fredag den 30. september 2011

Disen og duggen


Disen ligger som en lysegråt tæppe over de nysåede marker. Hænger i træerne og drypper tunge dugperler fra bladene. Der er noget magisk over denne morgen. Det er som om natten hænger lidt ved, tøver med at trække sig, lige skal se hvordan dagen tager sig ud og i sin eventyrlige nysgerrighed glemmer at gå. Her sidder jeg i overgangen mellem nat og dag, et øjeblik af evighed, inden dagen blidt skubber natten væk og tager et skridt frem. Og så et til. Helt forsigtigt glider den på plads og forsøger at ryste duggen af sig, men den bliver hængende. Nattens tårer. Afsked er aldrig nemt. Ikke når man holder af hinanden og det gør natten og dagen. Desværre er det sådan, at de aldrig helt kan være i hinandens selskab. De må afløse hinanden, være modsætninger og der er altid kun tid til et kys, når deres veje krydses, så skilles de igen. Måske er denne magiske morgen et udtryk for deres kærlighed. Disen og duggen. Deres afhængighed og deres adskillelse. Den ene findes ikke uden den anden, men de kan aldrig forenes og blive til et. Men derfor kan man godt elske, hvisker dagen og ser sig omkring. Længes. Nogle gange er et kys nok. En bekræftelse. Et håb.

Her sidder jeg som et vidne til en kærlighed så stor, at den ikke kan beskrives med ord. Det er umuligt at skrive samtidig med at det sker. Jeg kan gå tilbage og genkalde mig det øjeblik, jeg stod op og så ud af vinduet, disen, magien, et øjeblik og så var det næste allerede på vej, i gang, bevægelse. Jeg gik ned af trappen og da jeg så ud af køkkenvinduet, var det et andet syn. Noget nyt. Anderledes. Bare stå og kigge, tænkte jeg på min bare fødder. Gulvet er koldt om morgenen nu. Det er snart tid til strømper og hjemmesko. Natten hænger ved, bliver længere, strækker sig for at nå sit livs kærlighed, dagen, og vinteren er hans længste forsøg. Hvis han altså er maskulinum, natten. Jeg ved det ikke. Dagen forsøger at blive hos ham, tøver, bliver kortere. Hvis jeg gør mig mindre, tænker hun, så kan han måske nå mig. Men lige meget hvor mange gange de forsøger og det gør de, for de er ukuelige, så bliver det aldrig til mere end et kys. To gange i døgnet. Så opløses de. Et magisk sekund som i kyssets velbehag er en evighed.

Nu har dagen fået selskab af solen. Kom, jeg varmer dig, siger solen og lægger blidt sine vinger omkring hende. Du skal være en smuk og varm septemberdag, skal du. Med nattens kys på dine læber skal du bruge dine timer på at fryde. Udvise dejlighed. Og hun nikker og smiler og bliver glad ved tanken om kysset. Hvis jeg nu er en rigtig dejlig dag, tænker hun, så bliver mit korte møde med natten endnu mere frydefuldt. Det bliver uendeligt smuk. Den skønneste solnedgang, verden endnu har set. Og hun sætter sig det mål, mens hun ruller videre i sekunderne. Den skønneste solnedgang, det vidunderligste kys. Disen og duggen glæder sig allerede.

Og jeg? Kvinden med kaffen og ordene, hende på rejse, som er så heldig at få lov til at opleve alt dette. Jeg glæder mig også.

torsdag den 29. september 2011

Toget


Life is the train not the train station, sagde Paulo Coelho på sin blog forleden dag. Det havde jeg en anelse om. Hvis han altså har ret, ham Paulo. Hvad siger du? Foregår livet i virkeligheden ombord på toget, mens vi bare sidder der og venter? Vi længes efter kommende togstationer. Vi venter på at en stemme i højtalerne skal annoncere, at vi nu nærmer os lige netop vores station. Dér findes eventyret. Næste by. Og når vi er stået af og begynder og gå, skal vi bare lige finde den hvide rundkirke med det helt specielle kirketårn, der snor sig direkte op i himlen. Himlen er selvfølgelig blå. Solen skinner. Og når vi først står dér, er vi lykkelige. Det ved vi bare, tror vi. Der har stået noget om det i en brochure engang. Eller var det et dameblad købt i kiosken lige inden vi steg ombord på toget? Der står meget i de blade. Hold da helt op. Der er undersøgelser om både dette, hint og herligheder og man kan blive noget så forvirret i forhold til, hvad man skal tænke og tro.

Men hvad hvis det i virkeligheden er livet, det, der sker, mens vi sidder der i toget og er på vej? Hvad hvis det er selveste livet og vi slet ikke opdager det? Vi sidder der og tror, at det er betinget både af det ene og det andet og "hvis bare" bliver flittigt brugt i vores tromlende tanker. Men det kan da ikke være livet. Ikke det. Togturen. Vi er jo på vej til et andet sted, et bedre, et sted, som forandrer hele tilværelsens ulidelige venten i det sekund, vi stiger ud af toget. Vi er på vej fra skyggesiden og direkte ud i solen. Livet kan på ingen måde være dér lige midt i toget, som bumler, og hvor medpassagererne sidder og ser morgensure ud, prøver at sove, sender SMS, taler i mobiltelefon og fortæller hele verden intime detaljer om det, der i gamle dage hed privatliv. Jeg er vist begyndt at bruge ordene "gamle dage" i stigende grad.. Det siger mere om mig end om ordvalget. Spøg til side, for det er jo alvor det her! Livet. Selveste livet. Det vi har fået i gave. Er der noget, vi har misforstået? Bare ærgerligt, når toget bliver ved med at køre og vi ingen vegne ender. Vi står af og på og alting forbliver det samme. Indtil en dag, hvor konduktøren prikker lige netop dig på skulderen og fortæller, at nu når toget din station. Endestationen. Og så blev der mørkt.

Venner, jeg vover den påstand at Paulo Coelho har ret. Livet er toget. Rejsen. Det er hvert eneste øjeblik. Det er dråberne på ruden en regnvåd morgen. Det er græsset, som gror. Det er blomsterne i grøftekanten om sommeren og sneen, der daler, når toget skifter spor og kører ind i januar. Det er alle medpassagerne, der sidder og ser sure ud, fordi de også tror, at lykken afhænger af andre. Det er natten, den mørke, det er stjernerne på himlen, det er solopgang og solnedgang ditto. Det er morgenhår og dårlig ånde. Det er hårdt. Det er krævende. Det er ... smukt. Livet er smukt. Har du også opdaget det? I det øjeblik du beslutter dig for, at sådan er det, ændres alting. Måske ikke fra den ene dag til den anden, men alligevel. Livet er smukt ombord på toget, siger du og kommer uvilkårligt til at smile lidt ved tanken. Du spørger ikke hvorfor. Du mærker det bare. Det er et dybt suk af undertrykt lykke, det er sprudlende glæde, der opstår af ingenting. Du sætter dig overfor en kvinde og jeres øjne mødes. Der sker noget. Et smil leger på hendes læber, noget sker i hendes blik, når hun ser på dig og mærker, at du har en god dag. Fordi du valgte at have en god dag. Ombord på toget. I kupeen.

Jeg vælger mig en god dag i dag. Hvad siger du? Er du med på den ide? Kan du mærke forskellen? Det starter med en tanke. Og så kører toget.

onsdag den 28. september 2011

Kvinder, bøger og en skrivemaskine

Giv din blog et frisk udseende, stod der på skærmen, da jeg loggede på for at skrive mig morgenindlæg. Prøv det nu! Nej, tænkte jeg, jeg vil ikke prøve det nu. Jeg vil bare sidde i fred og ro og skrive mine ord, mens morgenen rejser sig af tågedisen og solen trænger igennem. Jeg er helt tilfreds med udseendet af min blog, som den er nu lige nu, farverne, udtrykket og jeg føler mig godt tilpas, når jeg ser på den. Den er min blog. Mit sted. Gå væk og lad mig være i fred!

Jeg burde måske have sagt tak for tilbuddet, men det gjorde jeg ikke. Jeg blev lidt irriteret. For er det ikke utroligt, så mange ting vi skal tage stilling til hele tiden. Det vælter ind med tilbud og udbud. Men jeg vil selv bestemme farten. Jeg har brug for at finde det sted i mig selv, hvor jeg er tilfreds. Hvor jeg trives. Og så er jeg ligeglad med, hvad moden dikterer og hvor mange nye smarte designs, det nye blogger, eller Facebook, kan byde på. Man har jo knap nok vænnet sig til det gamle og lært det at kende, før der kommer en ny model. En smartere. Mere avanceret. Prøv det. Prøv det nu. Og så sidder man der og var lige så glad, men får at vide, at det skal man overhovedet ikke være, for ens mobil er håbløst gammeldags, PCen er på dødens rand hvad design og funktionalitet angår og nu lyder jeg som en gammel dame, der nægter at følge med tiden, og ved du hvad? Det er jeg måske også. Pludselig dukker der en vis gammel kvinde op med langt hvidt hår og hun smiler underfundigt, mens hun klapper mig på kinden. Og hvad så?

Det var lidt af en omvej for at komme til dagens indlæg. Det blev jo næsten et indlæg i sig selv, et dybt suk over alle de forstyrrelser, vi i vores jagt på det sidste nye og evige forbedringer af det allerede gode, påfører hinanden. Jeg lukkede for det hele i går aftes. Jeg så på solnedgangen og ja Janna, det var min solnedgang på billedet, jeg skrev mit indlæg og drak min te. Så lod jeg PC hvile og tændte ikke for fjernsyn eller radio. Der var stille. Kun hundenes snorken og lyden af mit eget åndedræt, min slubren te og bladren sider. Jeg læste. Jeg læste en god bog og jeg fordybede mig. Jeg lod mig opsluge af stilheden, hvilede mod den og svøbte den om mig som et tæppe. Jeg spiste ord og jeg fordøjede dem. Sue Monk Kidd. Kender du hende? Jeg har før citeret hende, jeg har rost hende og nu går jeg så vidt som at sige, at jeg knuselsker hende, for hun har skrevet op til flere bøger kun til mig og det er jeg hende dybt taknemmelig for. Det drypper af synkronicitet fra hendes ord og sætninger, jeg nikker, jeg forstår og jeg gør noget af det til mit eget, for jeg kan mærke genkendelsen. Jeg bliver varm indeni og taknemmelig for, at hun har skrevet den bog. Til mig. At hun har gjort sig umage med at huske, beskrive og fortælle om sin rejse til glæde for sig selv og de kvinder, der selv er på rejse ogtilfældigvis får fat i hendes bøger. Men intet er jo tilfældigt. Ikke i mit liv i hvert fald! ;)

Hun får mig til at tænke, hvor vigtigt det er, at vi fortæller vores historier. Vi har alle hver vores unikke historie, et smukt liv, som vi har fået som gave. Vi har talenter, de er forskellige og ens, de er specielle, finurlige, forunderlige og underskønne i deres væsen. Vores historier. Den vi er, det vi har lært, det vi har fået med os og det vi tænker, tror og fornemmer. Vi kan dele, øse af det og fortælle om det i det omfang, vi finder det behageligt. Nogle siger mere end andre. Men her taler vi altså om hjertehistorier. Ikke snik snak og sladder, ikke støj som den, der hyler fra fjernsynet, man ikke kigger på alligevel, ikke lytter til, slet ikke kan rumme. Nej, her taler vi om historisk rummelighed. Og sådan var min aften. Jeg lyttede til en anden kvindes historie og jeg så min egen genspejlet i hendes ord. Jeg lyttede.

Ved du hvad? Nogle gange længes jeg efter en gammeldags skrivemaskine. :)

En skrivemaskine er et apparat, hvormed man skriver tekst primært på papir ved at trykke på taster, hvor hver tast skriver et enkelt tegn. Skrivemaskineskrift er monospatieret – alle bogstaverne har præcis samme bredde.

tirsdag den 27. september 2011

Solnedgangssuppete


Her sidder jeg med min ingefær te, mens solen synker i horisonten. Lyset kastes skråt gennem vinduet og rammer min PC. I genspejligen af skærmen kan jeg skimte mig selv, en aftenkvinde i sofaen med tørklæde om halsen. En smule snue har meldt sin ankomst. Har jeg mon været for dristig med mine bare fødder i det sensommerlige efterårsvejr? Eller er det bare fordi?

