mandag den 30. maj 2011

Balancekunst


Jeg læser om hvordan seje løbepiger sætter nye rekorder og når nye mål. Halvmarathon. 27 kilometer. Jeg leger stadig med mine 5 kilometer på tid og glæder mig over, at mit bækken er med på legen. Det er nok lige nu. Der er andre målstreger, jeg er på vej mod. Og det er vel at mærke målstreger, jeg ikke helt har defineret. Det kommer, når der igen kommer lidt ro på. Sådan tænker jeg, mens jeg sidder her på den regnvåde mandag morgen allersidst i maj og en ny uge byder sig til.

Nogle spændende og travle dage på kursus og i praksis venter forude. Jeg er klar, parat, start agtigt og samtidig har jeg lyst til bare at sove. Glemme alt om det nye, der har åbnet sig som en sluse, og bare ligge og kigge op i himlen. Stands toget, jeg vil af! Men toget fortsætter og jeg sidder stadig i sædet og kører med. Egentlig vil jeg jo slet ikke af. Der er bare ikke så meget ro i min sovekupé for tiden og jeg kan mærke lysten til at restituere. Behovet. Det behøver ikke at gå så stærkt! Men det gør det lige nu og jeg kæmper til tider for at holde balancen. Hovedet koldt og hjertet varmt, du ved! ;)

Balancen. Hvor findes den egentlig? Jeg har før skrevet om øjeblikkets balance og det er i grunden en god måde at beskrive den på, den dér ligevægt. For man kan ikke stå stille og balancere uden at bevæge sig. Man kan ikke udvikle sig uden at bevæge sig. Jeg lærte noget nyt i sidste uge, som jeg har taget med mig og som jeg tænker på, når det i disse dage vipper lidt faretruende (jeg har ikke været så flittig på balancebrættet på det sidste!). Balance er evnen til at korrigere, når du er ved at vælte. Når du er ved at vælte! Så skal man måske helt derud, hvor man er lige ved at falde? Hvor fodfæstet er en by i Rusland og hvor man ikke aner, om det brister eller bærer? Jeg svarer ja og smiler lidt. Når man tager sig en rutschebanetur, så kilder det i maven. Det findes ikke uden. Så jeg vil balancere ud i mandagen og tænke på at

Balance er evnen til at korrigere, når du er ved at vælte. Husk det nu. Megan. Lene. Og du dér! :))

Billedet er lånt på draka.no

søndag den 29. maj 2011

Under ombygning


Det gode hus og jeg havde stor forståelse for hinanden i dag. Vi mødtes i et fælles rum af ombygningsenergi. Af mathed, fordi det er så grænseoverskridende at overskride grænser, og af glæde, fordi vi er på vej mod en bedre udgave af os selv. Hvor vi lever i overensstemmelse med vores værdier og vores potentiale og hvor vi er rummelige. Både som hus og som menneske! :))

Her er lidt fra huset i dag. Se bare, hvor flittige de gode håndværkere har været. Der er snart gulv overalt. Og paneler i spisestuen. Den store kakkelovn er ved at blive renoveret.

Man kan godt være smuk, selvom man gennemgår en om-sig-gribende renovering.

Hilsen huset, kakkelovnen og jeg.

Åh du skønne gamle kakkelovn

Paneler i spisestuen sættes op

Gæsteværelse

Fællesareal i arbejdsrummene

Mit kommende magiske arbejdsrum

Gangareal - 1. sal

Udsigt fra gæsteværelset

Søndag, studier og mindfullness


Søndag morgen bevæger sig dovent mod formiddag. Her sidder jeg i ligeså doven tilstand og nipper til den sidste kaffe, mens jeg lader dagen komme til mig. Jeg har ikke behov for at skynde mig. Selvom jeg skal være søndagsstudent og læse på pensum og genopfriske sidste uges intensive lærdom, kan jeg mærke, at jeg har tænkt mig at indtage en afslappet holdning. Mindfull. Og efter mindfullness også er en del af vores pensum og jeg føler mig meget inspireret på det område, har jeg tænkt mig at integrere det som en del af, hvem jeg er fremover. Det vil kræve øvelse. Gentagelser. Igen og ingen. Men jeg kan mærke, at det er kommet for at blive. Jeg vil gerne være en mindfull coach. En, som ser det store billede i alle detaljerne. Og som er med til at skabe plads og rum for individualitet og velvære.

Lige nu er jeg her bare. Lige her ved bordet i skrivestuen, mens solen ubeslutsomt danser ind og ud bag skyerne. Eller måske danser den bare. Alting er i bevægelse og i dag har solen lyst til at bevæge sig i tilsyneladende komplicerede dansetrin bag ligeså bevægelige skyer. Det er en smuk dans. Et enestående eksempel på, at alting er i konstant forandring og du og jeg er en del af det hele. Solen. Skyerne. Alt det, som er.

Jeg skal være student. Og så skal jeg gå tur med hundene. Nyde dagen og vejen og lade søndagen folde sig ud med det, den har at byde på. Studere. Og vores gode hus skal også studeres, for ligesom jeg gennemgår det en gennemgribende proces, hvor der rives ned og bygges op. Lige nu bliver det mest bygget op. Og eftersom der har været flittige håndværkere hele ugen, er der sket meget. Det skal jeg lige ud og nyde.

Ha' en dejlig afslappende søndag. :)

lørdag den 28. maj 2011

Rum til kaos


Lørdag morgen. Jeg har allerede været oppe et godt stykke tid. Selvom jeg tænkte, at jeg kunne sove forevigt, for længe, formå at bare putte mig væk i dyner og puder, så vågnede jeg tidligt. Brat. Pludselig tog tankerne over, indtryk fra ugen der gik rumsterede, poppede op, stemmer, følelser. Min morgenkupé lå badet i lys og søvnen forduftede. Jeg mærkede det straks. Jeg er stadig på. Stadig fuld af alt det, der er blevet puttet i mig den sidste uges tid, og alt det, jeg har reflekteret over. Værdier. Styrker. Positiv psykologi. Mindfulness. Værktøjer til coaching. Samtalen. Styringen. Intuitionen. Dansen i øjeblikket. Så jeg så søvnen danse kinddans med morgenen og selvom jeg blev liggende et godt stykke tid, kom den ikke tilbage.

Hold da op! Jeg føler mig både uendelig træt og mat og samtidig utrolig vågen og energisk. Jeg er tændt og har på samme tid brug for bare at slukke. Men det er ikke nu. Tomrummet må komme senere i form af løbetur. Energien skal forplante sig til praktiske gøremål. Dagen i dag. Nuet. Nærvær. Jeg tænker lige nu, at det muligvis ville være en god ide at holde helt fri i dag, for så i morgen at være flittig student igen. Senere i dag skal vi besøge min mor i sommerhuset. En køretur. Et skift i landskabet. Køre langs fjorden og lufte hundene på stranden. Lufte mig på stranden. Jeg har brug for vandet. Den ro, der ligger som linjen i horisonten, himlen, skyerne.

Sikke en uge! Jeg har taget så mange gode skridt på min rejse, sprunget fra sten til sten over floden, og alligevel er jeg næsten tilbage til udgangspunktet. Og dog? Jeg kan ikke rigtig genkende omgivelserne. De er fuldstændig som før og alligevel helt forandrede. Kender du det? Man vender hjem efter at have været ude og så er der sket noget? Er der flyttet om på møblerne? Har nogen fjernet dele af inventaret eller sat noget andet ind? Man ser på en genstand, som tilsyneladende er som den altid har været og alligevel ser den helt anderledes ny ud. Man går rundt og prøver at identificere forandringen i det ydre, men må konstatere at det faktisk er som før. Men øjnene der ser er nye. Forandrede. Man føler sig i vildrede og en smule hvileløs. Hjemløs. Bor jeg her? Er det mig? Og hvem er jeg, som ser med nye øjne? Kan jeg virkelig tage det skridt fra den, jeg var, til den jeg er nu med alt, hvad det indebærer?

Jeg tror jeg kan. Jeg kan mærke det. Trods træthed og forvirring. Klarhed midt i kaos. Min største udfordring lige nu er at rumme det kaos. Rumme kaos. Kaos i mit rum.

God weekend! ;)

fredag den 27. maj 2011

En rejse i rejsen


Det har været en fantastisk uge. Nu sidder jeg ved stearinlysets skær og venter på pizzaankomst. Venter på at hælde rødvin i glasset og tage plads i kupé weekend med hvad dertil hører.

Lige nu har jeg faktisk svært ved at sætte ord på, hvad denne første uge på coaching-kursus har givet mig. Der er så meget. Jeg er helt overvældet over, at have lært så meget på så kort tid, at have fået så meget at reflektere over, aha-oplevelser, gode menneskemøder, udfordringer, lærdom, rigdom, mindfullness. Jeg er ganske enkelt overvældet. Begejstret. Tændt og træt. Lige nu er jeg vist mest træt, så jeg byder weekenden velkommen med et stort knus, mens jeg alligevel glæder mig til mandag. Se det er guld! :)

Senere vil der komme ord på. Ord og indtryk. En rejse midt i rejsen. Et trinbræt og en station. Medpassagerer, som også er på rejse, i samme tog men med hver sin destination.

