mandag den 28. februar 2011

Dig, mig og lyseblå mandag


Så blev det mandag og den sidste dag i februar. Sidste år ved samme tid tog jeg afsked med måneden Februar, som havde boet på min pensionat og ført vinteren videre mod marts og det forår, vi altid længes efter, når vi ankommer til årets tredje måned. Den sidste dag i måneden var altid afskedens dag, knus og lidt tårer og pas godt på dig selv. Vi ses igen til næste år. Og det gjorde vi jo også, selvom selve Februar har boet et helt andet sted i år. Mit pensionat er lukket. Man har kun æren af at huse månederne på den måde én gang. Herefter antages det, at man kender dem og accepterer dem for den, de er. At man kender deres særheder og særlige kendetegn. Deres styrker og svagheder og tager det sure med det søde.

'Styrker og svagheder'?. Filsoffen træder lidt frem i det spæde morgenlys og er lige ved at vælte kaffekoppen i sin ihærdige anstrengelse på at gøre sig synlig. Nu har jeg set ham. Og hørt ham! Koppen klirrer mod bordet og de kostbare dråber med lige tilpas mælk skvulper som bølgegang i højvande. Min lille norske ven med strithår og prikket undertrøje. Nu vil han ikke bare stå og se dekorativ ud længere. Også han har noget på det hjerte, der banker på hans venstre skulder.

'Det er jo en og samme sag, styrker og svagheder', fortsætter han og fanger mit blik, for jeg betragter ham og lytter høfligt. Der er åbenbart noget jeg skal lære af ham. Når eleven er klar, så dukker læreren op! Og jeg har aldrig været mere klar i hele mit liv. Så kom an, Filosof, dryp dine ord på mig som godtgørende regnvejr efter en klam og fugtig sommerdag. En af dem, hvor man næsten ikke kan trække vejret for varme og høj luftfugtighed. Lidt svært at forestille sig her i vinterkulden, men jeg kan nu godt huske det, hvis jeg strenger mig an.

'Det har du ret i, Filosof', siger jeg og drikker eftertænksomt af den kaffe, der stadig er i koppen. 'Det kommer jo helt an på, hvordan man anskuer det og hvordan egenskaben bruges. 'Stædighed for eksempel. Det kan være en utrolig gavnlig styrke, når man går efter drømmen og noget, man gerne vil opnå. Men det kan også være en svaghed, når man anvender sin stædighed som kompas i en sag, hvor viseren egentlig peger i en helt anden retning og man glemmer at lytte til et godt råd. Eller sit hjerte for den sags skyld!'.

Styrker og svagheder! Har du tænkt over det? Hvordan det, du måske altid har gemt væk og skammet dig lidt over måske i virkeligheden er af dine smukkeste styrker. Hvordan det, du har græmmet dig over, rødmet over og forsøgt at fortrænge, måske er lige netop det, der gør dig til den enestående person, du er og som er den egenskab, der kan bringe dig alt det, du har gået og troet var umuligt. Selv er jeg i en fase, hvor jeg fisker lidt i følelsernes andedam. Min personlige andedam, som rummer meget mere end forplumret andemad og tågede teorier. Jeg kan mærke noget banke dernede, en sagte hvisken, lyden af noget der vokser. Og jeg kigger forbavset på min fangst, når jeg står dér med fiskestangen og haler snøren ind. Ser mig selv i et andet lys og forstår, at noget af det, jeg har anset for en svaghed, som jeg helst skulle putte allerlængst væk i dybet, i virkeligheden er det, som nu skal medvirke til at gøre mig til et helt menneske og som på forunderlig vis pludselig får mig til at smile. Forundret. Fortryllet. Og en smule forelsket. Er det virkelig mig?

Måske er jeg lidt kryptisk her fra morgenstunden, men det er jo også mandag. Så har man lov! :) Jeg vil sende mig selv og dig, hvis du har lyst, ud i mandagens lyseblå morgenlys med nogle ord, som jeg stødte på i går og som jeg bare storsmiler af. For hvor er det sandt!

Why do you try so hard to fit in when you were born to stand out?

Stand out, my friend, stand out! Vær dig selv. Det er så befriende! Og ha' en dejlig lyseblå mandag.

Den fine tegning er lånt hos eldamaaka.deviantart.com

søndag den 27. februar 2011

Entusiasme


En grå og meget blæsende morgen mødte mig, da jeg kom ned af trappen. Det har stormet og rusket i træer og hus hele natten, men jeg har sovet med ørepropper. Og jeg har sovet godt! Dejligt at være veludhvilet og ankomme til søndag, kaffe og svensk brød med ost. Sidde og lade natten forsvinde ud af kroppen, resterne af drømme og søvn fordampe, forsigtigt, ingen hastværk. Sådan skal søndag være. Tid til at bare sidde. Nyde. Og kaffen smager ekstra godt om søndagen. Har du også lagt mærke til det?

Er du et menneske, som har let til begejstring? Det er jeg! Hvis noget føles godt, så har jeg svært ved at stå stille. Svært ved ikke at sige noget. Sige det højt. Det er som om hele min krop gerne vil fejre, når noget ligger godt i maven. Begejstring! Når jeg smager på noget mad, som kildrer min smagsløg. Ser en tunika, som er helt speciel og som jeg bare må eje. Jeg har noget med tunikaer. Eller noget andet, som bare føles godt og rigtigt. Noget som er smukt. Min kæreste siger at det er fordi jeg er københavner. Jeg gør flittigt brug af ordet fantastisk. Jeg har måske en tendens til overdrivelse, men det sætter ligesom tingene i perspektiv. Det her er sgu for godt til at være sandt. Er det ikke bare genialt? Smager det ikke bare himmelsk? Og han nikker og udtaler måske et forkølet "det smager da meget godt". Eller hvad med jyderne som bevidst underdriver alting? Ikke så ringe endda. Ikke så dårligt. Jeg har det ikke dårligt i dag. Nej venner, jeg har det godt i dag! Kan du høre og mærke forskellen?

Jeg tror ikke det er fordi jeg er født og opvokset i København. Det er simpelthen bare sådan jeg er. Som barn var det på samme måde. Jeg lod mig begejstre og rive med. Når noget føltes godt, så viftede jeg ivrigt med armene og munden løb over med glædestrålende gloser og superlativer. Jeg var en sodavand med brus. Masser af brus. Og det er jeg på en måde stadig. Selvom det kan være svært at bevare gejsten og gnisten, når man deler sin glæde og gode mavefornemmelse og så bliver mødt med noget, jeg er tæt på at kalde for flad ligegyldighed. Hvad så? Går gassen så af ballonen og brusen af hindbærdrikken?

Da jeg læste den gode Susan Jeffers bog om at danse med livet, blev jeg glad over et helt specielt afsnit om, at vi skal blive bedre til at fejre vores små sejre. Vi skal blive bedre til  at danse og juble, når noget føles godt i maven. Når vi har taget det første skridt mod det, vi drømmer om. Selvom der er lang vej endnu og der står mægtige bjerge og ufremkommelige klippespring foran os, selvom vi ikke kan se den snoede vej og ikke ved, hvad der præsenterer sig for os i morgen, så skal vi fejre i dag. Lige nu og her. Danse, når noget gør godt. Det er som et lokomotiv. Pludselig kommer der flere vogne på. Vogne fyldt med håb og glæde, fordi de tiltrækkes af det lokomotiv, som bruser fremad på brændstof af entusiasme. Det smitter gør det. Den dér glæde og lyst - den motiverer. Så gør det. Råb "ja", når du har vundet en lille sejr. Det er de små skridt, der tæller! Det i de små øjeblikke at det store opstår. Der er faktisk nok at juble lidt over! Og det er i det glædesmoment at de store visioner opstår. Drømmen om det, der før synes umuligt. Troen på, at man kan. At det kan lykkes.

Lad være at lade dig kue af de voksne, som med glædesløse stemmer siger, at det kan ikke lade sig gøre. Eller som bare ikke deler din begejstring og vender hovederne den anden vej. Der er kun én ting, der gælder og det din gode mavefornemmelse. Og den vokser sig større og stærkere, når du synger og danser den. Bruger lidt større ord end jyderne har det for vane. Eller bonden midt på Sjælland. Og det var kærligt ment, for de er jo vokset med den måde at tale om tingene på. Men jeg ved én ting Det gælder om at tillade sig selv at være glad! Også selvom det er en stille glæde, der bare risler som en lille kælen kilde. Der er mange måder at danse på ...