Jeg havde stor lyst til sushi, men det endte med suppe, ost, oliven og lidt brød til. Jeg er ret vild med middelhavsmad. De gode olier, den kraftige smag, de stærke farver og ikke mindst den gode vin. Men i dag drikker jeg ikke vin. Jeg hygger mig med min ingefær te, som jeg har helbredende tiltro til. Den smager godt og den gør godt. Sådan er det! I morgen er snuen og ondt i halsen pist borte. Der restituerer jeg, der løber jeg ikke om kap med mig selv. Der skriver jeg, læser og arbejder med gode tanker og planer.

Men lige nu sidder jeg bare her, hengemt i sofaen og lytter til hundenes snorken og smasken i søvne. Solen synker og det samme gør jeg. Daler. Dvaler. Drikker te.

Megan og mig


Egentlig er Megan bare en historie. Hun er historien om, hvordan en kvinde rejste tilbage for at finde sig selv. Hun er personificeringen af den rejse, der startede i mig for snart to år siden, en morgen i oktober. Hendes navn opstod af ingenting og jeg ved ikke, hvor det kom fra. Det dukkede bare op. Jeg tog det til mig, tog det som et tegn og når jeg ser tilbage og genkalder mig hvert eneste skridt på vejen, så var hun et tegn. Hun er et tegn. Hun er et tegn på, at det kan lade sig gøre. Man kan tage forandringen i egen hånd og man kan gå vejen. Man kan tage turen og mens man går frem, opdager man, at man må tilbage.

Her til morgen lukkede jeg Megans konto på Facebook. Den del af mig, som hun har repræsenteret, er nu så integreret i mig, at jeg kan overtage og med stolthed i stemmen sige, at det er mig. Jeg er hende. Og ligegyldigt om jeg kalder mig Megan eller Lene, som er det navn, mine forældre gav mig for mange år siden, så er jeg den samme. En kvinde med eventyr i maven. Et eventyr, som har været gemt så længe og i så mange lange år, at jeg på et tidspunkt frygtede, at det var dødt. Jeg troede, at den del af mig, som rummede alle drømmene, mulighederne og alt det, jeg godt kan lide og det, jeg oprindeligt troede og håbede, at livet var, blot var en illusion. Det jeg så, var ikke noget jeg brød jeg synderligt om. Men jeg prøvede at tilpasse mig. Jeg gjorde det godt. Jeg har været heldig, jeg er fra naturen udstyret med en god forstand og en evne til at lære nyt. Jeg fandt en vej i det, der kaldes det normale liv. Det liv, som på forhånd er defineret af andre og hvor man meget tidligt får at vide, hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan. At man må yde for at nyde. Og i det ligger der en sand underdanighed og en grusom undertrykkelse af det oprindelige.

Megan. Jeg elsker hende. Jeg kan ikke lade hende gå og jeg vil for altid kalde det kreative barn i mig for hendes navn. Hun er den lille pige, som kastede sig over skrivemaskinen ved enhver lejlighed og digtede historier. Håbløst fordybet i fantasien og med en umiddelbar glæde og skabertrang. Hun er den lille pige, som vidste, at det handler om at være glad i sit liv og gøre det, man er bedst til. Jeg var bedst til at skrive. Jeg var bedst til at fortælle historier og var aldrig lykkeligere, end når jeg prøvede og fandt ud af, at det kunne lade sig gøre. På min måde. I min verden. Entusiasme, skabertrang, drama og store ord. Men de dyder var, skulle jeg snart finde ud af, ikke noget man kunne leve af. Nej! Jeg troede på det. Efterhånden fik de mig overbevist, den virkelige verden, den tilsyneladende rigtige verden, kastede sig frådende over mig og begravede mig i alt sin uvirkelige virkelighed. Jeg fandt en vej, men jeg var aldrig rigtig glad. Ikke sådan helt ned i maven glad og med smil over hele hovedet. Der manglede noget indeni. Det har altid manglet. Indtil nu.

Måske var det nødvendigt. Jeg skulle den lange omvej gennem tykt, tyndt og tæt på afgrunden af uendelig håbløshed for at lære det, jeg ved nu. Jeg fortryder intet. Alle de mange år har gjort mig til den, jeg er. Jeg har skam haft det hæderligt. Godt. Jeg var bare ikke rigtig mig. Og der har været tidspunkter, hvor Megan kiggede frem og gjorde mig forskrækket over sin voldsomhed. Hun var fræk. Ukuelig. Uforskammet, ville min farmor have kaldt hende. Og farmor ville have smilet, for hun har altid elsket Megan. Det var hende, hun så. Kært barn har mange navne og farmor kaldte mig både Lene-Lotte, Sulejma og Bolette Surskov, når jeg blev vred over verdens uretfærdighed. For det gjorde jeg. Hun kunne ligeså godt have kaldt mig Megan.

Du kan kalde mig Lene eller du kan kalde mig Megan. Det er op til dig. Fra nu af er jeg mig, hvad det så end indebærer, men jeg fornemmer, at det er langt sjovere og langt mere tilfredsstillende end noget andet, jeg nogensinde har foretaget mig i mit liv. Jeg er tilbage ved farmors store spisebord. Der er flasker og bøtter med oliemaling, der er papir og der er blyanter. Der er fantasi. Der sidder en lille pige og hendes farmor. Nu starter den næste del af rejsen.

Verdens bedste Sidse har malet billedet til mig. Det er for mig symbol på min vej videre. Tusind tak min gode ven! ;)

mandag den 26. september 2011

Røde ris og rygeost


Jeg er et morgenmenneske. Her sidder jeg med kaffe, ord og en vidunderlig solbær blåbær smoothie endnu inden lyset har gjort sin entre. De sidste morgener har det været sådan. Min søvn forsvinder, mens det endnu er nat eller det, der ligner. Og det er selvfølgelig tilsyneladende, men lyset er svundet meget de sidste par uger og efteråret boltrer sig for alvor derude. Det er køligt på den skarpe, gennemtrængende måde, når jeg går morgentur med hundene. Græsset er vådt og det tager timer, inden sol og vind får det tørt. Bladene falmer og falder, flyver afsted hen af vejen og lyder næsten som små trillende skridt. Det tænkte jeg på, da jeg sad og læste i haven i går. Det er som om de stadig er levende, bladene, når vinden tager dem med på tur. Hen af landevejen. Ind over hækken.

Mens jeg sidder her, kan jeg se lyset komme. Det er en prægtig ting at være til stede, når dagen gryr. Jeg værdsætte det tidspunkt og erklærer mig endnu engang for inkarneret morgenmenneske. Det er magisk at være med, når en ny dag ser lyset og står op på himlen. Specielt på dette tidspunkt af året, hvor duggen hænger tungt i grenene og disen trækker spor over marken og helt ud i horisonten. Forfald, siger nogen, men det er helt naturligt, at tingene må afsluttes for at noget nyt kan træde i karakter. Men først skal der plantes nye frø. Det er landmanden i fuld gang med nu, mens jeg overvejer, hvordan jeg bedst planter mine frø, som skal spire og gro til næste år. En del af det handler om at plante ord, som du måske har gættet.

Og hvorfor hedder indlægget så røde ris og rygeost? Jo ser du, i går aftes spiste jeg endnu engang røde ris til min wokret med kylling og masser af grønt, krydderierne var primært chili og kanel. En vidunderlig kombination. De røde ris er sprøde og pikante i smage, fulde af vitaminer og helt ubehandlede, økologiske og meget gode. Ydermere giver de en god mæthedsfornemmelse og så får man gode løbeben af dem. De er kommet for at blive. Farven er dyb og mørkerød. Jeg har noget med mad i de farver. Det er som om jeg spiser råstyrke og på denne tid af måneden, hvor jeg er i min måne, som indianerne kalder det, har jeg brug for ekstra god og sund mad. Sådan tænker jeg og sådan bliver det. Rygeosten spiser jeg lige nu på et godt stykke groft brød. Og rygeost har jeg altid elsket, lige siden jeg var en lille pige. Om morgenen eller senere på dagen. Sammen med laks eller gode tomater. Man kan lave rygeostecreme som tilbehør eller som sund dip til gode snacks.

Der er stadig lidt kaffe tilbage. Den vil jeg nyde i stilhed, mens dagen rejser sig af disen og en ny uge banker på. Gad vide om vi får mere solskinsvejr ala det, vi oplevede i går. Var det ikke herligt? Sommer sidst i september. Det var en gave, en sjælden ædelssten, guld af højeste karat. Måske er der mere, hvor det kommer fra? Men uanset hvad, så ha en dejlig mandag og en god start på ugen!

søndag den 25. september 2011

Tilstand af sorg


Selvfølgelig blev det ikke helt, som jeg havde forestillet mig. Det var ikke sommertemperaturer i går. Jeg småfrøs, mens jeg stædig sad i bare fødder og med kaffe i det, der skulle ligne sol. Træerne kastede lange skygger og vinden vidnede om efterår. Det fulgte med hvert eneste pust, en træagtig kulde og et sted i min krop blev der aldrig rigtig varmt. Jeg prøvede at fange strålerne, prøvede at mærke varmen og integrere den i mit indre, men det forblev et håbløst forsøg på at fastholde noget, der for længst er forbi. Hvorfor tager du ikke bare lange strømper på, sagde en forsigtig stemme i mig. Den var en lille smule bebrejdende. En anelse irriteret over, at jeg spildte tiden med forsøg på at fange sommerillusioner. Og jeg var virkelig ikke i Sydfrankrig. Bogen var god, vigtig, men ordene blev en smule koldere end tiltænkt. Også de blev ramt af træernes mægtige skygger.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er jeg sådan? Og er det ikke synd for efteråret, at det bliver klemt mellem en sorg over den mistede sommer og frygt for den kommene vinter? Denne tilstand er jo i grunden fuldstændig nyttesløs, men ikke desto mindre er den menneskelig og virkelig. Den findes. Det er det tidspunkt, hvor vi står midt på broen og indser, at vi aldrig mere kan vende om og gå tilbage. Det føles tomt og trist, og sorgen breder som de ringe i vandet, der opstår, når vi lader en sten dumpe fra broen og ned i det iskolde, grønlige vand. Hvad skal man gøre, når man står der på broen og føler sig uendelig ensom i sin store sorg, der nærmest ikke kan udtrykkes i ord? For hvordan skal man dog forklare, at man sørger over det, man har mistet, det, på den anden side af broen og som man selv har forladt? Det var nødvendigt. Det kaldes forandring. Og selvom man udmærket ved, at det er for det bedste, at man går mod bedre tider, nye tider og et andet jeg, så er det frygtindgydende at vide, at der ikke findes en vej tilbage. Hvorfor vil du også tilbage til noget, du er gået fra og som du ved, du for længst er færdig med? En stemme taler sagte fra et sted dybt nede i sjælen. Stiller et spørgsmål. Et meget relevant spørgsmål. Og så på en søndag. Lad mig være, jeg vil bare gå videre. Ikke tænke over det, jeg forlod. Ikke hænge mig i fortiden og al den tid, der gik uden jeg vidste det, jeg ved nu.

Så står man der og tænker på, hvad man dog skal svare den stemme, der på sin stille måde kræver et svar. Og pludselig går det op for en. I det sekund, man så sandheden og forstod, hvor det er, blev alting forandret. Den gamle identitet, de gamle identifikationer og ikke mindst, sikkerheden, trygheden, forsvandt. Der er ikke længere en maske at gemme sig bag. Der er ikke en passende make-up eller et paryk, der på nogen måde kan skjule den nu lysende sandhed, der står malet på morgenhimlen som et skilt i neon. Det er et skræmmende tidspunkt. Jeg er som efteråret, tænker jeg. Jeg er en sorg over den mistede sommer og en frygt for den kommende vinter. En vinter, der kræver min fulde opmærksomhed og endnu mere indadvendthed. Endnu mere sandhed, der skræller flere lag af det, jeg troede var mig. Der var engang. Og for enden af den gang er der en port. Jeg går, jeg åbner den, mens jeg føler mig fuldstændig uforberedt på alt det, der kan gemme sig på den anden side.

