onsdag den 31. august 2011

Hvis bare


Hvis Augusta havde været her, havde jeg haft noget at skrive om. Så havde morgenen set helt anderledes ud. Der havde duftet af kaffe, når jeg åbnede døren til stuen. Hun ville være kommet mig i møde med en ny blomsterduft i sit kølvand. Solopgang i håret og blinkede skovsøer i øjnene. Vi ville have drukket kaffe sammen. Sagt gode ord. Og bare mærket de gode intentioner i pauserne, accepten, fornemmelsen af venskab og af sand lykke over at kunne være sammen uden partout at skulle sige noget. Jeg savner hende!

Hvis og hvis. Kender du det? Hvis bare solen havde skinnet. Hvis bare manden havde set lidt bedre ud om morgenen. Hvis bare jeg havde en million, så havde jeg sagt mit job op og taget på jordomrejse. Købt et hus i Sydfrankrig. Foræret en masse penge til gode formål. Hvis jeg havde været et bedre menneske, var jeg selv rejst til de tørkeramte områder og havde støttet op om hjælpearbejdet. Men desværre er jeg jo bare mig, som sidder her og snart skal ud af døren, på vej til et arbejde, jeg ikke altid er så glad for. Hvis bare jeg havde haft en anden chef, så havde det set helt anderledes ud. Så havde jeg sunget hele vejen til jobbet. I vilden sky!

Tænker du nogen sinde på, om du kan gøre en forskel i hverdagen? Og om livet mon kunne blive lidt sjovere? Om du kunne lære at være lidt gladere og lidt mere positiv, have lidt mere overskud til andre mennesker, børnene, dyrene og de vilde blomster? Det gjorde jeg før i tiden. Og jeg gør det skam også stadigvæk. Men heldigvis har jeg lært en ting. Det starter med mig selv. Når jeg begynder at tage ansvar for mig selv, de tanker jeg tænker og dermed de følelser, der opstår, når tankerne leget tagfat på øverste etage, så sker der noget. Tanker, tænker du måske, det er bare nogle, der er der. Dem styrer jeg ikke. De kommer og går som det passer dem, og ofte kommer de helt ubelejligt og uden at være inviteret. Midt om natten sågar. Men hvis du ikke styrer dine tanker, så styrer de dig! Jamen, det gør de. De har stor erfaring og en tendens til at tænke på nøjagtig samme måde, som de altid har gjort. Og de får dig til at gøre, som du altid har gjort. Hvilket i sidste ende betyder, at du vil få, hvad du altid har fået. Så enkelt er det. Der sker ingenting. Der er ikke noget der ændrer sig. Chefen er stadigvæk dum. Og hvis du skulle få en ny chef, er det sandsynligvis en tro kopi af samme type. Manden siger stadig de samme irriterende ting om morgenen og ser i øvrigt ikke, at du har fået ny frisure. Og så er vejret helt forfærdeligt!

På det sidste har jeg oplevet en ændring i menneskene omkring mig. Mærkeligt, tænkte jeg umiddelbart, de har forandret sig. Verden er anderledes. Hende, søsteren til min veninde, som nogen gange er på besøg, når jeg også er der, hun plejede at være temmelig tavs og indesluttet. Nu kommer hun pludselig over til mig og begynder at snakke. Hun smiler og fortæller mig om sit arbejde og sine drømme. Hun spørger til mit og hvad jeg mon mener om dette og hint. Vi har god samtale. Jeg oplever det samme andre steder. Der dukker mennesker op, som jeg aldrig før ville have talt med. Hvad skulle jeg også have sagt? Men nu. Verden er forandret, tænker jeg og synes i grunden det er ganske dejligt. Så smiler jeg lidt mere og nyder opmærksomheden. Og i øvrigt nyder jeg at fortælle om mig selv og min rejse, det er jeg på vej imod. For første gang i mit liv føler jeg ægte stolthed og glæde ved at fortælle, hvem jeg er. Også selvom jeg ikke aner, hvad der kommer til at ske. Eller hvordan. Jeg ved bare, at det bliver godt! ;)

Måske har du gættet det. Det er ikke verden, der er forandret. Det er mig. Men fordi jeg er forandret, så ændrer verden sig. Aha. Det der med at feje for egen dør, er måske i grunden ikke et så skørt ordsprog alligevel? Jeg har fejet i mine tanker og ryddet ud. Smidt en masse væk. Hold da op. Og jeg er slet ikke færdig endnu. Tankernes feng-shui. Nu forsøger jeg at bibeholde dem, jeg kan bruge til noget og som gør mig glad. Modig. Stærkere. Jeg prøver. Og ved du hvad? Hvis bare vi alle prøver, øver os og bliver en lille smule bedre til at bære de positive briller hver eneste dag, så bliver de helt naturligt siddende på næsetippen en dag. Det starter med en tanke. Du bliver hvad du tænker. Og så begynder der at ske ting og sager med verden omkring dig! Er det ikke spændende? ;)

Ha' en fin dag, min ven. Ønsker dig glæde på din vej.

tirsdag den 30. august 2011

Rollespil og reflektioner


Jeg vågnede midt om natten. Det var min første tanke, da jeg forsigtigt slog øjnene og så, at det stadig var mørkt. Jeg følte mig vågen midt i søvnsuppen og turde dårlig kigge på uret med de røde tal, der står på kærestens natbord, men nysgerrig som jeg er, gjorde jeg det alligevel. Det var ikke nat. Det var tidlig morgen. Faktisk det tidspunkt, hvor jeg tidligere stod op. Dengang livet var anderledes end nu. Nu sover jeg for det meste en times tid længere, eftersom jeg selv kan råde over min dag og lægger mit eget skema. Det er en gave. Men det er også en udfordring. Det kommer vi til senere. For det var altså morgen. Og da jeg havde set, hvad klokken var, steg min krop langsomt op af søvnens dyb, som en dykker, der glider mod overfladen. Måske havde jeg ikke mere søvnilt? Eller også var det bare fordi tankerne havde taget fat. Dagens planer. Rester fra i går. Fremtiden. Nutiden. Alt og ingenting. Det bliver en god dag, skyndte jeg mig at tænke og ledte tankerne i positiv retning. Jeg skal studere. Jeg er i gang med en ny bog om coaching og om at blive en bedre udgave af sig selv. Den bedste. Hvad skal det dog ikke ende med? Jeg kan næsten ikke vente! ;)

Der er gået mange minutter siden jeg vågnede. Jeg blev liggende lidt, men stod så op og tog hul på dagen. Det er stadig mørkt derude, skyerne ligger regntunge over landskabet og sommeren har forladt landet i selskab med Augusta, som mange af jer åbenbart savner ligeså jeg gør. Ja, hun var en skøn månedskvinde. Hun hvilede i sig selv og havde overskud til at dele ud af sin visdom. Hun var ligesom en stor tryg færge, der kan have mange passagerer om bord og stadigvæk sejle snorlige ud i horisonten uden at miste kursen. Ingen særlig søgang, kun behagelig skvulpen langs rælingen og en dejlig vuggende fornemmelse af langfart ombord. Jeg nød at være hendes passager. Åh, det gør godt at lade sig fragte engang i mellem. Nu er jeg tilbage på mit eget lille skib med redningsvest og regntøj. Sejlende direkte ind i efterårets blæsende uvished og det lyder måske farligt, men det er det ikke. Husk på, at jeg har hjertet som kompas. Der sker mig ikke noget. Ikke noget, der ikke skal ske og som ikke er nødvendigt, for jeg har jo meget at lære. Endnu. Heldigvis. Jeg er nu student, der har besluttet at lægge kursen om, ankeret ligger i skibet, det sejler, jeg sejler. Lever.

I dag skal har jeg 3 primære roller. Jeg skal være student, svømmer og coach. I den rækkefølge. Kursen er sat. Mit skib virker velvilligt og viljen er ombord. Glæden er den blæsende efterårsvind og venner, jeg er ked af at sige det, men det er altså blevet efterår. Mærk temperaturerne. Prøv at stikke næsen op i luften og snus indad. Tag den friske luft direkte ned i lungerne (hvis du altså ikke bor i storbyen!). Kan du ikke fornemme det? Og gør det noget? Er der noget så skønt som et frisk efterår med ildfarver og våde blade? Skovture og stearinlys, når man igen er indendørs. Ild i pejen, hvis man altså har en pejs. Gode bøger. Film. Hygge og samvær. Et tæppe og store uldne sokker. Vinteren er lang, siger nogen, men det er ikke vinter endnu. Altså. Vent. Stop. Nyd efteråret. Det har så meget fint at byde på. Og skulle det overraske og forelske sig hovedkulds i en omgang Indian Summer, så tager vi også det med. Med glæde. Stor glæde. Ikke sandt?

Ha' en dejlig tirsdag. Hvilken rolle har du mon i dag? Ligegyldigt hvad, så husk at den vigtigste rolle er den som dig selv. Med hud, hår og særligheder. Hyg dig! :)

mandag den 29. august 2011

Et brev


Der kom et brev her til morgen. Det var knap nok blevet lyst og søvnen lå over mig som en tung vinterdyne. Jeg gik ud fra at lyden af hestehove var en en del af drømmen og at fornemmelsen af hest og rytter et syn gjort af søvnspind. Men da jeg hørte det banke på døren, forstod jeg, at jeg ikke drømte. Søvndrukken stavrede jeg ned af trappen og åbnede døren, mens jeg missede med øjnene mod morgenlyset, der ramte mig gennem sprækken i døren. Jeg var stadig ikke overbevist. Det føltes stadig som en drøm, noget uvirkeligt og jeg var ikke helt mig selv. Hvem jeg så var, melder historien ikke noget om. Desværre. Det kunne ellers have været spændende. Men der stod en mand udenfor døren klædt i grålige gevandter, svøbt i en kappe med guldtråde og en hat så speciel, at jeg aldrig har set noget lignende. Hans ansigt var næsten skjult og han sagde ingenting, rakte mig bare et brev med et rød segl. Et kort sekund strejfede min hånd hans læderhandske og jeg mærke en kølig brise, der fik mig til at fryse i min natkjole. Jeg forsøgte at åbne døren lidt mere og tænkte, at jeg måtte være høflig og byde ham indenfor, mens jeg samtidig forstod at det muligvis ville være en dårlig ide. En fremmed mand så tidligt om morgenen. Det var praktisk talt stadig nat. Men jeg havde ikke behøvet at gøre mig bekymringer om etikette og høflighed, for han drejede om på sine støvleklædte hæle, steg på hesten og forsvandt lige så pludseligt ud i morgendisen, som han var kommet. Kun lyden af hestehove fortalte mig, at det ikke var en drøm. Og selvfølgelig brevet med det røde segl, som jeg stod med i hånden.

Jeg gned mine øjne, lettere fortumlet, og gik ind i stuen for at finde mine læsebriller frem. Ja, jeg er nået den alder, hvor det ikke går uden. Jeg kan se langt men ikke kort. Og det er vel i grunden en fordel, tænker jeg, for jeg har gode drømme i ærmet og har brug for se dem blive til virkelighed et sted langt ude i horisonten. Men brevet. Og nu kunne jeg jo vælge at trække tiden ud, fortælle dig, at jeg undlod at åbne det, men blot lagde det fra mig på bordet for at gå op i seng og sove videre. At jeg gemte det til senere. Og du ville sidde og hoppe i din morgenstol af irritation over, at jeg gjorde spændingen næsten uudholdelig. Men, hvis du kender mig og det gør du måske, sådan lidt, så ved du at jeg er en nysgerrig sjæl. Det er faktisk en af mine topstyrker. Nysgerrigheden. Jeg fandt en kniv og sprættede forsigtigt forseglingen op. Med rystende hænder fik jeg befriet brevet fra kuverten og foldede det ud med sommerfugle i maven. Spændt. Lidt bange. Men mest af alt nysgerrig.

