søndag den 31. juli 2011

Mit nye liv


Søndagen kom gående hen af vej med skridt, der gav genlyd i usynlige vandpytter. Jeg sov, men blev vækket blidt og langsomt, stille trukket ud af søvnen, drømmene og det land, jeg har befundet mig i hele natten. Søvnen har gjort mig godt, kan jeg mærke. Den var tiltrængt. De sidste dage og nætter har jeg været strandet ved afgrunden, den, man bare skal over, hvis man vil videre på sin rejse. Det sker. Den dukker op. Nogle gange når du mindst af alt venter det. Sådan var det også for mig. Her midt i sommeren, den regnvåde juli, som egentlig skulle have været et muntert sommerparadis, den blev for mig en rejse gennem tunnelen. Og jo da, der var lys for enden. Jeg fulgte det med fortrøstning, håb og tro, men da jeg kom ud på den anden side, mærkede jeg regnen og så skyerne, som dækkede for himlen og den sol, man forventer sig så meget af på denne tid af året.

Pludselig stod jeg dér. Vejen sluttede ligeså brat som den var begyndt. Jeg stod stille og kiggede ud over en mægtig afgrund, hvor tvivlen og tunge tanker dukkede op fra dybet, kravlede over klippegrunden og tog fat i mig uden at spørge om lov. Det var ikke voldtægt. Det foregik på en helt stille og næsten umærkelig måde. Jeg mærkede det først, da jeg var helt opfyldt af sorg og tunghed. Jeg måtte bare sætte mig ned. Mine ben kunne ikke længere bære mig. De var som kogt spagetti og ikke al dente. Og der sad jeg så. Tårene trillede og tristheden lagde sig over mig som et kæmpemæssigt tæppe. Så forstod jeg. Huskede noget jeg havde lært. Læst. Sidste år, da jeg stod ved en afgørende skillevej. Forandringen. Den store. Sorgen. At skulle sige farvel. At skulle efterlade noget af sig selv tilbage for at kunne rejse videre. Det gør ondt. Det smerter så voldsomt, at man tror man skal falde livløs om. Ikke mere tilbage. Ingen ild, intet vand. Kun afgrunden i jorden, der bliver større og større og truer med at opsluge dig. Farvel.

Jeg hørte noget hviske og så en fjer komme flyvende. Den landede forsigtigt ved min fod og jeg kiggede ud gennem tårefyldte blå øjne. Blinkede. Tørrede de tårer af, der var løbet ned af mit ansigt og som tegnede forunderlige sorte streger, et mønster fra min mascara, et billede. Fjeren blev liggende, selvom det pludselig blæste lidt op. Nu kunne jeg mærke den, vinden. Et køligt pust, som et åndedrag, et luftigt stykke liv, der nu tog mig i hånden og forsigtigt fik mig op at stå igen. Nej, tænkte jeg, jeg må bare blive siddende her. Jeg dør. Afgrunden sluger mig, trækker mig ned i et dyb, hvor jeg ikke ønsker at være. Dernede er der sort og uendelige mængder af intet. Alt det, jeg ikke vil. Nu trækker det mig ned som kviksand og alle mine drømme slukkes en for en som stjernerne på himlen. Kan du forestille dig det? En helt sort nattehimmel, når vi er så tæt på august. Det tidspunkt, hvor stjernerne danser på himlen og jeg plejer at stå hernede på jorden og kigge på dem, suge sagt og kraft til mig, tro, håb og endda kærlighed. Sort. Intet. Farvel.

Så skete der noget. Afgrunden lukkede sig. Det knagede lidt, så blev hullet mindre og jeg så kun et glimt af det sorte dyb, da jorden igen blev hel. Kun en forsigtig streg var tilbage. Et vidne om såret. Et ar. Jeg knælede ned og lod min hånd glide over stregen. Arret. Kærtegnede det blidt og kyssede det. Mit sår. Mit ar. Du skal med mig videre, sagde jeg og rakte det hånden. Kom. Nu går vi. Videre. Og det rejste sig, smilede lidt og lagde sig tæt ind til mig. Nu er du lidt større, hviskede en stemme fra vinden i træerne. Nu er du lidt mere dig selv. Den du er på vej mod at blive.

I dag går jeg videre. Jeg har sovet som en drøm og alting er nyt. Selv er jeg både gammel og ny. En begravelse og en fødsel. Mit nye liv.

lørdag den 30. juli 2011

Karlas køkken


Min fars familie på min farfars side stammede fra Jylland. Da jeg var barn, levede de stadigvæk. Ikke min farfar, han døde i en altfor tidlig alder, men hans to søstre var gift og boede på landet i nærheden af Uldum. Jeg husker stadig turene over vandet, når vi i sommerferien tog på besøg. Dengang sejlede man. Hele vejen til Jylland. For mig var det en rejse. En lang rejse. Vi forlod selveste Danmark og begav os ud på det åbne hav, tog på eventyr i noget, der var helt anderledes end det liv, jeg kendte fra byen i København. Og de talte også anderledes!

Jeg husker brudstykker fra de sommerferier. Solen skinnede altid. Selvfølgelig. Jeg husker gårdspladsen hos Karla og Emil, og brønden i midten, hvor man trak vand op. Hos mig i København kom det ud af vandhanen. Jeg var fascineret af den brønd, den måde Emil pumpede vand ud af jorden på. Og jeg elskede at komme ud i staldene, hvor der lugtede af køer og efterladenskaber, selvom han holdt det pænt. Min mor gik aldrig med derud. Hun var en rigtig sart københavnerdame. Men jeg, en pige fra byen, var nysgerrig og dyr har altid tiltrukket mig som en magnet. Jeg skulle ud til køerne. Røre ved dem. Fortælle dem, at jeg beundrede dem, deres kærlig øjne. Jeg vil også have en ko, sagde jeg og min far lo og rystede på hovedet. Jeg mente det sgu, far!

Jeg husker også den røde traktor. Markerne udenfor gården. Stikkelsbær, hindbær, solbær og ribs. Hjemmelavet marmelade. Grød med kold mælk. Stuerne husker jeg ikke rigtig, men jeg tror de var mørke. Små vinduer. Men jeg husker køkkenet. Og jeg husker, når jeg vågnede om morgenen, og slog øjnene op i det værelse, hvor jeg sov sammen med min lillebror. Jeg kunne høre lydene fra køkkenet. Klirrende kopper og dæmpet snak. Nej, det passer ikke. Ikke dæmpet. Karla talte altid højt! Hun overdøvede alt og alle, hun var en stor dame med en stor stemme og et kærligt sind. Ligefrem. Og så undrede hun sig til stadig over mit sprog. Min udtale. Hvordan kunne sådan en lille pige tale så københavnsk?

Jeg skyndte mig altid at stå op. Der var ingen tid at spilde, det var morgen og livet var allerede i gang. Uden mig? Nej! Jeg gik direkte ud i køkkenet og husker, at min far og Karla sad ved køkkenbordet og spiste morgenmad. Emil var i stalden. Karla sad vist heller ikke så meget ned, hun puslede og nussede rundt, mens hun klirrede med porcelæn, skeer og gafler og serverede gode ting, som hun stillede på bordet med et smæld, mens hun talte med sin høje stemme på bredt jysk. Eller hvad det nu hedder derovre. De drak kaffe. Det gjorde jeg ikke. Jeg husker faktisk ikke hvad jeg drak, jeg fik sikkert et glas mælk. Men morgenmaden. Den husker jeg. Hjemmebagt rugbrød med danablue. En cremet blåskimmel med den pikante og for nogen næsten grimme smag. Jeg elsker den. Det har jeg gjort siden Karlas køkken. Jeg spiste altid det, de vokse spiste og det var slet ikke fordi de tvang mig. Jeg vidste bare, at jeg måtte smage. Jeg havde på fornemmelsen at de havde sans for det gode. Det lækre.

Og danablue på rugbrød om morgen - det er lækkert! Simpelthen. Det er indbegrebet af Karla, Jylland og det landlige liv. Min familie, min fars familie. Jeg blev sat ved køkkenbordet og så spiste jeg rugbrødsmadder med danablue sammen med Karla og far. Min mor har aldrig forstået det. Men min bror har det ligesom jeg. Det er guf. Det var noget, vi havde sammen med far og Karla. De er begge døde nu, men ind i mellem køber jeg danablue og spiser det på rugbrød om morgenen. Det gør jeg også i dag. Og minderne vælter frem med hver en bid. De hænger i osten, brødet og den tidlige morgenstund med solskin og fuglesang. Jeg er tilbage i køkkenet hos Karla i Jylland.

Billedet er lånt hos nostalgiladen.dk

fredag den 29. juli 2011

Tålmodighedens forandring


Morgenen vågnede tidligt og besluttede sig for at vække mig. Fuglene havde samlet sig i en mægtig flok lige foran soveværelsesvinduet og dirigenten svingede sin stav. Syng. Syng af vilden sky. Og skyerne tog det bogstaveligt. Vilden sky? Hvad betyder det? Skal vi være med? Skyerne kom sejlende fra nær og fjern og sluttede sig til. Solen blev lidt forvirret, hun havde vel som os andre håbet på en dag uden dem. Skyerne. Men nu er de her. Blæsten tog til, virrede op i træer og blade og tog fat i gardinet til det åbne soveværelsesvinduet. Hvem havde troet at der var musik et gardin? Holder livet da aldrig op med at forbavse? For sørme så. Det hele blev til et stort orkester, morgenen, fuglene, vinden, skyerne, gardinet og endda det åbne vindue, som knagede i sin hasp. Musikken tordnede gennem vinduet og ramte mig med et smæld. 'Er du dér? Er du vågen?'. Og det var jeg jo så. Faktisk så meget at søvnen ikke kom igen. Jeg blev liggende og lyttede til morgenmusikken, men kunne ikke finde hoved og hale på arrangementet. Var det en nu også en morgensang? For mig lød det nærmere som en stor sammensværgelse i forsøget på at frarøve mig min gode søvn. Og det lykkedes!

Jeg stod op og kiggede ud af vinduet. Ud på markerne. Træerne. Naturen for min fod. Den natur, som kan så meget. Heale. Give ro. Som nogen skrev til mig i går. I har selvfølgelig ret, venner. Og jeg sætter stor pris på den. Jeg finder ro i naturen. I årstiderne, der går sin gang og de små bitte forandringer, der sker hver dag. Alt det, der sker, selvom man ikke kan se det. Endda mærke det. Man ved bare at det ændrer sig. En lille smule hver dag og pludselig træder forandringen i karakter. Så er det efterår. Eller vinter. Det bedste er vel foråret? Det er som et lille mirakel hver eneste gang. Efter en lang vinter, det første forårslys, de allerførste knopper på træerne og små grønne spirer, der titter frem fra det, der i lang tid har været den sorteste vinterjord. Dækket af sne og slud og de tilbageblevne blade fra efterårets storme. De røde. De gule. Farverne, der falmede og blev til ingenting. Vinter. Den er er så lang. Men den har sin berettigelse. Det ved jeg. Den er eftertankens tid og vi mennesker har i grunden brug for langt mere eftertanke end vi går og tror. Vi er så fokuserede på at handle. Gøre noget. Hele tiden. Og sådan er jeg også selv. En utålmodig sjæl med stor længsel efter noget, jeg ikke aner hvad er og lige nu, her midt i sommeren, der indeholder lidt for meget regn og rusk efter min personlige smag, mærker jeg utålmodigheden med vejret og mig selv. Forandringen.

