lørdag den 26. marts 2011

Spanske dage


Den første morgenkaffe gør godt. Her sidder jeg med min kop, min juice og mit knækbrød. Udenfor skinner solen fra en skyfri himmel og foråret leger med temperaturerne. Stiller på skalaen, skruer op og ned. I dag forsøger det sig med en ordentlig gang frost. En kold morgen, sagde meteorologen, da han serverede vejrudsigten i går aftes. Klæd dig godt på, hvis du skal ud og løbe morgentur. Husk hue og vanter! Nu har jeg ikke tænkt mig at løbe, ikke lige nu i hvert fald, med ud med hundene skal jeg da. Senere. Først kaffen. Og ordene.

Det bliver en praktisk dag i dag. Jeg skal pakke min kuffert, udvælge med omhu, martsvejr i Spanien er lunefuldt, har jeg fået fortalt. Jeg tænker bare solskin. Jeg tænker sandaler og ærmeløse toppe, få sol på næsen, sol i sjælen. Lidt af hvert. En kuffert. Det er altid en udfordring at pakke for mig. Jeg har i grunden svært ved at begrænse mig. Jeg bliver revet med. Jeg finder sommertøj frem, det jeg har gemt og glemt og tænker, at lige netop den tunika vil være helt perfekt til en solskinsdag sidst i marts et sted sydpå. Og den. Og den. Mådehold. Nu må jeg snart have lært det! Der er blevet vasket. Nu skal der stryges lidt. Gøres helt klar, for jeg skal umenneskeligt tidligt op i morgen. Tidligt selv for mig.

Måske har du gættet det, hvis du kender mig og min norske veninde Eirin, som også bor i Landsbyen. Vi har allerede været sammen flere gange, i Danmark, i Nordnorge og nu mødes vi under sydlige himmelstrøg. Hvem skulle have troet det? Eirin er student i øjeblikket og inden længe skal hun til sin store afsluttende eksamen. Hun skal med andre ord forberede sig, mens jeg er på besøg. Jeg ramler lige midt ned i eksamenspapirer og tårnhøje bunker af bøger, stress, nerver og lampefeber. Hjælp! Så ud over at være fødselshjælper, skal jeg foretage mig lidt på egen hånd også. Læse. Gå tur. Løbe. Og så har jeg givet mig selv en opgave. Et lille projekt, som skal løses på den uge, jeg befinder mig i det spanske.

Projektet hedder "Spanske Dage". Det består i skrivende stund af en tyk notesbog med linjer. På forsiden sidder to fugle, to duer, og kigger på hinanden. Bogen er tom, klar til at blive skrevet i. Og det vil jeg gøre. Jeg tager ikke min PC med til Spanien. Jeg har besluttet mig for at trække stikket ud og være offline. Sådan er rigtig ferie for mig. Men derfor kan jeg jo godt skrive. Og det er mit projekt. I den kommende uge skal jeg skrive i notesbogen, som til forveksling minder om en rigtig bog både i størrelse og tykkelse. Jeg skal nedfælde mine tanker, indtryk, en bog om en kvinde på rejse, som pludselig ender ved en kyst i Spanien i slutningen af marts. Hvad tænker sådan en kvinde? Hvad ser hun? Hvem møder hun? Hvad farer gennem hendes hoved og hvad kan en følelse af sol få hende til? Lyder det spændende? Det synes jeg. Det er mit projekt. Det er min opgave, mens Eirin terper NLP.

Men så er der jo også alt det, vi skal sammen! Svømme. Gå tur. Lave mad. Drikke vin. Sole os! Have gode samtaler, mens solen går ned over havet og lover at komme tilbage næste morgen. Det og meget mere. Men alt det må du have til gode, for det er endnu fremtid. Jeg drager afsted med en kuffert, en tom notesbog og forventninger om en dejlig uge i det spanske. Det blogger jeg om, når jeg er tilbage igen. Glæd dig! :))

Så nu holder jeg ferie og blogpause. Håber du får en god weekend og en dejlig uge. Vi ses, min ven.


fredag den 25. marts 2011

Noget om mod og kvindehjerter


Courage doesn't always roar. Sometimes courage is the quiet voice at the end of the day saying, "I will try again tomorrow". Ordene er ikke mine, men sagt af Mary Anne Radmacher og på en eller anden måde gør de stort indtryk på mig. For hvad er mod egentlig? Hvad vil det sige at være modig? Er modig en bjergbestiger, som bestiger stadig større tinder og sætter sig højere mål end jordiske godtfolk kan forestille sig? Er modig at turde kaste sig ud med faldskærm fra højere luftlag og lade sig falde mod jorden i en rasende fart i håb om, at faldskærmen folder sig ud. Hvad tænker du, når du hører ordet modig? Og hvad hvis nogen drister sig til at spørge, om du er modig? Hvad svarer du så? Bliver du forlegen og trækker lidt på det, tænker at nej, det er du vist ikke, for umiddelbart tør du ikke springe ud fra Rundetårn ikke engang med sikkerhedsline.

Du er modig, var der flere som sagde til mig, da jeg forlod mit job i slutningen af december og begav mig ud på min rejse. Men jeg følte mig ikke specielt modig. Jeg havde netop været igennem nogle måneder, hvor mørket lukkede sig om mig som en klam hånd. Tog kvælertag. Jeg kunne mærke det pustede mig i nakken, en ildelugtende ånde af håbløshed og en følelse af, at der må være noget mere, noget andet, noget bedre. Men måske var det modigt? Jeg valgte aktivt at gøre noget. Ændre situationen. Vi er ofte dårlige til at rose os selv, og hvis jeg skal være helt ærlig, så var det ikke bare noget, jeg gjorde. Det kostede mange tunge tanker. Spekulationer. Søvnløse nattetimer og en tur gennem mørket, som jeg lærte kunne være min ven, hvis jeg ikke fulgte mine umiddelbare instinkter og flygtede i den anden retning. Hvis jeg ikke som et møl søgte direkte ind i lyset, ind i flammen, for at brænde op. Brænde ud. Jo, det var sgu godt gået! Men det er svært at sige højt, det er svært at rose sig selv. Synes du også det? Jeg er blevet lidt bedre til det, for jeg har øvet mig.

Min kære ven Miri kom med en lille udfordring i går, som hun selv havde fået. Hun skulle skrive 5 ting, som hun er god til. Og det gjorde hun, men det var svært. Det er nemmere for mig at sige 5 ting, som du er god til, skrev hun til mig, end at fremhæve det, jeg selv gør godt. Tør du tage imod udfordringen, spurgte hun så og jeg sagde ja.
  • Jeg er god til at skrive og fortælle en historie
  • Jeg er god til at lave mad og få det til at se lækkert ud
  • Jeg er god til at nyde (jeg er en livsnyder!)
  • Jeg er god til at finde på, få ideer, bruge min fantasi
  • Jeg er god til at inspirere

Jeg er da god til mange ting! Det er du også. Vi kunne skrive en hel bog om alt det, vi kan, men vi er vant til at gemme os lidt væk. Synes ikke det er godt nok. Det er der jo også så mange andre, som kan. Det er ikke noget særligt. Men gud er det så! For det vi kan, hver især, er der ingen andre i hele denne verden, som kan. Vi kan være os selv og gøre det på vores måde! Hvad Miri angår, så er hun en af de skønneste kvinder, jeg nogensinde har mødt! Hun kan bage tærter med glæde og putte smil i salaten. Hun er en lysende kreativ hjertevarm stjerne og jeg synes du er modig, Miri.  Personligt er jeg vild med alt det, du kan, og føler mig heldig over at have dig som veninde. Nemlig sørme så!

Måske skulle vi bede vores veninder om at færdiggøre listen over ting, som vi er gode til og som gør os til noget specielt! Det kunne ende med en bog om alt det, der gør os til dem, vi er, smukke, gode, kloge, vise kvinder, som har turde leve vores liv og føre skibet gennem mørke, tåge, bølgegang og rasende storme for at komme ud på den anden side og nyde det blikstille have, hvor alt pludselig giver mening. Hvor kærligheden varmer som solen og man står i stavnen og konkluderer, at det var det hele værd. Det var modigt at blive på båden. Har du tænkt over det? Måske kæntrede du, men du rejste dig og sejler endnu. Du blev ombord. Modigt!

Mit skib er nået til fredag. Jeg skal fodre hajer, være praktisk, kreativ hvis katten vil og sidst på dagen skal jeg svømme. Det glæder jeg mig til. Det er da egentlig også ret modigt at gå i svømmehallen og smide tøjet, når man ikke er helt ung længere og ja ... eller? :))

Ha' en dejlig dag. Because you're worth it! 

Og selvfølgelig giver jeg udfordringen videre. Har du lyst, så skriv om 5 ting, du er god til. Mindst! :)

torsdag den 24. marts 2011

Kattens til kreativitet


Dagen i dag har været kastebold i vinden. Timerne har snoet sig som sejlgarn på en tømmerflåde. Jeg har ikke kunne ryste stormen af mig. Men det er nu også svært, når den hyler og skriger som en sindssyg, mens resterne af efterårets blade forsvinder i horisonten. Måske er det i virkeligheden meningen? Måske skal foråret blæses i gang med et ordentligt stormvejr, som siger spar 2 og klør 5 og skaber nærmest uhensigtsmæssig feng shui i det, der er tilbage af vintertankerne. Væk!

Jeg ånder lettet op efter eftermiddagsturen med hundene. Keeva og jeg begav os langt ud og jeg fortrød på vejen hjem. Jeg bliver stresset i stormvejr. Jeg prøver at lade være, men jeg bryder mig altså ikke om at være kastebold. Der sker noget, jeg bygger modstand op, modvilje, modløshed. Nej, ikke det sidste. Egentlig ikke. Men jeg skulle have taget min IPod på, det plejer at hjælpe med god musik i ørerne. Ligesom det hjælper med ørepropper i ørerne, når stormen hyler højt om natten. Det gælder om at have gode værktøjer. Vide, hvad der virker og huske at bruge det.

Jeg besluttede jo i morges at det ville blive en god dag. Blev det så det, spørger du måske, hvis du læser med igen. Så svarer jeg ja! Den blev så god, som den nu kunne blive og jeg gjorde, hvad jeg kunne. Kreativiteten fløj væk, men den kommer snart retur. Den skal lige ud og vende. Ud for at komme hjem. Ligesom mig. Jeg har lært noget i denne spændende fase. Jeg kan ikke tvinge kreativiteten. Ellers inspirationen. Den er som en kat. Helt sin egen og ikke altid til at blive klog på. Nogle gange spinder den kælent og smyger sig om benene på mig. Så er den lige til at tage op og holde om. Gøre noget med. Blød pels og poter, som pænt holder kløerne inde. Så danser den på mit skød og får fingrene til at danse med på tastaturet. Ord flyder som honning. Ideer opstår. Jeg kan næsten ikke følge med. Andre gange er katten ganske uvillig. Jo mere jeg tvinger den, desto stædigere bliver den. Kløerne kommer frem, den kradser, river, vil fri. Den slags kan man ikke eje. Den slags låner man. Og siger pænt tak.

