onsdag den 29. juni 2011

Jeg er rav


Så er jeg hjemme igen. Sommerhus, strand og duft af saltvand er for en stund lagt på en god hylde, hvor jeg stadig kan se og mærke det. Men nu sidder jeg i hjemlige omgivelser midt på "øen" og mærker suset fra vinden i træer og ser de bølgende marker, der snart skal høstes. Tiden flyver lige nu, synes jeg. Smuldrer som sand mellem fingrene, det sand, som i går velvilligt kildede mig mellem tæerne. Det sand, jeg gik på og lavede fodspor, som for længst er skyllet væk af tidevandet.

Tiden. Jeg kan mærke den på mange måder lige nu. Jeg tænker over nogle ting, over at blive ældre, at være kvinde og nærme sig det tidspunkt, hvor man ikke længere er den kvinde, man var. Hvor frugtbarheden forlades og man træder ind i helt andre rækker af noget, jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal synes om. Det nærmer sig bare. Jeg kan mærke det. Og selvom jeg tænker pyt og det kan gøre nogle ting nemmere, så mærker jeg også en stor vemodighed og en tristhed over, at jeg ikke er uovervindelig og at tiden også sætter bidemærker i mig. Krop og sjæl forandres som de sten, der skyller ind med vandet, som slibes af havet og i enkle tilfælde bliver til rav. En slags guld. Så pyt da, prøver jeg at tænke igen, så vil jeg være som en gylden ravklump. Som guld!

Lige nu påvirker det mig. Det hele. Jeg føler mig som en sten i vandet, som ruller lidt rundt på må og få og ikke får lov til bare at blive liggende. Lad mig være, råber jeg uden lyd og mit suk forsvinder i suset fra vind og vejr. I samme åndedrag tænker jeg, at jeg på ingen måde har lyst til bare at være. Jeg vil bruge og bruges. Nyde at blive den kvinde, jeg er på vej til at blive, hende, som gør det, der gør hendes hjerte glad og forsøger at leve sit liv i overensstemmelse med sine værdier. Som fremover vil forsøge at træffe bevidste valg med et stænk af impulsivitet og eventyr, det eventyr, der betyder så meget for mig og som jeg ikke overlever foruden. Men påvirket er jeg. Sårbar. Og sommeren smiler bare og gør min hud gylden som det rav, jeg beundrer på afstand, gør mit hår lysere og skjuler de grå hår, som danser og bølger blandt det andet lyse. De er i grunden flotte, de grå hår. Kraftigere, mægtigere, som om de indeholder større styrke og selvtillid.

Sandheden er, at jeg har lyst til at blive lige her. Lige nu. Hvile i sommeren og lade mig solbade, havbade og spise frisk fisk og gode grøntsager. Læse bøger og skrive selv. Ikke tage stilling til mere end højst nødvendigt og da slet ikke at blive fragtet til en helt anden kvindeby, hvor flertallet lider af svedeture og andre skavanker. Jeg har altid været lidt af en frossenpind. Så lad mig dog være! ;)

Med disse ord vil jeg gå videre. Videre ud i sommeren, videre ud i eftermiddagen. Der vil altid være tidspunkter som disse, livet findes ikke uden. Og der er tanker, som skal tænkes og følelser, som skal mærkes. Så lever man. Og jeg vil leve! Aftenen byder i øvrigt på en cykeltur til byen og god italiensk mad med et par gamle kolleger. Jeg har ingen grund til at klage! ;)

tirsdag den 28. juni 2011

Eftermiddag i Evigheden


Eftermiddag i sommerhuset. En smule dovenhed har lagt sig over landskabet, vinden suser i træerne og vi gør så småt klar til aftenens måltid, som primært vil bestå af fisk. Vi hentede frisk fisk hos den lokale i formiddag og har spist friskrøget makrel til frokost og skal nu have rødspætter serveret som fiskepakker med små tomater og sugarsnaps på grill. Nye kartofler. Hvidvin.

Det er ikke sommerferie endnu og alligevel hænger jeg fast i følelsen af, at det er det. For mig er det her en periode, som aldrig vil komme igen, ikke på denne måde og jeg forsøger bare at nyde den. At jeg kan tage mig disse små ferielignende friheder, tænke tanker i sommerhuset og nyde det gode vejr, som guderne velsigner os med i øjeblikket. Være tæt på vandet, på fjorden og gå tur med hundene i andre omgivelser. Ikke nye omgivelser, for dette er jo mit barndomsparadis, her har jeg trådt mine barnesko, svømmet i bølgerne efter at have gået over revlerne for endelig at kunne springe i. Set himlen kysse havet og male farver i utrolige nuancer. Og spist frisk fisk hevet ind af de små fiskerbåde, som jo egentlig bare var joller med motor. Sand mellem tæerne og en evig sommer, der alligevel altid sluttede og lod sig forføre af efteråret og andre melodier.

Keeva og jeg gik eftermiddagstur på revlen i dag. Vandet var turkisgrønt og himlen spejlede sig stolt i dets blanke overflade. Eller er det omvendt? Hvem spejler sig i hvem? Og betyder det i grunden noget, når kemien er god og der opstår sød musik af sammensætningen? Keeva løb afsted, jagede lidt fugle, plaskede i vandkanten og gravede lidt i sandet. Jeg nød at mærke sand under fødder og mellem tæer, frihed af den skønneste kaliber, gå dér i vinden, solen og mærke duften af hav, som egentlig er fjord, men vandet er ligeglad. Det gør, som det vil I dag var det lavvande. I morgen er det måske anderledes.

Og i morgen drager jeg afsted og forlader sommerhusverdenen for en stund. Men jeg vender tilbage. Både her og dér. Jeg elsker at bade i sommerens evighed og lade mig synke ned i det, der er tilsyneladende. Skrøbeligt. Men så længe det varer, så længe skal det nydes. Og det gør godt! :)

Ha' en fin aften. Solen skinner og sommeren er ny og gavmild.

mandag den 27. juni 2011

Beretning fra mit pigeværelse


Jeg sidder i sengen på mit gamle pigeværelse i sommerhuset og skriver. Blogger. Egentlig var jeg gået i seng for læse, præcis som i gamle dage, den grønne lampe over sengegærdet skulle kaste lys ned i bogen og det eneste, der ville være anderledes, er at jeg nu bruger læsebriller. Og så slog det mig pludselig. Jeg kan jo gå online. Lige smutte en tur omkring Landsbyen og se, om der er sket noget nyt. Åbne dører og vinduer og lukke sommeraftenen ind i stedet for at begrave mig i min bog.

Her sidder jeg, mens det skumrer udenfor, men helt mørkt bliver det jo ikke. De lyse nætter er lige nu. Vejrudsigten er lovende for i morgen, sol, varme, blå himmel og står der sommerhus tatoveret på min skulder. Selvfølgelig kan jeg ikke forlade sommerhuset med sådan et vejr i vente. Og eftersom jeg nu er blevet mobil bredbåndsejer og kan arbejde både her og der, så vælger jeg at gøre det her. Lige her i sommerlandet. Og tilbringe endnu en nat på mit gamle pigeværelse, hvor mine gamle franske plakater stadig hænger på den ene væg og hestene i solnedgangen på den anden. Det er retro og det er rørende. Jeg har det godt lige her og nu.

Der er nemlig noget over at være her. Gamle dage hænger i gardiner og driver ned af væggene, men jeg er en anden, forandret, tidens tand har kastet sit lys over mig og fortiden er skyggen, som hører med. Der, hvor jeg kom fra. Men jeg kan frit gå tilbage, når jeg er her i sommerhuset, sove på min skibsbriks og drømme til duften af gamle dage. Alt det, som for mig altid vil være en del af sommeren og som jeg er så heldig stadig at kunne nyde godt af. Mor, som laver morgenkaffe, duften af dug på græsset og morgenmad på terrassen, hvis det er varmt nok. Og det er det i morgen.