Jeg læste en spændende artikel på et hjemmeside, der egentlig handler om feng-shui. Tror jeg nok. Jeg aner ikke, hvordan jeg kom derind, men jeg søgte sikkert efter "orange", fordi den farve har påvirket de sidste par uger. Nu er der orange i min stue. Og i min skrivestue. Små antydninger af den ild, der altid brænder i mig. Ildsjælen. Jeg, et menneske, som har fået to primære elementer at hygge sig med. Ild og vand. Følelser. Men altså. Artiklen. Den handlede om en have. Og om forandringen, der sker i den. Og hvordan man kan overføre det, man gør i sin have, til sit liv. Ikke kun den kendte med at ting tager tid. At man lægger frø i jorden, som man ikke kan se i lang tid. Sker der overhovedet noget, er de døde? Var det forgæves? Utålmodigheden raser som stormen på det åbne hav, men en dag sker miraklet. En spire. En nydelig lysegrøn spire.

Fortsættelse følger. Jeg vil finde artiklen om haven og livet og læse den igen. Reflektere over den. Og skrive lidt om den. Lige nu har jeg 3 forventningsfulde hunde, som venter på morgenmad og en tur ud i morgenen. Og jeg trænger også til den tur! Morgenmaden har jeg spist. Kaffen er drukket. Senere venter lidt praktiske gøremål, men også en tur i svømmehallen og kaffe hos en veninde, som er blevet skilt og har fået ny lejlighed. Hende skal jeg besøge. Ha' en dejlig fredag og husk at ting tager tid. Jeg anbefaler tålmodighed. Og så smiler jeg af mig selv ;) Hvor har jeg dog meget at lære!

torsdag den 28. juli 2011

Megans magiske kyllingesalat


Megans magiske kyllingesalat. Og nu kommer der nok en opskrift, tænker du og glæder dig måske til at få den. Men sandheden er, at den ikke eksisterer endnu. Den er ved at blive skabt. Og det er som oftest sådan, jeg laver mad. Jeg finder nogle ingredienser, som jeg har lyst til. Og så sætter jeg dem sammen. Farver, krydderier, dufte. For mig er den lidt en leg. En skabelsesleg. Jeg forestiller mig, hvordan retten vil komme til at smage, når den er færdig og klar til servering, men jeg forestiller mig også, hvordan den skal se ud. For det er bestemt ikke lige meget!

Jeg ved ikke hvorfor. Og dog. Måske er det fordi at min styrke nummer 1 er kreativitet. Det fik jeg bekræftet ved en test, da jeg var på coaching og mindfullness kursus tilbage i juni måned. Jeg kan ikke lade være med at finde på. Og madlavning for mig er at skabe, sætte ting sammen i mulige og umulige konstruktioner, afprøve, smage og finde den helt rigtige balance. Så alt går op i en højere enhed. Lykkes det så hver gang? Nej! Men det fraholder mig ikke fra at blive ved med at prøve. Teste. En allerede eksisterende opskrift er til for at blive ændret. Og for det meste gør jeg det bare. Fordi det er sjovest på den måde. For mig. Fordi jeg ikke lade være.

Megans magiske kyllingesalat. Jeg har marineret kylling i en olie/creme fraise dressing sammen med et satay mix, som jeg har købt i en lille kælderbutik overfor Hovedbanegården i København. En veninde anbefalede det. Og jeg aner faktisk ikke, hvad er er i blandingen, for jeg kan ikke arabisk, men på engelsk står der, hvordan man skal lave marinaden. Tilsætte olie. Kokosmælk. Og så havde jeg bare ikke kokosmælk i huset, så det bliver creme fraise i stedet for. Hvordan mon det kommer til at smage? Jeg har kogt orange linser. Der skal spæde spinatblade i. Hindbær. Kan du se farverne for dig? Mandler. Tomater. De er gode lige nu, tomaterne. Og så laver jeg min egen olieeddike dressing med blandt andet sennep, for jeg tænker at det vil smage godt med kyllingen. Måske. For det kommer jo i grunden lidt an på, hvordan den kylling, jeg nu har marineret, kommer til at smage, men det vil tiden vise.

Og dertil? Et koldt glas hvidvin. Det trænger jeg til i aften. Eller måske et glas rødt.

Hvordan laver du mad? Følger du opskrifter slavisk eller gør du ligesom mig. Laver om, fordi du ikke kan lade være. Eller laver du det "ud af hovedet" med hvad du nu har og hvad der falder dig ind?

Og sådan endte den med at se ud, den magiske kyllingesalat. Den smagte godt. Og ligger godt i maven! :))

Uredigeret om sårbarhed, styrke, sår, livet og store ord


There is no such thing as "getting to heaven." There is only a knowing that you are already there. The irony is that most people think they have to leave where they are to get to where they want to be.
Ordene er Neale Donald Walsh's. Jeg ved, at han har ret. Himlen er i os selv. Vi er himlen. Kærligheden. Men vi tror at vi skal søge udenfor os selv for at finde lykken og den fred, vi længes sådan efter. Det paradoksale er, at vi aldrig vil finde den fred nogen andre steder end i os selv. Og så længe vi leder med lys og lygte i øst og vest, nord og syd, og pålægger andre mennesker at give os det, vi savner og mangler, forventer at de kan stoppe tomhedens hul og lappe de revner, vi har fået af livet og som vi, på trods af tid, gode oplevelser og anstrengelser, stadig mærker som et uendeligt savn og længsel, så bliver det aldrig anderledes. Vi bliver ved med at længes. Vi bliver skuffede. Sårede. For ingen kan leve helt op til vores forventninger, hvis vi forsøger at finde fred for vores længsel og søgen i andre mennesker. Den findes ikke. Den kommer ikke udefra. Den bor i os selv. Først når vi er kærlighed, kan vi give den videre. Først når vi er himlen, kan vi være i den.

Jeg har haft mange tanker i de sidste dage. Nogle af dem kan læses i de seneste indlæg. I dag vil jeg ikke dvæle meget mere ved det skrækkelige, sørgelige, forfærdelige, der skete i Norge i fredags, jeg vil bare sige, at jeg har været og er utroligt påvirket. Jeg deler sorgen. Jeg mærker den. Jeg har fulgt med i nyhederne, læst aviser, set grusomme billeder og hørt de mest forfærdelige skrig. På TV. Billeder fra virkeligheden. Jeg vidste godt, at jeg var påvirket og at jeg måtte skrive om det på en eller anden måde, vise min medfølelse, græde min sorg, men jeg var ikke klar over, hvor hårdt jeg var ramt. At jeg var kommet til et sted midt i sorgen og meningsløsheden, hvor jeg måtte stoppe op og passe på mig selv. Jeg forstod det, efter jeg fik nogle ord fra min gode norske veninde. Jeg græd som pisket i en halv time og så gik jeg ind i min stue og deltog i Mindegudstjenesten fra Københavns Domkirke. Jeg var nødt til at tage sorgen et sted hen. Sammen med andre danskere og nordmænd, som bor i København eller opholder sig her lige nu på grund af ferie, arbejde eller andet. Hvor skal jeg tage min sorg hen? For mig er Gud allevegne og for mig har Gud ingen religion. I går var jeg glad for kirken. Den kristne. For ordene og for mindehøjtidligheden. Nu kunne jeg græde med de andre, synge sange, lytte til gode ord og få den trøst, jeg åbenbart havde brug for. Sorg. Jeg var jo i sorg. Jeg er i sorg. Men livet går videre.

Jeg læste på Facebook en status fra en norsk TV personlighed, som udtalte, at hun var sliten. Hun havde fulgt med i det hele, forsøgt at tage del, været der, læst, set, havde selv skrevet om det, og nu opdagede hun at hun var helt udkørt. Kunne ikke sove. Og hun sluttede af med at skrive, at hendes konklusion var, at hvis man ikke blev berørt at så megen grusomhed og sådan en meningsløs meningsløshed, så var man ikke et menneske. Så havde man ikke et hjerte. Og alle skrev tilbage til hende at nu måtte hun passe lidt på sig selv og gå lidt væk, for der er grænser for, hvor meget vi mennesker kan kapere. Og skal kapere. Hvad gør man? Livet går videre og vi skal leve det liv. Vi skal se solnedgange, se solen stå op igen, beundre himlen og naturen, elske hinanden og gå videre med de sår, vi nu har fået. Give det videre til børnene. Troen. Håbet, Kærligheden. Nogle sår er dybere end andre. Men en ting må vi vide. Sår heles ikke. At have sår er en del af livet. Nogle bliver til ar, næsten usynlige, andre kan slet ikke ses. Men de er der. Sårbarheden. I den findes styrken. Det er menneskeligt at blive såret. At være såret.

Hos Rina læste jeg i går nogle ord, som havde gjort stort indtryk på hende. Det gjorde de også på mig.
Livet foregår, når du lever med sårene. Livet er ikke at blive fri af sårene, så du endelig kan leve. Du kan ikke hele alle sår. At være såret er en del af livet. Når du mærker sårene, vælger du livet. (Annette Ilfeldt)
At være såret er en del af livet. Når du mærker sårene, vælger du livet. Ja, tænkte jeg og nikkede, sådan er det. Og eftersom jeg føler mig dybt såret, kan jeg mærke livet. Og jeg vælger det. Jeg vælger at gå videre og håber, at jeg fremover bliver bedre til at vise kærlighed. Medmenneskelighed. Sige det, jeg føler, ikke mindst det gode, give udtryk for kærlige følelser og bruge de store ord, der bobler i mig, selvom de ofte er grænseoverskridende mægtige og næsten for svære at få over læberne og ud over tastaturet. Jeg elsker. Jeg elsker livet. Og jeg er såret. Så uendelig sårbar og følsom og så uendelig stærk.

Jeg lader mine ord stå uredigeret. Jeg havde brug for at lade alt dette flyde. Mit lille skrig. Jeg holder aldrig op med at skrive om det. Sige det. Så længe jeg lever, vil jeg kæmpe for kærligheden og retfærdigheden. Friheden. Det gode i mennesket. Forskelligheder. Sårbarhed. Styrke. Sammenhold. På min måde. Og bruge store ord.

S T O R E  O R D!



Alt det, vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag. Anne Linnet.

onsdag den 27. juli 2011

Mindfullness


Der er et sted i mig, hvor der er vand og bjerge.
Der tager jeg hen nu.

Der er et sted i mig, hvor der er helt stille
Der sætter jeg mig nu.

Der er et sted i mig, hvor havet bruser og kærtegner stilheden.
Der lader jeg mig kærtegne nu.

Der er et sted i mig, hvor jeg kan hvile mit hoved mod bjergvæggen.
Der hviler jeg nu.