I dag er katten ude i blæsten. Måske kommer den ind ved aftentide for at drikke fløde af en skål og spise aftensmad i mit varme køkken. Måske bliver den ude og jeg vil uroligt spejde efter den, når natten falder på og jeg må låse døren uden at have den hos mig. Kommer den mon igen i morgen? Venter den på dørtrinet, når jeg i morgen tidlig åbner døren, spindende, miauende?

Apropos køkken! Jeg vil lave et guddommeligt aftensmåltid og drikke vin til. Sådan en dag har det været. Sådan en dag kræver sådan en aften. Sådan et måltid. Og så en Morse!

Mere kaffe!


I dag er jeg i tvivl om, hvor toget er på vej hen. Vi burde for længst være standset på en station, men det bumler bare videre, toget, og jeg sidder lidt forundret og kigger ud. Ikke en by i miles omkreds. Ikke skyggen af en station og en hyggelig lille café, hvor jeg kan sætte mig i dagens første solstråle og nyde en caffe latte. Og i øvrigt er der slet ingen sol. I dag farer skyerne forvirrede rundt på himlen, mens stormen blæser dem i alle retninger. Det hyler i husmuren og natten har været urolig. Toget har klaret turen på skinnerne, men jeg har været vågen adskillige gange. Sov bedst, da lyset kom, men konduktøren insisterede på, at passagerne i kupeen gjorde sig klar til dagen, selvom der tilsyneladende slet ikke er en station i nærheden. Måske skal jeg slet ikke stå af toget i dag? Måske skal jeg bare sidde her og bumle i takt til stormmusikken?

Kan man klage, hvis man ikke føler sig udhvilet? Kan man bebrejde togets personale eller vejrguderne, fordi de igen har valgt at lade os mærke vindens voldsomhed og gennemtrængende kulde? Kan man skyde skylden på solen, fordi den ikke er stærk nok, ikke standhaftig nok eller må man bare læne sig tilbage og acceptere, at sådan er det? Så skal man måske vende blikket indad, tilbage, se på sig selv og sine forventninger til det forår, der lige nu er lige lovligt lunefuldt? Jeg bliver kåd, når jeg mærker varmen. Jeg får fornemmelser, forhåbninger og bliver dristig helt ud i fingerspidserne, for så at ryge tilbage i sædet med et ryk. Vågn op! Vi er ikke nået over broen endnu. Det er sgu da ikke rigtigt forår, sådan i nu tager vi havemøblerne frem og drikker kaffe i solen, som varmer så dejligt at man skulle tro, man var i paradis. Not!

Men jeg vil i grunden heller ikke klage. Jeg er bare træt og ordløs midt i sætninger, der tilsyneladende har sit eget liv. Og nu er det, at jeg vil beslutte mig at det bliver en god dag. Det bliver en god dag! For jeg er en kvinde, som på ingen måde er afhængig af vind og vejr for at få en glædelig dag. Jeg er klar til at lære noget nyt. Noget, jeg læser i en bog. Noget, jeg erfarer på min egen krop og tænker lidt over for at opdage en forunderlig klukkende konklusion stige op til overfladen. Jeg er klar til torsdag! Og til Spanien på søndag. Jeg er jo heldig for pokker. Jeg skal snart rejse. Sådan for alvor.

Kaffe! Jeg må have noget mere kaffe!

God torsdag! :))

Billedet er lånt på kaffebloggen.dk

onsdag den 23. marts 2011

Café Morgenkys


Da toget ankom til denne station og kørte ind på perronen, mens solen bød velkommen og fuglene sang ankomstmarch, lå jeg og sov sødt. Drømte. Var langt væk i en verden, der vist nok var en smule uhyggelig. Scenen var i hvert fald sat, men jeg følte mig ikke bange. Bare langt væk og kravlende på et gulv under et bord, mens jeg i mørket skulle nå frem til et vinduet, så jeg forsigtigt kunne liste mig til at se ud. Finde ud af, hvem som stod ude på gaden og prøvede at komme ind i lejligheden, hvor vi havde forskanset os. Jeg aner ikke, hvem vi var. Måske var det bare mig? Hvem mon jeg gemte mig for? Jeg ved det ikke, for så gjorde toget holdt og konduktøren hylede utålmodigt i fløjten og bad os stige ud. Nu.

Så nu sidder jeg her på Café Morgenkys med dagens første kop kaffe og prøver at få øjne. I dag var jeg gerne blevet på toget og blidt blevet rokket videre, mens landskaber og små byer for forbi. Der er ikke meget A-menneske over mig lige nu. Ikke desto mindre skriver jeg, for ordene i mig er altid klar. Sådan føles det. Nu har vi ventet så længe, synes de at sige, og vi har formeret os og er blevet så mange, at vi næsten ikke kan vente med at boltre os. Udforske. Udtrykke. Udleve.

Der er hyggeligt på Café Morgenkys. Så når jeg ikke kunne blive liggende under dynen i toget og futte afsted, har jeg tænkt mig at hænge ud her for en stund. Jeg har ikke travlt. Der er mere kaffe på kanden og dagen er så fin, ny og nærmest skrøbelig med sit tidlige forårslys. Det er næsten synd at bryde igennem det usynlige lag af drømmespind og bare gå ud i det. De andre passagerer er for længst forsvundet. Dér er bare mig, min kuffert og værten på Café Morgenkys, som diskret står bag sin disk og tørrer glas af. Han holder øje med mig, men jeg mærker det ikke. Vi registerer hinandens tilstedeværelse men siger ikke noget. Jeg kan mærke, at jeg er velkommen og at han nyder, at jeg sidder lige her med min kaffe og mine ord. Næsten som om det er en ære. Og jeg er jo hans gæst, en kvindelig passager fra dagens tog, en rejsende på vej mod ukendte destinationer og byer, som hun aldrig har set eller besøgt før. En kvinde fuld af stille forventning og glæde over at være på vej, men som nyder at tage sin første morgenpause, mens dagen bliver helt klar til tage imod og favne hende.

Egentlig passer min drømmelignende tornerosetilstand lidt dårligt til de planer, jeg har for i dag. Jeg skal nemlig forsøge at være praktisk. Søndag morgen rejser jeg til Spanien, og eftersom jeg ikke skal med tog, da stationen ligger langt nede sydpå, skal jeg havde fundet ud af, hvad jeg har tænkt at lægge i kufferten. Hvordan mon vejret er? Er det varmere end her, skal jeg finde lettere gevandter frem, glemme alt om støvler og vanter? Mine fantasifulde forventninger siger dristigt ja og jeg tænker, at jeg skal tage et kig på det, jeg kalder sommertøj. Sommertøj med måde. Jeg skal i hvert fald have fundet ud af, hvad der skal vaskes, stryges og gøres ved, for dagene flyder forbi som fisk gennem blåt vand. Pludselig er det søndag. Det ved jeg alt om. Hjælp, hvor blev dagene dog af? Og nu skal det ikke lyde som om, jeg slet ikke har tænkt mig at nyde min rejse frem til søndag, for det har jeg. Jeg har bare lyst til at blive så klar, som jeg nu kan blive, for selvom jeg selv synes jeg har gennemgået en rivende udvikling og er blevet et mere helstøbt og glad menneske, så vil det praktiske vist altid være en slags skyggeside. ;)

Men jeg kan godt finde ud af at pakke en kuffert! Og jeg kan godt finde ud af at gestikulere til værten på Café Morgenkys, så han kommer sejlende med en kande kaffe i den ene hånd og mælk i den anden. Han skænker og jeg nyder den klukkende lyd og duften af nybrygget mokka. Bare sidde her lidt endnu. Lidt endnu ...

Billedet er lånt på sydfranskferie.com

tirsdag den 22. marts 2011

Og hvilken rejse ...


Kender du det? Man har det som om man er ankommet, selvom man stadig er undervejs. Man har ikke lagt mærke til, hvor langt toget egentlig er kommet, men pludselig mærker man bare, at noget er sket. Noget er anderledes. Man kigger sig forundret rundt i kupeen og betragter de medpassagerer, der nu sidder på de andre sæder. Jeg forestiller mig et af de toge, der kører ned gennem Europa. Der er kun 6 eller 8 pladser i hver kupe. Et gammeldags tog, som har charme og god tid. Farten er tilpas, så man kan nå at se landskabet og de skiftende scener derude. Toget kører gennem byer uden navn og krydser grænser mellem nat og dag. Humøret skifter som farverne på himlen og tankerne er ikke altid lige dér, hvor man selv er.

Så vågner man op en morgen og gør som man plejer. Toget nærmer sig en station og det er en af de betydningsfulde. En af dem, hvor passagererne stiger af og går ud i byen. Forsvinder i alle retninger uden at se sig tilbage, for man kan ikke blive ombord, når toget er ankommet til en af den slags stationer. Ikke med mindre man gemmer sig under sæderne og håber på, at rengøringspersonalet ikke opdager en. Eller konduktøren.

Så man hanker op i sin kuffert og forlader stationen. Begiver sig ind mod centrum af byen, som altid har dagens navn. Her møder man nye mennesker og ser anderledes huse og forretninger. Hvis man vil. Man kan nøjes med at kigge, med at betragte fra afstand, mens man læner sig op af sin kuffert og glæder sig til at klokken bliver så mange, at man igen kan stige på toget. Eller man kan gå helt i centrum, stille sin kuffert bag disken hos en flink købmand, som gerne vil passe på den, mens man udforsker, taler med byens beboerne og smager på det, der bydes på. Måske får man nye venner? Måske møder man sin skæbne midt på den lille gågade med de hyggelige huse og fristende dufte fra åbne dører og vinduer? Noget, man ikke havde troet var muligt. En lille ting, som viser sig at være det største, man nogensinde har oplevet. Starten på noget godt. Man ved det ikke på forhånd. Man er nødt til at stole på, at det kan ske på et tidspunkt. Og at det vil ske, mens man vandrer omkring på må og få og falder i staver over alt det nye, man ser og oplever. Detaljer på facader. Småsten under skosålerne.

Det er ikke altid, at der sker noget drastisk. Nogen gange mærker man det bare pludseligt og ser sig forundret omkring, som om hændelsen kom udefra. Så opdager man at der slet ikke er nogen i nærheden. Man står for enden af en gade, som munder ud i et åbent torv, hvor den blå himmel kan nå helt ned mellem hustagene. Der er ikke et øje at se. Stilheden er enorm. Hvad er der sket? Så går det op for en. Forandringen har fundet sted, gradvist, forsigtigt og sådan som den slags så ofte sker. Ved at tage et skridt af gangen. En dag. Man går videre og stiller sig foran et hus med en stor glasfacade, hvor man kan se genspejlingen af sig selv helt tydeligt. Hvem er den kvinde? Det menneske, der står og smiler underfundigt og ser på sig selv som for første gang. Er det virkelig mig? Forandringen er sket. Jeg er anderledes. Jeg ved noget mere. Jeg føler noget andet. Noget bedre, noget dejligere, noget meget mere mig!

