinlysenes skær. Søvnen hænger endnu i kroppen og vil ikke helt slippe sit favntag, som en elsker der nægter at sige farvel. Men jeg har mange timer på søvnsamvittigheden og den er god. Samvittigheden. Det var søvnen også. Jeg trængte. Nu sidder jeg her som så mange gange før, mens oktober er blevet en dag ældre og en ny morgen forsøger at overtale mørket til at trække sig. Men det er stædigt, mørket. Og det bliver stædigere for hver dag, der går. Modigere. Indtil det synger ordene vinter med den største selvfølgelighed i hele verden. Snart.

Hvorfor er det mon, at vi mennesker ofte frygter vinteren? Den er så lang, siger mange. Den er så mørk og uendelig, som en snoet tunnel uden lys, og så frygtelig kold. Der er træer uden blade, nøgne grene som silhoutter mod en isnende vinterhimmel, det er som om naturen lukker ned. Lukker og slukker. Og vi mennesker bliver trætte og kæmper for at komme op om morgenen, kæmper for at få rullet den mægtige snebold op af bakken, der mærkelig nok vokser for hver anstrengelse, vi gør os. Hvorfor? Vi savner solen og blomsterne, vi ligger i badekarret, mens vandet bliver koldt, og drømmer os tilbage til sommeren, fantaserer om bier og blomster, dufte og varme, der mildner vores tanker og får vores frosne kroppe til at tø op. Vi længes. Og hver eneste dag forsøger at vi at leve livet i nøjagtig samme rytme og tempo som vi har gjort resten af året. Vi stiller de samme krav til os selv, mens vi undrer os over, at energien ikke er helt den samme. Vi snubler over en omgang influenza og bliver lagt ned, mens vi kæmper imod. Vi rejser os og prøver igen. Trætte. Fortumlede. Hvorfor?

Jeg tror jeg har en fornemmelse af svaret. Men svaret er en subtil hemmelighed, som naturen bærer på og som man ikke bare kan sige til mennesket. For mennesket tror nemlig ikke, at det er en del af naturen og den årstid, det nu færdes i. Nej, mennesket er en rejsende gennem tid og rum, en slags konge over altings sammenhæng og derfor kan man ikke bare spytte den slags påstande ud. Det er noget, man skal lære. Selv. Man skal selv få erfaringen, fornemme og langsomt erkende, at man er en del af helheden og noget større. Så begynder årstiderne at give mening. Og så kan man pludselig se vinteren som den største gave af alle og forstå, at kulden og mørket har en fornem opgave. Jeg vil ikke have den gave, siger det stædige og stolte menneske, irriteres over sneen, der falder, mørket, der lægger sig, dage, som er korte og energi, der ikke er den samme som i sommer. Medarbejdere, der bliver syge, smitter og må lægge sig, skynde sig at blive raske, så de kan fungere igen og bidrage til det, der kaldes samfundets hjul. En løftet pegefinger. En formaning. En sang om skyld.

Hvad ævler hun nu om, spørger du måske og ryster på hovedet og jeg smiler lidt. Jeg har sat mig i naturen sted. Jeg sidder her lidt udenfor og betragter mennesket og pludselig kan jeg se, hvor sjove vi ser ud. Hvor er vi dog søde. Og som vi dog forsøger. Prøver at blive lykkelige, finder midler og måder, hvorpå vi kan tilkæmpe os en lille bid af det, der er så flygtigt og svært at gribe i øjeblikket. Lykken. Hver eneste dag står vi op og øver på at blive bedre udgaver af os selv. Fra starten var vi enestående individier. Små unikke skatte. Vi havde gaver med fra Gud og himlen, der var ting, vi hver især var gode til og som nu skulle udvikle sig i takt med, at vi voksede og blev bevidste. Men så skete der noget. Noget kom i vejen. Livet.

Vinteren. Jeg ser lidt anderledes på den i år. I min rejsejournal har jeg skrevet følgende: Jeg har fået en gave. Jeg har fået en vinter. Og det er jeg taknemmelig for. For er vinteren i virkeligheden ikke en gave, vi ikke helt har forstået? Vi har gang på gang pakket den ud og stirret forundret på det fænomen, der går under kategorien årstid og har et navn, som i grunden er ret flot. Vinter. Men hvad skal vi dog bruge den til? For de fleste er vinteren en slags hadegave, noget, man helst vil kaste ud med storskraldet og have overstået i en vis fart. Flygte fra. Undgå. Hvorfor bliver vi dog med at få den gave, når vi nu ikke vil have den? Og naturen ryster på hovedet af mennesket, som ikke har forstået ret meget. Endnu. Utroligt. Og hvis du tror, at jeg som det eneste menneske har fattet den store hemmelighed, meningen med livet, så må du tro om igen. Men jeg forsøger. Og jeg har stærkt på fornemmelsen, at jeg er tættere på sandheden, når jeg læner mig op af naturen og lytter til dens sang. Fordi.

Der er ingenting i verden så stille som sne,
Når den sagte gennem luften daler,
Dæmper dine skridt,
Tysser, tysser blidt
På de stemmer der for højlydt taler

- Helge Rode -  

torsdag den 27. oktober 2011

Månen, måger, roser og torne


Jeg spiser groft svensk knækbrød fra Lund. Drikker kaffe af et orange krus fra Barcelona. Det passer fint til det orange stearinlys, der stolt står ved min højre side. Blødt lys som fra en solopgang, der endnu ikke findes. Et glimt af inspiration. Af ild. Af styrke. Den kreativitet, der kan komme med morgenlyset eller dukke op i sene nattetimer. For mig er det mest det første, der gør sig gældende.Dog føler jeg mig ikke specielt kreativ her til morgen. Jeg er bare træt. Det er den tid på måneden. Indianerne kalder det poetisk at være i sin måne og måske er det, man er, men jeg er i så fald min fuldmåne, for det gik ud over søvnen. Natterenderi og søvnafbrud. Forlis. Og vækkeuret var helt ligeglad med kvinder, måner og andre gode undskyldninger, for noget, der siges at være naturligt, men som ikke altid er nogen dans på roser. Mens jeg skriver de ord, undrer jeg mig over den metafor. For roser har jo torne. Og torne stikker. Det gør decideret ondt. Ikke desto mindre er at danse på roser ensbetydende med noget dejligt, noget let, svævende, sommerligt endda. Jeg dansede ikke roser på i nat. Jeg gik gennem mørke et vist sted hen.

Og hvorfor skriver jeg så om det? Det er et godt spørgsmål og der er mange gode svar. Men nogle gange kan også bare lade spørgsmålet flyve i luften. Man behøver ikke at svare. Man kan betragte det lidt fra sidelinjen, som når man ser en hvid havmåge flyve over broen og sejle ud over havet, mens man selv kører over i direkte brolinje. Følger trafikken og strømmen. Sådan er det ikke med måger. Og sådan er det heller ikke med spørgsmål, der ikke besvares. De er frie sjæle. Der er ikke altid et svar og det er heller ikke altid, at man skal forsøge at forklare sig. Man kan skrive hvad man vil. Og jeg skriver om månen, måger, roser og torne på en mørk dag sidst i oktober, hvor vinteren tripper ganske utålmodigt for at komme til. Kvinden med kaffen. I sin måne. Søvnforlist. Underdrejet.

Se det var en rigtig historie. Og det er stadig mørkt udenfor. Kulsort og stille.

onsdag den 26. oktober 2011

Forandringens paradoks


Mens jeg lå og lyttede til stormen og lyden af vækkeuret, begyndte jeg at glæde mig til dette øjeblik. De tændte stearinlys på køkkenbordet, duften af kaffe og det grove bondebrød med ost fra mejeriet i Lyngerup. Ordene, som jeg endnu ikke kendte. Gul juice og mørk morgen, en stille stund til lyden af det tikkende ur på væggen i køkkenet og mine fingre, der danser på det helt nye tastatur. Jeg har fået en gave. Min søde kæreste har foræret mig en ny PC. Den gamle blev langsommere og langsommere, T'et fik sit eget liv og fløj af, hver eneste gang jeg var i skriveflow og det var i det hele taget en frustrerende langsommelig og tidskrævende proces. Man skal ikke gå ned på udstyret. Det er jeg enig i, men samtidig havde jeg indstillet mig på, at jeg måtte nøjes med min gamle PC, fordi jeg simpelthen ikke har råd til at investere i en ny lige nu. Måske er det bare meningen, at jeg skal vente, være langsom, sidde med et T i hånden, der egentlig hører til ved siden af R og Y på tastaturet. Sådan tænkte jeg. Men min kæreste tænkte noget andet. Og her sidder jeg smiler, skriver de første ord på et helt nyt tastatur og nyder en helt ny ven, der er flyttet ind og som skal hjælpe mig med skriverier og andre herligheder.

I dag skal jeg dog ikke arbejde på mit eget, men med noget helt andet. Og jeg glæder mig. Det gør faktisk godt at komme lidt væk fra sin egen andedam og helt kaste sig ud i en andens univers. Bruge både ny og gammel kundskab og forene det. Begive sig ind på Nye Mulighedersvej og afprøve noget, der kunne blive en lille niche. Måske. Alting er usikkert lige nu, skrøbeligt, nyt og i den allerførste fase. Paradoksalt måske, eftersom det samtidig er sidst på efteråret og vinteren kommer trampende med hastige skridt. Får opbakning af storm og regn, kolde dage og fødder. Men sådan er det. For mig. Det er første gang, jeg går ind i en vinter på denne måde, fuld af løse ender og tanker, der ikke er tænkt færdigt. Skriverier i flere afskygninger, notesbøger fulde af ideer, ord, citater og små brikker, der muligvis passer til et puslespil, jeg til sidst kan samle. Jeg aner ikke hvornår. Nogle gange puster tvivlen mig i nakken og jeg får kuldegysning ved tanken om, at et skridt i den forkerte retning kan få mig til at falde i en dyb og uendelig afgrund. Udfordringen er bare, at jeg ikke aner, hvilken retning er er forkert. For måske findes forkert slet ikke, det er bare et ord i min fantasi og et levn fra gamle dage. Universet ved besked. Det fører mig sikkert og vist derhen, hvor jeg skal være, viser mig vejen uden jeg ved det, giver mig menneskemøder, der får mig til at forstå, undres og reflektere. Gør mig klar.