Brevet var fra Augusta. Hun kommer ikke tilbage. Mine tårer dryppede og truede med at oplæse det blå blæk, som med sirlige bogstaver dansede hen over papiret. En nydelig håndskrift. Ingen tvivl om, at hun havde gjort sig umage, min kære Augusta, mens hun skrev de svære ord til mig. Ingen hastværk. Hvert eneste ord var velovervejet og forsigtigt udført med erfaren hånd. Hun skriver måske mange brev, tog jeg mig selv i at tænke, mens jeg snøftede og følte mig uendelig ensom og forladt. For hun kommer ikke tilbage, Augusta. Hun har fået kontraordrer. En ukendt overmåned, som jeg intet aner om, har fortalt hende, at hun ikke skal bruge mere tid på mig. Jeg kan klare mig selv. Der er andre anliggender, som kræver hendes fulde opmærksomhed og hun har bedre ting at tage sig til end at lave kaffe til mig. Hun beklagede. Jeg tror endda at jeg så en lille tåreplet, som ikke kom fra mine øjne. Min kære Augusta. Jeg ledte forgæves en afsenderadresse, så jeg kunne skrive tilbage til hende, men der var ikke nogen. Jeg vil savne dig, min ven, sluttede hun. Men jeg ved, at du er i gode hænder. De bedste. Dine egne. Og så sluttede hun af med kys og klem og sit navn som et lille snoet kunstværk. Åh Augusta, sagde jeg højt, mens tårene tog til og blev til et lille morgenspringvand af forladthed. Ensomhed. Savn. Så gik jeg op i seng igen og hengav mig til søvnen igen. Brevet lod jeg ligge på mit skrivebord sammen med læsebrillerne.

Her til morgen er brevet væk. Det er pist forsvundet. Tilbage ligger kun mine læsebriller og det er vist meget godt, for jeg skal være student i dag. Jeg har truffet en beslutning og indtil jeg kan begynde på min egentlige uddannelse, vil jeg studere på egen hånd. Dygtiggøre mig. Og skrive. For som Augusta skrev, så er jeg i de bedste hænder, når jeg tager hånd om mig selv og ansvar for min egen fremtid. For dagen i dag og efteråret, som venter ude på vejen. For drømmene, jeg har og for at de bliver til virkelighed. Kun jeg kan gøre det. Og det gør jeg!

Med ønsket om en dejlig mandag, sender jeg dig ud i dagen. Gå din vej. Og det mener jeg. Gå din vej! ;)

søndag den 28. august 2011

Bagte tomater og solsøndag


Jeg tager glæderne på forskud. Jeg erklærer sol denne søndag. Og solen skinner faktisk. Det blev en blid opvågning i modsætning til i går, en god nats søvn og naturlig opstigning fra drømmeland til en tør og stille morgen. Sol i horisonten. Store skyer, der sejler sindigt forbi og overvejer helt at opløse sig. Ofre sig for det gode vejr. For en gangs skyld. Og trænger vi ikke bare til en solskinsdag, venner? Helt ærlig. Sikke en sommer. Guderne skal vide, at jeg vil dedikere resten af mit liv til det gode, det positive og opdage glæder og små gyldne skatte i al slags vejr, men altså. Den sommer. Al den regn. Selvfølgelig påvirker det da. Jeg har savnet solen og får lyst til at give den et kæmpemæssigt kys midt på panden. Bliv hele søndagen. Gør mig lykkelig. Lige nu og her.

Jeg klager ikke over dagen i går. Det regnede og det regnede meget. Kæresten må opgive al håb om at høste de kommende dage, for det hele sejler. Marker. Veje. Kornet er vådt og begynder snart at spire. Det bliver en sommer og høst, man kan huske senere hen. De kan dem udenad, landmændene. Gode og dårlige somre. De husker dem, som vi andre husker gode ferier og fødselsdage. 2011. Det år, hvor sommeren og høsten regnede væk. Ikke desto mindre forsøgte han at holde humøret oppe i selskab med mig, den gode landmand. Foreslog, at vi kørte en tur til Næstved og så på arbejdsbukser. Ja ja, måske ikke den mest eksotiske udflugtsmål, men det blev faktisk meget hyggeligt. Vi fandt bukser og vi spiste frokost på en café. Vi var sågar i Bilka og det er ikke noget, jeg gør ret tit. Men der var tilbud på dette og hint og så ofrede vi os for en god sags tjeneste. Senere på eftermiddagen kørte vi i skoven med hundene. Det var mit forslag. Det var holdt op med at regne og Thor havde indstillet sin himmellarm. Ikke flere lyn, ikke mere torden. Så vi gik tur af våde skovstier og så de første tegn på efterår. Nogle trækroner er ved at skifte farver. Såmænd. Det bliver tidligt efterår. Der var antydninger af rødt og gult. Og jeg tænkte, kom bare, jeg er klar! Så kom den. Regnen. Den må have misforstået mine tanker og så styrtede den ned. Skyndte sig. Vi blev våde. Noget, det nogen ville beskrive som gennemblødte. Igen.

Sidst på eftermiddagen bagte jeg tomater til aftensmaden. Har du prøvet det. Cherry tomater halveres og vendes i en god olivenolie. Så drysser du med dine yndlingskrydderier og gerne lidt chili. Bager dem i ovnen ved 150 grader i en times tid, eventuelt lidt mere, hvis du vil have dem mere tørre. Mine tomater fik en time. Og de blev så lækre! Simpelthen gudeguf. Det er så nemt at alle kan være med og så smager det fantastisk. Vi spiste de bagte tomater til mørbradbøf med aspargeskartofler og bernaise. Det skulle jo være bondemad. Mad, så landmandskæresten igen kunne smile lidt og nyde livet trods udsigten til en katastrofal høst. Og det gjorde han. Han havde også åbnet en virkelig god flaske Ripasso Valpolicella rødvin, som vi delte. Nydelse. Stearinlys. Eftertanke. Vi talte lidt om det med humøret. At det ikke gør situationen bedre at miste sit gode humør. Man kan ikke gøre noget alligevel. Og det er en svær øvelse, men han var enig. Havde netop talt med en af sine gode kolleger, som var helt nede i kulkælderen. Synd for ham, at der ikke var bagte tomater og god rødvin i vejrudsigten som hos os.

God søndag. Nyd din dag!

lørdag den 27. august 2011

Lyndanser



Vi vågnede kl. 6 ved et kæmpemæssigt brag og da jeg modvilligt åbnede øjnene, fordi jeg fornemmede at det var tidligt og stadig halvmørkt, kunne jeg se lynene gennem gardinet. Det buldrede og bragede derude og det var mere effektivt end et vækkeur. Bortset fra at vi slet ikke havde bestilt vækning i dag. Det er jo lørdag. Og selvom der ikke var noget kæresten hellere ville end at stå tidligt op og gå ud og høste, så kan det ikke lade sig gøre. Det hele er vådt. Så vi havde bestemt os for bare at sove, men nogen gange bliver det ikke som man har bestemt. Lyn og torden havde andre planer. Jeg stod op for og trak forsigtigt gardinet fra. Ikke at jeg ville stå op så tidligt, men jeg er altid nysgerrig, når vejret laver ballade. Så jeg tænkte, at jeg lige kunne kigge. Og hvilket syn. Det var halvmørkt og regnvådt over de endnu uhøstede marker. Det er i sig selv et sørgeligt syn, for nu begynder det at blive kritisk. Regnen faldt fra himlen i snorlige stråler, men blev taget af vinden og blæste omkuld over sø og land og landede i trækronerne. Det dryppede fra bladene. Der lå en tung våd dis over markerne, himlen var sort og orange og lynene tegnede dristige streger fra skyerne. Sik sak. Sik sak. Som ild i horisonten dukkede de op og forsvandt ligeså hurtigt igen, skarpt efterfulgt af enorme tordenbrag. Værsgo. Lørdagen var serveret på dramatisk naturvis.

Jeg gik i seng igen, men faldt ikke rigtig i søvn. Jeg lå og lyttede til vejret, der spillede heavy metal og gav den lyn og torden gas, så Guderne måtte sig forbarme. Eller også var det dem, der holdt fest? Jeg aner det ikke, men søvnen var forsvundet. Og egentlig var jeg også udhvilet, for jeg faldt i søvn på sofaen i går aftes til en film og havde også sovet fint natten igennem. Indtil vejret ville det anderledes. This is your wake-up call. Ja, det skal jeg da lige love for!

Nu er vejret stille. Det har afreageret og er nu gået i seng. Sover sødt, mens jeg skriver morgenord og drikker kaffe, som jeg selv har brygget. Augusta er jo på weekend. Og i øvrigt må jeg snart undvære hende helt, for september nærmer sig med hastige skridt. Venter lige om hjørnet. Efterår. Jeg er egentlig ikke vemodig ved tanken, jeg holder meget af efteråret. Den første friske luft, der næsten svier i næseborene. Helt ned i lungerne, trække vejret dybt, løfte hovedet mod himlen og vide, at naturen går sin gang. Alting har sin tid. Bladene der bliver modige og klæder sig i flotte farver. Rød, orange, gul. Der går næsten ild i naturen og efteråret holder maskerade, inden vinteren tager over. Ture i skoven. Langs stranden. Kulde i kinderne. Friskhed. Komme ind igen efter en lang tur ude, få varmen, stearinlys, te, rødvin og rodfrugter. Græskar i oktober. Orange. Jeg kan mærke, at jeg vil gå gennem døren til efteråret med et tilfreds suk. Denne sommer er ikke noget at skrive hjem om. Den druknede i regn. Kom efterår og fortryl os med dine farver. Magi. Mesterlighed. Jeg er klar.

Men det er ikke efterår endnu. I dag står vi på kanten og kan se både frem og tilbage. Vi balancerer som en linedanser med tungen lige i munden, øver os på at være tilstede, selvom det kan føles som et uendeligt tomrum af ingenting at stå der, vaklende, famlende, holde balancen, navigere. På vej. Det er jeg. Og jeg føler mig virkelig som en slags linedanser uden sikkerhedsnet. Som nu vil balancere ud i lørdagen og gøre den god. Male den i velvære. Trods regn. Trods en trist kæreste, der må se sine afgrøder drukne. Mon han kan opmuntres lidt med god mad og rødvin i aften. Stearinlys. Søde ord. Jeg vil gøre mit til, at det bliver en god dag. Og det starter  med mig selv. Lyndanser. Linedanser. Lenedanser.

God lørdag min ven. Gør den til noget særligt! :)

fredag den 26. august 2011

Drømmefanger


Det er fredag. Augusta summer omkring som en humlebi på en sommerdag. Hun er i strålende humør og jeg har hende mistænkt for at have tankerne et helt andet sted end her i vores morgenstue. Godt nok har hun lavet kaffe, men der er noget uhåndgribeligt over hende. Hun er ikke rigtig til stede. Hendes blik er fjernt og drømmende og hendes parfume er ny og efterlader et frisk pust af noget, jeg ikke helt kan genkende. Jeg står stille og snuser ind, forsøger at fange duften og fremkalde et genkendeligt billede, men det lykkes mig ikke. Jeg prøver at nå hende, at lægge en hånd på hendes arm for at fange hendes blik, men hun er som en sommerfugl. Samtidig nænner jeg ikke at hive hende ud af dagdrømmen, den gode. Den, der gør hendes øjne milde, strålende og nærmest umodståelige. Jeg får lyst til at bade i hendes blågrønne hav og lade mig indhylle i samme spindelvæv af lykke. Drømmefanger. Ordet dukker op i mit hoved som en trold af en æske. Hun har fanget en drøm. Forsigtigt går jeg tilbage til PC og kaffe og lader hende være. Hun er allerede på vej ud. Det er jo ved at være weekend.