Sådan var det i går. Det var som om jeg mødte mig selv for første gang og jeg kunne lide det, jeg så. Jeg kunne lide den kvinde, som forandringen har taget med sig på en enestående rejse, skræddesyet til lige netop den, jeg er. Og jeg kan lide ideen om, at jeg selv sidder ved roret og er den, som har kraften og magten i mit liv. På den gode måde. Jeg synes om det faktum, at jeg har de alle de evner og styrker og svagheder, som der skal til for at være mig. Jeg synes om dem allesammen! For to år siden begyndte jeg at blogge og en god veninde gjorde mig forleden dag opmærksom på mit allerførste indlæg. Dér skrev jeg, at jeg helt tilfældigt var endt på Blogger, fordi jeg havde googlet paradoksalt. Og så kom Megan til syne og resten er historie. Og hvilken en! Rejsen begyndte og her to år efter kan jeg tydeligt se sporene fra noget, jeg slet ikke havde drømt om. Den slags kan man ikke rigtig forestille sig. Der er tankemurene for tykke og stædige. Man kan ikke se ret langt. Man skal først bryde murene ned.

Det bedste er, at jeg jo slet ikke er ankommet endnu. Rejsen er kun lige begyndt. Toget kører videre. Men foråret er kommet og jeg kan så småt begynde at se spirerne fra de små frø, jeg plantede engang for længe siden. Og jeg planter dristigt nye. Det her er jo spændende. Det her er jo mit liv. Mit liv! :)

Forandring kræver, at vi udfordrer det kendte og vover at sætte spørgsmålstegn ved vores traditionelle behov for tryghed, bekvemmelighed og kontrol. Jeg er klar til at rejse videre og vil du med, skal du være så hjertelig velkommen. Let's go!

mandag den 21. marts 2011

En station


Toget nærmer sig en station. Jeg kigger spændt ud af vinduet og betragter landskabet, der farer forbi. Det begynder at gå langsommere og pludselig standser vi med et ryk på en perron. En smuk morgen. Solen står op som en orange kugle i horisonten, himlen er sart lyserød og frosten ligger som små hvide perler på alle overflader. 21. marts står der på byskiltet.Velkommen.

Jeg stiger af toget, hanker op i min kuffert og ser mig nysgerrigt omkring. Her har jeg aldrig været før. Luften er frisk og kold, men noget siger mig, at det bliver varmere senere og at jeg snart kan gemme mine vanter langt væk. Dog ikke lige nu. Fuglene synger og byder mig muntert velkommen til dagen, som jeg aldrig har besøgt før. Nyd den, traller de, mens de flyver til og fra fodertræet og forsyner sig fra morgenbuffeten. Jeg sætter mig taknemmeligt på en café, som ligger i umiddelbart forlængelse af stationen. Her serverer Marts god varm kaffe og jeg kan sunde mig lidt ovenpå nattens togtur og nyde dagens første lys, mens solen fuld af selvtillid kravler højere op på himlen og lover os en flot dag.

Hvad mon der er at opleve i den lille by med det underlige navn 21. marts? Er der mon en gammel bydel, hvor jeg kan vandre på toppede brosten og smage på lokale herligheder, som sælges fra boder helt ud til gaden? Et spændende udbud af farvestrålende varer, som fortæller noget om det sted, jeg befinder mig. Eller er det en helt anden slags by? En by med en bogcafé, hvor man kan sidde og læse uforstyrret i timevis, mens værten diskret serverer espresso eller koldt vand med citron og ved frokosttid forsigtigt spørger, hvad man har lyst at spise? Og hvis jeg lige må tilføje, siger han og leger med sit imponerende cykelstyroverskæg, så kender jeg den helt perfekte restaurant til Deres aftensmåltid. Udsøgte specialiteter.

Der er bøger, som gerne vil læses i dag. Ord, der gerne vil skrives. Det er helt op til mig, hvad jeg vælger at dekorere dagen med. Men en ting er sikkert. Den kommer aldrig tilbage. Når mørket falder på og timerne er talte, kører toget videre og jeg sidder i det. Når jeg i aften går tilbage til stationen efter at have tilbragt en dejlig dag i 21. marts, er jeg ikke i tvivl om, hvilket tog jeg skal med. Det har et stort skilt i forruden, hvor der med store velformede bogstaver står: Forandring. Og jeg læner mig tilbage i mit sæde, putter mig under et tæppe, drikker te og mærker toget sætte i bevægelse og køre ud i mørket. Videre.

Ha' en god 21. marts. Nyd dagen, turen, byen eller landet ... hvad du nu vælger! ;)

Billedet er lånt på rejseavisen.dk

søndag den 20. marts 2011

Faster Fuldmåne, løb og søndagsgodter


Så du fuldmånen i går? Så du hende sejle over himlen i imponerende størrelse? Det var årets største fuldmåne og det tidspunkt på året, hvor hun var tættest på jorden. Jeg gik ud i haven og hilste ærbødigt på. Følte mig uendelig lille og alligevel ... vi har noget sammen månen og jeg! Synes faktisk hun blinkede til mig ;)

Ja, så er der jo søvnen, der følger i kølvandet på fuldmånen eller rettere sagt, mangel på samme. Jeg sov til sidst på natten og så sagde det pling! Jeg vidste det jo godt, for jeg havde selv stået dér i martsmørket og beundret hende. Så snup dog lidt af min søvn, dejlige dame. Jeg lå bare og hyggede mig. Fik faktisk sovet lidt igen. Bare lidt.

Her til formiddag løb jeg tur. Ja, afsted. Ud i det. Prøve. Løbe og gå, sagde min fysioterapeut. Jeg hørte ikke efter. Jeg løb bare! Forsigtigt, men ikke langsomt. Jeg måtte virkelig være skrap for at få mig selv til at høre efter. Nu stopper du! Nok er nok. Det her er genoptræning! En kort men fin tur. Jeg svømmede jo også i fredags, og nu satser jeg på at løb og svømning er en god kombination for mig. Og styrkeøvelser selvfølgelig. Glem ikke styrkeøvelserne! ;)

Foråret må nu siges at være en kendsgerning. Solen skinner, fuglene synger og temperaturerne er dristige. Ikke desto mindre flyver jeg sydpå om en uge og går foråret i møde i en forhåbentlig endnu varmere udgave. Men mere om det senere. Først en lille tur nordpå. I eftermiddag skal jeg nemlig være faster. Vi skal besøge Asta på 3 år og hendes familie. Asta og jeg er fan af hinanden. Ih hvor jeg glæder mig!

Ha' den dejligste søndag! :)

lørdag den 19. marts 2011

Verdens bedste Keeva

Keeva som junior
I går skrev jeg på udfordring af Eva om, hvad lykken er. Det var helt bevidst, at jeg fremhævede de små ting i livet, som egentlig er de største af alle. Det, som er selveste gaven og som vi ofte glemmer at værdsætte. At vi har fået livet. At vi kan trække vejret. Kan bevæge os. Jeg er begyndt at tænke mere på det og der gør mig lidt gladere hver dag. Faktisk er jeg begyndt at have fokus på de gode og fine ting omkring mig, som jeg kan glæde mig over hver dag. Pludselig dukker de op på rad og række og danner den smukkeste kæde af perler på snor. Hvorfor har jeg ikke set det før? Hvorfor er jeg bare gået forbi som i trance, fanget i egne tanker som i et fængsel med tykke mure. Så kom dog ud af det fængsel. Kom ud og lev livet! :)

Listen kunne have været meget længere. Og noget af det, som kunne have stået på min liste er selvfølgelig hundene. Mine dejlige labradorpiger, som møder mig hver eneste morgen med en glædestrålende velkomst, som om det var dage siden, vi sidste havde set hinanden. De er altid glade! Der sættes ikke spørgsmålstegn ved det vidundelige ved hver ny morgen, når jeg kommer ned af trappen. De første trin og glæden sprudler som en stjernekaster. Sikke en dejlig morgen, synes de at sige, mens de vrikker og danser. Kom og vær med! Rutinerne udføres med glæde. Den første tur i haven, hundemad i skålen, morgenost, for de får skam et lille stykke hver, når jeg laver min knækbrødsmadder. Og en af dem kan faktisk smile. Hendes øjne stråler og hun har et smil om munden, man tydeligt kan se. Keeva. Min sorte labrador.

I dag er det Keevas fødselsdag og hun bliver 5 år. Verdens bedste Moffa! :) Hun har fået en lille gave her fra morgenstunden og så skal vi ud og gå en lang tur. Selvfølgelig er den 19. marts en dag, vi fejrer, for i dag er det 5 år siden min lille sorte dame kom til verden. Jeg har tidligere været inde på det, vi sammen har været igennem og den sygdom, hun har haft, men nu kan jeg bare sige: Hun er rask. Hun er glad og hun er 5 år. Hun er verdens bedste Keeva og hun er nok den klogeste af pigerne. Hun kommunikerer med øjnene og kan fortælle mig lige det, hun gerne vil. Hun elsker at træne, hun kan danse ballet, give mig high 5 og en masse andet. Hvis jeg gider, så gør hun også! Hun viser mig hver eneste dag, hvor fint livet er og hvor meget vi kan hygge os mellem linjerne, hvis vi ikke hænger os i visne bagateller.

Tillykke til Keeva og dejlig lørdag til jer andre! :)




fredag den 18. marts 2011

Lykken er ...


Min skytteven Eva i Istanbul har sat en lille konkurrence i gang, hvor man skal skrive sin version af "Lykken er". Der er kun én regel - det må ikke handle om mennesker. Så lykken kan ikke være ens elskede, bedste veninde, mormor eller grønthandleren nede på hjørnet. Nuvel ...

Lykken er en kop kaffe med mælk. Skummende mælk, som sejler syndigt i overfladen og bare venter på, at man går ombord. Fordi lykken er nydelse.

Lykken er en tidlig sommermorgen hvor alt er nyt. Fuglesang og det første lys på himlen. At stå helt alene på bare sommerfødder midt på græsplanen blandt dug og mælkebøtter.  Fordi lykken er sommer.

Lykken er gode bøger. Ord, som fortryller, forbinder og skaber sætninger. Fortæller en historie. Bøger man ikke kan lægge fra sig, som man bliver ven med, et andet univers og en fortælling, der aldrig må slutte. Fordi lykken er at kunne læse.

Lykken er at rejse. At drage ud i verden og se sig omkring. Møde nye mennesker og andre nationaliteter. Smage deres kulinariske specialiteter og gøre, som de gør. Fordi lykken er at prøve noget nyt.

Lykken er at løbe. At mærke vinden i håret, høre løbeskoene ramme asfalten, finde vejrtrækningen, blive varm, blive vild, ville videre, bare løbe. Fordi lykken er at kunne bevæge sig.

Lykken er at svømme. At lade sig glide gennem vandet, under vandet og blive et med et blåt univers af bobler. Finde rytmen, lade kroppen arbejde over vand, under vand. Puste ind, puste ud. Fordi lykken er at kunne trække vejret.