Mit gamle pigeværelse. Det rummer så mange minder, så mange drømme, smil og tårer. Her skal jeg sove i nat. Og jeg kan mærke at jeg vil sove godt. Drømmene venter tålmodigt på at jeg lukker dem ind. Lukker mine øjne og lader dem trænge igennem den usynlige dør mellem sommernattens vågenhed og drømmeland.

Godnat! ;)

En moderne kvindes bekendelse ;)


Jeg har tit tænkt på det men har forkastet tanken. Man behøver jo ikke være online hele tiden. Og det var dejligt at have en uge i Barcelona uden Internet, blogging og mails, men nu kan det være nok! Jeg vil være mobil hvad min Internet forbindelse angår. Sidde i sommerhuset og arbejde, hvis jeg har lyst. Gøre det, jeg nu engang skal og har lyst til og befinde mig hvor som helst. I en kornmark endda. Hvis jeg har lyst. Eller på en strand måske?

Nu er det sket. Jeg sidder i sommerhuset og blogger. Jeg traf en beslutning og købte en mobil bredbåndsforbindelse. Jeg føler mig faktisk fri, fordi jeg nu kan gøre som jeg vil. Og herregud, det er jo år 2011 og jeg er en moderne kvinde. Jeg kan godt lide at hoppe af og på! ;)

Men solen skinner bag skyerne og temperaturerne er varme, så jeg vil liste ud på terrassen med min bog og slappe lidt af. Der er jo ingen grund til at overanstrenge sig og det er snart ferietid igen. Denne gang skal den tilbringes i det danske sommerland, som jeg i grunden holder så meget af og ikke uden forbindelse til omverdenen. For jeg har jo et valg. Nu har jeg et valg! ;)

God mandag. Håber også at solen skinner på dig!

søndag den 26. juni 2011

Tapas og tilfældigheder


Man kan få god tapas i Barcelona, men dette indlæg handler måske i højere grad om tilfældigheder. For vores kulinariske udfoldelser på rejsen var nærmest helt tilfældige. Og her sidder jeg en søndag morgen efter løbetur og bad og nyder min kaffe og mit knækbrød med mere og priser mig lykkelig over, at jeg kan tanke ordentlig op efter turen og gøre klar til den næste. Så jeg har god energi. Brændstof. Jeg er glad for knækbrød med ost som en del af mit morgenmåltid. Det ligger godt i maven uden at den begynder at rumle eller jeg føler mig oppustet. Og så bliver jeg mæt på den gode måde.

Desværre have jeg ikke noget knækbrød i Barcelona, var jeg nær ved at skrive, for det havde gjort underværker. Og hvordan kan jeg dog tænkte på noget så nordisk som knækbrød, spørger du måske, når jeg er på rejse i selveste Catalonien og har alverdens spanske kulinariske herligheder til rådighed. Det var bare at gå ombord! Jeg kan godt forstå dit spørgsmål og kunne selv finde på at stille det, men nu var det altså sådan at der var morgenmad på hotellet, en såkaldt catalonsk morgenbuffet som vi havde betalt for og som vi med glædelig forventning skulle indtage den første morgen. Umiddelbart så den dejlig ud, fristende med farver og der var tilsyneladende lidt af hvert, lidt for enhver smag. Tilsyneladende. Og så er det at tilfældighederne kommer ind i billedet.

De lune retter som bacon, pølser og spejlæg på toast var halvkolde. Spejlægget var afgået ved døden på det tørre ristede brød og lå under en lyslampe uden håb tilbage. Frugten havde kendt bedre dage, men der var da kogt skinke (hvorfor ikke den gode spanske skinke?), noget ost og en tvivlsom rød spegepølse, som ville have gjort den 3-stjernede misundelig. Men kager. Der var kager! Flotte kager i alverdens farver og som ville friste på ethvert tebord ud på eftermiddagen, men ikke morgenen, når man skal tanke op til en dag i Barcelona på gåben. Når man skal udforske, opleve og være frisk  hele vejen, energi til seværdigheder og alt det, der bare dukker op til nydelse for sanserne. I øvrigt er jeg i forvejen ikke den store kagespiser, så jeg gik langt udenom det, der var mest af. Kager. Hvad de lavede på en morgenbuffet må guderne vide, jeg ved det ikke. Jeg spurgte heller ikke. Men kaffen var god! Det skal de have på hotellet, de lavede god kaffe.

Hvad spiste jeg så? Jeg spiste lidt af det brød, der trods alt var til rådighed, hvidt brød, som jeg normalt ikke rører. Det gør ikke noget godt for mig. Det vokser i maven for en stund og giver mæthed, men det er en oppustet mæthed, som ikke varer længe. Til gengæld føler man sig tung. Jeg forsøgte mig med osten, nippede til frugt på trods af det kedelige udseende, en yogurt, lidt bacon. Tilfældigheder. Og ved du hvad? Det kunne mærkes på energien, at vi ikke fik et ordentligt morgenmåltid. Det er simpelthen alfa omega at man tanker ordenligt op. Jeg forsøgte faktisk at finde knækbrød i nogle af de supermarkeder, vi kom forbi, men det lykkedes mig ikke. De gjorde det ikke i crisp bread og det mørke af slagsne. Havde det været et bedre hotel, kunne vi have spist omelet, men den måtte vi indtage på andre tider af døgnet andre steder på vores vej.

Men vi fik god tapas i Barcelona! Måske var det tilfældigt, hvilke tapassteder vi faldt over, men det vi smagte, var utrolig godt. Og vi endte faktisk med at have en yndlingstapasrestaurant i La Ribera, hvor vi spiste 2-3 gange. Jeg prøvede i øvrigt også deres paella og den var guf.

Ha' en dejlig søndag. Om lidt drager hundepigerne og jeg i sommerhus. Nu har jeg løbet tur og tanket op med et godt morgenmåltid, så jeg er klar til dagen og vejen. Håber det samme for dig. Nyd turen og søndagen! :)



lørdag den 25. juni 2011

Gràcia på en søndag


Det handler om at omstille et sensitivt og kunstnerisk sind, skrev Charlotte i sin kommentar til mig, da jeg undrede mig lidt over følelsen af jetlag i går. Jetlag efter en uge i Barcelona. Jamen i så fald, så var det det, jeg gjorde! Så jetlag kan man altså godt have, selvom man kun har været en tur til en europæiske storby. Og ikke hvilken som helst storby vel at mærke. Men nu er jeg landet og sidder her i tvivlsomt dansk sommervejr en morgen sidst i juni. Jeg er tilbage på landet og lyden kommer fra fuglene udenfor og hundene, som leger på gulvet i stuen. De hygger sig med hinanden om morgenen, laver små lyde, mens de tumler lidt. Søde er de og jeg savnede dem faktisk i Barcelona. Men jeg så på andre hunde. Og mennesker.

Sådan er det med mig. Jeg oplever i flere lag. Der er alle turistattraktionerne, det man skal se. Det, man kan finde på et kort og i turguiden. Så er der alt det andet. Det, jeg får øje på. Pludselig ser ud af øjenkrogen. Falder i staver over. Det kan være grafitti på en husmur. Eller en farve i et butiksvindue. Et glimt af noget, som rører mig uden at jeg umiddelbart kan sætte ord på. Det kan også være hunde og mennesker. Synet af kærlighed, omfavnelser, ægte følelser udspillet på et fortorv eller en plads. En mand med sine hunde, som leger med en plastikflaske, der kastes hen over pladsen. En altan med blomster. Et ansigt i et vindue og en historie, som pludselig dukker op i mine tanker. Jeg falder i staver. Jeg fantaserer. Og så er der alt det, det gør ved mig. Tankerne, følelserne, noget jeg genkender, som minder mig om noget eller bare rører mig uden at jeg nødvendigvis kan sige hvorfor. Sådan er det bare.