Hvordan bliver man klar til at være sig selv? Man er sig selv. Man accepterer det, man er og det har med sig, man slutter fred med fortiden og kysser forsigtigt de sår, livet har givet. Man tilgiver. Og i det sekund man accepterer alt, der er, begynder forandringen at ske. Det kaldes forandringens paradoks. Det lærte jeg i går. Og alene det, at det kaldes sådan, får mig til at smile, for jeg forstår, at der er poesi i forandringen, der er kærlighed i paradokset, helt subtilt og vidunderligt, hvis jeg bare tager et skridt af gangen.

Det vil jeg gøre i dag. Et skridt af gangen. På et tidspunkt vil det næste skridt føre mig fra mørket og ind i lyset. Lige nu er det bare mørkt. Men lysene blafrer og kaffen smager godt. Jeg har sovet gennem stormen og er blevet fragtet ind i en ny dag. Jeg er på rejse. Jeg er på vej.

tirsdag den 25. oktober 2011

Mens jeg venter på lyset



Stormen har været voldsom i nat. Den har råbt og skreget og holdt mig vågen i timevis. Når den suser om hushjørnet fra en vis retning, lyder det som om, at den har tænkt sig at rive huset det. Det har den måske også, men det lykkedes ikke. Til gengæld gjorde den min søvn til noget, jeg bare lå og drømte om, og da det lykkedes mig at falde i søvn, var drømmene også stormfulde og vindblæste. Sikke en nat.

Så står man op, famler sig gennem mørket, tænder lys og tager tøj på. Mærker kulden, trækken gennem de gamle vinduer, hen over gulvet og gennem revner og sprækker i murene. Vi bor i et gammelt hus helt ud til marken og isoleringen kunne have været bedre.

Det er så sandelig efterår. De sidste blade forlader nu grene på krogede træer. Kastes rundt i luften, i mørket, lander i en bunke, spredes, hvirvler videre og bliver til sidst til jord. Af jord er du kommet. Hvordan mon de har det, bladene, mens de tager på deres sidste rejse? De blade, der engang var små lysegrønne spirer, knopper på træer tilbage i foråret, hvor alt var nyt og håbet havde samme farve som trækronerne. Mærker de mon, at deres tid er kommet og accepterer de deres skæbne uden at protestere? Eller er der modstand, er det i virkeligheden modvillige blade, vi ser falde fra himlen og blive til en farvestrålende symfoni af rød, gul og orange? Kæmper de mod forfald og forrådnelse? Eller ved de, at alting har sin tid og tænker de på, at efter vinter kommer vår? Nye knopper. Nye blade? Nu er det din tur, fætter Blad. Vær smuk, voks, gør dig stolt og stærk og lav sammen med de andre blade omridset af det smukkeste træ, verden endnu har set.

Jeg venter bare på lyset. Så går jeg ud i vinden med hundene. Morgentur. Morgenbad. I dag skal jeg ud af huset. Jeg har en opgave. Det har jeg faktisk den næste måneds tid. Der er andre boller på hverdagssuppen. For en stund. Den sidste bid af efterår. De sidste blade. Så går vi ind i vinteren eller også går den ind i os. Ingen ved helt, hvordan det egentlig er. Eller måske gør du?

mandag den 24. oktober 2011

Vinterens venteværelse


Morgenen kommer kravlende langs jorden, usynlig og endnu ydmyg, usikker på, om den i grunden er kommet for tidligt. Natten bliver stærkere, mørket vokser, efteråret har fokus på sin afsked og vinteren danser utålmodigt i kulissen. Lad mig komme til, råber den i kraft af vinden, der suser i træerne. Inden jeg faldt i søvn, lå jeg og lyttede til vinden. Taknemmelig for, at jeg kunne høre den, så intens og fuld, ikke afbrudt af biler og råbende mennesker. Det er snart længe siden, jeg boede i storbyen, og jeg ville ikke få lukket et øje, hvis jeg boede der i dag. Jeg har vænnet mig til landet. Jeg sætter stor pris på naturen omkring mig. Jeg holder af at følge naturens gang, være tæt på dyrene, årstidernes skiften, forandringen, der aldrig sker fra den ene dag til den anden, men i fuldstændig ro, rytme og harmoni. Intet er overladt til tilfældighederne. Hvert eneste øjeblik har sin stjernestund og langsomheden lægger sig som et blødt tæppe, og indbyder til, at jeg sætter mig og bare er. Man kan gå på kursus og lære lidt om mindfulness. Meditation. Det har jeg selv været og jeg skal igen. Men udenfor mit vindue har jeg den allerbedste lærer. Naturen.

Den sidste uges tid har jeg mærket en uro i krop og sjæl. En reaktion på tomrummet, der opstår efter sommeren og lyset, dagene med aktivitet og planer. Når efteråret kommer, begynder der at ske noget og jeg er nået på et tidspunkt i min egen rejse, hvor jeg egentlig havde forestillet mig at være kommet længere. Længere? Nu smiler jeg lidt af mig selv, men jeg havde faktisk troet at udviklingen ville tage så og så lang tid. På nuværende tidspunkt ville det anderledes ud. Ikke at jeg helt ved hvordan, men jeg havde troet noget andet. Jeg havde på ingen måde forestillet, at jeg skulle igennem endnu et efterår og en lang vinter i refleksion og stille udvikling. Du er ikke klar, hvisker en stemme i mig. Ikke endnu. Tiden er ikke moden. Jeg synker tilbage i sofaen og kigger på min bogreol fyldt af gode bøger, jeg endnu ikke har læst. Godt så. Ikke klar endnu. Jeg kan mærke rastløsheden som en bunke nedfalde blade, der hvirvles op af vinden. Endnu et tomrum, endnu en ventesal. En vinter, hvor det hele ligger i dvale og jeg indbydes til at være med. Jeg er virkelig kommet i skole. Ikke haste, vente. Ikke tale, lytte.

Naturen er min skole. Min indsigt. Min forståelse af livets rytme. Den dans, der udfolder sig udenfor mine vinduer hver eneste dag, er et billede af mit indre liv. Jeg famler, jeg har endnu ikke lært dansetrinene, ikke dem alle sammen, men enkelte trin kan jeg udføre med elegance. De resterende skal jeg lære. Åh, men jeg bliver så utålmodig med mig selv, jeg har set muligheder, jeg har set åbninger, glimt af lys gennem ellers lukkede døre. Jeg har haft hånden på gode dørhåndtag. Jeg har været så tæt på, at jeg kunne dufte lyden af det, der skal komme. Sanseforvirring. Forventning. Jeg har endnu meget at lære.

Vinterens venteværelse er ved at blive sat i stand. Hvis jeg kigger nærmere efter, kan jeg se en skolebænk og en pult. Et sted der midt i mørket, hvor dagen nu byder sig til. Det er ikke et venteværelse, kan jeg nu høre en stemme hviske. Det er et klasseværelse. Dit klasseværelse.

søndag den 23. oktober 2011

Et honningbolche mesterværk



Det er søndag morgen. En af de langsomme. Morgenmad med kæresten, stearinlys i køkkenet, udsigt til solopgang. En ny dag bryder gennem det usynlige hegn mellem nat og dag. Blødkogte æg og lidt godt brød. Ost og honning. Kaffe med mælk. Ingen hastværk, bare sidde og hænge lidt og komme til hægterne efter en dag, hvor vi var til fødselsdagsfest. Spiste god mad. Drak god vin. Talte med gode mennesker, primært i den ældre ende af skalaen. Historier fra en tid, der gik. Historier om en slægt, om deres oplevelser, opfindsomhed, frækhed. Der var latter. De gamle morede sig. Jeg ville ønske at jeg havde haft en diktafon. Jeg kunne høre historien og fik lyst til at skrive den. Jeg smilede. Nogen burde fortælle den. Mund til mund er godt og når vinen er god, kommer tungerne på gled, men inden længe er de gamle borte og hvem skal så huske at fortælle de historier? Det var en god dag. Gylden sol gennem vinduerne i spisestuen, en spisestue, som holder på mange hemmeligheder om selskaber, menuer og de mennesker, der har været samlet om bordet. Det fine spisestel. De nydelige krystalglas. Dage, der gik og mennesker, der blev ældre. Sludder og sladder. Høj latter, drilske kommentarer og kærlige ord. Spydigheder. Herligheder. Minder.

Og i dag er det søndag. Det er som om dagen kalder mit navn, hvisker søde ord i mit øre og lover mig, at en god portion frisk luft og påfyldning af solskin vil gøre mig godt. En udedag med andre ord. En løbetur sidst på formiddagen og når kæresten vender hjem fra jagt i eftermiddag, en tur i skoven med hundene. Den sidste del af efteråret folder sig ud på smukkeste vis. Solen skinner i trætoppene og himlen er herlig og blå. Der er højt til loftet og selvom jeg føler mig træt, har jeg stor lyst til at begive mig udenfor. Der sker noget med mig i naturen. Noget falder på plads.

Se det kan man jo altid gøre; give sig selv en god dag. Jeg skrev lidt om positivitet i går og hvor svært det kan være altid at holde den kurs. Snorlige. Konklusionen må være, at det skal man heller ikke. Hvis man ønsker at være et helt menneske, vælger man at tage det sure med det søde, accepterer at livet er en pose blandede bolcher og lader være med på forhånd at udvælge sig en favorit, der er det eneste saliggørende. Man er åben for nye smagsoplevelser. Andre farver. Og så skal man ikke altid spytte det bolche ud, der ikke umiddelbart behager. Man sutter lidt på det og venter. Måske ender man endda med et elske det bolche, man i første omgang forkastede, fordi smagen var så anderledes at den forstyrrede det forventede og sanserne fik et mindre chok.