Lykken er at leve. At have fået en enestående gave og gøre brug af den. At snuble, falde og rejse sig op igen. Blive bedre. Glæde sig over hver eneste dag. Finde den gode balance. Være taknemmelig. Fordi lykken er livet.

Cluedo


Hvad vil du være, når du bliver stor Marts? Min månedlige gæst sidder foran mig med kaffekoppen og ser fortryllende ud med sit hvide sjal skødesløst kaster over skuldrene. Der faldt sne i går og jeg er ked af at sige det, men det klæder hende faktisk. Hun ser nysgerrigt på mig og stiller koppen fra sig, men siger ikke noget. Ryster bare på hovedet. Værtinden er blevet skør. Det er gået hende til hovedet, at hun har den samme måned boende på pensionatet to år i træk. Jeg vidste det, tænker hun og kan slet ikke skjule sine tanker. Den slags fører ikke noget godt med sig. Jeg skulle have fundet et andet sted at tilbringe resten af mine 2011 dage. Men jeg mener det skam, Marts, forsætter jeg. Hvad vil du gerne være? Drømmer du om at være Juli? Feriemåneden over den alle, fuld af solskin, blå himmel og en favorit i så mange danskeres hjerter, fordi det er den måned på året, hvor ungerne har fri fra skole og man drager ud i det ganske land og udland på ferie. Bader i Middelhavet. Spiser blæksprutter og drikker kold hvidvin eller sidder på terrassen i sommerhuset og kigger ud over Vesterhavet med en god kop te, mens solen synker i horisonten. Er det hende, du drømmer om at være?

Marts ryster på hovedet. Jeg har mange gode drømme, svarer hun så, og der er mange ting, som jeg gerne vil gøre. Men jeg har ikke lyst til at være nogen som helst anden, end den jeg er. Hvorfor søge andres græsgange, når man kan boltre sig på sine egne? Hvorfor forsøge at imitere, når man kan være lige den, man er, og gøre det fuldkommen perfekt, fordi man er født til det? Det er det allerbedste, tilføjer hun og blinker til mig, mens hun drikker mere kaffe. At være helt sig selv. Med hud og hår og skumle skyggesider, som, viser det sig ofte, slet ikke er så skyggefulde, men bare en del af helheden. Det perfekte. Et helt unikt værk, som ikke findes magen til i hele verden. Hun trækker sit hvide sjal tættere om sig og smiler det smukkeste vinterforårssmil og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun bare skal være den hun er. Hun er perfekt som Marts!

Spørgsmålet kommer sig nu af, at Mia i går skrev et indlæg om sin ungdomsdrøm hvad profession angår. Hun ville være pilletriller. Og i tidernes morgen var det skam et helt specielt håndværk, hvor apotekeren og hans folk selv blandede ingredienserne og trillede deres piller. De var alkymister! Men det er en helt anden historie, som I kan læse om hos Mia. Jeg kom til at tænke på de ting, jeg gik og drømte om den gang. Jeg ville være forfatter. Eller journalist. Og skulle det være noget helt andet, var valgt klart. Dyrlæge! Jeg elskede jo dyr. Jeg var skam også i praktik på Landbohøjskolen, men eftersom jeg var sproglig student og ikke interesserede mig spor for hverken kemi eller matematik og egentlig heller ikke havde de store interesser for biologi som sådan, så droppede jeg den tanke igen. Det var bare dyrene, jeg elskede. Højt og inderligt. Og så var der lige en ting til. Jeg ville være detektiv!

Detektiv har altid haft en sød klang i mit øre. Det pirrer mig, spændingen, gåderne. Hvem har gjort det? Jeg spillede meget Cluedo og gættede på, om det var Professor Blomme i biblioteket med skruenøglen. Eller Fru Rød i køkkenet med pistolen? Så lysestagen da? Den dag i dag er jeg stadig vild med krimi-gåde-ting. Som barn legede jeg detektiv sammen med min veninde Trine, som boede på Jagtvej på Østerbro. Efter skole drak vi cacaomælk i den store lejlighed med udsigt over Fælledparken og så udspionerede vi folk fra altanen og digtede historier om, hvor skumle og farlige de var. Fru Jensen var pludselig seriemorder. Hr. Hansen havde slået konen ihjel og begravet hende i Fælledparken, hvor en hund nu var i færd med at grave lige op i håb om, at det var et kødben. Det gyste i os, som historierne blev bedre og bedre. Det hændte også, at vi fulgte efter folk. Vi skyggede dem og gik forsigtigt flere meter bag dem uden at sige noget. To skolepiger, som ellers havde let til latter. Vi var gravalvorlige. Vi var detektiver!

I dag vil jeg være forfatter. Og senere svømmer. Hvad med dig? Marts er marts og dagen er ny. Ja, der ligger lidt sne, men sådan er det jo på denne årstid og på broen mellem vinter og forår. Vi er tæt på nu. Bliv ved med at gå, nyd turen og ha' en dejlig fredag. Jeg har fået helt lyst til at spille Cluedo! ;)

torsdag den 17. marts 2011

Modstand, glæde, flow


Hvad var det dog, jeg ville skrive om her til morgen, siger jeg til Marts, som blinker indforstået til mig. I går handlede det om svømning og den dejlighed, det er, når man bare gør det. Ignorerer stemmen og drukner den i svømmebassinet. Eller hvor man nu kan komme af med den. Rina spurgte i sin kommentar, hvad det mon er for en stemme og for en modstand. Der var flere af mine søde gæster i går som nikkede genkendende til den. Den kender vi godt, svarede de. Er det mon den samme stemme, som hopper fra hoved til hoved og æder sig ind i tankerne, mens den spreder en ring af modstand? Ord fulde af gode argumenter til ikke at gøre det, undskyldninger så lækre som pandekager med is, svære at modstå og så insisterende, at man næsten ikke kan få ørenlyd. Stemmen. Modstanden.

Jeg tænkte lidt over den i går. Jeg tror den er en af de lektier, vi får her i livet. Den er en del af det hele. Noget, vi skal lære at kravle over, som når man forcerer et hegn på en mark for at komme ned til den smukke sø, der ligger i dalen. Den benytter enhver lejlighed til at sige til os, at vi skal lade være. Den fylder os med små gnavende gnister af tvivl, der hurtigt vokser sig større, hvis vi giver dem ilt. Den er en mærkelig størrelse. 

Så kom jeg i tanke om, hvad dagens indlæg skulle handle om. At være i flow. Det var jeg nemlig i går. Det var sådan en dag, hvor humøret bare var højt fra morgenstunden og energien dansede salsa. Der var gode rytmer i luften. Jeg var opfyldt af glæde og besluttede meget hurtigt, at jeg ville tildele mig selv en fridag. Du skal have fri i dag, min ven, sagde arbejdsgiveren i mig og jeg takkede overrasket glad og tog imod. Kørte ind til byen og i butikkerne, hvor jeg lod mig friste af frugt og grønt og besluttede mig for kødfri dag. Kæresten var nemlig ikke hjemme! ;) Jeg spiste en sund, let og lækker frokost og så kom inspirationen pludselig væltende op i mig. Jeg satte mig til PC'en og skrev den tekst, jeg ellers ville have puslet med i dag. Ordene flød som honning. Måske var det fordi jeg havde fået fri? Jeg gav slip og så kom ideen. Den lå lige for. Det paradoksale her i livet, at vi nogle gange skal gå væk for at ankomme.

Resten af dagen var som en leg. Jeg var både praktisk og litterær. Gik ture med hundene i strid kuling og følte mig næsten vægtløs i vinden. Jeg kunne flyve. Det var min dag. Tilfredsheden lagde sig som et varmt tæppe omkring mig og jeg takkede for at være nået hertil på min rejse. Det var virkelig som at ankomme. En perron på min rejse, hvor jeg blev modtaget med åbne arme, flag og kys på kinden. Jeg var kommet hjem. For en stund. For turen går videre og toget kører igen. Nu. Om lidt.

Jeg sluttede dagen af med en god film. Spis, Elsk, Bed med Julia Roberts. Sidste år læste jeg bogen og var vild med den. Det var sjovt at se filmen et års tid efter og genopleve noget af det, jeg nød så meget dengang. Selvom filmen selvfølgelig er anderledes og på mange måder mere overfladisk, synes jeg, at instruktøren havde gjort et godt job. Julia Roberts er fuld af sødme og historien er jo god. Smukke billeder. Italien. Indien. Bali. Maden, meditationen og kærligheden.

Ups, jeg må løbe. Hanke op i kufferten og springe på toget. Det kører nu.

onsdag den 16. marts 2011

Jeg svømmer


To gange om ugen. Som bekendt er jeg startet på svømmetrænning og efter fredagens debut, var vi klar til en uge med to gange i svømmehallen. Tirsdag og fredag aften. Jeg var glad for at være kommet i gang og egentlig også glad for, at jeg havde fået  min veninde med, for det er ofte lettere at komme afsted, når man er to. Så kan man hyggesnakke lidt i omklædningsrummet og i det hele taget. MEN så aflyste veninden i går. Ja, faktisk meddelte hun, at hun slet ikke kan svømme i denne uge, fordi hun får en presset uge op til en flytning i weekenden.

Nå tænkte jeg, så er det nu, jeg skal være standhaftig. Hvem behøver sin veninde for at komme i svømmehallen? Nej vel. Jeg er en voksen kvinde, som har besluttet sig for at lade svømning være fast ingrediens på ugens træningsmenu, en disciplin som fysioterapeuten har været varm fortaler for. Og nu er jeg færdig hos fysioterapeuten. Det videre forløb er helt op til mig. De gode øvelser, styrketræning for mave og bækken og selvfølgelig optræning til at kunne løbe frit igen. Jeg er startet på power walking, som skal kulminere i løb. Men svømningen er kommet for at blive. Det er godt for mig. Og jeg kan jo lide det. Ja, faktisk fandt jeg i fredags ud af, at jeg er ret vild med det. Det havde jeg bare glemt. Så hvor svært kan det være?

Men jeg måtte have mine overtalelsesgaver i brug i går. Jeg følte mig træt, småforkølet endda og en stemme i mig lokkede med, at jeg da bare kunne springe tirsdag over. Den stemme var ret påtrængende og den havde mange gode argumenter eller dårlige undskyldninger, hvis man ser sådan på det. Men jeg kender det fra tidligere. Når man skal starte på noget nyt og indarbejde nye rutiner, kan det være svært i starten. Der er "noget" som kæmper imod. Ikke mindst, når den ene part springer fra som veninden gjorde det i går. Hvad så med mig?