Vidste du i øvrigt at entusiasme kommer fra græsk og betyder inspireret af Gud?

Ha' en glad søndag!

lørdag den 26. februar 2011

Lykken er lysegrøn


Sådan kan det gå. Man kan finde en bid af lykken på en helt almindelig indkøbstur i Netto. Hvem skulle tro det?

Jeg drog afsted for at købe ind til weekenden og eftersom jeg var i det nødt-til-at-være-fornuftig hjørne, drejede jeg ind på parkeringspladsen hos Netto og fiskede en indkøbsvogn fra rækken. Jeg var helt klar til at fokusere på de dagligvarer, jeg havde brug for og som skal udgøre en del af de måltider, vi skal spise her i weekenden. Resten har jeg i køleskab og fryser. Der skulle bare suppleres!

Krydderurter i lysegrønne zinkskjulere! Pludselig stod de dér bare. Der var også andre farver, men de lysegrønne talte til mig. De talte meget højt. Og deres stemmer var fløjsbløde og gjorde mig blød i knæene forelsket og varm om hjertet. Jeg fandt en bid af lykken på en fredag i februar. I Netto!

Nu står krydderurte makkerparret i min vindueskarm i køkkenet og sender friske forårsvibrationer ud i rummet. De dufter og de ser godt ud. Timian og lavendel. Timian er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg kan bruge til, men lavendel måtte jeg lige slå op i "Den Store Bog om Urter". Lavendel. Det vel noget man bruger i sæbe? Parfume. Den slags. Men man kan sørme også lave lavendelscones, som skulle være overraskende lækre. Især om sommeren, står der godt nok, men det overser jeg og håber bare, at min lavendel nu vil blomstre, så jeg kan bage overraskende gode og velduftende scones. Jeg kan allerede smage dem og mærke smørret smelte.

To hvide duer


Solen står op over en iskold februar morgen og lyset kaster skygger gennem vinduet. Her sidder jeg igen med kaffen og tænker lidt over, hvad jeg skal skrive om i dag. Jeg kunne godt have lyst til at fortælle jer om dagen i går, som i høj grad var præget af dagen før i går. Jeg var glad i dønningerne af en vidundelig varm eftermiddag, hevet ud af kalenderen og tilbragt i godt selskab. Når man sidder her lidt isoleret ude på landet og tænker tanker om livet og fremtiden, gør det godt at komme ud og lufte ideerne. Smage på ordene, når de kommer flyvende og udtales i stedet for at skrives. Når de blandes med en anden stemme og inspireres i kølvandet på noget, der bliver sagt. En gnist. Noget opstår. Forståelse. Indsigt.

Jeg fik en ide i går. Som lyn fra en klar himmel kom den til mig. Så åbenlys og lige for. Det er da det, jeg skal! Og nu bliver jeg meget irriterende, for jeg fortæller ikke meget mere om selve ideen her. Jeg har plantet et frø, som nu skal spire og gro. Det er et godt og kærligt frø. Jeg holder af det. Jeg er sikker på, at der nok skal komme en smuk og stærk plante op af jorden på et tidspunkt. En plante med masser af knopper, der bliver til smukke, duftende blomster. Nu skal jeg bare vande, gøde og vente. Vente? Endnu en udfordring for en utålmodig sjæl som mig, der på nuværende tidspunkt virkelig bliver udfordret på sin indgroede trang til at handle. Hyg dig med tankerne og skitsen til ideen, var der en god veninde, som skrev til mig i går. Hun kender heller ikke selve ideen, men hun er klog og ved, at det er vigtigt at hygge sig i hele processen. Nyde. Fra ideen opstår til man planter det lille frø, der virker så skrøbeligt og usikkert, som det ligger dér i hånden, til man tænker videre, arbejder, vander, gøder og ja, venter. Og ikke mindst. Tror på det!

Så kom natten. Mørket sænkede sig og jeg var træt, men det var tankerne ikke. De fortsatte med at rumle og rumstere. Ha! råbte de og trængte sig ind i mit søvnunivers og gjorde hvile umuligt. Tvivlen kom såmænd også på besøg og den havde også noget på sinde. Sabotage! Hærværk! Mit ego plaprede op om alle mulige begrænsninger, umuligheder, jantelov og jeg skal gi' dig, skal jeg. Sove? Hvile? Glæde? Næh. Men da lyset kom og jeg stod op, træt og irriteret over, at jeg stadig bare er et menneske (SMIL), kunne jeg mærke at frøet stadig ligger godt og sikkert i jorden. Det er bare mig, som render hvileløst omkring på den tilsyneladende golde jord og lader mig trætte af tvivl. Frøet er ligeglad. Ideen er født.

Har du nogle gode ideer, som ligger godt i maven og føles godt helt ind i hjertet? Har du et håb om at kunne gøre noget, som andre måske har gjort før dig, men som du vil gøre på din helt egen unikke måde, fordi du er dig og kan sige det lidt anderledes? Male dit helt eget billede med farver, verden ikke før har set. Ikke lige i den nuance. Ikke lige med det specielle lys på. Fordi du kan mærke, at tiden er inde og livet er for kort til ikke at turde tage chancer. Og fordi det bliver for kedeligt uden de chancer og uden de visioner, der får skyerne til at glide væk fra solen og blomster til at springe ud? Fordi du bare er nødt til at mærke og vide, at du gør en forskel og fordi du har lyst til det. Være noget. Gøre noget. Tro på noget. Give videre.

I går eftermiddag så jeg to hvide duer på marken foran mig. Jeg var ude og gå tur med Keeva og solen skinnede fra en håbefuld februar himmel. Et slidt vinterlandskab i nyt lys. Pludselig var de dér på marken. Helt hvide og nærmest skrøbeligt smukke. Jeg stod helt stille og det samme gjorde Keeva. Det var som om hun også forstod noget. De to små hvide duer kiggede på mig og så fløj de. Lettede fra den brune mark, spredte deres vinger og fløj hen over hovedet på mig og op i himlen. Forsvandt. Jeg fik kuldegysning for symbolikken stod mig helt klar. Min ide handler faktisk om to hvide duer. Gys og bananer. På den gode måde! ;)

Ha' en dejlig lørdag. Jeg vil være praktisk, for det har jeg brug for. Jamen, er det så ikke heldigt, at huset trænger til lidt kærlig rengøring? ;) Senere vil jeg stirre lidt på jorden, hvor frøet nu ligger gemt, finde lidt gødning frem og vande helt forsigtigt. Glæde mig over, at solen skinner og varmer den jord, hvor min plante skal gro og vokse sig stærk.

fredag den 25. februar 2011

Kaffe, kage og sofapuder


Jeg sidder med kaffekoppen og smiler i sjælen. Denne morgen er anderledes. Selvom jeg er træt og det er stadig er halvmørkt og koldt udenfor, føler jeg mig varm indeni. Det er sådan en velvære, der er svær at beskrive. Det er noget med græsk honning med timian. Små tærter med gedeost, soltørrede tomater og smeltet ost på toppen. En salat lavet med kærlighed og gulerødder. Og en kvinde, som jeg har lært at kende i Landsbyen. Helt tilfældigt. Hende besøgte jeg i går.

Hun må have puttet noget i den gode mad. Jeg tror hun har bagt glæde ind i de små tærter og puttet smil i salaten, for jeg kan smage det endnu. Mærke det. Jeg sidder og smiler, drikker kaffe med mælk og tænker tilbage på dagen i går, hvor jeg kørte nordpå. James, min gode gamle bil, sejlede mig afsted på motorvejen og klarede flot de værste vindstød. Udenfor susede et frossent vinterlandskab forbi og som jeg nærmede mig Storkøbenhavn, blev landskabet hvidere. Der var faldet sne. Åh nej, tænkte jeg, selvom jeg jo egentlig godt vidste det. På et tidspunkt bliver sneen for hvid. For kold. For malplaceret. Nærmest hånende. Sådan er det nu. Men James og jeg holdt os varme, mens vi nærmede os det hus, hvor Miri bor. Og så var det slut med kulde. Vi trådte ind i et univers med stor hjertevarme og isen smeltede uden tøven.