Jeg ønsker jer alle en glædelig fredag og vender tilbage i morgen i en forhåbentligt friskere udgave. Nu skal fredagen nydes til lyden af dryppende regn mod ruden. Lyset er dæmpet og det passer mig fint. Jeg er lige i humør til den slags vejr. Skumringsagtig drømmende, reflekterende, glad og tilfreds. På rejse i rejsen.

torsdag den 26. maj 2011

Sommerlyde


Det slog mig, da jeg trådte ud af døren for at gå tur med hundene. Sommeren snakker. Vinteren er ofte stille, begravet i sne og hvis der er lyde, er det af regn, blæst og hvad deraf måtte komme. Men sommeren? Fra lyset står op tidligt på morgenen (om natten), går lydene i gang. Først en fugl. Så den næste. Og til sidst et helt kor af fugle. Nogle synger smukt og andre råber nærmest. Nogle lyder glade, andre vrede. Fasaner skræpper, når de flyver forskrækkede ud af træerne eller blivet nødt til at gå på vingeren. Og jo mere sommer det bliver, desto flere lyde. Insekter summer. Frøer kvækker. Fårekyllinger ... ja hvad gør de. Lyden kender jeg i hvert fald.

Lige nu er der en helt speciel fuglelyd fra forsommerfuglen af dem alle. Gøgen. Morgen og aften lyder den som et bornholmerur, der har glemt, hvad klokken er og bliver ved med at kukke for en sikkerheds skyld. Det er vel i grunden ikke alle af den slags ure, som har en fugl gemt bag en lille låge i toppen, som fortæller om tidens gang, men det har ikke betydning. Og gøgen er vist ligeglad med klokken som sådan, men den er ekstra aktiv morgen og aften. Indtil Sankt Hans. Så tier den stille. Nu kan sommeren kan træde i karakter.

Indleder den mon sommeren ? Gør den klar til at det for alvor kan blive den årstid, de fleste af os altid drømmer om og længtes efter? Dér, hvor det forhåbentlig er varmt og godt og hvor tiden går i stå, badet i solens stråler under blå himmel. Den indleder forberedelserne her i maj måned og det sker ved kontinuerligt kukkeri. Hyggeligt er det i hvert fald.

God torsdag. Jeg må afsted til København og kursus!

onsdag den 25. maj 2011

Værdifulde dage


Så nåede vi til midt i ugen. Solen skinner og morgenen er kølig. Her sidder jeg og kigger ud over vandet, mens mit skib ligger for anker i den eneste havn på øen. Her går jeg på skole og holder pause i min rejse. Hvis man altså kan kalde det pause. I stjålne øjeblikke længtes jeg tilbage til min båd og de skvulpende bølger, men jeg ved med sikkerhed, at jeg har gjort det rigtige. Det her er et vigtigt kursus for mig. Udover jeg lærer at coache og hvad dertil hører, så får jeg også nogle tanker, som jeg ikke ellers ville have fået. Og jeg bliver bekræftet i, at jeg så sandelig har gjort det helt rigtige, da jeg sagde mit job op og begav mig afsted. Og at jeg i øvrigt ikke er faldet for fristelsen og har taget en definitiv beslutning om noget som helst. Jeg er på vej. Jeg er lige dér, hvor jeg skal være.

I går arbejdede vi bl.a. med værdier. Kender du dine værdier? Jeg kendte mine overordnede værdier, de synlige, men der er også værdier, som vi gemmer på under overfladen. Det er utroligt spændende at blive taget med på en rejse ind i sig selv og bagefter fortælle om sin rejse og oplevelse til en anden person, som bare lytter på historien. Bagefter fortæller vedkommende så, hvad han eller hun hørte dig sige og hvilke værdier, der måske var til stede. Jeg fik nogle af mine vigtigste værdier serveret. Men jeg fik så sandelig også sat ord på noget, jeg ikke havde været bevidst om. Noget, som giver fuldstændig mening for den person, jeg er på vej til at blive, mig selv, og hvad dertil hører. Wow! I dag skal vi videre med værdier og en masse andet selvfølgelig.

Jeg læser i toget på vej ind i til København og på turen tilbage. Det giver mig faktisk 2 timer til at studere på et tidspunkt, hvor jeg er forholdsvis frisk ;) Jeg forsøger at finde en stillekupe og så fordyber jeg mig. Om aftenen har jeg brug for at koble af. Jeg må have frisk luft. Luftet tanker, krop og sjæl. I går var jeg i svømmehallen og i aften skal jeg lufte hunde og løbe. Og så kommer jeg da nok en tur på visit rundt i landsbyen. Giver du en kop te?

Vi ses! Nyd din onsdag og gør den værdifuld! :)

tirsdag den 24. maj 2011

Nye tider i to uger


Tirsdagen er kommet med lyset, der er lidt mere dæmpet i dag. Regnen siler over landskabet, som taknemmeligt nikker og drikker grådigt af de kostbare dråber. Jeg har gået morgentur med hundene, den helt tidlige model, hvor det er noget af det første, jeg gør. Vækkeuret gjorde sit for at få liv i mig, men jeg var langt væk i drømmeland. Det havde gjort godt at sove lidt mere. Jeg var vågen på et tidspunkt i nat, hovedet fuld af indtryk og udtryk fra det kursus, jeg nu deltager i. Sov, sagde jeg til mig selv, men der gik et godt stykke tid. For længe. Og da morgenen kom og vækkeuret ruskede i mig, som jeg havde bedt det om, var jeg vrissen og påståelig. Det er ikke endnu! Jeg vil sove. Lad mig være. Men det havde ret, vækkeuret, det var nu!

Hold da op, jeg er kommet på arbejde! Eller rettere sagt, jeg er kommet på kursus. Der er meget at læse og tænke over. Jeg kan ikke satse på, at min times togtur til København og retur giver mig mulighed for at læse, for i går kunne jeg først få en siddeplads efter Roskilde. I dag snupper jeg regionaltoget. Det standser ved alle stationer og er ikke så attraktivt som intercity. Jeg håber på en god siddeplads og lidt fordybelse i resten af de sider, jeg ikke fik læst i går. Jeg var for træt! Blev ukoncentret og trængte bare til frisk luft. Jeg er A-menneske af høj kaliber. Jeg har ALDRIG været god til lektier om aftenen. Jeg står hellere tidligt op og går i gang, der fungerer mit hoved og jeg kan tænke gode tanker.

Men altså, kurset. Det er godt! Vi havde en utrolig fin dag i går med introduktion til emnet og hinanden. Et godt hold, er jeg sikker på. Der var teori og flere praktiske øvelser. Vi var pludselig i coaching situationer og jeg var både coach og klient. Det var godt og lærerigt. Da klokken var kursusfyraften, gik jeg til toget og tænkte, at jeg måske kunne sidde lidt dér og studere pensum. Men jeg var blank. Tom. Jeg måtte bare sidde og glo ud i luften, ud af vinduet og lade mig transportere tilbage til provinsen. Solskin og gåtur med hundene. Frisk luft gør godt. Men hold da op. Jeg er helt ude af vanen med at være "på". At skulle stå op og hænge mig i tidsplaner og togtider. Jeg er kommet på kursus! Og ved du hvad? Jeg glæder mig faktisk til dagen i dag! ;) For det her er spændende og det her kunne jeg godt gå hen og blive god til. Tror jeg.

Hvis jeg ikke kommer så meget på besøg rundt omkring i landsbyen i de kommende dage, så ved du hvorfor. Jeg sidder bag min dør og læser lektier. Men hvem ved? Det kunne jo være, at jeg havde brug for en gåtur. Og så skal jeg nok hilse på! ;)

Ha' en fin tirsdag.

søndag den 22. maj 2011

Et hus, en historie


Der var engang et hus. Det var gammelt og nedslidt og det var mange år siden, at nogen sidst havde elsket det og taget sig af det. Huset blev sat til salg. Så kom der en bonde og hans fader forbi. Gode marker, sagde de og købte stedet. Og huset var med i købet. Huset river vi ned, sagde de. Det kan vi ikke bruge til noget. Det er gammelt og misligeholdt. Det er bedre, at vi jævner det med jorden. Men huset kæmpede for sit liv. Det tiggede og bad og talte sig sag. Hvis I renoverer mig, sagde det og giver mig en kærlig overhaling, så vil jeg blive et fantastisk hjem for mine kommende beboere. Kan I ikke se potentialet. Og det kunne de faktisk. De valgte at lytte til huset og så gik de i gang. Men de havde også mange andre ting at tage sig til, så der skulle mange år, inden huset stod færdigt. Men huset var glad, for det havde fået lov at leve. Så det ventede tålmodigt og gav ikke en lyd fra sig. En dag, tænkte det bare, bliver jeg et pragtfuldt hus.










Gad vide, om jeg står færdig til efteråret, tænkte huset. Det var glad for sin nye trappe, sine gulve og sine døre.

Fortsættelse følger! :)

Køkkenblogging


Jeg er for en stund tilbage på min gamle bloggingplads i køkkenet. Her har jeg siddet mange gange med mine ord og morgentanker. Nu sidder jeg for det meste på min plads i skrivestuen, min lille tilsnigelse af et arbejdsværelse, men i dag måtte jeg bare herud igen. Alt ånder fred, kæresten sover endnu og jeg har tænkt at lade ham sove. Jeg elsker dette tidspunkt på dagen. At sidde alene i ro og fred med kaffen og ordene. I dag gør det ekstra godt, fordi jeg har udsigt til de majgrønne marker, kan se fasaner og andre fugle, konstatere, at det blæser, for træerne svajer i vinden. Danser deres morgendans til ære for mig.

Nu sidder jeg og summer, drikker kaffe og tænker på, hvordan jeg skal tilbringe søndagen. Mentalt skal jeg gøre mig klar til dagen i morgen, som bliver helt anderledes. De næste uger skal jeg hver dag med toget til København og deltage i coachingkursus. Hold da op hvor er jeg spændt. Får sikkert sommerfugle i maven som på den første skoledag! ;) Og sådan vil det jo næsten føles, for det er længe siden jeg har været i skole. Og jeg skal lære et helt nyt fag, som jeg har stor interesse for og som ovenikøbet kommer til at handle specielt om helse, velvære og mindfullness. Men mere om det senere. Nu er det dagen i dag, det gælder.