Solmorgen og mindedag


Jeg vågnede tidligt og det var det. Ikke mere søvn på min konto. Morgenen var frisk og dugvåd, disen lå som et næsten gennemsigtigt hvidt tæppe over landskabet og solen stod forsigtigt op i horisonten. Lidt ubeslutsomt kiggede hun gennem morgendisen, mens hun strakte sin krop. Måske var hun ligesom jeg i tvivl om, om hun skulle stå op eller blive liggende. Nogle gange kommer søvnen igen. Hvis man bare ligger helt stille, venter og prøver at stille de tanker, der allerede trænger sig på, på stand-by. Nogle gange får man uventede søvnressourcer, som kommer listende og tager en med tilbage til drømmeland. Men eftersom solen vidste, at vi er mange, der venter på hende og har ventet forgæves det meste af juli, tog hun en beslutning. Hun stod op. Og eftersom jeg vidste, at kæresten vækkeur alligevel ville spille morgenmusik om en halv times tid, tog jeg samme beslutning som solen. Jeg stod op. Nu skinner vi om kap, solen og jeg.

Det er godt at se hende igen, solen. Godt at se, at himlen stadig kan være blå. Livet går videre og vi skal med, os som er tilbage. Vi har en rejse at foretage. Med i bagagen har vi noget, vi aldrig vil glemme. Men vi skylder de unge mennesker og de andre, som døde på i Oslo og på Utøya at leve videre og kæmpe for det, vi har kært. Deres minde. Friheden. Demokratiet. Og kærligheden. I dag er det officiel mindedag i Danmark. Flagene går på halv i Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, og Dronningen deltager blandt andet. Vi viser vores sympati med vores broderfolk i nord og det er jeg glad for. Vi skal stå sammen. Allesammen. Æret være deres minde. De smukke unge mennesker. Vi glemmer jer aldrig!

Jeg skal også rejse videre. Jeg hænger lidt i bremsen i disse dage. Indrømmet. Jeg har svært ved at tage mig sammen. Jeg drømmer og tænker gode tanker, men jeg er ikke rigtig i praktikermode. Der skal lægges planer og skridt skal tages. Om det så bare er små skridt, for der hersker jo sommerferie i det ganske land, men officielt har jeg ikke længere ferie. Ikke desto mindre skal denne tid nydes og værnes om, for den kommer aldrig tilbage. Det er nu, jeg planter frø. Og kan se de grønne spirer fra de frø, jeg lagde i jorden tidligere på året.

Små skridt. Store tanker. Gode drømme. Jeg ønsker dig en dejlig dag.

tirsdag den 26. juli 2011

At finde noget smukt


Mine ord fra gårsdagens indlæg forfulgte mig hele dagen. Mine tanker kredsede om de forfærdelige hændelser, mens jeg hele tiden hviskede ordet kærlighed til mig selv og min sjæl. Kærlighed. Jeg satte mig forstenet og var stille sammen med Norge og andre lande, da stilheden lagde låg på lyde kl. 12. Vi stoppede alle op i eftertænksomhed og sorg, mens vi mindedes og ærede de drabte i Oslo og på Utøya. Kærlighed. Jeg smagte på ordet, da jeg igen rejste mig og spiste frokost sammen med kæresten. Livet går videre. Livet går videre, selvom vi for altid er forandrede. Men midt i al sorgen tænker jeg, at vi må lade forandringen komme kærligheden til gode. Det gode i mennesket. Frygten må aldrig sejre. Kærligheden er stærkere. Livet går videre.

Jeg må ud og finde noget smukt, tænkte jeg, da regnen endelig efter 4 dages intensivt vandfald trak sig tilbage til skyerne og sejlede afsted. Jeg tog hunde og kamera og begav mig ud i et landskab, der bærer præg af alt det vand, der er faldet. Tårer tænkte jeg. Himlen har grædt. Men er der skønhed at finde midt i al fugten, i de grådkvalte hik og det, der nu ser ud til at påvirke høsten i negativ retning? Er der overhovedet noget godt tilbage? Naturen nikkede, mens jeg gik og hviskede ordet kærlighed til mine skridt. Skridt i gummistøvler og knitrende lyd af regntøj, for selvom det ikke længere regnede, var jeg forberedt. Så klar som jeg kunne blive. Men den kom ikke igen, regnen. Derimod rejste skønheden sig forsigtigt fra hvert eneste græsstrå.

Et blad. Et hjerteformet blad kaldte forsigtigt på mig og jeg forevigede det, mens hunden en smule utålmodigt ventede ved min side. "Jeg er lidt forstenet", sagde jeg til det grønne blad, "men jeg kan godt se, at du er smuk. Jeg kan mærke din skønhed". Og jeg takkede for det, det hjerteformede blad havde fortalt mig, og gik videre, mens jeg tænkte på, at jeg vil bruge resten af mit liv på at gøre en positiv forskel. Jeg er kommet for at give kærligheden videre i kraft af den jeg er. Den jeg er skabt til at være. Som bladet på træet er skabt til at være skøn i sig selv og samtidig forme en del af en større skønhed. Et træ. Et mægtigt træ, der uden lige netop det blad ville mangle noget. Og sådan er det med os alle. Uden dig ville verden mangle noget.

mandag den 25. juli 2011

Om at sætte ord på


Jeg er dybt berørt. Sorgen over det, der er sket i Norge, ligger over mig som en dyne, jeg ikke bare kan sparke af. Jeg er fuld af følelser, vrede, manglende forståelse for det, der er sket, men mest af alt er jeg fuld af kærlighed. Kærlighed til det gode. Kærlighed til de mennesker, denne forfærdelige tragedie har berørt personligt. De pårørende til dræbte og savnede. De nordmænd, som er helt tæt på katastrofen. Oslos beboere og bybørn. Ja, hele Norge, for en sådan sorg lammer nationen og folk rykker tættere sammen. Vi har brug for hinanden. Brug for omsorgen, medfølelsen og kærligheden.

Og hvem er vi? Hvor går grænsen for medfølelse og sympati? For retten til at give udtryk for den forfærdelse, vi alle føler, og for at stille os i køen af sørgende? Når sådan noget sker, får vi umiddelbart lyst til at trøste. Sorgen lammer os. Der er tårer. De fleste danskere føler sig norske i disse dage. Norske fordi vi er tæt på Norge og har fælles historie. Mange af os har gode venner i Norge. Familie. Kender nogen. Og selvom vi måske ikke kender nogen, der personligt er berørt af tragedien, så er alle alligevel i sorg. Hele Norge. Og Danmark med. Sådan er det. Faktisk vil jeg vove den påstand, at der ingen grænser er i hjertet. Vi har vores lande og nationer og nationalfølelsen kan være stærk, men kærligheden har ingen grænser. Det har det gode, medfølelsen og sympatien heller ikke. Vi er alle mennesker og vi skal stå sammen. Vi står sammen! Der er ingen grænser i hjertet. Der er kun kærlighed.

Hvad skal vi gøre som danskere, svenskere eller anden nationalitet, for at give udtryk for vores sympati? Mange af os har valgt at sætte det norske flag på Facebook profilen som et tegn på, at vi har medfølelse. At vi er dér. Tænker på vores norske venner og på alle dem, som er berørt. At vi sørger over de døde, de fleste unge mennesker, som havde hele livet for sig. Nu er de døde. Slagtet. Likvideret af en, jeg slet ikke vil nævne her. Navnet er ondskab. Hvad kan vi gøre? Vi tænder lys i egne hjem, vi følges med vores norske brødre og søstre ind til den norske ambassade i København og lægger blomster, tænder lys. Eller til den norske kirke i vores egen hovedstad. Her møder vi nordmænd, som bor i Danmark eller er på ferie. Og vi deltager så godt vi kan. Giver et trøstende klem. Græder og forstår ingenting. Vi er mennesker. Og vi har brug for at vise, at vi er dér. Nogle ryster på hovedet af tanken om flaget på Facebook profilen. Hvad skal det dog hjælpe? Tror vi, at vi bliver bedre mennesker af at gøre det? Svaret er nej. Men vi har behov for at vise, at vi tror på det gode. Kærligheden. Og at vi føler med vores norske naboer, venner, familie, søstre og brødre. Og ja, det er tæt på. Oslo er lige ovre på den anden side af vandet og færgen rejser afsted med danskere og nordmænd på vej til hinandens kyster hver eneste dag. En dansk kvinde er blandt de savnede på Utøya. Hun var mor til en pige, der deltog i sommerlejren. Og hun hjalp til. Nu er hun også væk.

Hvis vi har ord, så skal vi sige dem. Eller skrive dem. Hvis vi har en sang, så skal vi synge den. Hvis vi føler kærlighed, så skal vi vise den. På vores egen måde. Om det er med kys og klem, vi personligt kan dele ud, en arm, et kærtegn eller med et flag på vores Facebook profil. Et lys i vinduet. En tro på, at vi står sammen og på det gode i livet og i menneskene. Kærligheden. Blive ved med at følge lyset, holde hinanden i hænderne, støtte og være dér. På vores egen måde. Personligt gør jeg det, jeg kan, selvom det føles som så uendelig lidt og ubetydeligt. Flaget på Facebook. De ord, jeg kan finde frem midt i sorgen og vantroen, når jeg ser nyhederne fra Oslo og Utøya. Man kan ikke sige eller gøre noget forkert, når man vil give udtryk for sin medfølelse. Det findes ikke. Alt tæller!

Og ord. Hvad er ord? Kan man overhovedet sætte ord på? Nej! Jo! Faktisk er ord meget værdifulde og mægtige, hvis man vælger dem med omhu. Det starter med en tanke. Så en følelse. Ord. Og siden kommer handlingen. Hvis den er udsprunget af gode tanker, efterfulgt af følelser af kærlighed, som så er udtrykt i ord, så godt man nu kan, og til sidst sluttes af med en handling af godhed, kærlighed, medfølelse, så kan det ikke gå helt galt. Faktisk kan det kun gå godt. Så bliv ved med at tænke på det gode. Mærk det. Sig det. Vis det. På din måde. Lad det gode være det, der fylder. Midt i sorgen. Midt i mørket findes lyset.

Tenderness and kindness are not signs of weakness and despair
but manifestations of strength and resolution.
- Kahlil Gibran -

søndag den 24. juli 2011

Tårer, lys og kærlighed


Vejret passer fint til mit humør. Det blæser. Det regner. Og egentligt ville jeg slet ikke skrive noget her til formiddag. Fordi jeg føler mig tom. Fordi tårerne triller i samspil med regnen udenfor og fordi mit hjerte græder for de døde og sårede i forbindelse med terroraktionen i Oslo og på Utøya. En mand, så meget ondskab. Forfærdeligt. Meningsløst. Grusomt. Der er ord, som man hæfte på det, der er sket, men de kan ikke beskrive den rædselsfulde gerning. De kan ikke bringe de døde til live. Eller lindre de sårede. Give trøst til de pårørende. Lad være at skrive, siger jeg til mig selv, men mine fingre søger tastaturet, mens morgen bliver til formiddag og den tunge regn fortsætter med at falde. For vi skal fortsætte. Blive ved med skrive. Blive ved med at sige gode ord. Blive ved med at tro.

