lørdag den 30. april 2011

Bogstaver, bryllup og svømning


Skriv, kvinne! Så fort du kommer i arbeid vil det gripe fatt i deg og du blir oppslukt. Det er det som er så fantastisk ved skriveprosessen!

Sådan skrev Sylvi med Ordfront til mig som kommentar på mit indlæg i går. Jeg læste ordene og tog dem til mig. Jeg kunne mærke gnisten bag bogstaverne og jeg ved, at Sylvi kender til det. At skrive. Og at hun har ret, når hun siger, at det fantastiske ved skriveprocessen er, at man bliver grebet. Men mærkeligt nok bliver man først grebet, når man er i gang. Man skal sætte sig ned og gøre det. Disciplin! Jeg har haft lidt svært ved det. Indrømmet. Jeg ved, at jeg kan og at ordene flyder i mig i en uendelig strøm, at inspirationen klør som myggestik på en sommerdag og at man må kradse, når det klør. I går tog jeg Sylvis ord med mig ind i dagen, for det kan man. Man kan tage gode ord med sig. De er ikke bare stationære symboler printet på et papir eller i et dokument. Man kan bære dem. Give dem vinger. Og gode ord kan lindre, når man husker at sige dem, smage på dem og lade dem virke.

Det blev en god skrivedag. Jeg fik ikke engang feng-shuiet mit skrivebord, for pludselig sad jeg og læste lidt tilbage på det jeg havde skrevet og så begyndte det at klø. Og jeg kradsede. Jeg var lige ved at kradse hul, for jeg skrev og glemte tid og sted. Skabelsesprocessen. Lad være med bare at tænke på det. Bare gør det. Det er så simpelt, helt enkelt og alligevel så svært. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det i grunden at være menneske. Vi har det med at gøre det lette svært. Fordi vi kan. Fordi vi tror at det skal være svært for at være rigtigt og gælde. Men at skrive er ikke svært for mig. Er det derfor jeg prøver at gøre det kompliceret? Jeg ved det ikke, men i går lærte jeg noget. En vigtig lektion er forstået og jeg tøver ikke længere. I næste uge har jeg et program, som jeg følger og overholder. Jeg adlyder mine ord. Fordi jeg kan. Fordi jeg skal.

Og dagen i går bød på bryllup og Landsbyen var samlet omkring fjernsynsskærmen. Mia sendte live meldinger fra England og ikke et øje var tørt, da prinseparret kyssede hinanden på balkonen. Selvom det kys godt måtte have været lidt mere passioneret, hvis du spørger mig. Men det er godt at gemme noget til senere. Det er ikke alt, som skal afsløres og gives væk på en balkon i England. Eller andre steder for den sags skyld. Bryllup, skrivning og sidst på dagen svømning. Også en af de ting, jeg bare gør. Fordi det er godt for mig og fordi jeg kan lide det, når jeg først står under bruseren, tager badedragt på og springer i vandet for at svømme de 1000 meter, jeg nu gør. I går var der magisk lys i svømmehallen. Solen stod lavt ind gennem de store vinduer og ramte vandoverfladen. Jeg svømmede ind i et turkis univers og glædede mig hele tiden til at vende tilbage. Det gjorde godt.

Nu er lørdagen ankommet, weekend og solskin. Jeg vil lave mig en god dag og anbefaler, at du gør det samme. Du er den eneste, der kan. Du maler selv din dag. Eller skriver den. Så lav en dejlig en! :)

fredag den 29. april 2011

Sommerfugl


Endelig er PC'en klar.  Jeg har været klar længe og kaffen er næsten drukket. Morgenen er for længst stået op og fuglene har sunget siden daggry. Sol. Blå himmel. Vind, som sikkert ikke er helt varm, men som forhåbentlig lægger sig til at sove senere på dagen, så jeg kan få en stund i solen med kaffe og bog. April. Snart rejser hun videre og forvandler sig til maj, som en larve bliver til sommerfugl. Spreder sine smukke vinger og flyver ud i sin måned, den frodige, den milde. Om lidt.

Om lidt forvandler jeg mig også. Fra kvinde med morgenhår til forfatterinde med en historie, som vil skrives. Når resten af kaffen er drukket, hundene er luftet og jeg har fået mit bad. Så rydder jeg op på mit skrivebord, hvor der efterhånden har samlet sig dynger af bøger og papir. Jeg er forfulgt af bunker. Men der skal ryddes lidt op, tørres af og gøres lækkert. Skrivelækkert. For jeg har gang i noget, som jeg tror på og som skal der skal arbejdes med. Noget, der ikke skal udsættes, men som skal gribes og forvandles til en smuk sommerfugl. Fordi det er det, jeg vil. Fordi jeg egentlig ikke kan lade være. Men jeg skal åbenbart holde et vågent øje med mig selv, for ellers forfalder jeg til andre små gerninger, der æder sig ind i min dag, stjæler mine timer og tanker. Sådan er det. Det indser jeg nu. Den gode disciplin er kommet for at blive. Fra nu af har jeg et dagsprogram. Tag den kvinde!

Men morgenen er så smuk. Jeg har lyst til at dvæle ved den. Bade i dug, lade den smøre min krop som den blødeste kolde olie, lade solen varme mig og vinden lege med mit hår. Kigge op i himlen den blå og se mine drømme flyve forbi som hvide skyer. Hvis jeg strækker mig helt på tæer, kan jeg nå dem. Mærke deres blødhed, deres lethed og deres potentiale. De er højt oppe, men det skal drømme være. Tanker skal være store. Modige. Dristige. Jeg ser mig selv sejle på en sky, ud i morgenen, ud i dagen. Forvandlet. Sommerfugl.

Nyd din fredag og grib en sky! ;)

torsdag den 28. april 2011

Sjælens regnbue


Da vi var i Sverige, Miri, Megan og Mig (Sidse) besøgte vi universitetsboghandlen i Lund. Den er et must, når man kommer til Lund, synes jeg. Det bugner af bøger og andre spændende ting. Der dufter af papir og bogstaver og der fristes fra hylder og skranker med alverdens litteratur, kuglepenne, notesbøger og kalendere. Ja, der er sågar også en afdeling med musik og film. Hver eneste gang jeg er i Lund, går jeg derind. Og denne gang var vi tre, som fulgte trop og lod os forføre af bogrygge med flotte titler, billeder på kogebøger, havebøger og notesbøger.

Notesbøger! Pludselig opdagede hun dem, Sidse. Prøv lige at se her, råbte hun og Miri og jeg kom hurtigt frem, ja vi nærmest faldt over hinandens ben, for Sidse blev ved med at gentage de forløsende ord "Prøv lige at se her!". Jeg vidste, at det var noget vigtigt, noget som hun var sikker på vi ville falde for. Og jeg faldt. Pladask. For det Sidse havde fået øje på var en montre med de skønneste notesbøger i et væld af farver og motiver. Utrolig smukke og forførende. Bare deres måde at lukke på. De var ikke helt almindelige. Vi tog dem i vores hænder og jeg snusede til dem, for sådan gør jeg. Jeg har noget med dufte. Det er helt instinktivt. Og så mærkede jeg efter og besluttede mig for, at jeg var nødt til at vælge en. Bare en. De var nemlig ikke helt billige og ærlig talt, nogle gange må man træffe en beslutning. Et valg. Men hvor var det svært. Skulle det være de farvestrålende katte med lange halse og majestætiske udtryk? Eller?

Valget faldt på en notesbog med et billede af en kvinde, som græder. Måske synes du, at det var et lidt sørgeligt valg, et trist udfald, når man kan vælge blandt så meget, men kvinden med de gyldne tårer talte til mig med sin sørgmodighed. Hun har fugle i håret, lilla, røde og blå fugle og notesbøgen er gylden. På ryggen står følgende: The soul would have no rainbow if the eyes had no tears. Ordene og billedet er Laurel Burches. The soul would have no rainbow ... Sjælens regnbue. Jeg synes det er utroligt smukt. Og selvfølgelig skal sjælen have en regnbue. Livet er en cocktail af smil og tårer. Jeg tænker, at jeg vil bruge bogen, når livet gør ondt. Når tankerne er tunge og det synes svært, så vil jeg kigge på den smukke bog og skrive i den. Et digt. Nogle gode ord fra egen hånd eller som andre har sagt eller skrevet.

I går blev jeg inspireret af Eirin, som på sin blog citerede et rørende smuk digt af Karin Boye. Ja, vist gör det ont, når knoppar brister. Jeg skrev det første vers i min bog som en indledning. Som påmindelse om, at sådan er livet. En rejse på godt og ondt. Men det er altid en trøst at finde gode ord og dele dem. Sige dem og huske dem. Og vist skal sjælen have en regnbue. Ja vist.

onsdag den 27. april 2011

Min kyst


I dag går det bedre, tror jeg nok. Forkølelsen ligger tilbage i vandet, mens mit skib sejler videre. Jeg fjerner mig fra bakterier og dårligdom og den træthed, der har lagt sig i kølvandet de sidste dage. Bliver endda så dristig, at jeg tænker på at løbe en lille tur senere på dag. Jeg savner det allerede. Tænk at jeg har kunne undvære at løbe så længe. Men man kan, når man skal. Det er utroligt, som man kan omstille sig og gøre ondt godt, hvis man tænker de rigtige tanker og ser på tingene fra en positiv synsvinkel. Gaven. Min skade. Måske er det netop på grund af skaden og den lange pause, for jeg synes at løbeturene føles bedre end aldrig før.