Jeg sidder lidt alene og lytter til lyden af mine fingre på tastaturet. Det er ikke som en gammeldags skrivemaskine, der havde en helt markant tone, men der er alligevel musik i fingerspidserne. Selvom jeg er træt. Jeg var vågen tidligt, hørte tiden skifte, dagen kyssede natten farvel og tog over. Natten listede ud i horisonten og blev opslugt af det allerførste dagslys. Så sov jeg lidt igen. Drømmeløs. Og det gjorde mig i grunden en smule trist, for jeg havde sådan håbet på en god drøm, inden kærestens vækkeur højlydt skreg godmorgen. Den drøm jeg havde tidligere på natten, var vist ikke så god. Et slags mareridt. Jeg vågnede badet i sved, det var noget med et indbrud, et mord, min hund. Nej! Jeg skulle måske lade være med at se så mange krimier. Og nu smiler jeg. Det er normalt ikke noget, der påvirker mig og min nattesøvn.

Ved du forresten, at drømme har magiske egenskaber? De kan ændre menneskers livsforløb. Det ved indianerne. Nætterne er fyldt med både gode og dårlige drømme og derfor hænger indianerne en drømmefanger i boligen, så alle kan få nytte af den. Drømmefangerens net filtrerer nattens drømme og lader kun de gode glide igennem hullet i midten. De glider forsigtigt ned af den bløde fjer til drømmeren, som sover nedenunder. De dårlige drømme derimod, som det mareridt jeg havde i nat, kender ikke den gode vej og bliver viklet ind i nettet, hvor de kan sidde og ærge sig for at blive opløst af dagens første lys. Drømmefangeren beholder man hele livet og man kan øge den gode kraft med personlige ejendele og gode symboler, som man hænger på den.

Er det ikke smukt? Hvis jeg havde haft en drømmefanger, havde jeg ikke haft mareridt i nat. Måske havde jeg endda sovet bedre. Var blevet kønnere, fordi de gode drømme havde vasket mit hår og gjort det blødt. Med et forstår jeg, at det må være sådan Augusta gør. Hun har en drømmefanger på sit værelse over sengen., så kun de gode drømme når hende. Derfor dufter hendes hår så vidunderligt hver eneste morgen. Ofte en ny duft. Spændende. Eksotisk. Forførende endda. Jeg smiler for mig selv og træffer et valg. Jeg vil have mig en drømmefanger! Fra nu af vil jeg også dufte af nattens gode drømme og lade dem føre mig ud i dagen med fornyet kraft og glæde. Hvorfor ikke?

Augusta kysser mig farvel og forlader huset med et smil om læberne. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvor hun tager hen. Vil hun mon afsløre sin hemmelighed, inden måneden rinder ud? Vi må se. Sådan er livet så spændende og uforudsigeligt. Men en ting er sikkert. Dagen er ny. Grib den. Fang den som drømmefangeren fanger de gode drømme og efterlader en underskøn duft. God fredag! :)

torsdag den 25. august 2011

Lidt om venskaber og hvad ved jeg?


Augusta har lavet kaffe. Den er stærk. Egentlig synes jeg ikke, at jeg havde behov for at blive friskere, jeg vågnede tidligt og var klar til morgenen. Jeg kom næsten Augusta i forkøbet, da vi stødte ind i hinanden på trappen, der fører direkte ind i en ny dag. Men selvfølgelig lod jeg hende tage sig af det køkkenlige. Det synes hun om. Der er noget morgenmoderligt over hende, når hun nusser rundt i køkkenet. Solen står op i hendes hår. Det flammer næsten orangerødt. Dufter af blomster og aldrig helt ens. Jeg spekulerer lidt over, om hun har et arsenal af forskellige shampoos stående på sit badeværelse, men det finder jeg aldrig ud af. Jeg får ikke lov til at besøge hende i hendes private rum. Sådan er det med månederne, og selvom hendes besøg er helt udenfor nummer, gælder samme uskrevne regler som tidligere. Uskrevne indtil nu. Men gælder gør de.

Der er så meget jeg ikke ved om hende. Augusta. Og hvad ved vi i grunden om hinanden? Nogen af os. Vi ser det, vi ser, når vi er sammen. Vi taler og hvis vi er gode til at lytte, hører vi det usagte. Vi ser et menneske, eller en måned, vi har nærvær, hvis vi er heldige og mestrer den kunst. Gode venner behøver ikke at tale hele tiden, når de er sammen. Der er kærlighed i stilheden. Accept. Plads til at være sig selv i hinandens selskab og en blid vind af velvære, når forholdet er ligeværdigt og rummende. Så kan man læse. Sidde i hver sin sofa med en kop te og hygge sig. Alene men sammen. Det er den fineste form for samvær, fordi den er uforpligtende på en sanselige samhørig måde. Og sådan har vi det også, Augusta og jeg. I disse augustaftener kommer mørket tidligt, vi tænder orange stearinlys, brygger te og sætter os mageligt tilrette i sofaerne med bøger og tæpper. Eller ser en krimi. Vi er skarpe, når det gælder krimierne, Augusta og jeg. Elsker at gætte med. Hvem har gjort det? Vi føler os som kvindelige detektiver, der med sjette sans og kvindelist afslører selv den snedigste morder. Kom ikke her. Eller rettere sagt, det må du da gerne. Du skal være velkommen! ;)

Når alt det er sagt, eller skrevet, kender jeg hende i grunden så? Augusta? Hvem er hun, når hun ikke er her hos mig? Er hun så en anden? Forandrer vi os, alt afhængig af hvem vi er sammen med? Som kamæleoer skifter vi da farve, eftersom vi alle bærer rundt på energi, der ændrer sig alt efter, hvem vi taler med? Går tur med? Og jeg fristes til at svare ja, for jeg kan mærke stor forskel på mig selv, alt efter hvem jeg er i selskab med. Der er nogen mennesker, som jeg elsker at være sammen med. Hvorfor? Fordi jeg kan være helt mig selv. Den energi, vi udveksler, er fuld af kærlighed, forståelse og accept af ligheder og forskelligheder. Der er plads. Uenighed er en kime til spændende samtale og refleksion. Nysgerrighed efter, hvad den anden måtte mene om dette og hint. Små kærlige mundhuggerier, der næsten er som en slags åndelig flirten. Muligheder opstår. Ideer sågar. Og vi bliver dristige i hinandens selskab, rækker ud efter stjernene og mener endda, at vi kan gå tur på månen, hvis det skulle være. Det skal det jo sjældent, når man sidder godt i en sofa med tekop eller på en café med en god latte, men skulle det være, så kunne det blive. Og stadigvæk sidder jeg tilbage med et stort spørgsmål. Kender vi i grunden hinanden?

Augusta smiler og ser lige ind i min sjæl. Jeg tror hun kender mig. Og ser et potentiale, som jeg selv har svært ved at fatte. Ved du, at vi kan blive til alt det, vi ønsker? At drømme er kommet for at blive til virkelighed? At vores tanker er begrænsede i forhold til det, vi virkelig kan og at vi kan øve os på at udvide dem, gøre dem større og dristigere og dermed vokse selv? Blive modigere. Følge vores hjerte.

Augusta nikker ivrigt og sender et kæmpemæssigt kys afsted til dagens læsere. Vi er i det eftertænksomme hjørne i dag, Augusta og jeg. Men vi er også de bedste venner. I medgang og modgang. Ha' en skøn dag! :)

onsdag den 24. august 2011

Trafik, hold da helt op!


Jeg var i København i går. Igen. Men denne gang  havde jeg bilen med og ikke nok med at jeg kørte i den til København, jeg kørte også i den i København. I myldretidstrafikken. Jeg kørte ind af Roskildevej og var omkring nogle af Frederiksbergs perler. Jeg skulle hente en gammel veninde, som bor i udkanten af Frederiksberg helt ud til Nørrebro. Indre by med andre ord. Trafik med andre ord. Meget trafik!

Jeg er jo en pige af byen og har taget kørekort i København. Jeg lærte at køre i trafikken også den, der myldrer i tiden sidst på eftermiddagen. Det hører med. Og i årevis har jeg kørt i bil til og fra min egen bopæl på Frederiksberg og mod Holte. Gennem Frederiksberg og Nørrebro. Ud til Lyngbyvejen. Og mange andre steder. Jeg var vant til det. Tænkte ikke så meget over, at det er et sandt virvar af biler, cyklister og fodgængere og at man skal have et øje på hver finger, et i nakken og huske at bruge alle spejlene og sin sjette sans. Når jeg kom hjem, skulle jeg finde en parkeringsplads, og det var ikke altid let. Søg og du skal finde. Jeg fandt. Men måtte nogle gange køre lidt rundt, inden jeg kunne stille bilen og sige tak for i dag. Sådan var det. Men nu har jeg altså boet på landet i over seks år og har mistet rutinen med at køre bykørsel. Den slags, som virkelig sætter en bilist og tålmodigheden på prøve. Når jeg tager til byen, er det ofte med toget, hvis jeg da ikke bare parkerer hos min ex og co. og tager S-toget videre ind. Boede jeg i byen, ville jeg være cyklist som alle de andre, når jeg skulle krydse grænsen til den indre by og det trafikale virvar.

Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg kørte ind og fik hentet min gamle veninde. Og jeg bragte hende såmænd også tilbage til hendes bopæl, da aftenen var ved at være forbi. Men på det tidspunkt var den værste trafik væk og så synes jeg næsten det var som en leg. I myldretiden er det alt andet end leg. Det er alvor. Også i den grad. Et er den tætte trafik, bilerne, der kører i kø og alle de mange lyskryds. Noget andet er cyklisterne. Dem er der mange af. Rigtig mange. Og det er ikke alle steder, der er cykelsti og slet ikke alle cyklister, som holder sig til stierne eller færdselsreglerne. Det sætter en bilist på prøve. Og det var jeg også i går, da James og jeg igen gav den som byboere. Jeg bestod prøven, men jeg havde alle antenner ude og greb mig selv i at tænke og mærke, at det faktisk var ret anstrengende. Det er ikke bare at køre. Det handler om alt muligt andet. Og cyklisterne kaster sig ud i trafikken, så man bliver i tvivl om de har livet kært. På alle sider af bilen. Færdselsreglerne er en by i Rusland, der hersker anerki. Det havde jeg glemt. Men jeg fik lukket af for cyklister og fik såmænd også fingeren, men jeg passede på og gjorde ingen fortræd. Det var mit mål. Og så at få hentet min kære gamle veninde, så ingen fik skrammer. Jeg nåede mit mål og havde en god aften! ;)

Da jeg forlod byen og dagen slukkede sit lys, gadelamperne skinnede om kap med månen og gav genskær i de småvåde gader, følte jeg mig lettet. Glad. For jeg var på vej hjem! Ud af byen, af motorvejen og tilbage til landet. Gud, hvor er her stille. Velsignet stille. Da jeg steg ud af bilen, mødte stilheden mig som en kælen mur af velvære, silke og salighed. Her bor jeg. På landet. Byboen var kommet hjem. Og konstaterer, at hun har forandret sig siden dengang i storbysmyldret. Ude godt men hjemme bedst. Selvom hjemme er relativt, så har jeg en præferance. Dejligt at kunne bruge byen og kende den som sin egen bukselomme, men skønt at vende næsen tilbage til åbne marke og stjernehimmel.

Ha' en dejlig onsdag, hvor end du befinder dig. By, land eller udland. Giv dig selv en fin dag! :)

tirsdag den 23. august 2011

Verdens bedste gule sol


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget glad for dyr. Heste og hunde især. Desværre har jeg ingen heste, men hunde har jeg og kan ikke forestille mig et liv uden. De er en del af den, jeg er. Min hund er labradoren. Det har det været, lige siden jeg fik min første hund Molly for snart mange år siden. Hun var starten på et liv med labrador, som jeg aldrig har fortrudt. Labradoren er en hund efter mit hjerte og temperament. Det altid glade og venlige sind, den logrende hale og dansende bagdel og de bedste og sjoveste oplevelser i naturen.

Labradoren er en aktiv hund og hvis nogen siger noget andet, lyver de. En labrador skal have motion, oplevelser og stimulering. Den elsker opgaver og hvis den ikke gider det, så gider den noget andet. Sjov og ballade. Gode ture. Kæleri og mad. Med måde, for ja, den kan blive for tyk, hvis man ikke sætter grænser. Men hvem kan ikke det? Personligt elsker jeg jo også mad, så det kan jeg snildt sætte mig ind i.