Hvilken eftermiddag. Det var som om vi blev opslugt af et rum af god snak, glæde og vision. Samtalen kom vidt omkring og blev på et tidspunkt glødende, storslået, fantastisk. Miri for pokker, vi fik godt nok vendt nogle ting, som har givet mig blod på tanden. Er du klar over, hvor kloge vi er? ;) Det føltes som om vi fik styr på hele verdenssituationen og greb fat i nerven på det essentielle i tilværelsen. Jeg blev høj og varm af solen, som kastede sin februarstråler og håb gennem vinduet og ramte os med fornyet kraft. Kaffe, kage og sofapuder. Tiden hyggede sig også og valgte at bruge 5 timers i vores selskab, mens den lyttede til snakken og nikkede indforstået. Godt så. Det gjorde godt så. Så godt!

Nu sidder jeg bare her og smiler. Føler mig heldig. Havde det ikke været for Landsbyen, så var jeg sandsynligvis aldrig stødt på Miri. Og det havde været synd. Men jeg tror det er meningen, for livet vil os det godt og at kende en kvinde så livsbekræftende klog er bestemt en gave. Jeg siger tak. Tak for god snak og for et venskab, der er kommet for at blive. Den slags skal man fejre. Det er noget af det allerbedste, livet kan byde på. Det er jeg ikke sekund i tvivl om. Det er den slags drømme er skabt af. Når der bliver sat ord på tanker, som pludselig kan flyve let og ubesværet i et rum af fællesskab. Når man forstår at noget kan bære.

Der må have været noget i de tærter. Eller i de hjemmebagte chokolade cookies. Jeg er glad i dag. Og nu ser jeg pludselig, at morgenen er smuk og himlen er tyggegummilyserød. Nu forstår jeg at jeg har ret. Livet er magisk! :)

torsdag den 24. februar 2011

Op og ned og en tur nordpå


Vinteren fortsætter sin gang og februar lakker mod enden. Det er stadig koldt og blæsende og jeg føler efterhånden en vis utålmodighed sætte ind. Det er som om jeg venter på noget, jeg ikke helt ved, hvad er. For hvornår bliver det forår? Og hvordan bliver det forår? Bliver det smukt og solrigt med dage, som sender os sommertanker og giver mulighed for at sidde i haven? Mærke solens varme og glemme, at det var vinter. Jeg føler mig træt nu. Længslen efter forandring tager næsten overhånd. Det første glimt af foråret, som skubber vinteren ud i kulissen. Farvel, du har været på scenen lidt for længe denne gang. Siden november har du boltret dig med sne og kulde. Vi gider ikke se på dig mere. Vi har fået kulde nok. Lad tæppet falde. Lad os få et sceneskift. Nu!

Jeg ville egentlig slet ikke skrive om vejret denne morgen. Vejr er jo bare vejr. Noget af det, som man ikke kan gøre noget ved og som man må acceptere. Lære at forstå, at selvom det er koldt og vinteren trækker i langdrag og udfordrer tålmodigheden og trætheden på det kraftigste, så kan man vælge ikke at lade sig påvirke. Man kan stå op hver morgen, bare fødder på iskolde gulve og uimodståelig gåsehud så hvid som den sne, der nu er faldet igen, trække gardinet fra og stirre ud i februarmørket, spejde efter solen i horisonten og håbe så højt, at bjørnen vågner af sin sin vintersøvn. I dag kommer foråret! I dag vælger jeg at bære foråret i mit hjerte. Eller simpelthen bare konstatere, at det var dog et vidunderligt koldt blæsevejr. Mon vinden er ligeså bidende gennemtrængende kold, som den har været i snart to uger nu? Det var dog dejligt. Så kan jeg endnu engang iføre mig min tykkeste sweater, uldsokker og pakke mig ind i flere lag tøj, inden jeg bevæger mig ud. Og fryse alligevel.

Nogle gange slipper tålmodigheden bare op. Nogle gange stopper de positive tanker og stirrer dig lige i øjnene. Forvandles til drilske udfordrende negativiteter, der bider ligeså hårdt som den iskolde vintervind. Hvad har du så at byde på? Har du mere tålmodighed? Er der mere positivt kildevand i den indre tanketank? Så er det at man skal holde fast. Nu gynger skibet sgu! På med redningsvesten og forsøge at holde kursen. Horisonten synker og søsygen stiger. Hold fast!

Jeg holder fast. Jeg holder fast i tanken om, at sådan er livet. Op og ned. Sommer og vinter. Lys og mørke. Glæde og sorg. Og i dag skal jeg noget, som umiddelbart gør mig glad i låget. Noget, som jeg glæder mig til. James og jeg kører en tur nordpå og nej, vi skal ikke i lufthavnen og sætte mig på et fly, der lander et varmt sted med palmer og endeløse solskinsdage. Jeg skal en tur på visit hos en af de gæve kvinder i Landsbyen, som jeg holder meget af. Mageløse Miri! Miri med fokusfuglene, der ligesom jeg er så glad for mad. I dag skal vi spise frokost sammen og tale om gode ting. Vi skal tanke op, skal vi!

Ha' en god dag. Jeg tror sørme, at solen har tænkt sig at skinne. Pyt være med at det er koldt, når bare vi holder hjerterne varme. Og holder lidt om hinanden, hvis det bliver for koldt. Hyg dig. Det har jeg tænkt mig! ;)

onsdag den 23. februar 2011

Noget om fiskere, filosofi og savn


Hvad læser du i øjeblikket? En god bog. En du kan anbefale? De mørke vinteraftener er jo perfekt til læsning under varme tæpper med te indenfor rækkevidde. Med sofaen som afgangsperron kan man tage på rejse og lade sig fragte til fjerne egne på kloden, sydligere himmelstrøg eller nordligere, hvis man har hang til mere kulde end vinteren her i landet kan byde på. Den gør det ellers godt, synes jeg. Kulden hænger ved som harpiks, man ikke kan få af fingrene. Men lyset er anderledes. Det er modigere, stærkere og har en anden kraft. Hver eneste dag vokser det sig lidt stærkere. Det samme gør længslen efter forår, men vi må vist vente lidt endnu. Væbne os med tålmodighed og sørge for at holde os varme. Det kan gøres på mange måder og at læse en god bog er en af dem.

Jeg er i Portugal i øjeblikket. Efter to gode bøger, som foregik i Spanien og en bog om at danse med livet, er jeg nu rejst med nattoget til Lissabon sammen med en vis Hr. Gregorius. Det er interessant historie, som boltrer sig i filosofiske ord og betragtninger. Jeg vil ikke komme nærmere ind på handlingen, men jeg vil anbefale bogen, hvis du har mod på at blive udfordret. Dine tanker kommer på både langrejse og overtid. Der er store spørgsmål på spil sideløbende med selve handlingen og tankerne er vældige. Nogle gange føler jeg mig som i en karrussel og jeg må virkelig holde tungen lige i munden for at følge med. Ikke blive rundtosset. Andre gange stopper jeg op og sidder og stirrer ud i luften, mens mine egne tanker tager over tricket af noget, der stod.

Når jeg skal til at starte på bogen, er det som jeg skal trænge igennem usynligt film. Det er som om der ligger et lag mellem den verden, jeg kommer fra og bogens. Jeg skal lige fokusere og pludselig er jeg dér igen. Så læser jeg. Tænk at skrive sådan en bog. Den er stor på mange måder. Voldsom. Men forfatteren, Pascal Mercier, har også studeret filosofi, så han har noget at jonglere med, skal jeg lige love for. Og det er som om han har betrukket bogens ord og handling med en grænse, man først skal passere. En form for filosofisk filter.

Jeg har i øvrigt været i Portugal i virkeligheden. Min far var lige død og efter månedsvis med sygdom og hans død, besluttede min daværende mand og jeg at tage min mor med på en rejse. Sidst i september rejste vi til Algarvekysten i Portugal. Et perfekt tidspunkt, hvor de værste turisthorder er forsvundet og sommeren går på hæld. Men det er stadig varmt og godt. Atlanterhavet nøjedes vi dog med at kigge på. Det var koldt. Jeg oplevede rejsen og stedet, som i øvrigt var både smukt, spændende og et besøg værd, gennem et filter af sorg. Det kom jeg pludselig til at tænke på i går, mens jeg læste. Jeg kom til at tænke på, hvordan jeg om morgenen stod op med lyset ved 7-tiden og trådte direkte fra sengen ud på vores balkon for at se solopgangen og betragte fiskerne, som kom ind med deres både. Bedøvet af sorg og tristhed over min fars død, oplevede jeg samtidig en fantastisk følelse af liv, som rejste sig med solen. Det var en stille form for liv og en slags taknemmelighed over stå dér i dagens første time og se, hvordan det hele gik videre. Verden. Livet. Fiskerne, som bragte deres fangst sikkert i land. Fisk som vi spiste om aftenen på en restaurant med udsigt over vandet ledsaget af en kølig flaske hvidvin. Vi hyggede os, mens vi sørgede. Vi tog det skridt videre, man nødvendigvis skal tage og jeg tænkte på min far, mens jeg stod dér i morgenlyset, morgenmenneske ligesom han var. Han lever videre i mig, tænkte jeg, mens tårerne trillede og jeg samtidig var bevæget over det smukke sceneri, der udspillede sig for min øjne. 