Dagen er dag er et håndlavet bolche, et smukt formet kunstværk i gyldne farver og med en smag af lakrids og honning. Et gammeldags honningbolche. Jeg vil nyde det med alle mine sanser, lade det smelte på tungen, helt langsomt, mærke saften, kraften og den skarpe smag af lakrids blande sig med den sødlige honning. Jeg vil lukke mine øjne og mærke efter, bolchets konturer i munden, kanterne, blødheden og det hårde. Jeg vil ikke tygge det, ikke knase, det skal smelte til der kun er en allersidste dråbe smag tilbage og solen går ned.

Sådan bliver min dag. Et gammelsdags håndlavet honningbolsje. Et mesterværk!

Bolcherne er fra sweetsamsoe.dk

lørdag den 22. oktober 2011

Kunsten at være et helt menneske


I dag vil jeg skrive om skoven, tænkte jeg, da jeg stod op og satte kaffe over. Det var stadig mørkt. Jeg var som så ofte før tidligt på færde. Tændte stearinlys og nød duften af nybrygget kaffe, der bredte sig i køkkenet. Hundene var en tur i haven og kom ind igen. Jeg lavede mig en ostemad på det svenske brød, jeg har en svaghed for. Groft, mørkt og med en strejf af æble. Det er lidt sødt, det svenske brød, og jeg kan godt lide konstrasterne i det. Det grove og det sødlige. Det smager godt med ost på. Ost fra det gode mejeri i Lyngerup. Også det har en historie, både mejeriet og osten. Det er noget med kærlighed for håndværket. Tradition og fornyelse på en og samme tid. Og så min morgen. Mørket. Og skoven. Den jeg ville skrive om.

Men min PC drillede og det tog længere tid, end jeg havde tålmodighed til, hvis jeg skal være helt ærlig og det synes jeg jo, at man skal. Jeg genstartede, mens jeg drak kaffe og spiste de sidste guddommelige bidder af svensk brød med dansk ost. Så at lyset brød mørket og dagen stod op i horisonten udenfor køkkenvinduerne. Kæresten stod op sammen med lyset og skænkede sin kaffe. Jeg havde stadig ikke fået skrevet noget. På det tidspunkt havde jeg tabt tråden. Irritationen havde taget over.

Da det hele endelig så ud til at virke, tog jeg i stedet på visit hos min norske blogveninde Lill-Karin, som skriver så fint om livets nuancer. Jeg holder af hendes gode ord, som drypper af eftertanke og reflektion. De får mig til at tænke. Drømme. Fornemme. Det er en kunst at skrive sådan og jeg føler mig hjemme i hendes norske ordunivers. I dag handlede indlægget om positivitet, noget, vi alle taler og skriver meget om og forsøger at mestre. Jeg blev glad, da jeg læste Lill-Karins ord, for som hun ser jeg lidt mere nuanceret på det at være positiv og glad. Det er jeg simpelthen nødt til, for sådan er jeg skruet sammen. Min sjæl spænder vidt og synger i både dur og mol. Jeg kan ikke sige, at den ene sang er smukkere end den anden. De komplimenterer hinanden og gør mig til det menneske, jeg er. Og måske er det godt sådan, når nu jeg har fået den gave, jeg har fået. Skriverierne. Ordene. For hvordan skal man kunne beskrive farverne, nuancerne, de store følelser og de dybe, sorgen og glæden, hvis man ikke selv har mærket det på sin krop og i sin sjæl? Hvordan skal man kunne sætte pris på lyset og den nye dag, hvis man ikke har mærket mørket? Der løber en melankolsk åre i mit blod. Skal jeg forkaste den åre? Fortvivles over den? Skal jeg prøve at lede den en anden vej og nægte at kendes ved den? Eller skal jeg følge den åre, når det er tid, og forstå og acceptere, at livet er en vej på godt og ondt og at det er nuancerne, der skaber det hele menneske?

Det er i grunden anstrengende at skulle være POSITIV hele tiden. Og her mener jeg ikke, at man skal synke i selvmedlidenhedens mudderhul og lade triste og tunke tanker helt overtage. Slet ikke. Faktisk mener jeg ikke, at man skal tro alt, man tænker. Sindet kan binde en nogle forfærdelige historier på æret. Usande. Uærlige. Man skal ikke tro, at man ikke er noget. Man er noget. Også i den grad. Man er sig selv på godt og ondt og det skal man elske. Acceptere. Nyde. Nyde det sure med det søde, som det gode svenske brød. Spise det med velbehag. Det er en befrielse, når man erkender sig helheden og lader være med at kæmpe, konstant erstatter det ene med det andet i en evig kamp for at være glad. Når jeg kæmper, så er jeg ikke glad. Og det er et paradoks, for jeg vil faktisk vove den påstand, at jeg er gladere og mere hel i mørket, når jeg vedkender mig dens rum og den tid, det tager. Når jeg tør blive der lidt. For det er dér jeg vokser. Som menneske. Og det er der, jeg henter inspiration til de mere følelsesbetonede ord og sætninger, dem, jeg selv holder af at læse hos andre. Der er poesi i både latter og gråd.

Og det er en kunst at være et helt menneske.

fredag den 21. oktober 2011

Glædesbog



Jeg skrev lidt om positive tanker i går og flere af jer har kommenteret. De fleste af os prøver at tænke positivt, men det kan være svært. Der er omstændigheder, som påvirker os. Mennesker. Der støder tilstande til, som ryster os og som får ud af vores komfortzone. Vi vakler. Tvivler. For sådan er vi mennesker. Det hører med. Måske bliver det sværere at fastholde de gode tanker, når den mørke tid kommer. Som nu. Hvordan gør man? Jeg prøver selv ihærdigt, men jeg skal være den første til at indrømme, at det til tider falder mig svært. Så falder jeg i. For der er huller af negativitet på min vej, bobler af mismod, der baner sig vej ind i systemet og en stemme, der har til vane at snakke om problemer. Forhindringer. Egoet. Og det kan være svært ikke at lytte, når man er træt og hvis man kæmper, virker det næsten som kviksand. Man synker dybere i.

Der er ingen tvivl om, at livet bliver lidt lettere og forhindringerne mindre, hvis vi kan lære at tænke positivt. Som det primære. Hvis vi kan lære at betragte problemer som udfordringer og i svære tider, trods tvivl og tårer, stadig ved og tror på, at modgangen gør os stærkere. Hvis jeg kan det her, tænker jeg, når det er værst, så kommer jeg stærkere ud på den anden side. Der opstår en slags livsvisdom af de sår, man pådrager sig, når man lever sit liv. For de kommer. Sårene. Og det kan være svært at se skoven for bare træer. Se solen bag skyerne. Forstå, at glasset er halvfuldt og ikke halvtomt. Den slags. Når man sidder i kviksand til halsen og egoet i øvrigt taler om håbløshed og fortæller en, at man ikke kan, så kan det være svært at ikke at tro på det. At man virkelig kan rejse sig og gå videre. At sår heler og bliver til ar. At vi endda bliver smukkere og klogere mennesker af de ar vi får, som vi lærer at leve med, forstår, at vi kan opnå en slags healing ved at gå igennem. Acceptere. Og så plante positive tankefrø, der bliver til spirer og en dag er smukke tankeplanter. Så store og stærke som træer.

Jeg har hængt lidt i bremsen hvad positivt overskud angår i de seneste dag. Indrømmet. Jeg er på ingen måde positiv perfekt og mit ego er vedholdene. Men jeg har ikke tænkt mig at blive liggende i et hul. Så hvad gør man? Laver nogle gode øvelser, læser nogle gode bøger, samler op på de noter, man har skrevet i bøger igennem årerne, alt det positive, man har lært. Gode sætninger. Citater. Jeg meldte mig til et meditations- og mindfulness kursus i januar. Jeg vil blive bedre til at meditere for derigennem at opnå ro og balance. Det har jeg tænkt på længe og i går kom kurset så. Jeg skyndte mig at takke ja. Og så fandt jeg en smuk notesbog frem, som jeg købte i Lund i foråret. På forsiden ser man en grædende kvinde. En enkelt tåre triller stille fra hendes øje. Egentlig havde jeg tænkt, at bogen skulle indeholde sørgelig poesi. Tunge ord. For jeg, må jeg tilstå, kan godt  lide den slags. Engang i mellem. Jeg kan godt lide noget, som er skrevet fra hjertet, hvor forfatteren græder gennem ordene og finder poesi i sorgen. En slags fortrøstning. Men i går tog jeg en beslutning og nu har jeg dedikeret bogen til at være min "glædesbog". I den vil jeg samle det bedste af det bedste. Glade superlativer og visdomsord. Det, som gør mig glad og får mig til at smile. De små fif, jeg ved virker, selvom jeg kan glemme det, når bølgerne går højt. De skal stå i min glædesbog. Og når jeg er trist en dag og trænger til opmuntring, til at huske på, at der findes en god vej og ord ditto, så vil jeg slå op i bogen og læse. Måske skriver jeg endda selv lidt digte. Lidt poesi er aldrig af vejen. Jeg kan mærke at det er en god ide. Jeg bliver glad bare ved tanken.

Og det er vel i grunden sådan, det kan være. Man tænker på noget, som gør glad. Solen, der står op om morgenen i den smukkeste solopgang, himlen nogensinde har set. Farvestrålende mad med en smag, der kildrer alle sanser. Kærlighed. Hunde, der møder en om morgenen, glade, forventningsfulde. Løbetur i skoven. Familie. Et tag over hovedet og mad på bordet. Orange. Turkis. Eller hvilken farve, der nu påvirker dig i positiv retning. En glædesbog. Måske kan du også bruge ideen og derfor giver jeg den hermed videre i det glades tjeneste.