I dag fylder Josie, min gule sol, 12 år. Tænk engang. Jeg fatter det ikke. Min gule pige, som også er skilsmissehunden, der pendler mellem to hjem og har gjort det i mange år. Det trives hun fint med og er elsket af alle begge steder. Hun er den gule sol, der kommer og går. Og selvom hun er ved at være gammel, er hun stadig rørig og den gladeste pige. En smule tungnem er hun ved at blive, men 12 år er også en høj alder for sådan en labpige. Hun bærer sin alder flot.

Selvfølgelig skal vi fejre hende i dag. Sådan skal det være! Jeg kører til København sammen med mine to andre labber, for i disse dage er Josie hos min exmand. Sidst på eftermiddagen holder vi en hyggelig lille sammenkomst og Josies livret skal på bordet. Fiskefrikadeller og lagkage. Jeg håber, at vi har hende nogle gode år endnu, men mest af alt håber jeg, at hun vil forblive frisk og rask med de små skavanker, der følger med alderen. Hun har fortjent det bedste. Jeg elsker hende så højt. Helt op i augusthimlen, hvor solen skinner og stjernerne funkler! ;)

Tillykke Josie, 12 år, 23. august.

mandag den 22. august 2011

Pandora til søs


Morgenen startede i sensommerhuset. Jeg gik fra seng til løbetøj og Keeva var frisk. Ud i dagen og i løbetempo ned til stranden. Det gør godt at løbe om morgenen. Når man først har fået rystet søvnen af sig og overtalt kroppen til at fungere, er det den skønneste start på en ny dag. Og en ny uge! For det er jo mandag og jeg er velsignet med en rolig morgen, stadig i sommerhus, men snart klar til at drage sydpå og tage hul på ugens gøremål. Et møde i aften. Business and pleasure. Og skriverier, der skal tages kærligt hånd om. Fremtidsplaner, som pludselig synes at blive klarere. En stjerne i horisonten, der før blot kunne skimtes som et glimt af håb, er nu klarere og lyser stærkere. Den rykker nærmere og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er mig, den har i kikkerten. Stjernekikkerten. ;) Og jeg føler mig heldig og glad, som jeg også beskrev det i indlægget i går i et øjebliks lykkerus. Måske var det en tand for meget, tænkte jeg bagefter, og var tilbage i mit gamle hylster. Ganske kort. Så krakelerede det hylster som skrøbeligt glas, der går i stykker og splintres. Opløses og forsvinder. Fra nu af kan jeg kun være for lidt. Og det har jeg ikke i sinde!

Jeg har tænkt lidt på rejsen. Hvordan det er at være på vej. At have truffet en beslutning om, at man begiver sig afsted. Det er et valg. Men det er kun det allerførste valg i en række af mange. Man tror det ikke på forhånd. Man aner ikke, hvad der dukker op nede af vejen og hvis man forventer afbrydelser og kringlekroge, så er man helt sikker på, at det er fra det ydre. Forbavselsen er stor, når man opdager, at det meste kommer indefra. Jeg har lukket Pandoras æske op. En æske fuld af udfordringer. Men som Pandora har jeg værnet om det allervigtigste i den æske og holdt det op foran mig selv og mærket det i mit hjerte, når tvivlen rasende og jeg for vild. Håbet. Det har været hos mig hele tiden og det er blevet stærkere og stoltere. Har du taget dit håb ud af æsken for nylig? Kigget grundigt på det og gjort det til dit? Vandet og gødet det og tilladt det at vokse sig større?

Men rejsen. Den er som en tur til et andet land. En helt anden verdensdel, hvor man aldrig har været før. Man køber billet og gør sig klar. Pakker taske. Tager ferie eller siger sit job op, fordi man altid har drømt at tage på denne rejse. Nu skal det være. Og på billetten står der et afrejsetidspunkt og sågar, hvilket flyselskab man skal flyve med. Eller hvilket tog. Tænk at tage med tog ned gennem Europa for på at tidspunkt at finde en færge, som fragter en over et stort og vildt hav. Turen tager mange dage og uger. Det går langsomt. Og man sidder på dækket og stirrer ud i horisonten og undrer sig lidt over, hvor man egentlig er på vej hen. Det er som man vågner op og bliver lidt forskrækket over, at det gamle land er forladt og at man, selvom man en dag skulle vende tilbage, aldrig vil se det på helt samme måde igen. Måske vil landet være det samme, men man selv er for altid forandret. Man kan ikke vende om. Det findes ikke.

Det går op for en, at det trygge ved hylsteret og det gamle land ikke længere eksisterer. Se det er en skræmmende konstatering. Ingen tryghed. Skibet sejler videre, bølgerne går højt, men solen står op i horisonten hver morgen. Hvem er jeg nu? Tankerne blander sig med bølgerne og der er indre skumsprøjt og sjælelig søsyge. Nu kaster jeg op! Nu hænger jeg over ræligen i kvalmende fortvivelse og jeg overvejer bare at lade mig falde. Lade havet sluge mig og trække mig helt ned på bunden, hvor alting ender. Eller begynder?

Men kvalmen forsvinder og man bliver stærkere. Søstærk. Og en dag forstår man, at alt er som det skal være. I skønneste orden. Rejsen findes ikke uden og det ville i grunden også være kedeligt. For når havet slapper af og skibet sejler stødt og roligt med delfinerne dansede i kølvandet, føler man en uendelig stolthed over at være kommet så langt og glæde over at være på vej.

søndag den 21. august 2011

Zensommer Zendag


Jeg satte mig ind i bilen og kørte afsted. Lørdag formiddag. Lidt oprydning i huset. Sidst på formiddagen var jeg klar. Hundene sad i bilen, tasken var pakket og vejret var godt. Det var ikke længere efterår. Det var sensommer. Og jeg var klar til en weekend i sommerhuset. Nordsjælland, sol og strand. De sidste rester af sommer, zen og zalighed. Jeg tillod mig at forestille det sådan. Og sådan blev det.

Lige nu sidder jeg med mit lidt ustabile mobile bredbånd i sommerhuset og skriver et par ord. Ikke for mange, for inden længe kommer der en krimi og jeg vil lige en tur ud med hundene i aftenmørket inden. Kigge op på stjernehimlen og sige tak for nogle skønne dage. Jeg har tanket op. Fået sol og D-vitamin, ture på stranden og en enkelt tur i skoven. Der mødte hjertesynet mig. Et træ. Et udskåret hjerte. Et symbol. Et tegn.

Jeg elsker livet. Det har været både op og ned af bakke, men nu er jeg nået her til og jeg er glad. Glad for at være lige dér, hvor jeg skal være. Livet har gjort mig til den jeg er og det er jeg stolt af. Fra nu af går jeg ikke på kompromis og det mindede træet her mig om. Jeg følger mit hjerte. Ligegyldigt hvad der sker, så forlader jeg ikke den kurs. For første gang i mit liv kan jeg med stolthed og uden tøven sige: Tak fordi jeg er mig! Der er ingen anden i hele verden, jeg hellere ville være!

Og tak for den skønneste zensommer zendag! :)

lørdag den 20. august 2011

Efterårshus


Hundene og jeg tager i sommerhus om nogle timer. Solen er stået op og har tænkt sig at tage med. Himlen er blå og træerne danser kælent i vinden grønt mod blåt. Det ustadige vejr ligger over landet som det efterhånden har gjort længe, men i dag er vejrguderne vist i godt humør. Godt som i "nu sender vi jer lidt solskin". Og vi takker ydmygt, for en ting har jeg lært: Tag ikke vejret for givet. Lad være med på forhånd at forestille dig, hvordan sommeren skal være og hvad der er det perfekte vejr. Du bliver så nemt skuffet. Og hvorfor lade sig skuffe og ødelægge god stemning og godt humør, når man kan tage det som det kommer? Hvornår har vi nogensinde kunne regne med den danske sommer? Helt ærligt venner. Men en ting skal vi huske at rose os selv for: Vi bliver ved med at tro på det. Det gode vejr. Vi tror og håber og gør det umulige muligt, når vi i tankerne forestiller os endeløse søde sommerdage med høje temperaturer, solskin og skyfri himmel. Sådan er sommeren sjældent i Danmark, men det er det, vi husker. Længes efter og drømmer om. Bliv ved med at drømme. For Guds skyld! Men tillad dig selv at elske al slags vejr! ;)

Augusta nikker anerkendende til mig. Hun er selv på vej ud af døren til sit sædvanlige weekendmøde, som hun holder hemmeligt og som jeg kun kan gætte om. Det vil jeg lade være med i dette indlæg. Brug din egen fantasti og giv mig gerne et bud på, hvor Augusta mon tager hen? Hvad tror du? Dit gæt er ligeså godt som mit, for hendes mund er lukket med 7 smukke sejl. Eller segl. Det bestemmer du også. Og nu kysser hun mig blidt på panden, klapper mig på kinden og ønsker god weekend, mens hun i en duft af appelsinblomst og valmue forsvinder ud af døren. Vi ses igen på mandag.

Kæresten håber på at kunne høste i weekenden. Vi krydser fingre, mens vi pakker taske og bil og gør klar til at drage afsted. Sommerhus, sagde kæresten i går aftes og rystede på hovedet. Det er der ikke noget, der hedder. Eftersom vi ingen sommer har, er det ikke noget som hedder sommerhus. Han er lidt bitter på vejret. Det bliver landmænd, når det ikke makker ret. Det har jeg vænnet mig til. Men selvom det er trist, at høsten ikke kører på skinner og regnen ødelægger mere end den gavner, så nægter jeg at lade det påvirke mit humør. Hvis mit humør skal afhænge af vejret, så er min glade dage talte. Helt ærligt. Det bør være andre ting, som styrer min glæde. Blandt andet tanken om en tur i sommerhus. Og hvis det er efterår nu, så kalder vi det da bare efterårshus! Jeg glæder mig. Hundene, mor og jeg skal gå tur på stranden, Keeva skal løbe løs og jage måger og andre fugle i strandkanten og hun skal endda have sig et bad og en svømmetur, hvis det er det, hun har lyst til. Det gode ved denne slags vejr er jo, at der med garanti ingen badegæster er! Jeg glæder mig til vandet. Til at lade mig blæse igennem med udsigt til fjord og hav. Sand zenenergi.

Efterårshus. Jeg er på vej!

fredag den 19. august 2011

København retur


Weekenden og jeg er ankommet. Vi kom med toget fra København for en times tid siden. En smule forsinkede, fordi der var tumult i toget. Vi holdt stille på Roskilde Station og efter et stykke tid annoncerede togmanden, at en flok unge havde svinet togpersonalet til og sagt grimme ting. Politiet var tilkaldt. Den slags finder man sig ikke i hos DSB. Så må ordensmagten træde til. Vi blev forsinkede og det forårsagede så, at vi alle blev sat af i Borup, som praktisk talt bare er et trinbræt. Så kan I stå her og vente i en halv times tid, sagde togmanden i højtaleren, for forsinkelsen har gjort, at toget nu ikke længere går til Ringsted. Og vi stakkels mennesker blev hældt ud på trinbrættet, hvor vi forsøgte at holde balancen. Spøg til side. Et intercity tog på vej mod Jylland forbarmerede sig over os. Vi blev samlet op og pænt sat af i Ringted. Tak for det. Det er altid spændende at køre med tog! ;)

Jeg elsker at komme til staden. København er min by. Det er som at komme hjem og jeg bliver med det samme en del af gadebilledet og nyder de mange mennesker, lydene og den summende fornemmelse af storby. Jeg var til mit møde og senere mødtes jeg med en tidligere kollega. Se det var hyggeligt. Vi spiste god frokost på Atlas Bar i stræderne og fik snakket godt og grundigt. Hvor gør det dog godt at sidde på en café med masser af liv og forskellige sprog i øregangen. Ved siden af vores bord sad et norsk par. Jeg hørte også engelsk. Og ham jeg spiste frokost med er i øvrigt hollænder, men det er en helt anden historie.