Jeg tænder igen lysene, som brændte hele aftenen i går. For de døde. De sårede. De pårørerende. For uvisheden. Og for kærligheden. For kærligheden er det eneste og det største. Demokratiet. Friheden. Rædslen må ikke sejre over friheden, sagde den norske konge i sin tale til nationen i går. Jeg så NRK hele eftermiddagen. Lamslået. Stum. Tårer og tomhed. Vantro. Hvad skete der? Hvorfor?

Jeg tænder igen lysene og lader denne dag hvile i sorg og stilhed. Jeg er ikke til mere end det. En sofa og et eftertænksomt hjørne, måske med en bog, måske bare med tankerne. Men jeg lader lysene brænde. For jeg tror på lyset. På friheden. Og på kærligheden.

Darkness cannot drive out darkness; only light can do that.
Hate cannot drive out hate; only love can do that.
- Martin Luther King -

fredag den 22. juli 2011

Rejsen til Indien - Orange


Det drypper fra himlen og lyden fra de tunge plask blandede sig med vækkeurets "god morgen" og min drøm. Jeg var tilbage i Glasgow, hvor jeg boede for mange år siden. Jeg prøvede at finde ud af, hvor det egentlig var jeg boede. Der var en anden person med mig. St. George's Cross sagde jeg og vedkommende søgte med sin hvide finger på et kort fuld af farver. Veje. Metrostationer. Vi går denne vej, sagde jeg, men i det samme hørte jeg regnen og musikken fra kærestens clockradio. Væk var drømmen, borte var Glasgow og min vej tilbage til fortiden. Jeg blev lidt vemodig. Hvorfor vågne nu, hvor drømmen var god, rejsen tilbage til Glasgow spændende og det alligevel står ned i stænger udenfor? Det er vådt og gråt og jeg sov så godt. Men måske er det fordi jeg ikke skal kigge mig tilbage. Jeg skal jo alligevel ikke den vej. Jeg skal videre.

Rejsen til Indien. De ord har jeg tænkt mange gange i denne uge. Rejsen til Indien. Og jeg har aldrig været i Indien og har heller ikke umiddelbart planer om at komme dertil. Men jeg kan godt lide Indien. Navnet. Farverne, der uvilkårligt opstår for mit indre, når jeg tænker på det store land. Rødlige farver. Brændte farver. Orange. Og rejsen til Indien har nok påvirket i mit farvevalg i denne uge, hvor jeg har lavet lidt om i det lille hus på marken. De gamle sofaer har fået nye tæpper. Der er blevet ryddet ud og smidt væk. Der er kommet en smule mere luft. Mit arbejdsrum er ligesom blevet større. De vigtigste bøger står nu i den lille reol i det skab, der gemmer små vidunderlige hemmeligheder. Små skatte.

Det varede ikke længe, mens jeg stod i rodet, gjorde rent og forsøgte at få noget nogenlunde hæderligt ud af resterne af det liv, der har været her, også længe før jeg kom til, at jeg mærkede farven orange. Mærkede at den manglede. Orange. Jeg vidste ikke hvorfor, kunne bare mærke at det skulle være sådan. At der skulle ligge et orange tæppe på stuegulvet, som er mørkt og slidt og at jeg skulle have lidt orange ornamenter i form af stearinlys og et par stager. Ikke for meget. Bare nok til at jeg kan mærke den energi, der er i farven orange. De sidste par dage har jeg været på jagt efter det orange tæppe og i går fandt jeg det. I et  møbelhus, hvor tæppet lå en stak af meget blandede farver og kvaliteter. Jeg så det straks. Mit tæppe. Mit orange tæppe med striber. Det tog medarbejderen i butikken lidt tid at få tæppet ud fra de andre, men jeg ventede gerne. Og nu ligger det her på gulvet, det orange tæppe. Jeg fandt også de ønskede stearinlys, stagerne og ovenikøbet en orange opbevaringskasse.

I feng-shui hører farven orange ind under rød og er knyttet til elementet ild og retningen syd. Det handler blandt andet om energi, succes og lidenskab! Når jeg læser om det nu, ved jeg lige præcis hvorfor jeg søgte den farve. Hvorfor den talte til mig. Og hvorfor jeg nu tænker på dette stadie af min rejse som "Rejsen til Indien". Men mere senere. Jeg er ikke helt færdig med mine gøremål og i aften kommer der en gæst med toget. Jeg håber at hun kan mærke den orange energi. Og jeg håber den vil give mig det, jeg manglede, for at komme videre på min forunderlige rejse.

God fredag! :)

torsdag den 21. juli 2011

Tanker om en træmand


Hvem mon bor bag den grønne dør i det gule hus? Hvem har stillet træmanden på dørtrinet foran døren? Det var ham, jeg først fik øje på, træmanden. Jeg gik forbi med Keeva og gummistøvler, da jeg så ham ud af øjenkrogen. Mit kamera lå i lommen. Det gør det ofte, når jeg går tur i nye områder og det her område var i Ellinge Lyng, hvor vi havde lejet sommerhus i sidste uge. Det var regnvejr. Eftermiddagen var tung af vand og vi traskede afsted gennem vandpytter på grusveje. Så dukkede han pludselig op. Træmanden foran det gule hus med den grønne dør. Og jeg stoppede op og fiskede mit kamera ud af lommen. Fangede ham, som han stod der og spejdede ud i sommeregnen fra sin udkigspost på trappen. Måske bød han mig indenfor uden at sige noget. Måske så han mig og prøvede at signalere, at jeg skulle komme nærmere, men jeg så det ikke. Jeg skyndte mig bare at tage et par billeder og gik videre.

Det var et af de huse, som jeg falder for. Måske fordi det var gult. Men det lå så fint dér mellem træerne og lignede ikke et sommerhus, selvom det egentlig ligger i et sommerhusområde. Måske bor husets beboere der hele året. Jeg tænker altid på, hvordan sommerhusområderne er om efteråret og vinteren, når feriegæsterne drager hjem. Til byen eller det land, hvor de nu kommer fra. Jeg mødte både svenskere, tyskere og nordmænd i Ellinge Lyng. Et norsk par var kørt hele vejen fra Norge og til Danmark uden de papirer, de skulle bruge for at få udleveret nøglen til det hus, de havde lejet. Lejebeviset. Jeg stod i køen bagved dem, mens de beklagede og talte for deres syge moster på norsk. Forvirring under pakning. Forglemsel. Selvom udlejningsdamen rystede på hovedet og proklamerede, at det var ikke smart og selvom den norske dame med ærbødighed i stemmen gav hende ret, så fandt computeren frem til hendes navn. Den var god nok. Der var et hus til hende også. Det endte lykkeligt.

Sommerhusområder om efteråret. Vinteren. De ligger øde hen. Nogle enkelte ejere kommer hele året rundt, tænder op i brændeovnen om fredagen og nyder den ødeliggende stilhed. Regnen. Sneen sågar. Men der er meget stille. De små lokale butikker lukker om vinteren og restauranterne laver ikke mad. Der er slet ikke nogen. Det bliver næsten til spøgelsesland. Jeg kan godt lide at komme om efteråret, når sæsonen er slut. Gå på stranden med hundene uden at møde en sjæl. Mærke havgusen og vinterluften komme mig i møde, friskhed og skumsprøjt. Og jeg tænker at jeg måske vil leje det gule hus i Ellinge Lyng igen til efteråret. Det er billigere udenfor sæsonen. Tænde op i brændeovnen og gå lange ture i det smukke område gennem plantagen og ud til vandet. Stearinlys og en god bog. Dampende varm te.

Mon træmanden står der om vinteren om også? Vil han se mig, når jeg igen kommer forbi og kan jeg overhovedet huske, hvor han stod. Vil jeg kunne finde vejen igen og vil det gule hus med den grønne dør dukke op, som den gjorde i sidste uge?

onsdag den 20. juli 2011

Bomuldssilke og energi


Morgendis. Landskabet er svømt i en klædelig hvid kåbe, der smyger sig som silke. Bomuldssilke. Store vattotter af usynlighed dækker det grønne. Jeg er stået op sammen med kæresten, for jeg skal lige have hans hjælp til at fjerne tæppet i stuen, inden han forladen huset og går i marken. Eller hvor han nu går hen. Høsten er påvirket af regnen og desværre ser det ikke lyst ud for de kommende dage. Vejrudsigten er regnfuld, selvom solen skinnede så fint på os i går og gav os håb. Måske bliver det alligevel sommer. Som i stabil sommer med højtryk og uendelige dage af solskin og blå himmel, hvor man kan lave udendørsplaner, der går længere end en time frem i tiden.

Jeg er i gang med mit ugeprojekt. Feng-shui. Efter en mandag, hvor jeg hang i bremsen af kvindelige grunde, kom ånden over mig i går og jeg satte i gang. Det greb hurtigt om sig og som jeg fik fjernet, smidt ud og ryddet op, kom energien brusende som et mægtigt vandfald. Glæden fulgte med. Det var helt magisk. Jeg fik blod på tanden og spidelvæv på tøjet, da jeg flyttede skabe, rykkede ud og ind og i øvrigt besluttede mig for at tømme et skab helt for at kunne flytte det selv. Nu ser der helt anderledes ud i det, jeg kalder mit skriverum. Tæppet er væk. Der er fjernet bunker, papir og der er ryddet op i det skab, jeg på egen hånd fik flyttet. Bøgerne står i orden. Resten er rykket ind i en anden reol og nogle former en bunke. Bøgerne skiller jeg mig selvfølgelig ikke af med. De bliver, om jeg så skal lave et decideret bibliotek i det nye hus. Men det kommer senere. I går kom energien og glæden ved at gøre det. Rydde op. Smide ud. Sortere. Vaske. Og tro mig, det er ellers ikke noget, jeg gør særlig tit. Der er ikke gået en vaskekone tabt i mig! Men noget skete.

I dag går jeg videre. Turen er kommet til stuen. Gad vide, hvordan den ser ud i aften, når jeg er færdig? Lige nu er energien ikke så stor, men glæden svæver omkring i det rum, hvor min hest nu også er kommet op og hænge. Og Sidses små billeder. Megans engel vogter over mig her ved min højre skulder. Hvis jeg kigger skråt til højre kan jeg se ud af vinduet, ud i haven, hvor træerne nikker et majestætisk god morgen til mig. I vindueskarmen står skytsenglen og filosoffen og de har pludselig fået luft omkring sig. Og lur mig om filosoffen ikke har fået et vigtigt glimt i øjet.

Og jeg skal nok få limet skytsenglen vinger på igen! ;) Min norske ven Berit påstår, at det er en fejl at filosoffen er blevet tavs. En ægte nordnorsk nordmand eller kvinde er ikke tavs. Tværtimod.

tirsdag den 19. juli 2011

Døren til drømmen


Jeg har ikke lagt mærke til den før. Døren. Jeg er gået forbi utallige gange, men jeg har aldrig skænket den et blik eller en tanke. Den er dør til et gammelt hus, der står på gården, hvor mine svigerforældre stadig bor. På vej op i indkørslen ligger det lille tomme hus, som engang husede noget af gårdens personale. Det er længe siden. Nu står det tomt og det har det gjort længe. Det er ikke faldefærdigt, men det er forsømt og vel næsten glemt. Jeg får helt dårlig samvittighed ved tanken om, at jeg så ofte har passeret det uden at undersøge det nærmere. Uden at stoppe op og se rigtigt på det. Men jeg har enten været på vej ud eller på vej hjem, gået med hundene gennem den store have, på plænen op til marken, forbi. Uden at smile. Uden at nikke en venlig eller høflig hilsen til et gammelt hus, som nu bare står der.