Nu kan jeg mærke Barcelona i min sjæl. Alt det, jeg så og oplevede. De mange lag, der nu kan bearbejdes og tages frem. Bruges. Nydes. Fortælles videre. Og jeg kan konstatere at jeg er ret vild med Barcelona. Jeg ville bare have ønsket, at jeg kunne spansk, for så kunne jeg have kommunikeret lidt mere med de lokale. Men måske næste gang. I hvert fald har Barcelona givet mig stof til eftertanke, til historier og i det hele taget. Jeg er berørt. Der er noget ved den by. Det, der ikke altid er tilgengængeligt for det blotte øje. Og det, der er. Hvis man ser. Bare sidder og lader sig opsluge af byen og bliver en del af det, der udspiller sig på en søndag i Barcelona.

Billederne er fra Gràcia, et kvarter i Barcelona. Det skulle efter sigende være et af Barcelonas mest lokalpatriotiske kvarterer og den dag i dag er kvarteret stadig et yndet boligområde for gamle 68'ere, kunstnertyper og studenter. Måske var det derfor, jeg befandt mig så godt dér? ;) Pladsen hedder Placa del Sol.





fredag den 24. juni 2011

Jetlag eller ej


Jeg har mange gode minder fra vores uge i Barcelona, men lige nu er det faktisk svært at slå ned på en enkelt oplevelse og skrive om den. Måske er det bare for tidligt? Mit hoved og hjerte er fuld af indtryk, men de er tilsyneladende ikke helt modne til at blive beskrevet med ord. Faktisk føler jeg mig næsten jetlagagtig her til formiddag, efter dagen i går med en masse praktiske gøremål og gæster til aften. Dagen gik, jeg fik ordnet det jeg skulle, vasketøj, indkøb, forberedelser til middagen, som var enkel og god. Nye danske kartofler, en øko culotte på grillen, bernaisesauce og en god salat. Gæsterne havde italiensk rødvin med og vi sad i haven og hyggede. Fik jordbær til dessert. Tændte bål i fyrfadet. Oplevede de lyse sommernætter på nært hold, midt i dem, lige dér hvor året deler sig og igen går mod mørkere tider. Jeg elsker det tidspunkt og kunne sidde ved bålet i evigheder. Men gæsterne måtte bryde op inden midnat og køre hjem. Det er jo arbejdsdag i dag.

Jetlag. Nej, det har man vel ikke, når man har været en tur i Barcelona. Vel? Men lige nu forekommer kontrasten til det buldrende storbyliv og varmen, alle menneskerne, metro og lange gåture gennem byen med kort og guidebog, enorm. Jeg er tilbage på landet og jeg er ikke længere den bybo, jeg var engang. Jeg nød det summende byliv i fantastiske Barcelona, men jeg kan mærke, at jeg sætter stor pris på roen og den friske luft i mine nu hjemlige omgivelser. Det er lettere at falde til ro herude. Pulsen er langsommere, stilheden er godt for sjælen og jeg har brug for den ro. Men efter et stykke tid bliver jeg rastløs. Så længes jeg efter byen og det liv, jeg har forladt. København. Andre storbyer. Som Barcelona. I grunden er jeg vel bare heldig, fordi jeg har mulighed for begge dele og kan være ligeså sammensæt og speciel, som jeg har lyst til. At jeg også tager mig selv i at længes efter hav og bjerge, må jeg bare smile af lige nu. Her er hverken hav eller bjerge. Og hvor bjergene kommer ind i billedet, aner jeg ikke, men jeg elsker dem og på forunderlig vis giver synet af bjerge mig en klippefast ro i sindet.

Men altså Barcelona. Hvilken herlig by. Fuld af kontraster af nyt og gammelt. Jeg fik set Havets Katedral. Flere gange. Måske er det fordi jeg (næsten) har læst bogen, men den har en helt speciel plads i mit hjerte. Det samme har bydelen La Ribera. Inden vi tog hjem, skulle jeg lige derhen igen. Gå en tur, som vi gik flere gange, forbi en god tapasrestaurant, hvor vi spiste godt, udskænkning på det lille torv, en oase midt imellem huse, bygget så tæt at man næsten ikke kan få luft. Himlen er kun en sprække mellem tage og altaner. Og nej, jeg fandt ikke De Glemte Bøgers Kirkegård. Det glemte jeg paradoksalt nok! ;) Findes den overhovedet? I så fald må jeg jo tilbage og lede. Barcelona, jeg kommer helt sikkert igen!

Og jeg vil helt sikkert skrive meget mere om Barcelona og små gode oplevelser i kommende indlæg. Men lige nu vil jeg rejse mig og indtage dagen. Jetlag eller ej. Ha' en fin fredag og har du set vejrudsigten? Sidst på weekenden og først i næste uge bliver det virkelig sommer her til lands. Hedebølge skrives der om!

torsdag den 23. juni 2011

Midsommerlige kontraster


For nogle dage siden sad jeg på en trappe i La Ribera i Barcelona og nød varmen blandt en masse mennesker. Nu sidder jeg ved køkkenbordet og nyder min kaffe og stilheden. Kontraster. Hvad var livet uden? Jeg har aldrig før lagt mærke til stilheden på denne måde og mærket, i hvor høj grad jeg sætter pris på den. Hvordan pulsen automatisk falder og roen sænker sig som et blødt tæppe, der forsigtigt lægges over sjælen. Det var skønt at være ude. Fantastisk at opleve Barcelona, som har fået en helt speciel plads i mit hjerte. For det er en fed by! Men det er også godt at være hjemme. Jeg tænker igen på den gode sætning, som er en af de sandheder i livet, der er ganske vist. Man skal ud for at komme hjem!

Eftersom det nu er Midsommer og Sankt Hans i aften skal jeg bruge dagen på at gøre klar til gæster i aften. Traditionen tro er vejret tvivlsomt, men vi satser nu alligevel på, at solen får bugt med skyerne og sætter triumf på, så vi kan sidde i haven sammen med grillen, nyde god mad og vin og senere tænde det store bål. Se heksene flyve forbi på vej til Bloksbjerg. Jeg var inviteret, men eftersom jeg netop er landet efter en uge i Barcelona, har jeg pænt takket nej for i år. Mit kosteskaft skal til eftersyn og have nyt brændstof! ;)

Jeg vender snart tilbage med små historie og indtryk fra Barcelona. Der var mange og de var gode. Men nu må jeg virkelig få sat noget vasketøj over, gået tur med hundene og taget hul på en god dansk midsommerdag med hvad dertil hører. Ha' en god Sankt Hans og send en kærlig tanke til verdens gode hekse! Det er dem, der sætter kulør på tilværelsen! ;) For hvad var livet uden kontraster?

onsdag den 15. juni 2011

Fuldmåne og Barcelona


De to ting, fuldmånen og Barcelona, har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre. Men mon ikke det også var fuldmåne i Barcelona i nat? Måske kunne man se hende over byen, lyse over bjerge, vand og gode gader i både den nye og den gamle del af byen. Her kunne jeg ikke se hende, men jeg vidste at hun var dér. Hun gjorde nemlig det, som hun har gjort så mange gange før. Hun stjal min søvn. Og jeg ved det jo godt, jeg er påvirkelig og selvom jeg tænker "træt" og "godnat", så er hun ligeglad. Jeg er nødt til at tage din søvn, min ven, siger hun med et underfundigt månesmil og rækker ud efter det, jeg ellers har så kært. Min gode nattesøvn. Hun sagde i det mindste tak. Hun er høflig nok, fuldmånen. Hun gør bare det, hun er nødt til at gøre og som hun har gjort så mange gange før. En gang om måneden dukker hun op og selvom jeg ikke altid kan se hende, så ved jeg som regel, når det er tid. Jeg kan ikke gøre noget. Bare acceptere.