Sådan kan en bog tage os med på rejse. Nu er jeg tilbage i Danmark og en ny dag er ankommet. Min udsigt er en anden end dengang. Fiskerne og den smukke kyst ved Algarve hører fortiden til, men jeg ved de er dér endnu og engang vil jeg igen stå og betragte dem, mens natten bliver til dag. Så sikkert som at jeg savner min far.

tirsdag den 22. februar 2011

Mad på menuen


Så blev det tirsdag. Morgenen kaster sit første lys over vinterlandskabet, nøgne træer står som silhouetter mod en grålig himmel. Jeg ser kun efter en ting. Blæser det stadig eller er grenene forholdsvis rolige? Det ser lovende ud. Mit hjerte er begyndt at længes så meget efter forår, at den bidende gennemtrængende vind næsten gør ondt. Kan man få en præmie for at fryse? For så er jeg helt klart kandidat til den medalje. Jeg tror egentlig ikke, at min krop er lavet til en vinter, som nu kører på 5. måned. Sådan er det bare! Jeg accepterer det og pakker mig godt ind, men jeg er svær at gøre rigtig varm.

Noget, som dog kan give mig varme og som får mig til at være helt til stede i nuet, er madlavning. Vi ved jo efterhånden allesammen, at det er en stor fordel for velvære, ja lykke endda, hvis man mestrer evnen til at være til stede i øjeblikket. Når man lever her og nu og ikke bekymrer sig om morgendagen eller det, der måske vil komme. Når man glemmer fortiden og siger tak for de oplevelser og erfaringer, man har høstet, gode som dårlige. Tak, jeg har lært en masse. Jeg er blevet til den, jeg er. Hvert eneste sving og hver eneste dal har fortalt mig noget. Havde de ikke været dér, havde jeg ikke haft det livssyn, jeg har i dag. Så havde jeg slet ikke været mig. Hvem jeg så havde været, kan vi tage en anden dag. Det kræver vist et indlæg for sig selv. Nej. Når vi glemmer fortid og fremtid og er fuldt ud til stede i øjeblikket, så breder velværen sig som ringe i vandet. Kroppen slapper af og tankerne fokuseres på lige netop det, vi gør lige nu. For eksempel at snakke med en god ven. Vi bliver til bedre lyttere, hvis vi virkelig er til stede og ikke tænker på, hvem der skal ordne vasketøjet i morgen. Eller på Tante Olgas fødselsdag i næste måned. Du har fanget den! Godt, så går vi videre ;)

Madlavning. Det var det, jeg ville sige. Jeg elsker det. Jeg elsker at tage de gode råvarer ud af køkkenet. Tage dem i hånden, mærke dem og dufte til dem. Begynde at skære dem ud. Forberedelserne er vigtige. Løg, hvidløg, peberfrugter. Hvad der nu skal i gryderetten for jeg har en svaghed for gryderetter. Jeg har en svaghed for alkymien i at blande ting, så de får helt den rigtige smag i perfekt forening. Det er en slags trylleri. At finde den dér guddommelige balance, som kildrer smagsløgene og som dufter skønt i hele køkkenet. Og til mine norske læsere, skal jeg nok lige tilføje at der er forskel på at dufte og lugte på dansk! Når noget dufter, så dufter det godt. En god parfume. En blomst. Mad. Når noget lugter derimod, så er det mindre godt. Gylle lugter. Det dufter ikke!

Når jeg går i køkkenet, så sker der noget. Så kommer jeg ned på jorden og helt ind i det, jeg nu skal foretage mig. Og jeg kan godt lide at give mine selvkomponerede retter navne. Jeg opfinder mit eget menukort og lader ordene beskrive noget magisk, eksotisk, poetisk. Det er en leg! Og jeg glemmer tid og sted, mens løgene syder i olivenolien og vandet til pastaen koger. Eller noget helt andet. Smage. Bedømme. Nu er den dér!

Og så kommer næste øvelse. Spisning. Nyde måltidet og give sig tid. Lige det kunne jeg godt blive lidt bedre til, specielt i øjeblikket, hvor jeg let kommer til at fryse, når jeg har spist mit måltid og tænker på tæppe og varm te. Lige på det tidspunkt glider mine tanker væk fra nuet og sender mig på langfart, sydpå, oliventræer, varme, vidunderlig vin og resterne af solnedgang i horisonten. En dagdrøm, som giver varme og velvære på en kold vinteraften!

Behøver jeg at tilføje, at jeg elsker mad? ;)

Billedet er lånt på djfgeo.dk

mandag den 21. februar 2011

Vær en gås :)


Mandag, morgen, mørke. Her sidder jeg med min kaffe i kølvandet på en weekend, som i grunden var ganske dejlig og afslappende. Små øjeblikke af glæde som perler på en halskæde. En halskæde, der når jeg tager den op og studerer den, ser godt ud i al sin enkelhed. Kæresten og jeg sluttede søndagen af med et besøg på en af byens gode restauranter. En italiensk en, hvor ejeren kæler for detaljen og hvor intet er overladt til tilfældighederne. Vi fik suppe og to gode hovedretter. Vi spiser sjældent det samme, men var hver især yderst tilfredse med vores valg. Suppen gjorde godt på en kold aften. Det var godt at sidde der i stearinlysets skær og lade smagsløgene forkæle, slutte ugen af med et velsmagende måltid og god betjening. At jeg så drømte mig lidt længere ned sydpå og flirtede med tanken om at sidde og skrive i selveste Italien, lade ordene dryppe som vinen fra karaflen, tage forskud på foråret og bade i den første vårsol, det er noget helt andet. Drømme er gode at have. Når bare man er klar over, at drømme kan blive til virkelighed! ;)

Jeg har tænkt lidt over jeres gode kommentarer på mit indlæg i går. Indlægget var resultatet af de sidste ugers tanker om værdier, valg og om at tiltrække sig lige det, man går og ønsker sig. Jeg har spekuleret lidt over de dér følelser og om at være et autentisk menneske. Måske er det fordi jeg i min søgen efter det, jeg skal beskæftige mig med fremover - udover at være forfatter - har lavet lidt research forskellige steder. Læst om andres bud på lykken. Jeg har ledt efter guldkorn, ledt efter små tegn på noget, der kunne blive. Noget, som fristede, trickede mig og gav mig blod på tanden. Det vil jeg! Jeg skynder mig at tilføje, at jeg ikke har fundet det endnu, men at jeg stadig leder, mens jeg nyder dagen og vejen. Rejsen. For livet er rejsen. Livet er ikke målet.

Mere om det senere. Lad mig sige så meget, at jeres kommentarer har givet mig noget at tænke videre på. Noget, som jeg også kan bruge i mine skriverier. Jeg samler på guldkorn og støvbolde af inspiration.