I går skete det. Jeg stoppede op. Og spørg mig ikke hvorfor, men pludselig var det som om huset kaldte på mig. Josie og jeg kom gående bagom, ned af den store plæne og på vej hjem efter vores gåtur. Det regnede ikke mere, solen var kommet frem og jeg havde taget mit kamera med for at fange et glimt af sommeren i form af alle de små og store blomster, der titter frem i hegn og i hæk. Selvom jeg langtfra er gartner, men gerne ansatte en til min egen lille have, fordi jeg føler mig håbløst ugideligt, når det kommer til at ordne have og den slags, så elsker jeg alligevel blomster. Og ikke mindst dem, der passer sig selv. De vilde. Dem, som planter sig selv et helt umuligt sted og dukker op, hvor man mindst af alt venter det. Dem i grøftekanterne. Markerne. Jeg føler mig på forunderlig vis forbundet med dem. Men altså.

Huset. Jeg fik øje på den blå dør. Og jeg blev stående og kiggede, nærmest forelsket ved første blik, den afskallede blå maling på døren til det hvide hus. Den blå dør. Nu er malingen bare rester, afskallet, ældet og småspist af tidens tand, men man kan stadig se farven. Den er smuk. Og døren er smuk. Der er noget over den. Dér stod jeg og beundrede den i eftermiddagslyset, som om jeg havde fået nye øjne. Pludselig følte jeg en gennemsyrende ømhed overfor døren, som engang har været blå og det lille hus, ingen længere lægger mærke til. Nu så jeg det. Og jeg fik lyst til at åbne døren, men jeg lod den være. Tog bare et billede. En dør. En drøm. Og det slog mig, da jeg så på billedet senere på dagen. Døren til drømmen er sjældent nymalet!

Døren til drømmen er sjældent nymalet. Ordene dumpede ned i mit hoved, ud på min tunge og jeg udtalte dem uden tøven. En besked. En besked til mig om, at intet er som det ser ud til at være. Alting er tilsyneladende. Og den dør, du måske går forbi i årevis, uden at ænse, uden rigtig at se den, det er måske lige den dør, du skal åbne for at alting forvandler sig. Bag lige netop den forsømte, lidt slidte dør med afskallet blå maling bor svaret. Derinden svæver drømmen rundt og venter bare på, at du en dag skal opdage den gamle dør, standse op og forsigtigt lægge hånden på håndtaget. Mærke hvordan døren giver sig, binder lidt, knirker, men så åbner sig på næsten magisk vis...

mandag den 18. juli 2011

Feng-shui ferie




Mandag morgen. Endnu en uges ferie ligger for mine fødder. Det er en rød løber, jeg kan træde ud på og begynde at gå. Det er en ferie uden egentlige planer, en uge, som jeg kan forme, tegne og tilrettelægge, som jeg har lyst. I går traf jeg en beslutning. Jeg så mig omkring i huset og blev lettere frusteret over den sparsomme plads og alle de ting, der hober sig op. Og selvom jeg ved, at vi flytter inden årets udgang, så kan jeg ikke længere vente på at den dag kommer. Ikke uden at gøre noget. Nu. I denne uge. Jeg har lyst til at ændre. Rydde op. Skabe lidt rum og lidt plads. Spørgsmålet er, om jeg kan skabe et nyt udtryk med de sparsomme midler jeg har og den begrænsede plads, der er til rådighed. Jeg har nogle retningslinjer. Der skal ikke skiftes møbler ud. Ikke nu. Men jeg må gerne flytte lidt rundt. Lægge tæpper over de efterhånden slidte sofaer, som ikke er mine og som jeg aldrig har været stor fan af. Jeg har bare levet med dem. Den evne har jeg. Jeg ændrer mit fokus og ser det ikke. Jeg accepterer. Det er vel i grunden en styrke, men nu skal der ske noget. Nu!

Her sidder jeg og kigger ud over landskabet fra køkkenvinduet. Drikker den sidste kaffe og gør klar til morgentur med hundene. Klokken nærmer sig 8 og dagen er ny og frisk. Skyer på himlen, skyer med regn i. Meteologerne beklager vejret, men de kan ikke love os sol og sommer i den kommende uge. Den bliver ustadig. Glem alt om planer, der handler om solbadning i have og på strand eller om at sidde ude ved bålstedet til langt ud på aftenen. Du skal i hvert fald ikke blive skuffet, hvis det ikke lader sig gøre. Bliv hellere glædelig overrasket hvis det kan. Jeg har ikke tænkt mig at beklage mig over vejret. Ikke mere. Jeg har en uges ferie og den skal bruges, så min sjæl synger og jeg bliver glad og tilfreds. Der er mange ting, man kan gøre. En af dem er en omgang feng-shui. Og jeg skal være færdig fredag aften, hvor en kær veninde ankommer med toget og skal tilbringe weekenden her på matriklen.

Flytter du nogle gange om i dine stuer? Laver du om på indretningen og ændrer på opstillingen, så det ser anderledes ud. Køber nye ting og smider gamle ud? Det er vigtigt at lade noget gå, så der bliver plads til det nye. Både udenpå og indeni. I denne uge starter jeg processen. Den kommer til at omhandle det ydre. I næste uge går jeg så videre og kigger indad. Feng-shuier mig vej til nye landskaber.

Og så skal jeg naturligvis også skrive ... ;)

Billedet er lånt på boligoasen.dk

søndag den 17. juli 2011

Gule huse og havet


Søndag morgen. Kaffe i eget køkken. Regn over marker og et gråligt lys, en dis, som ikke har i sinde at lukke solen ud. Den gemmer sig bag skydækket og har i det hele taget problemer med at træde i karakter denne juli. Mit gode regntøj har kronede dage. Jeg priser mig lykkelig for at udstyret er i orden og tænker egentlig, at jeg vil dedikere den kommende uge til skriverier. Det er stadig ferie, men hvorfor ikke holde ferie med noget at det, jeg holder allermest af? Komme videre med historien. Skrive mig ud af regnen og mudderhuller, der fastholder mig i tanker om, hvordan jeg dog skal få råd til den uddannelse, jeg nu har besluttet mig for. Svaret ligger lige for. Skriverierne. Hvis jeg gør det godt og spiller mine bogstavkort rigtigt, vil det hele gå op i en højere enhed.

Lad være med at spekulere på fremtiden nu, ville Juli have sagt, hvis hun boede på pensionatet. Pensionatet, som ikke længere er til den slags gæster, men som nu bare er et hus. Et hus, som vi forlader inden året er omme, hvis alt går efter planen. Det bliver i grunden mærkeligt. Men jeg glæder mig. Jeg kan mærke rastløsheden blive vækket til live, mærke den stille brusen i blodet, lysten til at bevæge mig videre. Bo et andet sted. Det nye sted. Tage fat på nye ting og arbejde målrettet mod det, jeg drømmer ikke. En drøm som har udviklet sig. Mere om den senere. For jeg har tanker om huse. Gule huse.

Jeg har noget med gule huse. Jeg ved ikke hvorfor. Hver gang vi skal leje sommerhus og jeg sidder og kigger på muligheder, ender det altid med et gult hus. Huset i Thy. Mit hus. Det bor stadig i mig og hvordan kan det lade sig gøre, spørger du måske. Du kan bo i et hus, et hus kan ikke bo i dig! Sådan er det altså bare slet ikke. Huset i Thy er ligesom mit. Og jeg var også ret vild med det i Ellinge Lyng. I grunden kunne jeg godt bruge dem begge. Sørge for dem. Køre lidt frem og tilbage mellem Sjælland og Jylland, over Fyn og måske ovenikøbet også finde et gult hus dér. Helt ud til vandet. For det er nemlig en del af det gule hus. Havet.

Havet og gule huse. Regnvejr på en søndag. Fremtidstanker. Håb. Tro. Drømme. Og endnu en uges officiel ferie, som skal tilbringes i det midtsjællandske. Skriverier. Hundeture. Impulsive ideer om gøremål og udflugter. Jeg er fuld af eventyrlyst. Og af gule huse og havet. God søndag! :)

fredag den 15. juli 2011

Regnblomster, havet og rolighed


Måske klarer det op her til eftermiddag. Lyset ændrer sig en lille smule derude. Himlen har afsløret et stykke med blåt. Et par skyer deler sig og noget, der kunne ligne en solstråle, trænger igennem skydækket. Det har regnet i tre dage nu. Ikke et ondt ord om sommerregn, men når man har lejet sommerhus, så er det fordi man er håbefuld. Optimistisk endda. Naiv ville nogen måske sige. Men det gør man altså. Man håber. Håber på solskin og blå himmel, varme dage på terrassen, stranden, ture i shorts og ærmeløse toppe, kold hvidvin og sene lyse sommernætter, hvor man kan sidde ude til dagen vender. Uden at fryse. Uden at blive våd.

Det er vores sidste dag i sommerhus. I morgen tidlig pakker vi sammen, gør rent, rydder op, pakker bil og forlader sommerland. Vi har ikke været heldige med vejret, siger mor og ryster på hovedet. Næh, svarer jeg, det har vi vel ikke. Vi begik jo den fejl, som alle vi forventningsfulde feriegæster begår. Det er en klassisker. Vi pakker kufferten med sommertøj. Vi ser pølser på grillen, bål i fyrfadet, bikini og solhat allerede før vi er ankommet. Nå ja, måske har vi puttet regntøj og de der gummistøvler nederst i tasken, bare for en sikkerheds skyld, men vi regner ikke med at komme til at bruge det. Selvfølgelig ikke! Det bliver jo godt vejr. Og forventningen, håbet og den lidt naive tilgang til sommervejret i Danmark hører ligesom med. Det er adgangsbilletten for at blive lukket ind i sommerland. Om det så holder stik eller ej.

Mens jeg sidder her ved bordet med min kaffe og eftermiddagen tramper i pedalerne, bliver solen pludselig mere synlig. Om lidt går vi en tur med hundene. Ned til vandet igen. Tidligere på dagen løb jeg tur dernede, helt ud til kanten, over broen, ud i klitterne og jo, der er skam små klitter her i det nordvestsjællandske. Jeg løb i sandet og knoklede lidt i det ujævne terræn, men nød den lidt vilde tur og vinden, der sled i løbejakken. Da jeg nåede helt ud til vandkanten, standsede jeg og stirrede ud over vandet. Så bliver jeg rolig. Lige med det samme. Jeg har noget med havet. Og havet har noget med mig. Det gør noget ved mig. Noget med ro. Når jeg står dér og stirrer ud over havet, giver ALT mening. Jeg stod dér alene. Fordelen ved regnvejr er, at at stranden ofte ligger øde hen. Ikke et øje, bare en masse sand, sten og så en løber. Mig.