It is only when we are willing to see the truth about our lives as woman,
however painful that truth may be,
that we enter the portal of the journey
- Sue Monk Kidd -

lørdag den 24. september 2011

Drømmetid og sted


Drømmer du om et sted? Et helt specielt sted, som kun er dit og hvor ingen andre kommer, med mindre du har inviteret dem? Jeg aner ikke, hvorfor jeg kom til at tænke på lige netop det her til morgen. Egentlig ville jeg have skrevet om, at jeg vågnede tidligt og stod op, mens det stadig var mørkt. Fik lov at se lyset bryde frem i øst som et lyselilla mirakel på morgenhimlen. Jeg ville have sagt, at jeg stod og tilberedte min morgenmad ved køkkenvinduet, mens dådyr listede tilbage i skoven for at gemme sig lidt væk efter en nat i fred på marken. Og at jeg følte mig heldig for at få lov til at opleve det. At bo lige her. Midt i naturen.

Men så fik jeg sat mig i min skrivestue med kaffe og ord. Fik øje på et indlæg, hvor Lavendel skriver at hun om en uge sidder i Sydfrankrig. Sydfrankrig! Det var kodeordet. Det fik mig på afveje og mine tanker kredsede om olivenlunde, vinmarker og helt andre temperaturer, end vi har her i det nordlige Europa på denne tid af året. Mine følelser fulgte med og jeg kunne mærke længslen efter at pakke og rejse. En anden slags rejse end den, jeg allerede er på. Tænk at sidde i en lun brise tæt ved vandet, høre bølgerne skvulpe mod strandkanten og se solen gå ned i vest, mens delfinerne synger aftensang og vinen serveres. Små skåle med oliven og figner og andre lækkerier, som hører de breddegrader til. Sidde og sukke veltilfreds efter en god skrivedag, hvor historien for alvor har taget form. Være spændt på næste kapitel, udviklingen, drejningen, overraskelserne, frydefuld over de ord, der tilsyneladende nærmest vælger sig selv. Sydfrankrig.

Jeg ved egentlig ikke om det er mit sted. Det var bare en sviptur og en drøm, der rejste sig som solen på septemberhimlen. Men jeg kunne godt tænke mig et sted sydpå, og hvem ved, måske bliver det en dag sådan. Når jeg har skrevet flere bøger og når verden spændt venter på næste bog. Jeg smiler. Man har lov at drømme og man skal drømme stort. Ikke være beskeden. Man får ofte det, man beder om, men man skal virkelig ønske sig det. Så meget, at man beslutter sig for, at ens liv fremover skal dreje sig om at opfylde den drøm. Tankerne skal kredse om drømmen, man skal kunne mærke dens sødme og følelserne skal være med på legen. Man tager det første skridt. Og synes det tager ueendelig lang tid. Men det findes ikke uden, et skridt af gangen. Drømmer du om sådan et sted? Er du på vej derhen?

Jeg er på vej ud i lørdagen og ikke til Sydfrankrig, nej. Ikke i dag. For de gode meteologer er i gavehumør og lover op til 20 grader lørdag, søndag, solskin, sensommer, så sent, ja hvem skulle have troet det? Det skal nydes! Jeg vil have dagens gøremål overstået, rengøringen, indkøb og så bare kaste mig ud i dagen. Jeg tænker bog og stol i haven, for det er noget af det bedste, jeg ved. Kaffe med mælk, notesbog, bog og briller. Mærke solen varme, for det gør den vel stadigvæk her sidst i september. 20 grader. Det er jo næsten Sydfrankrig! Og en skål med oliven kan jeg såmænd også trylle frem. ;)

Ha' en dejlig lørdag. Lad solen skinne på dig. Tag imod. Dagen er din!

fredag den 23. september 2011

En by, en film, en bog


Toget kørte videre, da dagen var forbi. Jeg nåede lige at springe ombord, så lukkede dørene med et smæld og toget satte i gang. Stationen forsvandt og alt det, jeg havde oplevet, var blevet til minder. Noget vil jeg huske, men meget var allerede glemt. Jeg håber, at jeg husker det betydningsfulde og det, jeg lærte noget af.

Jeg fandt en café, hvor de serverede god kaffe og jeg fik mit eget bord ved vinduet. Her sad jeg og skrev, mens dagen rullede forbi som en film bagved ruderne. Og apropos film, så var jeg også i biografen. Jeg så den nye norske thriller "Hovedjægerne", som i øvrigt er en skandinavisk samproduktion og der var såmænd også to danskere med i filmen. Den var både god og spændende, en lidt anderledes thriller med et strejf af Fargo, hvis du har set den. Den var krydret med humor og jeg var underholdt. Kæresten ligeså. Og hvordan kommer han så ind i billedet, spørger du måske, for jeg var jo alene i byen, hvor toget holdt i går. Ja, det tror du. Det tænker du, fordi jeg ikke har fortalt dig andet, men det er din fantasi, som digter videre på historien. Alting er tilsyneladende. Vi tror vi ved og det gør vi ikke alligevel. Men altså. Filmen var god og jeg anbefaler den, hvis du kan lide spænding i højt tempo.

Byen var en dag i september og i dag holder toget ved en ny. En anderledes station, en morgen med skrøbelig blå himmel og tilsyneladende godt vejr. Det kan skifte, men de lover tørvejr og høje temperaturer i weekenden. Jeg har forhørt mig hos konduktøren og spurgt, om toget bliver ved denne station hele weekenden, men det kan han ikke sige noget om. Ryster bare på hovedet og slår ud med armene i en gestikulerende sydeuropæisk bevægelse. Er han mon italiener? Det tør jeg ikke spørge ham om. Der er noget i hans blik som uden ord siger mig, at jeg skal passe mig selv. Lade være med at spørge så meget. Der er uskrevne regler ombord på toget, og en af dem er, at man ikke skal genere konduktøren unødigt. Bortset fra, at mit spørgsmål om, hvor længe toget bliver her er helt på sin plads. Jeg skal jo ud og udforske.

En fugl synger om, at der på dagens café venter en person. Hun venter på dig, lyder der et vers. Hun venter på en coach. Den opgave tager jeg, og nikker til fuglen, der vipper på sin gren i træet tæt på togvinduet. Det passer mig fint.

Jeg vil også skrive videre på min historie, for jeg er begyndt på en ny. Det kan ikke være anderledes, den har ventet på mig og tiden er inde. Jeg ledte efter den hos boghandleren forleden dag, den bog, den historie, men den fandtes ikke. Ikke endnu. Den er nemlig min. Det fortalte stemmen mig, da jeg gik tomhændet ud af butikken. Hvad leder du efter, sagde den med sin sagte røst. Man hører den kun, når man virkelig lytter og det er jeg ved at lære. Heldigvis, for den er nemlig klog som få. Hvad leder du dog efter, Lene, gentog den og havde min fulde opmærksomhed. Den bog, du leder efter, findes ikke endnu. Den historie er ikke skrevet. Du skal skrive den. Og det gør jeg så. Selvfølgelig. Det er jo oplagt! ;)

Ha' en fin fredag, kære du.

torsdag den 22. september 2011

En ny dag


Toget har kørt gennem natten og er ankommet til en ny station. Jeg er lidt ør i hovedet, da jeg bliver hevet ud af min søvn, fortabt i drømmeland, men åbenbart ikke mere, end jeg er i stand til at stige op og ud i det, der hedder vågen tilstand. Vågen er måske så meget sagt. Der har været varmt i kupeen i nat. Det gjorde min søvn dyb og tung og jeg føler mig nærmest dvask, da jeg forlader min køje for at trække gardinet til side og kigge ud på morgenen. Solen skinner, himlen har trukket i en smuk pastelfarve, der har både rødt og blåt i sig. Helt forsigtigt er dagen ankommet næsten samtidig med toget. Jeg trækker ned i vinduet og åbner det på klem, så den kølige morgenluft kan komme ind. Det gør godt at mærke brisen og jeg føler mig straks lidt friskere.

I dag, tænker jeg, vil jeg gå mig en tur gennem den nye by og kigge mig omkring. Planen er at finde en hyggelig café med et bord, der passer lige til mig. Her vil jeg sidde med min kaffe og mine ord. Af og til vil mit blik rejse sig fra skærmen og ordene, der lægger sig til rette i gode sætninger, og søge gennem vinduet ud på livet, der går forbi på gaden. Betragte de mennesker, der kommer forbi. Smile, hvis de tilfældigvis kigger ind i caféen og får øje på mig. Få inspiration, jeg ikke havde regnet med, en næse af en bestemt karakter, en fejende frakke i efterårssolen, et skuespil, der foregår for næsen af mig og som bare venter på at blive til noget mere gennem mine ord. Fantasien vil sidde på stolen overfor mig, drikke kaffe og nikke underfundigt, mens den får gode ideer. Jeg vil lytte og skynde mig at skrive alt det, den finder på i sin kådhed. Mens jeg står i badet og lader vandet vække mig helt, kan jeg se caféen for mig og mærker, at jeg vil blive skuffet, hvis den slet ikke findes i virkeligheden. Men selvfølgelig gør den det!

Måske, tænker jeg, mens jeg tager tøj på og gør mig klar til morgenmad, inden jeg for alvor drager ud i dagen og eventyret, vil der endda blive lejlighed til en løbetur. Sidst på dagen, når solen synker og træerne kaster lange skygger. Træerne, som nu er gyldne og stråler i orangerøde farver. Guldblade. Det er dejligt at løbe et nyt sted, måske fra den ene udkant af byen til den anden, for jeg fornemmer, at den ikke er så stor. Byen. Den nye. Den endnu uudforskede. Og så skynde mig tilbage i stationen og toget, som kun venter på mig og smækker sine døre i samme øjeblik som konduktøren blæser i fløjten. Så kører vi. Videre.

Men det er langt senere. Nu er det morgen. Og det bliver en fin efterårsdag. Kan du også mærke det?

onsdag den 21. september 2011

Åndelig guldgraver


I fortsættelse af gårsdagens indlæg om den indre sang, den stille sang, kom jeg til at tænke på et andet citat af Paulo Coelho
Why do we have to listen to our hearts?
Because, wherever your heart is, that is where you'll find your treasure ♥
Hvordan mærker du, om noget føles rigtigt eller forkert? Bruger du din intuition? Og er du enig i, at intuitionen har direkte kontakt med hjertet? Jeg tænker meget over det i disse dage, hvor jeg virkelig tvinges til at navigere og holde kursen. Jeg har en klar fornemmelse af min retning, men det betyder på ingen måde, at jeg blot kan sætte mit skib på cruise control og så bare sidde og slikke solskin i stavnen. I øvrigt skinner solen slet ikke lige nu. Jeg må hele tiden holde mig selv oppe på det, jeg har lovet mig selv og mit hjerte. Det er så let at blive distraheret. Hele dagen, hver dag, er der forstyrrelser og ting, som kræver opmærksomhed. Udfordringen er, at disse forstyrrelser, ting og tanker råber langt højere end hjertet gør. Hjertet råber ikke. Det hvisker. Så man kan simpelthen ikke høre sit hjerte og dets kærlighedssang, hvis man drøner rundt hele dagen og følger en fuld kalender. Man må helt tilbage til begyndelsen, til kernen og det er det, Thoreau beskriver i det lille gode citat, jeg delte med jer i går. Mange mennesker går i graven med deres sang dybt inde i hjertet. De nåede aldrig at få den sunget. Måske lærte de den aldrig at kende.

Jeg har besluttet mig for noget. Jeg vil hjælpe andre mennesker med at finde deres sang. Det betyder ikke, at jeg vil tvinge nogen ind i stilhed og herefter foretage et slags kirurgisk indgreb for at befri sangen fra det hjerte, der krampagtigt holder fast på den. Man kan ikke tvinge hjertet eller stjæle sangen. Men man kan inspirere. Det er der mange, som har gjort før mig og det kan gøres på mange måder. Vi siger alle det samme, men vi siger det på forskellige måder. Vi er unikke individer og hvis du har fået en livsmission, så er den din alene. Det er lidt af det, hjertet synger om. Det synger om glæde. Om en glæde, som er ubetinget. Den kan ikke købes for penge og den kan ikke fiskes ude blandt andre mennesker. Den bor i dig selv og den er stille, ventende og tålmodig. Den håber på, at du en dag beslutter dig for at sætte dig ned og begynde at lytte. Det kræver øvelse. Det kræver mod, tålmod og nogle gange kræver det hjælp. Øvelser. Ord, som kan forløse. Jeg kan noget med ord. Her kan jeg sætte ind. Hjælpe. Være med til at åbne døren, helt forsigtigt, men jeg kan ikke gå din vej. Du må gå den selv. Det er der også skrevet om før. Jeg vil bare skrive om det på en anden måde. Min måde.