Noget, som inspirerede mig umiddelbart og gav mig et stort smil på læberne, var Gundas kommentar om at være en gås. Gunda har en god veninde, som har lært hende at være en gås. Så er der pludselig 2 gæs. Og nu er der 3, for jeg har også besluttet, at jeg også fremover vil være en gås, når jeg støder på negative mennesker. Mennesker, som ham manden i dyrehandlen, der sendte mig og dejlige Aimee et dræberblik med øjne så hårde som granit. En sur mand. En bitter sjæl, som selv har oplevet så meget lort i livet, at han nu vælger at gøre det surt for alle andre også. Eller? Overdrivelse selvfølgelig. Jeg aner det ikke. Men det er en god historie. Måske starten på en krimi? Han kunne jo være morder. Eller gå hen og blive det? Spøg til side. Gunda skrev, at når hun støder på sure mennesker i sin forretning, så vælger hun at være en gås. Jeg er en gås, siger hun så, og lader det prelle af som vand på en pressening. Jeg tager mig ikke af den slags! Jeg er et positivt menneske, som ikke lader mig tynge af andres negativitet og surhed. Hvorfor skulle jeg lade dem ødelægge min dag. Nej vel? Og så ler hun højt og klukkende og lyder faktisk lidt som en gås! :D

Tak Gunda, nu har jeg truffet en beslutning, som jeg vil bruge på resten af min rejse. Jeg vil til tider vælge at være gås. Ikke en af dem, man spiser til jul, for jeg er ikke et offer. Jeg er en glad gås, som både kan vralte og flyve. Og så googlede jeg en gås, for den skal naturligvis ledsage dagens indlæg. Se hvad jeg fandt. 3 skønne krammegæs hos mama.dk. Kram en gås! Det står der. Og hvem vil ikke gerne have et kram sådan en tidlig mandag morgen i februar? ;)

søndag den 20. februar 2011

Tornerose, Aimee og et hus


Aimee i sit kommende hjem

Aimee og jeg har været til lydighedstræning. Spændende udfordring for en brun dame, som har helt sin egen mening om tingene. Og som skynder sig langsomt. Man kunne vist lære meget af hende, en livsnydende labrador, som ikke lader sig påvirke synderligt at en ivrig hundeejer. Kontakt, Aimee, kontakt! Næste gang bliver det træning på tom mave og med pølser i lommen! Men det gik. Hun var såmænd dygtig nok. Fik en masse nye indtryk og er træt nu. Dejlig træt!

For vi har også været ude i huset. Ja, det dér hus, som har været undervejs så længe, at jeg for længst er holdt op med at svare på, hvornår det står færdigt og hvornår vi flytter ind. Engang. Men nu er der sket noget. Noget tyder på, at tiden nærmer sig. Der har været en maler. Han har malet og tapetseret. Det tager form. Jeg nyder tanken om, at det nærmer sig. Drømmer lidt. Måske bliver det i 2011 at jeg pakker min flyttekasser ud, som på 6. år står opmagasineret? Det er planen. Så meget kan jeg godt sige. I løbet af sommeren ...

Spisestue med gammel kakkelovn

Havestue

Køkken (de rustikke fliser er dækket af malerpapir)

Mit magiske arbejdsværelse - elsker det lys!

Lidt af gæsteværelset

Kærestens kontor

Karnap og spisekrog

Og hvordan kommer Tornerose så ind i billedet? Hun sov i 100 år. Og den tanke gav mig associationer! ;)

Søndag og tanker om vejen


Jeg så denne tegning en dag og gemte den i et bibliotek, hvor jeg gemmer små inspirationsting. En tegning at tænke lidt over. Det har jeg gjort og denne tidlige morgenstund, hvor jeg er stået op sammen med lyset, har jeg valgt at lade den ledsage mit indlæg. Der står jeg jo! Solen rejser sig i horisonten og jeg er stoppet op for at se på vejskilte og forsøge at finde ud af ud, hvor jeg skal rejse hen.

Det er faktisk lidt af en øvelse at leve i nuet og samtidig forsøge at navigere i forhold til, hvor man gerne vil  bevæge sig hen. Hele tiden at skulle tænke på valget og på de hajer og forhindringer, der rumler rundt i farvandet. Det er svært ikke at fokusere udelukkende på dem og bare føle sig drænet for energi, fordi det kræver så meget at skulle være helt sikker, at man denne gang gør det rigtige. Følger sit hjerte. Finder det sted, man altid har længtes efter og møder de mennesker, man endnu ikke kender, men som man har lyst til at arbejde sammen med. Om noget. Men om hvad?

Loven om tiltrækning. Den tænker jeg meget på. Bare være glad og få nogle positive vibrationer, så Universet tænker "aha, her er en glad og munter kvinde, hende sender vi gode vibrationer tilbage til". Hun har lavet en bog, hvor hun skriver alle de ting, hun går og drømmer om. Hun leger med sine værdier. Skriver op, hvad der har betydning for hende og hvilke elementer, der skal være til stede for, at hun vil trives og gro. Hun leger med tanken om, at hun allerede besidder de ting, hun går og drømmer om. Visuliserer og prøver at lade den søde smag af succes overtage hendes tanker, så følelserne følger med og Universet igen tænker at nu er hun godt nok glad i låget. Det skal belønnes! Og inden længe åbner der sig døre, som slet ikke fandtes. Hun ser forundret til, mens der præsenterer sig muligheder, som hun altid havde drømt om uden at vide det. Fordi hun slet ikke turde tænke så stort. Ikke før nu.

Hvad med de triste tanker? Hvad med de dybe dale, som findes på vejen? Hvad med ebbe og flod og det mørke, der følger efter lyset? Og hvad med arven? Det gods, vi alle bærer rundt på og som ikke altid er det letteste at tænke på? Hvad når tanker og rester af sorg springer frem eller man får øje på arret, som vidner om noget svært. Tungt. Skal man bare smide det væk som bagage, man ikke længere har brug for. Kaste det i en flod og lade hånt om forurening? Og hvis man ikke kan det, hvad gør man så med de tanker, som gør ondt at tænke, men som alligevel findes og ikke kan ignoreres. Erstatter man dem bare med noget positivt og skubber dem til side? Og straffer Universet så en for, at man lader sig rive med for en stund, er trist og ked. Får man så bare mere af den slags spildevand fra tilsandede tårekanaler?

Personligt hælder jeg til at det ikke er en god ide bare at erstattet godt med dårligt. Rigtigt med forkert. For hvem har overhovedet sat prædikat på hvad? Måske er det i grunden bedre ikke at dømme tanker og følelser, men at hilse dem velkommen og byde dem indenfor? Acceptere, at man er del af en cyklus og et liv, som ikke kun rummer lette lyse stunder. Det er slet ikke meningen! Derimod kan man beslutte sig for, at man vil forsøge at have et positivt udsyn. Rense sin forrude, men græde de tårer, det kræver at rense sjælen. Tillade sig selv at være et menneske med et rigt følelsesliv og velkomme tårer såvel som latter. Jeg tror ikke man bliver straffet af Universet for at være et helt menneske. Jeg tror faktisk man bliver lidt lykkeligere, hvis man tør se sig selv i øjnene og erkende, at man ikke er lavet af jord og beton eller solmodne sommerjordbær ledsaget af fløde, men at man er en smuk mosaik bestående af begge dele.

Hvad siger du? Er det ikke dejligt befriende, når man kan vedkender sig sin menneskelighed og alligevel tror på, at hvis man mener det godt og følger sit hjerte, så er der en skattekiste for enden af regnbuen? Hvis man, når man kender sine værdier, forsøger at efterleve dem, men samtidig kysser sine fejltrin ligeså inderligt, som man favner sin lunefulde lykke. Nyder lidt hver dag. Finder glæde i de små ting. Tror, håber og tager ved lære.

God morgen ville jeg egentlig bare sige. Ha' en dejlig søndag. Her skinner solen sørme igen og dagen er ny og iskold. Jeg skal til lydighedstræning med Aimee og det bliver hyggeligt. Jeg skal være i nuet og have en god kontakt med min dejlige hundepige. Senere skal jeg ud og se på hus. Vores hus. Og tage lidt billeder.

Jeg vender tilbage :)

lørdag den 19. februar 2011

Det er ganske vist


Det er sådan en morgen, man ønsker at fastholde. Fastfryse billede af solopgangen på nethinden og bade i lyset. Hvilken forskel det gør! Jeg mærkede det straks, da jeg vågnede. Et lysglimt gennem en sprække i gardinet, en lille indsprøjtning af energi og umiddelbar glæde over, at dette godt kunne gå hen og blive en solskinsdag. Da jeg kom ned i køkkenet og kastede det første blik ud gennem vinduet, så jeg den. Min ven solen. En lille orange kugle i horisonten, som langsomt steg til vejrs og klædte himlen på i det smukkeste lørdagsskrud. En ny dag. En solskinsdag!

Jeg er kommet til et tidspunkt på min rejse, hvor vinteren kan mærkes. Det er som om mit gode skib ligger en smule kuldsejlet dér på det store ocean. Som om vi ingen vegne kommer, men bare bliver kastet lidt omkring af storm og skyer. Havoverfladen skummer og den blå farve er iskold og uendelig. Jeg venter bare, tænker jeg og forsøger at holde mig varm det bedste jeg har lært. Jeg væbner mig med tålmodighed og tænker på alt det, som gør mig glad. Men nogle gange rammer man en luftlomme, hvor man bliver hvirlet rundt som en snurretop. Mister orientering og glemmer alt om det indre kompas. Sådan er det! Det er dér, man finder ud af hvad man er lavet af. Om man er mus eller en mand.