Men jeg gjorde det! Jeg lod hånt om stemmen, pakkede min taske og kørte i svømmehallen ved aftentide. Jeg så mig ikke tilbage, manøvrerede målrettet bilen ind på parkeringspladsen, gik med faste skridt mod indgangen til svømmehallen, åbnede døren og skridtede uden tøven hen til skranken, hvor jeg hos bademanden købte et 10-turs armbånd. Sådan! Og så var stemmen helt tavs. Den havde givet op, men det havde jeg ikke. Jeg fandt en god bane og så svømmede jeg 1000 meter uden pause. Blev varm og følte mig glad og stærk i vandet. Oplevede endnu gang hvor godt det gør. Jeg elsker lyden af mine bobler under vand. Vejrtrækningen og det blå univers. Mærke hele kroppen arbejde og forsøge at blive så strømlinet som muligt, så det bare glider og farten bliver god. Og det gjorde den. De første ti baner var lidt seje, for dér mærkede jeg i høj grad mine arme fra fredagens træning, men så kørte det bare. Eller skulle jeg sige sejlede? Jeg sejlede i hvert fald gannem vandet og var endda i overhalingsbanen flere gange. Jeg er bestemt ikke den langsommeste svømmer og jeg har i sinde at blive bedre. Det her er jo sjovt. Dejligt. Og det gør godt for krop og sjæl. Med eller uden veninde.

Jeg var stolt af mig selv, da jeg steg op af vandet og gik i bad. Stolt, da jeg kørte hjem og jeg følte virkelig, at jeg havde fortjent min aftensmad. Jeg gjorde det! Nu er jeg for alvor i gang. Jeg har ikke brug for at være to. Jeg har brug for at være mig og så gør jeg det da bare!

God onsdag. Bare gør det. Spring ud i det! Men bliv ikke borte med blæsten, for den er godt nok kraftig! ;)

Billedet er lånt på visitdenmark.com

tirsdag den 15. marts 2011

Listetyven


Jeg fandt denne lille velkendte tegning fra "Folk og Røvere i Kardemommeby" i går, fordi jeg tænkte, at jeg i dag ville skrive om en listetyv. Jeg ved ikke, om de tre røvere fra Kardemommeby listede rundt, men det gjorde de vel, for at gå på listefødder er indbegrebet af en tyv. Han er snedig, forsigtig og lusker omkring i nattens mulm og mørke, så ingen kan se ham. De tre på tegningen ser nu ikke specielt skumle ud og hvis du spørger mig, så går de rundt med deres tyvekoster ved højlys dag, men pyt med det. Historien er jo for børn! Og listetyven skulle være en lidt anden slags røver, havde jeg egentlig tænkt. Han stjæler nemlig lister!

Indlægget i dag skulle så være en fortsættelse af i går og Marts skulle fortælle mere om sin mening om mennesker, lister og kontrol, men nu er det altså sådan, at jeg sidder her mutters alene, mens Marts sover skønhedssøvn på loftkammeret. Hendes visdom restituerer, mens morgenen sejler ind over land og by. Storm og regn pisker mod ruden og vejret virker ikke helt så forårsagtigt mildt som i går. Dette er overgangen mellem vinter og forår og alt kan ske. I går måtte jeg lægge vinterjakken, da jeg gik eftermiddagstur med hundene. Tænk engang. Det rislede i bækken og lyden var ikke til at tage fejl af. Forår! Jeg kender efterhånden bækken og dens vand, måden det bevæger sig på. Vandet vågner om foråret!. Det får en anden klang, en slags dristig brusen. Jeg nød det så meget, at jeg gik flere ture langs med bækken i går. Det var næsten som en slags meditation.

Nuvel. Eftersom jeg bare er et menneske, har jeg en gennemgribende tendens til gerne at ville kontrollere mine omgivelser. Det sagde jeg ikke! Nej, det er svært at indrømme og hvis jeg selv skal sige det, så er jeg på ingen måde en af de værste. Jeg kan godt være en flyder. Jeg er en livsnyder. Jeg kan være et rodehoved og er god til at smide, hvad jeg har i hænderne og bare gøre det, der falder mig ind. Men nu har jeg efterhånden læst en del bøger om at blive en fri sjæl og jeg må erkende, at jeg har meget at lære. Det er svært at slippe tøjlerne og lade stå til. Sådan for alvor at stå på kanten og tage springet i tillid til, at man kan svæve og måske endda flyve. Og selvfølgelig skal man heller ikke bare lade det hele være. Der må en vis disciplin til for at få hverdagen til at fungere. At tilegne sig nye og bedre vaner kræver disciplin! Men alt det skulle Marts have fortalt mig mere om og jeg ville have delt det med jer. Så er det at jeg skal slippe roret og sejle med vinden, for Marts sover og mine tanker er lidt morgentrætte.

Listetyven må vente til en anden dag. Eller måske har han allerede været på besøg, for han har stjålet min ide og min koncentration. Måske skyldes det de legende hunde omkring mig, som er yderst friske her tidligt på morgenkvisten. De hygger sig uden hensyntagen til kaffen på bordet og mine skriverier. De leger med livet. Jeg skal lege lidt med en fin opgave i dag. Tænke lidt over, hvordan jeg vil gribe den an. Og så er der også et par andre ting. Måske skulle jeg lave en liste? ;)

Ha' en fin tirsdag. Grib dagen og pyt være med vejret. Foråret er lige om hjørnet.

mandag den 14. marts 2011

Prima donna, marts og kontrol


Svensk knäckebröd med linfrö og dansk ost. En stor kop kaffe med mælk og et glas juice. Marts har serveret og jeg skal bare sætte mig ned og nyde. Sende lidt ord ud i cyberspace, mens morgenen glider ind over landet efterfulgt af regndis og skyer. Jeg synes der er forår i luften, selvom solen stadig putter sig i skydynerne. Hviler sit hoved på puden af luft og vand og gør klar til at indtage scenen. Måske er hun en slags prima donna, solen. Alle vil gerne se hende. Mærke hende og det, hun gør ved folk. Jeg hylder hende gerne. Står gerne ved bagindgangen til hendes teater for at få en autograf, hvis hun skulle smutte den vej ud. Måske veksle et par ord og fortælle, hvor meget jeg beundrer hende. Måske vil det gøre hende så glad, at hun skinner lidt mere lidt længere.

Marts ler højt og ryster på hovedet. Fantasien fejler ikke noget her fra morgenstunden. En ny uge er klar til at blive indtaget, drømme til at blive indfriet og lister til at blive krydset af. Der var lidt snak om lister i Landsbyen i går. Man skriver alt det ned, man skal og så følger man listen til punkt og prikke. Sætter hak og føler sig tilfreds, når der efterhånden er færre ting på listen, man skal nå. Desværre er det sådan, at mange af de ting, man sætter hak ved, har det med at poppe op på listen igen. De skal gøres igen og igen. Gentages. Man bliver aldrig færdig. Personligt er jeg egentlig ikke en listeperson. Jeg skriver af og til lister, når jeg skal købe ind eller når jeg skal ud og rejse. Hvis jeg har en opgave og har ting, jeg skal huske at huske. Men ellers?

Hvor er livet henne, hvis alt bliver skrevet på en liste? Hvor er improviseringens herlige hemmeligheder, de ting, man ikke har planlagt, men som opstår og kan nydes på stedet? Hvor går grænsen mellem det planlagte og det, som man ikke har taget højde for og som der i grunden slet ikke skal tages højde for? Kontrol! Marts nikker og ser bestemt på mig. I mennesker har så travlt med at kontrollere alting. Det er derfor, I ofte bliver så skuffede. For livet er ikke noget, man kan kontrollere. Når man prøver, så opstår der endnu flere situationer, som skal kontrolles for at leve op til jeres billede af verden. Tag nu f.eks. vejret. Hun smiler og jeg kan se, at hun helt er kommet sig over at være blevet smidt ud fra sit nye pensionat, fordi hun ikke har leveret forår med fuld sol og nyudsprungne knopper med det samme. Fordi det regner. Fordi der er skyer. Fordi. Men Marts er ikke sådan at slå ud. Det gælder om at flyde lidt med, siger hun. Finde balancen og undgå yderligheder. Mærke efter og tage det lidt mere, som det kommer. Lære at elske de små øjeblikke, hvor sjælen fryder sig helt uden grund. Betingelsesløst.

Jeg sidder stille og betragter min gæst. Hun siger noget. Jeg kan mærke, at jeg kan stadig lære noget af hende og er pludselig ekstra glad for, at hun er kommet tilbage til mig i år. Og at vi kun skriver 14. marts og jeg endnu kan nyde ugevis af hendes visdom, som jeg vil suge til mig, fordi jeg har på fornemmelsen, at hun har helt ret. Jeg vil blive bedre til at slippe kontrollen. Til at nyde det, livet serverer og det, der er på min tallerken lige nu. Derfor kan man jo have ønsker til den kommende menu. Drømme om livretter og gode sammensætninger. Men en ting har jeg da lært. Man ved ikke altid, hvad der egentlig er bedst for en. Man kan blive så dejligt overrasket, hvis man tør slippe kontrollen lidt engang i mellem.

Mere i næste indlæg. Marts har vist en føljeton i ærmet. Måske. Hvem ved? Dagen er ny og ugen ligeså. Jeg vil nyde regnen og de efterhånden tocifrede temperaturer. Gå tur uden vanter og mærke, at foråret faktisk er ved at folde sig ud ...

Billedet er lånt på dkerndesign.com og osten er også god! :)

søndag den 13. marts 2011

Læsesøndag


Marts er frisk i modsætning til mig. Hun kommer springende ned af trappen, overhaler mig på vej til køkkenet og tager straks fat på at lave kaffe og sørge for mad til hundene. Finder brød, ost, mælk og hvad vi ellers skal bruge frem. Hun er på hjemmebane nu. Føler sig godt tilpas og nyder at at være sig selv. Med morgenhår og uden make-up er hun bare endnu dag i årets tredje måned. Skyer på himlen og mulighed for regn. Forholdsvis høje temperaturer og ellers bare ... Marts! Jeg kan lide hende, som hun er. Jeg mener, jeg ligner heller ikke selv strålende solskin her fra morgenstunden. Vi kom sent i seng og jeg har ikke god til at sove længe. Min krop følger sin egen rytme og er ligeglad med, at jeg gerne ville have sovet lidt længere. Det var Josie også. Hun insisterede på at vi stod op og fulgtes logrende glad med marts ned af trappen. Søndag er ankommet! Tag hul på dagen og nyd den.

Jeg tænker læsedag. Jeg tænker en god tur med hundene her efter morgenmaden, et bad og så bare sidde med endnu en god kop kaffe og en bog. Jeg har læst flere bøger, mens jeg stadig har Nattog til Lissabon kørende. Jeg er nok ikke filosofisk nok anlagt i øjeblikket. Gregorius tiltaler mig og hans rejse er interessant, men min koncentration drages af andre græsgange. Dér vokser farvestrålende psykologiske blomster og man kan plukke værktøjer til brug på sin egen rejse uanset hvor man er på vej hen. Jeg læser og lærer og nyder at kunne implementere lidt af det, jeg lærer, til at bygge min helt egen vogn. Men i dag tror jeg der skal skønlitteratur på programmet. Måske skal Nattoget holde stille på perronen lidt, mens jeg snupper en krimi eller en anden roman. En af dem, man bare læser, flyder med i og nyder uden at skulle tænke altfor meget. Den må gerne være godt skrevet, men behøver ikke at sætte mine tanker på overarbejde. Ikke i dag. Det er jo søndag!