Dagen i dag, skriver jeg og tænker på dagen i går. Den skønneste solskinsdag, den første rigtige sommerdag med høje temperaturer, blå himmel og næsten ingen vind. Jeg fik vasket en masse vasketøj, som tørrede i vinden. Men ellers fik jeg ikke gjort så meget. Indrømmet. Jeg købte ind og så kaldte haven. Bogen. Den gode Havets Katedral, som jeg nyder. Hvert ord. Så læste jeg også lidt generelt om Barcelona. Og jeg, som ikke tidligere har været specielt interesseret i historie, læser historiske detaljer med stor velbehag og fortæller dem glædeligt videre til kæresten, så han også kan blive oplyst. Jeg er nok ved at blive voksen ;) Bøger i haven, kaffe, tur med hundene og da aftenen nærmede sig, tændte vi op i grillen og sad ude og spiste i solen. Det var en fantastisk følelse. Dansk sommer. Sart, skrøbelig, men når den vil, så kan den. Så stråler den og er så køn. Vi sluttede dagen af med en cykeltur. Oh herlighed. Oh skønne Danmark, skal jeg vist lige tilføje, for hvor er her dog smukt. Det bugter sig i bakke dal, ja det gør det. Bølgende frodige grønne og gule marker, træer, blomster, blå himmel, aftensol.

Og nu søndag. Dagen ligger for vores fødder, klar til at blive indtaget, klar til at blive brugt. Mon ikke vi skal en tur ud og se på huset, det dér du ved, som er ved at blive klartgjort til indflytning. Der er håndværkere i øjeblikket, som lægger gulv og sætter døre i. Det nærmer sig. Og jeg siger ikke med hastige skridt. Jeg siger bare "det nærmer sig" ...

GOD SØNDAG :)

lørdag den 21. maj 2011

Buk, fisk eller bare ...


Den tidlige morgenfugl er mig. Endnu engang blev jeg forført at lyset for tidligt. Jeg lå og lyttede til fuglenes tidlige morgensang, prøvede at falde i søvn igen, men forgæves. Hvem gider også sove længe på en lørdag morgen, hvor solen danser frem af disen, hvor lyset er magisk og himlen lovende blå? Nej vel. Et A-menneske som jeg kender sin besøgstid. Og jeg besøger gerne morgenen.

I disse dage er der også andre tidligt på færde. Jægerne. Bukkejagten er gået ind. Hvert år på denne tid dukker de op sammen med lyset og går ud i naturen for at forsøge at komme på skudhold af en buk. De er også herude, for jagten er lejet ud og det er med blandede følelser, at jeg betragter de ensomme mænd, der lusker omkring med deres våben i håb om at få ramt på en flot buk. Jeg forstår dem ikke, tænker jeg, når jeg forsøger at komme tæt nok på til at beundre de prægtige dyr, som går og græsser i kanten af skoven eller på marken. Jeg kunne aldrig skyde et dyr. Jeg nyder bare at se dem i naturen, føler mig næsten udmyg over at få lov. Men jeg ved også godt, at der skal ryddes lidt ud i bestanden. Det siger man i hvert fald. Jeg er sart hvad den slags angår. Jeg får tårer i øjnene, hvis jeg ser en af dem komme slæbende på en død buk. Det sker heldigvis ikke så tit. Sjældent faktisk. Men hvad får disse mænd til at stå op, mens det endnu er mørkt, midt om natten, for at sidde stille ude i naturen og vente. Håbe. Og gang på gang at vende tomhændede hjem, for at prøve igen næste morgen eller aften ved skumringstid?

I går slog det mig. Selvfølgelig vil de gerne skyde en buk. De er jo mænd. De er jægere og det er urinstinkter, vi taler om her. Det er en sport, men det er også et dybtliggende behov. Det må det være. Men lige netop bukkejagten er mere en slags meditativ venten og det er måske i virkeligheden sekundært om de overhovedet får ramt på dyret. Det må være oplevelsen. Naturen. At gå dér alene i den tidlige morgen, mens solen står op, dugvåde støvlesnuder, forsigtige skridt. Sætte sig helt stille og bare være. Vente. Et med naturen.

Jeg kom til at tænke på den gode Thoreau, som så klogt sagde: Many men go fishing all their lives without knowing that it is not fish they are after. Måske er det på samme måde med jægerne, når de går på bukkejagt. Så forstår jeg det jo lidt bedre. Det handler ikke kun om bukken. At nedlægge dyret. Det handler om at være alene med sig selv i naturen. I pagt med alt der er. Væk fra civilisationen. Og at jeg så jubler lidt for mig selv, når de går tomhændede hjem, er jo bare fordi jeg er mig. Måske får de alligevel noget med hjem? Noget mere subtilt vidunderligt, som de kan leve længe på. Og bare må have mere af.

Jeg skal ikke væk fra civilisationen i dag. Jeg skal købe lidt ind til weekenden, være praktisk og så skal jeg læse videre i Havets Katedral. Blandt andet. Ha' den dejligste lørdag med alt, hvad det indebærer for dig.

Billedet er lånt på redbubble.com

fredag den 20. maj 2011

En duft


Jeg har noget med dufte. Sådan har det altid været. Lige fra barn har jeg duftet til alting. Hængt ting, oplevelser, mennesker og følelser op på dufte. Vi kender det allesammen i mere eller mindre grad. En duft af vanilje minder om mormor, der stod i sit køkken og lavede vaniljekranse. Eller koldskål. Og duften af syrener i forsommeren om det første kys. Romantiske oplevelser og så dem, så får os til at vrænge på næsen. Som giver kuldgysning og tårer i øjnene. Jeg kan f.eks. ikke lide dild og lugten giver mig kvalme. Sådan har det også været ligefra barn. Hver gang jeg lugter dild, får jeg kvalme ved tanken om en kartoffelsalat som min tante lavede og som jeg blev tvunget til at spise. Jeg kastede op!

Jeg kan godt lide dufte i parfumer også. Hvis man altså vel at mærke forstå at bruge parfumer på den rigtige måde. Og det er alkymi og en balance, der vil noget. Hvem har ikke trådt ud på en opgang, hvor fru Jensen ovenpå gik forbi for en time siden, men hvor der stadig ligger en tung tåge af parfume i hendes kølvand, så tæt at man næsten ikke kan trække vejret. Man skal ikke bade i parfume. Man skal bære den som en antydning , en sanselig forlængelse af sig selv og sin egen duft. Derfor er det vigtigt at parfumen passer til ens personlighed. Den skal understrege hvem du er. For mig er parfume en del af min påklædning. Og det er så forunderligt og spændende med parfumer, at deres duft blander sig med ens egen, så der er ikke én parfume, der dufter helt ens på to mennesker. Nogle parfumer er bare for tunge for mig. Jeg kommer til at lugte af farmor. 

Én gang om året forkæler jeg mig selv med en ny duft. Ofte om sommeren, for så laver flere af de kendte parfumemærker en special summer edition. Nogle lette, spændende dufte, som man kan understrege og endda forlænge sommeren med. I denne uge var det nu. Jeg kunne mærke det. Jeg trængte til en ny duft. Der er meget at vælge i mellem, når man står i forretningen og inden længe er man fuldstændig faret vild i dufte. Forvirret. Hvad er hvad? Og blandingen af det, man har prøvet, er ikke altid en succes. Jeg købte en, som jeg troede måske var den, min nye sommerduft, men jeg sikrede mig en duftprøve og sørgede for byttemærke på. Det var fornuftigt, for efter at have brugt parfumen i to dage, var jeg ikke i tvivl. Det var ikke den.

I går gik jeg så hen for at bytte den. Duftede videre og med ét var den dér. Min nye duft. Jeg vidste det med det samme! Der var bare noget over den, som satte sanserne i gang hos mig. Hvad var det dog, den mindede mig om? Det var noget godt, det vidste jeg, Noget dejligt. Men jeg kunne ikke rigtig blive klar over hvad, jeg vidste bare, jeg elsker den nye duft. Soleil de néroli. Jeg googlede neroli og sørme om det ikke viste sig, at det er appelsinblomsten. Spanien. Jeg har jo lige siden, jeg var i Spanien tilbage i marts måned, haft duften af appelsinblomst i min erindring. Jeg kan se appelsintræerne for mig, orange appelsiner og de smukkeste hvide blomster, som duftede helt eventyrligt dejligt. Min nye parfume dufter af appelsinblomst. Blandt andet. Jeg var med det samme draget af den, vidste bare, at der var noget den mindede mig om. Spanien. Appelsintræer. En sød duft af blomsterne, der hang i luften, sød og frisk på samme tid. Citrus og sødme. Og jeg er vild med den, min nye parfume. Sammen vil vi nu indtage sommeren! ;)

Har du en yndlingsparfume eller har du ligesom mig flere? Eller måske bruger du slet ikke parfume? Ha' i hvert fald en velduftede fredag. Store Bededag. Syrenerne blomster i fantastiske farver og dufter vidunderligt. Ud og nyde!