Foråret blomstrer og gror. Det er helt utroligt, så meget der sker hver eneste dag. Det bliver grønnere og grønnere og jeg forundres over frodigheden. Fra gåturen om morgenen til turen sidst på eftermiddagen er der sket ting og sager. En knop er spruget ud. Græsset er lidt grønnere. Og det vokser i øvrigt utroligt hurtigt og skal nu slås, så duften af nyslået græs blander sig med med duften af blomster og muldjord. Og lydene. Fuglenes kor bliver større og mægtigere, deres stemmer når uanede højder og det tidligere og tidligere om morgenen. Det er nu sket flere gange, at de har vækket med deres sang. Er det mon Wagner? Eller noget lidt lettere men bestemt ikke mindre bombastisk. Hver morgen kommer der nye fugle til. Det rygtes i fugleland at dette kor er noget helt særligt. Dirigenten er verdensberømt. Alle vil gerne være med, have en plads og der øves og laves korprøver til den store guldmedalje. Hvad skal det ikke ende med? For mit vedkommende ender det nok med ørepropper, men de tager det ikke personligt, fuglene. De ved godt, at de er tidligt ude. Meget tidligt!

Jeg har mange tanker om fremtiden lige nu. Planer, der pludselig synes tydeligere og nye ideer, som dukker op og blander sig. Jeg ser muligheder. Og jeg nyder at kunne tage mig tid, tænke tankerne ordentlig igennem og mærke efter. Nyder at skibet ikke behøver at sejle med motor hver eneste dag, men også kan drive i vinden, sejl som synger og en langsomhed, jeg ikke har kendt til i mange år. Jeg skal jo lige huske på, at det er nu det sker. Det er nu, jeg har tiden og nu jeg lægger kursen om. Det skal nydes. Det skal ikke tages for givet og forhastes. Mit skib er robust og man skal turde befinde sig midt på havet uden at kunne se kyst for at komme videre. Man skal kunne sejle i dagevis, ja endda i uger, uden at lade sig fortrylle af et stykke land, som umiddelbart ser spændende ud. Man skal turde vente og tøve, læne sig tilbage og mærke efter, maven, mellemgulvet. Trække vejret dybt og ikke lade sig stresse. Ikke miste tålmodigheden, men lade skibet finde rytmen på bølgerne og vide, at en dag sejler man mod land. Så er den der bare. Kysten. Min kyst.

tirsdag den 26. april 2011

Vitaminer!


Påsken er forbi, men det solgule vejr fortsætter ufortrødent og fuglene synger lystigt fra morgenstunden. I deres verden er der ikke forskel på hverdag og fest. Tiden og dagen går sin gang og hver morgen er ny. Som i dag.

Personligt føler jeg mig lidt brugt. Jeg er desværre blevet smittet lidt af Sidses forkølelse fra i torsdags og de sidste dage har kroppen kæmpet. Trætheden har ligget som en lidt for varm dyne og selvom jeg har gennemført påskens aktiviteter, har jeg kunne mærke det. Snuen. I dag er ingen undtagelse og jeg indser, at jeg nok skal holde en slags restitutionsdag. Som i ingen løb eller svømning. Jeg ser tiden an, mens jeg tænker appelsiner og citroner blandet med en god portion solskin. Der er nogle praktiske ting, som skal ordnes i dag, tanker, der skal tænkes og beslutninger, der skal tages, men hvis hovedet er som en pose bomuldsvat, var det måske en ide til at vente til i morgen. Tiden er med mig.

Citroner og appelsiner! Eftersom vi desværre ikke kan plukke dem direkte fra træerne her i Danmark, må jeg vist en tur i butikkerne og tanke op. Bade i vitaminer, til bacillerne siger farvel og forlader min krop til fordel for intetheden. Jeg håber ikke, at jeg selv har smittet nogen på min vej. Det er sådan et træls tidspunkt på året at være snottet på. Men det sker. Man rager det til sig. Bedst som man troede man var stærk som Pippi Langstrømpe.

Men hun kommer stærkt tilbage, Pippi i mig! :)

mandag den 25. april 2011

Halløj på kroen


Du kender sikkert Fawlty Towers eller "Halløj på Badehotellet", som serien hed på dansk. John Cleese i sin mesterrollen som hotelværten Basil, der skræmte alle gæsterne væk med sin uforskammede måde at være på. Han kunne bare ikke lade være. Han var en omvandrende fornærmelse og selv når han gjorde sig store anstrengelser, gik det bare galt. Du husker sikkert også hans spanske tjener Emanuel, som var fra Barcelona. "I know nothing, I'm from Barcelona". Jeg har altid elsket at se serien og har set den flere gange. Den er morsom. Hyggelig. Det er så skønt at se John Cleese folde sig ud på badehotellet i mere eller mindre prækære situationer, mens hans kone Sybil forsøger at holde styr på tropperne og sin mand. For ikke at tale om stuepigen Polly. Jeg har fået stor lyst til at gense alle afsnit.

I går besøgte kæresten og jeg en lille kro ude på landet, som fik os til at tænke på Fawlty Towers. Vi kørte op gennem det smukke forårslandskab, gav os god tid, beundrede naturen, vandet og alt det grønne, som bare pipler frem nu. Frodighed så langt øjet rækker. Vi nød turen og på det tidspunkt begyndte vores maver så småt at knurre. Vi glædede os til middag på kroen, et godt fiskemåltid og et godt glas hvidvin. Sidde og snakke i en hyggelig krostue, mens aftensolen dansede udenfor vinduerne for at gå ned bag kirken og forsvinde i havet. Og det fik vi såmænd også. Fisk, hvidvin og en tjener, som, viste det sig, var helt ny i sit job. Første dag på arbejde på kroen. Lad mig sige det diplomatisk: Han havde ikke rigtig flair for det! Han stressede, bumlede gennem krostuen i sine glatte sorte sko og var tilsyneladende ved at falde flere gang. Hans bevægelser var for hurtige. Menukortet blev snuppet ud af hænderne på mig, inden jeg havde udtalt det sidste ord i mit menuvalg. Haps! Og så gav han sig ikke tid til gæsterne, det var umuligt at få øjenkontakt og havde jeg fået det, havde jeg nok set panikken lyse ud af dem. Basil. Det døbte vi ham hurtigt og så begyndte vi at smile. Og smile lidt bredere. Det blev bedre og bedre. Det klirrede bag disken, sved på panden, irritation. Og for at det ikke skal være løgn, bød kroen også på en tro kopi af den spanske tjener Emanuel. Ja, han lignede ham skam både af udseende og måden, han bevægede sig på. Og han var ikke ny. Han var bare sådan.

Jeg håber, at Basil bliver bedre til sit job som dagene går. Jeg håber, at han falder til ro og lærer at bevæge sig flydende gennem krostuen som en, der har nogenlunde styr på situationen. Se gæsterne i øjnene og høre på, hvad de siger. Det ville være godt for kroen. Nu nævner jeg ikke kroens navn her, for jeg synes den skal have endnu en chance. Det var mit første besøg dér, kæresten havde været der før og havde fået udmærket service. Der var skam heller ikke noget galt med maden, men det var bare ikke verdens bedste. I hvert fald ikke i går. Men vi havde en hyggelig aften og fik os et godt grin. Og en to-retters fiskemenu. Så aftensolen gå ned over vandet og sige tak for i dag.

I dag skal vi såmænd til både brunch og middag, men det er i private omgivelser, så der bliver nok knap så meget halløj. Godt jeg fik min løbetur i går, 5 kilometer langs åen, en rute jeg genopdagede og som jeg nød i fulde drag. Den skal jeg løbe noget mere! Men nu skal jeg ud i morgenen, ud med hundene og gøre mig klar til en dag i selskabelighedens tegn.

God mandag. Nyd påskens sidste solskinsdag! :)

søndag den 24. april 2011

Kaffe og knækbrød


Jeg tager den med ro her til morgen. Ingen grund til hastværk. God kaffe og knækbrød, en let morgenmad, så jeg kan løbe min tur sidst på formiddagen. En smule træt, for vi kom sent i seng i går. Vi tilbragte aftenen hos min bror og svigerinde "oppe nordpå", hvor vi var inviteret til grillhygge. Udendørs. Tænk at vi kunne sidde der på terrassen og først var nødt til at trække indendørs ved 20:30 tiden. I april måned. Det er virkelig sommerlige tilstande og det giver blod på tanden. Vinteren er langt væk nu. De tunge tanker er smeltet med sneen og risler nu i åen. Himlen er blå og humøret er ganske højt her fra morgenstunden, selvom trætheden ligger over mig som et let tæppe. For det er jo ikke en dårlig træthed. Den er dér bare. Og mon ikke den kan løbes væk lidt senere? Det vil jeg tro.