Der er i øvrigt noget meget smukt ved regnvejr, hvis man kigger godt efter. Læg mærke til blomsterne. Har du set, hvordan de suger vandet til sig? Bader i det. Tager dråberne på som en fornem frakke, mens de knejser med nakken og stolte soler sig i skydækket.

Blomsten på billedet står nede i plantagen, hvor vi har gået mange ture med hundene.

torsdag den 14. juli 2011

Hårdtslående regn


I dag er sommerland for alvor blevet til vandland. Jeg vågnede ved lyden af regn. Og ikke bare hvilken som helst regn, nej den slags der virkelig giver sig til kende. Trommer mod taget. Pisker mod ruden. Og får vinden til at blæse i træer og buske, så det rasler. Lyden af tunge dryp mod terrassen. Når man er i sommerhus, så mærker man virkelig regnen. For pludselig er det ikke bare regn som så ofte før. Nej, det er en decideret afbrydelse af den idyl, man havde bygget op udenfor og indeni. Sommer er da ensbetydende med sol og varme. Blå himmel så langt øjet rækker og ture til stranden, bade i havet og pjaske så meget, man har lyst. I dag kan man pjaske i vandpytter. Med gummistøvler på!

På en måde er det jo meget hyggeligt. Man kan sidde indenfor og se ud på det regnvåde sommerland i frodige grønne farver. Se regnen drive afsted på træterrassen, så det mest af alt ligner et arrangeret og veltilrettelagt springvand med flod. Parasollen, som ikke gør meget nytte mod alt det vand, der render i kaskader fra den hvide sejldug og ned på bord og bænk. Men teen er varm og der er brænde til at tænde op i brændeovnen, hvis det skulle være. God litteratur. Jeg er i gang med en rigtig sommerkrimi, som jeg nyder. Helt perfekt til dage som disse. Judaskysset af Anne Grue. Har du læst den? Hvis ikke, og hvis du er til skandinaviske krimier, anbefaler jeg den. Velskrevet og underholdende. Og spørger du mig om jeg skal læse i dag, er svaret nok ja. Der bliver ikke meget sightseeing i sommerland på den 14. dag i juli. Som i øvrigt også er mors fødselsdag. Og hvad hun ikke ved, er, at der kommer besøg i aften. Overraskelse. Min bror og svigerinde dukker op. Kæresten kommer såmænd også, for hvem kan høste i silende regn?

I går var vi lidt omkring. Besøgte blandt andet Hempels Glasmuseum helt ud til vandet, hvor man på en tørvejrsdag kan sidde bænket med fabelagtig udsigt over kysten, havet og himlen og et dannebrogsflag, der vejrer i vinden. Men ikke i går. Der regnede det nemlig også! Men vi fik set glas og museum. En fin samling. Den emsige herre med knytnæven mødte jeg i parken, der omkranser museet. Hit med solen eller jeg slår, syntes han at sige. Men jeg havde desværre ingen sol. Bare et kamera og så skyndte jeg mig at tage et billede af ham og smuttede igen, inden jeg fik hans propre næve at smage.

Ha' en fin regnvejrsdag og husk: Der findes ikke dårligt vejr kun forkert påklædning! ;)

Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har svigtet mig

tirsdag den 12. juli 2011

Sommerlandets landevej


Så er der gået et par dage. Solen skinner stadigvæk her et sted i sommerlandet. Vi slapper af og læser. Går tur. Løber tur. Keeva og jeg startede morgenen i går med en løbetur ned gennem plantagen og ud til vandet. Skøn måde at starte dagen på. Hjem til morgenmad ved bænk og bord i den første sol, der rammer terrassen. Ingen planer. Ikke i går. Vi var bare ude og købe ind, ellers nød vi livet i og omkring sommerhuset.

Tæt ved vores hus ligger sommerlandets landevej. De lokale har slået sig ned med mere eller mindre lovende butikker, små caféer og restauranter, steder, hvor der sælges brugskunst og så det, der bestemt ikke kan kaldes kunst. Men det kan sikkert bruges. Af en eller anden vildfaren turist med lyst til at afprøve de danske kroner. Mor og jeg fandt en lille butik ejet af en dame, der tilsyneladende havde travlt med sine butik og alle tingene, selvom der ingen kunder var. Hun gik og nussede omkring. Selvom der egentlig lugtede lidt hengemt i butikken, var der mange spændende ting, tøj, smykker, små dimser og dingenoter. Noget for enhver smag og ikke så dyrt. Jeg købte et par øreringe. Det var sikkert hendes indtjening den dag.

Hvem er hun, den dame, tænkte jeg, da vi igen gik ud af butikken og ud på sommerlandets landevej for at spise os en is. Hvordan er hun havnet her? Er butikken blot hendes sommerhobby eller håber hun at kunne leve af den? Jeg tror det næppe. Det var sådan en lille hyggebutik. Her slår jeg mig ned, har hun måske tænkt. I min farmors gamle hus. Så fylder jeg det op med farverige klædestykke, lidt smykker og andet fristende for feriefolket. Her kan jeg lide at være. Jeg kan lide mine ting og hvis nogen har lyst til at købe dem, skal de være så hjertelig velkommen. Og velkommen står der på skiltet udenfor butikken ved vejen. Åben.

Der er mange andre små steder langs sommerlandets landevej, som vi vil udforske i de kommende dage. Og så skal vi også ud og smage på de lokale sightseeing specialiteter. Men lige nu vil vi dase lidt i sol og stol med en god bog. Kaffen er klar. Kigger du forbi? :)

søndag den 10. juli 2011

Ankommet


Jeg åbner vinduet på vid gab i mit sommerhusværelse og lukker det gode vejr ind. Morgensol og en let brise i træerne. Alt er som det skal være. Huset, vi har lejet, lever fuldt ud op til forventningerne. Det er stort, let og luftigt. I venteposition stod det her, da vi ankom. Stor terrasse med sol hele dagen. Gode værelser, godt køkken og de faciliteter, vi skal bruge. Lige nok men ikke luksus. Sådan skal det være!

Og jeg føler mig afslappet. Det er som om noget sker, når man har fundet huset, parkeret bilen og har båret alle tingene ind. Sat dem på plads i køleskab og andre skabe. Drukket kaffe på terrassen, mens solen sejler forbi til lyden af musikken fra Vig Festivalen. Pludselig sidder man bare der og kan mærke, at man bliver tungere på den gode måde. En følelse af velvære breder sig i hele kroppen. Skuldrene sænkes og evigheden tager over. Hvad skal vi spise? Hvad skal vi drikke? Hvor skal vi gå tur henne? I går aftes gik vi tur med hundene ved vandet. Vi gik mellem de tunge skyer, der lå over kysten, men regnen ventede med at falde til vi nåede hjem. Hjem til te og yatzy. Stearinlys og regntungt tusmørke.

I dag skinner solen igen. Kom ud, siger den, ud i vejret og nyd sommeren. Juli. Lige nu. Og det skal vi. Lige om lidt. Vi er nemlig ankommet og det føles godt helt ud i tåspidserne.

fredag den 8. juli 2011

Sommerhus og våde uhyrligheder


Jeg hørte det straks, da jeg vågnede. Eller måske var det endda den, som vækkede mig. Regnen. Den har overtaget landskabet, himlen er under dens administration og skyerne har fået fast arbejde. I hvert fald for i dag. Lyden af regn mod rude og vindueskarm, duften af våde blade og græs, der er vokset i løbet af natten og som grådigt drikker hver eneste dråbe, der kommer faldende fra himlen. Vand. Kæresten ømmede sig da han vågnede. Regnen kommer ubelejligt for høsten er i gang og den giver kun forsinkelse af frøhøsten. Men vejret er ligeglad med både høst og det faktum, at jeg i dag pakker bilen og drager i sommerhus. Først det ene og så det andet. I dag går turen op til min mor i sommerhuset og i morgen finder vi ved fælles hjælp (og GPS) frem til det hus, vi har lejet.

Apropos vand, så var jeg i svømmehallen i går. Fordi det er sommerferie, har svømmehallen udvidet deres åbningstid for svømmere. Det fik jeg at vide, at jeg svømmede i sidste uge og det glædede jeg mig faktisk til. Nu behøver jeg ikke at vente til sen eftermiddag med at svømme mine 1000 meter. Nej, jeg kan møde op kl. 10 om formiddagen og tage mine turkisblå baner og så være frisk og klar til resten af dagen. I går stod jeg foran svømmehallens dør, da klokken slog 10. Forventningsfuld. Glad fordi jeg gør det, svømmer, selvom jeg altid lige skal tage mig sammen. Når jeg først er der, kan jeg jo godt lide det. Når jeg tager de første svømmetag og lader mig glide afsted i vandet, ned og op, ned og op. Specielt når lyset rammer vandet gennem de store vinduer og tager mig med på en fantasisvømmetur, hvor jeg ikke længere er i en provinsby på Sjælland, men svømmer i selveste Det Røde Hav. Snorkler. Koralrev. Fantastiske farver. Så koncentrerer jeg mig om min vejrtrækning og lyden af bobler og tryk mod badehætten. Forsøger at ignorere lyden fra de skrigende børn, der boltrer sig i vandlandsbassinet ved siden af.

Apropos børn, så er det jo fordi skolerne nu holder sommerferie, at svømmehallen kan tilbyde udvidet åbningstid. Dejligt for os, som gerne vil dyrke svømnng som motion. Normalt har vi jo kun nogle få aftentimer til den sport og kun tirsdag og fredag, vel at mærke, for ellers er det skoler og svømmeklubber som har førsteret. Jeg nød tanken om en svømmetur klokken ti om formiddagen og fik den skam også. Men jeg fik også en overraskelse. Og et chok! For da jeg trådte ind i svømmehallen, klar til at indtage vand og bane nummer 7, blev jeg mødt af en kæmpemæssig dinosaurus rex, der boltrede dér, hvor der normalt er svømmebaner. Hvor var bane 8, 9 og 10 blevet af? Det store grønne dyr havde ædt dem. Og omkring det svømmede en masse børn i badebukser og med armringe, slaver af det uhyre, der havde indtaget bassinet. Og skrigene var om muligt højere end normalt. Svømmehallen var forvandlet til et vådt inferno af børneskrig og brølene fra et fortidsuhyre.

Der var to baner tilbage til os svømmere. To baner. Jeg spurgte høflligt en livredder om det kunne være rigtigt. At sommerferie betyder reducering af svømmebaner for motionssvømmere, så der kan plaskes og leges i svømmebassinet også på trods af, at der faktisk findes et stort bassin med rutschebane og andre remedier lige ved siden af. Ja, det var rigtigt, svarede hun. Det er jo børnenes skolesommerferie! Men hvad så om aftenen? Der er der vel flere baner til rådighed for os motionssvømmere, som ligefrem har fået ordineret svømning som genoptræning, styrke, en sund form for motion. Svøm, siger de allesammen. Fysioterapeuten. Kiropraktoren. Lægen. Men hvor skal vi svømme henne? To baner var alt, hvad der var tilbage. Så jeg måtte pænt lægge mig ind bag de andre svømmere med fare for at blive ædt af Rex, den uhyggelige dinosaurus, der herskede på bane 8, 9 og 10.