Appelsintræ i Altea

Appelsintræ på gaden i Albir

torsdag den 19. maj 2011

Lyse nætter og Havets Katedral


Lyset. De lyse nætter. Det er ved at være nu. Jeg gik forholdsvis tidligt i seng i går, og da jeg trak gardinerne for, sagde jeg farvel til lyset. Det lå endnu og hyggede sig udenfor vinduet, gav sig god tid, skumring, tøvende. Det føltes trygt på en måde, som om lyset vogtede over mig og den gode søvn. Men selvfølgelig har det været mørkt i mellemtiden. Det bliver det jo. Bare ikke så længe. Og jeg kan fortælle, at det igen er lyst før fire, for der vågnede jeg. Pling. Lyset havde sneget sig ind gennem en sprække i gardinet og kaldte lokkende på mig. Er du vågen? Jeg lukkede øjnene og håbede, at lyset ikke havde set mig, set at jeg ikke sov, men jeg var afsløret. Det hjalp ikke engang, at jeg vendte mig om. Og at jeg til sidst stod op og tildækkede den sprække i gardinet, som lyset havde lavet sig. Det var for sent. Lyset bredte sig over landskabet udenfor huset og jeg forstod, at det havde taget noget med sig. Min søvn. Den kom ikke tilbage. Stille lå jeg og forsøgte at sove, men forgæves. Så vågnede fuglene og begyndte at synge. Blev flere og flere. Morgen. Meget tidlig morgen.

Nu sidder jeg her med kaffen og ordene som så mange gange før. Dagen er i gang. Måske skulle jeg bare være stået op, da jeg vågnede ved 4-tiden. Sat mig ned i stuen og læst. For jeg er i gang med en bog, som tegner til at blive en helt fantatisk læseoplevelse.

Havets Katedral. Bogen af Ildefonso Falcones, som handler om Barcelona i 1300 tallet og som jeg har fået anbefalet, fordi jeg er så heldig snart selv at skulle dertil. Barcelona. Jeg glæder mig. Og jeg har meget at læse nu, for jeg vil jo gerne være forberedt, kende lidt af Barcelonas historie, læse om alt det, der er at se og opleve. Både i og lige udenfor Barcelona. Men altså Havets Katedral. Den kunne jeg ikke lægge fra mig igen. Jeg startede på den ved middagsbordet, en vane jeg har, når jeg spiser alene. Og så var jeg grebet. Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde er blevet trukket med ind i en historie på samme måde. Jeg læste bare. Fanget fra første sætning. Og selvom jeg egentlig havde andre planer, så endte jeg i sofaen med te, briller og Havets Katedral, for der var pludselig ikke andet jeg havde lyst til end at læse. Hold da op. Den er god. Rørende, gribende, velskrevet. Jeg sad med tårer i øjnene. Jeg var fortabt. Glæder mig til at læse videre i dag. Senere.

Jeg synes pludselig at der er så meget, jeg gerne vil læse. Jeg har en læseliste med bøger, jeg skal have fat i. Anbefalinger fra venner, bøger jeg har læst om, fået lyst til, set hos boghandleren. Og så er der jo bøgerne om Barcelona, de andre, om sightseeing, seværdigheder, historien, spisesteder. Og i går kom min lærebog om coaching med posten, for det er jo på mandag, jeg skal på kursus. Hjælp! Hvordan skal jeg få tid til at læse alle de ord. Og hvad med mine egne? Og jeg sidder og smiler lidt, for det er jo lige det, jeg godt kan lide. Bøger. Ord. At jeg så må prioritere, er en helt anden sag. De kommende uger vil stå i studiets tegn, dagene på skole, frem og tilbage med toget (dér kan jeg læse!), lektier.

Jeg må ud i dagen. Kan du have en dejlig torsdag. Og så er det jo i aften, at vi skal have hveder. Uhm, jeg kan allerede dufte dem. Hveder, te og stearinlys. Store Bededag i morgen. Fridag. Tid til at læse.

onsdag den 18. maj 2011

Om at vælge


Jeg er kommet til en fase, hvor jeg prøver ting af. Det er nu, jeg lever. Nu jeg har taget chancen og nu jeg går vejen. Livet. Et uendeligt spindelvæv af veje og muligheder og et hav af valg, der skal træffes. Hver eneste dag. Og en ting er sikkert. Hvis man ikke selv træffer sine valg, så gør andre det for en!

I disse dage lukkes gode blogge ned. Melder også om tørke. Siger farvel. Det er tilsyneladende nedskæringstider, opbrudstider, og der træffes valg, som kun en person kan træffe. Dig selv. Jeg begræder selvfølgelig, at blogge som jeg med glæde og til inspiration følger, nu afgår ved døden eller bliver musestille, men sådan er livet.

Jeg har valgt at gøre noget andet. Jeg har nu 3 blogge! Poetiske Paradokser er kommet for at blive, den er mit hjertebarn og har indirekte været årsag til at jeg tog på min rejse. Den har og har haft kæmpe betydning for mig, for jeg har brug for udtrykke mig gennem ord og det har jeg haft rig lejlighed til på min blog. Den har sparket mig i gang. Gjort mig synlig. Modig. Og nu vil jeg have mere! ;) Megans Sommerhus er et ordblog. Et sted, hvor jeg giver los og bare skriver, når ordene vil ud og jeg ikke kan lade være. Det er mere uredigerede skriverier, ikke nødvendigvis med et tema, men med ordet som materiale i sig selv. Det er et slags øvelokale. Her spilles der på alle tangenter og hvem ved, måske opstår der sød musik? ;) Den vågne læser har måske opdaget, at jeg også har startet en blog om løbeglæde. Her skriver jeg om min store kærlighed til løb, om motivation, om vejen tilbage efter en skade, om løbeglæde, udfordringer og om mine løbeture. Og bloggen er også tænkt som et kommende forum for noget, jeg har på min ønskeliste. Jeg vil gerne være løbecoach!

Vælge til og vælge fra. På mandag starter jeg på helsecoach kursus, fordi jeg har lyst. Og fordi jeg står et sted, hvor jeg skal træffe et aktiv valg, hvis jeg ikke vil udvælges. Lade andre om at tage beslutninger, der angår mig. Ellers tak! Jeg kan selv. Så jeg har valgt at vælge aktivt og jeg opfordrer dig til at gøre det samme. Følg dit hjerte og træf valget lige dér, hvor det slår. Kun du ved besked.

Glædelig onsdag. Ha' en dejlig aften, der hvor du er.

Det næste skridt


Endnu en grå morgen, endnu en regnvejrsdag. Markerne og jeg siger ja tak, for jeg har besluttet mig for ikke at falde for fristelser. Og solen frister mig. Den virker som en magnet på mig, jeg må bare ud, ud og sidde, læse, nyde og suge til mig, slikke hvert solstrejf som en dråbe. Men skyerne er enige med meteologerne, vi får byger. Der kommer mere vand fra himlen og sådan skal det også være. Den gode balance. Nu har vi haft sol og vind så længe, at alting er tørt. Det er jeg dog ikke, men kunne det mon ende med at jeg løb tør for ord? Jeg bruger jo mange i løbet af sådan en dag. Jeg blogger og så har jeg fat i en historie, som endelig har formået at fange min opmærksomhed, som drager mig og som kærligt suger ord, mens jeg sidder ved skrivebordet og lader mig tømme. Nu, endelig, efter fem måneder har jeg fundet ud af, hvordan det er med mig. Og det siger mig i grunden bare, at ting tager tid, forandringer sker ikke fra den ene dag til den anden, men starter med det første skridt. Og som Martin Luther King så klogt har sagt, skal man blot tage det første skridt. Man behøver ikke at kunne se hele stigen - eller vejen. Bare tage det første skridt!

Jeg har taget mange skridt nu. Jeg har kravlet rundt på sten i vandet, sten, som tilsyneladende kunne tage mig over floden, men viste sig at ende i ingenting. Jeg har gået over broen kun for at vende om, fordi jeg blev i tvivl og fordi det pludselig gik for stærkt. Jeg har tænkt og jeg har tøvet. Jeg har læst og samlet indtryk, udtryk og jeg har lært mig selv bedre at kende. Forsøgt med både det ene og det andet. Fået ideer. Indfald. Og jeg har grædt og leet. Jeg har i det hele taget nydt denne del af min rejse, som jeg aldrig nogensinde vil fortryde. Jeg rækker mig selv hånden, kysser mig på kinden og takker fordi jeg gjorde det. Tog afsted. For jeg kan, hvis jeg vil. Det mærker jeg nu. Det synger vinden om.

Nu står jeg her, hvor vejen deler sig i to. Hvilken en skal jeg vælge? Jeg tøver og står helt stille. Ser mig omkring. Mærker efter. Søger efter et svar i trækroerne, de store gamle træer, som jeg ved rummer så meget visdom. Hvorfor siger de ingenting? Bladene er lysegrønne. Det er maj. Alting ånder fred, jeg hører kun mit eget åndedræt og selvom jeg ved, at jeg er på rette vej, fordi det er min vej, så føles det alligevel lidt skræmmende, at jeg ikke kan se så langt. At jeg kun kan tage et skridt af gangen. Nogle gange ønsker jeg, at jeg var en fugl, som flyver lidt i forvejen og sonderer terrænet. Hvis jeg bare lige kunne smugkigge. Åbne den dér dør på klem og kigge ind, udspionere, se hvad der gemmer sig. Se om det er noget for mig. Men sandheden er at døren ikke findes, før jeg er parat til at åbne den. Der findes ingen dør. Der findes ingen veje. De dukker først op, når jeg er parat. Når jeg vælger at åbne den. Døren. Eller gå på den. Vejen. Sådan er det så mærkeligt og i grunden vidunderligt. Det er derfor vi ikke kan se det på forhånd. Det kommer først, når det første skridt er taget. Og det næste. Og det næste.

Nu er morgenen kommet. Dagen er ny. Jeg tøver lidt, det er dejligt bare at sidde her, nyde kaffen og fuglene, som synger udenfor vinduet. Kigge op i træerne de store, de kloge og se dem smile underfundigt, velvidende at de ved besked. De ser ganske fortrøstningsfulde ud. Et af træerne nikker til mig. Jeg tror da næsten, at det smiler. Bare lidt. En stille og kærlig opfordring til at fortsætte. Bare tage det næste skridt. Ud i dagen. Hen af vejen. Det næste skridt.

tirsdag den 17. maj 2011

Hvem sagde Facebook?