Når jeg har været hjemme, har jeg det godt. Så kan jeg tage hjem igen. Og det lyder måske som noget vrøvl, men det er det ikke. København vil altid være hjem for mig, men nu bor jeg jo altså her på landet. Når jeg så stiger af toget igen, mæt af byen og godt selskab, er det dejligt at finde tilbage til roen. Det giver ligesom balance. Jeg er heldig, at jeg har begge dele og ikke skal vælge. Det passer mig fint. For jeg kan ikke vælge. Jeg elsker København. Og jeg elsker at bo på landet, naturen, roen og den friske luft.

Nu er det weekend! :)

torsdag den 18. august 2011

Selvforkælelse og stjernetæppe


Der var engang i Spanien. Jeg tog dette billede og tænkte, at jeg ville skrive om det på et tidspunkt. Det virkede så symbolsk på mig. Det gør det stadig. Men her sidst på aftenen har jeg ikke ord til at beskrive det. Jeg ved bare, at det ligner mit liv. Lige nu.

Jeg har farvet mit hår. Solen har gjort spidserne meget lyse, mens udvoksningen er mørkere. Jeg trængte til et løft. Selvforkælelse. Et godt måltid mad. Et glas vin. Langsom spisning alene ved spisebordet, mens kæresten høster til langt ud på natten. August. Solen skinnede over de gyldne marker, lyden af høstmaskiner. En duft af efterår i horisonten, en snert af noget, der ikke hører sommeren til. En overgang. En snarlig forvandling. Forandring. Igen.

Jeg tog et varmt bad. Lavede varm te. Tog mine yndlingsnatbukser på og gjorde mig det behageligt i sofaen. Tændte orange stearinlys. Sank ned i det lune lys fra aftenhimlen og den blafrende glød fra stearinlysene. Nu er det mørkt udenfor. Stearinlysene brænder stadig. På himlen er stjernerne stået op, de forevigt smukke auguststjerner, der kan få mig helt ned på jorden. Eller op i himlen. En perfekt afrunding på en aften i selvforkælelsens tegn. Når jeg inden længe går i seng , vil stjernene stadig være på himlen. Jeg vil falde i søvn under dem. Mit stjernetæppe. Et tæppe af håb over en sovende kvinde på rejse.

God nat! :)

Sporskifte


Hvad så hvis man er kommet på det forkerte tog? Man tror at den hellige grav er velforvaret. Sidder i kupeen og kigger ud på landskabet, som ser nyt og lyserødt ud i den tidlige morgenstund. Himlen er venlig og skyerne nikker, som om vi havde kendt i al evighed. Og det har vi måske også. Der sidder man så og synker ned i stilheden, som kun afbrydes af togets rumlende lyde. Der er noget beroligende ved et tog på skinner. Den gyngende bevægelse, som kun findes i de ældre tog. Lyden af metal. Det tager et stykke tid at komme i den rigtige kreative stemning, så man sidder bare lidt og laderne tankerne hvile, betragter landskabet og naturen, som udfolder sig derude. Man er på en gang tilskuer og medvirkende. Så ringer telefonen!

Og det var nøjagtigt, hvad der skete for mig i går. Telefonen ringede. Helt uventet, men glædeligt, da jeg hørte hvem det var. En person, jeg har taget kontakt til for at få lidt rådgivning om mine fremtidsplaner. En slags mentor. Da jeg hørte hendes stemme, kunne jeg jo ikke så godt sige, at jeg sad i et helt andet tog. At jeg var på vej til kreativitetens hemmelige land, som er så skrøbeligt, at en enkel telefonsamtale kan ødelægge hele magien. Sæbeboblen brister og og man kan ikke bare lime den sammen igen. Den er væk. Jeg forstod det med det samme, men jeg blev samtidig glad for samtalen og det, der fulgte i kølvandet. Hun bad om min hjælp til noget, jeg har forstand på. Og pludselig var jeg involveret i at knytte nogle bånd, finde ud af noget, talte med en gammel kollega fra København og min tid som bybo. Jeg var næsten på arbejde. Jeg løste opgaven og jeg gav resultatet videre. Den ene tjeneste er den anden værd. Og vi talte om noget, der måske skal komme i efteråret, nogle muligheder og noget, som jeg anser som et trinbræt til min nye karriere. Samtalen var afsluttet, opgaven løst, men mine tankerne buldrede videre og jeg befandt mig pludselig i et helt andet tog. Hvordan gik det til?

Midt i glæden over at have skabt en god kontakt og mødt en mentor, blev jeg faktisk lidt trist. Er det virkelig så skrøbeligt, kreativitetstoget. Er det virkelig så let at komme ud af kurs? Skal der ikke mere til? Eller var det mig, som gerne ville forstyrres, fordi jeg har hovedet fuld af så mange løse ender, at jeg griber den førstgivne lejlighed til at samle et par stykker? Samtidig med jeg begræder det lille kreative barn i mig, som jeg burde tage mig af og pusle om, så alle ideerne og kreativiteten kan få kronede dage? Vi taler virkelig nusseri her. Pleje. Stilhed. Ingen forstyrrelser. Inspiration. Jeg troede, at det var så let, at jeg bare besluttede mig for at stige på det rigtige tog og så var alt i skønneste orden. Og det er det måske også. Jeg ved det bare ikke.

I dag skal jeg ombord i det andet tog. Jeg har ting, der skal ordnes og forberedes til et møde i morgen. Sådan er det! Det tog holder nu ved perronen og inden længe stiger jeg ombord. Går i praktikermode. Alt i mens synger en stille stemme forsigtigt i mig for at forsikre det lille kreative barn om, at alt er i skønneste orden. Mor skal bare lige ... Er barnet mon tilfreds? Holder det op med at græde? Eller vil det i sin barnlige kådhed spille mig et puds, så jeg pludselig midt i alt det praktiske, får et sprøjt af inspiration og kreativ vildskab, så togene igen kolliderer og ting flyder sammen? Det bliver en spændende dag! ;)

onsdag den 17. august 2011

Kreativitetstoget


Det slår mig, at min rejse er en rejse på flere niveauer. Eller i to spor om du vil. Som et lokomotiv med vogne, der må dele sig og køre parallelt på skinner lagt sirligt ved siden hinanden. Sådan ser det ud, når de to toge forlader stationen og kører af sted. Men længere fremme slår det ene sæt skinner pludselig et sving og nu kan man pludselig ikke se det andet tog længere. Jeg sidder forvirret i den ene togvogn og spejder ud i natten, efter lys og lygter og tegn på, at det andet tog stadig er lige i nærheden. Vi skal jo samme vej. Men hvad hvis det ikke kan lade sig gøre? Hvad det andet tog kører i en helt andet retning og ender i andet land, hvor jeg så ikke er, fordi jeg har valgt at sidde i det her tog. Ikke fordi jeg ikke sidder godt, men var det det, jeg ville? Jeg kan mærke savnet og forstår, at det slet ikke går at vælge. Jeg skal på magisk forsøge at befinde mig i begge tog på samme tid. Det kan man da ikke, siger du og ryster på hovedet, der er ikke nogen, som kan være to steder på samme tid. Det går ikke. Og selvom jeg egentlig godt ved, at det er sådan, at man må vælge, så har jeg på hele rejsen forsøgt at sidde i to tog på samme tid. Sprunget fra det ene til det andet, mens mine tanker fløj forvirrede rundt i luften og prøvede at finde fodfæste. Flere faldt af i svingene og røg til jorden. Andre blev bortført at stolte fugle, som så potentialet og greb chancen til at gøre dem til sine. Gode tanker.

To tog og flere spor. Sådan er det blevet. Og de to tog kører stadig parallelt og forsvinder nogle gange fra hinanden, så jeg får helt ondt i maven ved tanken om, at jeg forevigt har mistet det ene. Ude af øje ude af sind, siger man, men sådan er det ikke. Jeg savner og jeg længes. Jeg kan ikke vælge tog. Og når vi kører ind på en station og jeg ser, at det andet tog allerede er ankommet og tålmodigt venter på spor 3, ånder jeg lettet op. Nu får jeg pludselig mulighed for at skifte tog og tage på en anden slags rejse. Samme tur, ganske vist, men anderledes.

På det ene tog står der kreativitet. Skriverier. På det andet tog står der job og virke fremover. Og jeg er ved at kunne sætte nogle gode destinationer på det tog også, men indtil videre er der en masse mellemstationer. Det er et stort puslespil. Et spændende puslespil, som tager tid og kræfter. Og når jeg er der, glemmer jeg til tider det andet tog, indtil jeg mærker en spirende utilfredshed og en masse gode ord råbe højlydt i mig. Glem ikke os. Glem ikke historien. Glem ikke, hvorfor du oprindeligt valgte at tage på rejse og skifte spor. Sådan for alvor.

Nu forstår jeg. Jeg må planlægge, hvornår jeg befinder mig på hvilket tog. Tingene skal ikke blandes sammen lige nu. På et tidspunkt, forestiller jeg mig, kører togene ind på en perron, hvor de begge standser på hvert deres spor, lige ved siden af hinanden, og forstår, at de ikke længere skal være to tog. De skal giftes. De skal skiftes til at være lokomotiv med en masse gode vogne, som sammen skaber det fineste tog i kvindes mind. Jeg skal ikke længere vælge og hoppe fra tog til tog, hver eneste gang vi kører ind på en tilfældig perron for at gøre et kort stop. Jeg kan blot gå fra vogn til vogn og glæde mig over, at de findes. At de er en del af mig.

Togene holder på stationen lige nu. Jeg selv står på perronen og spejder forgæves efter et skilt, så jeg kan se stationens navn. Men måske har den ikke noget navn. Togene har blot gjort holdt, så jeg, deres fælles passager, kan vælge og gå ombord i det tog, hvor jeg ønsker at befinde mig i dag. Og jeg er ikke i tvivl. Jeg stiger på kreativitetstoget. I dag skal jeg skrive. Læse. Tænde små stearinlys af inspiration og fordybelsesrøgelse. Tage notater, som gode tanker og ideer stiger op til overfladen. Være stille og lytte til den stemme, der så længe forgæves har sunget i mit indre, fordi jeg havde travlt med at gøre alt muligt, jeg slet ikke havde mit hjerte med i.

Velkommen ombord på kreativitetstoget, siger en stemme og jeg ser konduktøren komme mig i møde med et smil. Her er din vogn. Den er gjort klar og indeholder alt det, du skal bruge. Resten er op til dig. Sæt dig ned, så kører vi. Nyd din dag i det smukke tog, der er perfekt til at skabe, læn dig tilbage og lad dig inspirere. Jeg smiler tilbage, siger tak og lukker forsigtigt døren bag mig. Tager min jakke af og stiller min taske på et af sæderne. Toget ruller ud fra perronen og landskabet danser forbi. Min kreative dag er i gang.

Billedet er lånt hos erikernst.dk

tirsdag den 16. august 2011

Bekymringskurv og solskin


Tak for jeres kommentarer til mit tidligere indlæg om energi. Ingen tvivl om at det er et både stort og spændende emne, som jeg slet ikke er færdig med endnu. Jeg har nemlig i sinde at samle på god energi fremover. Udveksle god energi med mennesker, som har samme mission. At glæde andre. At være med til at gøre hver eneste dag lidt mere glædelig. Og det kan lyde både naivt og i grunden ganske umuligt, men det tror jeg egentlig ikke, at det er. Vi kan alle sammen gøre en positiv forskel. Ved at være bevidst omkring de valg vi træffer, ved at mærke efter, følge hjertet og være indstillet på, at det vi giver videre er positivt og brugbart.