Jeg hører en klukkende latter, som jeg efterhånden kender godt. Filosoffen! Han står i en solskinsdråbe og ser ikke ud som om han er påvirket af vejret og årstiden. Som om han ikke kan mærke, hvor længe vinteren har varet og hvor slidt alting ser ud. Måske er det fordi han kommer fra Nordnorge? Han er vant til lange vintre og til mørke. Han har tidligere været en af dem, som spiser solboller sidst i januar og fejrer lysets tilbagevenden. Solen. Det må være en fantastisk følelse. Måske i grunden lidt, som jeg føler det i dag?

'Mus eller mand?', siger han og smiler til mig. Skænker endnu en kop af den gode kaffe og hælder mælk i. Jeg ser forbavset på ham. Så galant han pludselig er blevet. Hvad sker der? Han holder ikke op med at overraske. Jeg sidder og bliver lidt varm indeni og forstår, at jeg er i grunden er glad for hans selskab. Hans kloge maveord om, at venskab er en sjæl i to legemer og hans små udfordringer, som jo i grunden nok er kærligt ment. Vi trænger til den slags udfordringer, os mennesker. Vi trænger til små prik på skulderen og noget, som rusker op i os. Noget, som får os til at tænke over de små og store ting og til at turde forundres på ny. Den effekt har Filosoffen på mig. Hvor er jeg i grunden en heldig kvinde!

'Som du dog tænker her til morgen' fortsætter han ufortrødent. Men det er gode tanker, kan jeg mærke! Jeg ville egentlig bare sige, at du jo hverken er mus eller mand. Du er kvinde! Og sikken en', tilføjer han og blinker kækt til mig. Han er lidt af en flirt. En flirtende, frimodig og forfriskende Filosof, som jeg har været så heldig at kunne bortføre fra en ø langt mod nord. Smukke Senja. Jeg tror, at vi bliver prægede af de omgivelser, hvor vi kommer fra. Vi går og tror at vi er individuelle og uafhængige individer, men vi er så forbundne med jorden, landskabet omkring os, himmel, hav og de fire årstider, at det næsten gør ondt at tænke på. Det geniale er, når vi pludselig forstår det og kan slappe af i vished om, at alting i grunden er, som det skal være. Vi er ikke upåvirkelige. Vi er ikke robotter, som kan tænke os til tilstande af frigørelse fra alt det, som omgiver os. Filosoffen er præget af Senja. Han ved noget, som jeg ikke gør. Og jeg er påvirket af Danmark og lyset, de skiftende årstider, det utilregnelige vejr og af solen, som nu står højt på himlen og smiler til mig fra en klar himmel.

Jeg finder fred ved tanken om, at det er sådan det forholder sig. Jeg føler taknemmelighed over naturen, som omgiver mig og over fuglene, som synger derude i dag. Over at jeg hver dag har besøg af to spætter, som spiser af mejsekuglerne. Søren og hans fætter. De er så smukke at jeg kan falde i svimer og forsigtigt stå og kigge ud af vinduet. Glemme tid og sted og vinteren, som har varet altfor længe. Længslen vokser og det skal den også. Det er meningen! Foråret lader vente på sig, men det kommer, når tid er. Det kommer, når den sidste dråbe af tålmodighed er opbrugt og sjælen er ved at sprænges.

Men i dag skinner solen. Jeg skal nyde hvert eneste sekund. Jeg er lyset!

fredag den 18. februar 2011

Et smil


Jeg har et hus med flere værelser, men i dag har jeg udelukkende boet i tomrummet.

I dag har jeg gjort lidt rent. Været på besøg i Blogland.  Og så har Aimee og jeg været en tur i dyrehandlen. Tænk sig, at en tur med hunden hos dyrehandlen kan være så befriende og gøre så godt. Vi har kigget på hundelegetøj. Vi har købt to bolde og en flaske lakseolie, så Aimees falmede vinterpels igen kan blive skinnende og blank. Smuk er hun jo, den gode Aimee, men også hun kan blive lidt forblæst og slidt af for meget vinter. Kender det kun altfor godt! ;)

Forfatteren i mig holder dog ikke fri. Det har jeg da erfaret. Jeg går ud i livet og så ser jeg. Betragter. Og eftersom jeg har besluttet mig for at være et positivt menneske, som forsøger at møde andre med et smil, så undres jeg til stadighed over den surhed, man bliver mødt med på sin vej. Men det skal ikke få mig til at holde op med at smile. Jeg øver mig! Måske kan jeg endda omvende nogen? Hvem var dog den smilende dame med kasket, vinterhud og en brun labrador, der dansede i sin snor? Det var såmænd bare mig. Men hvem var han så, den store mand, som kastede et vredt blik på mig gennem et par for længst døde øjne? Og som utålmodigt rev i ekspedienten, inden hun var helt færdig med at ekspedere mig?

Hvorfor så sur, kære mand. Er det min hund, du ikke bryder dig om? Er hun for glad og nysgerrig efter din smag? Eller er det mig med min kasket og store halstørklæde og en glad hund i snor, som får mig til at smile og kigge på legetøj med samme begejstring som min toårige labrador? Næh vel? Det handler slet ikke om mig eller min dejlige hundepige. Det handler om dig selv! Jeg håber du bliver glad igen. For din egen skyld. Jeg mener, nu er det jo weekend!

Men kassedamen i Føtex var et hit. Hun smilede og sagde hej. Det gør hun altid. Jeg elsker at komme ved hendes kasse. Man kan se, at hun kan lide sit arbejde. Hun holder af mennesker og sætter en ære i at yde en god service. Jeg smiler og nyder hvert sekund. Ja, jeg nyder pludselig at se mine varer køre ned af båndet, jeg nyder endda at se priserne blive slået ind på kasseapperatet og jeg rynker ikke på næsen, når hun siger prisen. Jeg siger bare "på beløbet" og betaler. Smiler. Er glad. Og går ud af Føtex og har fået en god oplevelse. Tak søde dame. Sikke en forskel det gør. Et smil.

Nu drikker jeg kaffe og inden længe går jeg ud i vinterkulden med hundene. Blæst og en smule snedrys. Jeg plukker en sommerblomst og bærer den med mig i hjertet. Venter. Tålmodigt. Måske. Længes lidt. Ja. Men noget skete i dag. Noget, som gav mig håbet tilbage. En kassedame. Et smil.

:)

Landsbyen og janteloven


For et par fredage siden skrev jeg om Landsbyen. Det er her, hvor alle de gode beboere i Blogland bor. Måske er der flere landsbyer rundt omkring i Blogland, små øer af små gode universer, men jeg er flyttet ind i en landsby, hvor der er godt at være. Jeg skriver om det, som falder mig ind. Store og små tanker om hverdagen, livet og det, der rører sig over og under overfladen. Jeg skriver om det, som interesserer mig og som jeg ved noget om. Mig. Jeg deler mine ord, fordi jeg kan lide at skrive og fordi jeg synes det er fantastisk givende at få jeres kommentarer, meninger og betragtninger på nogle af de ting, jeg går og roder med og hygger mig med.

Det er min morgen. Det er dér, hvor jeg trækker gardinerne fra og åbner mine vinduer. Trækker vejret dybt ind. Indånder luften og duften fra den lille hyggelige by og synger en morgensang ud gennem vinduerne. Nogle gange er den høj og klar, min stemme, synger helt rent og rammer nogle toner, som jeg slet ikke vidste jeg havde. Andre gange er den rusten, træt og forkølet. Lidt underdrejet. Men det er stadig min stemme. Og mens jeg står dér i mit vindue og synger min morgenvise, bliver der åbnet andre vinduer rundt omkring i landsbyen. Nogle åbner sågar døre og byder interesserede indenfor. Viser deres smukke hjem og det, de har valgt at omgive sig med. Nogle landsbybeboere har bare sans for lige netop det aspekt i tilværelsen. Det æstetiske i omgivelserne, farverne, en bestemt stil. Personligt er jeg ikke så god til den slags. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan nyde andres hjem og evner i den retning. Jeg kan faktisk falde i svimer over det og tænker, at når jeg bliver rig, så skal jeg både have gartner og indretningsarkitekt.