Facebook. I dag vil jeg skrive om Facebook. Og nu lyder det som indledningen på børnetimen. I dag skal vi høre om den store bjørn. Og så sidder man klar, er lutter øre og ser allerede den store bjørn foran sig, mægtige poter med farlige kløer og en stor brun pels. Eller sort. Men lad være med at tænke på bjørne. Forestil dig i stedet Facebook. Ja, det forum af fjæser, som de fleste af os færdes dagligt i. En veninde fortalte, at hun holder en pause fra Facebook, fordi det er en tidsrøver. En slags blodsuger. Et sted, man bare må hen, en dør, man åbner og et kæmpemæssigt rum, hvor man træder ind og spejder efter sine venner. Ja, for umiddelbart ser det bare ud som et virvar af mennesker, af støj og af larm. Men det er det ikke!

Jeg tænkte lidt over det. For pludselig var veninden væk. Alle spor var slettet. Som om hun aldrig havde været der. Det er så nemt. Et tryk på en knap, et stik der trækkes ud. Så er man ikke længere i rummet. Forsvundet. Forevigt. Eller for en stund. Og jeg forstod egentlig godt beslutningen, guderne skal vide at jeg også ofte har været fristet til at smutte ud af bagdøren og forsvinde ligeså stille. For Facebook er som en kæmpemæssig reception. En reception, der holdes på et stort hotel i den største banketsal og hvor folk flokkes for at komme til. En reception, hvor man går rundt med sit champagneglas i hånden og kigger sig omkring, hilser på dem man kender, nikker, smiler og udbryder "hvor er den dog smuk, den kjole du har på". Eller "hvor ser du godt ud". Det synes pludselig vigtigt, at man får hilst på så mange som muligt. Ja, måske kan man endda få nye venner. Få øje på nogle man ikke kender. Endnu. Og så kan man notere vedkommendes navn i sin lille bog over registerede venner. Jo flere, jo bedre. Ja altså, bortset fra, at der så er endnu mere at holde øje med. For hver eneste ven har noget på hjerte. Og det gælder om at sige det så kort og præcist som muligt. Gerne lidt sjovt. Så kan man nemlig få en masse klap på skulderen i form af "synes om" og så bliver man glad.

Reception. Ja, sådan er Facebook lidt, tænker jeg. Der var engang, hvor jeg bare var dér, fordi nogle venner havde spurgt. Kommer du ikke snart til reception, Lene? Kom nu. Vi savner dig. Og hvem kan stå for det? Tænk at der var nogen, som savnede mig. Og så kom jeg. Jeg var pænt klædt på, jeg registrerede mig og udfyldte min blanket og så fik jeg stukket champagneglasset i hånden. Jeg gik rundt i mængden af mennesker, en flok ansigter, og efterhånden fik jeg øje på nogen, jeg kendte. Hvilken lettelse! Jeg hilste på, uddelte knus og klem og kram og kindkys og ikke et øje var tørt. Jeg havde fået venner. Og jeg blev genkendt. Så fik jeg øje på alle udstillingsbordene blandt menneskerne, boder med udbud og tilbud, hvor jeg kunne "synes om" og løbende få opdateringer. Gode citater. Opdateringer om dette og hint. Og jeg blev grebet af stemningen og så pludselig mig selv gå omkring med mit halvtomme champagneglas med blussende kinder. Jeg synes godt om! Jeg synes godt om en masse! Og der kom flere venner til og jeg tænkte, at her må jeg sørge for at være på. Jævnligt. Dagligt. Ja helst flere gange om dagen og så skal jeg følge med i alt det, andre skriver og foretager sig. Hvem der har spist rødgrød med fløde, hvem der rejser til Italien og hvem der har gået tur med hunden. Jeg fik travlt.

Spøg til side. Jeg er stadig på Facebook. Men jeg prøver at trappe ned. Det gør jeg altså. Jeg kan ikke hele tiden rende til reception bare for at se, hvem der nu er der. Eller spise buffetmad. Det tager tid. Men det er så hyggeligt, synes jeg. Det er godt at se sine venner og dem, som man ikke kender, og dem som jeg ikke kender, dem skåler jeg med ... Men altså. Der må være en grænse. Eller? Hvad med dig? Er du på Facebook? Og kan du styre det? Begrænse det? Jeg må indrømme, at jeg godt kan blive lidt afhængig. Og fortabe mig i menneskemængden. Men nu prøver jeg at tage det roligt. En lille daglig dosis. Og så heller ikke mere. Jeg skal bare lige ... ;)

mandag den 16. maj 2011

En gang bybo


Så blev det mandag igen. Den første dag i en ny uge, nye muligheder, ja ja, det ved vi jo godt. Men gør vi noget ved det? Udnytter vi dagene og sørger vi for at gøre det, vi har lyst til? For at få det, vi har brug for? Og hvem er jeg, som sidder og stiller den slags halvstore og ret irriterende spørgsmål så tidligt på morgenen? Det må du nok spørge om! Spørgsmålene er egentlig mest til mig selv. En påmindelse om, at jeg skal udnytte hvert et minut i denne uge, sørge for at skrevet på min historie, læst i mine bøger og gjort de ting, jeg nu skal gøre. For i næste uge går det løs. Da skal jeg på intensivt helsecoach kursus. Og jeg har på fornemmelsen, at der bliver nok at se til. Men mere om det senere. En uge af gangen. Og vi er kun kommet til mandag. Mandag morgen med skyer på himlen, stille vind og en noget ustadig vejrudsigt. Midt i maj.

Det gjorde godt at komme til København. Min by. Mens jeg sad dér søndag morgen og kiggede ud af vinduerne, ud på markerne, hvor alt åndede fred og så smukt og frodigt ud, fik jeg en stor længsel efter byens summen og liv. Mennesker. Huse. Facader og butiksskilte, turister, cykler, lugte og dufte af mad fra restauranter, caféer. Caffe latte og Gråbrødre Torv. Jeg måtte hjem. Selvom jeg bor her og elsker landet, så vil hjem for mig altid være København. Nogle gange må jeg bare ind og have en dose by. Så er jeg byboen, som vender hjem og som en anden turist går rundt med kamera for at fange lidt af det, der engang var en selvfølge. Nu er det en delikatesse. Noget mit hjerte har brug for og som jeg må tilbage til. Et fix. Og det fik jeg.

Vi gik bare rundt i gaderne. Stillede bilen lige udenfor byen og tog S-toget ind. Så ankommer man virkelig, når man rumler ind mod hovedstaden på skinner, passerer Dybbølsbro og kan se Hovedbanegården i det fjerne som en summende bikube. Og pludselig er man dér. Midt i centrum. Står ud og er en del af det pulserende storbyliv. København. Vi valgte dog at køre videre til Nørreport, så steg vi af og gik rundt. Gade op og gade ned. Caffe latte på Gråbrødre Torv. Sidde og kigge. Se på mennesker. Lytte på stemmer og sprog. De skandinaviske sprog er altid rigt repræsenterede, men der var også mange andre. Turistsæsonen er i fuld gang. Som i "nu kører det lille turisttog op og ned af strøget" og restauranterne er ude med deres skilte og fangearme. Kom og besøg os. Stor buffet. Lækker menu. Vi lod os ikke fange, men gled rundt i de små gader. Sol og vind. Enkelte steder havde folk fundet plads på borde i solen, men det var ikke så varmt endda. Stemmer lød inde fra caféerne. Cyklerne rullede forbi og de er allevegne. Også på fortorvet. Men i går var de tilgivet, for jeg havde brug for at se og høre dem. Cykelklokker. Dinglende tasker og barnesæder.

Til sidst fandt vi tilbage til Gråbrødre Torv og lod os fange af en italiener, som havde en kælderrestaurant. Spiste og drak. Så gik turen tilbage til Nørreport og S-toget, ud til bilen og tilbage til landet. Og her er jeg nu. Bybo på landet. Nu kan jeg lidt igen. Når kaffen er drukket og hundene luftet, går jeg i gang med min uge. Skriverier. Læsningen. Forberedelserne. Og sidst på eftermiddagen løber jeg en tur med en vis Charlotte, som også er en kendt beboer her i Landsbyen. Dejligt når vi kommer ud af vores huse og ses i IRL. For det viste sig jo, at vi var naboer. Verden er lille. Mulighederne er store. God uge ! :)



søndag den 15. maj 2011

Og så cyklede vi ...


Kender du det? Man gør som man plejer. Jeg løb en god tur i går eftermiddag, en af de korte, hurtige, og tog mig et velfortjent bad bagefter. Så gik jeg i køkkenet og forberedte aftenens måltid. Hjemmelavet pizza og en god salat. Vi drak rødvin og hyggede os ved bordet. Ryddede op. Og eftersom vi ikke havde selskablige planer lørdag aften, lavede vi te og satte os ind i sofaen. Hygge!

Og hvad så? Så tænder man for fjernsynet. Der må vel være et eller andet at se. Og det var der selvfølgelig også, det var jo den store Melodi Grand Prix aften. Bortset fra, at hverken kæresten eller jeg er til MGP. For mig er musikken fuldstændig ligegyldig. Ja, det er et flot show, men det gør ikke noget for mig. Sorry. Så vi fandt en film frem på DVD, en thriller og havde lige sat den i, da jeg kiggede ud af vinduet og så den smukke majaften, som lå som et drømmetæppe over landskabet. Solen skinnede fra sin lave aftenposition, markerne var grønne og bølgede i vinden. Himlen var klædt i alverdens farver og så på visse steder ret dramatisk ud. Men der var ikke regn i sigte.