Tilbage til mig selv. For at kunne hjælpe andre godt på vej, må jeg selv foretage rejsen. Og har du fulgt mig på min blog, kender du lidt af vejen. Lidt af de overvejelser, jeg har haft. Reflektioner. Det har dryppet lidt. Jeg bruger bloggen. Motiverer mig selv. Man kan skrive sig til meget. Man kan åbne sit hjerte ved at skrive, lukke det halvrådne vand ud af kreativitetens brønd for derefter at nå ned til noget, som er langt mere subtilt og helt igennem vidunderligt. Når man først forstår, at det findes dernede, at det er virkeligt og at det ens helt eget, begynder man at blive nysgerrig. Hold fast ved den nysgerrighed! Den er nøglen til forandring. Den er nøglen til lysten, til glæden og til modet. Når man først  kan smage den sødlige smag af hjertets sang og hører den forsigtige stemme nynne, bliver man draget ind i en mageløs skønhed, der slet ikke findes ord for. Men det kræver at man lytter. Lytter til sangen, den stille eller til hjertet, som Paulo Coelho kalder det. Der findes skatten. Din skat.

Jeg vil gerne være en slags åndelig guldgraver. En fødselshjælper om du vil. Men jeg skal lige lytte lidt mere til min egen sang og det vil jeg bruge efteråret og vinteren til. Har du tænkt på det? Denne årstid og den kommende vinter er hel perfekt til at sætte sig ned i stilhed, tænde stearinlys og bare være. Kalde på hjertets sang og lytte. Derfor er vinteren så lang. Det tager tid at fordybe sig, være og bare lytte. Men det gør uendelig godt! ;)

tirsdag den 20. september 2011

Den stille sang

Most men lead lives of quiet desperation and go to the grave with the song still in them.
- Henry David Thoreau -
Jeg var i fuld sving med dagens arbejde, skriverierne, og var i gang med lidt research og inspirationsdryp, da jeg pludselig faldt over ordene af Thoreau. Han har sagt mange gode ord, som jeg bare må smage på. Jeg vidste med det samme, hvad ordene betød. Og jeg blev lidt trist, fordi de er sande. Thoreau kunne noget med ord. Han forstod livet og menneskets dybe længsel.

Den stille sang. Kender du den? Det er ikke en, som du kan downloade og høre i din IPod. Den kan ikke findes på ITunes eller købes i Fona eller andre gode og efterhånden sjældne pladeforretninger. Den stille sang har aldrig været et hit på listerne, den findes ikke i opsamlinger og man kan heller ikke låne den på musikbiblioteket. Men hvad kan man så? Og hvorfor er det lige, at Thoreau påstår, at mange mennesker lever i stille desperation og går i graven med sangen i sig? Jeg kalder sangen for den stille sang. Det er den. Stille. Man kan kun høre den spille, hvis man er helt musestille. Og her taler vi ikke om stilhed i to minutter, inden man i utålmodighed rejser sig og begraver sig i opvask, sender SMS eller tager en tur på Facebook. Man må øve sig på at være stille. Så stille at man næsten tror man er død. Ser du, tankerne skal holde op med at ræse afsted som bilister på motorvejen. Det er næsten som at meditere, men du behøver faktisk ikke at meditere for at blive stille. Vi er bare blevet så vant til at snakke. Sige noget. Hele tiden. Og hvis vi ikke selv siger noget, så gør alle andre. De siger, de taler, de skråler og råber. Se mig. Hør mig. De insisterer på din opmærksomhed og selv når de er gået, kan du høre dem larme i dit hovedet. Tanker er ikke stille. Ikke den slags tanker.

Den stille sang venter. Den kan vente i årevis og den kan, som Thoreau er inde på, vente forgæves et helt liv på at blive sunget. Det er synd, for det er den smukkeste sang, der findes, og den er helt din egen. Vil du gerne høre den? Eller har du måske allerede hørt den og kan du efterhånden melodien? Synger du med? Og mærker du i så fald glæden og velværen over at lade dig opfylde af din stilheds sang? Den synges bedst i dit eget selskab, for der kan du virkelig mærke den. Den kommer ligeså stille, når du er klar og lydhør, når du forstår, at du ikke er dine tanker og simpelthen vælger at overhøre dem. Acceptere dem og lade dem flyde igennem dig som et vandfald. Velkommen tanke. Lad den glide igennem dig. Farvel tanke. I starten kommer der mange tanker igennem dig. De står nærmest i kø og er ved at falde over hinanden for at komme ind i dit hoved. Men når du slapper af og bare accepterer dem, byder dem velkommen og lader dem passere, så bliver de sjovt nok små og medgørlige. Nærmest ubetydlige. De holder op med at råbe og efter en stund  bliver de også stille. Usynlige. Ikke eksisterende. Fred. Ahh.

Så kan du mærke sangen, den stille. Og med den stiger glæden op i dig og du forstår pludselig, at der er en sang, som er helt din egen. Du behøver ikke at rende ud i verden og konkurrere med andre for at høre den. Tværtimod. Du behøver ikke stresse og kontakte en masse mennesker for at gøre opmærksom på dig selv. Tværtimod. Du skal ikke fortvivle og græde over dens fravær i dit liv. Tværtimod. Den er der hele tiden og den venter kun på, at du skal blive så stille, at den kan synge for dig.

Lidt om vejr og humør


Fuglene synger udenfor mit vindue. Det er et tegn på, at det bliver endnu en smuk efterårsdag. Vinden er stille, den har lagt sig til at sove, hviler sit blæsegen, for den har som regel en travl periode i det sene efterår og i begyndelsen af vinteren. Jeg kan godt lide efteråret. Et væld af smukke farver, daglige forandringer, frisk sprød luft og våde blade, der når de ikke er så våde hvirvler rundt i vinden som orangerødegule konfetti.

Det er tilsyneladende ikke alle, som er enige i, at efteråret er en skøn tid. Specielt ikke i år. Og nu kommer der noget, jeg slet ikke fatter. Fordi det har været sådan en regnvåd og solfattig sommer, er efteråret en slags forbandelse. Hvordan kan man glæde sig over efterår i slutningen af september, når sommeren var så dårlig? Lad mig lige forstå det ret. Sommeren var ikke en af de bedste. Faktisk var det den mest regnvåde i noget nær 100 år. Det er ikke bare noget vi bilder os ind, nej, meteologerne nikker og laver grundige statistikker. Så hvis vi længtes efter sol og sommer, ligesom i gamle dage, jamen så blev vi slemt skuffede. Det betyder så også, at vi heller ikke kan nyde efteråret, for vi sidder tilbage med en dårlig smag i munden af sommerfiasko. Det påvirker resten af året. Det påvirker vores humør. Det giver os grund til at være gnavne og det giver os endnu mere at brokke os over. Er det sådan, det er?

Som du måske kan gætte, stødte jeg på eksemplet i går og det fik mig til at tænke. Her går jeg og nyder efteråret og så viser det sig, at jeg tilsyneladende er helt forkert på den. Det kan man ikke, fordi sommeren var dårlig. Men jeg kan. Og det håber og jeg tror så sandelig også at andre kan. Vi skal videre. Hver eneste dag er ny og hvis vi lader vejret påvirke vores humør, så er vi ilde stedt. Hvis vi i forvejen har forventninger til temperatur og vindforhold, nedbør og nattefrost, jamen så kan vi næsten kun blive slemt skuffede. Er det mon det, vi ønsker? At tilbringe vores dage med brok og skuffelse? Vi får det, som vi vil have det. Verden afspejler vores tanker og vores humør. Og hver eneste sure mand eller kvinde, der brokker sig og tordner gennem dage med sit dårlige humør, påvirker endnu et menneske i negativ retning. Sender dårlig energi ud. Og har det uden tvivl ikke særlig godt midt i sin tordensky af arrigskab over vejrets vindretning og mågernes efterladenskaber på bilruden.

Jeg løb tur i skoven i går eftermiddag. Solen skinnede over vandpytter og efterårsklædte træer. Luften var frisk, den helt specielle efterårsduft af svampe, våde blade og tidlig forrådnelse, der går lige i næseborene. Skarp luft. Lyset sænkede sig over skoven, men trækronerne strålede som guld i den sene eftermiddag. Jeg følte mig heldig. For det første var jeg sammen med en god veninde, og det er i sig selv en lykke. Løbe sammen. Tale lidt og ellers bare følge sin egen rytme og løbe sit eget løb, velvidende at den anden er lige i nærheden. Det ved vi bare. Vi er opmærksomme på hinandens løbeskridt og åndedræt, men vi lytter til skovens lyde. En frø kvækker. En fasan skratter i krattet. Og det er efterår. Sommeren var måske ikke en af de bedste, men vi er allerede langt inde i den næste årstid. Som fryder. Som byder på solrige dage, regn, rusk og hvad ved jeg. Naturen er ligeglad. Den lever og ånder og opfordrer os til hver en tid at ånde med. Være. Bare være. Ikke vurdere, bedømme og fordømme. Ikke sætte i bås og kategori. Bare være. Løbe. Gå. Stå helt stille.

Hvis du lader vejret ødelægge dit gode humør, så vil hvad som helst påvirke din sindstilstand og din livsglæde. Sådan er det! Det er valg. Jeg vælger at følge med årstiderne og se det smukke i hver eneste dag. Som lige nu. Solen skinner i trætoppene og dagen er ny. Jeg vælger en god dag. Hvad gør du?

På billedet den gode Aimee hund.

mandag den 19. september 2011

Klar til eventyr


Så er vi kommet til en ny uge. Jeg hører en stemme i det fjerne og går ud fra, at det er en del af drømmen. Forsigtigt vender jeg mig om og trækker dynen op over ørerne. Det føles koldt udenfor dynen og mørkt er det i hvert fald. Selvom jeg ikke åbner øjnene, kan jeg fornemme det. Det er langt fra morgen. Jeg er rejsende i drømmeland, turist i min egen underbevidsthed og sødt sovende i en godgørende søvnrus, jeg ikke vil væk fra. Jeg ved ikke, hvor lang tid der er gået, men så hører jeg stemmen igen, denne gang lidt højere. "Så er vi kommet til en ny uge". Samtidig hører jeg noget, der ikke kan drømmes videre fra. Det banker på min dør. Tre hårde bank, helt regelmæssigt, helt uden tøven. "Tid til at stå op! Vi er nået til en ny uge og toget kører ikke videre".

Jeg forlader drømmeland med et spjæt. Da jeg rejser mig fra køjen, kan jeg mærke den kølige luft på mine skuldre. Det trækker lidt, en kold brise, der ikke har spor med sommer at gøre. Jeg føler en lille sorg, for i drømmen var det sommer. Det var varmt og solen skinnede. Jeg trækker gardinet fra i min kupe og ser ud på den nye morgen. Disen ligger over jernbanesporene, masterne har fået tågefrakke på. Det er stadig halvmørkt, som om den nye morgen tøver lidt med at træde i karakter. Det forstår jeg. Måske ville den ligesom jeg hellere ligge under dynen og sove skønhedssøvn. Men når toget kører ind på en ny station og den gode konduktør annoncerer, at nu er vi ankommet, så bliver man ikke liggende i sin kupe og lader som ingenting. Man står op. Man tager sig et bad, gør sig klar, spiser morgenmad og så går man ud i dagen indstillet på eventyr. Hvor er man? Hvem mon man vil møde? Og hvad skal man lære af gode ting i dag, som man kan tage med sig tilbage og tænke lidt over? Skrive ned måske? Hvad mon man ser, som man kan forundres lidt over og nysgerrigt spørge til, hvis der er nogen i nærheden, som kunne se ud til at kende svaret? Og kan man overhovedet stille spørgsmålet, før man kender svaret?