Nu spørger du måske, om der findes en jantelov i Blogland. Og det er et godt spørgsmål. For noget tyder på, at den findes mellem linjerne og i maskerne på strikketøjet. Personligt har jeg ikke mærket til janteloven, men jeg ved, at nogen har. Jeg aner ikke, om nogen derude tænker deres om mig og mit. Synes jeg er for meget, for egocentreret, for underlig, for ... Men skal jeg bruge krudt på at tænke på det? Skal jeg bryde mig om, hvad andre tænker? Paulo Coelho har sagt nogle kloge ord om lige netop det:
What others think about you is none of your business
Jamen, er det ikke bare sandt? Jeg er mig, jeg har mine værdier og jeg har fået en gave, som jeg forsøger at bruge så godt jeg kan. Jeg prøver at finde ud af, hvad den gave egentlig indeholder og hvor langt jeg kan komme i livet med den. Det er mit valg! Jeg tror jeg er kommet for at dele og gør det hjertens gerne. Jeg deler mine ord og betragtninger. Andre deler deres flotte håndarbejder, deres blomster i haven, deres underskønne fotografier eller fortæller om en helt almindelig hverdag. På godt og ondt. Der er nogle, som er så modige, at de tør skrive og fortælle om deres sygdom til glæde og gavn for andre i samme situation. Og for dem, som ikke aner, hvad det handler om. Depression. Også det tager jeg hatten af for. Andre skriver om løb og træning og inspirerer til kropslig bevidsthed og til at turde sætte personlige mål. Blogland er alsidig og det vil jeg gerne fejre! Hylde. Alsidigheden er kommet for at blive og misundelse er ved gud en grim ting. Væk med janteloven. Vi kan ikke bruge den til noget! Det er sgu da fantatisk, at vi er forskellige og tør stå frem som dem, vi er. På godt og ondt og i fred og fordragelighed. Mere af det tak!

I øvrigt kan vi jo kun se en lille del af den person, der gemmer sig bag vinduerne i Landsbyen. Vi ser kun det, vil vil. Om vi ønsker at se alsidigheden, skønheden og det enestående, der er ved hver eneste beboer, det er vores valg.

Længe leve alsidigheden. Det farverige. Det forskellige. Og fredagen! Ha' en dejlig dag og find noget smukt på din vej. Det ligger bare og venter på dig!

Og hvis du tror, du er noget ... så har du helt ret! :)

torsdag den 17. februar 2011

Selvforkælelse


Det hele gik i stå i dag. Skriverierne. Læsningen. De gode citater. Det var som om kulden nåede mig og jeg måtte træde tre skridt baglæns i et forsøg på at holde mig oprejst. Jeg kan ikke påstå, at jeg ikke fryser. Jeg kan ikke påstå, at jeg ikke er træt. At længslen tager kvælergreb og rastløsheden pludselig kom snigende som en listig seriemorder med hang til rodløse kvinder.

Jeg flygtede. Jeg tog bilen og kørte ned i byen til den butik, jeg holder allermest af. Irma. Nogle gange kan jeg bare ikke med discount. Nogle gange er jeg nødt til at se på noget smukt. Lade mig friste af dufte og farver og et personale, som smiler og gør alt for, at man skal føle sig godt tilpas. Som er parate til at hjælpe og som om torsdagen faktisk har gode tilbud. Jeg flygtede ind i Irma, stred mig gennem kulden og vinden og forærede mig selv lidt gode ting. En buket tulipaner. To flasker god rødvin. Noget økologisk kød, som jeg vil lave en guddommelig pastaret af i aften. Lidt ost. Der skal champignon og fløde i saucen i aften. Der skal vin i glasset. Jeg vil varme mig ved stearinlys! Det må egentlig godt blive aften nu.

I dag generer lyset mine øjne. I dag orker jeg ingenting. Og jeg er hverken trist eller deprimeret. Jeg er bare tom. Måske er det helt naturligt, tænker jeg. At være tom på dette tidspunkt? Jeg tror jeg trænger til varme. Stearinlys. Musik. Et varmt tæppe. Tålmodighed. Selvforkælelse.

Eftertanke


Morgenen kom før end forventet. Klokken 5 vågnede jeg med et velkendt pling. Egentlig var jeg godt klar over, at jeg nok ikke fik mere søvn denne morgen, men jeg lå en time og prøvede. Noget var anderledes. Stormen må have lagt sig, for jeg kunne ikke længere høre den hylende klagen. Kun en sagte summen af vind. Men nu hvor jeg sidder her med dagens første velsignede kaffetår, kan jeg høre, at det stadigvæk blæser godt. Den iskolde vintervind. Vi er gået ind i fuldmånefasen og så bliver der trukket veksler på min søvnkonto. Sådan er det bare! Vi er langt mere påvirket af vind, vejr og den månedlige cyklus, end vi måske umiddelbart går og forestiller os.

Siden jeg skrev indlægget i går om storm og stilhed og hvor meget vi dog taler om - og brokker os over - vejret, har jeg tænkt en del over fænomenet. Hvorfor er det sådan? Er det overhovedet noget, vi selv bestemmer? Eller er det et kulturelt anliggende, noget arveligt, som har fulgt os gennem generationer? Når jeg selv mærker efter, så kommer jeg ikke uden om at være påvirket af vejret. Se nu bare hvordan fuldmånen leger kispus med min søvn. Det har jeg lært at acceptere. Jeg elsker jo den mystiske måne, tidevandet og alt det, der befinder sig på den anden side af solen. Skyggesiderne. Det, der gør os til hele individer. Det, der volder os så store kvaler og som vi til tider kan have så svært ved at acceptere og forlige os med. Det pirrer mig lidt, må jeg indrømme. Selvom jeg på ingen måde kan sige mig fri for at måtte kæmpe lidt med det selv. Meget endda nogle gange. Også det er en rejse!

Vinter. Vi er nået til februar og vinteren har boltret sig siden midten af november. Det har været koldt. Meget koldt. Jeg fryser ligesom indeni og den isnende vind de sidste dage har ikke gjort det bedre. Jeg sover med sokker og pakker mig ind fra top til tå, når jeg bevæger mig udendørs. Også jeg længes efter forår, men jeg tror at længslen er en del af pakken. Rina skrev noget i sin kommentar til mit indlæg i går, som jeg har tygget lidt på. Jeg tror at Rina har helt ret i sin betragtning. Hun skrev: Fik den tanke, at netop dette vejr, vintervejret får os til at drømme og længes og det er en god ting. For det kommer der ord og indsigtsfuldhed ud af. Når vejret er sådan at vi ikke kan skue ud, må vi skue ind.

Jeg tror du har ret, Rina. Vinteren er tid til eftertænksomhed. Fordybelse. Mørket kommer, så vi kan synke tilbage i puderne og ind i os selv. Og selvfølgelig er vi påvirkede af vejret. Vi er jo en del af det. Men vi skal ikke kæmpe imod og påføre os selv unødig smerte. Længslen er vores ven. Den kan bruges kreativt og spirituelt. Mørket er vores uldtæppe. Skyggeside til lyset og det, der giver balance. Susan Jeffers skriver også noget om mørket og om bare at turde være i det. Vente lidt og lade det passere. Rumme det og omfavne det. Og tristheden?
When the deap sadness comes over me, I can let it be like a warm blanket. Embrace the darkness as much as the light. In darkness, many seeds of greatness have been sown.
I dag vil jeg bruge længslen i det, jeg skriver. Bruge min indsigt i mørket og smerten til at beskrive lyset. Jamen, er det i grunden ikke en gave? Kontrasterne. Længslen. Smerten. Er det en uvurderlig foræring, som giver os dybde og substans? Og som får os til at sætte endnu større pris på de strålende solskinsdage, hvor varmen og lyset ingen ende til tage. Jeg tror det.

Billedet er lånt på dr.dk

onsdag den 16. februar 2011

Storm og stilhed


Det stormer nu på fjerde dag. Den iskolde vind bider og er næsten ubehagelig at være ude i. Selv hundene synes at det er for meget. De elsker at være i haven, men i disse dage er havebesøgene ganske korte. Aimee siger til, når de vil ind igen og jeg kan høre på hendes skingre gøen, at det ikke er sjovt at stå derude og vente. Ind i varmen igen! Jeg sover med ørepropper. Det larmer oppe i soveværelset, vinden kaster sig ind gennem træerne og piver omkring husmuren. Brøler og tager ingen hensyn til sovende mennesker. Og nu lover de 15 mm sne i morgen. Vinteren er stærk og har ikke tænkt sige at vige for foråret. Ikke endnu. Slet ikke endnu.