For ved du hvad? Du og jeg har fortjent glæde. Så giv dig selv en god fredag. Fordi du er det værd! :)

torsdag den 20. oktober 2011

God morgen kvinde


Jeg vågnede før vækkeuret. Det sker jo. Jeg følte mig frisk og udhvilet, men blev liggende lidt. Måske vil søvnen tage mig, tænkte jeg og lod øjnene forblive lukkede. Det gjorde alligevel ingen forskel. Der var kulsort omkring mig. Det er sidst i oktober. Lyset kommer langsomt. Tøvende. Når jeg står op, har jeg ingen anelse om vind og vejr, hvis jeg da ikke kan høre regnen tromme mod vinduerne eller vinden suse i træerne. Det kunne jeg ikke i dag. Der var stille. Søvnen kom ikke tilbage, så jeg stod op og måtte tænde lys.

Hundene bliver altid glade, når vi står op og kommer ned af trappen. Det er nærmest en fest hver gang. Deres modtagelse er en konge eller dronning værdig, deres dansede bagkroppe og logrende haler overlader intet til tilfældighederne. De er glade. De er friske og klar til en ny dag. Forventningsfulde. De nyder rutinerne. De stiller ikke spørgsmålstegn ved alting, de nyder det bare. Ud i haven. Ind igen. Se på, mens jeg øser hundemaden op i skålene og hælder kogende vand over. Det skal stå der og trække, så de trisser lidt utålmodige rundt eller lægger sig på deres tæppe. Venter. Betragter. Når jeg laver min egen morgenmad, kommer de straks. Morgenost! Det har været et fast indslag på programmet siden jeg fik min første hund Molly for efterhånden mange år siden. Sort labrador var hun. En stor personlighed. Hun indførte morgenosten. Og det har mine hundepiger glæde af den dag i dag. Det er Mollys fortjeneste og jeg bliver varm om hjertet, når jeg tænker på hende.

Jeg ville gerne være mere som hundene. Mere umiddelbar. Bare nyde dagen og vejen og ikke stille alle de spørgsmål. Hele tiden. Nogle gange skal man bare koble fra og være til. Sanse. Gå uden at vide hvorhen. Vejen bliver til, mens man går, har mange sagt og skrevet og jeg har også gjort det, for det kan ikke være anderledes. Ikke desto mindre kommer tankerne. Hvad mon der sker? Kan jeg klare det her? Og hvilke udfordringer vil møde mig og er jeg klar til at møde dem? Hvordan bliver jeg overhovedet klar? Stop, siger hundene, morgenen er ny. Se ud. Og her sidder jeg og kigger ind og ser slet ikke, at lyset er ved at stå op derude. Himlen rødmer forsigtigt af de ord, den nye morgen har hvisket i hendes ører. Bare jeg vidste besked. Hvad mon hun fik at vide? Træerne vokser ud gennem mørket, bliver mere markante, karakterfulde. Ikke to træer er ens. Sammen danner de et fantastisk mønster mod morgenhimlen. Stolte silhouetter.

Morgenkvinden drikker kaffe. Skriver ord. Hundene venter tålmodigt og tiden står stille. I et sekund. Så går den videre. Et øjeblik. En tanke. Kan man virkelig styre sine tanker, kan man virkelig plante gode tanker som små frø, der spirer og bliver til positive tankeplanter? Planter, der breder sig. Træer. Tanketræer med gode grene og kviste. Jeg forsøger. Hver eneste dag. Og jeg bliver inspireret af mine hunde og naturen omkring mig. Uden dem var jeg ingenting. De får mig ned på jorden. De giver mig ro. Glæde. Styrke. Der er gode sjæle omkring mig. Og god kaffe.

God morgen!

onsdag den 19. oktober 2011

Quinoa og kåldolmere


Det er stadig mørkt, når vi står op. Vinteren rykker tættere på, for hver dag der går. I går var efterårsvejret skarpere og mere markant. Det regnede og haglede sågar, blæsten tog for sig af retterne og bladene fløj af træerne og rundt i vinden. Det susede om ørerne og det blev med et vantetid. Det var koldt. Gennemtrængende. Godt at komme ind igen efter hundeturen, drikke ingefærte af min nye røde tekop og få varmen igen. På sådan en dag ønsker man sig en pejs. Jeg gør i hvert fald. Det ville være helt på sin plads at lægge brændeknuder til rette og siden høre ilden buldre, stirre ind i flammerne og drømme sig væk. Og havde du spurgt mig i går, hvor jeg så ville drømme mig hen, havde svaret nok været til Sydamerika. For dagens ret var sydamerikansk. Der var curry tilbage fra forleden dag og den bliver kun bedre af at stå. Den er lavet efter ægte sydamerikansk vandreopskrift. I går serverede jeg quinoa til. I tre farver. Så bliver det ikke mere farvestrålende.

Vidste du, at quinoa er den næstmest sunde plante i hele verden? Det er der nogen, der siger. Da jeg spurgte en veninde, som har stor forstand på den slags, fordi hun er uddannet til det og det har hendes store interesse, gav hun mig ret. Det er sundt. Quinoa. Bare ordet gør mig glad. Det er et smukt ord. Der er poesi og fantasi i det. Det får mig til at se en historie. Quinoa er en plante som stammer fra Andesbjergene i Sydamerika, hvor den er en meget vigtig fødevareafgrøde. Det er ikke en kornsort. Inkaerne kaldte quinoa for "Moderkornet" og betragtede det som helligt. Quinoa har et meget højt næringsindhold, ofte med op til 50% mere protein end andre korn og er dermed også fantastisk at bruge som erstatning for kød i vegetarisk madlavning. Quinoa har i øvrigt en enestående aminosyrebalance. Den er nærmere den ideelle proteinbalance end noget andet korn, og den indeholder alle essentielle fedtsyrer. Jeg kunne blive ved. Der står meget godt om quinoa, når man slår det op og min veninde forsikrede mig også om, at jeg roligt kunne spise rigelige mængder af quinoa. Det er godt for mig. Og det smager skønt.

Apropos mad, så skal jeg prøve noget nyt i aften. Jeg vil lave min egne kåldolmere og nu er vi vist tilbage på disse breddegrader, hvad madens geografi angår. Det er godt at komme lidt omkring og for mig er madlavning også et slags eventyr. Det er en rejse i smag, duft, ingredienser og krydderier. Det er næsten magisk og det kan gøre mig glad på en dag, hvor jeg ellers ikke er det. Jeg kan simpelthen mærke, hvor vigtigt det er for mig at spise god mad. Sund mad. Med med farver og gode krydderier. Og selvom kåldolmere ikke har quinoas næringsværdi, så forventer jeg mig alligevel en nydelig smagsoplevelse. Opskriften har jeg fundet hos Camilla Plum og jeg skal bruge spidskål. Jeg glæder mig allerede! ;)
 
Her sidder jeg en tidlig morgen med kaffe ved stearinlysets skær og skriver om mad. Jeg smiler lidt af mig selv. Jeg har dårligt spist den sidste bid ostemad på svensk brød. Men altså. Mad gør glad. God og sund mad. Du er hvad du spiser! Hvad spiser du?

tirsdag den 18. oktober 2011

Svensk inspiration


Da vi gik tur på Bregentved forleden eftermiddag, viste efteråret sig fra sin bedste side. Det gav os blod på tanden og helt impulsivt besluttede vi os for at tage en smuttur til Sverige i går. Vi er i Sverige et par gange om året, en tur over broen, Lund, Ystad eller en anden god by. Frokost. Kanelboller. Svensk kaffe og skånsk kærlighed. Lidt shopping og gåtur. At køre over broen, er virkelig som en lille rejse. Det gør godt at krydse Øresund og spejde ud over vandet. Et lille skib, som forlængst har fået slagside, ligger stadig forladt der i vandet. Jeg kigger på det hver gang og undrer mig over, at det ikke er blevet fjernet. En historie dukker op.  Hvad mon der skete? Og hvorfor har ingen tænkt sig at bugsere det forladte skib på land?

Vi var i Lund i går. Gik tur gennem byen, kiggede på forretninger, bøger, film, keramik. Jeg fandt en lækker notesbog i universitetsboghandlen, som skal indeholde inspiration til de skriverier, jeg netop er startet på. Og godt jeg købte den, for mens vi sad i madsalen på Grand Hotel, hvor vi lod os friste til god frokost, kom inspirationen. Et dryp. En sætning. Jeg fandt straks notesbogen frem og skrev i den. De allerførste ord. Jeg har besluttet mig for at notesbogen skal følge mig i tykt og tyndt, mens jeg skriver på det, jeg gør nu. I går var kun starten. Frokosten på Grand Hotel var i øvrigt utrolig god og slet ikke så dyr, som det måske kan lyde. Og der var stil over det, store lysekroner, hvide duge og betjening på hver finger. Intet var overladt til tilfældighederne og maden var inspiration i sig selv. Jeg valgte den varme vegetarret, som var kåldolmer med rygeost fra Fyn. Det smagte guddommeligt.