Så blev jeg ramt. Udlængsel. Jeg har svært ved at være inde, når vejret er godt udenfor. Jeg elsker det udendørs, men det var jo altså ikke sådan en aften, hvor man sidder ved bålet i haven. Det var for koldt til det. Man burde tage sig en cykeltur, sagde kæresten og da ordene havde lydt, blev de adlydt. Selvfølgelig! Vi skulle da ud og cykle i forårsaftenen i stedet for at sidde i sofaen, hvor vi uden tvivl og inden længe begge to ville falde i søvn ovenpå det gode måltid og den røde vin. Så vi fandt cyklerne frem og de fik deres 2011 debut på en tur rundt i området. Bare en lille tur. Vi var jo nybegyndere igen. Bare en tur, hvor man nyder lyden af rullende hjul og mærker vinden i cykelhjelmen. Ser landskabet sejle forbi, marker, træer og blomster, frodighed og herlighed. Himlen beholdt sit dramatiske look og var et syn for guder. Og for to mennesker på cykler, som nød hvert sekund. Det gjorde godt!

Da vi kom tilbage, var vi friske og glade. Vi faldt ikke i søvn på sofaen. Vi drak te og så film. Og nu er cyklerne klar til flere skønne ture ud i det blå.

God søndag. Nyd din dag og tag for dig af forårsretterne. Snart bliver det sommer. Men først skal vi en tur til København. Bare gå og se og spise et sted. Jeg savner nemlig min by! ;)

lørdag den 14. maj 2011

Folk og røvere og Barcelona


Lørdag morgen med solskin og kaffe og en blog, som nu fungerer igen. I går gik Landsbyen i sort, solformørkelse lagde sig som en prop over hele byen og ingen kunne foretage sig noget som helt. Handlingslammede. Afventede og en smule frustrende måtte landsbybeboerne se til, mens mystiske opdateringsmænd brød ind i deres huse og tog for sig af retterne. De var især ude efter én ting. Noget som åbenbart har stor værdi på det sorte marked. Indlæg fra torsdag d. 12. maj. Og var der ovenikøbet gode kommentarer tilknyttet netop de indlæg, så var de i ekstra høj kurs. Således forsvandt samtlige indlæg fra den 12. maj. Tyvstjålet. Og kommentarerne blev også båret væk som sjældne kunstværker, mens beboerne kun kunne se hjælpeløst til. Og hele dagen, fredag d. 13., var der mørkt og nærmest uhyggeligt stille i landsbyen. Ingen kunne gøre noget. Bare vente. Se til, mens deres hjem blev berøvet.

Først ud på aftenen kom der igen liv i landsbyen. Beboerne fik tændt lys og skrevet sig ud af frustrationerne. Men indlæg var fra 12. maj var væk. Ring til politiet, var der nogen, som foreslog, men politiet kan intet gøre i denne sag. Forsikringsselskaberne melder force majeur. Hvad der lige skete vil stå tilbage i uvishedens bog som mærkelige tegn og symboler, ingen kan tyde. Heller ikke Blogger. De har haft problemer med deres programmeringskoder, må man sige. Jeg siger bare øv. For jeg havde nogle gode kommentarer tilknyttet mit 12. maj indlæg om Barcelona, som nu sælges til høj kurs på det sorte kommentarmarked. Insiderviden om Barcelona!

Så nu må jeg selv læse mig til resten. Bøgerne er klar. Litteratur om Spanien og Barcelona er købt samt Havets Katedral af Ildefonso Falcones, som jeg har fået anbefalet at læse inden afrejse. Den handler om bohemekvarteret i Barcelona og den foregår helt tilbage i 1300-tallets Barcelona. Den glæder jeg mig til. Men først skal jeg alså lige have afsluttet Lucifers Evangelium af Tom Egeland, så mon ikke der står læsning på programmet i dag? Jeg vil tage i sommerhus og nyde weekenden dér! ;) Megans sommerhus.

Ha' en dejlig lørdag. Og sørg for at låse jeres gode indlæg inde bag lås og slå og værn om kommentarerne. Lav back-up!

fredag den 13. maj 2011

Megans sommerhus


Så skete der noget. Blogger er oppe og køre igen. Men min tålmodighed rakte ikke så langt. Det er den tid på måneden og ærlig talt, jeg trængte til weekend. Sommerhus. Og eftersom Megan ikke havde et sommerhus, så købte hun et. Nu er hun ved at bygge til, dekorere, finde sig til rette og hendes materiale er ord. Også i den grad.

Du vil finde mig i mit sommerhus en del af tiden. Det er dér, jeg slapper af. Hvor ordene får lov at flyde frit og hvor der ingen grænser for sætningers sammensætning er. Sådan er det bare. Det havde jeg brug for. Et alternativ. Et fristed.

Og jeres gode kommentarer om Barcelona? De er pist verschwunden. Blogger synes lige, at de kunne tillade sig at slette indlæg. Og kommentarer. Jeg siger øv. Så hvis du har forslag, de gode, de listige ... så kom gerne med dem igen.

Og så kig forbi mit sommerhus. Der er rødvin i glassene og ord på grillen :)

onsdag den 11. maj 2011

En løbende skriver


Og det er lige netop hvad det handler om, dette indlæg. Løb og skrivning. To helt forskellige ting skulle man mene og det gjorde jeg også. Indtil jeg opdagede en slående lighed. Og der er ikke noget hokus pokus i det. Overhovedet ikke og det kan i grunden være lidt skuffende. Man vil jo så gerne finde de vise sten. Knække koden og opleve, hvordan døren åbner sig på magisk vis. Der er bare slet ikke nogen nøgle til den dør. En dør uden nøgle, spørger du måske og ryster på hovedet. Er nøglen blevet væk? Og så ryster jeg på hovedet, for jeg har fundet ud af at det er så såre simpelt, at man skulle tro det var løgn. Nike har et slogan, jeg holder meget af og det er lige netop det, der er svaret. Just do it! Der findes ingen nøgle. Døren er altid åben!

Jeg har løbet i mange år. Og ja, jeg har jo skrevet i mindst ligeså mange. Flere faktisk. Men jeg har aldrig dedikeret mig selv til skriverier, som jeg gør det nu. Alligevel synes jeg det er svært at finde en rytme. Jeg har læst om gode rutiner, hvordan man bør skrive hver formiddag og låse sig ind, mens man pisker sig selv til at spytte ord ud. Og ikke forlader arbejdsværelset, før man har skrevet x-antal sider. Stephen King gør sådan. Og så siger han i øvrigt, at man nærmest har tabt historien på gulvet, hvis man ikke er færdig med første gennemskrivning i løbet af tre måneder. Det er hans version af sandheden. Men sandheden er, at der er ligeså mange versioner som der er forfattere. Min version er anderledes. Og den handler lidt om at løb. Just do it, ja. Men også om at løbe. I bogstavligste forstand.

Jeg har fundet ud af, at jeg ikke fungerer flere timer i træk foran tastaturet. Faktisk fungerer jeg slet ikke, hvis jeg skal. Jeg fungerer ved at have lyst. Og lysten kommer når jeg ikke nødvendigvis skal. Når det er noget, jeg kan vælge. Og de sidste par dage har jeg valgt det. Jeg har simpelthen åbnet mit dokument, så har jeg skrevet lidt, nogle gange meget, og så løber jeg lidt frem og tilbage og laver andre ting. Jeg rejser mig og forlader historien. Men den går såmænd ingen vegne. Den venter tålmodigt og pludselig kommer jeg tilbage og skriver løs. Så har jeg lyst. Så har jeg en ide. Nogle ord, der presser sig på og som opstod, mens jeg hængte tøj op. Eller hvad jeg nu lavede. Og så behøver jeg slet ikke at føle, at jeg kun kan (eller skal) skrive om formiddagen. Det hænder at jeg pludselig sætter mig til at skrive midt i nyhederne om aftenen. Eller slukker for fjernsynet og skriver. Min historie blomstrer ligesom, når jeg løber lidt til og fra. Så lærte jeg det. En løbende skriver.

Og en skrivende løber. Tænk at jeg har kunne undvære det. At løbe. Det har jeg jo været nødt til på grund af skaden. Man indretter sig jo. Men nu kan jeg og jeg gør det. Gør det med den allerstørste glæde. Her til eftermiddag løb jeg en god tur. Ikke så lang men i god fart. Turen startede i solskin, men snart begyndte det at regne, let støvregn, der gjorde godt for det har været lummert i eftermiddag. Jeg nød de små dråber på min varme hud. Ledsaget af forsigtige dryp flød jeg afsted og følte mig som en gazelle, let til bens og glad i låget. Hverken mere eller mindre. Og så begyndte det at styrte ned. På det tidspunkt var jeg varm og svedte godt på grund af den høje luftfugtighed. Regnen blandende sig med sved og alt gik op i en højere enhed. Så lever jeg. Så smiler jeg. Så råber jeg YES og strækker ud og glæder mig over at være mig. En skrivende løber og en løbende skriver.

Nu er det tid til selvforkælelse. Kæresten er på drengetur, så jeg skal have god mad. Bare mig og Megan ja! ;) Laks i ovn og risotto med hvidvin og svampe. Uhm. Elskemad! Og faktisk en elskedag, når jeg tænker nærmere over det. Flere af dem slags, tak! :)

Sorte diamanter


Det gør godt at blogge. Jeg kan lide min morgenrutine, som for længst er blevet en vane og noget, jeg bør gør hver eneste morgen. Jeg sætter mig til min PC og slipper ord løs. Slipper ord ud i morgenen og skriver mig selv i gang. Det har gjort underværker. Det har virkelig sparket mig i gang. På mange måder. Og nogle gange kommer der ord ud, som jeg slet ikke havde regnet med. Formuleringer, der skaber sig selv. Ord, der sætter sig sammen fordi de vil det sådan og pludselig danner de sætninger, som jeg ikke kendte til på forhånd. Og de siger noget, jeg ikke tidligere havde hørt. Måske fordi jeg ikke har lyttet?