Augusta nikker samtyggende. Det er vand på hendes glædesmølle. Og for at gøre enigheden fuldendt, skinner solen i dag. Himlen er blå og det føles som et lille mirakel. Er det muligt? Sikke en glæde det er at stå op til en morgen, hvor det ikke regner og skyerne hænger så regntungt over land, at man kan stikke hånden direkte op i dem og få sig en skylle. I dag har vejrguderne forbarmet sig og jeg kan mærke energien komme tilbage som en bølge af velvilligt tidevand. Nogle gange kommer det gode udefra. Men det bedste kommer indefra.

Augusta og jeg brugte lidt af dagen i går på at diskutere, hvad god energi egentlig er. Og hun fortalte mig om indiansk kultur, hvor man har noget der hedder en "burden basket". Bekymringskurv. Når jeg læser mere om, hvad det egentlig er og handler om, får jeg flere forklaringer, men Augusta siger at indianerne hænger kurven udenfor tipien og inden man går på visit, lægger man sin bekymring i kurven udenfor. Man har nemlig ikke lov til at gå ind på en andens domæne og forstyrre freden med alle sine bekymringer. Og det kan måske lyde tarveligt og dumt, når nu man har så meget bekymring og så meget negativt, man gerne vil læsse over på en anden, men man har ikke ret til at bryde ind i en andens fred. Har man derimod selv forsøgt at finde svaret på det, der bekymrer en, i sit indre og har det ikke været muligt at komme frem til noget brugbart, har man lov til at tage sin byrde med ind i tipien og bede om råd. Ja, man spørger simpelthen om hjælp og beder sin medindianer om et godt råd. Man slipper dermed sin bekymring og den dårlige energi, der følger, løs i tipien og så har man en forpligtelse. Man skal følge det råd, som den anden kommer. Man har bedt et andet menneske om at træde ud af sin fred for at beskæftige sig med et problem, der tilhører en anden, og det er en alvorlig sag. Indianerne har indset at man ikke bare sådan uden videre kan tillade sig at påføre et andet menneske dårlig energi og bekymring. Men man hjælper hinanden. Spørger man om råd, forpligter man sig således til at følge rådet.

Jeg kan egentlig godt lide ideen om en bekymringskurv. Værsgo' kom indenfor. Tør fødderne på måtten og læg dine bekymringer i kurven udenfor. Så træder vi indenfor i mit domæne, hvor jeg har skabt fred og vi kan sammen bade i den gode energi og lade op. Der er så meget andet at samtale over end dårlig energi og problemer. Nogle gange har de det faktisk med at forsvinde, når man ikke fokuserer på dem. Man glemmer dem og vupti. Så er de væk. Når man igen forlader huset eller tipien, som i indianers tilfælde, så er kurven tom. Bekymringen er fløjet. Og man kan gå hjem uden. Måske skulle jeg hænge en bekymringskurv op foran vores nye hus, når vi flytter ind. For det er en smuk ting, synes jeg. Og hvis du virkelig er bekymret og vil have et godt råd, så er du også velkommen. Såmænd så. Hvis du oprigtigt har forsøgt selv at løse dit problem og ikke umiddelbart finder det muligt. Så kan jeg hjælpe dig. Men husk at følge mit råd, for jeg har brugt tid og energi på at finde det frem i mig selv. Vi ved jo allesammen godt, at man taber en masse energi, når man forsøger at hjælpe andre, som egentlig ikke vil hjælpes. De har det bare dårligt og så synes de også andre skal have det. I grove træk. Og det smitter. Dårlig energi dræner.

Hvad synes du om bekymringskurven? I dag vil jeg lægge mine egne bekymringer i den, sætte stikket direkte ind i solen og trække lidt solskin og god energi. Og så vil jeg få ordnet, det jeg skal og som jeg har udsat. Bagefter vil jeg fejre mig selv, fordi jeg gjorde det og gå ud i verden som et lettet menneske.

God dag til dig, kære ven. :)

mandag den 15. august 2011

Lidt om energi


Hvordan får man energi? Har du nogensinde tænkt nærmere over det? Man kan være så træt og ugidelig og så kan man gå eller løbe en tur og vupti, pludselig kommer energien sejlende som et skib i medvind. Der sker noget. Og hvordan kan man få energi ved at bruge energi? Lave noget? Jeg mener, så burde du da blive træt. Men sådan er det ikke. Slet ikke. Med mindre du da laver noget, du ikke har hjertet med i. Hvor du kæmper en ulige kamp med noget i dig selv, der siger "stop", men du bliver ved fordi du føler, du skal. Det trætter. Det er dårlig energi, der bruges og dårlig energi, der kommer igen. Dårlig energi forklædt som træthed. Tunghed. Tristhed.

Jeg hænger en smule i bremsen på grund af en lille forkølelse, som egentlig ikke er noget, og alligevel kan jeg mærke den. Blomsterdråber, tjek. Appelsiner, tjek. Mind over matter, tjek. To gode løbetur med fokus på præstation, velvære og så hurtigt i bad for ikke at blive afkølet. Varm te bagefter, tjek. Jeg ved ikke om jeg har fået mere energi, men løbeturene gør mig stærkere mentalt. Jeg mærker en styrke i mig selv og jeg tænker, at jeg kan bruge det til at bekæmpe dårligdommen. Når nu vejret ikke hjælper mig! Men altså energien. Hvor kommer den fra? Og hvor bliver den af?

Hvordan kan det være, at vi sammen med nogen mennesker føler os energiske og fulde af glæde? Det er som om vi kan suge af hinandens energi, dele ud og endda få mere. Det er næsten magisk. Vi stråler og ligner til forveksling perfekte udgaver af os selv. Det ligesom bobler. Og selvom vi måske ikke sætter ord på, ville vi måske, hvis vi blev bedt om det, betegne det som en slags god energi. Et par timer i sådan et selskab kan gøre underværker for krop og sjæl. Kroppen danser, sjælen synger og hjertet føler sig hjemme. Dårlig energi derimod. Med andre mennesker sker der noget andet. Det er som om vi skal kæmpe for hvert eneste minut i deres selskab, som at løbe op af en bakke, der bare ikke ender og til sidst har vi ikke mere luft tilbage.Vi er ved at blive kvalt. Og måske opdager vi, når vi endelig kommer derfra, at den anden person har suget al vores energi til sig. En simpel energityv! Og sådan nogle findes, for de har ikke energien og overskuddet i sig selv, så de søger det i andre mennesker. Tyvstjæler. Pas på. Du bliver så træt og drænet.

I disse dage læser jeg spændende artikler og bøger, som på den ene eller anden måde handler om energi. Den gode og den dårlige. Man kan endda låne andres energi, men man skal huske at spørge pænt om lov. Det er et lån. En sådan energi kan man f.eks. bruge mentalt, når man løber og skal præstere. Der er mange former for god energi. Mange måder at anvende den på. Og ting har skam også energi. Nogle ting føles gode og man befinder sig godt i selskab med dem. Lidt af det, som feng-shui også handler om. Sådanne ting er inspirerende og godtgørende, mens andre føles tomme og energisugende. Ud med dem! Og ud med de mennesker, som stjæler din energi og gør dig trist og modløs. Energityvene.

Mere senere. Jeg leger lidt med energitankerne og måske specielt i dag, fordi jeg ikke selv har så meget energi. Det skyldes måske forkølelsen, der leger kispus med mig? Det skyldes måske vejret, som ikke er sommerligt og så er det sagt. Eller det skyldes måske det faktum, at jeg skal have ordnet noget, jeg slet ikke har mit hjerte med i. Og hvordan får jeg så det klaret? Den nød skal jeg have knækket, for en ting er jeg sikker på. Det handler om god energi og det handler om at opsøge den. Så man selv bliver en omvandrende god energibombe og kan give videre til andre. Dele. Låne. Bringe glæde og god energi.

Forelsket i regnvejr?


Hun kom tilbage sidst på aftenen. Det var skybrud udenfor og jeg sad i sofaen med stearinlys og så engelsk krimi. Det blev sent. Augusta var drivvåd og måtte en tur under den varme bruser for at blive sensommervarm igen. Så drak vi te og så resten af krimien sammen. Kæresten var gået i seng. Stearinlysene blafrede og regnen trommede mod tag og ruder. Vejene blev til floder. Og selvom det efter kalenderen var fuldmåne, kunne vi ikke se hende deroppe. Regntunge skyer havde dækket nattehimlen og selv stjernerne var skjult. Sommeren er i færd med at regne væk og der er intet vi kan gøre. Bare håbe på snarligt opholdsvejr og sol, for kæresten og co. vil så gerne høste. Det skulle have været nu. For længst. Men regnen hører ikke høstbønnerne. Til gengæld er der indensdørs hygge for alle pengene. Og en smilende Augusta med regnvådt hår og strålende øjne. Når man er forelsket, lægger man knap nok mærke til vejret.

Det med forelskelsen står for egen regning. Augusta har ikke sagt noget. Hun ryster bare på hovedet, når jeg spørger til hendes weekend. Fortæl mig hellere om din weekend, siger hun indsmigrende og rykker nærmere, så hun rigtig kan høre, hvad jeg har at fortælle. Hvordan var fødselsdagen? Fik du løbet tur? Har din forkølelse det bedre, tilføjer hun og jeg aner ikke, hvordan hun kan vide, at jeg var lettere snotskvattet i går, for hun var her jo ikke. Men det var jeg og det er en den. Forkølelsen har det vist bedre. Og ja, jeg løb tur i øsende regnvejr i håb om at give dårligdommen baghjul. Jeg blev drivvåd, men jeg frøs ikke og et varmt bad og en stor kop grøn te med ingefær og citron gjorde godt. 

Historien melder ikke noget om Augustas udskejelser. Og måske ville jeg blive skuffet, hvis jeg kendte sandheden. Den hemmelig elsker, forelskelsen og sommerfuglene i maven er mine ord. Jeg har en god fantasi og forestiller mig en drømmeweekend. Hvem mon han er? Eller hun? For kærlighed har jo ingen alder og intet køn. Det giver hun mig ret i, Augusta, og så drikker hun mere kaffe og ser egentlig lidt træt ud. Vi kunne godt trænge til lidt sol på snudeskaftet, tænker jeg og kigger ud af vinduet, hvor skyerne synger om mere regn. Kærsten ser endnu engang på vejrudsigten og ryster på hovedet. Nej. Heller ikke i dag. Eller i morgen. Alt er vådt. Jeg krymper lidt, men kvinder mig så op. Vi må holde hovedet koldt og have fokus på glæderne. Det positive. Hjertet er varmt og det er kaffen også. Nemlig! Om få dage bliver det varmere. Så kommer solen. Det tørrer og der bliver høstet. Kæresten vil være glad og træt. Lettet over, at det alligevel lykkedes.

Augusta nikker. Op med humøret. Det kan erstatte selv den bedste sol på himlen. Og den er der jo i grunden altid, solen. Oppe over skyerne. Tag skyerne væk, så ser du den. Strålende! Ha' en fin mandag! :)

søndag den 14. august 2011

Kommoden


Den er flyttet ind. Min kommode. Den er ny og den er helt perfekt til huset. Jeg faldt pladask for den, da jeg i mandags gik tur i byen. En forretning har ophørsudsalg og det er desværre ikke den eneste. Byen vil snart ligge hen som spøgelsesby, hvis nogen ikke gør noget. Men i dette tilfælde var det mit held. Den enes død ... Nej, så galt er det vel heller ikke. Kommoden stod der i vinduet og blinkede til mig. Jeg så den med det samme. Bang. Jeg var ramt. Ikke et sekund i tvivl. Den kommode ville være perfekt til huset. Og det var den. Se bare. Nu står den der og skinner, som om den ikke havde bestilt andet. Og huset er glad for at have fået sin første beboer. En hvid kommode med sorte håndtag og små finesser der gør den smuk og unik. Den er kram. Skufferne er tunge og det er godt håndværk. Jeg fik den til halv pris. Hvor heldig kan man være?

Kommoden. I skrivende stund står den i entreen og der kommer den muligvis til at blive stående. Eller også flytter den op i gæsteværelset. Den har ikke helt bestemt sig endnu, men det gør ikke noget. Nu mærker den efter. Og så finder vi den helt perfekte plads til dette flotte møbel.