Resten af dagen fløj afsted. Kaffe på en café. En tur ned i min favoritbutik, hvor jeg dog nøjedes med at kigge denne gang. Endelig købte vi ind, for vi hjembringer altid lidt svenske specialiteter og kaffen er billigere. Nu har vi til et stykke tid. Og apropos kaffe, så sidder jeg her i en ny mørk morgen. Jeg kan høre regnen tromme mod ruden. Turen til Sverige var i går. I dag er det atter hverdag på matriklen. Tirsdag, tåge og regn. Anderledes. Ny. God. Sæt i gang.

søndag den 16. oktober 2011

Søndagsbalsam


Eftermiddagstur med kæreste og hunde i parken og skoven ved Bregentved. Vi havde slet ikke fantasi til at forestille os sådan en herlighed. Solen stod perfekt, lyste op og gjorde mild. Parken lå badet i efterårslys og vi var nærmest beærede over at få lov at træde på dens stier. Hunde og mennesker. Der lå en gylden ro over parken. Vi havde ikke travlt, hundene snusede og oplevede gennem næser og øjne, vi sansede og hilste på forbipasserende. Andre mennesker med samme søndagsplaner. Alt og ingenting. Bare gå. Indånde. Opleve. Stilhed. Lyset spillede i trækroner og parken spejlede sig stolt i søerne. Vi gik over broer. Vi gik gennem skov. Jeg var turist. En rejsende i noget, der er svært at beskrive. Dumpet ned midt i et Midtsjællandsk paradis. Midt i oktober. Ingen vind. Efterårsvarme på den kølige, falmede måde. Skridt i blade. På stier. På græs. For evigt.

Kæresten har åbnet en god flaske rødvin og jeg laver curry. Den simrer og dufter i hele huset. Den tager sin tid. Solen står ind gennem vinduet, synker, men smiler og blænder mig for en stund. Når jeg lukker øjnene, kan jeg mærke varmen og se lyset. Jeg føler mig heldig. Taknemmelig. Søndagsbalsam for sjælen.




Af bagvejen


Vejret er nærmest guddommeligt i disse dage. Sol, klar himmel og gyldne efterårsfarver. Frost om morgenen, sprød magi i en symfoni så skrøbelig og alligevel stærk. Jeg skyndte mig at stå op, da jeg vågende. Lyset var ved at komme, jeg kunne skimte morgenen gennem gardinet og jeg følte mig frisk og udhvilet, selvom det var tidligt for en søndag. Jeg har alligevel aldrig været kendt for at sove længe og synes ikke, at der er grund til at lave om på det ry. Jeg er derimod fan af morgenen og når den arter som den gør i disse dage, er det nærmest et syn, jeg ikke vil gå glip af. Lyserød horisont, rim over landskabet, frost som en sart tæppe og et slags magisk lys, der sætter gang i fantasien. Inspiration. Lige fra morgenstunden.

Vi havde en dejlig dag i fredags, Josie og jeg. Ved middagstid var vi klar og jeg satte GPS til, eftersom vi skulle på besøg hos Josies opdrætters søster i et område, jeg ikke kender. Den gode GPS har besluttet sig for, at man ikke kører af motorvejen og sådan er det. Den var jeg helt med på. Vi blev i stedet ført med over land, gennem skov, op og ned af bakke og blev præsenteret for det smukkeste efterårslandskab, man kan forestille sig. Solen skinnede og vi kørte i et gyldent lys. Det er dejligt at komme helt ud på de små veje, når man ikke har mere travlt end som så. Se små klynger af hus, der ikke engang kan kalde sig en landsby. Får på markerne, levende hegn, stolte træer, stilhed. Det var næsten som at køre bagom det egentlig liv. Det tilsyneladende. Det var som om GPSen vidste, at der foregik noget langt mere smukt på den anden side. Lad bare de andre skynde sig afsted, sagde stemmen i højtaleren. Vi har ikke travlt. Vi kommer til tiden, men vi kommer af den tilsyneladende langsomme omvej. Den smukke. Værsgo. Bagvejen.

Og sådan blev fredag. Smuk. Vi genså Josies opdrætter, der nu bor i Ecuador, men var hjemme i nogle uger. Hun var glad for at se Josie igen efter 10 år. En helt speciel oplevelse. Vi gik tur i bunden af Isefjorden. Igennem en skov og ud til vandet. En tur langs vandet, en god snak, mens solen dansede på himlen og spejlede sig i fjorden. Blikstille rolighed. Sådan en tur er som balsam for sjælen. Det hele falder på plads. Og Josie nød at være på tur med mig alene, det var der ingen tvivl om. Hun strålede, min gamle sol. Senere kørte vi op til mor i sommerhuset. Gik endnu en tur i den sidste eftermiddagssol, drak rødvin og lavede mad. Hyggede. Og selvfølgelig overnattede vi. Dagen i går blev lidt anderledes end påtænkt, men det gjorde ikke noget. Planer kan laves om og det blev de. Og nu sidder jeg her, solidt placeret i søndagen med god kaffe og et blafrende stearinlys. En ny dag er kommet.

GOD SØNDAG!

lørdag den 15. oktober 2011

Sjælens farvande

Twenty years from now you will be more disappointed by the things that you didn't do than by the ones you did do. So throw off the bowlines. Sail away from the safe harbor. Catch the trade winds in your sails. Explore. Dream. Discover. - Mark Twain -
Kender du Mark Twain? Og kender du dig selv? Jeg bliver hele tiden forbavset over, hvor meget jeg lærer mig selv at kende - og genkende - mens jeg tager denne sejlads ud i uvante farvande. Og måske tænker du, at disse farvande er et sted ude i verden, i Middelhavet, Atlanterhavet eller Nordsøen endda. Og det er de også, men der er langt mere spændende og frygtindgydende farvande at sejle på, hvis man altså tør. Sjælens farvande.

Den indre rejse er den mest spændende og mest krævende, er der mange som har sagt. Nu siger jeg det også.. Det er som om man når til et vis punkt og så er der ingen vej tilbage. Jeg vil retur i sikker havn, er det noget i mig, som råber. Tigger og beder. Men noget andet i mig vil videre, undersøge, søge, der er mange spørgsmål, der er mange ukendte faktorer og der er en voksende nysgerrighed og noget, som er svært at sætte ord på. Du er en kunstnersjæl, var der en veninde der sagde og da ordene lød, faldt noget på plads. For det er jeg da vist. Og skumsprøjt, ebbe og flod, blikstille vand, havgus og havgys, jamen for pokker da, det er en del af skabelsen. Mødet med dæmonerne er inspirerende græsende til frygtindgydende. Og bedst som man tror, man er fortabt, dukker der en engel op. Der er musik. Der er skæbnesymfoni. Der er keltisk jig og månesonater. Stille sange og heavy metal. Hold da helt op!

Og det har jeg jo ikke tænkt mig. At holde op altså. For skibet sejler og som Mark Twain så klogt sagde, så har vi altså kun et liv. Og det er lige nu og her. Jeg er ombord. Mine store følelser er min redningsvest, hvor paradoksalt det end kan lyde. Hvis jeg tør vedkende mig dem. Lade dem buldre og brage og blive til ord og sætninger, som jeg ikke havde drømt om. På min vej skal jeg trevle en del tråde op. Kender du det? Man tror, man skal lære og det skal man så sandelig også, men en del af rejsen handler i virkeligheden om at ulære. Man skal glemme det, man har lært. Det var en løgn. Noget vås. Det kan ikke bruges, det er ugyldigt og anser man det for sandheden og en rettesnor, så er man ilde stedt.

I dag er der roligt i sjælens farvand. Vandet er blikstille og oktobersolen kaster sit behagelige efterårslys ned over landskabet. Guld, rød og orange. Vejret er perfekt til udendørs aktiviteter og hvorfor sidder jeg så her? Det gør jeg heller ikke så længe endnu. Jeg ville bare lige sætte endnu et indlæg i søen.

Og ønske dig en fin lørdag selvfølgelig! :)

fredag den 14. oktober 2011

Fredag med Josie


Morgenmørke. Kaffe i koppen. Fredag er ankommet uden større ståhej og jeg stod op før uret ringede. Kærestens vækkeur er højt og skingert. En clockradio, han ikke formår at få rigtig indstillet. Den brager godmorgen, skratter og i en altfor høj tone. Jeg hader at blive vækket på den måde. Det gør jeg virkelig. Min morgen må gerne være mild og blid. Sagte toner, subtile strømninger, små kærlige kys der indikerer, at morgenen er kommet og at det er tid til at forlade drømmeland for at begive sig ud på nye eventyr. I dag kom jeg den ubehagelige skratten i forkøbet og det var i grunden dejligt. Selv vågne. Ligge ligeså stille og indstille sig på dagen og vejen.

Vejen går nordpå i dag. Josie og jeg skal på udflugt. Vi skal mødes med Josies opdrætter, som egentlig er bosat er Ecuador, men hun er hjemme i et par uger. Vi har flere gange talt om at mødes og nu bliver det. I eftermiddag. Vi skal gå tur og hygge lidt, hun skal se den gode Josie, som nu er 12 år. Tænk engang. Er det virkelig så længe siden, vi hentede den gule guldklump i Skamstrup ved Mørkøv? Der er løbet meget vand under broen siden dengang og jeg er gået over mange broer. Men Josie lever heldigvis endnu og i dag skal vi to på tur. Metrologerne har lovet sol og høj himmel og frost og stjernehimmel kunne godt tyde på, at de får ret. Heldigvis. Det bliver skønt med en eftermiddagstur, hyggeligt at mødes med Josies opdrætter og gå tur et helt andet sted.

Efterfølgende kører vi i sommerhus for at besøge min mor. Bare Josie og jeg. Kæresten passer de to andre hundepiger. Det bliver nok sidste sommerhustur i år. Min mor plejer at flytte tilbage til byen i slutningen af oktober. Så er sæsonen forbi. Det er vinter. Der er noget vemodigt ved den tanke, men det er kun kortvarigt. Jeg har besluttet mig for, at vinteren er en god tid. Jo jo, tid til eftertanke og alt det, jeg skrev om i går. Mange slags sne og gode supper. Blandt andet. Men i dag er det ikke vinter. Det bliver en flot efterårsfredag og omridset af en nydelig dag kan skimtes i horisonten, hvor solen dovent strækker sig og begynder at stige. Jeg kan ikke se den endnu, men den er der.