Jeg kan mærke den gode spanske vin og smage den vidunderlige oliventapanade, min bror havde lavet til os i går. Mærke aftensolen, som sank ned i horisonten og lugte bålet, hvis røg sendte sommerlige fornemmelser i vores retning. Og jo, eventyret og lysten til at rejse, ud, se og opleve var stadig til stede, men som flere af jer skrev i går, kan man jo sagtens foretage den slags rejser i fantasien også. Og gennem bøger. Der er mange muligheder. Alt i mens man tænker tanker om mulige fremtidige rejsemål, steder man gerne vil opleve, besøge, menneskemøder, dufte, kulinariske smagseventyr. Det starter med en tanke. Og hvad skal det ikke ende med, for jeg har mange! ;)

Men jeg klager ikke. Ikke det fjerneste! Påskevejret er skønt, solen skinner og fuglene synger. Kæresten og jeg tager afsted på vores eget lille eventyr sidst på eftermiddagen. Han har inviteret mig ud at spise og vi skal en tur ud på landet. En kro et sted. Meget mere ved jeg ikke, men det er også nok. Jeg glæder mig.

lørdag den 23. april 2011

Ganske vist


Hvad skal jeg så fortælle om her til morgen? Beskrive dagen i går og den enestående udflugt til en lille landsby højt i bjergene? Turen derop på snoede veje, den blå himmel og udsigten over havet. En lille café på torvet i landsbyen, en sprød salat med alverdens farvestrålende grøntsager, iskold vand og kølig vin i små glas. Eftermiddag og solskin så langt øjet rækker, bjerge, kirker, hvidt og blåt. Jeg kunne såmænd sagtens fortælle den historie, men det er jo bare en historie. Eller en drøm. For sandheden er at jeg befandt mig i Danmark i går og i og omkring matriklen her. Ingen egentlige planer. Bare påske. Langfredag og en bog. En tur til Stockholm gennem forfatterens gode ord.

Jo, jeg havde lyst til eventyr i går! Det rasede i blodet på mig fra det sekund, jeg slog øjnene op. Men jeg holdt mig i skindet, for jeg havde egentlig slet ingen ide om, hvor jeg gerne ville hen. Den var bare til stede. Lysten. Eventyrlysten. Følelsen af at være på vej og afsted. Nye byer og fremmede marker. Bjerge. Jeg har noget med bjerge og fjelde. Det er noget af det mest fantastiske og beroligende, jeg ved. Så pludselig kan der opstå en slags bjerglængsel, mens jeg kikker ud på den ellers fine flade mark, som nu er grøn. Det spirer og gror. Her er smukt i Danmark nu. Virkelig.

Det blev ved drømmen. Bogen. Ordene. Og så en løbetur sidst på formiddagen, som blev en slags milepæl og var en stor oplevelse for mig. Sådan en rigtig YES ting! Jeg løb mine første 5 kilometer efter skaden og på den hurtigste tid i genoptræningsforløbet. Det kørte for mig. Og glæden var enorm. Nærmest ubeskrivelig. Nu kan jeg igen! Nu har jeg fået den del tilbage af mig, som har manglet. Nu hedder det ikke længere genoptræning, men træning og jeg kan igen forsøge at slå rekorderne på mine mange små ruter. Med måde selvfølgelig og med de øvelser, jeg nu skal huske at få gjort. Vippebrættet. Maveøvelser. Svømningen som er med til at gøre det muligt. Mindst en gang om ugen snupper jeg tusind meter i bassinet.

Nyd din lørdag og fyld den med gode ting og oplevelser. Eventyr er relativt. Livet er hvad vi gør det til. Og det er ganske vist.

fredag den 22. april 2011

Miri, Megan og mig


I dette tilfælde er mig altså Sidse. For jeg er jo Megan. Og så er forvirringen total på denne solskinsramte morgen i april. Men faktisk er det ikke så svært. Det er egentlig ganske enkelt, for det var os tre, som var på tur i går. Og turen gik, som du måske læste lidt om i går, til vores naboland Sverige og en smuk universitetsby Lund, der ligger som et smørhul i Skåne. En by fuld af liv og venlige mennesker, studerende, unge, gamle og danskere, der som os var taget over broen for at nyde skærtorsdag sammen men svenskerne, der endnu ikke var gået på påskeferie. Forretninger havde åben, gaderne summede af liv og caféer og restauranter havde travlt med at få borde og stole sat udenfor. Det var jo sommer. Sådan da. Og folk vrimlede ud fra gader og stræder og samledes på torvet, der blev serveret kaffe og kanelboller i rigelige mængder og senere hen frokostretter.

Det var en dejlig dag. Tre kvinder med hygge på agendaen. Så snart bilen var parkeret, fandt vi en café med borde i solen. Vi drak latte og spiste kanelboller, for det hører sig ligesom til. Så gik vi rundt i gaderne, kiggede på forretninger, påskepynt, tøj og ting. Bøger. Og vi spiste frokost på en indisk restaurant, eftersom Sidse var blevet så forkølet og stærk mad kan være med til at brænde den slags dårligdomme af. Stakkels Sidse. Der blev snøftet lidt, men hun klarede turen.

Dagens højdepunkt var en tur i Botanisk Have. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at træer og blomster var sprunget ud i den grad. Det var jo majtilstande! Vi lod os fortrylle af dufte, farver og sanselige indretninger. Der var mennesker overalt, haven blev brugt på bedste vis og græsset måtte betrædes. Det hele var ligesom indrettet på at blive brugt og beundret og det blev det. Vi satte os lidt på en bænk i solen. Vi vandrede mellem blomsterbede og udtalte latiske navne. Tog billeder. Og da vi havde set og gået nok, fandt vi endnu en lille café og sluttede dagen af med en god kop kaffe og et lille hvil. Inden turen gik tilbage til broen og Danmark og resten af påskeferien, som jo faktisk er lige nu.

Og i dag skinner solen sørme også og påskesommeren fortsætter. Jeg har en løbetur på programmet og ellers står den på læsning. Jeg skal tilbage til Sverige, til Stockholm, og mordene i Gamla Stan. Ledsaget af kaffe, solcreme og briller. God fredag!






torsdag den 21. april 2011

Udflugt over broen


Dagen er vågen. Solen skinner og det er helligdag. Påske. Men i vores naboland mod øst holder de ikke påske endnu. De er så småt begyndt at tænke på at åbne deres små butikker og gode steder. Der serveres kaffe på torvet i Lund. Og om nogle timer står jeg lige dér midt på torvet sammen med to gode veninder. En tur til Sverige. Det har vi talt om længe. Det gør vi snart, har vi sagt, lad os få koordineret. Nu er det gjort og dagen er oprandt. I dag tager vi over broen ledsaget af fuld sol og blå himmel. Hvor heldig har man lov at være?

Hundene er luftet. Kaffen nydes med sol gennem vinduet. Fuglene sørger for underholdningen. Melodien er i dur, lystigt kvidrer de om kap med hinanden, mens knopperne på træerne bliver størrere og landskabet grønnere. Nu er det forår! Ja, faktisk så meget at det næsten minder om sommer. I går eftermiddag sad jeg ude i solskinnet med kaffe og krimi. Det føltes som en sommerdag i juli. Og eftermiddagens løbetur var en af de varme. Nu kan jeg huske, hvordan det er at svede. Men det gjorde godt. Som altid. Og da aftenen bankede på, tændte vi op i grillen og skænkede et koldt glas hvidvin. Der manglede bare danske jordbær og nye kartofler. Men det kommer. Et skridt af gangen!

Ha' en dejlig skærtorsdag. Jeg er i finde i Sverige med hende her og hende her. Og jeg glæder mig, ja jeg gør! :)

onsdag den 20. april 2011

På blikstille hav


Pludselig mærker man at båden ligger stille. Gynger på vandet, som skvulper kærligt op af bådsiden. Havet og himlen mødes i horisonten, solen varmer og der er ikke andre skibe eller land at se i miles omkreds. Verden er gået i stå for en tid. Man har ikke travlt. Der er ikke noget man skal nå. Tanker skal tænkes, tygges og fordøjes og der er ingen brug for hastværk. De glider sagte ind og ud som det vand, der rammer båden. Forsigtigt. Nogle tanker flyder væk og man ser dem aldrig igen, mens andre kommer igen og man hilser anerkendende på dem. Måske var der noget der?

Sådan har jeg det lige nu. Jeg ligger i min båd midt på havet og alt ånder fred. Det har taget længe at nå hertil. Jeg troede, at jeg fra den ene dag til den anden kunne springe ud i et nyt liv, begynde at skrive, lægge planer og føre dem ud i livet, men ting tager tid. Tanker tager tid. De skal modnes som en god ost. Det kan gøres kunstigt, som de fleste af de oste, vi køber i supermarkedet, men rigtige oste har brug for tid på et køligt lager. Der er ingen genveje. Og for mig har der heller ikke været genveje for at nå hertil. Søvnen kommer om aftenen og jeg sover godt om natten. Hviler i mig selv. Efterhånden opstår der tanker, som bliver hængende og som jeg for alvor overvejer at gøre til mine. Planer. Men travlt har jeg ikke. Denne tid er som en blød kåbe af silke, der smyger sig om min krop. Som morgenkaffe og fuglesang. Og ordene begynder at komme helt af sig selv, historien, ideerne. De har vokset sig store og bliver modigere. En plante, der startede som et lille frø i den mørke jord. Engang.