Jeg holder meget af jeres kommentarer. Som jeg tidligere har skrevet, giver de mig ofte fornyet inspiration. Det er vidunderligt at læse, hvad mine ord har sat i gang og hvordan de til tider kan skabe kædereaktion, så nye ord og andre formuleringer kommer til. Se nu bare i går. Mit indlæg om perlekæden af dagen, man selv sætter sammen og hvor man selv vælger, hvordan den skal se ud. Dage af smukke og unikke perler i forskellige farver og faconer. Og så var der jo lige den dér sorte perle. En erfaring, jeg var blevet rigere og som ikke umiddelbart så særlig pæn ud i blandt de andre perler. En sort mat sag. En iøjefaldende perle opstået af en fejl, noget jeg havde sagt i min impulsive ivrighed. Jeg er en handler. Og nogle gange går det for stærkt. Det indrømmer jeg. Det kan der komme sorte perler ud af.

Men sådan er jeg og sådan er livet. Og så kom jeres kommentarer. Tusind tak for dem. Janna skrev bl.a. at vi må tage de sorte perler med og acceptere dem som en del af de erfaringer, vi gør os på livets vej. Sætte dem på perlekæden og lade dem være en del af helheden. En dag kan det såmænd vise sig at lige netop den perle, man havde så svært ved at acceptere og som gjorde ondt, viser sig at være en sort diamant. En gave. Man kan bare ikke se det med det samme. Der er et godt udtryk for det på engelsk. A blessing in disguise.

Og Tove skrev at det er jo med mennesker som med perler. Vi er alle unikke. Kommer i forskellige former og farver. Men vi er alle smukke på vores måde. Så som med dagene, man sætter på en kæde og bærer om halsen som et symbol på, at man lever livet, kan man også samle sine venner som en perlekæde. Bære dem med stolthed. Vise dem respekt og kærlighed og acceptere dem for dem, de er. Elske deres særheder. Deres unikke udtryk. Og den sorte matte perle der midt på kæden. Er det mon dig selv? Den perle trænger allermest til omsorg. Den skal pudses med kærlighed og gnubbes, så den kommer til at skinne. Forbavselsen er stor, når man opdager, at det man gik og skammede sig over i virkeligheden er utroligt meget værd. Når det, man troede var en svaghed, pludselig viser sig at være en styrke. Noget unikt. Noget, der gør dig til lige netop den, du er. En sort diamant.

Gå ud i dagen og bekend kulør. Vær den du er og elsk dig selv. Det er det bedste råd, jeg kan give. Til dig og til mig. God onsdag!

tirsdag den 10. maj 2011

Perler, fejltagelser og erfaring


Bestemmer vi virkelig selv, hvordan vores liv skal være eller er det fuld af tilfældigheder, som vi må tage stilling til og navigere efter? Er det hele bare et kaos af hændelser og handler det måske i grunden mest af alt om at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, hvis man vil finde lykken? Og hvad er lykken så? En halskæde så smuk, at man næsten ikke tør røre ved en og bruge den? Eller en, som består af meget forskellige perler både i form og farve? Broget.

I går skrev jeg om perlekæden. Perlekæden bestående af dage, hvor man selv bestemmer form og farver. Godt nok kommer mandag før tirsdag, men man kan alligevel godt have stor indflydelse på, hvordan mandagsperlen skal se ud. Og så kan man jo forme tirsdagen således, at den ser godt ud ved siden af mandagen. Og når onsdag kommer til, er man godt på vej. Nu begynder den at tage form. Ugen. Og når man når til fredag, er det jo i grunden ganske dejligt at se tilbage på de perler, man har samlet på snoren. En smuk kæde. En god uge. En uge, hvor man lærte noget. Havde gode stunder. Samtaler, som fik en til at tænke. Erfaringer, som gør, at man måske handler lidt anderledes næste gang. Vælger en lidt anden kulør. En nuance, som man nu pludselig ved er god i en vis sammenhæng.

Kender du det? Nogle erfaringer føles dyrtkøbte. Man fik gjort noget, sagt noget eller oplevet noget, som man reagerer på og bagefter ser man, at man handlede "forkert". Man var impulsiv, hurtig på aftrækkeren og glemte lige at tænke sig om. Sådan en erfaring fik jeg mig i sidste uge. Og når jeg ser på den perle, så ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal synes om den. Den sidder på en snor blandt en masse fine perler, som jeg godt kan være bekendt, og så springer den i øjnene. Den er sort. Den er mat og jeg er ked af, at den er dér. Men jeg kan ikke tage den ud af kæden. Den er dér og den minder mig om, at den slags sker. Fejltagelser. Og selvom jeg helst ikke ved kendes ved lige netop den perle, så ved jeg, at den har lært mig noget. Jeg har prøvet at få den til at skinne, for en sort skinnende perle kan jo også være smuk, men den forbliver mat. Sådan er det! Tag den erfaring og gå videre, hvisker perlekæden, for sådan en kan såmænd også snakke. Så lærte du det! Hvad du ikke skal gøre. Og er klogere næste gang. Sådan opnår man visdom. Man lærer af sine fejltagelser.

Men nu er det tirsdag. Og man skal ikke dvæle ved sine fejltrin. Man skal lære af dem og gå videre. Vide at man er blevet klogere og det er vel ikke så galt endda. Så jeg drikker resten af min kaffe og ser ud på dagen, som er lys og majmild. Solskin og fuglesang. Og der er skriverier i farvandet, læsning og så det praktiske, der også er en del af tirsdagens perle. Jeg vil forme denne perle som et hjerte. Min tirsdag.

mandag den 9. maj 2011

Ankommet til mandag


En ny uge er ankommet som et tog på perronen med syv kupeer. I dag står passagererne ind og ud af mandagen. Jeg er selv stået af på en solskinsperron et sted, jeg endnu ikke kender, men jeg vil udforske det i løbet af dagen, inden toget ved aftenstide igen kører videre. Næste station tirsdag. Men det er først i morgen. Og eftersom vi alle ved, at det gælder om at leve i nuet og være til stede, nyde de små øjeblikke, der sommetider viser at være de største, så vil jeg finde mig til rette i mandagen og få udrettet nogle af de ting, jeg har planer om. Der står selvfølgelig både skrivning og læsning på programmet, men et par praktiske anliggender presser sig også på. Og en løbetur. Ikke mindst en løbetur! Men spørgsmålet er om jeg kommer afsted, for jeg har jo denne hersens vabel på min lilletå, som ikke nødvendigvis vil finde sig i at blive puttet i et par løbesko og taget med på tur langs åen. Apotek, tænker jeg så. Vabelplaster.

Jeg fandt et par turkis sandaler frem i går, som jeg kunne have på til konfirmationen. Et par sandaler, jeg fuldstændig havde glemt alt om og som stod i bunden af skabet i den skotøjsæske, jeg havde købt dem i. Jeg havde ikke brugt dem før. De har stået dér i flere år, gemt og glemt, forladt og havde sikkert opgivet alt håb om nogensinde at se dagens lys. Måske har de drømt om, at der en dag kom et par fødder i netop deres størrelse og tog dem på. Befriede dem fra mørket i skotøjsæsken og skabet. Tog dem på og så, at de var lige netop det par sandaler, fødderne havde drømt om. Og i går gik deres ønske i opfyldelse. Mine fødder med nylakerede negle stak i dem og åndede lettet op. Perfekte! De passede til min kjole og det var ikke for koldt at have sandaler på. Og fødder og sandaler havde en dejlig dag sammen til konfirmation. Og fødderne har lovet sandalerne, at det bestemt ikke er sidste gang de er ude på date sammen. De kunne lide hinanden. Og min vabel fik fred. Jeg håber, at den er blevet mere medgørlig i dag, for jeg kan ikke udelukkende love den sandaler. Selvom den slags vabler har det med at få deres vilje til sidst. Apotek. Vabelplaster!

Der står indkøb på dagsordenen i dag. Mad til de kommende dage. Nogle gode lette retter med masse af grønt ovenpå en weekend med middag lørdag aften og konfirmation søndag. Og så er der hundehår i hele hytten, for Josie fælder noget så forfærdeligt, så støvsugeren skal vist også luftes. Og huset i det hele taget. Måske bliver det så varmt i dag, at vinduerne kan stå åben og jeg kan sidde en times tid eller to ude i solen i selvskab med Luciferes Evangelium og Tom Egeland. Den er god. Velskrevet. Spændende. Og så er der jo ordene ikke at forglemme. Min egen lille historie.

Ha' en fin mandag. Ugen er ny og dagene er perler på en snor. Og der er noget helt specielt ved de perler. De er hvad du gør dem til. De forvandler både farve og form alt efter dit humør og din indstilling. Så skab en smuk halskæde af dage og husk at nyde øjeblikket. De små glæder. Hverdagen.

søndag den 8. maj 2011

Vabel og konfirmation


En konfirmation. Og en vabel. Lyder det som en god kombination? Jeg må svare nej, for det er mig som har en vabel og som skal til konfirmation. Senere. Lige om lidt hvis du spørger min vabel. Jeg kan lige nå at sidde med fødderne i sæbevand. Håbe på at det lindrer lidt. Et plaster. Sko, som ikke klemmer. Men sko, som man bruger til den slags festlige lejligheder er jo ikke ligefrem hjemmesko. Måske et par sandaler? Eller klipklapper. Det er da festligt! :) I øvrigt føler jeg mig lidt mat, for vi var ude til middag i går og kom sent i seng og søvnen var ikke gavmild mod mig. Vågnede altfor tidligt. Og så en vabel!