Ha en dejlig fredag, du også! :)

torsdag den 13. oktober 2011

Snefornemmelse og en vis herre


Han er effektiv, ham Baldrian. Jeg har sovet som en sten og føler mig frisk og veludhvilet, selvom fuldmånen har danset på himlen og stadig er at skue. Det er ikke rigtig lyst endnu. Dagen tøver med at kysse natten farvel. Fra mit vindue i skrivestue kan jeg se træerne, deres silhouetter mod den himmel, der tegner overgangen mellem lys og mørke. Det er en hårfin balance. Der sker noget hvert sekund. En fugl er stået op og synger en munter morgensang. Det er nok en af dem, der bliver vinteren over. Resten er fløjet mod syd, men vi er nogle, som holder skansen og går vinteren i møde med fortrøstning. Den har sin berettigelse. Vinteren er tiden, hvor vi vender blikket lidt indad. Tænder stearinlys og hygger indendørs med gode bøger, reflekterer, kontemplerer og bliver lidt langsommere. Det er tilladt at putte sig, når mørket lægger sin tunge dyne over land og by. Der er te på kanden og brændeknuder i kaminen, hvis man altså har sådan en.

Jeg er ikke noget imod vinteren. Hvorfor skal den altid være så udskældt? Den er kold, siger folk. Den er mørk og lang, trafikken bliver besværlig, der falder sne, det er glat, man fryser når man er ude. Ja, svarer jeg, hvis man ikke har tøj nok på og ikke er indstillet på at gå sig varm. Vinteren er lang, fordi vi har brug for det. Vinteren er perfekt til at finde indre ro. Til at dvæle lidt længere ved de gode tanker. Plante frø. Hvis man vil være lykkelig, er der en, som har sagt, så skal man plante positive frø. Det er vinteren perfekt til. Og er der noget som at komme ind i varmen efter en god tur ude, få varme i kinderne, som bliver røde og blusser om kamp med gløden fra lysene? Mærke det prikke i fingrene, efterhånden som de bliver tøet op. Lave varm kakao og spise hjemmelavet suppe med masser af krydderier. Tage fodbad. Bo i lækkert hjemmestrik.

Filosoffen sender mig et skævt blik fra sin plads i vindueskarmen. Jeg skal fortælle dig om vinter, synes han at sige. Som om du, en dansk kvinde, ved noget om at bo i mørke. Og om at blive rigtig kold for den sags skyld. Det er jo ikke engang altid, at I rigtig har sne her i Danmark. Og hvad er det overhovedet for noget, I kalder sne? Jeg ser på ham og hører tydeligt hans nordnorske accent. Jo, han taler skam! Det er ikke min fantasi, der spiller mig et puds, selvom den tit og ofte gør det. Heldigvis. Nej, han har åbnet sin lermund, for mine ord om vinter, sne og mørke var alligevel for meget for den gode nordnorske filosof. Bortført fra Senja og placeret i en dansk kvindes skrivestue ved siden af sin også bortførte veninde, skytsenglen, som i øvrigt har mistet vingerne og ikke fået dem igen. Endnu. Han er en smule fortørnet og nu bliver det værre.

Sne, fnyser han og træder et skridt nærmere. Hvad ved du om sne? Nå ja, tænker jeg, jeg har da læst Frk. Smillas fornemmelse for sne. Jeg ved, at der er mange slags sne. Ikke sandt? Han nikker bare. Et smil spiller om hans læber, et overlegent smil. Ryster på hovedet. Træder lidt tilbage igen. Og, tilføjer jeg triumferende, om kort tid udkommer det nye Kate Bush album og det hedder "50 Words for Snow". Der kan jeg vel lære lidt mere og samtidig høre Kates fantastiske musik, som jeg har elsket siden jeg var en ung pige. Hun er mit store idol. Jeg bor i hendes musik. Hun inspirerer. Og nu er hun selv blevet inspireret af sne.

Du har ikke tænkt dig at skrive om sne! Filosoffen ryster voldsomt på hovedet. Det er du ikke kvinde for. Der skal en ekspert til! Jeg smiler og ser på ham. Men har jeg da ikke en sådan ekspert lige i nærheden? I vindueskarmen? Han nikker. Trækker på smilebåndet, men beslutter sig i sidste øjeblik for at lade være. Måske. Måske kan jeg hjælpe. Hvis altså ... Nå ja, måske var de bortfløjne ryper i fantasisovs ikke helt som vor mor lavede den i Nordnorge og måske har jeg i lettere dovenskab undladt at lime skytsenglens vinger på igen. Men de kommer på. Når vi flytter. Jeg opbevarer dem et sikkert sted.

Skulle vi ikke bare være venner igen?, siger jeg højt og rækker hånden ud mod min filosof med hjerte på skulderen og ring i øret. Han er en alternativ filosof, prikket undertrøje, ord på maven. En ven er en sjæl i to legmer. Åh, jeg vil gerne være hans ven igen. Det hele beror på en misforståelse. Jeg vil også gerne lære mere om sne. Om at bo i det nordlige mørke og gå rundt i blåt mørke, skue nordlys og spise solboller, når solen kommer igen sidst i januar. Og få en bedre fornemmelse for de mange slags sne, der findes. Og hvorfor. Han nikker. Siger ikke noget, men jeg kan se i hans øjne, at jeg har gjort ham lidt mildere. Der er brug for ham igen. Hans ekspertise. Kan du stå på ski?, spørger han og jeg ryster på hovedet. Begynder! Nybegynder. Helt tilbage til første skridt på ski i sne med andre ord. Jeg nikker. Smiler. Indrømmer. Jeg er dansker. Jeg er bedst på cykel. Men villig til at lære. Jeg elsker at lære.

onsdag den 12. oktober 2011

Babushka og baldrian


Det er snart et år siden at det gik op for mig, at noget måtte ske. At jeg måtte tage på denne rejse. Gøre noget. Det er et år siden, jeg skrev indlægget om at ligge i mørket og vide, at noget er rivende galt i ens liv og at det ikke kan nytte noget, at man kæmper for at finde indhold i noget, der for længst har mistet al mening og værdi. Jeg ved ikke, hvor tiden er blevet af, men nu sidder jeg her, en oktobermorgen et år efter og kan se tilbage på et år, hvor der tilsyneladende ikke er sket det helt store og alligevel er alt forandret. Jeg er forandret. Jeg sagde mit job op. Jeg gjorde det. Jeg ville skrive, jeg ville finde en mening med mit liv, det liv, som er en gave. Jeg var vokset ud af min gamle rolle, en frakke, der var slidt og havde alt for mange huller til at kunne holde mig varm. Jeg frøs. Så jeg lod den gå videre til et godt formål, pakkede mine sydfrugter og begav mig af sted.

Jeg ville bare skrive. Det er der mange indlæg om, så det skal jeg skåne dig for her, men skrivningen er min store lidenskab. Det er min vej. Det er vejen til al den kreativitet, jeg rummer, til fantasien og til glæden ikke mindst. Nu havde jeg tiden, ikke for evigt, ikke lige på den måde, men tiden var der. Jeg havde gjort plads. Og ja, der hørte også mange andre ting med til den situation, jeg befandt mig, men jeg kunne sætte mig og gøre alvor af det, jeg havde drømt om hele mit liv. Som jeg havde vist. Visualiseret. Det blev sådan. Men det jeg troede var så enkelt, var i virkeligheden kun den yderste del af kernen. Et løg. Et løg i mange lag. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måtte begynde med at skrælle de mange lag af, et for et. Det kostede en del tårer. Hold da helt op. En tur tilbage. En rejse i rejsen. Jeg er en russisk dukke. En babushka!

Et år er gået og her sidder jeg i stearinlysets skær, mens morgenen rejser sig og fuldmånen hænger stolt på sin himmel. Jeg har sovet godt, jeg har snydt hende denne gang. Jeg gik ind i en helsekostforretning og bad om baldrian. Kender du ham? Spøg til side, baldrian og citronmelisse i tabletform. Jeg sover som en sten. Og månen har sikkert drillet andre gode kvinder og mænd, men min søvn lod hun være, for baldrian og hun er åbenbart ikke de bedste venner i verden. Så her sidder jeg, vågen og veludhvilet og et år er gået, siden mørket for alvor lod mig forstå, at noget skulle ske. Noget måtte ændres. Jeg begyndte med at ændre de yndre ting og så tog den indre udvikling for alvor fat. Det startede med en sætning. Et kapitel. Så begyndte der at ske noget. Og jeg er slet ikke færdig endnu.

Men i grunden er det jo spændende og jeg er taknemmelig for at være her. Selvom usikkerheden stadig er stor, så tænker jeg ofte på, at vejen bliver til mens man går. Det gør min vej også. Man kan ikke altid se skoven for bar' træer og det er nok heller ikke meningen. Der skal være lidt spænding i livet. Men som man går, bliver nogle ting mere og mere tydelige, mens andre mister deres saft og kraft. Fokus skifter, der kommer nye mennesker til, nye oplevelser, som former og forandrer. Og ordene. De er kommet for at blive. Også i den grad.

tirsdag den 11. oktober 2011

En anden tid


Denne station. Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at forlade toget og begive mig udenfor. Kaffen er god, stearinlyset blafrer og jeg sidder alene tilbage i spisekupeen med en tøven i min krop. Det er stadig halvmørkt derude, træerne danser forsigtige morgentrin i vinden, himlen ser klædelig ud i pastelfarver og solen overvejer, hvad den egentlig har lyst til på oktobers ellevte dag. Selvom jeg ved, at der kunne findes muligheder og inspiration i den tilsyneladende halvdøde by, hvor toget nu holder til perron, så kan jeg ikke finde lysten til at begynde at gå. Hvis bare det var sommer, tager jeg mig i at tænke. Så behøvede jeg ikke min jakke og det store tørklæde. Hvis det var sommer, så var det helt lyst derude nu og jeg ville kunne se meget længere, end jeg kan lige nu. Bygningerne er bare figurer på et lærred, som om nogen har besluttet sig for at male en by og alligevel ikke rigtig gad gøre sig umage. Det er bare antydninger.