Jeg har lyst til at svømme igen, men søndag er en travl familiedag i svømmehallen, så jeg venter tålmodigt til tirsdag aften, som er aftalt med veninden. Det gjorde så godt i fredags, at jeg har smilet ved tanken lige siden. Jeg havde glemt, hvor meget jeg holder af svømning. Hvor godt det føles at glide gennem vandet, tage svømmetag og se verden fra den anden side af overfladen. Min krop har været helt tilfreds og selvom jeg kan mærke den i dag - på den gode måde - så ved jeg, at svømning er vejen frem. To gange om ugen og så kan jeg så småt begynde på løbetræningen også. Spørg lige, om jeg glæder mig ...

God søndag. Håber du får en dejlig dag, dér hvor du er. Måske også med en god bog, sammen med familien, på udflugt eller noget helt andet. Pas på dig selv og nyd din dag! :)

lørdag den 12. marts 2011

Tak taknemmelig


Jeg læste et indlæg fra Katrine om taknemmelighed. Sad med min kaffe efter indkøb og frokost og slappede lidt af inden dagens rengøring og mugen ud. Vi får nemlig gæster i aften. Har taget en stor steg ud af fryseren. Lavet marinade. Købt kul til Weberen. Bare taget det for givet, at jeg kunne køre ud og hente lige netop det, vi havde brug for. Ingredienser til en god salat.  Kartofler, som jeg vender i olie og krydderurter på panden og som bagefter skal i ovnen. Middelhavsduft i mit danske køkken. Gæsterne tager vin med, men ellers har vi da også et lille forråd.

Taknemmelighed. Jeg prøver at huske det. I en af de bøger, jeg for nylig har læst, skriver forfatteren at vi glemmer at være taknemmelige. Ser ikke den overflod, der omgiver os og glemmer at være glade. Vi tager det for givet. At vi kan købe mælk, smør og hvad vi ellers skal bruge. Det bugner af varer i butikkerne. De fleste af os har de penge, de skal bruge. Vi er velhavende. At være velhavende betyder at have det vel. Og det har jeg sgu! Jeg er en heldig kvinde!

Som Katrine er jeg taknemmelig for at bo i et land, hvor vi ikke kender til store naturkatastrofer. Men jeg græder for Japan og alle de mennesker, som er berørt i Stillehavsområdet. Og hvad med Australien, som for nylig har haft store ødelæggende oversvømmelser? Hvad med hungersnød? Fattigdom. Hjemløse. Verden præsenterer os hver eneste dag for velstandens skyggeside og alligevel går vi gennem livet uden at være taknemmelige og glade for alt det, vi har. Vi glemmer det. 

Jeg rejste mig og gjorde rent. Støvede de ting af, som vi har samlet omkring os i et lille hus, jeg ofte brokker mig over er altfor småt. Men jeg har et hus! Jeg har et sted at bo og her er varmt og godt. Jeg er omgivet af mennesker og dyr, som elsker mig og jeg tager nogle nye skridt i mit liv mod noget, som jeg drømmer om og som gør mig godt. Som gør mig hel. Jeg er vel nærmest lykkelig! Tænk engang!

Så tak til Katrine for at kaste det vigtige ord og den bagvedliggende glædelige følelse på bordet. Taknemmelighed! Jeg er i sandhed glad for, at jeg er mig og at jeg sidder her i solens stråler gennem vinduet en lørdag eftermiddag i marts. Der venter mig en gåtur med hundene. Madlavning. Grill og glade gæster.

Tak er kun et fattigt ord, synges der i en sang. Men det bliver lidt rigere, hvis vi husker at sige det. Husker at glæde os over alle de små ting i vores hverdag, som gør den leveværdig og i grunden enestående fantastisk.

Tak!

Marts, fisk og tanker


Marts og jeg drikker morgenkaffe. Sidder og sludrer i velkendt stil ved køkkenbordet og nyder hinandens selskab som vi gjorde det for et år siden. Det er som om hun aldrig har været væk. Snakken går og hun har sænket skuldrene, smiler og føler sig godt tilpas. Efter to gode nætters søvn er hun tilbage i sit rette element og jeg skulle hilse at sige, at det altså er på broen mellem vinter og forår. Der er ingen varmegaranti gemt i årets 3 måned, selvom kalenderen har udnævnt hende til den første forårsmåned. Den slags titler giver bare en masse bøvl. Skaber forventninger. Marts er som hun er og som det er med os alle sammen. Vi har alle skyggesider. Men hvem bestemmer, hvad der er hvad? Hvis vi accepterer det hele, lyset som mørket, så opnår vi en sjælden tilstand af tilfredshed. Vi begynder at mærke velværen som hele individer og der er ikke noget, som er godt eller skidt. Vi holder af det hele. Hvilken befrielse!

Marts føler sig også befriet. Hun spørger forsigtigt, om hun ikke kunne blive lidt længere, når nu hun er kommet og loftskammeret er redt op. Der bor jo ikke andre alligevel og der er ingen, som gør krav på det værelse. Pensionatet er lukket. Nøglen blev drejet om ved årsskiftet, men jeg kan ikke sige nej til hende. At hun nu sidder her overfor mig er noget af det mest naturlige og jeg nyder hvert sekund. Jeg har besluttet mig for at gøre en undtagelse! Hun skal bo her resten af sin måned. Jeg mener, det ville da være synd at kaste hende på porten nu, hvor vi allerede er midt i hendes dejlige måned. Desuden har jeg en skjult dagsorden, for jeg skal bruge hende til noget. Jeg har fået en opgave, hvor hun ville helt perfekt som medhjælper. Hun nikker indforstået og blinker til mig, så jeg et kort sekund mærker et solskinsstrejf. Et forårskys i gråvejr. Bliv bare, siger jeg og skænker mere kaffe. Vi siger det ikke til nogen! En hemmelig gæst i mit hus. Det er da i grunden spændende. Hyggeligt. Bliv så længe du vil. Bliv til april!

Sådan er min morgen. Fire hunde ligger tålmodigt ved mine fødder og venter på deres bid af kagen. Morgenmad og siden gåtur. Jeg nyder min kaffe og føler mig utroligt godt tilpas ovenpå min svømmeaften i går. Jeg havde glemt hvor skønt det er! Svømning. Jeg tænkte, at nu skal jeg nok starte forfra, jeg får vand i næse og mund, jeg kan ikke huske at gøre det rigtigt. Men da jeg tog de første svømmetag, gled hovedet under vand, brillerne sad hvor de skulle og så svømmede jeg. Som om jeg ikke havde bestilt andet! Det gjorde godt og mit bækken er mere smidigt her til morgen. Fra nu af er jeg at finde i svømmehallen et par gange om ugen!

Engang fisk, nikker Marts og smiler varmt til mig. Og det ved hun alt om. Hun er jo selv en sjælden fisk! :)

God lørdag til jer alle. Mine tanker går til Japan og alle de i Stillehavet, som er berørt af den forfærdelige katastrofe. Her har jeg ingen ord. Bare gode tanker og en bøn. Siger ligesom Eirin og må bare konstatere, at jeg mangler ord.

fredag den 11. marts 2011

Fire hunde og en måned


Klokken var lidt i halv syv. Jeg halvsov stadig, da jeg mærkede en forsigtig pusten tæt ved mit ansigt. En kold våd snude puffede forsigtigt til mig, og da jeg åbnede øjnene, så jeg lige ind i et par brune hundeøjne, som jeg kender så godt og hørte den velkendte lyd af logrende labradorhale. Josie! Josie er tilbage og som den eneste har hun sin hundeseng i soveværelset. Det er et levn fra gamle dage og eftersom Josie nu er 11 år, laver vi ikke om på det. Hun sover trygt og godt i sin seng natten igennem og forstyrrer ikke. Men om morgenen kommer hun. Hun kender klokken og tiden var inde, synes hun. Stå op til en ny dag!

Jeg elsker når hun kommer tilbage, min gule sol. Skilsmissehunden, som har to hjem og som trives storartet med det. Eftersom jeg ved hun har det godt hos min ex, har jeg for længst accepteret, at hun ikke er her hele tiden og jeg tænker altid på Stings sang: If you love somebody, set them free. Sådan er det med Josie. Hun kommer igen når tid er og så bliver jeg så glad. Mærker hvor højt jeg har savnet hende. Ser ind i de brune øjne og bliver mødt med det kærligste blik, når hun kigger tilbage og logrer med halen, mens hun putter hovedet ind til mig. Jeg har også savnet dig, synes hun at sige. Det bilder jeg mig i hvert fald ind. Og Josie var ikke den eneste hund, som kom i går aftes. De næste 4 dage skal vi også passe min ex's anden hund Chili, som er sort labrador. 4 labradortøser i 4 dage. Der er liv og glad dage i hundehuset, skal jeg love for.

Bedst som vi i går aftes sad og hyggede med lidt fjernsyn og en god kop te, bankede det på døren. Alt åndede fred og ro, bortset fra stormen, som rasede og ruskede derude og regnen, som trommede insisterende på ruden. Jeg troede først, det var en gren, som ramte ruden, men så gøede hundene og jeg vidste, at det var noget andet. Jeg åbnede døren og så forbavset en velkendt gæst på trappetrinet, våd og forblæst. Marts! Min gamle ven Marts, som boede på pensionatet sidste år og som burde være over alle bjerge nu. Eller marker, skulle jeg måske skrive, for bjerge har vi ikke mange af i Danmark. Heller ikke fjelde. Ikke desto mindre stod hun dér med bedende øjne, der ville gøre enhver labrador misundelig. Hun fortalte mig, at hun var blevet smidt ud af det pensionat, hvor hun bor i år. Smidt ud fordi værten var skuffet over hendes manglende evner i forhold til vejret. Han ville have forår nu! Så da vinteren tog over igen og der begyndte at falde sne, kastede han ufortrødent Marts på gaden og så stod hun dér i stormvejr og slud uden tag over hovedet.

Selvfølgelig har jeg givet hende husly. Hun bliver weekenden over, så finder vi et nyt pensionat til hende. Jeg kender et par steder og håber, at de vil tage imod. Det er jo imod reglementet at have månederne boende to år i træk, men jeg må gøre en undtagelse. Lige nu sover hun sødt på loftskammeret, udmattet efter den lange tur til mit hus fra det sted, hvor hun blev smidt ud. Jeg glæder mig til at servere varm kaffe for hende, når hun vågner og sørge for, at hun kommer til hægterne igen, både fysisk og psykisk. Stakkels Marts.

Ha' en dejlig fredag. Her synger fuglene, selvom vejret stadig er tvivlsomt, hvis man da ønsker sig forårstilstande. Jeg væbner mig med tålmodighed, en af de dyder, jeg flittigt træner på i øjeblikket. Senere skal jeg svømmetræne. Men først en arbejdsdag i hundehuset! :)

torsdag den 10. marts 2011

Torsdag, storm og nordlys


Foråret er forbi for denne gang. Morgenen er grå og tvivlsom, tunge skyer sejler ind over himlen og lægger an til en dag med storm, slud og regn. Ikke desto mindre læser jeg lige, at der i aften er chance for at se nordlys i Danmark og det er et sjældent fænomen. Måske skulle man stå op i nat og spejde efter huller i skyerne, for meteologerne lover gode chancer. Nordlys er et af de naturfænomener, jeg gerne vil  opleve i mit liv, men jeg havde nu regnet med at skulle rejse nordpå for at se det. Men hvem ved? Måske kommer det forbi ved aftentide og fortryller os med sine fantastiske farver gennem huller i skydækket?