Lige nu nyder jeg livet i min lille båd. Jeg begynder dog at længes en smule efter at hive ankeret op og komme videre. Udforske horisonten og prøve kræfter med det hav, som ikke altid vil være så stille som nu. Men jeg ved også at denne tid er en gave. En gave, som jeg har givet mig som selv og som aldrig kommer igen. Et stykke chokolade, der smelter på tungen og som får lov at blive liggende så længe det overhovedet er muligt. Smagen er fortryllende enkel, det mørkeste chokolade og en helt ren kakaosmag. God til kaffe og rødvin. Og nu buldrer den madglade del af mig frem og jeg må bare le. Jeg er heldig. Heldig fordi jeg i min efterhånden fremskredne men allerbedste alder får lov at sadle om. Og hvem har dog givet dig lov til det, spørger du måske og læner dig frem mod skærmen for at høre mit svar. Spændt? Det har jeg! Jeg har givet mig selv lov! Og jeg takker ydmygt for chancen, for de dristige tanker og for troen på, at intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet.

Ha' en fin onsdag. Solen har gemt sig bag skyerne, men jeg ved, at den ville skinne senere og give os en flot dag. Når de praktiske ting er ordnet og jeg har løbet min tur, skal der drikkes kaffe og læses bog i solen. En krimi selvfølgelig! ;)

tirsdag den 19. april 2011

Krimikvinde


Den norske traditionen er gået rent ind hos mig. Påsken er krimitid. Jeg har netop afsluttet den sidste bog om Wallander, Henning Mankels "Den Urolige Mand" og læser nu lige resten af Dan Brown's "Det Forsvundne Tegn", som har været forsvundet i et stykke tid. Nu har jeg genfundet det. Eftersom min gode norske værtinde i Spanien læste bogen med stor ivrighed, besluttede jeg mig for at gøre det samme. Læse den færdig i hvert fald. På et tidspunkt løb jeg sur i tegn og symboler og frygtede, at Dan Brown havde gjort det samme, men nu indser jeg, at alting har sin tid og det har bøger også. Jeg var bare ikke i humør til den bog på daværende tidspunkt. Nu glider det glat. Og traditionen med påskekrimi er kommet for at blive, synes jeg, så jeg håber at hele Danmark er med på den vogn. Både hvad bøger angår og på TV.

Jeg elsker aftenener med krimi i fjernsynet. Det er den perfekte afslutning på en god dag og er det ovenikøbet ferie, kan det næsten ikke blive bedre. En stor kop te. En pude i ryggen. Stearinlys og velvære og så lyden af kendingsmelodien. I går var det Miss Marple. Hvad mon der kommer i aften? I aften, når jeg har været i svømmehallen, for det er jo tirsdag, og spist aftensmad. Lavet te og sat mig til rette. Skulle der ikke være krimi i fjernsynet, er der også råd for det. Jeg har en helt del på DVD. Det er jo et must for sådan en krimikvinde som mig. Og ellers er der jo altid bøgerne ...

Faktisk læser jeg ikke altid krimier og før bogen om Wallander var det længe siden sidst, men påsken er jo helt perfekt til det. Det mærker jeg nu! På nuværende tidspunkt har man ligesom brug for et godt mysterie, en gåde og en detektiv, der kan lidt af hvert. Til påskedagene har jeg netop købt den seneste i Lars Bill Lundholms krimiserie om mord i Stockholmske bydele, "Gamle Stan Mordene", og den glæder jeg mig til. Hvis du endnu ikke har læst serien, så kan jeg varmt anbefale den. Den hører til i den bedre ende af genren.

Det er snart påske. Og vejret kunne ikke blive bedre, det bedste påskevejr i 8 år, siger meteologerne. Jeg siger stol i haven og krimi. Ja altså bortset fra torsdag, hvor to gæve kvinder og jeg drager til Sverige. Derover, hvor mange af de gode krimier foregår. Og hvem ved, det kunne da godt være at vi skulle en tur i boghandel! ;)

mandag den 18. april 2011

Den skjulte husmor, Del 2


Den Skjulte Husmor. Jeg begynder efterhånden at tro, at det er titlen på en bog. En bog, som endnu ikke er skrevet, men som jeg passende kunne tage fat på, hvis det da ikke var fordi jeg allerede er i gang med noget andet.

Men altså, hende husmoren i mig. Hun holder sig godt skjult. Hun kan noget med gemmesteder og selvom vi legede tampen brænder flere gange i dag, mens jeg susende rundt med støvsugeren og følte mig vældig effektiv, så har hun det med at forsvinde ud i den blå luft. Lige pludselig. Now you see you, now you don't! Og efter støvsugen, lidt tørren støv af og en omgang vasketøj, der blev hængt ud i haven i vinden, så tog hun benene på nakken og løb. Og jeg løb med! Eller rettere sagt, det var jo egentlig mig som var smuttet i løbetøjet og pludselig befandt jeg mig på landevejen i solskin. Midt på formiddagen. Husmoren i mig var langt væk, nu var det løberen, som tog over. Tro mig, jeg prøvede skam at finde hende, men hun var som sunket i jorden. Og da pulsen kom op og musikken spillede, da løbeskoene trommede mod asfalten og jeg mærkede sol og vind og følte mig lyslevende, så glemte jeg alt om hende. Husmoren.

Måske er der allerede lavet undersøgelser om, hvor stor en procentdel husmor man har i sig? Min må ligge meget lavt. Og tro mig, det er ikke af ond vilje, jeg elsker når her er fint og pænt og ville ønske, at jeg kunne føle mig ligesom energisk og vedholdende, når jeg gør rent som når jeg løber, men det findes ligesom ikke rigtigt i mig. Jeg tror jeg er født sådan! Kvinde uden husmor, men med en god portion humor! ;D

Det var forresten en fantastisk dejlig løbetur. Jeg elsker det! Højt!

Og jeg fik jo støvsuget! ;)

Den skjulte husmor


Det er en lovende morgen. Solen skinner, fuglene synger og himlen er blå. Meteologerne er i strålende påskehumør og lover os det bedste vejr i påsken meget længe. Bedst som i solrigt. Bedst som i varmt. Varmt som i over 20 grader. Personligt bliver jeg kåd som påskelammet. Det lam, som ikke skal slagtes, men som kan boltre sig på dugvåde grønne enge og lave krumspring. Krumspring er jeg nemlig ret god til. Specielt når der skal gøres rent og væres rigtig praktisk. Sådan som i "nu trænger her vist til en gang forårsrengøring" ...

Ikke desto mindre har jeg tænkt mig at være lidt praktisk i de kommende dage. Give huset en ordentlig overhaling, lufte ud, rydde op og slippe de sidste vinternullermænd ud i friheden. Byde påsken velkommen til et skinnende rent hus, der dufter af Ajax og sydlige sommerfrugter. Være sådan rigtig husmoragtigt og nu ler de, som kender mig. Jeg har aldrig været særlig praktisk, hvad den slags huslige gøremål angår. Det erkender jeg blankt. Jeg kan så meget andet! Men jeg vil gøre et hæderligt forsøg. Det vil føles så godt bagefter. Kæresten er i marken, så hans hjælp skal jeg ikke regne med. For ham er det et helt andet forårsarbejde, det gælder og sådan skal det også være her på landet. Det har byboen for længst lært og accepteret! Så nu kvinder hun sig op og tager handskerne på, dem af gummi vel at mærke. Forårsrengøring. Det er så dejligt. Bagefter! Jeg må finde den skjulte husmor frem. Hun gemmer sig godt, men jeg ved at hun er der! ;)

Men jeg skal også løbe. Sidst på formiddagen kridter jeg løbeskoene og tager en tur ud af landevejen. Og senere er der ord, der skal skrives og en krimi, der skal læses færdig, så jeg kan komme videre med den næste. Det er jo påske! Og som jeg nu ved, at påsken krimitid. Den tradition har jeg indført uden tøven. Gode dage venter forude. Solskinsfyldte aprildage med sommertemperaturer, hvor jeg kan finde mine nyindkøbte spanske sommerklæder frem igen og måske endda de sandaler, som jeg med tårer i øjnene måtte stille på plads i skabet, da jeg vendte hjem. Gensynet bliver glædeligt!

Ha' den dejligste mandag!

søndag den 17. april 2011

Norsk, dansk og kinesisk i København


Det var en fantastisk koncert i går i København. Christians Kirken dannede en flot ramme omkring arrangementet og Bjørn Eidsvåg var i strålende humør fra første færd. Bandet spillede guddommeligt, det hele gik op i en højere enhed. Så forsvinder man. Sidder dér og lytter til musikken og teksten og pludselig er man et helt andet sted. Forsvinder op i kirkehvælvingen, flyver ud i himlen og tankerne er på langfart. Inde i musikken. Lever med i en tekst, en forestilling, sidder i en båd med udsigt til fjeldet. Kniber en tåre. Smiler. Det var sådan en koncert. Han berørte os alle med sine vidunderlige sange og fine måde at formidle dem på. Sine gode ord og sin norske charme. Han turde endda komme med den påstand, at vi danskere har sprogproblemer. Har man hørt mage! Man vi grinede (og det betyder at le, hvis der er nordmænd med sprogproblemer, som læser dette :)). Han kunne tillade sig det. Vi hyggede os med forskelle og ligheder. Musikken har et universelt sprog.