"Unge dame", hører jeg en stemme sige, "De kan ikke blive siddende her". De? Konduktøren er af den gamle skole, han holder på formaliterne og der er tilsyneladende også regler om, hvor længe man må sidde over morgenkaffen. Jeg trækker på skuldrene og stirrer tomt på ham. Nydelig ser han ud i sin fine uniform, et sirligt overskæg pryder hans overlæbe, han dufter svagt af aftershave og ligner allermest en karakter fra en Agathe Christie historie. Jeg smiler lidt, men siger ikke noget. Fantasien begynder at lege, spiller ligeså forsigtigt en finurlig melodi i mit indre, jeg lytter og en smule uhøfligt retter jeg blikket mod byens silhouet for at koncentrere mig om det, jeg får fortalt.

"Unge dame! De må forlade spisevognen omgående!". Hans stemme lyder en smule mere bestemt nu. En anelse utålmodig. Han rykker nærmere mit bord og lægger en bred hånd med velplejede fingre og negle på bordpladen, lige nok til at min kaffekop giver et forskrækket spjæt fra sig og den sidste kaffe skvulper. "Er De ikke klar over, at man ikke kan blive på toget, når det holder til perron"?

"Det var jeg ikke klar over, nej", siger jeg og ved egentlig ikke om jeg lyver. Jeg drikker det sidste kaffe uden at skynde mig, samler min jakke og tørklæde samme og gør mine til at rejse  mig. Min krop er tung. Jeg føler mig presset. Konduktøren har påtaget sig en rolle af autoritet, hans maskuline faderskikkelse i uniform virker pludselig en lidt truende og jeg kan mærke, at jeg bliver en smule vred. Provokeret. Skal han virkelig bestemme det? Og hvorfor bruger han ord som "unge dame" og siger "De" til mig? For det første kan man vel næppe kalde mig ung, selvom jeg nok burde føle mig smigret, og for det andet siger vi yderst sjældent "De" til hinanden mere. Det hører en anden tid til. Jeg rejser mig og ser mig omkring. Det er som spisevognen har ændret karakter, mens jeg drømmende sad over min kaffe. En anden tid?

En smule forvirret møver jeg mig ud fra min plads ved vinduet, nikker fraværende farvel og tak til den uniformerede konduktør og går ud af spisevognen, gennem en togkupe og hen til den nærmest udgang. Døren står åben ud til morgenen, hvor lyset nu er blevet en smule mere markant. Jeg kan nu se, at bygningerne ikke bare er malede antydninger af en by, de er faktisk rigtige huse og jeg kan endda skimte et kirketårn i horisonten. Jeg bliver stående på perronen og tager min frakke på, smider tørklædet om halsen og strækker min krop. Så ser jeg det. Skiltet over stationsbygningen. Navnet på byen. Stedet. Tre ord. Hverken mere eller mindre.

En Anden Tid.

mandag den 10. oktober 2011

Et hus i sjælen


Jeg glæder mig til at lære huset at kende. Det står nu stolt og næsten færdigt og venter tålmodigt på, at dets nye beboerne skal flytte ind. Hunde, mennesker, møbler og bøger.

Når jeg er derude, nyder jeg de store rum og lyset, der som det naturligste falder ind gennem vinduet. Skyggerne, der danser i kroge og på nye plankegulve. Den smalle knagende trappe til første sal, som er et levn fra gamle dage og hullet i entreen til den nye trappe, som skal laves specielt, fordi det gamle hus er ikke et typehus. Det kan ikke købes som nyt. Det er gammelt og det er stolt af sin historie. Og vi er stolte af det. Hver eneste gang vi træder ind gennem døren, bliver glæden og gensynet større. December. Det bliver vores måned, dér flytter vi ind. Vi satser på, at de sidste brikker i puslespillet kan gå op i en højere husenhed, så vi endelig kan træde ind gennem døren og vide, at nu er vi hjemme. Jeg kan mærke at huset glæder sig. Det summer af god energi og spændt forventning. Jeg glæder mig til at lære det at kende, dets lyse og mørke sider, lyset, skyggerne, hemmelighederne. For gamle huse bærer altid på en hemmelighed. Måske vil det ligeså langsomt afsløre sin historie for mig, når jeg går rundt i dets rum eller sidder på mit magiske arbejdsværelse med lys fra de store vinduer i gavlen. Når jeg træder ud på balkoen og kigger ud på de gamle æbletræer eller skuer over markerne mod venstre.

I dag går en arbejdsmand i gang med at lave hegn omkring haven, så hundene kan boltre sig uden at stikke af. Det bliver en fin have med en stor plæne. Vi skal have nogle rosenbede med planter fra svigermor, som er en rigtig rosendame. Ellers bliver det store rustikke krukker langs husmure og gavle, for jeg er egentlig ikke et havemenneske. Jeg kender mine begrænsninger, hvad det arbejde angår og det accepterer jeg. Men jeg elsker blomster og planter, så jeg sætter mig nogle enkelte gode plantemål. Det er blandt andet også noget med stokroser, som jeg har et helt specielt forhold til. Men mere om det senere. Nu skal de sidste håndværkere jo først i sving og siden skal vi flytte ind. Give os tid til at lære huset at kende. Møde os selv i nye omgivelser. December.

Jeg har huset i sjælen på denne mandag i oktober. Og så har jeg i øvrigt gode mandagsplaner, der blandt andet indeholder coaching, en tur til Roskilde og sidst på dagen, ikke mindst, en løbetur. Nydeligt! ;) Jeg ønsker dig en god start på den nye uge og håber, at du får masser af gode oplevelser med dig. Vær åben, så kommer de!

søndag den 9. oktober 2011

Bortfløyne ryper i fantasisaus


Hvordan er det lige hun staver, tænker du måske, når du ser indlæggets overskrift. Det er da ikke dansk. Og nej, det er det faktisk ikke. Det er norsk. Det er navnet på filosoffens livret. Det er den ret, jeg skal lave til ham for igen at få hans tunge på gled. Men hvordan får man fat på ryper, som er fløjet væk? Se det er en nordnorsk hemmelighed, som jeg endnu har til gode.

Jeg lavede god gammeldags lasagne med salat i går. Det fik ham bare til at rynke på næsen, den gode filosof. Tror du han ville smage? Han vendte sig bare væk og så ud på aftenhimlen, som senere blev smukt beklædt med stjerner. Og stjerneskud. Det skulle have været helt fantastisk i går, men jeg var ikke blandt de heldige, som fik øje på et eneste. Jeg så stjerner og de blinkede opmuntrende til mig, men jeg så ingen stjerneskud. Men en ting er hvad øjet ser. Noget andet er hvad hjertet ved. Og blot det at vide, at der var tusindevis af stjerneskud derude i nat, mens månen tog til og gjorde sig klar til at blive fuld om nogle dage, det trøstede mig. Det er ikke alt, man kan se hele tiden. Men det er godt at vide, at det findes alligevel. Som venner langt væk. Venner, der bor i hjertet og er et sted under samme stjernehimmel. Måske er vi fysisk langt fra hinanden, men vi står under samme magiske stjernehimmel og skuer de samme stjerner og den samme gode måne. I hjertet er der ingen afstand.

Måske så jeg ingen stjerneskud, men jeg har masser af gode ønsker. For hvis man ingen ønsker har, hvordan skal man så få et ønske opfyldt? Da dagen stod op, stod jeg med og gik tur med hundene med det samme. På med tøjet og ud i morgenen, der knitrede i sit magiske frostlys. Vinterens første frostvejr. Solen stod op i horisonten og malede himlen lyserød. Der lå en forsigtig dis over landskabet og engle dansede på marken foran træerne i tykningen. Det knitrede for hvert et skridt, jeg tog, sprød lyd af skrøbelig frost på græsstrå. Jeg havde vanter på! Det var koldt og frisk og sådan en morgen ved man, at livet giver mening. Det siger naturen. Hvis man bare er helt stille og lytter, så fortæller den gerne. Jeg fik lyst til at sætte mig ned midt på den frostklædte brakmark og lytte til historien. Sidde under morgenhimlen og sige godnat til månen.

Bortfløjne ryper i fantasisovs. Jeg skal nok finde ud af at lave den ret. Og måske er jeg endda så heldig, at jeg kan finde ryper nok, så vi alle kan smage. Og hvem ved, måske taler vi alle norsk med nordligt dialekt efter det måltid? Kun fantasien sætter grænser og det er en god ting at vide på oktobers niende dag.

Tak Janna for navnet på den uden tvivl delikate ret! ;)

lørdag den 8. oktober 2011

Lørdagsudsigt


Der gik kludder i søvnen i går aftes. Det er da ikke meningen, at man skal tilbringe sin fredag aften sovende på sofaen. Hvad er egentlig meningen? Jeg var til svømning allersidst på eftermiddagen. Kæresten stod for maden og i går betød det pizza fra den gode italiener inde i byen. Der blev skænket rødvin, tændt stearinlys og så hyggede vi. Pizzaerne er gode. Det føles ikke som et madkompromis og nogle gange er det rart, når andre laver mad til en. Jeg elsker at lave mad, men jeg nyder også, når andres mad bliver serveret og jeg ikke har haft en finger med i spillet. Jeg nyder generelt mad. Men altså. Fredag aften, køligt vejr, vind der tuder, mørke, efterår, oktober og stearinlys. Vi er ikke så vilde med dans, kæresten og jeg, altså den slags der er i fjernsynet om fredagen, så vi satte en god film på. En svensk krimi. Satte os til rette med te og mørk chokolade, sank ned i sofaer og puder og så ved jeg faktisk ikke helt, hvad der skete. Hverken i filmen eller virkeligheden. Jeg sov. Vi sov. Mens Wallander opklarede endnu et mordmysterium i Ystad og omegn, sov vi sødt.