Men hvem lader sig slå ud af en vabel? Eller for lidt søvn? Næh vel. Det er prøvet før og det plejer jo at gå. Bare jeg kan gå.

God søndag! :)

lørdag den 7. maj 2011

En bog, en fisk ...


Maj er tilbage som sig selv. Hun stråler om kap med solen og morgenen danser til lyden af vinden i træerne. Landskabet er lysegrønt og andre farver blander sig og gør farveladen fuldendt. Og her sidder jeg med kaffe, mens hundene leger, vælter kærestens kaffen og alt ellers ånder fred. Lørdag. Weekend.

Jeg tog ind til byen i går ved middags. Og byen er altså en provinsby midt på Sjælland. Ikke København, hvor udbuddet og mulighederne står i kø for at springe først i øjnene. Hvor udvalget er bugnende og de små forretninger ligger side om side på Værnedamsvej mellem Vesterbrogade og Gammel Kongevej. Der elskede jeg at komme, da jeg boede i byen. Det var tæt på min bopæl og det var hyggeligt at gå ned af Gammel Kongevej en lørdag formiddag, kigge på vinduer, små butikker, te, chokolade, delikatesser. Tøj, som ikke kunne fås i alle andre tøjbutikker og i storcentrene. Små butikker med egen indretning og sjæl. Indehaverne, som havde fulgt deres hjerte og deres drøm og åbnet lige netop den butik, de altid havde haft lyst til. Og som havde specialiseret sig. Hele vejen ned til Værnedamsvej, hvor de små butikker fortsætter og man kan købe frugt og grønt, kød, fisk eller gå på café eller restaurant. Jo, det er et godt kvarter.

Men tilbage til provinsbyen. Det er lidt anderledes her. Der er ikke så meget at vælge i mellem, men der findes da en god butik eller to. Midt i byen ligger boghandleren og der kommer jeg gerne. Det gjorde jeg også i går. Jeg havde netop læst en bog færdig og havde lyst til endnu en i krimigenren og meget gerne af den norske forfatter Tom Egeland, som jeg havde læst om og var blevet anbefalet. Måske husker du, at Eirin skrev om ham til påske? Så jeg gik ind og kiggede mig omkring og ledte forgæves efter en bog af Tom Egeland. Havde det været i supermarkedet, var det bare ærgerligt. Ja, for nu om dage kan man jo også købe bøger i supermarkederne. De ligger allevegne. I bunker. Og de er som regel på tilbud med store orange tilbudslabels på, der kan være svære at få af igen. Men hvad gør det, tænker den medarbejder, som har fået til opgave at sætte bøger på plads og give dem priser. Det er jo bare en bog! Men hos boghandleren er en bog ikke bare en bog. Og man kan få kyndig hjælp, hvis man ikke kan finde det, man søger. Det fik jeg og jeg kom hjem med Lucifers Evangelium af Tom Egeland, som jeg nu er i fuld gang med. Jeg blev spurgt om den var til en gave. Om den i så fald skulle pakkes ind. Og jeg fik den i en pose og blev sendt ud af butikken med et stort smil.

Derfra tog jeg videre ned til en stor parkeringsplads foran et supermarked, vi alle kender navnet på, men som der ikke er grund til at reklamere for her. Ned til fiskemanden, som hver fredag kører sin vogn i stilling og derfra sælger frisk fisk. Og det skal han have. Det er flot og frisk fisk, han langer over disken. Ikke billig, vel at mærke, men den er god. Jeg købte laks. Det eneste jeg savner er lugten af fisk. Og det synes du måske er mærkeligt, men alting har en lugt eller en duft og det synes jeg ligesom hører med. Der duftede jo også af bøger og papir hos boghandleren. Men på en parkeringsplads en fredag dufter der altså ikke af fisk, selvom fiskemanden for en stund har slået sig ned. Så selvom jeg fik frisk fisk med hjem og lavede lækre laksepakker i ovn i går aftes, så savnede jeg nu alligevel fiskemanden på Værnedamsvej. Og ostemanden. Der er ikke noget som rigtig ost. Ikke den, der på kunstig vis er lagret i en vis fart, så den kan sælges i plastik i supermarkedets disk. Nej den som man har smagt på hos ostemanden (eller damen!), godkendt og som han skærer ud med sin store osteskærer og laver et passende stykke. Rigtig ost, som har ligger og lagret på hylder i kølerummet. I månedsvis. Og så må der sgu gerne lugte af ost! ;)

Ja, jeg elsker specialbutikkerne. De små gode forretninger med sjæl og med forstand på det, de sælger. Gå ind og dufte og udvælge. Se. Lade sig friste. Ja, måske bliver man også fristet i supermarkedet, hvis man da ikke bliver forvirret. Eller stresset. Jeg elsker de små butikker og krydser fingre for, at de alting vil findes. Jeg vil i hvert fald gøre mit for at støtte dem.

Ha' en dejlig lørdag. Jeg skal læse Tom Egeland i solen og i aften skal vi ud til middag. Hvad skal du mon lave? Uanset planer, må du have en dejlig lørdag og husk: Du skaber den selv! Så lav en smuk en! :)

fredag den 6. maj 2011

Glad til bens


Solen skinner fra en skyfri himmel. Blå himml og grønne træer. Det lysegrønne skær, der hviler over foråret og ændrer sig lidt hver dag. Bliver lidt mere markent. Lidt mere grønt. Maj er ved at indhente sig selv og noget tyder på, at hun her til weekenden vil være i sit rette element. Hun byder på varme. Sol og varme. Så måske er hun i virkeligheden sød og mild? Eller også er hun som alle os andre. Lidt af hvert. Hun har gode dage og dårlige dage. Dage, hvor det hele går som smurt. Hvor hun smiler. Hvor andre kigger misundeligt på hende og spørger, hvad der dog gør hende så glad. Og hvor hun bare ryster på hovedet, trækker på skuldrene og uden svar glider videre afsted i sin dag. Sådan er det nogle gange. Ingen forklaring. Bare glædelig og en lethed, som sommerfuglen der endelig forlader sin puppe og spreder sin smukke vinger. Som fuglen, der sejler afsted på himlen, mens vi bare kan stå her på jorden og kigge på. Hvordan gør det mon? Flyver. Og så er der de dage, hvor vingerne er tunge og humøret daler i takt med lavtrykket. Hvor tankerne er tunge og kredser om alt det, der er svært. Og det gør ondt.

Jeg har gennem snart mange år haft en slags medicin, som altid gør godt ligegyldigt hvordan jeg har det. Mine løbeture. Ja, jeg har regnet på det og faktisk har jeg været løber i 19 år. Jeg husker ganske svagt mine første ture på Frederiksberg, Søndermarken, Frederiksberg Have, rundt i gaderne, rundt om Carlsberg. Hvordan jeg kom i form, blev bedre, begyndte at lave små målsætninger, løb med i forskellige løb rundt omkring i byen arrangeret af Sparta, Alt for Damerne og andre. Eremitageløbet. Ja, jeg trænede sågar til halvmarathon, det første broløb, men blev syg af influenza dagen før og måtte til min store ærgelse kapitulere. Der græd jeg! Det var øv. Men jeg løb videre, da jeg var blevet rask. Jeg løb, da min far blev syg og døde. Jeg løb fra sorgen, med sorgen og jeg flygtede fra det hele. For en stund. For selvfølgelig kom jeg hjem. Og jeg kom altid hjem og havde det lidt bedre. For sådan er det. Man kommer aldrig hjem var en løbetur og har det dårligere end da man tog ud. Med mindre man da er skadet eller blevet syg, men det er en helt anden sag.

Nu er jeg tilbage som løber efter 1/2 års pause på grund af skade og jeg indser, hvor meget det betyder for mig. Det er blevet en del af den, jeg er. Løb er ikke bare motion. Det er meditation. Medicin. Det er en slags lykkepille, for man bliver glad i låget af en god løbetur. Og der sker jo faktisk forandringer i hjernen, når man løber. Der frigives endorfiner og det er 5 gange højere efter en løbetur end før. Tænk engang! Så det giver et positivt boost at løbe. Den gode følelse, der kommer i kølvandet. Jeg gjorde det. Jeg kom afsted. Jeg løb og jeg gjorde det lidt bedre end sidste gang. Eller jeg havde en fantastisk naturoplevelse. Mærkede mig selv og min krop og blev stolt over, at jeg løber. Og er man meget "oppe i hovedet" er løb virkelig en god måde at komme tilbage på kroppen på. Man mærker sig selv, sine muskler og hvordan kroppen arbejder. Man bliver gladere for sin krop. Stolt. Og det skal man være!

I dag skal jeg ud og løbe igen. Turen langs åen. Den er blevet min favoritrute lige nu. Der er så smukt langs vandet. Og træerne er så grønne, nyudsprungne knopper, blomster og dufte. Måske kan jeg slå min rekord igen i dag. Og hvis ikke, så pyt med det. Så gør jeg det næste gang. Det kan godt være at det er sjovt at deltage i motionsløb og vinde over andre, men der er en sejr, som er sødere end dem allesammen. Sejren over sig selv. Over modstanden mod at komme ud og afsted. Over dårligt humør og dårlige undskyldninger. Slå sine egne tider og blive lidt bedre. Bare løbe. Blive lidt gladere. For det gør man.

Jeg er så glad for at løbe at jeg har besluttet mig for at give det videre. Jeg vil være løbecoach. Og jeg er startet lidt i det små, men til efteråret regner jeg med at gå i gang med uddannelse og blive certificeret løbecoach. Jeg vil smitte andre med glæden. Jeg vil motivere og hjælpe andre til at få den fantastiske oplevelse med løb, som jeg har haft igennem så mange år. Give glæden videre!