Ret skal være ret. Hun tog ikke al søvnen. Der blev lidt tilbage til mig og selvom jeg ikke ligefrem er frisk som en havørn, så har jeg da sovet. Hvem har også brug for 7-8 timer, når man ved fuldmånen kan nøjes med en 4 stykker sådan cirka? Nej vel. Hvem gider også sove sommeren væk, når de lyse nætter danser over landet i luftige sommerklæder og fuglene synger, så snart lyset igen bryder den helt korte mørketid. Og helt mørkt bliver det jo egentlig ikke. Der er noget over de sommernætter. Og der er noget over fuldmånen. Selvom hun er en tyv, så er hun en elegant en. En slags magisk klatretyv med lange hvide månefingre.

Der er helt sikkert også noget over Barcelona. Og nu er det snart tid til, at jeg finder ud af, hvad det er. Kæresten og jeg tager afsted til den gode by i morgen formiddag, en by, som jeg har ladet mig fortælle er byernes dronning. Det tegner jo godt. Jeg har læst om Barcelona og Catalaniens historie, jeg har læst om arkitektur og ikke mindst om den berømte arkitekt Gaudí, som mente at det stærke middelhavslys over byen gav dets beboere en særlig sans for skønhed. Gaudi har jo i allerhøjeste grad sat sit præg på Barcelona og dets bygninger med mere, så det glæder jeg mig til at se nærmere på. Stakkels Gaudí endte i øvrigt sine dage, da han blev påkørt af en sporvogn. Det var vel tragisk. Han burde i det mindste have fået en mursten i hovedet fra et af sine egne imponerende bygningsværker, men sådan skulle det ikke være.

Men altså. Barcelona venter. En uge i en by, som jeg har store forventninger til. Jeg har fået gode tips, læst og studeret og nu må resten bare komme, som det kommer. Jeg er tilhænger af den lidt mere impulsive og spontane udforskning af storbyer, for der sker så meget rundt omkring, som man slet ikke kan læse om i gode bøger. Ikke før jeg selv har skrevet dem i hvert fald. Og det kan jo godt være, at det ender med det. I hvert fald tager jeg igen min notesbog med og mine Spanske Dage genopstår, for jeg skal aldrig mere være foruden skriverier. Men blogge gør jeg ikke, det bliver en uge uden Internet, så jeg vil ønske jer alle en god sommeruge og så skrives vi ved, når jeg er tilbage igen. Sikkert med en masse gode historier på ærmet, så kig forbi til den tid.

Glædelig 15. juni. Lad dig inspirere og begejstre. Vi ses! :)

tirsdag den 14. juni 2011

Gamle skatte og en gudegave


Sørg for at dit liv er usædvanligt underholdende. Du behøver ikke være smuk, rig eller smart - bare meget entusiastisk! Sådan siger Bette Midler og jeg kunne ikke være mere enig. Entusiasme er en gudegave! Jeg har skrevet om det før og i går mindede Bettes ord mig om styrken i det at kunne begejstres. At kunne blive noget så tændt over en ide, noget man oplever, tænker eller ser. Hvad som helst. Det er en gnist af glæde, der umiddelbart tændes, en sprudlende begejstring over de muligheder og det potentiale, der ligger i det, man ser eller tænker på. Den slags kan få mig til at hoppe på stedet og fægte med armene. Og jeg er efterhånden helt klar over, at det er en styrke og noget, jeg skal være glad for at have fået i fødselsgave.

For entusiasme er en gudegave. Gud er det så! Hvorfor skal vi altid være så afmålte i vores begejstring? Hvorfor har vi lært at tage det hele med et gran salat og spise brød til? Og hvad har brød i øvrigt med umiddelbar glæde og begejstring at gøre? Når man spiser brød til, så ligger det i kortene at man overdriver. At man er for meget. Så skal man spise brød til og dermed dæmpe den gode smag af glæde. Dulme entusiasmens ild, så den ikke brænder så voldsomt. Har du nogensinde fået at vide, at du er for meget? Det har jeg og det sørgelige er, at jeg i mange år troede på det. Jeg lagde låg på. Jeg havde ikke lyst til at skille mig ud. Men det har jeg nu. Og jeg synes at alle mennesker burde skille sig ud! Være særlige. Unikke. Begejstrede for det, der gør dem glad og som rummer muligheder. Ikke mindst alt det, andre siger ikke kan lade sig gøre. Jeg har besluttet for at leve resten af mit liv i begejstring, hvor det overhovedet er muligt. Og eftersom jeg er ved at finde en sti, som ser meget lovende ud og som giver mig lyst til at gå videre, så er det ikke spor svært. Glæden sprudler under overfladen. For når man følger sit hjerte og det kompas, som fører en derhen, hvor man er helt sig selv, så bliver man glad. Helt automatisk.

Apropos entusiastisk, så er vores kommende hjem, det hus, vi er ved at sætte i stand, fyldt med gamle skatte. Se nu bare kisten på billedet og de gamle lygter. Er de ikke skønne? De har boet i huset siden ruder konge og har fået lov til at overleve. Godt nok er de støvede og beskidte, men når de har fået en lille make-over, så er de klar til at blive boende. Jeg tænker, at de skal være med til at give huset sjæl, et levn fra den tid, hvor huset var ungt og der var andre beboere. Hvad mon kisten kan fortælle? Hvad mon den har gemt på og hvem har åbnet og lukket den? Måske endda låst den, fordi den rummede så store hemmeligheder. Og hvem har holdt de lygter og vandret gennem mørke gange eller udenfor, mens efterårsstormene rasede og lyset i lygten næsten blæste ud? Og den gamle tingest, som man brugte til at rulle tøj på? Hvad mon den kan berette af gode historier og hengemte hemmeligheder?

De gamle ting er fuld af historier og det gør mig glad. Det gør mig også nysgerrig og jeg tænker, at de måske vil fortælle deres hemmeligheder, når vi engang bor dér i huset sammen. Måske vil de inspirere mig til nogle af de historier, jeg selv skriver. Digte med deres tavse stemmer. Og måske er de slet ikke tavse, men vil begynde at tale, når de først får tillid til mig. I hvert fald skal de have lov at blive og jeg kan finde på masser af ting, som kunne ligge i den kiste. Lige nu står den i køkkenet, hvor der ikke arbejdes p.t. Men snart skal den udenfor og gøres ren. Det glæder jeg mig til! Meget! :)


mandag den 13. juni 2011

Mindfull mandag


Pinsen byder på det fineste sommervejr. Dansk sommer, når den er bedst. En smule utilregnelig, men alligevel ikke mere end vi kan nyde det gode udendørsliv i fulde drag. Jeg har virkelig fået slappet af både med gæster og alene. Læst litteratur om Barcelona, gloet ud i luften og gået og løbet ture. Cyklen er også blevet luftet, døren står åben og hundene går ind og ud. Lige nu sover de dog. Jeg er omgivet af lyden af fuglesang, snorkende hund og en vaskemaskine, der gør tøj klar til Barcelonaturen. Om lidt skal det ud og hænge i vinden, tøjet. Dufte af sol og sommer og pakkes ned i de kufferter, vi skal have med. Jeg prøver at være velforberedt. Det er ikke altid min stærke side, når det gælder rejser. Jeg kan have tendens til at gøre tingene i sidste øjeblik, men denne gang skal det være lidt anderledes, tænker jeg. Så langt så godt. Nu har jeg tænkt det. Så må vi se, hvordan det bliver ;)

Der er varmt her i huset og jeg vil snart gå udenfor igen. Lige snuppe et brusebad og gøre mig frisk til dagen, som skal tilbringes i mindfullness. Jeg har længe været fan af at være i nuet, men efter mit kursus, hvor jeg lærte flere tricks og teknikker, er jeg meget bevidst om at være til stede. Her og nu. Nyde dagen, som den er og glæde mig til det, den vil byde på. Jeg forestiller mig en forholdsvis stille dag, mor er rejst hjem med toget, kæresten er i marken og hundene snorker som sagt. Jeg har en fødselsdagsreception bag mig og et gensyn med en god veninde. Gode velkomponerede dage.