Det er spændende, når en ny uge melder sin ankomst. Nu kan jeg mærke energien komme, jeg træder med bare fødder ud på det kolde gulv og skynder mig i bad. Varmt vand på min morgenkrop. Jeg har sovet godt, kan jeg mærke, selvom jeg på sin vis stadig føler mig lidt træt. Måske er det årstiden? Efteråret, det fugtige, forandringen, lyset, fuglene, der forlader disse breddegrader i store flotte flokke, bladene, der visner, farverne, forfaldet. Det sætter sig. Det påvirker. Men som vandet rammer mig og falder fra min krop, bliver jeg mere og mere vågen og klar til det, der skal komme. Og hvordan bliver man så det? Man åbner sig. Man forbliver åben og årvågen, nysgerrig, positiv og parat. Forventer, at det noget godt skal ske. Det er bare at begynde at gå. Ud i morgenen, den nye dag og uge. Skridt for skridt. Jeg glæder mig til at udforske den nye by, når jeg har spist morgenmad.

Vil du med ud i dagen? Eventyret venter og du får lov at skrive det selv. Sæt i gang!

søndag den 18. september 2011

Vildfaren?

Each experience in your life was absolutely necessary in order to have gotten you
to the next place, and the next place, up to this very moment.
- Dr. Wayne W. Dyer

Et bud på, hvad der skete for mig i tirsdags, var at jeg var faret vild. Nogen tror måske det er sådan. Tidligere havde jeg måske også proppet det ind i den kategori. Faret vild. Jeg spildte min tid. Jeg blev lokket i fordærv eller var tæt på det, men i sidste øjeblik undslap jeg det skrækkelige, der kunne være sket med mig, mit hjerte og min drøm, hvis jeg var gået i fælden. Av!
 
Men sandheden er, at jeg på ingen måde for vild. Jeg fulgte mit hjerte og var hele tiden klar over, hvor jeg var. Fast foranket i mig selv, min drøm og med fokus på det, jeg er på vej mod. Den kurs har hjertet sat og den fraviger jeg ikke. Det betyder dog ikke, at jeg ikke fremover vil udforske små veje og høre efter stemmer, der kalder mit navn i det skumle aftenmørke. Jeg er ikke bange. Jeg er nysgerrig. Så jeg lytter og ser efter synkronicitet, mens jeg vandrer af den vej, der bliver til, mens jeg går på den. Den vej, som er min. Der kan komme nok så mange tilsyneladende velmenende mennesker, som vil fortælle mig noget andet og som vil forsøge at lokke mig med gods og guld.. Fristelserne står i kø og det kan være nærliggende at kaste anker, når man sejler på høje bølger og søsygen melder sin ankomst lidt for ofte. Det er ikke altid sjovt at hænge over rælingen og kaste op, mens man kigger direkte ned i dødens gab. En haj. En ilde skæbne. Men det er altsammen til at for at teste. Styrke. Gøre klar. Det er værd at huske på, for det kræver, at man holder ud. Mærker efter. Og på forhånd har besluttet sig for, at man virkelig følger sit hjerte og ikke fraviger den kurs, før hjertet nikker med blid anerkendelse.
 
Jeg er lige hvor jeg skal være. Alt er i skønneste orden. Hver eneste erfaring, hvert eneste menneske, hver sorg og glæde, lys og mørke, hvert eneste skridt og hvert fald, der til tider føltes som en tur ud over afgrunden. Der var en mening med det. Jeg lærte noget. Havde jeg ikke taget ved lære, havde jeg fået samme lektie igen. Det hænder. Og det er der såmænd ikke noget galt i. Vi mennesker kan godt være lidt tungnemme og det kræver skam øvelse at turde lytte til sit hjerte. Det er noget, man skal træne og integrere, indtil det sidder lige hvor det skal. Hjertet. Forståelsen af, hvem man er og hvad man vil. Og kan. De små krogende veje og snørklede stier, som tilsyneladende ikke fører nogen vegne hen og hvor man tager sig til hovedet, fordi man endte med en bitter erfaring, er som skabt til lige netop den man er på det tidspunkt. Det er en styrkeprøve. Det er en lektie. Det er ikke en måde at fortælle dig på, at du ikke duer til din rolle, til at være dig og at du er et dårligt menneske. Tværtimod. Det er det, der bygger dig op og gør dig god. Stolt. Stærk. Det handler ikke om at fare vild. Det handler om at lære.
 
Så jeg for ikke vild i tirsdag. Jeg var på rette vej. Jeg fik en lektie og jeg tog imod den. Jo, jeg var skam forført ved første øjekast og lyden af den gode stemme, der hviskede de rigtige ord, men jeg forstod snart, hvad det handlede om. Jeg spurgte mig selv, hvad jeg dog kunne lære af den oplevelse, som på mange måder forekommer helt absurd, og et par dage senere kom svaret. Nu forstår jeg. Og jeg er dybt taknemmelig for den tilsyneladende omvej og blindgyde, om du vil. Nu ser jeg noget klart, som jeg ikke så før. Og alene det at værdsætte sådanne små sjove og mærkelige oplevelser, hvor man kan føle sig på gyngende grund fuldstændig uforstående overfor, hvad det handler om, det gør stærk. Det gør det også sjovere. Hvert eneste menneske, du møder, er en slags lærer. Spørg dig selv, hvad du kan lære og vær så helt stille. Lyt. Dit hjerte kender svaret og er du klar, så bliver det serveret for dig på en smuk tallerken. Værsgo' og spis. Du er nu lidt klogere, lidt stærkere og du er endnu mere klar over, at dit hjerte kan fortælle dig lige nøjagtigt hvor du skal gå hen og hvornår. Er det ikke skønt?

Hvor svært kan det være? Og det behøver du ikke at svare på. Tro mig, jeg ved hvor svært det kan være. Men skulle det være en hindring?  Man bliver så utrolig glad og lettet og begynder både at synge og danse, når man mærker, hvor godt det føles at turde være sig selv. Når man forstår, at man kan og har tillid sig selv, sit hjerte og til processen.

lørdag den 17. september 2011

Weekend


Det har været en interessant uge. Jeg har lært meget. Mødet i tirsdags har bundfældet sig, forståelsen af, hvad det var jeg skulle lære af det, jeg gik og troede var en mulighed. En vej videre. Når man er på en rejse som min opstår der fristelser undervejs. Bedst mens man går i egne tanker og skaber vejen, står der en person i vejkanten helt inde i buskadset. Vedkommende kender dit navn. Han eller hun kalder på dig, først med en hvisken og siden en lidt kraftigere stemme, der dog aldrig hæver sig helt. Den insisterer bare. Og den bruger ord, som du kender og som drager dig. Tænk hvis nu. Og det gjorde jeg, jeg blev draget, jeg måtte bare følge med og se nærmere. Nysgerrig, tænker du måske og ja, jeg er nysgerrig. Så jeg fulgte med og fik brugt en masse energi på noget, der viste sig at være en fælde. Det gode ved det var jo, at jeg ikke faldt i. Jeg lyttede, så og mærkede og så vendte jeg om og gik tilbage til min egen nye vej. Lidt stærkere og lidt klogere.

Men nu er det weekend. Solen har malet himlen orange i kunstneriske pletter og himlen lader sig modvilligt overtale til at blive blå. Selvfølgelig ønsker jeg mig solskin, men mest af alt glæder jeg bare over, at det er weekend. Jeg trænger. Der skal slappes af og hygges. Min mor kommer med toget sidst på formiddagen. Hun medbringer fisk fra den gode fiskehandler på Frederiksberg. Vi skal gå tur med hundene, snakke og bare være. Være i weekenden. Nyde de gode timer, hvor skulle og burde er forbudte ord. Her handler det om lyst. Her handler det om glædeligt velvære, løbetur, godt selskab, god mad og orange stearinlys.

Jeg håber, at du også har nydelige planer for weekenden. Hyg dig og skab gode øjeblikke! :)

fredag den 16. september 2011

Lad livet være en tyttebærtur


Kender du det? Du siger noget, du ikke aner hvor kommer fra. Det dukker bare op. Du bliver mindst ligeså forundret som modtageren over de ord, der kom fra din mund. Faktisk er du ikke helt sikker på, at det overhovedet var dig, der sagde ordene. Men det var din stemme. Dine læber, der formede sig og din tunge, der lagde sig tilrette om udtalelsen. Og hvis du sidder og skriver til en anden, så hørte du bare en stemme i dit indre, der sagde det, mens du skrev. Helt automatisk fandt dine fingre de rigtige bogstaver på tastaturet og så stod det der, sort på hvidt. Lad livet være en tyttebærtur.

Lad livet være en tyttebærtur. Det sagde jeg. Eller rettere sagt, det skrev jeg til Berit, da hun for et stykke tid i et blogindlæg fortalte om en tyttebærtur, hun var blevet inviteret til. Her taler vi Nordnorge. Jeg kunne straks se det for mig, vand og fjelde, gåtur blandt sten og krat og hvor man nu går tur, når man er så højt op i Norge. Det første efterår, lyset som er anderledes. Så skal man ud og samle tyttebær, hvis man har lyst. Berit glædede sig til turen og beskrev den i korte træk. Jeg så resten for mig. Faktisk var jeg helt væk i tyttebærdrømmerier, som om der opstod en slags magi mellem linjerne, der transporterede mig til et helt andet sted end morgenen i min skrivestue. Og jeg skrev en kommentar til Berit, der bare dryppede fra mit tastatur til lyden af stemmen i mit indre: Lad livet være en tyttebærtur.

Siden har jeg tænkt på sætningen. Jeg kan godt lide den. Jeg kan godt lide ordet tyttebærtur. Der er noget Astrid Lindgren indeover, noget Emil fra Lønneberg og Småland, selvom vi jo er i Norge i det her tilfælde. Vi er i hvert fald i Skandinavien. Men ikke nok med hvor vi, det er noget med, hvordan vi har det. Vi er taget på eventyr. Vi er taget ud for at finde tyttebær, men turen er meget mere end det. Det er noget med forventning om at opleve naturen, tage de gode sko eller støvler på, så vi kan gå i timevis. Det er noget med hinandens selskab, rygsækken med proviant og lidt varmt at drikke, den åbne himmel og livet, der folder sig ud, mens vi går. På et tidspunkt ser vi dem. De røde bær lyser som rubiner i efterårssolen. Tyttebær. Det var jo egentlig dem, vi var kommet for at finde og samle, så vi kan lave tyttebærmarmelade, gele eller hvad vi nu har i sinde at bruge de små bær til. Og vi samler dem og føler os lykkelige, fordi vi fandt dem. Fordi de ser struttende sunde ud og fordi de var en del af vores mission. Men når vi vender næsten hjemad, er vi opfyldt af mange andre oplevelser end tyttebærene. De rasler forsigtigt i spanden eller kurven. De er håndgribelige beviser på, at vi faktisk var der. Derude. I naturen. I efteråret. Med hinanden. På eventyr. Men der er meget mere end det.

Lad livet være en tyttebærtur, skrev jeg og jo mere jeg tænker over det, desto mere mener jeg det. Det kan godt være, at vi har noget, vi gerne vil og som vi går efter, men det betyder ikke, at vi går direkte derhen, hvor det findes. Tyttebærerne eller hvad det nu er, vi drømmer om. Vi nyder turen. Vi har lagt os tilrette i eventyrets favn og så tager vi imod. Ser, hvad der sker. Lader os overraske og forundre over det, der præsenterer sig for os på vejen. Fugle. Træer. Udsigter. Indsigter. Sådan burde livet jo i grunden være. Et eventyr. Og ved du hvad, det er det faktisk også. Livet er et eventyr, hvis du bestemmer dig for, at det skal være sådan. Det er dit valg. Og mens jeg sidder her og solen stiger op på en temmelig blå efterårshimmel, kan jeg mærke at det har bundfældet sig, sætningen, forståelsen og beslutningen. Jeg vil lade mit liv være en tyttebærtur!

Jeg håber, at du får en eventyrlig fredag og finder masser af fristende tyttebær på din vej. Nyd det! :)

torsdag den 15. september 2011

Morgen i Orient Expressen


Denne morgen er jeg frisk og udhvilet. Jeg gik tidligt i seng i går aftes, læste lidt og slukkede så ellers for lys og vågen tilstand. Fuldmånens søvntyveri blev glemt i en god lang nattesøvn og jeg vågnede først, da vækkeuret med skinger morgenrøst hyldede den nye dags kommen. Jeg er lettet efter beslutningen om at lade toget køre og glad for, at det var så nemt at følge hjertet. Der var ingen tvivl. Jeg går ikke på kompromis med min drøm. Vejen vil vise sig, når jeg kommer så langt. Så godt. Jeg er vågen. Dagen er ny.