Filosoffen ser ikke ud som om han gider stå op i nat. Han har set nordlys adskillige gange i sit lerliv. Fra sin plads på galleriet i Senja har han taget turen til vinduet og sammen med de andre figurerer har han betragtet fænomenet ud over vandet. Det hører med til enhver god nordnorsk lerfigurs opdragelse, siger han, at se det lys og lade sig bjergtage. Eller fjeldtage som man siger på de kanter. Skytsenglen har også set det, selvom hun ikke praler med den slags. Faktisk siger hun ikke så meget. Ikke til mig i hvert fald. Men hun ser mig og passer på mig. Det behøver man ikke ord for at gøre.

Det er godt at have de to figurer på skrivebordet. De er i selskab med en stak bøger, en lille Buddha og en smuk orkide samt Megans engel, et lille maleri fra Sidse. Sammen danner de rammer om mine ord og skriverier. Det er ikke fordi jeg er overtroisk, men jeg kan lide de små symboler. Jeg er så småt begyndt at tænke lidt på, hvordan jeg skal indrette mit magiske arbejdsrum, når vi flytter ud i det store hus. Jeg glæder mig i det små, for jeg ved, at det kan tage lidt tid endnu. Men der er malet færdigt nu. Først i april kommer gulvmanden og lægger trægulvene. I stueetagen skal der være herregårdsplanker og det er vel meget passende. Gulvet til første sal har vi ikke valgt endnu, men vi er tæt på. Et hus, en drøm. Lang tid og en tålmodighed, der har været sat på sådan en avanceret prøve, at den for længst har besluttet sig for at være ikke eksisterende. Den siger bare: Når tid er. Så hviler den i det og giver mig håndslag på, at det nok bliver i år. Måske til sommer. Måske.

I dag skal jeg skrive og læse. Jeg er i gang med en vældig spændende bog, som skal lære mig nogle teknikker, jeg endnu ikke mestrer. Det er den bog, der skulle være min den dag i boghandlen. Nu ved jeg godt hvorfor! Den giver stof til eftertanke og til ord om min egen rejse. En rejse der fortsætter så længe livet er mit. Man skal lære så længe man lever og det gør jeg med glæde. Begge dele ;)

God torsdag. Håber du får et glimt af nordlys og at stormvejret ikke bliver så voldsomt, som de har stillet os i udsigt. Fortvivl ikke. Foråret kommer snart tilbage i en ny og stærkere udgave. Varmere. Glæd dig! :)

onsdag den 9. marts 2011

Svenske detaljer


Dagen i går måtte godt have varet længere. Solskin og smuk blå himmel. Det er som om et tæppe bliver trukket væk og man pludselig opdager, at der overhovedet har været et tæppe. Jamen, har jeg virkelig ligget dér hele vinteren? Pludselig er der lys og håb i horisonten. Over broen til Sverige, Øresund har næsten smidt isen, der ligger kun små flager og rester fra den lange vinter, som nu langsomt sejler agterud. Da vi ankom til Ystad, lå byen badet i formiddagssolskin og folk vrimlede rundt med cykler, hunde og indkøbsposer. De farvestrålende huse og gader med brosten bød os velkommen og vi kunne næsten ikke vente med at komme ud af bilen og tage hul på vores svenske timer i Wallanders idylliske hjemby.

Vi tilbragte et par timer i Ystad. Gik tur i gaderne, så på huse, farver, blomsterbutikker, brugskunst, tøj og mennesker. Jeg fandt hurtigt kameraet frem og legede med detaljerne. Der er mange. Små pudsige påfund på huse og facader. Anderledes farver på døre og vinduer. Når solen skinner fra en skyfri himmel og forårslyset kaster sine første stråler, så sker der noget. En bogcafé i en baggård havde dristet sig til udendørs servering. Vi spiste frokost på en lille restaurant, som serverede dagens ret. Kødboller! Måske ikke det mest eksotiske måltid, men det var hvad vi lige kunne finde. Og som tjeneren sagde: Et ægte svensk måltid. Det skal jeg da lige love for. Der blev serveret sovs og kartofler til. Sådan god gammeldags sovs, som jeg husker den fra min barndom. Men det var hyggeligt og i grunden ganske velsmagende. Serveret med tyttebær naturligvis.

Svenske detaljer. Jeg kan godt lide Sverige. Jeg kan godt lide de små ture, vi har derover og den venlighed, og gode service, vi altid bliver mødt med. Og i går bød Sverige på det bedste, man kan give mig i øjeblikket. Sol og blå himmel. Tak til Ystad, tak til Sverige, tak til solen. Se det var en dejlig dag ...

tirsdag den 8. marts 2011

På tur aldrig sur


Solen står op over den sidste forårsmorgen i denne omgang. Det siger meteorologerne. I morgen og de kommende dage skulle det blive ruskevejr, som i vindstød op til stormstyrke.  Måske vil der falde sne  og regne vil det i hvert fald. Skyerne er parat til at overtage den himmel, der lige nu tegner så flot for dagen. Så du forresten stjernehimlen i går aftes? Den var helt fantastisk. Der blev ikke sparet på de små lys, den ene stjerne efter den anden piplede frem og dannede de skønneste billeder og formationer. Troen og håbet tager let på langfart sådan en aften. Vidunderlige natur!

I dag skal vi også på langfart  sådan da. Vi skal en tur til Sverige sammen med vores mødre. Svigermortur! Vi tager afsted forholdsvis tidligt og kører først til København for at samle min mor op. Så går turen over broen og langs med kysten til Ystad. Hilse på Kurt Wallander måske. Man kan faktisk gå i Wallanders fodsspor, men vi vil nok være lidt mere impulsive og bare gå rundt og hygge. Drikke kaffe og spise kanelboller og senere besøge en bistro, som vi kender og som serverer god mad til frokost eller lunch, som de siger i Sverige. Shoppe lidt måske. Der er i hvert fald nogle dagligvarer, som vi køber med hjem, for de er billigere. Og så vil kæresten have Boston Gurka. Det er finthakkede syltede agurker med peberfrugt, løg og jalapenos. Godt til leverpostej, burgere m.m.

Jeg holder af de små dagsture til Sverige. Vi gør det nogle gange om året og besøger som oftest Lund eller Ystad. Jeg sidder og tænker lidt på, om der mon er en boghandel i Ystad. Det ville være en dejlighed! En boghandel med bøger, man ikke kan modstå og måske lidt papirvarer, jeg ikke har set på denne side af Øresund. Hvem ved?

Ha' en dejlig tirsdag og nyd den sidste forårsdag i denne omgang. Vi kan jo håbe at meteologerne tager fejl. Og hvis ikke, så pyt skidt da. Det er kun jo marts. Vi er kun lige begyndt vores rejse mod lyset og varmen.

Og sig mig engang, I gode norske læsere: På tur aldrig sur, er det noget norsk? Det bilder jeg mig ind, men hvor har jeg dog det fra? :))

mandag den 7. marts 2011

Lidt om vejen på vejen


Jeg går stadig og tænker på, hvad jeg skal være, når jeg bliver stor. Det er en spændende fase, for noget er jo allerede slået fast med syvtommer søm, mens andet endnu er uklart, selvom der tegner sig et billede. Jeg forsøger ikke at drage forhastede konklusioner. Jeg skriver og læser og jeg mærker efter. Jeg er student! Det har taget mig to måneder at nå hertil og jeg er slet ikke færdig endnu. Jeg føler mig priviligeret over at have fået denne pause her midt i livet og kan mærke, at jeg har gjort det helt rigtige! Også selvom der er hajer i farvandet. Det gælder om at tro på det. Tro på, at man kan noget andet. Har mulighed for at tage den vej, der pludselig drejer til venstre og som for få måneder siden var tilgroet, ukendt og måske ikke engang eksisterende. For der sker noget, når man begynder at tænke store tanker. Lidt vovede. Dristige. Pludselig bliver man selv den forandring, man har gået og ventet på.

Sylvi med Ordfront citerede i morges den gode Robert Frost og digtet "The Road Not Taken". I høj grad synkronicitet, for jeg sad netop med en lille bog med hans digte. "The Road Not Taken" er blevet et slags mantra for mig på min rejse. Da jeg stoppede på mit job tilbage i december måned, holdt min chef en tale for mig. Jeg blev glædeligt overrasket, for han havde tænkt over det, han ville sige og ordene han citerede var ikke hvilke som helst. Det var såmænd Robert Frost's, som slutter af med ... Two roads diverged in a wood, and I ... I took the one less traveled by, and that has made all the difference.

Kuldegysning! Jeg kan lide smagen af det ukendte. Jeg kan lide fornemmelsen af, at alt kan lade sig gøre, hvis man har en drøm og bærer viljen i hjertet. Og hvis jeg bliver i tvivl, så kigger jeg mig omkring og får øje på andre, som faktisk har gjort det. Taget de nødvendige skridt mod det, de drømmer om. Blevet til det, de gerne ville være, når de blev store. Eller som de ikke anede, de gerne ville være. Storheden bor i glæden. Det første skridt er nok. Man behøver ikke at kunne se hele vejen eller at vide, hvad man vil gøre hvis og såfremt. Et skridt af gangen. Og masser af hjertemod og glæde over at være på vej. Gøre det. Tro på sig selv!

Drømmer du om at lave noget helt andet, end det du gør i dag? Et andet job? Et anderledes job? Måske en helt ny uddannelse? Eller bare noget helt andet. Måske har du endda allerede gjort det. Sadlet om? Vendt hesten og redet i den anden retning. Der er tanker, men jeg er ikke mine tanker. De tvivler til tider, det gør jeg ikke! Jeg er ikke mine følelser. De mærker tvivlen og bliver frygtsomme i hudløse øjeblikke, men det gør jeg ikke! Jeg vil kunne se mig selv i øjnene, når jeg kommer til vejs ende og med glæde, stolthed og kærlighed i stemmen hviske til mig selv. Du gjorde det! Du fulgte dit hjerte.

Og hvilken herlig rejse!

Træningstanker og en film


Solen er stået op og sender de første spæde forårsstråler over frosne marker. Og jeg vover at kalde dem forårsstråler, for det lys er så frisk og nyt at det umuligt kan være vinter mere. Fuglene synger morgensang. Oh hvilken fryd at trække gardinet til side og se sol og pastelfarvet himmel. Her sidder jeg i sprækker af sol med morgenkaffe og ostemad. Solen kaster dansestråler på tapet og dørkarme og energien begynder at komme tilbage. Jeg glæder mig ligefrem til den første morgentur med hundene, selvom jeg ved at det er koldt derude. Minus 9 grader står der på termometeret lige nu. Men senere når vi op over frysepunktet og når man finder en lækrog, kan man mærke solens stråler varmer. Så sker der noget! Så vågner man.