Og lige nu? Stilhed midt i alle lydene. Jeg føler mig rolig indeni. Veludhvilet. Tilfreds med livets imperfektion. Livet er perfekt i al det kaos, det bringer med sig. Balance er ikke at være i ro, men i konstant bevægelse. Selv når du er stille, bevæger du dig. Men der skal navigeres og korrigeres, så vi kan ikke helt falde i søvn. Men næsten. I dag kan jeg godt. Derude i havestolen med bogen og livet, som danser forsigtigt forbi. Indeni mig og udenpå.

lørdag den 11. juni 2011

Min yndlingsbuket


Det ser ud til at blive en fin dag. Pinselørdag. Solen skinner fra morgenstunden og himlen er blå. Jeg har sovet godt og længe og nyder nu at sidde over kaffen med ord, juice og knækbrød. Stikkelsbærmarmelade fra Irma. Den økologiske. Har du prøvet den? Og nu reklamerer jeg og det var egentlig ikke meningen, men pyt. Den er nemlig det værd. Jeg vil gerne sætte mit navn på. Jeg elsker stikkelsbær og de minder mig om min barndom. Sommerdage og stikkelsbærgrød. De sure bær, som bliver gjort en smule sødere i marmelade og grød, men stadig så de har deres sprøde syrlighed i behold. Uhm. Den smag holder jeg meget af.

Noget andet, jeg holder utrolig meget af er at betragte de vilde blomster på brakmarker og i grøftekanter. De dukker op alle vegne i øjeblikket. De er mine yndlingsblomster, de er ukuelige og smukke, som de klarer sig selv og forplanter sig i underskønne kombinationer. Tilfældigt ser det ud, som de har placeret sig, men tror du det er det? Eller har de på forhånd aftalt, hvordan de skal stå, så de tager sig bedst ud?

Jeg har længe gået og beundret dem og smilet over synet, når jeg gik tur med hundene. Tænkt, at jeg var en heldig kvinde, som fik lov til at nyde synet af deres vilde, farvestrålende skønhed. Nok se og ikke røre. Jeg har ikke plukket nogen. Jeg har overvejet det ja, men jeg kan alligevel ikke få mig selv til det. Og jeg blev lidt harm, da jeg så en ung pige smide sin cykel i grøftekanten for at kaste sig ind på marken, i blomsterne, og bryde dem fra deres stilk og snuppe dem med sig for synet af deres venner. Lad dem være, tænkte jeg, kan du ikke se, at de udgør et fantastisk maleri, noget af det smukkeste, naturen har skabt? Hvorfor skal vi altid have det med os? Hvorfor skal vi altid eje i stedet for bare at nyde, dér, hvor det er? Men jeg ved jo godt at piger plukker blomster. Og damer ligeså. Jeg bliver bare så ambivalent, når det gælder mine vilde blomstervenner. Så jeg tilgav på stedet den unge pige og håber, at hendes fine buket har bragt glæde.

Jeg gjorde noget andet. Jeg tog mit kamera med i går og så gik Josie og jeg tur på marken. Hun fandt gode fjer fra fasanerne. Dem kan hun ikke stå for, og eftersom de alligevel havde smidt dem fra sig, så tog hun en med hjem. Jeg tog blomster med hjem, men det var i mit kamera. Jeg vil så gerne vise jer min yndlingsbuket. Noget så fantastisk må man bare dele. Give videre. Det er hermed gjort.

Ha' den dejligste pinselørdag. Må solen skinne på dig! :)






Og her er Josie med sin fjer :)

fredag den 10. juni 2011

Fredagstanker


Endelig kom min PC i gang. Den er ikke A-menneske som jeg. Eller A-PC. Det er bestemt en B-PC, som ikke bare kan stå ud og sengen og være i gang. Den vågner langsomt. For langsomt hvis du spørger mig og efterhånden så langsomt, at jeg begynder at blive lidt bekymret for den. Men nu har den fået øjne. Den pruster lidt og er ikke helt tilfreds med situationen, trætheden buldrer i kroppen, men efter den første kop kaffe begynder den at virke. Det er heller ikke nemt at være B-PC hos et A-menneske!

Solen skinner og jeg ser en havedag for mig. En dag, hvor døren står åben og hundene går ind og ud som det passer dem. Hvor der også er vandskål med frisk vand på fliserne i skyggen og hvor jeg har en stol med puder, kaffe og bog indenfor rækkevidde. Jeg har genoptaget Havets Katedral, men må nok erkende, at jeg ikke når at læse den færdig, inden turen går til Barcelona i næste uge. Mine egne skriverier har også været lidt på standby og jeg tænker bare, at det er OK. Det er godt at multitaske til tider, men jeg kan faktisk godt lide at fordybe mig, når det skal være. Og jeg kastede alt, hvad jeg havde i mig ind i mit coaching kursus, lektier, blod, sved og tårer. Det gav pote. Og faktisk har jeg næsten lyst til at læse videre, mere, men jeg tror jeg trænger til lidt skønlitteratur. Skøn litteratur i solskin.

Det føles på en måde så mærkeligt tomt efter kurset. Jeg savner det gode hold, de mennesker, jeg var så heldig at møde og arbejde sammen med. Vi kom tæt på hinanden i de uger, kurset varede. Det kunne ikke være anderledes. Det krævede, at vi var åbne og villige til at arbejde med os selv og hinanden og ingen holdt igen. Jeg sidder tilbage med en slags beundrende ømhed overfor de mennesker, som fortalte så meget om sig selv og deres udfordringer. Det kom tæt på. Tit kom vi tilbage om morgenen, hver især, og havde tænkt og reflekteret over alt det, der blev sæt i gang, så vi var helt bombede. På den gode måde. Vi var heldige at have to yderst dedikerede og dygtige lærere, som tog os med på en fantastisk rejse udi coaching og mindfullness. Der blev fyldt på. Og her sidder jeg og sukker efter mere, som om jeg ikke har fået nok, selvom det til tider var grænseoverskridende hårdt at blive konfronteret med sig selv og de ting, man går og tumler med. MEN, det var også det modsatte. Fantastisk at få identificeret styrker og værdier. Godt at få sat ord på så meget, så der faldt brikker på plads og et puslespil kom nærmere sin fuldendelse. Dejligt at overskride grænser og se sig selv i et helt nyt lys.

Men i dag er det havedag. Det må det være. Solen skinner, fuglene synger og himlen har iklædt sig sin fineste blå kjole. Den passer så godt til de grønne trækroner. Måske skulle du også gøre rent, hvisker en stemme i mit hoved. Nej, den hvisker ikke. Den siger det faktisk ret højt! For i morgen er det lørdag, og du skal til fødselsdagsreception og din mor kommer rejsende med toget for at tilbringe et par dage på landet. Så må der gerne se fint ud i hytten. Ja, tænker jeg og sukker, stemmen har jo ret. Måske skulle jeg lige få det ordnet også. Men først en tur ud i morgenen med hundepigerne. De skal luftes. Senere står der også en løbetur på programmet, sidst på formiddagen, inden det bliver for varmt. Måske en tur langs åen? Fredagstankerne er mange og flakkende, men jeg slutter her! ;)

God fredag til dig! :)

torsdag den 9. juni 2011

Taknemmelig på en torsdag


Så kom regnen. Det blæser i træerne og jeg kan skimte regndråberne som bliver kastet rundt i luften. De ligner næsten støv. I dag bliver der vist ikke noget med at sidde udenfor med bog og kaffe og jeg tænker vel egentlig "godt det samme", for jeg skal faktisk være praktisk i dag. Marker, træer, buske og blomster synger muntert og danser en regndans. Jeg vil bare danse med. Fint, at jeg ikke bliver fristet af sol og stol. Og skulle den komme senere på dagen, solen, så tager jeg en velfortjent pause. Havets Katedral er stadig fuld af gode ord, som jeg endnu ikke har læst. Og Turen går til Barcelona har også meget mere at byde på. Vi får se. Dagen er ny. Her sidder jeg med kaffe og ord og kan ligeså stille mærke energien komme tilbage.