Min gode norske veninde Janna beskrev det meget godt. Det var ikke min Orient Express. Nej Janna, det var det nemlig ikke. Men den gode metafor fik mig til at drømme og visualisere. Jeg så det fornemme tog for mig. Alle de forventningsfulde mennesker ombord, som åbenbart deler min drøm at gøre det, som gør dem glade. Følge hjertet. Bruge det som kompas. Den rejse bliver spændende og jeg overvejede et kort sekund at hente materiale på et rejsebureau eller på Internettet, men det findes nok ikke. Det materiale skal jeg selv lave, når tiden er inde. Jeg skriver mit eget liv og lige nu er vandrer jeg omkring i morgenrøde i en by, jeg ikke kender ved navn. Solen står op bag skyerne og skinner i trækroerne, der har klædt sig i efterårsfarver. Lyset er gyldent. Jeg kan mærke den skarpe morgenluft i mine næsebor. Skosnuderne er våde af dug og regn. En let brise roder op i de blade, der allerede har forladt sommerens træerne. Det rasler og pulser som var de levende endnu.

Vil du med ombord på Orient Expressen, når toget dukker op en tidlig morgen? Og bliver det mon i vinter, når sneen dækker landskabet med sit hvide dynetæppe? Eller til foråret, når de første knopper er sprunget ud og vi drager et lettelsens suk efter en lang kold vinter? Når vi igen kan mærke varmen og glæder os til alt det, der skal komme. Det vides ikke. Men man kan gøre sig klar og huske at nyde rejsen indtil da. Hver dag er en rejse. Hvert øjeblik er en mulighed for at ændre en tanke, kaste positivt stjernestøv ind i de ellers rustne tankerækker og give dem nyt liv. Hvad nu hvis jeg kunne gøre akkurat som jeg har lyst til? Hvad nu hvis jeg slet ikke behøver at være afhængig af andres jantelov og kan skrive min helt egen lov og livshistorie? Hvad nu hvis verden bare venter på, at jeg skal tage mig sammen og gå efter drømmen, så verden kan få et menneske, der udfylder sit potentiale og giver lidt af alt det tilbage, som han eller hun har fået i fødselsgave? Er det en god tanke? Det synes jeg! ;)

I dag skal vi stemme. Kæresten og jeg melder os ved valgstedet, så snart det åbner. Senere skal jeg være aktiv i et projekt, som jeg selv er medinitiativtager til. Noget, jeg har en rigtig god mavefornemmelse over. Lærerigt. Kreativt. Inspirerende. Udviklende. Passioneret. Tænk at være med til noget, som man på forhånd glæder sig helt vildt til. Jeg er taknemmelig. Det bliver en god dag!

onsdag den 14. september 2011

Når toget ikke standser


Hvad hvis toget ikke stopper på din perron? Du har stået og ventet, spejdet ud i horisonten og set et smukt tog komme kørende i det fjerne. Du ved bare, at det er smukt, selvom du egentlig ikke kan se det endnu. Du er helt sikker på, at lige netop det tog er løsningen på din udfordring. Eller simpelthen er din vej videre. Du har tænkt mange tanker om toget. Gode tanker. Gjort dig forestillinger om, hvordan det vil være at stige ombord. Hanke op i kufferten, drage et lettelsens suk og med et ben af gangen gå op af trinene og ombord. Du ved det på forhånd. Og nu kan du se toget komme. Du kan begynde at høre det, den metalliske lyd af elektricitet og en smule jordrystelse. Lige nok til at det når dit mellemgulv. Fornemmelsen af noget stort, der kommer nærmere. Glæde. En smule nervøsitet. Endelig. Nu kommer det. Du kan se forlygterne lyse op i tusmørket, den rumlende lyd bliver højere og du går uvilkårligt et skridt tilbage i sand ærbødighed. Dit tog. Nu er det nu!

Du er parat til at tage fat i din baggage, lettere foroverbøjet og besluttet på at være den første, der stiger ombord. Indtil du indser, at du faktisk er den eneste passager på perronen. Det er oplagt. Toget er kommet kun for din skyld. Du ser det for dig. Den røde løber vil rulle sig ud, togpersonalet vil tage imod dig med åbne arme og alting går op i en højere enhed. Solen kommer frem på himlen og skinner fornøjet, selvom det egentlig nærmer sig aften. Hvem bryder sig om det, når toget endelig er på din station? Du er så klar.

Du forstår det først, da toget passerer dig uden at tage farten af. Nu må det da stoppe. Er der ikke nogen, der kan trække i nødbremsen? Du vinker ivrigt med hænderne, hopper på stedet og begynder at råbe. Stop. Stop. Jeg skal med. Men det skal du bare ikke. For toget stopper ikke ved din station. Hvad sker der? Hvorfor ser de dig ikke? Du spejder ind i kupeerne og ser en masse glæde mennesker, der hygger sig ved bordene. I forbifarten kan du se, at de smiler. Ler. En kvinde eller mand, som til forveksling ligner dig selv, vinker til dig fra sin varme plads bag togets rude. Så er det forbi. Bagenden af toget glider forbi dig i togrumlefart og lyden forplanter sig til dit hjerte. Smerte. Skuffelse. Forbløffelse. Det glemte dig. Toget. Det standsede ikke. Alene står du tilbage på en kold og tom perron, mens mørket endnu engang sænker sig.

Måske spørger du dig selv om, hvorfor toget ikke standsede ved din perron? Du græder. Du er frustreret. Du havde satset alt på det tog. Det kørte forbi og tog både din tro og dit håb med. Kun dig lod det tilbage. Marianne Williamson har sagt det således: Hvis et tog ikke standser på din station, er det ikke dit tog. Hvad for noget? Ikke mit tog? Jamen, jeg havde satset alt på det tog. Jeg var klar. Jeg kunne se det hele for mig. Hvorfor var det ikke mit tog? Vent, svarer en stemme, bare vent. Der kommer et andet tog. Og når det er dit tog, så ved du det. Så kan du mærke det. Det sætter farten ned og standser på perronen foran dig. Døren åbnes. Du går ombord. Spørgsmålet er bare, om du vil vente på perronen til toget kommer eller du vil benytte lejligheden til at udforske den by, stationen tilhører. Opleve noget. Lære noget. Det er op til dig.

I går standsede et tog ved min perron. Det holdt stille længe. Det åbnede sine døre. Men jeg kunne ikke gå ombord. Mine ben ville ikke lystre mig. Eller rettere sagt, jeg bad slet ikke mine ben om at gå. Jeg tøvede. Jeg mærkede efter. Og min mavefornemmelse var ikke i tvivl. Det var ikke mit tog. Det var fristende og der var mange gode kupeer. Det var bare ikke mine kupeer. De passagerer, som sad og så glade ud, var ikke mine medpassagerer. Ikke på nuværende tidspunkt i min rejse. Måske slet ikke. Toget har holdt stille hele natten, tålmodigt, ventende, mens fuldmånen lyste og igen stjal af min nattesøvn. Men altså. Ingen tvivl. Jeg lader toget køre. Der kommer et andet tog. Senere. Når jeg er klar, kommer toget. Det stoler jeg. Jeg lytter til mit hjerte. Kør tog. Jeg ønsker dig den dejligste rejse.

tirsdag den 13. september 2011

Fuldmåne og hjertevej


Hun gjorde det igen, månen. Bedst som jeg lå og sov, svømmende i drømmeland, blev jeg brat hevet tilbage til virkeligheden og nattestormen. Pling. Lysvågen. Jeg vidste det godt, men havde håbet hun havde glemt mig. Da jeg gik i seng, lyste hun aftenhimlen op, mens store skyer sejlede forbi i al hast. Det blæste kraftigt og regnen trommede mod ruden. Men hun havde fået sin egen plads mellem skyerne, et sted, hvor hun kunne sidde i fred på sin trone og kaste månelys ud over land og by. Jeg hilste forsigtigt på hende, nikkede bare for at anerkende hende. Gjorde ingen stor stads af min tilstedeværelse her nede på jorden, i huset. Jeg var jo på vej i seng og havde ikke lyst til at ligge vågen som så mange gange før ved fuldmåne. Jeg får en travl dag i dag. To møder. Det ene skal jeg virkelig kvinde mig op til, det andet er angående den vej, der måske kunne blive min for en stund. Så jeg ville gerne være frisk. Veludhvilet. Veloplagt.

Jeg faldt hurtigt i søvn, mens jeg lå og lyttede til regn og blæst. Søvnen tog godt imod mig og fragtede mig flere timer frem i natten. Glemt var fuldmånen og det voldsomme efterårsvejr udenfor. Drømmene tog over. Dem har jeg glemt nu, men jeg var ikke glemt. Hun huskede mig. Fuldmånen. Pludselig stod hun der som en lysende kugle i mit indre og trak blidt i søvnen, så den forlod mig. Lidt modstræbende vil jeg sige. Den var god, den søvn. Ganske trofast. Men ingen kan stille noget op med fuldmånen, når hun har besluttet sig. Det velkendte pling og den pludselig lysvågne tilstand. Hun sagde pænt tak og forlod mig der i mørket. Jeg prøvede at falde i søvn igen. Tænkte at der måske var en bid tilbage til mig. Jeg mener, hun er jo som en slags søster, fuldmånen, og måske tænker hun "at som søstre vi dele". Så jeg væbnede mig med tålmodighed og lod hende bruge af min søvn. Lå der i natten og prøvede bare at være, men tankerne benytter enhver lejlighed til at trænge sig på. Jeg er ikke mine tanker, sagde jeg og rystede på hovedet. Men vi er dig, påstod de hårdnakket og dansede rundt på dynen.

Der gik en time. Der gik nok også lidt mere. Så kom hun tilbage, min søster fuldmånen, og gav mig søvnen tilbage. Og med den en masse drømme, som jeg stadig husker flager af her nu, hvor sidder med ord, kaffe og en blæsende septembermorgen. Jeg har allerede gået tur med hundene. Snart gør jeg klar til dagen og vejen, en dag, som kan blive skelsættende for hvilken vej jeg vælger, men som også kan blive påvirket af, at nogen gerne vil vælge for mig. Egentlig har jeg mest lyst til at gå tilbage til sengen og putte mig under dynen. Jeg kunne godt have været friskere. Men pyt. Det er et godt ord. Pyt. Jeg går ud i dagen med åbent sind, holder hovedet koldt og hjertet varmt. Jeg vælger selv min vej! Sådan er det. Også selvom sol, måne og stjerner blander sig engang i mellem, driller og forvirrer. Der er kun en vej. Hjertets vej!

Billedet er taget af den gode Havfrue.

mandag den 12. september 2011

En bog og ensomhed i kølvandet


Lyset er anderledes. Godt nok er det morgen, men det er ikke længere det strålende sommerlys, der strømmer gennem vinduerne. Det er ikke helt så skarpt. Nogen har sat en lysdæmper på. Og om aftenen kommer mørket glidende som en usynlig tæppemand på rulleskøjter. I går havde jeg næsten glemt, at det var efterår, men da tæppet blev lagt over himlen og resterne af solen, som havde været temmelig gavmild hele dagen, gik ned i vest og malede himlen orangerød, kom jeg i tankte om det. Det er ikke sommer mere. Vi blev bare velsignet med en nydelig lun septemberdag i går, os her midt i det sjællandske. Jeg fandt igen sommertøjet frem og dagen blev anderledes end planlagt. Det blev en læsedag.

Kender du det? Du læser en bog. En god bog. Fra første side kan du mærke, at du har fået dig en ny ven. Når jeg starter en ny bog, åbne jeg den altid og snuser til siderne. Duften når mine næsebor og et løfte om eventyr indhyller mig som en snert af en god parfume. Jeg sætter mig til rette og fra første sætning er jeg fanget. Sådan var det med denne bog. Jeg følte mig med det samme godt tilpas. Bogen var kommet på det helt rette tidspunkt. Det var ikke tilfældigt. Det var en historie, jeg skulle læse. Den havde noget at fortælle mig. Jeg havde noget at lære. Jeg læste i bogen i en uge og i går blev jeg færdig. Jeg havde været forsigtig med den, behandlet den som en sjælden ældensten, for dens ord og historie gik lige i hjertet på mig. Jeg var rørt, bevæget og jeg græd mange tårer. Smilede meget. Skrev meget ned. Små åbenbaringer og nye indsigter så subtile, at jeg slet ikke kan gøre rede for dem på nuværende tidspunkt. Jeg ved bare, at jeg har læst en perle. At det var meningen.