Tid til at tænke, føle og fornemme er min gave til mig selv på dette stadie i min rejse. Det skal der til! Og så træning! Mit bækken vil ikke finde sig i, at jeg lader hånt om gode øvelser og fordyber mig i ordrige udfoldelser, mens jeg sidder forkert i timevis. Det brokker sig! Så nu bliver træningen og variationen en ligeså vigtig del af min dag som ordene og tankerne om det, jeg vil beskæfte mig med fremover.

Morgentur med hundene. Lidt dansetræning og styrkeøvelser. Og ud på eftermiddagen, inden solen står altfor lavt, står den på powerwalking. Min fysioterapeut anbefalede det som opstart til løb og jeg kan lide det. Jeg elsker at tage min Garmin Forerunner på og sætte i gang, som om jeg skulle ud på en løbetur. Gå så hurtigt jeg kan uden at løbe og bruge min arme aktivt. Man kan faktisk få ret god fart på, vidste du det? Og det er langt mere skånsomt end løb. Ikke at jeg på nogen måde har i sinde at lade powerwalking overtage mine elskede løbeture, men det er et skønt alternativ for sådan et udemenneske som mig, som har hang til at slå sine egne små rekorder og som elsker lidt fart. Så mine tider bliver skam tastet ind i motionsdagbogen! I denne uge starter svømmetræningen også for alvor. Minimum en gang om ugen ligger veninden og jeg i bassinet og får god motion uden belastning. Jeg har vist glemt, hvor meget jeg elsker vand. Det vil jeg snart genopdage!

Og filmen? Den var vidunderlig! The King's Speech. Jeg havde store forventninger og de blev fuldt ud indfriet. Colin Firth spiller som en drøm. Geoffrey Rush er skøn. Det er en fin historie, en virkelig historie. En konge, et venskab, en kamp for at tale uden at stamme. Gør dig selv den tjenste og gå ind og se filmen. Den var en stor og god oplevelse og har fortjent alle sine Oscars!

God mandag! Må du få en glad og solskinsfyldt dag :)

søndag den 6. marts 2011

God søndag


Jeg er stået op sammen med fuglene. De vækkede mig med deres fuglesang og denne morgen er den anderledes. En sang i dur, lidt mere optimistisk og med en energi, der ikke er til at tage fejl af. Forår! Tør jeg skrive ordet? En ting er at tænke det, men det er den følelse, jeg fik, da jeg kom ned af trappen og blev mødt af solskin over markerne og fuglenes muntre kvidren. I det fjerne kan jeg endda høre en hane gale. Ude i træet med mejsekuglerne er der liv lige fra morgenstunden. Der er kø ved morgenbuffeten og jeg får næsten lyst til at servere kaffe med mælk, god juice og lige høre, om de nu også har sovet godt, fuglene. For det har jeg! Fornemmelse for forår. Godt nok er min sorte bil hvidlig og frosten ligger som en forsigtig dyne over markerne, men det tør op i løbet af dagen. Denne morgen er det første forsigtige skridt ind i foråret, noget er vakt til live og jeg fryder mig ved synet af solen gennem vinduet og det nye dristige lys fuld af gode løfter. Det og så kaffen.

Denne morgen vil jeg bare summe lidt. Sidde og nyde synet af solen og lytte til fuglene. Sippe af kaffen og tænke gode tanker, mens dagen ligger sig til rette. Måske er det lidt for tidligt i marts til at tro på, at foråret for alvor får fat. Men dette er det første forsøg og det tæller!

Jeg skal til hundetræning med Aimee. Og senere skal kæresten og jeg en tur i biografen og se "The King's Speech", som flere af jer også har set og skrevet om. Den film glæder jeg mig til. Jeg har store forventninger og tror ikke, at jeg bliver skuffet. Vi kommer altfor sjældent i biffen, så når det sker, er det en begivenhed. Noget med at spise lidt godt først og så ind og nyde. Lade sig opslugte af historien, billederne og lyden dér i mørket og blive suget ind i et univers, som i dette tilfælde har vundet flere Oscars. Jeg glæder mig!

God søndag. Nyd solen og fuglesangen eller det vejr, der serveres dér, hvor du bor. :)

lørdag den 5. marts 2011

Broen mod forår


Solskin fra morgenstunden! Selvom der er tvivlsomme skyer i horisonten, tror jeg på solen og håber at den vil skinne dagen igennem. For hvilken forskel det gør! Nu har vi vandret gennem tåge, skydække og grå dage i sorthvide toner og længslen efter farver er vokset for hvert eneste skridt. Er der mon sol rundt om det næste hjørne? Vi har ledt i kroge, revner og sprækker efter små tegn af sollys, næsten som at lede efter rav ved Vestkysten. Man ved det er dér, men finder man det? I dag fandt solen os. Der er tegn på noget derude. Scenen er ved at skifte. Måske ikke i dag og heller ikke morgen. Men snart.

Vi står på broen mellem vinter og forår. Den bro er vi nødt til at passere for at komme over den brusende elv med farlige understrømme, som vil, hvis vi falder ned fra broen, opsluge os og føre os direkte ind i intetheden. Vi er nødt til at tage de skridt og broen er lang. Jeg forestiller mig en slags hængebro, som gynger faretruende, men som også er smuk i sin udformning. Enestående arkitektur. Og den gode Johann Wolfgang von Goethe har engang sagt at: 'Architecture is frozen music'. I grunden en smuk tanke. Den kan vi tage med os, når vi står på den gyngende bro over elven og spejder ud i ingenting. Lytte efter den frosne musik og følge lyden af foråret, mens vi tager det næste skridt videre. Der er ingen genveje nu. Det er bare at gå!

Solen gør godt. Jeg kan mærke energien og føler mig samtidig træt i min vinterkrop. Lidt mere kaffe måske? Det er jo lørdag og så må man godt summe og give sig tid. Tid er faktisk den smukkeste gave, man kan give sig selv. Vi har jo altid så travlt! Vi skal skynde os videre, vi tænker på alt det, vi skal nå og tillader os sjældent os selv bare at sidde, være og gøre ingenting. Tid er største gave og den eneste egentlig luksus i tilværelsen. Har du prøvet at sige til dig selv: Jeg har masser af tid? Det gør jeg tit i øjeblikket, fordi jeg befinder mig i en fase, hvor jeg brug for tid. Jeg har brug for at lytte til mig selv og den stemme, som ikke kan få ørenlyd for egoet, der snakker løs uafbrudt og som sjældent siger noget fornuftigt. Har du lagt mærke til, hvordan den stemme ofte modsiger sig selv? Og kommer med råd, som viser sig at være helt forkerte? Den pludrer, sludrer og holder aldrig mund. Men der en en anden stemme bagved. En tavs stemme. Og når man giver sig selv tid, så begynder den at synge. Først ganske sagte. Så lidt højere.

Jeg vil gerne skrive mere om tidsgaven, men jeg har ikke tid! Og nu smiler jeg stort og synes selv, at jeg er rigtig morsom her fra morgenstunden. Sandheden er at fortsættelse følger. Jeg har jo masser af tid! ;)

Nyd øjeblikket og fuglene, som nu synger så smukt. Gå videre af broen mod forår, men stands op engang i mellem og nyd udsigten. Giv tid! Og ha' en dejlig lørdag! :)

Billedet er lånt på albatros-travel.dk

fredag den 4. marts 2011

Søvn, en kvinde og en træstub


Jeg er en syvsover for tiden. Søvnen er min bedste ven. Den luller mig sikkert i søvnhavn hver aften og tager mig gennem natten og stribevis af drømme og vi ankommer først, når havnevagten, vækkeuret, puster i sin skingre morgenfløjte. Alle dem med blåt bånd skal ud af sengen. Nu! Nej, tænker jeg og vender mig om på den anden side, natten kan ikke allerede været gået. Men så ser jeg lyset gennem sprækkerne i gardinet og ved, at en ny dag er ankommet og at natten skal overtage min plads i sengen. Duften af kaffe lokker mig forsigtigt ned af trappen og når jeg først bliver mødt af to glade logrende piger, zumbahundene, så er dagen i gang.

Nu sidder jeg her sørme igen. Kaffen er god og dagen er ny. Og skal jeg da lige tilføje, dette er ikke hvilken som helst dag. I dag fylder en af landsbykvinderne år og det er et af de år, der ender på 0. Denne landsbykvinde er ikke en Frøken Hvemsomhelst, for jeg har kendt hende meget længe. Vi har været veninder og svigerinder i evigheder. Nu er vi bare veninder, selvom ordet bare slet ikke eksisterer i vores ordforråd. Det var hende, som fik mig til at flytte ind i Landsbyen en oktoberdag i 2009. Kom, sagde hun og rakte armene ud, der er plads til en til og Landsbyen har brug for dig. På det tidspunkt havde jeg blot leget lidt tanken om at flytte ind i et hus og gøre det til mit eget, lavet lidt anonyme og vel nærmest hemmelige skriblerier, de første forsigtige og tøvende skridt mod en verden, jeg ikke havde troet var mulig. Men hun gav mig det skub. Og det er ikke det eneste skub, hun har givet mig gennem tiden.

Vi har været igennem tykt og tyndt. Vi har været i Egypten og på Mols. Vi har været nede i dybe mørke dale og vi har danset på glitrende tinder til lyden af Tom Jones. Blandt andet. Det føles som et helt liv, det venskab. Vi har været småsure på hinanden, men aldrig for alvor. Og vi har grinet og været så pjattede, at omverdenen bare har måtte ryste på hovederne. Hvem er de to fjollede kvindemennesker mon? Kvinder som lavede dogmefilm, der gjorde Lars Von Trier misundelig. Det og meget andet. Meget mere og noget, som jeg aldrig kan sige tak nok for. Du ved, hvad jeg mener! Tak og tillykke. Vi ses senere, vidunderlige kvindemenneske! ;)

Så selvfølgelig kunne jeg ikke bare ligge der og sove fredagen væk. Nej, jeg har planer. Jeg skal til frisør og inden da skal jeg til dansetræning og lave mine gode øvelser. I næste uge skal jeg have fundet en alternativ ergonomisk kontorstol som supplement til fysiobold  og almindelig stol, men det er en helt anden historie.

Den forårsklare træstub er fra en tur i skoven i går. Keeva og jeg gik 6 kilometer og mens jeg travede afsted ad skovstier, tænkte jeg på Susan Jeffers ord

When you come upon a magic place, listen ...

Det var sådan et sted. Der var magi i den lysning. Og træstubben havde en historie, som den hviskede mig i øret. Fortryllende. Jeg fik lov at tage et billede af den, inden vi gik videre. Den tur gjorde godt både for krop og sjæl. Og for en sort hund, som smilede over hele hovedet over vores fælles udflugt. Sådan så det i hvert fald ud.

Tillykke til Sidse og til jer andre: Ha' en dejlig fredag. Weekenden venter rundt om hjørnet!