Jeg siger ikke mere. Jeg tænker bare mit. Jeg fik jo svømmet, jeg overlevede, og nu går turen ud i sommerlandet. Måske kan jeg få mig en svømmetur i selveste havet. Hvem ved. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme afsted. Nu skal der pakkes og gøres klar og sidst på formiddagen begiver vi os mod nord. Keeva, Aimee, James og jeg. Og ved du hvad? Jeg har jo taget konsekvensen at at være en moderne kvinde, så det dér mobile bredbånd kommer med på ferie. Ikke at jeg vil logge mig på i tide og utide, men jeg drypper nok et par friskbagte indlæg fra den danske sommer i løbet af ugen, så kig forbi. Hvis du har tid og lyst og ikke er blevet ædt af et fortidsuhyre i svømmehallen. Må jeg anbefale en løbetur? ;)

torsdag den 7. juli 2011

Barcelonas balkoner


Har du noget bestemt, du kigger efter, når du er på ferie? Og her mener jeg ikke en strandferie på Kreta, men når du besøger en europæisk storby eller måske en by i en anden del af verdenen. Da vi var i Barcelona, mindede jeg mig selv om at kigge op. Ikke bare gå i gadeniveau og kigge ligefrem, selvom der også var meget at se på, men bøje hovedet bagover og kigge op af husmure og lade blikket hvile på tagrygge og hvad det ellers kunne hvile sig på. Jeg havde i forvejen læst om Barcelona og dets arkitektur, som jo i allerhøjeste grad er præget af den gode Gaudi. Ham har du sikkert hørt om. Jeg tænker, at jeg i et andet indlæg kan fortælle lidt om ham og vise nogle af de billeder, jeg tog af hans vidunderlige eventyrlige bygninger, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Fantastisk. Men altså. I Barcelona kiggede jeg ofte op og jeg blev næsten svimmel ved at stå sådan så længe og beundre de mange balkoner og altaner.

Findes der i Barcelona overhovedet lejligheder uden tilhørende altan eller balkon? Jeg tror det næppe. I hvert fald synes størstedelen af husene at være udstyret med balkon om det så er en helt lille en, hvor der dårligt kan stå en klapstol og en potteplante. Det gjorde der nu alligevel, for indbyggerne har det med at udsmykke deres små udestuer. Og det så hyggeligt ud. Jeg blev forelsket i Barcelonas balkoner og snart blev det et lille projekt at finde skønne altaner og balkoner og forevige dem.

I øvrigt kom der mange historier løbende og præsenterede sig, når jeg stod der med kamera og glanede op af husmurene. Kun fantasien satte grænser, for hvem mon ejede lige netop den altan? Eller den? Hvem har plantet lyserøde blomster og stillet et lille bord med tilsvarende stol ud på de få kvadratmeter, der var til rådighed? Hvem sidder dér, når mørket sænker sig over Barcelona og kigger ned på gaden eller over på husmuren overfor, for i de gamle dele af byen var der ikke langt mellem husene. De ligger så tæt at himlen dårligt kunne kigge ned. Der er kun en lille sprække mellem himmel og jord. Og hvem sover bag det blafrende gardin, mens byen ånder videre og nat bliver til dag?






onsdag den 6. juli 2011

Frisør og litterære madfristelser


Solen var oppe og skinnede over mark og eng, da jeg stod op. Men pludselig er disen kommet snigende og har lagt et mælkehvidt skær over landskabet. Nu ser det halvtåget og uklart ud, som om det ikke rigtig eksisterer. Naturen har noget i ærmet. Det har jeg ikke. Men jeg har kaffe i koppen og ord i fingrene. Og andre steder. Der er altid ord. Det er bare et spørgsmål om at vælge, hvilket ord der skal ud først. De står i kø. Venter tålmodigt med længsel på, at det skal blive deres tur. Har de mon aftalt sætningerne på forhånd? Ved de, hvor vi skal hen? Jeg gør ikke, men det er jo det spændende ved processen. It's not the destination, it's the ride ...

Jeg var til frisør i går. Jeg kørte afsted til den by, hvor jeg arbejdede før, for dér bor min frisør og hende er jeg tro imod. Sådan er det med mig og frisører. Selvom jeg på andre områder elsker at eksperimentere og prøve nyt, så er jeg lidt konservativ, hvad min frisør angår. Ikke fordi hverken hår eller frisør er kedeligt, synes jeg, tværtimod, men jeg ved godt, hvordan jeg vil det have det og min frisør kender mit hår. Desuden har vi altid meget godt at snakke om. Og sådan er det vel med frisører. De kan noget med at stille spørgsmål. Måske er det en del af uddannelsen? Men jeg kender selvfølgelig også min frisør så godt, at jeg kan stille spørgsmål tilbage og således har vi en god og hyggelig dialog, mens mit hår bliver klippet. Etager. Spidser. Sådan. Nu er jeg klar til at indtage sommeren med nyklippet og sundt hår. Det føles godt!

På vej til frisøren har de placeret en stor boghandel. Det må være en del af byplanlægningen. Det er ikke tilfældigt. På vej til frisøren rundt om hjørnet skal man gå et stykke ned af hovedgaden, i hvert fald når man holder på den parkeringsplads, jeg gør. Der er mange butikker og de har fristelser sat helt derud på fortorvet, hvor man næsten falder over dem. Faktisk er det svært at komme udenom. Man skal nærmest lukke øjnene og så kan det jo nemt gå galt på andre måder. Hvis man ikke snubler i et tøjstativ, ramler man sammen med Fru Jensen eller finder sig selv liggende på fortorvet med hul på knæet. Eller det der er værre. Boghandlen har dog ikke sat bøgerne udenfor. Nej, den ligger stor og majestætisk dér og fylder med sin litterære aura. Den behøver ikke andet end sig selv og sit herlige inventar. Reoler, borde og bøger.

Jeg prøvede at komme udenom. Det gjorde jeg virkelig. Nu kigger jeg bare ligeud, tænkte jeg og gik målrettet med lange skridt forbi det sted, hvor boghandlen har slået sig ned. Og jeg var godt på vej forbi, da en stemme ramte mig som et blyhagl. Hallo! Du dér. Hvem mig? Jeg standsede op og ved ikke hvorfor. Jeg var ikke længere helt mig selv. Stemmen var fløjsblød og fristende i sit leje. Den behøvede ikke at sige mere. Nu mærkede jeg, at den havde fat i mig og mine ben adlød mig ikke længere. De vendte mig om og tog mig de tre trin op af trappen. Dér stod jeg så. I indgangen til boghandlen og så er man fortabt. Der dufter af bøger. Og ordene kommer jublende svævende, tager dig i hånden og leder dig forsigtigt derhen, hvor du aldrig helt bliver dig selv igen. Ikke før du har købt mindst en bog!

Det gjorde jeg så. Jeg købte to bøger. Kogebøger denne gang. Bøger om mad! Den ene er en bog om fantastiske curryretter fra hele verden, god vintermad med sunde ingredienser og med power på krydderierne. Ligesom jeg kan li' det. Den anden handler om at få en fladere mave. Og det vil jeg have. Det er en del af mit nye image. Nej, spøg til side, jeg har tænkt meget over kosten og har besluttet mig for at kende krop og ernæring bedre fremover, så intet er overladt til tilfældighederne. Jeg vil beholde min idealvægt og ikke nok med at jeg træner, så jeg fysisk er i form, jeg ønsker at spise tilsvarende sundt og samtidig være bevidst om det, jeg indtager og hvad det gør ved mig. Så nu kommer min rejse også til at omhandle kosten. Bogen blev købt og kom med hjem. Jeg er begyndt at læse i den. Og jeg er så småt ved at indstille mig på at rette ind. Om en uges tid. Først skal jeg i sommerhus med mor! Og dér skal vi ikke tænke på fornuftig kost og fladmavemad!

To gode bøger. Så slap den taget i mig, boghandlen. Jeg kom fri og lettere fortumlet kunne jeg gå det sidste stykke ned af gaden og rundt om hjørnet, for at blive modtaget af min gode frisør, hårvask og kaffe. Det frisørbesøg blev lidt dyrere end planlagt. Men sådan kan det gå, når man er en sjæl, der let lader sig friste af det, der fylder i hjertet. Ord. Bøger. Mad.

Billedet er lånt på wonderandwellness.com

tirsdag den 5. juli 2011

Sommerild


Det havde jeg alligevel ikke troet. På trods af gråvejr og tvivlsomme skyer, sad vi ude hele aftenen i går. Det dryppede et par gange, men mere blev det ikke til. Vi tændte op i fyrfadet allerede inden vi spiste, så der var godt og lunt omkring bordet og vi frøs ikke. Faktisk blev det nærmest lunere ud på aftenen. Vinden lagde sig. God mad, vin og godt selskab. Så blev juli måned, den sommerlige, for alvor skudt i gang med en tradtion, jeg holder utroligt meget af. Bål. Og hygge i haven, indtil datoen skifter og natten lægger sig til rette for en kort stund. De lyse nætter er her jo endnu. Vand blev skiftet ud med ild og den brændte fint hele aftenen. Her til morgen lugter mit hår af bål, selvom det for længst er slukket. Men min egen ild brænder selvfølgelig stadig. Må den aldrig gå ud! ;)

Det gælder bare om at nyde det lige nu. Når man kan. En aften som i går går aldrig rigtig i glemmebogen. Det er den slags, man trækker frem på kolde, mørke vinteraftener, hvor vinden hyler i træerne og de igen lover snestorm, de gode meteologer. Hvor man putter sig under tæppet på sofaen, tager de store sokker på og tænder stearinlys. Hvor mørket er tæt som den sorteste dyne og vinteren endnu er ung og dristig. Så tænker man pludselig på "i sommer". Og kan næsten dufte bålet, som brændte i haven, mens man sad med sin tekop eller et godt glas vin og insekterne flagrede. En sommeraften, tænker man med længsel i sjælen og bliver døsing, fordi vinteren kan gøre en så træt. Forhåbentlig kommer der mange flere af den slags sommeraftener, hvor vi kan sidde ude til midnat i lyset fra bålet og fortælle hinanden røverhistorier. Juli er endnu ny og eftersom hun har haft rigelige rationer af vand (spørg bare mine venner og familie i København), så er det vist tid til lidt balance nu. Ild. Ild på den gode måde. I fyrfadet eller på stranden.

Og her sidder jeg med røglugt i håret og kaffe i koppen. En ny morgen er stået op. Jeg er lidt træt, for vi kom jo ganske sent i seng. Men pyt være med trætheden, den har det med at forsvinde op af dagen. Jeg skal til frisør sidst på formiddagen og have røglugten skyllet ud af håret, der i øvrigt også skal klippes, men indtil da vil jeg nyde lugten, et minde fra en god sommeraften i haven. Og endnu smiler sommeren.

mandag den 4. juli 2011

Tanker om vand

Ikke et ord om oversvømmelserne i København, mange ord! ;) Der er stadig meget vand i København. Flere motorveje er lukkede. Togene kører med forsinkelser og aflysninger. Der står vand i kældre og andre steder, hvor det egentlig ikke har noget gøre.Vandet. Det er vildt, så meget der er faldet. Min gode by er blevet et nordisk Venedig uden gondoler. Klimaforandringer. Måske skal den slags voldsomme regnskyl, oversvømmelser og hvad dertil hører ikke komme bag på os i fremtiden og måske skal København virkelig begynde at tænke i gondoler og anden form for vandtransport. Tankevækkende!