Her er lidt flere billeder. Håndværkerne er kommet langt og det ser godt ud. Rigtig godt. Så godt at det kribler alle vegne for at indtage huset og lade andre møbler slutte sig til kommoden. Det kan ikke vare længe. Ikke så længe, som det har varet i hvert fald! ;)









Søndagshemmelighed



Der er tomt uden Augusta. Hun siger ikke, hvor hun tager hen, men hver weekend smutter hun ud af døren med sin orangerøde kuffert og en dristig hat på hovedet. Hendes smil er ikke til at tage fejl af. Hun har gode planer. Men det er ikke alt, jeg skal vide, siger hun og forsvinder ud af flisegangen. Havelågen smækker efter hende og vinden tager hende med. Jeg er så nysgerrig. Det er en af mine topstyrker, og det har jeg prøvet at forklare hende, men hun påstår hårdnakket, at nysgerrighed muligvis er en dyd, men kan også være det modsatte. Nu skal du ikke ødelægge illusionen, siger jeg til hende. Jeg har fået at vide, at min nysgerrighed er en styrkende drivkraft og at mine spørgsmål og min lyst til at vide og lære er noget, jeg skal være stolt af og værne om. En styrke, jeg kan bruge i mit virke. Nu og senere. Forfatter og coach, kom ikke her. Man skal da være nysgerrig. Og jeg tænker, at Augustas hemmelige weekendmøder kunne være stof til en god historie. Hun smiler bare og øjnene funkler som morgensol på havet. Men hun siger ikke noget. Afslører ingenting. Digt selv en historie, ler hun og kan se, hvordan jeg brænder efter at få mere at vide. Bare lidt. Et par små detaljer, som kan stille mig tilfreds. Så kan jeg selv skrive resten.

Eftersom Augusta er ude og føjte, lavede jeg selv kaffen her til morgen. Vi kom sent i seng, kæresten og jeg. Først efter midnat kørte vi op foran havelågen og var hjemme igen. Vi var til fødselsdagsfest nord for København. God mad, vin og hyggelig snak. Mennesker omkring bordet. Skål og tillykke. Det var en god aften, hvor maden og selskabet var i centrum. Samtale. Der blev grillet lækkert kød og brød, men vi spiste selvfølgelig indendørs. Det er jo efterår. Regnen bliver ved med at falde, vinden danser i træerne og temperaturerne ligger stadig et sted, hvor man ikke normalt finder dem om sommeren. Kan det virkelig være rigtigt, at sommeren er forsvundet ligeså hurtigt som den kom? Var det det? Ikke mere sol og bare fødder i sandaler? Nej, tænker jeg og drikker mere kaffe, jeg gider ikke skrive om vejret! Ikke et ord. Vi sad inde og spiste i går og det var hyggeligt. Stearinlysene funklede og det gjorde godt med en let cardigan over tunikaen. Sådan en pynter jo. Sætter prikken over i'et. Det var ikke fordi jeg frøs. Nej da.

Søndag. Nu er det søndag. Og faktisk skinner solen lidt derude, den er en smule bleg, men ikke desto mindre. Jeg undlader at kigge på himlen. Så ser jeg ikke skyerne og det tunge grå tæppe vævet af regndråber og æblemost. Det sidste var bare noget jeg fandt på. Jeg synes det lyder så smukt. Måske aner du, at jeg er en smule træt her til morgen. Jeg satser på at kaffen snart virker. Så går vi tur med hundene. Senere skal vi ud i huset, som håndværkerne har arbejdet på sommeren igennem og som snart er klart til indflytning. Vi mangler en elektriker. En VVS-mand. Ja, badeværelset skal installeres, men det får vi folk til, når vi har valgt. Det er peanuts og pebernødder. Snart, til efteråret, som jo er nu, måske skulle jeg kalde det til vinter, men det nægter jeg. Efter høsten og når kæresten er færdig med at så. Måske trækker det ud. På grund af vejret. Billeder følger. Jeg tager kameraet med i dag.

I aften kommer Augusta hjem igen. Så vil jeg skænke et godt glas rødvin til hende, placere hende i yndlingssofaen og på bedste og snedigste detektivvis forsøge at få at vide, hvad hun dog laver hver eneste weekend. Hvem hun møder? Forsættelse følger, håber jeg, men indtil da: Ha' en dejlig afslappende søndag! :)

lørdag den 13. august 2011

På vej


Det er noget mærkeligt noget med inspiration. Den kommer, når man mindst af alt venter den. Da jeg startede på denne del af min rejse for 7 måneder siden, troede jeg i al naivitet, at jeg skulle sætte mig til tastaturet og skrive en bog. Jeg skulle gøre det, jeg altid har drømt om, og vidst at jeg ville gøre en dag. Skrive. For alvor. Dedikere tid og hele min sjæl til projektet og jeg havde en ide om, at det lod sig gøre alene fordi jeg havde besluttet mig for det. Desuden havde jeg jo været på et spændende skrivekursus. Jeg havde lært, hvordan man kan tømme det øverste plumrede vand i kreativitetens brønd og siden begynde at øse af alt det, man slet ikke aner eksisterer dernede. Det gemmer sig. Men jeg havde oplevet, hvordan man kan få det frem og jeg havde gjort det, frydet mig over ord og formuleringer, ideer, som tilsyneladende bare kom springende ud ingenting og forvandlede sig. Det er som om man kan snyde inspirationen lidt på den måde. Og man kan så sandelig også snyde inspirationen lidt med gode rutiner, som Stephen King er inde på i sin bog om at skrive, men en ting jeg har lært. Man kan ikke snyde sig selv.

Når jeg kigger tilbage på de 7 måneder, der er gået, er det ikke helt blevet som jeg havde forestillet mig. Og nu tror du måske at jeg er lettere frustreret, men det er jeg faktisk ikke. Jeg er glad og en smule forundret. For det var ikke inspirationen, der dukkede op under det plumrede overfladevand i kreativitetens brønd. Det var mig! Når man har gemt sin sprudlende kreativitet væk i mange år og kun sporadisk benyttet sig af den, så tager det tid, før man kan få vasket al det ildelugtende forestillingsvand af sig igen. Det sker i små etapper. En slags åndelig etagevask. Og jeg er ikke færdig med det bad endnu, skal jeg hilse at sige, men jeg kan næsten ikke genkende den kvinde, der efter 7 måneder nu sidder her med kaffen og ordene og hilser på sig selv. Velkommen til dit nye liv. Og sådan er det virkelig. Jeg er forandret. Og nogle gange bliver jeg faktisk lidt forskrækket, for jeg dingler ligesom et sted på hængebroen mellem dengang og lige om lidt. En skarp læser ville måske kalde det nuet, men man kan ikke dingle i nuet. Man kan være dér. Og det er jeg! Men jeg er også på vej, stadigvæk, og indser at rejsen tager meget længere tid end jeg havde drømt om.

Man kan godt rejse jorden rundt på 80 dage, men så får man ikke set det hele. Helt ærligt. Det gør man ikke! Man må give sig tid. Man kan vælge med omhu og tro, at man er på vej et sted hen, et land, man altid gerne har ville besøge, men pludselig sker der noget og turen bliver anderledes. Man tvinges til at gøre ophold på et sted, i en by, som man ikke engang havde hørt om i forvejen. Her møder man et menneske eller ser noget, som gør noget ved en. Dette ukendte sted bliver til det mest betydningsfulde sted på hele rejsen. Det kunne man ikke vide på forhånd. Det stod ikke i "Turen går til til ..." og var heller ikke at finde på Internettet. Overraskelse! Men når man på et tidspunkt rejser videre, så er det med smeltende varm kærlighed i hjertet og en taknemmelighed så stor, at man uvilkårligt får tårer i øjnene, for det giver bare så meget mening, at man skulle ende lige der. Noget, man ikke så komme og som man ikke planlagde. Noget som man ovenikøbet blev slemt frustreret over til at starte med, fordi det var en streg i regningen, en uvelkommen afbrydelsen på en rejse, man havde planlagt ned til sidste detalje. Næsten.

Jeg bliver hængende på broen og hygger mig med lørdagen. Inspirationen er hos mig, så jeg er ikke ensom. Jeg får skrevet og det er helt anderledes end jeg havde forestillet mig. Nu er det sådan, at jeg ikke kan lade være. Det er ikke tvang og det er ikke fordi jeg skal. Det er lyst og det er en god ide. Noget, jeg bare må gøre. Skrive om. Jeg kan ikke spørge Augusta om det er hende, der har listet inspirationen ind af bagdøren, for hun er igen taget på weekend. Jeg tror hun har en hemmelig elsker. Men det er en helt anden historie! ;)

fredag den 12. august 2011

Min italienske helt


Vi er nået til den 12. dag i den 8. måned og det er fredag. Snart weekend. Augusta har lavet ekstra god kaffe her til morgen, regnkaffe kalder hun den og hentyder til vejret. Lige nu regner det dog ikke derude, men det varer nok ikke længe, før skyerne igen åbner for regnen, som er voldsomt påtrængende i disse dage. Derfor skal vi have god morgenkaffe, traller Augusta og har gjort noget ved kaffen, som hun ikke vil afsløre. Vi har alle vores hemmeligheder, siger hun bare og ryster på hovedet, når jeg nysgerrigt spørger. Det er ikke altid man får svar. Men man skal spørge. Blive ved. Og pludselig en dag, når man mindst af alt venter det, dukker svaret op. I dig selv. Og så peger hun på mig med slangeringen, der i dagens anledning ligner en guldpil. Kaffen smager vidunderligt. Den var lige, hvad jeg trængte til. Jeg sov så godt, da kæresten stod op og erklærede dagen for startet. Tænkte at det måtte være en drøm at jeg overhovedet var vågen. Men nu sidder jeg her sørme igen og selvom det er gråt udenfor og lyset ikke rigtig trænger igennem skyerne, så er det en ny dag. Og det er sensommer. Ikke efterår. Hører du regn? Temperaturer?

Vi fejrede kærestens fødselsdag på en italiensk restaurant i byen i går. Hos Maurizio. Der er altid hjertevarme og veltilberedt, velsmagende, vidunderlig mad. Ikke alle de adjektiver, siger Augusta og hentyder til forfatterens uskrevne regler, men nu er det mig, der ryster på hovedet. Den mad kræver store ord. Adjektiver. Og selvom det kun var torsdag og vi bor i en lille by midt i Udkantsdanmark, var der pænt med mennesker på restauranten. De kom ind fra regnen og satte sig ved bordene, nød varmen, det blide skær fra stearinlyset og den svage duft af olivenolie og krydderier fra køkkenet. Vi blev taget godt imod og der var flag på bordet. En fødselsdag er vel en fødselsdag. Også selvom man er landmand og meget hellere ville være i fuld gang med årets høst. Der kom brød og hjemmelavet tapas på bordet. Stearinlyset blafrede. Vi skålede i god rødvin og snakkede, mens vi ventede på vores mad. Svigermor var med. Vi bestilte alle noget forskelligt, svigermor og jeg hver vores ret fra den sorte tavle, hvor Maurizio med sirlige bogstaver havde skrevet dagens menu. På italiensk. Og når jeg læser hans italienske gloser, får jeg lyst til at prøve det hele. Tænderne løber i vand og jeg er på rejse. Et sted i Toscana.