Jeg fik lejlighed til at snakke lidt med en norsk kvinde, som talte udmærket dansk. Ingen mærkelige ansigtsudtryk! ;) Og der var smil på alle rækkerne i kirken, en samhørighed skabt af musikken, en tryg verden og noget, der gerne måtte blive ved. Hele aftenen. Det gjorde det selvfølgelig ikke, men Bjørn Eidsvåg og hans gode band spillede 4 ekstra numre, og vi blev sendt tilfredse ud i den tidlige aftenstund. København summede af liv og vores maver rumlede. Sult. Nu skulle vi ud og spise!

Vi endte på en kinesisk restaurant på Frederiksberg. En af de allerbedste i byen. Endnu engang lod vi os fortrylle af den gode mad og stemning. Og så gik vi hjem. Altså ikke til Ringsted, for jeg overnattede i byen. Min by. København. Jeg gik gennem de gader, jeg kender så godt og når jeg spadserer der sådan en lørdag aften, så har jeg aldrig været væk. Jeg er hjemme! En lidt mærkelig fornemmelse, men også en god en. Byen kender mig. Den åbner sine arme og tager imod mig. Kender mine skridt og mit åndedrag. Vi lever sammen. Og månen hang på nattenhimlen og fulgte os på vej. Det var en dejlig aften.

Billedet er lånt på 24.dk

lørdag den 16. april 2011

Morgenstund og musik i staden


Jeg må have haft brug for det, for jeg har sovet som et barn i mange timer. Faldt i søvn til Morse på sofaen i går aftes, sov videre i min seng og nu er dagen stået op og jeg følger tøvende efter med min kaffekop i hånden. Det gjorde godt! Nu har jeg vænnet mig til sommertiden. Først nu. Sådan er det hvert år. Jeg må konstatere, at jeg er et rytmemenneske på godt og ondt. Jeg kunne aldrig lave om på nat og dag og arbejde om natten. Dér sover jeg. Men når morgenen kommer er jeg frisk. Sådan da! ;)

Morgenen er det smukkeste tidspunkt på dagen. Jeg elsker duften af kaffe, kan næsten smagte den inden jeg overhovedet har sat munden til kruset. Udsigten fra vinduerne i køkkenet, markerne, dådyrene, duggen, som endnu ligger tungt over græs og strå. Horisonten, som ofte afslører dagens vejr og kan fortælle mange historier om livets enkle glæder. Som kaffen, der nu er færdig og som jeg nyder i fulde drag. Som hundene, der hygger sig i umiddelbar nærhed og glæder sig til det bliver deres tur. Morgenmad. Gåtur. Men de venter tålmodigt, for de ved, at jeg har mine rutiner. Kaffe og ord, mens solen stiger højere op på himlen. Når dagen starter på denne måde, kan det ikke gå helt galt. Tempoet bliver lagt, ingen stress, følge med tiden, ganske langsomt, trække vejret med morgenen, dugvåde åndedrag, lyst til livet. Glæde. Taknemmelighed.

Hvad skal du mon lave på denne fine lørdag i april? Jeg skal sørme en tur til København igen. I eftermiddag går turen atter til staden og denne gang skal jeg til koncert med en af min norske favoritter Bjørn Eidsvåg. Han giver koncert i Christians Kirke og det glæder mig utroligt meget til. For det første skriver han nogle fantastiske sange, tekster, jeg holder meget af. Og for det andet er Christians Kirke jo lidt af en venue for sådan et arrangement. Det ser jeg frem til. Efter koncerten skal vi ud og spise. Finde et godt sted uden at have booket bord ganske vist, men vi har lyst til at improvisere. Se hvad der sker. Når vi har nydt musikken og sammen med de andre summer ud i aftenen. Jeg er fuld af forventninger og overbevist om, at de bliver indfriet.

Må solen skinne på dig og alt godt ske dig. Nyd din lørdag! :)

fredag den 15. april 2011

Frost og lyse nætter


Dagen er ny og tåget. Men solen kigger forsigtigt gennem det mælkehvide tæppe af fine sølvtråde og lover højtidligt, at hun bryder helt igennem lidt senere på formiddagen. Nyd nu bare din morgen, siger hun, din kaffe, juice og knækbrød. Skriv dine ord og lad mig og de andre elementer om vejret. Og morgenen er fin og svær ikke at nyde. Så skrøbelig med hvide frostkorn på plænen og marken. Helt utroligt, som temperaturen kan variere på det her tidspunkt af året. Fra frost om morgenen til næsten sommerlige grader ud på eftermiddagen. Jeg tror det bliver en flot dag.

Mødet i København gik fint. Der er ikke så meget at skrive om. Jeg var positiv og så var den ikke længere. Det var mest bare kontrol, lidt snak rundt om bordet, for der var flere i samme båd. Den båd jeg sejlede på i går altså. Jeg fortalte mig om min officielle dagsorden, mens jeg i stille stunder tænkte på den uofficielle og den kurs, jeg har lagt og som mit skib følger, når kystvagten ikke kigger. På et tidspunkt forsvinder jeg for evigt fra deres åsyn og deres kikkerter vil ikke længere kunne nå mig. Men de vil også have nok at lave med at holde øje med andre små skibe og mennesker, som prøver at finde kursen på åbent hav. Det er deres job. Der var med andre ord  ikke brug for det eksperiment, jeg skrev lidt om i går. Men jeg har tænkt mig at benytte mig af det fremover, for jeg er helt sikker på, at man kommer længst med at være positiv og tilgivende, så man ikke skal bruge sit gode krudt på at ærge sig over andres opførsel og væremåde.

Kender du Albertes sang "Lyse Nætter". Jeg genhørte den i går og faldt igen i svimer over den smukke, enkle tekst og de associationer, der opstår. Den er bare så fin. Og jeg hørte især ordene "Nu kommer lydene igen ..." og tænkte på, at det jo er helt sandt at lydene hører sommeren til. Vinteren er mere stille. Men sommeren har et mægtigt fuglekor og en summen af bier og brombasser. Men kan næsten høre blomsterne vokse. Frøerne kvækker og selv regnen, for der er jo altså også regnfulde dage i løbet af sommeren, har en anden sommerlig lyd. Måske har du fået lyst til at høre sangen, så her er den. Den er god at tage med sig ud i fredagen, nynne og måske endda synge højt, så andre kan være med. Det er en rigtig elskesang. Er du klar? ;)


torsdag den 14. april 2011

Kan jeg det?


Tror du på, at du selv kan påvirke, hvordan andre mennesker ser dig? Hvordan de reagerer overfor dig, føler sågar? Jeg har læst i en bog, at du ved at sende kærlige tanker til en person i sin omgivelser aktivt kan få indvirkning på, hvordan personen behandler dig. Hvis du f.eks. har en chef, som tilsyneladende ikke bryder sig synderligt om dig og som du i virkeligheden synes at et dumt svin (for at sige det lige ud), så kan du ved at sende ham kærlige tanker, ændre hans syn på dig. Ja, du læste rigtigt. Du sender kærlige og positive tanker, vibrationer, i hans retning. Tænker på ham positivt i stedet for det modsatte. Hvis han har gjort noget, som har gjort dig vred og bitter, tilgiver du ham. Udviser forståelse. Medfølelse. Overskud.

Jeg har tænkt mig at prøve i dag. Kan jeg virkelig være med at sætte dagsordenen, så den bliver positiv og imødekommende? Kan jeg på forhånd beslutte, at det møde, jeg skal til i København, bliver en god oplevelse? For sandheden er, at jeg ikke har specielt lyst til det møde. Men det er noget, jeg skal. Noget, man skal, når man er i min situation, indtil den dag vingerne er bæredygtige og man flyver. Letter fra jorden og gør sig fri. Fri som fuglen. Jeg tænkte positivt på mødet, inden jeg stod op. Jeg forsøger at fortsætte de gode vibrationer. Tænker, at det bliver en god oplevelse og at jeg, selvom jeg ikke umiddelbart kan bruge indholdet til noget i forhold til det, jeg vil og ønsker mig, alligevel kan få nogle gode ideer.

Når jeg har drukket min kaffe og skrevet mine ord, går jeg i bad. Jeg har allerede gået med hundene, en tidlig morgentur. Når jeg har været i bad, tager jeg noget tøj på, jeg befinder mig godt i. Ordner hår. Lægger make-up og gør mig klar til dagen og en togtur til staden. Positiv og imødekommende. For har jeg egentlig grund til at være andet? Jeg vil prøve. Nu og fremover. Kan jeg virkelig gøre en positiv forskel og bringe overskud og glæde med til mødet, så det bliver en god oplevelse for begge parter?

Tiden løber gennem fingrene på mig som sand. Morgenen stiger op i horisonten og er sørme i selskab af solen. Den vil gøre godt efter et par kølige dage med regn og rusk og tilstande, der mindede mere om vinter end forår. Jeg rejser med tiden. Sejler på mit gode skib og destinationen er hovedstaden København. Ha' en dejlig dag! ;)

onsdag den 13. april 2011

Det våde element


Det var en vaskægte vanddag i går. Det gode vejr forsvandt og blev afløst af et stædigt regnvejr, der ydermere bragte kold vind og lave temperaturer med sig. Hvor blev forårsvejret af? Solen og de velgørende varmegrader, mulighed for at sidde lidt i haven, nyde, føle sig født påny? Pludselig blev vi skubbet hårdt tilbage og stødte igen mod kanten af vinteren. Jeg fandt vanterne frem og sørme ikke om vinterjakken også fik sin renæssance. Av! Det gjorde næsten ondt. Det føltes som en smerte. Og jeg blev pludselig træt og ugidelig, ting blev udsat og dagen endte med at være en, som jeg bare famlede mig igennem, våd og kold.