Men her sidder jeg på den 4. dag i juli. En uge til sommerferie. Og i år er det anderledes end tidligere år, fordi min situation er en anden. Der er ikke samme store behov for ferie og for at lægge arbejdslivet bag mig i et par uger, faktisk overvejer jeg at have en intensiv skriveplan for juli måned. Der er noget, som jeg gerne vil komme meget længere i løbet af de næste par måneder. Et projekt. En historie. Jeg har ikke været så flittig med skriverierne på det sidste, ikke dem, der gerne skulle føre mig videre af min vej. Men der er omveje og veje, jeg må gå og sideløbende skal jeg finde min fremtidige levevej. Jeg kan vel ikke tage for givet, at jeg skriver en bestseller og kan leve af det, vel? Og i øvrigt har jeg fundet ud af, at jeg er så sammensat, at jeg samtidig er nødt til at komme ud blandt mennesker og mænge mig. Jeg kan godt gå solo, men jeg er også en teamplayer. Og jeg er coach. Jeg skal certificeres. Finde en retning. Og midler. Penge, du ved ... ;)

Der er mange tanker i disse dage. Det er nok det tidspunkt på forandringens vej, hvor der tilsyneladende ikke sker så meget. Nogle gange mærker jeg utålmodigheden blusse op som et bål midt i natten. Rastløs vågner jeg og stirrer ud i horisonten efter land, efter et tegn. Og når havet vokser og bølgerne går højt, bliver jeg søsyg og tænker, at jeg aldrig helt vænner mig til at være ombord på skibet. Mit skib. Men måske er det bare sådan. Samtidig nyder jeg rejsen. Forsøger at lære noget hver eneste dag. Noget nyt. Noget gammelt, som jeg genopdager og ser på med nye øjne. For selvom der tilsyneladende ikke sker noget, så er noget forandret. Jeg er forandret!

Juli. Skriverier. Sommerhus. Og i aften skal vi have gæster, så jeg skal sørge for lidt godt at spise og drikke. Vi satser på godt vejr. Det uden regn. Måske lidt sol. Bål i fyrfadet. Hygge mens de lyse sommernætter endnu er nutid. Og det er jo i grunden alt, vi har. Nutiden. Mandagen. Så nyd dagen ... og vejen! Jeg fristes til at skrive søvejen, både med tanke på min elskede by København og min egen rejse, men det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg lader bare tankerne spejle sig i vandet.

søndag den 3. juli 2011

Når gode planer aflyses ...


Når gode planer aflyses, bliver dagen pludselig helt tom og stille. Noget går bort. Som et stearinlys, der pustes ud og kun efterlader en lille sort os. Så er den også væk.

I dag skulle jeg have været på eventyr med Miri. Vi skulle mødes i Køge og tage den derfra. Men aftenens voldsomme regnskyl, lyn og torden, ikke mindst over København, har gjort togene usikre. Det er gået vand i køreledninger og DSB kan ikke garantere for noget som helt. Bortset fra forsinkelser. Aflysninger. Så DSB har hermed udsat vores gode plan og dagen er pludselig helt anderledes.

Vejret var også vildt i går. Her måtte vi springe ind, da lyn og torden pludselig kom sejlende ind over aftenhimlen. Vi nåede lige at spise vores grillede laks, som i øvrigt smagte skønt. Regnen dryppede ned i den kolde hvidvin og det er jo synd. Det var vist værst i København, min by, og jeg fulgte lidt med på sidelinjen og på Facebook. Så billeder fra et Vesterbrogade, hvor vandet sejlede i gaderne og bilerne blev til både med hjul. Det var voldsomt. Og i Nyhavn stod der vand i kælderrestauranterne. Tivoli lukkede. Det var ikke vejr for enhver. Og altså heller ikke for DSB og togene.

Når gode planer aflyses, må man finde på noget andet. Jeg er endnu tom for ideer, men måske skal jeg bare sidde i solen, som nu skinner, og læse igennem. Jeg trænger til andres gode ord og en god historie. Men først vil jeg gå søndagstur med hundene.

Billedet er taget af Vibeke Mortensen.

lørdag den 2. juli 2011

Gode bøger og regntøj


Jeg gik i seng i sommeren og er stået op i efteråret. Sådan føles det. Sådan ser det ud. Udenfor hyler vinden i træerne, regnen siler ned og det eneste tegn på, at vi ikke allerede har forladt sommerland, er at fuglene synger munter trods regn og rusk. Bliv ved med at synge, pipper de ufortrødent og opfordrer til ukuelighed. Solen kommer igen, det må den da gøre. Men når man sidder her med kaffen og skutter sig lidt i den varmere udgave af sommertøjet, så bliver man i tvivl. Kan det virkelig være sådan, at man lægger sig til at sove et sted og vågner op et helt andet? Kan man forandre sig i løbet af natten? Jeg svarer ja til begge spørgsmål. Men hvad sommeren angår, er det nok bare sådan i Danmark. Vi ved aldrig, hvad vi får. Det gælder bare om at nyde det fuldt ud, det gode vejr, når det endelig er på besøg.

I dag gad jeg godt have en lille samtale med en måned. Det havde vel været passende at tilspørge Juli, om hun var tilfreds med sådan et efterårsrusk på sin anden dag i en måned, vi alle har så sommerlige forventninger til. Om hun mon har sig en rask affære med oktober eller november eller det bare er en grille. Men hun er tavs, bor ikke her og jeg kan stille nok så mange spørgsmål, men jeg får intet svar. Det blæser bare hvileløst rundt i regnen og bliver borte med blæsten. Men hvad så med Filosoffen, tænker du måske, hvis du har læst med for måneder siden, hvor han boltrede sig på mit skrivebord. Hvorfor er han så stille nu? Jo ser du, han er her skam endnu, men han har valgt at ignorere mig. Ved et hændeligt uheld kom jeg til at vælte hans udkårne veninde Skytsenglen, så hun ramlede med et brag og hendes vinger brækkede af. Fra det sekund forsvandt Filosoffens stemme. Måske er det fordi jeg ikke har fået limet vingen på endnu. Den ligger stadig i vindueskarmen og venter på at blive til vinge igen. Måske vil han tale, når jeg får taget mig sammen og ordnet det, jeg for længst burde have ordnet. En Skytsengel uden vinge. Måske er det endda derfor, at vejret er så skidt? Ved du hvad, jeg finder lim frem i dag og får det gjort. Så kan vi måske igen høre den gode norske stemme fra den lille herre med strithår og hjerte på skulderen.

Nu sidder jeg her og får gode ideer? Regnvejrsdag. Jamen, er sådan en dag ikke perfekt til læsning? Jeg har været ret faglitterær på det sidste men har gang i to gode romaner, som jeg gerne skulle have afsluttet. Havets Katedral, den store, og en fin krimi af Tom Egeland, som hedder Pagtens Vogtere. Jeg anbefaler begge, det er god læsning. Efterfølgende venter en kø af gode bøger, som jeg gerne vil læse. Åh, der er så mange! For ikke at tale om de ord, jeg selv er ved at skrive i noget, der også gerne skulle ende som bog. Ved nærmere eftertanke har jeg slet ikke tid til at sidde her og vrøvle. Ved nærmere eftertanke vil jeg faktisk være effektiv her til formiddag, lime vinger og udføre feng-shui i klædeskab og andre gode steder. Gøre rent. For så at indtage eftermiddagen med bog, kaffe og siden hen tur med hundene (i regntøj). Og det er også løbedag i dag! Jeg har travlt.

Ha' en fin lørdag og "blæsevejr" med regnen! Så længe vi har gode bøger, regntøj og hinanden, så bliver det en god dag.

fredag den 1. juli 2011

Juli er ankommet


Blogger virker, konstaterer jeg og glæder mig over igen at have adgang til mit poetiske paradoks univers, mens kaffen endnu er ny og varm og knækbrødet er sprødt. Udenfor blæser vinden i træerne, det er gråt, men himlen ser alligevel ud til at kunne skifte mening og trække i det blålige sommertøj, den ser så pæn ud i. Specielt på denne årstid, jeg mener, i dag skriver vi 1. juli og så er sommeren officielt indviet. Sidste år, da jeg var pensionatejer og havde mine månedlige gæster, bød jeg Juli velkommen og vi glædede os til at rejse sammen. Dengang gik turen til både Thy og til det nordlige Norge. I år er der andre boller på suppen og glæder i støbeskeen. Men juli er ankommet og det er ganske vist.

Vi har lejet et sommerhus i Nordsjælland, min mor og jeg. Traditionen tro tager vi en uge sammen i det danske sommerland, mens kæresten går i gang med høsten. For ham er juli og august, selveste sommeren, den travleste måned på året. Men du skal ikke have ondt af ham. Han nyder det! ;) Det kan være hårde og lange dage, men det hans liv og det, han har valgt og den dag i dag er han stadig glad og tilfreds for at det erhverv, han har. Han lever af det, han brænder for og elsker at gøre. Sådan vil jeg også have det fremover! Det skal der ikke herske nogen tvivl om og jeg tænker meget på det lige nu, hvor valg skal træffes og en vis utålmodig rastløshed puster mig i nakken. Jeg vil leve af det, som jeg kan lide, som jeg er god til og som gør mig glad.

Men altså sommerhuset. Det ligger i Nordsjælland. Og hvorfor vi har valgt at leje sommerhus her på øen, hvor vi i forvejen har sommerhus, kan måske undre dig, men dette hus ligger i en anden del af magiske Nordsjælland. Vi faldt for beskrivelsen af huset og billederne. Og resten er som sædvanlig en overraskelse! Men det er forholdsvist stort, der er en stor lukket naturgrund og det ligger tæt på vandet. Jeg ser frem til at undgå den lange køretur til det nordlige Jylland og i stedet udforske andre områder af landet. Udgangspunktet er nyt og den står på hyggelig afslapning med gode bøger, spil, samtaler, ture med hundene, udflugter, løbeture, havbade og hvad der ellers måtte byde sig til. Jeg glæder mig.

Dagen er ny og det er juli også. Det bliver en praktisk dag for mig, lidt af det, der nu skal ordnes, skal ordnes i dag og så er resten op til mig. Sidst på eftermiddagen står der svømning på programmet. Min træning er blevet til et smukt trekløver bestående af løb, svømning og cykling og i det er det altså svømningens tur. Min krop beder om balance og variation og jeg må konstatere, at den jo faktisk taler fornuft. Altid den gode balance!

Ha' en fin fredag og nyd den første dag i juli 2011. Den kommer aldrig igen, men i dag er den din til udforskning, glæde og nydelse. Gør den til en fin dag og skab gode minder. :)