Jeg er taknemmelig. Ja, sådan sidder jeg og føler det lige nu. Taknemmelig for, at jeg tog den afstikker på min rejse og hoppede på et kursustog, der viste sig at indeholde en gave til mig. Glad for at jeg fik muligheden. Jeg fik arbejdet så meget med mig selv gennem de 14 dage, kurset varede, og fik rykket ved så mange ting, at noget faldt på plads. På et tidspunkt troede jeg, at det hele ville styrte samme som et mægtigt tårn, der kollapser, men det viste sig at være lige modsat. Noget blev samlet. Og pludselig gav det fuldstændig mening, at jeg gjorde det, jeg skulle gøre. Coache andre. At jeg fik nogle gode værktøjer og lærte en masse vigtige ting og så kunne smide en trumpf på bordet. Mig selv. Det synes jeg i den grad er spændende, udfordrende og føles utrolig godt i maven. Her er det mig, som er på banen. Jeg spiller ikke en rolle. Jeg bruger mig selv og mine evner, talenter, styrker og erfaringer. Mig. Det er en god følelse.

Det er en lettelse at finde ud af, hvem man egentlig er. Og at man tør. Vi arbejdede også med mod på kurset og at turde og jeg er imponeret over, hvordan alle deltagerne var engagerede og udviste mod. Var ærlige, smed ting på bordet om sig selv, svære udfordringer, personlige kriser og alt muligt. Vi kom tæt på hinanden og coachede hinanden i forskellige situationer og gennem mange forskellige øvelser. En flok helt forskellige mennesker fra helt forskellige baggrunde og alle aldre var repræsenterede. Det var også en gave. Skønt at arbejde samme med sådan et hold af dejlige mennesker, som jeg aldrig ville have mødt, hvis det ikke havde været for det kursus. Vi vil nu forsøge at holde kontakten ved lige og lave en slags erfagruppe, mødes engang i mellem og udveksle erfaringer, råbe YES, hvis nogen har fået job eller fundet den rette hylde. Hjælpe hinanden. Der var mange på rejse ligesom jeg, på vej mod noget, som endnu ikke var klart. Midt i en vigtig proces.

Taknemmelig. Det er jeg. Så glad for, at jeg fik lov at være med. Prøve mig selv af. Udvise mod og springe ud i noget, jeg ikke havde prøvet før. Noget grænseoverskridende. Jeg tror på at alle mennesker har svarene i sig selv, er kreative og ressourcefulde og blot skal ind på den rigtige vej for at det dæmrer. Tænk at være indirekte med at at bane vej. Tænk at få lov til at stille lige det spørgsmål, der sætter nogle tanker og reflektioner i gang, som giver et lille lys og en åbenbaring til et andet menneske, så vedkommende ændrer kurs eller ser nye muligheder for at finder sit mål. Når sit mål. Forstår, at der er valg og mange måder at gøre tingene på. Og at der er alternativer, hvis noget ikke virker. Andet at prøve. Gøre. Det vil jeg. Være med til at hjælpe. Så andre ligesom jeg kan finde ud af, at livet har meget mere at byde på end det, det blotte øje ser.

Toget holder en velfortjent pause på en skyet perron. På skiltet over stationen står ordet "Torsdag". Jeg står af og går en stille tur. Og får ordnet det, jeg skal! :)

onsdag den 8. juni 2011

I hus


Det er helt underligt at sidde her igen og have tid. 2,5 hektiske uger er ovre. Dage på kursus, morgener med toget til København, forventninger, lektier, spændende og lærerige dage, øvelser, aktivitet, værktøjer, søde og engagerede mennesker og et utroligt veltilrettelagt program. Tænk at vi kom igennem så meget på så kort tid. Det har været utrolig givtig og så godt for mig, at jeg næsten har svært ved at sætte ord på det lige nu. Det kommer senere. I små dryp og indlæg, som vil bære præg af det. Men en ting er sikkert; coaching er kommet for at blive i mit liv. Eksamen gik godt, den sidste afsluttende prøve, jeg fik konstateret at min gode mavefornemmelse holdt stik. Det her er jeg god til. Det her er noget, som giver mening for mig. Som jeg instinktivt forstår og kan lide. Som jeg vel i grunden brænder for, hvis jeg skal sætte lidt mere passionerede ord på i denne årle morgenstund, hvor trætheden har svøbt mig i sit slumretæppe. Jeg er flad. Glad og flad! :)

Nu skal jeg videre på min vej og finde ud af, hvordan jeg får coaching med i mit program. Jeg vil selvfølgelig starte med at øve mig, have coaching sessioner, hvor jeg tilbyder min assistance som coach uden honorar. Nu har jeg certifikat på at jeg kan coache og jeg føler mig godt klædt på til at springe videre ud i det. Men på et tidspunkt skal jeg vælge en "retning", for jeg vil naturligvis være certificeret coach. Det har noget med penge at gøre. Lidt økonomi og planlægning. Det kommer! Lige nu skal jeg bare være. Sidde her og skrive, mens morgenen folder sig ud og solen forsøger at trænge igennem skydækket.

Jeg håber, at I har haft gode dage i Landsbyen. Jeg har været lidt væk mentalt og har ikke rigtig fulgt med. Det bliver der tid til igen nu. Og så skal jeg jo også have læst lidt mere om Barcelona, som venter kæresten og jeg om en uge. Kun en uge! Nu kan jeg åbne op for den pose igen og begynde at glæde mig. Forberede mig. Havets Katedral er stadig kun halvlæst, men sådan er det. Der har været andre boller på suppen. Gode, velsmagende og krævende boller. Jeg har nydt det. Og gjort en fin indsats. Læst og øvet mig. Tænkt og reflekteret. Meget. Certifikatet er i hus og det er jeg også. Her bliver jeg i dag. Slapper af. Jeg trænger!

Ha' en dejlig onsdag og så kigger jeg nok forbi i løbet af dagen! :)

mandag den 6. juni 2011

Hededag


Jeg skal da lige blogge lidt, tænker jeg og baner mig vej gennem sveden frem til skærmen. Hold da op, en varm dag i dag. Hed. Stegende lummer. Jeg har været i København på kursus og tro mig, byen kogte. Jeg kogte. Og der var ingen aircon i toget, DSB er tilsyneladende ikke gået over til sommerkøreplan eller også inkluderer den bare ikke frisk luft i toget. Nu bliver jeg til en smeltet pyt på sædet, stønnede jeg, mens jeg klamrede mig til min frelsende engel, min vandflaske. DSB. Kom igen. Billetterne er da ikke blevet billigere og vi vil gerne transporteres fra A til B, ikke laves til varm softice.

Nej da, jeg klager ikke over vejret. Jeg er jo en sommerpige! Men jeg havde ikke noget imod en lille rask tordenbyge. Bare for at rense lufte. For der er jo eksamen i morgen, eller afsluttende prøve, hvad vi nu vælger at kalde det. I dag havde vi en lille prøveseance. Spændende dage. Intensive. Om-sig-gribende. Efter i morgen skal jeg vist også have renset luften på øverste etage.