Der er bare sådanne dage. Det kan ikke hjælpe noget at kæmpe imod. Energien udebliver og det bliver de små ting, der tæller. Måske skal de til for at danne kontrast til dage med solskin og flow. For at være som de dale, der giver mægtighed til tinder og viser os, hvordan livet er i evig bevægelse og bølgegang. Og i dag kigger jeg ud på endnu en dag af samme slags. Regn og kold vind. Men i dag kan jeg ikke tillade mig at udskyde og udsætte længere, så jeg tager handlehatten på og kvinder mig op. Jeg gør det!

Faktisk gjorde jeg også noget i går, jeg var lidt stolt af. Jeg kom afsted i svømmehallen. Jeg svømmede mine 1000 meter og det føltes rigtig godt. At have gjort det. Mens jeg svømmede og kiggede ned på bunden af det store, blå bassin tænkte jeg på, at man har lov til at være stolt, når man tager sig sammen og gør noget trods indre modstand og en million mere eller mindre gode undskyldninger. Der var mange af slagsne i går. De havde forskellige stemmer, en sød og blid en, en mere hoverende, en fræk og en irriteret en. Men da tiden nærmede sig, gik jeg resolut op af trappen og fandt mine svømmeting frem. Pakkede taske og kørte afsted. Svømmede. Og det føltes godt. Jeg var sgu stolt af mig selv. Sådan kvinde! :)

I dag står der løbetur på programmet, men hvis vind og regn fortsætter sin sejrsgang over landet, må jeg nok flytte turen ud i skoven. Når jeg har gjort de ting, jeg nu skal her i formiddag. For jeg skal! Og jeg gør det.

Den fine sten på billedet er en spansk drømmesten. Det kalder jeg den. Jeg fandt den på stranden i Albir og den bor nu hos mig i min vindueskarm. Den minder mig om det gode i livet og om at tro på drømmen. Om at man kan, hvis man vil. Og om jeg vil! God onsdag! Bare gør det ;)

tirsdag den 12. april 2011

Påske og krimi


I dag ligger regnen tungt over landskabet. Morgen er indhyllet i en grålig kåbe og temperaturerne holder sig forsigtigt lavt på skalaen. Der er jo heller ikke grund til at overdrive. Sådan er det danske forår og april især. Utilregneligt. Med eftertryk på regne. Det bliver nok ikke i eftermiddag, at jeg sætter mig i haven med en god kop kaffe og lader solen varme mig, mens jeg læser i en god bog. Men det er noget jeg altid glæder mig til, når denne årstid ankommer. Læsning i haven.

Jeg har ladet mig fortælle, at man i Norge har tradition for at påsken er krimitid. Det helt perfekte tidspunkt for at læse en god krimi eller to. Ferie, frihed, på tur i fjellet og så hjem og læse en god kriminalroman. Tænk, det synes jeg lyder så hyggeligt, at jeg er blevet inspireret, endda på forhånd, så jeg har netop læst min første krimi i meget lang tid. De sidste mange måneder har det været helt andre bøger, der har stået på programmet, men nu vil jeg tage hul på nogle af de krimier, der står i min reol. For det er jo snart påske og jeg synes vi skal strække den norske tradition helt herned til Danmark. Hvad siger du? Står den på krimi i påsken? Helt perfekt, hvis man skal en tur i sommerhus. Det har vi jo tradition for i Danmark. Påsken er tiden, hvor vi genåbner sommerhusene efter en lang vinter. Lufter ud. Lader den friske forårsluft sejle gennem stuerne og gør klar til en ny og forhåbentlig lang og god sæson i huset ved vandet.

Jeg havde læseaften i går. Tog hul på påskeherlighederne, lavede en god kop te og satte mig godt tilrette i sofaen med min bog. En krimi selvfølgelig. Jeg er nu gået i gang med den sidste bog om Wallander af Henning Mankel. Den glæder jeg mig til. Det plejer at være krimilitteratur af den bedre slags. Jeg læste, indtil lyset forsvandt og bogstaverne næsten flød sammen. Så tændte jeg stearinlys og lod skumringen danse, indtil det elektriske lys måtte bryde den magiske time.

Har du nogle gode krimier, du kan anbefale? :)

Jeg drager afsted ud i dagen for at ordne de ting, der er på programmet i dag. Det bliver en praktisk tirsdag, men måske bliver der tid til lidt læsning i eftermiddag, inden jeg tager i svømmehallen. God tirsdag!

mandag den 11. april 2011

Mmm mandag


Mandag og solskin. Det er en god start på ugen. Lovende. Jeg lægger blidt ud, har gået tur med hundene, taget bad og sidder nu lidt summer. Jeg har lidt forpligtelser i denne uge og skal forberede mig i morgen, men i dag glider jeg bare med mandagen. Et lille cafémøde sidst på formiddagen, en kop kaffe og en god snak. Siden indkøb. Og hjem og skrive lidt på noget, jeg har det rigtig godt med. Nu er jeg ved at finde min rytme. Efter tre måneder. Det tager tid at få sig et nyt liv og selvom jeg stadig befinder mig på broen og kan kigge ned på en flod, der nogen gange bruser lige voldsomt nok, så føler jeg mig glad og forunderlig fri. Jeg ser muligheder. Og jeg giver mig selv tid. Det føles godt!

Fra nu af vil jeg leve mit liv i overensstemmelse med den, jeg er. Jeg går ikke på kompromis. Det er nok den vigtigste beslutning, jeg nogensinde har truffet og den er ufravigelig. For mavefornemmelsen er så god, at den slet ikke kan ignoreres. Det er skønsang. Simpelthen.

Solen står glider op over himlen i en dis af skyer. Varmen breder sig. Foråret har nu fat og vinteren og mørket er for længst glemt. Det danske forår er helt specielt. Det skynder sig ikke, men folder sig ud som den smukkeste blomst. Duftene vokser og nogle gange sender vindene os hilsener fra sommeren. Sådan var det i går. Jeg fik sommer i blodet. Tændte op i grillen. Lavede god mad og en stor salat. Og selvom vi selvfølgelig måtte spise indendørs, så smagte det lidt af sommer. Sådan lidt sødligt, smeltende på tungen, glad i hele kroppen agtigt.

Jeg løb en skøn tur i går eftermiddag. Nu er jeg oppe på 4 kilometer og glæder mig til at øge i denne uge. I dag er det restitutionsdag og det føles helt svært. Jeg har sådan lyst. Men jeg kender vigtigheden af restitutionen og hvem vil ikke gerne blive stærkere. Så det vil jeg tænke på i dag, mens jeg går tur med hundene eller sidder i solen og læser. I dag bliver jeg langsomt stærkere!

Tro ikke Garfield. Mandage er også gode. Ha' en dejlig en i dag! :)

søndag den 10. april 2011

Weekend


Søndag morgen, solskin og fuglesang. Foråret tager for alvor et godt greb om situationen og meteologerne lover dristige temperaturer i dag. Jeg tænker sidde i haven. Jeg tænker løbetur sidst på formiddagen. Uden jakke. Min mor kommer på besøg og skal hentes på stationen ved middagstid, så jeg forestiller mig eftermiddagen tilbragt i haven med kaffe og god snak. Lidt sol på snudeskaftet, så jeg lige kan vedligeholde den fine solbrændthed, jeg fik i Spanien. Den slags har det jo med at forsvinde i gråvejr. Og det føles godt at have fået lidt farve. Jeg føler mig lidt sundere og lidt mere sommerlig.

Det var en fin dag i København i går. Solskin fra morgenstunden og hustage mod blå himmel. Jeg mødtes med veninden på Hovedbanegården, og vi gik op af Strøget, blandede sig med menneskemængden og smuttede en tur ind på Café Europa. Folk sad udenfor på pladsen i solen, men eftersom der ingen ledige pladser var, tog vi taknemmeligt et bord indenfor. Snak og caffe latte. Der sker noget med byen i april, når solen skinner. Folk myldrede frem og pludselig er vi mange. Cafeer og restauranter havde rykket bordene udenfor og heldige var de, som kunne tilbyde en solskinsplads. Vi var som sultne hyæner, der hungrer efter at sidde i solen, mærke varmen og føle sig som født påny midt i byen på en lørdag.

Vi fik shoppet lidt og spiste frokost på en fantastisk god fiskerestaurant. Det var egentlig helt tilfældigt, at vi kom forbi, men vi var enige om at vi ikke gad den sædvanlige caféfrokost. Hvor heldigt af Fishmarket så pludselig lå dér og fristede. Min veninde havde hørt god omtale af stedet og vi besluttede os for at gå ind. Det fortrød vi ikke! Vi fik en superb betjening og det skønneste måltid mad længe. Grillet kulmule. Uhm, det var virkelig guf og vi nød hver en bid og et glas koldt hvidvin. Udsigt til Kongens Nytorv. Forår i staden.