Til gengæld sov jeg så ikke sødt, da jeg var kommet i seng. Jeg kunne ikke falde i søvn. Nu var jeg lysvågen. Det endte med at jeg stod op og så på måne og stjerner og kælede lidt med Keeva hund, som gerne tager del i en vågen nattetime, hvis der altså står lidt hygge på programmet. Det gjorde der så, mens vinden tudede i træerne. Månen, som kun er halvfuld, dansede fandago med stjerner og skyer og jeg, en kvinde uden umiddelbart søvnbehov, sad og kiggede ud af vinduet. Ud på natten. Ud i efteråret med tanker om nutid og fremtid. Hvor er jeg mon på vej hen? Stjernerne svarede mig ikke, men en eller to blinkede til mig. Nogle gange må man væbne sig med tålmodighed. Også når man venter på, at søvnen skal komme tilbage en fredag nat i oktober.

Og søvnen kom tilbage, men den slap taget her først på morgenen, mens det endnu var mørkt. Søvnkludder. Nu brænder det orange stearinlys på skrivebordet, skytsenglen og filosoffen står stolte i vindueskarmen og værdiger mig ikke et blik. Berit, som selv er fra det nordnorske, påstår, at filosoffen nu er tavs fordi jeg ignorerer ham. Hvem ved. Jeg gør ikke, men måske skulle jeg kæle lidt for ham i dag. Lave hans livret og tale med gode ord. Jeg savner at høre hans nordnorske accent. Jeg savner endda hans påståelighed og kan huske, at det var hyggeligt at have en at filosofere sammen med. Også selvom vi sjældent var helt enige. Eller var vi?

Er der i øvrigt nogen, som har et bud på hvad filosoffens livret er? ;)

Nu er det morgen og dagen er ny og frisk. Om jeg er frisk, ved jeg faktisk ikke. Jeg kan bare mærke, at jeg vil være praktisk i dag. Rydde op, gøre rent, gå ud og være i naturen. Løbe en lille tur. Gå med hundene. Blive blæst igennem og have en god dag med både det ene og det andet og så, i aften, lade være med at falde i søvn på en vis sofa med god mad i maven. Men det er det tidspunkt på året. Rodfrugter. Ovnretter. Supper. Rødvin. Stearinlys. Varme. Nej du, jeg trænger til at blive blæst igennem. Lige fra morgenstunden. På med det varme tøj og ud med hundepigerne!

Jeg ønsker dig en dejlig lørdag med gode gyldne timer.

fredag den 7. oktober 2011

Jeg er glad, jeg er mig


Der er koldt her i huset. Vi slukkede for varmen i går aftes, vi balancerer på vippen mellem det tidspunkt,, hvor det er nødvendigt at have varme på hele tiden og hvor vi er nødt til at slukke. Det er et gammelt system her, der er ingen termostater. Men jeg klager ikke. For det første har vi uldne sokker og gode trøjer. Og for det andet skal vi snart flytte. I det nye hus har vi lagt jordvarme og der er varme i gulvet. Jeg kniber mig i armen og kan næsten ikke tro, at det snart er nu. Efter de mange år. Og nu bliver jeg næsten helt vemodig ved tanken om afskeden med det her hus, det lille hus på prærien, som er mit kælenavn til det hus, der blev mit første station på landet. En bybo rykkede teltpælene op og forlod storbyen. Nu drager hun videre med hunde og kæreste og gode drømme. Om et par måneder. Der er stadig lidt at lave i huset endnu, men det er peanuts og pebernødder. December.

Jeg må lige rette en tilsyneladende misforståelse, for jeg skrev ikke i gårsdagens indlæg at det er godt om at drømme om at være en anden end den man er. Hvis det lød sådan, så har jeg ikke udtrykt mig klart nok. Selvfølgelig skal man da være sig selv. Det tror jeg da vist også har været det gennemgående træk i mine efterhånden mange indlæg. At man skal være følge sit hjerte og være den, man er. Og i øvrigt er der mange måder at gøre tingene på! Det jeg mente var, at man ved at tænke på personer, som man beundrer af den ene eller grund, og som har nogle af de styrker og gør noget af det, man gerne vil selv vil kunne, dem kan man efterligne. Og her mener jeg ikke kopiere som i at blive en tro kopi af. Nej, jeg mener at man kan overføre nogle af de gode egenskaber til sig selv. Det er nøjagtigt det samme man gør, hvis man spørger en til råds omkring en rejse til Spanien eller til langt fjernere himmelstrøg. Hvordan gjorde du? Har du nogle gode råd? Derfor foretager man selvfølgelig ikke på nøjagtig samme rejse, bor på samme hotel og beder om det samme værelse. Man gør det på sin egen måde, men man har fået nogle gode råd, som man lyttede til og bruger det, man kunne.

I går var jeg en kvindelig ridder. Det var en sjov og hyggelig leg. Jeg brugte min fantasi og tænkte på nogle af de styrker, jeg mener Jeanne d'Arc havde. Hun var modig og hun gjorde det, hun havde sat sig for. Det betyder ikke, at jeg i dag skal ud og shoppe rustning og i øvrigt klippes korthåret. Men det kan give styrke at tænke på sig selv som "hvem man nu vælger" i situationer, hvor man ikke føler sig så modig (eller synes man mangler en anden form for styrke). Man fokuserer på de styrker, vedkommende har og så finder man dem i sig selv. Vi har dem jo allesammen i større eller mindre grad. Man kan lære at være modig. Man kan lære at turde. Og det kan man blandt andet ved at spørge andre, som har været i lignende situationer, hvad de gjorde og tænkte. Hvad gjorde du for at opnå det, du gjorde. Fik succes. Kunne jeg mon gøre noget lignende og selv få succes med det, jeg gerne vil? Eller bare blive bedre til at sige fra eller til? For pokker da, man skal være sig selv som den fantastiske unikke og dejlige person, man er og gøre det, man er bedst til. Men vi kan lære og låne af hinanden. Give god råd og kærlighed og fortælle om vores rejse, fordi den kan hjælpe andre på vej. Lidt her og lidt der. Der er en buffet af gode værktøjer og der er ligeså mange forskellige meninger om, hvad der virker og smager godt, som der er mennesker i verden. Du finder din måde, jeg finder min. Smage. Teste. Forsøge. Fejle. Falde. Rejse sig. Videre. Lære.

Det er fredag, solen skinner gennem skyerne og det er snart weekend. Mit orange morgenlys brænder roligt og kaffen er god. Jeg synger morgensang og ordene har jeg lånt af min gode gamle ven Halfdan Rasmussen, som jeg beundrer meget

Jeg er glad, jeg er mig, for hvis ingen var mig, var det slet ikke mig, som var glad
og hvis ingen var glad for at være som jeg, var det trist, og jeg ved ikke hvad ...

God fredag, god rejse!

torsdag den 6. oktober 2011

Kvindelige riddertanker


Nogle gange har man brug for at se sin verden fra et andet perspektiv. Man kan simpelthen flytte fokus og vælge at se på sin situation med andre briller. Man kan få en coach til at hjælpe sig med det eller man kan selv lege. Prøve sig frem. Nogle gange kører man fast i en problemstilling eller render rundt om sig selv med de samme tromlende tanker. Det er som om man hænger fast i kviksand, der blot trækker en længere ned, jo mere man kæmper imod. Det næsten som om man forsøger at fange fisk uden snøre. Der står man ved vandløbet med en vis legemesdel i vandskorpen og kæmper for at få en fisk til at blive i hænderne. Men den er våd og slimet, glat som en ål, og får du den overhovedet at se eller mærke, er den hurtigt videre igen. Hvor pokker finder man en fiskestang og en god krog henne? Hvordan fanger man sig selv?

Egentlig ville jeg slet ikke skrive om fisk og fossende vandløb, selvom der er noget skønt og beroligende ved den vandholdige tanke. Jeg ville skrive om at man kan lege med perspektiverne. En mulighed er at tage noget andet tøj på. Helt andre klæder. Forestille sig, at man er en historisk person, som virkelig har levet og udrettet store ting, ting, som man gerne vil efterlignede eller karaktertræk, som man beundrer hos den person. Mod. Viljestyrke. En, som tør følge sine drømme og gå hele vejen for det hun, eller han, tror på. I dag er jeg Albert Einstein. Jeg tillader mig selv at tænke store visionære og vovede tanker. Jeg er opfinder. Jeg opfinder en ny måde at anskue min situation på. Eller? Hvem vil du gerne være i dag og hvorfor? Hvad er det for ting ved den person, du kommer til at tænke, som gør at du gerne vil efterligne vedkommende? Og det er helt i orden at efterligne. Det er faktisk ret smart. Og er det ovenikøbet en nulevende person, som man måske endda kender, så kan man spørge vedkommende om hvordan han eller hun gjorde eller gør. Hvad hun tænker. Så kan man overføre det til sig selv og tænke på samme eller lignende måde. Når du kan, kan jeg også og omvendt! Vi kan lære meget af hinanden.

I dag er jeg selv en kvindelig ridder. Det havde jeg brug for og jeg er endt som Jeanne d'Arc, jomfruen fra d´Orleans. Og nej, jeg har ikke taget ridderrustning eller mandstøj på, men jeg havde brug for at tænke på en kvindelige ridderskikkelse og finde nogle af hendes styrker frem i mig selv. Desuden er det en slags inspiration til en karakter i en af mine historier, tror jeg nok. Alt kan ske, ikke mindst når man som Jeanne d'Arc følger sit hjerte og det, man tror på. Hele vejen. Også selvom man bliver bange. Eller falder af hesten. For Jeanne d'Arc rejste sig altid og steg stolt tilbage i sadlen. Eller red uden sadel måske?

I dag er jeg en kvindelig ridder. Hvem er du? ;)

Statuen er tyvstjåletlånt på http://da.wikipedia.org/wiki/Jeanne_d'Arc, hvor du selvfølgelig kan læse meget mere om min dags heltinde.