På vej mod toget i bagende sol, på Købmagergade, stødte jeg ind i hende her. Et dejligt tilfælde og et hurtigt knus. Godt at se dig i sommerkjole på strøgtur, Miri! :) Næste gang går jeg med og styrter ikke afsted mod toget i bagende sol. Vi ses! :)

søndag den 5. juni 2011

Allerede søndag


Søndag. Allerede søndag. Jeg sidder stille på perronen og mærker trætheden som en tung rygsæk. Kan jeg stille den fra mig og bare efterlade den her på stationen? Kan jeg gå og lade den være? Vil nogen måske komme og stjæle den? Den står jo bare dér, ubemærket, en rygsæk fuld af træthed og lommer af snot. Ikke nogen speciel lækker rygsæk vel? Så hvem skulle gide hugge den? Men hvis jeg nu bare går og lader den stå. Vil den så tømme sig selv i løbet af dagen og være en tom og frisk rygsæk med plads til lidt af hvert, lidt godt, når jeg kommer tilbage i aften?


Der er blomster i haven. De har selv ansvar for at være dér. Jeg har ikke plantet dem. Jeg har ikke lagt frø i jorden i håb om, at de ville dukke op og blomstre sig smukke og mægtige. De kommer bare. Af sig selv. Og det er i grunden en dejlig ting, synes jeg, at de kan klare den selv. Jeg smiler lidt til dem og sender en kærlig tanke. Siger et par gode ord. Denne lyserøde sarte sag står mellem buskene. Pludselig var den der bare. Jeg havde forladt min lektielæsning ved havebordet og spankulerede omkring for at samle tanker. Eller for at sprede dem. Det husker jeg ikke nu. Så så jeg blomsten. Alene stod den dér. Sart. Lyserød. Næsten gennemsigtig. Og alligevel stærk og enestående smuk.



Jeg kommer og giver dig vand i aften, min ven. For vejret er så sommerligt og varmt. Tørt. Jeg sveder. Jeg snotter. Nej, det skal vi virkelig ikke begive os ud i nu. Ikke skrive om det! Gider det ikke. Faktisk slet ikke. Men den er der. Endnu. Forkølelsen. Trætheden. Og så midt i den, åh Herregud, bare en sommersnue og et hul vejen, hvor jeg lige skal ned og ligge for at samle mig selv sammen og gå videre, børste støvet af tøjet, smide snotklude i skraldespanden, åh Herregud. Der er blomster i haven. Blomster på markerne.

Jeg tænker på Lavendel, som har mistet sin søn. På hvordan livet kan være så uretfærdigt, hårdt og blive så uendelig trist og dybt tragisk på den smukkeste sommerdag. Jeg mærker, hvordan jeg ikke kan finde ord, kun et trøstende knus og tanker. Kun. Bare.


Hundepigerne hygger sig haven. De har fået en stor balje med vand, som får frisk indhold hver dag. Den kan der både drikkes af og leges med. Poter i vand. Bolde, som man kan fange og fiske op. De morer sig. Helt enkelt. Jeg vil bare sidde og stirre på dem og nyde synet af den simple glæde. Den umiddelbare. Søndag. Allerede.

lørdag den 4. juni 2011

Studenten, kvinden, mennesket


"Nej!", siger jeg resolut og taler til Juni. Forestiller mig at hun bor på pensionatet ligesom sidste år. At jeg overhovedet har et pensionat, for egentlig er det jo lukket nu. Det er en helt anden tid. Men juni ikke desto mindre. Og sommer. Så jeg kniber øjnene sammen og misser mod solen, så jeg kun kan skimte en klar lysstråle badet i tåredis. Nu kan jeg se hende. Juni i sin sommerkjole med blomster i rosa farver. Som en let kontrast til den blå sommerhimmel og som en brise i den allerede varme morgen. Hun smiler og rækker strækker sin ene arm frem mod mig. Hendes hånd tager min. "Hvad vil du sige, min ven?". Jo, det er hende! Jeg kan kende hendes stemme. Hun er måske aldrig længere væk, end jeg altid vil kunne kalde på hende og få hendes opmærksomhed? Hvis jeg har behov. Når jeg trænger til en ven, som er lige nu og her. Juni. Hvem ellers?

Og hvad vil jeg egentlig sige hende? Spørge, hvorfor jeg har fået min første sommerforkølelse i mange år? Og ikke den første forkølelse i år vel at mærke. Lidt forundret over, at jeg tilsyneladende er ret sårbar på dette tidspunkt. Midt i min rejse og i en fase, hvor jeg virkelig føler jeg lever. Suger til mig af viden, lærdom og føler mig brugt på den gode måde. Sårbar? Jeg føler mig jo stærk! Juni venter tålmodigt på, at mine tanker skal blive til ord, men jeg føler mig så ordløs. Og det er jo paradoksalt, eftersom jeg sidder her og skriver løs, mens morgenen folder sine velduftende vinger ud og serverer endnu en dag lige efter bogen, den gode, du ved. Den, hvor sommeren er som i barndommen. Hvor solen skinner, fuglene synger og græsset er grønt. Ordløs. Det er jeg vel ikke! Nej! Men forkølet. Det er jeg. Så jeg tænker sårbar. Jeg faldt med et brag for det gennemtræk, vi har haft i det bagende varme klasselokale og det gennemtræk, der har været i mig selv. Bang! Så snart jeg slappede lidt af, fik mere end seks timers søvn og tillod mig selv lidt velfortjent hvile som i "nu sover jeg mindst otte timer om natten" ... så var den der. Og for pokker, hvor er jeg snottet!

Juni smiler bare. Nej, siger hun uden at sige noget, det behøver vi vel ikke at sætte ord på? Sådan er det bare. Og så citerer hun Freud, som så klogt har sagt "af din sårbarhed skal din styrke komme". Lader sine lange sommerfingre glide gennem mit hår, kysser mig på kinden og med et åndedragspust er hun væk igen. Som et sæbeboble, der briser til små bitte vandlige atomer. Puff. Hun er magisk, tænker jeg og smiler, mens jeg griber ud efter endnu en snotklud. Og accepterer min situation. Det er jo bare en sommersnue. Og jeg er sårbar. Ligeså svag som jeg er stærk.

Bevæbnet med tørklæde, vand, te og de altid gode kleenex vil jeg sætte mig ud i sommerdagen og læse videre på mit pensum. Der skal forresten også købes ind. Og kæresten er allerede over alle bjerge, som slet ikke findes, men som er en god metafor. Også i flade Danmark. Det var vist noget med noget korn. Nogle marker. Noget landbrug. Hvad ved jeg? Byboen. Den forkølede bybo på landet. Studenten. Kvinden. Mennesket.

fredag den 3. juni 2011

Aristoteles og overspring


Endnu en fin sommerdag er ankommet. Fuglesang, himmelblå og en lidt kølig sommervind, som jeg tænker bare vil være en fordel senere, hvor det for alvor bliver varmt. Jeg har brug for den varme. Jeg må ud og læse, tænker jeg, jeg kan ikke sidde herinde i det lidt mørke hus og forsøge at være student, når lyde og dufte lokker derude. Jeg må forbinde det hele. Trække tråde og binde sløjfer, så det hele går op i en højere enhed. Selv min sommersnue, som også steg af toget som en ubudne gæst, må jeg byde velkommen og sige, tja. Pyt. En blind passager, som ikke behøvede billet for at indtage mit legeme. Jeg var et let offer. Kom, må jeg have sagt uden at vide det. Nu er jeg sårbar. Lige nu. Der har været gennemtræk i både klasselokale og i mig selv. Sårbarhed og styrke går hånd i hånd.