Nu frister søndagen. Det gælder bare om at tage hul på den. Nyde kaffen. Lade der gå et par timer, hvor hundene blandt andet skal luftes, og så snøre løbeskoene. Afsted. Fordi jeg kan!

God søndag!



fredag den 8. april 2011

En god dag


Det har været en overraskende fin dag. Trods stormfulde vejrforhold har jeg formået at holde mig på stien og har gjort de ting, jeg havde sat mig for. Jeg satte mig til tastaturet efter morgentur med hundene og mit brusebad og så flød ordene. En ny historie. Inspirationen opstod i Spanien, en ide, nogle mennesker, sanseligt og helt under huden på mig. Jeg skriver. Det føles så godt! :)

Ved middagstid træk jeg i løbetøjet og tog ud i skoven for at tilbagelægge mine 4 kilometer, som er distancen i denne uge. Jeg skal jo hele tiden huske mig selv på, at jeg er i genoptræning. Jeg slog min egen genoptræningsrekord og havde en fin tur. I skoven kan man heldigvis løbe uden at blive blæst helt omkuld! Og jeg gjorde det. Stolt af mig selv og glad fordi jeg er tilbage. I nye løbesko. Tilfældigvis købt i Spanien ;)

Svømningen er udsat til søndag. Jeg har trænet nok i dag. Skrivemuskler og løb. Og så har jeg kæmpet mig gennem strid kuling og stormfulde vejrforhold for at gå tur med hundene. Jeg ønsker mig spansk vejr! Jo, det gør jeg! Jeg hører, at det er fuld sommer på de breddegrader og jeg forstår egentlig ikke, hvad jeg laver her midt i stormen. Men sådan er livet. Og jeg kommer jo tilbage. Jeg har en plan!

Jeg holder blogpause i morgen. Jeg kører tidligt til København for at spise morgenmad med nogle venner og herefter går turen helt ind til centrum, hvor jeg skal mødes med en god veninde, gå tur, spise frokost. Hvis vi er heldige, finder vi et sted i solen. Hvis vi er heldige, holder vinden pause og giver os mulighed for at sidde udenfor på café og nyde foråret. For det er forår. Selvom vejret driller.

God fredag aften!

På marked


Jeg er her endnu! Og det var jo ikke til at vide, for det har stormet, buldret og braget hele natten, så man kunne jo godt have været blæst væk. Simpelthen. Ligesom vasketøjet i går, som jeg optimistisk havde hængt ud til tørre i sol og vind. Det kunne jeg siden samle op rundt omkring i hele haven, spredt for alle verdenshjørner. Det tuder i træerne og mine morgenløbeplaner er blevet udsat til senere på dagen. Jeg håber på lidt blidere vejr. Og eftersom det også er svømmedag i dag, klarer jeg mig jo nok uden, selvom jeg brænder for at få afprøvet det nye løbetøj. Vi får se. Dagen er ny. Og stormfuld.

Mærkeligt at tænke på, at jeg for en uge var i Spanien og at vejret viste sig fra sin bedste side. Smuk blå morgenhimmel og sol over bjergtoppe og appelsinplantager. For en uge siden drog vi på marked og købte ind til verdens bedste grønsagslasagne. Kiggede på ting og sager, for der var nemlig også meget andet godt repræsenteret på markedet i Albir. Tøj, Sko. Smykker. En masse glade mennesker og overdækkede boder, så man kunne gå i ly for solen. Lyder det ikke vildt? Hvem ønsker dog at skjule sig for solen? Det forekommer helt malplaceret, når man tænker på vejret her udenfor. Stillede man boder op med teltdug og pressening, ville det flyve til Malmö eller Malta. Mindst. Og man kunne selv hægte sig på og gratis blive fragtet ud på eventyr. Dog uden sol. Som det ser ud lige nu.

Der er noget fint ved at handle på et marked. Grøntsager af alle sorter og i alle farver er repræsenteret og man kan vælge og vrage. Udvælge sig helt sin egen gulerød eller sin rødlige squash. Netop denne art kendte vi ikke og besluttede, at den skulle indgå i grøntsagslasagnen. Det var en god beslutning, for den smagte skøn og af lidt mere end de almindelig grønne squash og gav maden sin helt egen, pikante smag. Uhm siger jeg bare! Det var billigt at købe frugt og grønt og et kilo jordbær kom også med hjem. Jordbær og druer. Som vi senere spiste på terrassen i solen sammen med oliven, mandler og majskorn. For bare en uge siden. Og vi lavede grøntsagslasagnen i fællesskab og spiste den udendørs, mens solen sænkede sig. På de breddegrader græder man ikke, når solen siger godnat. Man venter bare. Nyder aftenen, sover om natten og så står man op til endnu en dag af samme slags. Sig det ikke til nogen, men jeg kan godt blive lidt misundelig. Bare lidt.

Nyd din fredag. Her skal der skrives og jeg kan sige så meget, at historien tager mig med på rejse. Og at det er tilladt at drømme! ;)




torsdag den 7. april 2011

Glædeligt gensyn


Genoptagelse af løbetræningen! Som at få et knus af en, man ikke har set meget længe og som man havde fortrængt, fordi smerten ved at huske var for stor og savnet for voldsomt. Så man vendte billedet om og kiggede ikke længere ind i de øjne, hvor man for evigt kunne svømme og næsten drukne, fordi det føltes så godt at være dér. Man bildte sig selv ind, at man ikke længere savnede og havde brug for. Fandt erstatninger. Vaskede minderne og lagde dem pænt sammen i en bunke, der endte i en skuffe, man ikke behøvede at åbne.

Glæden ved gensynet er enorm. Jeg havde ikke forestillet mig noget lignende. De to sidste løbeture har været rørende oplevelser med tårer i øjnene og en glæde så stor, at jeg troede jeg skulle sprænges. Det er som at komme hjem. Som at kaste sig i arme, i en favn, man så længe har manglet. Et varmt knus. Et kys. Et savn, der pludselig rekonstrueres og fordamper, fordi man ikke længere behøver at undvære. Man er sammen igen!

Jeg løb en dejlig tur inden aftensmaden i går. Det var ligesom den sidste test for at mærke efter. Har jeg virkelig ingen smerte? Og nej, det gled bare. Løbesko mod asfalten, den velkendte lyd, der er som sød musik i mine ører. Ingen smerte, bare store glade tårer, der trillede ned af kinderne, fordi jeg pludselig forstod, hvor meget jeg havde savnet det. Jeg blev høj og nåede helt ind i himlen. Det er en lykkelig kærlighedsaffære, løb og mig.

I dag har jeg restitueret, men jeg har tilladt mig selv en tur ind i sportsunivers med masser af fristelser og jeg har investeret i nyt forårsløbetøj. Jeg synes jeg havde fortjent en præmie for at holde ud, for at genoptræne og styrke og for at væbne mig med tålmodighed, der bestemt ikke falder mig naturligt. Men jeg gjorde det! Og nu kan jeg løbe videre ind i foråret. Fuldstændig glad i låget! :)

Ord om drømme, planer og løb


Åh, hvor gør det godt at stå op og kigge ud på foråret. Sol på lyseblå himmel, trestemmigt fuglekort og en umiddelbar energi, der opstår ved tanken om en dag fuld af solskin og masser af lys. Jeg vil drikke grådigt af dagen og glæde mig over alt det, der nu pipler frem. Overgangen fra varmt sommervejr i Spanien til det kølige danske aprilklima var virkelig en kold dukkert. Jeg har haft stor lyst til at pakke min kuffert igen, tage min PC og mine drømme og køre sydpå. Helt ned til Spanien og finde et lille hus ved kysten, hvor jeg kunne skrive den roman, jeg nu har i tankerne, og nyde solen, havet og det gode vejr, som jeg elsker at befinde mig i. Det gjorde ondt at tage mit sommertøj - især det nyindkøbte - og lægge det væk i skabet. Stille sandalerne på plads og sige tak for denne gang. Det var med modvilje. En slags lille sorg. Men nu smiler jeg af mig selv, for det er blevet torsdag og jeg er efterhånden afklimatiseret og begynder at se videre frem. Jeg har fået nye drømme. Nu skal der arbejdes videre med målsætningen, ting skal undersøges og ja, så er der ord, som skal skrives. Og en ide, som aldrig var opstået, hvis jeg ikke havde været i Spanien.

Jeg mødtes med Eva fra Landsbyen i går. Det var et hyggeligt møde, hvor vi spiste frokost på café og talte om blogging, skriverier og planer. Vi talte også om Spanien og Tyrkiet, hvor Eva bor i øjeblikket. Om at være skytte og have stor lyst til rejse og eventyr. Om bare at gøre det, fordi man simpelthen er sådan skruet sammen. Det var dejligt at møde en artsfælle! ;) Tak søde Eva for gode timer. Håber du er kommet godt hjem til Istanbul.