Jeg passede på med at læse langsomt. Prøvede at spare på den gode historie. Det var som godtgørende medicin, man ikke må tage for meget af. Lidt af gangen. En passende dose. Jeg var fristet, men undgik med vilje at være en grådig læser, der bare sluger ord og sætninger råt og glemmer at tænke efter. Jeg tænkte. Jeg mærkede. Den boede i mig i en uge, bogen, men i går måtte jeg sige farvel. Jeg læste den færdig. Jeg sad i efterårssolen med min kaffe, mærkede varmen på huden og følte mig som en heldig kvinde. Jeg havde fået en gave. Eller rettere sagt, nogen havde lånt mig sin historie. Nu bor den i mig. Bogen er lukket. Jeg kan læse den igen, ganske vist, men det er ikke det samme. Sådan tænker jeg. Der er en første gang, som er så overraskende god som dugfrisk morgenluft, at man ikke kan indånde den to gange og få samme følelse.

Bagefter opstår der tomhed. Ensomhed. Jeg sad og stirrede ud i luften med den lukkede bog i skødet. Det var som en lille sorg. Jeg følte mig forladt og dagen var pludselig anderledes. Luften blev tungere. Solen var allerede sunket længere ned i vest og det var tid til at gå med hundene. Der fik jeg rystet lidt af forladtheden af mig. Og tænkte på alt det gode, jeg havde læst og som bogen havde gjort ved mig. Det, jeg havde forstået. Senere læste jeg igen. Jeg tilbragte aftenen med stearinlys og te, godt sat tilrette i sofaen, benene oppe, briller på næsetippen og hovedet dybt begravet i en ny bog, som også tegner til at blive en oplevelse af de specielle. En ny ven. Jeg er vist heldig. I øjeblikket drypper de gode indsigter på mig som regnvand på en tør sommerdag.

Nu er det mandag, morgen og en ny uge venter tålmodigt på, at jeg bliver færdig med kaffen og mine ord. Det bliver en spændende uge for mig. Jeg skal noget, som muligvis kan ændre kursen på min rejse. Der har  åbnet sig en vej, jeg ikke havde set og jeg måtte gå lidt tilbage for at få øje på den. Dér bag buskadset er der en sti. Man kan næsten ikke se den fra den store sti, hvor jeg nu går og føler mig så sikker i min sag. Hvor jeg følger mit hjerte og med målrettede skridt går ud i intetheden mod det, jeg drømmer om. Noget er dukket op. En mulighed. Måske. Mere senere. Her og nu vil jeg blot ønske dig en dejlig mandag og opfordre dig til at nyde dagen og vejen.

lørdag den 10. september 2011

En gylden nøgle


Tror du på loven om tiltrækning? Tror du på, at positive tanker og gode vibrationer er med til at tiltrække det gode? Og hvad er det gode overhovedet? Mener du, at et menneske helt ideelt set burde være glad og lykkelig hele tiden? Selvfølgelig med mindre nedture, men altså alligevel ret højt på glædesskalaen. Undgå et ramme bunden? For når man først ligger dernede og roder rundt, kan det være svært at komme op igen. Det er som en kæmpemæssig brønd, hvor dækslet er blevet lagt på. Der trænger intet lys ned. Og der er heller ingen stige langs kanten, hvor man sikkert og vist kan kravle tilbage til tilværelsens lethed. Eller er der?

Jeg tror på loven om tiltrækning. Men jeg mener ikke, at det er et spørgsmål om at konstant vibrere på et højt niveau. Det er menneskeligt umuligt. Vi er skabt af både lys og mørke, sorg og glæde og det ene findes ikke uden det andet. Det er kontrasterne, der giver liv. Det er nuancerne, som sat op mod hinanden, giver samspil og særlighed. Men jeg tror på, at man kan lære sine tanker at kende og forstå, at man ikke er sine tanker. Og at man kan bruge sine tanker som et redskab til at opnå større glæde og tilfredshed i livet. Hver eneste dag. At man kan øve sig og blive bedre til at stille skarpt på det positive. Se skønheden i de små detaljer og livets øjeblikke. Jeg siger det, fordi jeg har prøvet det selv. Jeg har øvet mig. Jeg har langsomt men sikkert udviklet et langt mere positivt livssyn og for hver dag, der går, kan jeg mærke at glæden altid er nærværende et sted i mig. Og når jeg virkelig stiller skarpt og mærker efter, kan jeg fornemme, hvor tæt den glæde ligger på sorgen. Det er en hårfin balance. Så man skal kunne jonglere lidt og lære at det betaler sig at samle på de positive tanker. At det gør godt at tro på det gode. Og når man tillader sig det, lærer det at kende og mærker, at man befinder sig godt med det glædelige og at det faktisk er tilladt, jamen så mærker man minsandten, at man nærmest er skabt til at være glad. Som udgangspunkt.

Jeg tror på, at man ved at have fokus på sine drømme og virkelig mærke efter, kan stille skarpt på det, der gør glad. Og det er ligeså individuelt som vi er forskellige. Det kan med andre ord ikke nytte noget, at man leder efter en manual om, hvordan man bliver lykkelig. Der er masser af bøger med gode råd og værktøjer, og man skal ved Gud tage det, man kan bruge. Lytte. Lære. Mærke efter. Men der findes ikke en universalnøgle. Du har din egen nøgle i dig og når du giver dig tid til virkelig at lære dig selv at kende, vil du på et tidspunkt kunne mærke, hvor nøglen er. Det kræver tålmodighed. Det kræver blod, sved og tårer. Der er ingen genveje og smuthuller. Man skal virkelig gå over åen efter vand. Nogle gange. Andre gange er svarene så åbenlyse, at de danser på næsetippen uden at man kan se dem. Men tror ikke sine egne øjne. Og hvis man som jeg er temmelig langsynet, kan man overhovedet ikke se dem dér, så tæt på. Det kræver briller. Positive briller. Og mod.

Har du fundet din nøgle? Hvis ja, vil jeg ønske dig tillykke. Hvis nej, vil jeg opfordre dig til at gøre det. Jeg kan varmt anbefale dig at blive til den, du er kommet for at være og at udleve dit potentiale og dine drømme. Og hvis du ikke kender dine drømme endnu, så fortvivl ikke. Når først du har taget beslutningen om at ville finde dem, finde dig selv og din gyldne nøgle, så begynder der at ske ting og sager. Et skridt af gangen. Tålmodighed. Og for hvert skridt, du tager, vil du mærke at glæden bliver lidt større. Det betyder ikke, at der ikke støder andre ting til. At man ikke falder, slår sig, græder salte tårer og bliver fortvivlet og mister troen. Nej da. Det hører med. Men glæden kommer hele tiden tættere på og en dag vil du mærke, at du kan kalde på den. Fordi du har lært noget. Fordi du har gjort nogle erfaringer, der gør, at du ved hvordan du fungerer. Hvordan du som menneske har brug for at leve et autentisk liv. Det bliver belønnet. Det mærker Universet. Det tror jeg på. Gør du?

Jeg ønsker dig en glædelig lørdag og tilføjer, ligesom i den der reklame, du ved: Because you're worth it! ;)

fredag den 9. september 2011

Fredagsfarver og forandring


Jeg skal lige have mig en kop kaffe. Sidde lidt og summe i solen, der kaster en dristig stråle gennem vinduet. Pusle med ord i et indlæg, inden jeg trækker støvsugeren rundt i huset, lufter ud og lukker weekenden ind. James, Aimee og jeg er tilbage fra det nord-for-københavnske. James er blevet så god som ny. Det er min vurdering. Jeg håber at synsmanden er enig i næste uge. Den tid den glæde. Lige nu er der god varm kaffe og sol gennem vinduet. To sovende hunde, der var glade for at gense hinanden.

Selvom det har taget tilløb længe, synes jeg at efteråret er kommet pludseligt. Jeg undres og forundres over de tilsyneladende hurtige skift i naturen og farverne på træerne, der dagligt ændrer sig. Hasselnødder og kastanjer er at finde på jorden, oktober nærmer sig september eller også er det omvendt, til trods for at vi faktisk kun er i begyndelsen af måneden. Den niende. September. Stop lige her, tænker jeg og trækker håndbremsen, så min bil brat stopper på kanten til weekenden. Se ud. Nyd det. Bemærk hvert eneste blad i dets nuværende form og farve, inden det i morgen har påtaget en ny nuance. Der er farveleg og glæde. Nogle kalder det forfald, men jeg synes det handler om liv. Noget dør, for at noget andet kan leve. Noget skal væk, for at noget nyt kan komme til. Og efteråret gør det med manér. Der bliver ikke sparet på krudt, kulør og farvelade. Nydeligt! ;)

Da jeg kørte fra København lidt tidligere på dagen, mindedes jeg før i tiden, hvor jeg boede i byen. Hvis jeg havde aftalt en weekend på landet hos en veninde og jeg skulle afsted allerede fredag, var hele bilen pakket med forventning. Jeg har altid elsket at forlade byen og køre ud i det blå. Eller grønne. Ligeså meget jeg elsker byen og er en datter af København, ligeså meget elsker jeg at komme ud og fjerne mig fra dens larm, støj og livlige gader. Køre af motorvejen væk fra byen, mærke hvordan trafikken bliver lettere og luftigere og himlen åbner sig for enden af vejen. Køre fra. Begive mig ud på de mindre veje, langs træer, gennem skovstrækninger, se havet til højre eller venstre og nærme mig en destination, hvor der står hygge på menukortet. Hygge til forret, hovedret og dessert. Gåture i frisk luft, en tur til stranden, aftener med god snak, stearinlys, lækker mad og rødvin. Jeg har masser af gode minder om den slags weekender på landet. Gode veninder, som længe før mig var flyttet udenbys. Nu bor jeg her selv. Midt i det, jeg elskede at flygte til.

Den smilende kastanje er lånt hos isabella.dk

torsdag den 8. september 2011

Vind, vejr og Værløse


Skoven har ændret sig siden i går. Her fra vinduet, hvor jeg sidder med kaffen, kan jeg tydeligt se skovkanten og de yderste træer og trækroner, der rejser sig over søen og op mod himlen. Bladene er falmet lidt mere, der er kommet en gylden glød over det, der i går var grønt. Efteråret har for alvor fået fat. På mine ture i går fandt jeg nedfaldne kastanjer, de rødbrune frugter fra kastanjetræet, som ellers hører oktober til. Pludselig går det stærkt. Det der var grønt, bliver gult og rødt. I går aftes, da min svigerinde og jeg gik tur med hundene gennem mørket, var det koldt som i oktober. Det tidspunkt, hvor man så småt overvejer at tage handsker på. Vi gik gennem våde blade og mærkede fugten fra jorden, duften af våd muld og forgangenhed. Sommeren er forbi. Det er efterår. Også i den grad.

Som du måske har gættet, befinder jeg mig stadig nord for København, mens min gode bil James er i servicepleje hos min bror. James skal gøres klar til syn og når man er en ældre herre, støder der som regel små skavanker til. James er ingen undtagelse. Der var travlhed på værkstedet i går, så min bror arbejdede på ham på overtid, men blev ikke færdig. Men heldigvis kan jeg jo blive her og arbejde fra spisebordet i stuen med udsigt over skoven, der ændrer farve som timerne går. Aimee er med mig, mens Keeva er blevet hos kæresten på landet. Hun er i løbetid. Min bror har en gammel hanhund, så det kunne ikke komme på tale at tage hende med. Og kæresten er vist glad for selskab hjemme på matriklen. Høsten er endelig overstået, men den våde jord gør det svært at komme ordentlig i gang med efterårsarbejdet. Der skal jo pløjes, harves og sås! Men vejret gør som vejret vil og vi venter tålmodigt på at skyerne trækker sig tilbage. Håber på endeløse dage med tørvejr og solskin. Sådan kan jo september jo også være. Men lige nu leger hun oktober. Flirter med gyldne varme farver, regnskyer og kølig vind. Vi har alle vores særheder og september er ingen undtagelse.