Men hvor er dagen dog smuk. Mit yndlingstidspunkt på året, sommeren, jeg elsker den, de lette klæder, som danser i sommervinden, smyger sig, de lyse farver, det bløde stof mod huden som et kærtegn. Elsk mig, råber jeg og stiller mig midt i vinden, mærker solen, varmen og det kølige strejf af tvivl, som vinden kan give. Er det virkelig sommer? Eller vil skyerne komme rumlende som et gammelt tog på skinner, der ikke desto mindre kommer frem og blander sig, hvis de har lyst. Har de lyst? Jeg har ikke, men hvem bryder sig om det? Byd dem velkommen, hvisker en stemme i mig, byd det hele velkommen. Lad livet være liv og lev det. Elsk det!

Jeg burde vel stå i badet lige nu. Gøre mig ren og lækker, vaske hår, lade det dufte og lade vinden tørre det. Sidde derude med dagens anden kop kaffe, fylde mælk i og fylde lærdom i mit hoved og legeme. Pensum. Men burde kan jeg ikke bruge til noget og jeg er langsom. Jeg lader mig ikke skynde på. Sådan må det være. Lige om lidt, tænker jeg, og lader bloggen være en slags overspringshandling, noget jeg nyder. Lade ordene flyde som honning, som vand gennem fingre, fra små kilder til vandløb og ud i floder. Ord. Talent. De er en del af mit talent, de ord.

Dér hvor dit talent og verdens behov møder hinanden, ligger dit kald, sagde den gamle filosof Aristoteles. Og det havde han ret i. Er det ikke smukt sagt? Og så sandt. Jeg sender ham en kærlig tanke og tænker, at nu går den ikke længere. Og det er jo også spændende, mit pensum. Sommeren venter på mig, et bad, kaffe og så sidde ved havebordet, læse, tænke, eftertanke, terpe, forstå, forundres.

God dag til dig! Følg dit kald og brug dine talenter. Verden venter på dig. Og på mig! :)

Megans Engel er malet af min gode gamle og yderst talentfulde veninde Sidse.

torsdag den 2. juni 2011

Sommermorgen


Åh hvilken morgen! At vågne op, at have sovet længe, nok, fuglesang udenfor vinduet, en mild brise og sol, der strømmer ind i soveværelset fra gavlvinduet i gangen. Bare blive liggende lidt, give sig tid til at vågne, mærke efter, bare være, lige nu og vide, at om lidt står jeg op og går direkte ud i den allerførste sommermorgen. Varme boller, blødkogte æg, kaffe og juice og tid til bare at sidde. Snakke. Være stille. Se ud af vinduerne. Markerne bevæger sig som bølger på havet, fasaner og rådyr trisser næsten lydløst omkring. Alting er i slowmotion. Langsomt.

Jeg ved ikke noget bedre end en sommermorgen som i dag. Blå himmel og sol som varmer uden at bage. Sådan er en dansk sommer, helt perfekt, sprød, i balance. Frodig. En hel palet af grønne farver. Fra de spæde sarte lysegrønne til dyb mørkegrøn. Jeg må ud, ud i græsset, ud i haven, se på blomster, indsnuse luften og duftene og mærke. Sanse. Være. Du danske sommer, jeg elsker dig ... jamen det gør jeg! Og så fortsætter sangen jo med "skønt du så ofte har svigtet mig", men jeg føler mig bestemt ikke svigtet. For den danske sommer er et fuldt bekendtskab. Den har det hele.

I dag skal jeg bare nyde. Jeg bevæger mig langsomt og har ingen hastværk. Selvom det egentlig også er læseferie og jeg skal forberede mig og repetere pensum fra de sidste ugers kursus, så føler jeg mig ikke stresset. Ikke endnu i hvert fald! ;) Jeg føler mig hensat til "gamle dage" som studerende, hvor sommerens kommen også betød kommende eksaminer og forberedelser og nogle gange frustration over ikke bare at kunne smide bøgerne væk, ud og så bare nyde sommeren. Men det gjorde jeg jo ikke! Og det gør jeg bestemt heller ikke nu. Jeg balancerer bare. Jeg vil tage havebordet og placere det på et stategisk godt sted i haven. Lave kaffe og en kande med iskold vand og citron. Så kan jeg sidde dér og læse. Om værktøjer og teknikker. Og samtidig være mindfull. En god plan for årets første sommerdag.

Ha' en dejlig Kr. Himmelfart og nyd det fantastiske sommervejr. Glad i låget, bliver man. Glad i låget! :))

onsdag den 1. juni 2011

Danse i øjeblikket


Jeg har danset ud i morgenen og gået tur med hundene. Der er så smukt lige nu at jeg bliver helt åndeløs. Blomster i skønne farver på brakmarkerne. Pluk dem, hviskede en stemme til mig, men jeg smilede bare og gik videre. Nød synet og lod dem være. Blomsterne. De er vidunderlige. Jeg føler ægte kærlighed for de vilde blomster, en instinktiv forståelse for deres glædesdans over bare at få lov at være. De får dagligt besøg af fasaner, harer og dådyr og selvfølgelig alle insekterne, som letter og lander. Men jeg vil ikke træde ind på deres domæne. Jeg vil bare stå og falde i staver over deres vilde, vidunderlige skønhed.

Jeg blev selvfølgelig ikke stående. Det er jo morgen og jeg skal igen afsted til København. Kursus. Det er spændende dage og jeg får næsten ikke tid til at lande. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har lært så meget på så kort tid og samtidig sat så mange processer i gang i mig selv. Mit hoved er på overtid, men mit hjerte er glad. Selv i det travleste træthed kan jeg mærke, at jeg trives. Det her er spændende! Udfordrende.

Jeg har haft min første klient og coaching session "ude af huset". I går fremlagde jeg sessionen for de andre og det gik fint. Både sessionen og fremlæggelsen. Det her er sjovt! Men det er ikke bare sjovt, det er vigtigt og det motiverer mig at hjælpe andre til at finde svarene i sig selv. Faktisk tænder det mig i den grad. Så trætheden får lov at være træt, jeg har givet den en god nats søvn i nat og danser nu videre mod byen og lærdommen.

At danse i øjeblikket er et udtryk fra lærebogen om coaching. Er det ikke poetisk? Jeg bliver glad, når man anvender dens slags billeder og metaforer, for dem forstår jeg. Jeg kan se det. Mærke det. Og jeg finder selv på nye, når jeg sidder i coaching situationer, for jeg er til billeder. Ord man kan sætte billeder på. Og omvendt. Og nu ævler jeg vist lidt. Skriver bare. Nyder kaffen og morgenen og det, jeg skal. Om lidt. Afsted igen. I dag er der mindfullness på programmet, så vi skal meditere og lære mere om at være til stede. For andre og i sig selv. Vi har en fantastisk lærer, som er både filosof og yogalærer. Guru, vil jeg tillade at kalde ham. Han er inspirerende. Jeg suger til mig. Det gør vi allesammen. Vi er små svampe, som grådigt suger til os og slikker den sidste dråbe af visdom ud af dagene. Mere. Bare lidt mere. Det her er nektar.

At danse i øjeblikket handler bl.a. om at turde springe ud uden sikkerhedsnet. At turde tro på sig selv og sine evner, sin mavefornemmelse og turde tage chancer. Det skal en coach turde. Og det skal et menneske i grunden turde, hvis han eller hun vil udfordres og udvikle sig selv. I dansen opstår mulighederne. Nye dansetrin. Nye måder at gøre tingene på. Gode alternativer. Når man danser i øjeblikket, er man et hundrede procent til stede i nuet. Dansende. I bevægelse.

Mere senere. Toget venter ikke på mig og det er også helt fint. Jeg skal nok være klar. Det her vil jeg ikke gå glip af. Det er en smuk sommermorgen. Og Juni har foldet sine vinger ud og er klar til at tage os på en fjerlet rejse direkte ind i sommeren. Vil du med?