Det var i det hele taget en god dag i går. Sidst på eftermiddagen løb jeg endnu en tur og for første gang kunne jeg uden at tøve sætte farten op og mærke vinden i mit hår. Mine nye løbesko er som skabt til mig og min nye løbestil, for jeg tror faktisk at jeg i løbet af min skadeperiode og i forbindelse med genoptræningen, styrkeøvelserne og træning på balancebrættet har fået en bedre og lidt anderledes holdning. Det føles godt, når jeg løber. Det er som at komme hjem og flere gange sprang tårerne op i øjnene på mig af lutter taknemmelighed over at kunne løbe igen. Det har manglet. Det har været som at få amputeret en vigtig del af mig selv. Noget, som jeg sætter stor pris på og noget, som gør mig til den, jeg er. Måske lyder det vældig stort, men at løbe er en del af mig. Nu ser jeg taknemmeligt tilbage på forløbet og indser, at skaden virkelig var en gave, for jeg er blevet stærkere, smidigere og mere kropsbevidst. Så jeg takker, fordi jeg nu igen kan tage løbesko på og bare gøre det.

Jeg faldt over nogle ord, som Jesse Owens har sagt om at løbe. De siger det hele. Ha' en dejlig torsdag!

I always loved running... it was something you could do by yourself, and under your own power. You could go in any direction, fast or slow as you wanted, fighting the wind if you felt like it, seeking out new sights just on the strength of your feet and the courage of your lungs. ♥

onsdag den 6. april 2011

Træning og et møde


Er det muligt? Er vi røget helt tilbage til efteråret, da sommertiden ankom og bad os stille urerne frem? Skete der noget, som fik viserne til at gå den anden vej i stedet for og stoppede de først, da vi endte midt i de første oktoberstorme og regn, der ikke tøver med at falde. Den gør det bare! Jeg ved det ikke, men det var heller ikke vejret, der skulle være det gennemgående tema i dagens indlæg. Det kom bare af sig selv. Det er jo svært at ignorere, når vi må tænde lys og kan høre blæsten mod vinduerne, se regnen på ruderne. Men pyt. Det er jo forår. Det er april og her hvor vi bor kan man ikke regne med sol og varme på denne årstid. Det kan man faktisk aldrig rigtig. Man kan bare håbe. Så jeg håber på at vejret snart slår om igen, mens jeg nyder mine spanske minder og tanker om dage i solskin. Morgener, hvor jeg trak i løbetøjet som det allerførste og begav mig ud i de bakkede gader for at introducere Eirin til løbets glæder. Og den allerførste lektion handler om at gøre det. Komme afsted. Og det gjorde vi. Flere gange. Vi overholdt vores aftaler med os selv og hinanden.

Desværre er min svømmemakker herhjemme ikke nær så stabil. Hun er faktisk det stik modsatte og jeg har nu besluttet, at hun er ikke eksisterende. Det er jeg nødt til for at opretholde min egen motivation og glæde ved bare at gøre det. Køre i svømmehallen og svømme 1000 meter hver tirsdag og fredag aften. I går skulle jeg igen afsted, og min veninde havde meldt sin ankomst efter flere ugers fravær. Ja, faktisk har vi kun svømmet sammen én gang, resten har jeg selv klaret. Et kvarter før vi skulle mødes fik jeg en SMS. Hun aflyste igen! Jeg svarede hende ikke, men tog resolut mit tøj på, kørte afsted, gik i svømmehallen og gjorde det. Jeg svømmer alene. Jeg løber alene. Sådan er det. Jo for pokker, det ville være en gave at have en løbemakker eller en svømmemakker engang i mellem, for det er hyggeligt at være to, men jeg behøver det ikke for at få det gjort. Hvis jeg tillader mig selv at blive afhængig af en, som er ustabil og vel nærmest useriøs i forhold til træningen og vores aftaler, så kommer jeg ikke afsted. Så bliver jeg selv en omvandrede undskyldning og det har jeg ingen intentioner om. Jeg vil være i form. Jeg bliver stærkere og mere kropsbevidst. Det gør godt. Også selvom jeg gør det alene. Eller måske især derfor. Fordi det er virkeligheden er alt, vi har brug for. Os selv og viljen til at ville noget. Og gøre det!

Jeg har gode planer på denne regnvejrsdag i april. Her i formiddag har jeg skrivedag. Jeg skal starte på noget nyt, en ide som opstod i Spanien. Ih hvor jeg glæder mig til at blive transporteret direkte tilbage til Costa Blanca, solen og varmen. Jeg kan se det hele for mig. Mærke. Føle. Smage. Ved middagstid afslutter jeg så min arbejdsdag og kører afsted for at mødes med en af den gode beboere i Landsbyen. Og det her er et helt specielt møde, for hun kommer såmænd helt fra Istanbul. Ja, der bor hun jo og mange af jer kender hende sikkert. Eva er i Jylland i disse dage og på vej mod København, står hun af i Ringsted, hvor vi mødes, går på café og får os en uden tvivl god snak om livet, skriverier og hvad der ellers falder os ind. Jeg glæder mig.

Ha' en fin onsdag og blæs på vejret. Gå ud i det og nyd livets kontraster. Det er dage som i dag, der får os til at sætte ekstra stor pris på sol, varme og milde vinde.

Tegning er lånt på Fyens.dk

tirsdag den 5. april 2011

Altea og kontraster


Livet er fuld af kontraster! Sidste tirsdag sad jeg i solen på en restaurant i Altea. Vi havde bestilt tapas og skålede i kold hvidvin under blå himmel. Gode veninder og små spanske lækkerier serveret fra et nærliggende køkken og et hus, hvor der sad en forfatterinde udenfor med sin notesbog, ord og vin. Og det var hverken Eirin eller mig. Selvom det godt kunne have været sådan og selvom det bliver sådan en dag!

I dag regner det. Det er koldt og jeg har fundet vanterne frem igen. En barsk overgang til tidligt ustabilt forår og en skarp kontrast til det spanske solskin og dejlige dage fuld af varm velvære. Jeg har gået tur gennem regn og blæst, godt pakket ind og tænkt på, at sådan er livet. Kontrastfyldt.

Den dejlige eftermiddag i Altea, den gamle by, vinen, maden, det gode selskab er fortid, men er nu flyttet ind i et skab fuld af godtgørende minder. Man må godt tage dem frem og varme sig lidt ved dem på dage som denne. Gå turen endnu engang, traske op af stejle trapper og gennem trange gader fulde af charme. Lade sig fortrylle af gamle døre og vægmalerier. Blå kupler mod himlen og en duft af sødmefuldt forår, knopper på appelsintræer, orange, hvidt ...






Tirsdagsblanding


Jeg synes det er svært at komme ud af sengen. Måske er det sommertiden, som indhenter mig nu, hvor hverdagen igen har taget over? Nu, hvor jeg ikke længere trækker gardinerne fra og ser ud på en lovende himmel uden skyer, gule husrækker og en appelsinplantage med duftende blomster. Nu, hvor jeg igen befinder mig på dansk grund og aprilvejret er lunefuldt. Jeg er ikke rigtig landet endnu. Duften af Spanien og den gode følelse af solskin på nøgen hud hænger ved som harpiks, man ikke kan få af fingrene. Gråvejret udenfor er en ubamhjertig kontrast og virker som en altfor brat overgang. Som tæppefald ved en teaterforestilling, der bare ikke må slutte. Fordi den er for god til bare at slutte her. Det forekommer meningsløst. Nærmest ondt. Men ikke desto mindre.

Nu er det jo, at jeg skal tage hul på de små historier, der dukkede op i Spanien. Fortælle om gode dage og oplevelser. Og det vil jeg meget gerne, men ikke lige nu. Det kommer dryppende, som den regn, meteologerne har lovet os senere på dagen. Ferien kan sagtens genfortælles i små farvestrålende indlæg, men jeg er nødt til at have fokus på hverdagen nu. Ellers drømmer jeg bare videre og bliver småked af igen at befinde mig på dansk grund, når jeg egentlig har lyst til at sidde og skrive under fjerne himmelstrøg og har fået en indsprøjtning af noget, som kun puster til den ild. Men jeg tænker en dag. En dag er det mig, som har lejet et hus ved Middelhavet og sidder og skriver til lyden af bølgeskvulp, mens solen danser og kaster lys over havet. En dag er det mig, som køber grøntsager på et marked i nærheden og laver et fantastisk måltid om aftenen, mens jeg drikker iskold hvidvin og sukker veltilfreds over de gode ord, jeg har fremtryllet tidligere på dagen. Som henter gæster ved bussen fra lufthavnen og viser dem mit lille paradis. Fordi det er muligt. Fordi alt er muligt og fordi jeg har en plan, der lige nu er så skrøbelig som regndisen over markerne.

Jeg løb min første rigtige tur i går formiddag. Efter at have løbet adskillige gange i Spanien - men med måde - snørede jeg løbeskoene og begav mig afsted på en tur, der føltes så godt, at jeg fik tårer i øjnene. Nu kan jeg igen! Små 4 kilometer uden smerter og med en fantastisk følelse i hele kroppen. Hvis jeg sørger for at lave min styrkeøvelser, lidt yoga og svømmer to gange om ugen, så er der også plads til løb. Min krop er blevet stærkere og min holdning er anderledes. Det føles godt! Nu forstår jeg, at en skade som min faktisk godt kan være en slags gave, som Karina dengang påpegede. Min krop sagde fra og bad om at blive styrket. Det er den blevet. Og jeg føler mig virkelig stærkere. Svømningen gør utroligt godt og i aften skal jeg afsted igen.

Ha' en dejlig tirsdag! :)