Vi fik god mad. Det gør man altid hos Maurizio. Så sidder man der og synker ned i en helt anden verden, hvor gode råvarer og sans for detaljen er i højsædet. Intet er overladt til tilfældighederne. Og Maurizio kom skam også forbi, selvom han på denne dag selv stod i køkkenet og lavede den gode mad. Han skulle høre om alt var i orden. Og det var det. I skønneste orden. Jeg bliver glad af den slags madoplevelser. Og jeg knuselsker Maurizio for at være sådan en perfekt vært. Han er restauranten. Han er maden. Og han sætter en ære i at give sine gæster en god oplevelse, for han elsker at lave det, han gør. Sikke en forskel. Jeg kigger på ham og tænker, at jeg vil modellere hans optræden. Hans væren. Hans dedikation. I det jeg skal lave fremover. Han er min helt. Min italienske helt! :)

Nyd din fredag. Giv dig god tid. Kræs for de gode råvarer og gør som Maurizio. Vær dig selv og giv det gode videre i alt, hvad du gør. Så skal du se løjer! ;)

torsdag den 11. august 2011

Regn, fødselsdag og et møde


Man tror det er løgn. Mere regn. Det er som at vågne op en efterårsdag, hvor sommeren er gået og dagen vender sig mod vinter og eftertænksomhedstiden. Mørket bliver længere og dybere. Temperaturerne falder og det er med et vist vemod, at man har kysset sommeren farvel. Samtidig ved man godt, at det er sådan. Året går sin gang. Men hvad hvis efteråret ankommer for tidligt? Har taget et tidligere tog og vil overraske os, fordi det går og tror, at vi glæder os til at se det? Nå ja, det ved godt, at det ikke bliver hentet på stationen og mødt med flag og bamsekram, men det tænker, at vi vil blive glade for at slippe for sommeren, som alligevel ikke helt har været efter planen. Regn. Meget regn. Så efteråret tænker, at det vil befri os for vores lidelser og så tager det affære. Aftaler med vejrguderne, at august nu er den første efterårsmåned og regnen bliver glad, for så kan den roligt falde. Så er den ventet. Og temperaturerne falder også for fristelsen og gør sig efterårsagtige. 12 grader. Hm, tænker de, temperaturerne, det var da nemt nok. Nu er det efterår. I august.

Augusta ser på mig med sine sensommerøjne og skænker mere kaffe. Hun kan godt mærke, at stemningen ikke er så høj på matriklen i disse dage. Selvfølgelig kan hun det. Det skulle jo høstes og regnen gør det helt umuligt. Det ser ikke godt ud. Kæresten, landmanden, tager det pænt, men man kan mærke, at han er lettere frusteret. Og høre det! Det er jo årets høst. Det er nu, at alt arbejdet skal give bonus og lønnen skal hentes. Men vejrudsigten er ikke god. Ikke hvis man vil have sol og varme. Det er regn så langt tekst-tv rækker og det ændrer ikke på noget, at han ser på vejrudsigten flere gange om dagen. Suk. Og så har han ovenikøbet fødselsdag i dag. Tillykke med dagen, siger vejret. Jeg ved godt, at du bestemt ikke har ønsket dig regn i stride strømme, men det får du altså alligevel. Tillykke med dagen! Så nu skal vi ud og spise i aften. Fejre fødselsdagen, for den er jo en realitet trods regn. Og selvom han hellere ville sidde i mejetærskeren, så trænger kæresten vel til en form for opmuntring. Et godt måltid. Italiensk. Så det gør vi. Senere.

Egentlig ville jeg have skrevet om dagen i går. Fortalt at jeg var i København for at mødes med to dejlige kvinder. To beboerne fra Blogland. Den ene kom rejsende fra Norge og den anden fra Nordsjælland. Elisabeth og Madame. Selv kom jeg jo lidt sydfra. Vi mødes i min hjerteby og spiste frokost i Nyhavn. Snakkede og lærte hinanden bedre at kende. Det er så hyggelig! Det er virkelig en bonus ved at være indbygger i dette univers. Man møder nogle skønne mennesker, som man sandsynligvis ellers aldrig var rendt i. Verden bliver på en gang både større og mindre. Tusind tak begge to for dejlige timer! :)

Og nu ud i regnen med hundene!

onsdag den 10. august 2011

Augustas tanker

Hun er løbet morgentur med den sorte hund. På trods af stærk vind og tidlig morgen, snørede hun løbeskoene og forsvandt ud af landevejen uden at se sig tilbage. Jeg havde ellers lavet kaffe, men nu drikker jeg selv en kop, mens jeg venter. Jeg går ud fra, at jeg kan høre hendes skridt ude på vejen. Så kan jeg nå at sætte mig tilrette i sofaen, purre op i håret og se ud som om intet er hændt. Det var heller ikke meningen, det her. Jeg havde slet ikke overvejet, at jeg ville sætte mig til tastaturet og begynde at skrive, men siden hun i sjov luftede tanken for mig i går, har det kørt rundt i mit hoved. Hvad nu hvis? Måneder kan ikke skrive indlæg, sagde jeg kækt og rystede på hovedet. Smækkede med tungen for at understrege, at det findes altså ikke. Her går grænsen! Og jeg kunne se på hende, at hun troede på det. Selvfølgelig skriver måneder da ikke indlæg. Måneder kan slet ikke skrive. Og jeg vidste faktisk heller ikke, at jeg kunne, før jeg gjorde det. Fristelsen var for stor. Nu sidder jeg her med kaffen og føler mig som Bloglands Dronning, selvom jeg aldrig har prøvet det før.

Augustas tanker. Det må jeg give hende, hun er god til at finde på ord. Titler. Det løber ud af hende, som regnvandet løber fra skyerne og ned på jorden i disse dage. Dog ikke i dag. Det blæser en stiv pelikan eller en rødøjet havmåge, som vi måneder plejer at kalde det. Vinden hyler i træer og rundt om husmuren og hun mumlede noget om efterårsagtige tilstande, inden hun forlod matriklen iført løbetøj og sort hund. Men venner, det er ikke efterår! Det er stadig sommer. Glem alt om vejret, sådan er det bare. Måske går I og tror, at vi måneder har indflydelse på Vejrguderne og kan påvirke højtryk og lavtryk, men det er en saga blot. Det kan vi ikke! Til gengæld kan vi så meget andet. Meget mere, end I mennesker går og drømmer om. Og ved I hvad, det kan I også. Ja, jer mennesker! Det eneste der begrænser jer er de tanker, I fylder jeres søde hoveder med. Som en eller anden bjergbestiger sagde engang: Det er ikke bjerget, du skal besejre. Det er dig selv! Derfor vil jeg, Augusta, som hører den 8. måned til, anbefale dig at lege lidt med dine tanker og tænke "hvad nu hvis ...". Og så skal du tænke stort. Hvad nu hvis jeg kunne gøre sådan og sådan. Tænk på alt det, du har drømt om engang, men som du har lagt langt væk en hengemt kommodeskuffe og som du slet ikke tør tænke på længere af hensyn til den forfærdelige skuffelse, der breder sig som duften af nymalet kaffe. Bortset fra at den duft slet ikke er en duft. Det er en fæl lugt!

Og jo, måneder kan sagtens skrive indlæg! Selvfølgelig kan vi det. Nu var det bare sådan, at jeg aldrig havde prøvet det før. Ikke før nu. Men det går jo godt. Jeg nyder det. Jeg sidder faktisk her og håber, at hun løber en rigtig lang tur, men morgenturene er sjældent så lange. Hun havde stillet sit ur til at vække kl. 6! Jøsses. Selv løber jeg ingen steder så tidligt om morgenen, jeg tager den med ro. Laver kaffe og en god stemning. Fylder min krop og sjæl med sød musik og tager gode skridt i den rigtige retning. I retning af sofaen. Jeg kan godt lide hendes sofa med de nye puder og det orange tæpper under det sofabord, hun nu endelig har fået frem fra gemmeren. Hendes eget sofabord! Det passer til hende. Nu står der orange lys, en turkis lysestage og der ligger bøger og briller. Jeg føler mig faktisk hjemme og jeg låner lidt af de ord, der står i bøgerne og dem, hun skriver ned i sin notesblog. Det ved hun selvfølgelig ikke noget om. Men selvom jeg er måned, coach og tankelæser, skal jeg jo også have åndelig føde. Det suger jeg fra verden omkring mig og de mennesker, jeg møder på min vej. Ja, jeg får endda små guldkorn fra hendes søde hunde. Hunde kan nemlig tale! Og nu ryster du nok på hovedet, for mennesker er så skeptiske og tror kun på det, de selv har set og hørt og helst har haft fingrene langt nede i. Næsten ødelagt det for at se, om det kan gå i stykker. Men altså. Hunde snakker og de har meget på hjerte.

Jeg kan høre hendes skridt nu. Lågen knirker, og hun kommer op af flisegangen. Hun puster og stønner, men ser glad ud. Jeg forstår ikke det dér løb, men jeg elsker at se hende smile lige fra morgenstunden. Vi høres ved venner. Nu trykker jeg på "udgiv" og lader som ingenting. Det er jeg god til. Men hun skulle bare vide ...

Tegning lånt på acnord.dk

tirsdag den 9. august 2011

Hvem er du?


Hvem siger at Augusta overhovedet er Augusta? Der sidder hun med udslået morgenhår og kaffekoppen dansende i hånden, har indtaget sofaen og morgenen som om hun ejer hele verden. Augusta. Når jeg ser på hende, kommer jeg til at tænke på Hjerter Dame. Frodig og hjertevarm, gavmild og god, men også knivskarp på en kvindelig måde. Hende kan man ikke løbe om hjørner med. Men hvorfor skulle man også det? Mens jeg lå vågen på et tidspunkt i nat og lyttede til regnen, som må have vækket mig med sin insisterende banken på ruden, kom jeg til at tænke på, at jeg jo egentlig ikke ved, hvem hun er. Hun siger, at hun er Augusta, men fordi jeg har en helt speciel plads i hendes hjerte, har jeg fået lov at kalde hende Augusta. Det er hendes egentlige navn. Men kan man være sit navn? Værsgo' du hedder Lene og så er du Lene. Men hvem er det? Lene? Det er der så mange, der hedder. Jeg er vel ikke Lene. Lene er bare et navn, som mine forældre gav mig, da jeg var en meget lille pige og som præsten accepterede på Guds vegne ved at kaste vand i hovedet på mig.

Nu ler Augusta. 'Kaste vand i hovedet på dig! Det gør præster vel ikke!'. Koppen dingler faretruende i hendes hånd og truer med at spilde brun væske i min sofa, som har fået nyt tæppe.'Du blev døbt, min ven'. Og det ved jeg jo egentlig godt, men ikke desto mindre tænker jeg faktisk en del over, hvem hende Lene i grunden er. Lene, som også hedder Megan i disse kredse og som egentlig føler sig vældig godt tilpas bag det navn. Men er navnet ikke bare et slags visitkort? Hvem er du? Jeg er Lene. Hvad siger det egentlig om mig? Hvis jeg identificerer mig med alle de prædikater, der i mit liv er blevet sat på, så kommer jeg jo aldrig videre. Så er jeg fastlåst! Jeg er Lene. Men hvem er hun? Kvinde, kæreste, hundemor, løber, forfatter, coach, på vej ... Jeg kan jo kalde mig hvad som helst! Titlerne siger ingenting om hvem jeg egentlig er. Det ved kun jeg. Og min sjæl.

Augusta synes at indlægget er ved at blive lidt langhåret. Hun rejser sig med et suk og kommer hen imod mig for at klippe det og overtage tastaturet, men dér sætter jeg grænsen. Det er mit domæne! Hun kan lave sin egen blog, kan hun. Augustas Tanker. Ja, det var da i grunden en god ide. Jeg lufter den for hende, men hun ryster afvisende på hovedet. Måneder skriver ikke blogindlæg. 'Og hvem siger det'?, spørger jeg så. Hvem siger og bestemmer, hvem der gør hvad og hvad man kan, bare fordi nogen har givet en et navn og man engang havde en titel i en bestemt sammenhæng? Hvis man ikke længere har lyst til at være sin titel? Hvad så? Der er mange derude, som vil elske at sætte dig i bås og bestemme, hvem du er, for så ved de, hvor de har dig. Men hvem er du egentlig? Og hvad har du lyst til at være? Hvis du helt selv kunne bestemme?

Ja, jeg spørger bare. Måske får jeg svar, måske ikke. Men det kunne nu være hyggeligt med et par bud. Hvem ville du være, hvis du helt selv kunne bestemme?

Og du kan faktisk selv bestemme ... ;)