Jeg ønsker dig en god efterårsdag. Tænk gode tanker! :)

onsdag den 7. september 2011

Anderledes dejlighed


Denne morgen er anderledes. Jeg sidder her med kaffen, lidt senere end normalt, og kigger ud over haven og skoven. Jeg kan se modne hyldebær i den mørkelilla næsten sorte farve. Jeg kan se grønt og gult og en himmel, som både er blå, grå og skyklædt. Solen skinner over Kirke Værløse. Her er jeg nu. Gæst hos min bror og svigerinde, mens min kære bror tager sig kærligt af James, min gamle bil, som er nået til det punkt i sin cyklus, hvor han skal synes. Indkaldt. Han trænger til et eftersyn og lidt nye reservedele, blandt en ny forrude, og eftersom min bror arbejder med biler er han i gode hænder. James er kørt af sted og skal være væk hele dagen. Han er et godt sted. Værksted. Så her sidder jeg og skriver ord i andre omgivelser, mens morgen bliver til formiddag. Drikker kaffe og gør mig klar til dagen roller. Jeg er en slags skuespiller. Jeg skal være både student og løber. For som Shirley MacLaine siger:
I think of life itself now as a wonderful play that I've written for myself and so my purpose is to have the utmost fun playing my part.
Sådan har jeg det også. Nu. Mit liv skal være godt, passe til mig og jeg skal have masser af glæde og gode udfordringer. Jeg tror på, at det er sådan livet skal være. Alt andet er løgn og latin. Tro det ikke, hvis nogen forsøger at bilde dig noget andet ind. Det er meningen, at vi skal nyde livet og glæde os over dagen og vejen. Apropos vej, så fik jeg et spændende telefonopkald i går aftes. Noget der godt kunne blive. Noget, der fik mig til at tænke på syncronicitet og højere magter. At nogen i Universet og har hørt mine tanker. Det er som om der pludselig er et nyt lys på en af de mørke stier derude i horisonten. Vi får se. Det skal undersøges nærmere. Jeg er åben. Åben og modtagelig. Og jeg glæder mig!

Men her, i nuet, skal jeg være student. En student, som inden frokost trækker i løbetøjet og løber en tur i skoven lige bag ved haven. Smukke omgivelser. Solskinsdag. Heldige mig.

Og du, kryds fingre for James! ;)

tirsdag den 6. september 2011

Orange smoothie morgen


Tirsdag morgen først i september. Toget sætter farten ned, det knager i skelettet, hjulene hviner mod skinnerne. En høj metallisk lyd rammer mine ører og jeg tager uvilkårligt hænderne op for at beskytte mine sarte trommehinder mod den gennemtrængende lyd. Jeg har sovet godt i kupeens rumlende mørke, bag det blafrende gardin i den i grunden lidt ubekvemme køje. Mærkelig nok har jeg ligget ganske udmærket. Og haft mange drømme. Måske er det togets bevægelserne, der har været katalysator for drømmenes hersken. Måske er det bare sådan nogle gange. Man drømmer. Man drømmer meget. Men som morgenen kom og toget kørte mod den station, hvor jeg skal stå af i dag, forsvandt de som dug for solen. Lige så stærke og virkelige de var, da toget endnu kørte gennem natten, ligeså sarte og skrøbelige bliver de, når øjnene forsigtigt åbner sig og man blinker sig ud af søvnens svøb. I det øjeblik man gør sig en ekstra anstrengelse for at huske dem og genkalde sig drømmens budskab, springes den i små usynlige atomer som en sæbeboble, der rammes af en nål. Puf. Forsvundet.

Jeg vasker mig og tager tøj på, så jeg kan bevæge mig ned i togets spisekupé. Her sidder jeg nu med morgenkaffe, smoothie og krummerester på tallerkenen. Jeg er den eneste passager, som har valgt at blive i toget for at spise den morgenmad, der blev serveret af en usynlig herre i solopgang. Der er noget fredfyldt over at sidde her alene og forsigtigt drikke af kaffen. Trække tiden ud, så kaffen varer længe og til sidst bliver helt kold. Den orange smoothie af gulerod og appelsin har beklædt glasset med en tynd væg af frugtrester. De danner et edderkoplignende mønster og et kort sekund forventer jeg næsten at se en lille edderkop kravle afsted i spindets midte. Så ryster jeg den tanke af mig. Det er trods alt min morgendrik.

Jeg sidder stille og lader dagen komme til mig. Jeg føler mig næsten ligeså skrøbelig som drømmen, jeg havde i nat. Stærk og sart på samme tid. Det er et spændende tidspunkt på min rejse. Dagens station er ingen tilfældighed, selvom jeg ikke kender dens indhold endnu. Der bag trinbrættet og den tilsyneladende øde perrson, det store ur med gigantiske viser, der fortæller om tidens slag, gemmer sig en by, jeg nu skal udforske.

Jeg bevæbner mig med min altid trofaste styrke nysgerrighed. Og jeg tager forsigtigt mit tålmodighedstørklæde på. Det skal minde mig om at gå langsomt. Forsigtigt. Træde varsomt ind i dagen og nyde den første morgensol, der følger mig på vej. Jeg børster krummerne af tøjet og drikker den sidste kolde kaffe. Mit blik strejfer den orange smoothie, der ligner en solopgang i øst. I det jeg skal til at vende hovedet og rejse mig fra sædet, fastlåses mine øjne i de bogstaver jeg tydeligt ser i det orange gulerodsappelsinmønster. De er på engelsk! Heldigvis er det jo mit andet modersmål, sådan næsten da, så jeg tænker ikke nærmere over det. Det giver fuldstændig mening og jeg nikker, mens de små hår rejser sig på mit hoved. En mild kuldegysning går gennem min krop.

She is able who thinks she is able.  Love Buddha.

mandag den 5. september 2011

Livets skole på en mandag


Jeg havde egentlig planlagt en tidlig morgenløbetur. Beslutningen traf jeg i går. Det var en god beslutning i går, hvor vejret stadig var sensommerligt og lyset lå blødt over landskabet. Jeg skal nemlig ud og coache sidst på formiddagen, så en løbetur med hundene som det første forekom som verdens bedste ide. Men da vækkeuret brølede sit "klokken er 6:30" og jeg slog øjnene op, forvirret og helt overbevist om, at det ur var helt galt afmarcheret, fik øjne og kunne se, at det stadig var halvmørkt og i øvrigt hørte regnen tromme mod ruden, lavede jeg øjeblikkelig den plan om. Jeg orkede simpelthen ikke. Min krop protesterede og jeg tænkte, at hvis jeg virkelig skulle stå op nu, i dette halvmørke regnfulde septembervejr, så skulle det være for at gå ned og sætte mig ved PC'en. Starten dagen roligt med kaffe og ord. Ikke med løbesko i regnvejr. Det må komme senere. I eftermiddag.

Sådan kan man ændre sin plan. Hvis man altså har en. Og sådan kan september ændre sit vejr og med et beslutte, at nu er det nok med sensommerstemning og god bog i solen. Slut. Vi fik en vitaminindsprøjtning og kan nu, mener Vejrguderne og hvem der ellers har en finger med i spillet, klare arbejdsugen. Værsgo. Sæt i gang. Ikke pive, ikke klynke. Jeg kan høre dem rulme i vejrgudehimlen, de taler, de brøler, de taler med stort vejr. Mere regn. Meget regn. Kom ikke her og sig, at vi ikke kan give vand. Jeg siger tak. Hvad skal jeg ellers sige? Jeg kan ikke gøre noget ved vejret, men jeg kan gøre noget ved mine tanker og mit gode humør. Og det skal ikke ødelægges af en grå regnfuld morgen med udsigt til mange våde milimeter oveni alle dem, vi allerede har fået gennem hele sommeren, der gik. Denne dag bliver god. Regn eller ej.

Nød du søndagen? Fik du slikket solskin, som katten slikker skålen med fløde? Nød du at mærke varmen, solen mod din hud og at se den blå himmel som et mægtigt tæppe over hovedet? Fik du gjort det, du ville og det, du have lyst til? Jeg brugte en del af dagen på at læse. Kaffe med mælk, bog og notesbog og så en stol ud i haven. Det var ikke sommer, luften var anderledes, lidt friskere, men alligevel varm. Jeg læste og jeg nikkede, som de gode ord tog bolig i mig. Fik tankerne til at rumstere. Jeg skrev noget ned. Resten blev skrevet bag ørerne. Og i hjertet. Jeg vaskede tøj og tørrede det i sol og vind, duften kildrede blidt i næseborene og jeg befandt mig i en salig stemning af sensommer og sæbe. Da jeg senere så mig selv i spejlet, kunne jeg tydeligt se, at jeg havde genvundet lidt af den gyldne farve, jeg har betalt dyrt for i sommer. Barcelona får det meste af æren. Gode Barcelona. Det føles som et andet liv nu.

Ha' en god mandag. Jeg vil tage regntøj på og gå ud med hundene. Indtage morgenen og gribe dagen. Kysse den velkommen og åbne mig i tiltro til, at der er en mening med alting. Jeg er student. Jeg er her for at lære. Livets skole er uendelig og lektionerne vil ingen ende tage. Den tanke tiltaler mig. Lærdom. Hvad vil jeg mon lære i dag?

søndag den 4. september 2011

Nydeligt


September fortsætter med at fryde. Det føles som en gave at vågne op til diset solskin over de nyhøstede marker. Drømmer jeg eller er jeg vågen? Glæden lægger sig til rette i forståelsen af, at det faktisk er en ny dag, der ser sådan ud. Tilsyneladende. Jeg blev liggende lidt og nød følelsen af tidlig efterår og søndag. Det er en god blanding. Det er som at lave mad, hvor man omhyggeligt tilsætter de ingredienser, der vil komplimentere hinanden. Ikke for meget, ikke for lidt. Den helt perfekte blanding, der fremkalder en smag i fuldstændig balance. Er den sød? Er den salt? Hvad er det, der kilder lidt på tungen? Er det chili? Eller peber? Man forsøger at gætte og kan genkende smagen, men er alligevel ikke helt sikker, for i sammensætningen ændrer den enkelte smag og balance sig lidt, strækker sig, bliver det en bedre udgave sig selv, for smagskammeraten kan noget andet og sammen i sætningen bliver det godt. Nydeligt.

Jeg vil standse tiden lige her i køkkenet, hvor jeg sidder med min morgenkaffe og kigger ud over de disede septembermarker. Solen stiger dovent i horisonten, blander sig med disen, som har budt op til dans og sammen valser de hen over landskabet i øst. Jeg er tilskuer. Jeg har indløst billet til den smukkeste morgen, hvor det egentlig ikke betyder noget, om vi kalder det sensommer eller efterår. Naturen er ligeglad. Den går sin gang og den fryder, når den har lyst. Alting er besjælet. Det hele går op i en højere enhed og fordi sommeren gik op i regn, er denne morgen i det allertidligste efterår så meget mere glædelig. Der er ingen forventning. Måske er det derfor? Det kunne have regnet og blæsten kunne have pisket regnen mod ruden, et opgør af efterårsdimensioner, men sådan er det bare ikke. Der er harmoni. Det er fredfyldt. Det er søndag.

Hvis vejret holder, vil jeg bruge dagen på en stol i solen. Jeg er ved at læse en fantastisk dejlig bog, som jeg næsten ikke kan lægge fra mig. Kombinationen af den bog, kaffe med mælk og septembersol på næsetippen vil være den bedste gave, jeg kan give mig selv i dag. Nydelig.

Jeg er blevet forelsket i ordet nydelig og dets oprindelige betydning. Prøv at smag på det. Mærk, hvor fløjsblødt det lægger sig på tungen. Jeg har med vilje glemt dets nuværende betydning i det danske sprog. Det bliver ikke brugt rigtigt efter min mening. Nej! At nyde. Og når noget er så godt og dejligt, at man nyder det, så er det nydeligt. Tror mine gode norske venner har forstået betydningen af ordet lidt bedre end os danskere. Vi må revurdere det. Lytte. Lære af hinanden og lære at bruge dette gode ord på en helt ny måde. En nydemåde. Nydeligt!