Vi taler meget om vejret. Det gør jeg også. Jeg taler og skriver om det. Vejret er en god indgangsvinkel til en lille snak med folk, man ikke kender. Man kan jo altid smide en bemærkning om dagens vejr. Eller sommerens. Specielt hvis den er dårlig. Sikke en elendig sommer, vi har. Vi har haft regnvejr i flere dage nu. Uger! Og eftersom min kæreste er landmand, hører jeg meget om vejret og det forekommer mig, at det sjældent er perfekt. Enten er der for meget af det ene eller for lidt af det andet. Jeg tror, at beklagelser over vejret er et fag på landbrugsskolen. Og min kære kæreste bestod med glans!

Det er som om vi alle altid drømmer om sol og sommer. En skyfri blå himmel og endeløse dage med bisummen og fuglesang. Grønt græs, bølgende korn og sommerblomster, der dufter og fortryller med deres underskønne farver. STOP! Lige her vil jeg blive. Lige midt i sommeren, som aldrig slutter. Ligge på græsset med bare fødder og kigge op i den himmelblå.  Skyer eksisterer ikke. Men vi bor i et land, hvor den slags dage er i fåtal og hvor efteråret og vinteren er lang. Vi kender ikke vejret på forhånd. De sidste par vintre har sneen hersket og lyst landskabet op, men nogle gange har vi kun lidt sne og mest dage med regn, blæst og en hær af skyer, som marcherer over himlen. Kolde vinde. Tåge. Men se på det fra den positive side. Så har vi da noget at snakke om!

Hvorfor flytter vi ikke? Jeg mener, alle os som kun kan brokke os over det aldrig perfekte vejr? Emigrerer til Spanien eller endnu fjernere himmelstrøg, hvor man næsten altid er garanteret sol og blå himmel og hvor vinter er et fremmedord? Lige nu kunne jeg godt se mig selv gå tur på en sandstrand. Sand mellem tæerne, blide bølger og et ocean af blå. Guldknus fra solen, som skinner fra morgen til aften. Kold vin på terrassen, nøgen brun hud og fjerlette stoffer. Fantastiske rytmer fra den nærliggende restaurant, hvor bordene er sat op helt ud til vandkanten og der serveres drinks af lækre, veltrimmede unge mænd med glimt i øjnene og som på gebrokkent engelsk siger, at jeg ligner en på 30! Og i øvrigt er den smukkeste kvinde, de nogensinde har set. Uhm. Man har da lov til at drømme! ;)

Men gad jeg egentlig det i længere tid af gangen? Er det i grunden ikke allermest attraktivt, fordi det ikke er til stede lige nu? Nu hvor stormen raser og kulden går gennem marv og ben. For findes det perfekte vejr? Er det ikke altid enten for varmt eller for koldt? Hvorfor ikke bare sige, at vejret altid er perfekt? Vejret er lige som det skal være! Vinteren er lang på disse breddegrader, men vi har altså også flotte dage med sol og blå himmel. Som i lørdags! Dér kunne jeg stå midt på gaden i København og vende mig mod solen, lukke øjnene og bare mærke varmen midt i februar. Et kys af håb. Længslen er en slags drivkraft. Den får mig videre. Videre ind i februar, en dag af gangen, et skridt nærmere marts og mod det forår, vi alle savner. Lad os fejre det, når det kommer.

Men lige nu? Jeg vil ikke brokke mig over vejret. Jeg vil leve i dag og hygge mig. Selvom jeg elsker udelivet og alt det, man kan foretage sig under åben himmel, vil jeg nyde at jeg kan sidde inde i varmen og bare lytte til stormen. Tænde stearinlys. Tage de store uldsokker på, sætte god musik på og danse til dagens rytmer. Lave mad med fyrige farver og krydderier. Bage en solskinskage med sommerglasur. For livet er nu og her. Ikke til foråret. Og ikke til sommer. Livet er storm og stilhed. Kontraster.

tirsdag den 15. februar 2011

En sludder for en sladder

Engang i september
Man tror det er løgn tænker jeg og rækker ud efter mit krus. Morgenes første kop kaffe. Den bedste kop og vel nærmest et ritual. Ikke en morgen uden kaffe. Det er som om at dagen først kommer, når der er kaffe og mælk i koppen, når den første tår er drukket og koppen igen stillet på bordet. Jeg sidder i egne tanker med fingrene på tastaturet, tøvende, søgende og afventende. Lytter til stormen, der fortsætter med at rase derude. Det piver i husmuren og træerne må gøre alt for at holde sig stående. Grenene slår mod vinduet. Det er næsten som om de vil sige: Luk os ind! Ind i varmen. Giver du en kop kaffe? Der er så koldt derude. Blæsten går gennem marv og ben eller i træernes tilfælde gennem bark og stammer. Jeg sidder og spekulerer lidt på, om Gunda ville kunne bruge alle de grene og kviste til noget spændende? Når hun kan lave engle af drivtømmer, kan hun måske også lave trolde eller andre gode væsener af afrevne trælemmer? Og Liv kunne skrive en historie om de små trolde.

'Man tror det er løgn'! Filosoffen træder frem i den sparsomme morgenlys og ryster på hovedet, så det strittende hår vibrerer. Jeg har spurgt ham, om vi ikke skulle overveje en anden frisure, men det vil han ikke høre tale om. Jeg har autentisk strithår siger han bare. Du må tage mig som jeg er. Acceptere mig. Hele mig. Du ved, det du går og taler så meget om i disse dage. Accept! Jeg ser på ham og er indstillet på at lytte. Det øver jeg mig jo også på. Jeg har travlt i disse dage. Jeg lærer at danse med livet, at lytte og at være en tålmodig kvinde. Sådan da.

'Du virker lidt underdrejet her til morgen', siger han og ser granskende på mig. 'Har du det godt? Det er flere dage siden, du sidst har læst i bogen med de gode filosoferende ord. Du ved, den om ham, som tager nattoget til Lissabon. Jeg havde glædet mig til at diskutere nogle af livets store spørgsmål med dig og så fordyber du dig i dansetrin og øvelser, der gør til dig mester i at lytte'. Han smiler pludselig bredt og blinker udfordrende til mig. Fornemmer jeg en lille flirt her fra morgenstunden? Jeg smiler tilbage, for der er nu noget komisk ved tanken om, at den lille filosof fra Senja pludselig skulle begynde at gøre tilnærmelser. Verbale godt nok, men et sted skal man jo starte! Nu klukker jeg af latter og hans smil forstummer et kort øjeblik, men så ler han også. Han kan jo læse min tanker!

'Jeg har det storartet', svarer jeg så og tørrer tårene væk fra øjenkrogene. Der er egentlig ikke så stor forskel på at grine og græde, når det kommer til stykket. Begge dele bringer tårer. Og begge dele er lige så naturligt som det er at trække vejret. Det skriver Susan Jeffers faktisk også noget om og det er jeg i grunden glad for læse og lige få bekræftet fra anden kilde. For jeg har let til begge dele. Ja, hun kommer i det hele taget hele vejen rundt, den gode SJ og i dag skal jeg læse resten af hendes bog. Så skal jeg skrive videre på min egen og jeg har også andre ting, jeg skal øve mig på i dag. Øvelse gør nemlig mester og jeg er glad for at få mulighed for at fordybe mig lidt i livsbekræftende dansetrin, taknemmelighedstaler og tanker.

Apropos dansetrin. Jeg har indført nogle øvelser, som er blevet en slags ny træning for mig. Jeg danser! Jeg tager min IPod på og bruger min løbemusik på at lave dansetrin. Jeg danser så meget, at jeg kommer til at svede og får pulsen derop, hvor det begynder at blive sjovt. Jeg lukker hundene ude af stuen og fordyber mig i rytmer, mens jeg vrikker med hofterne og giver den max gas. Fantastisk! Jeg kan anbefale det. Det giver motion og man bliver glad i låget. Når jeg har danset et stykke tid, laver jeg mine øvelser. Maveøvelser. Bækkenøvelser. Og tænker på, at hvor lækker jeg dog bliver! :) Og stærk! Der er vist ingen udsigt til løbetur i denne uge. Vejrudsigten lover storm så langt fantasien rækker. Men hvad gør det, når huset holder og der er god musik i øregangen? Jeg kan jo danse!

En sludder for en sladder på en tirsdag. Sådan er det nogle gange. Ha' en dejlig tirsdag. Lad stormen rase udenfor og tænk på, at du er i sikkerhed i orkanens øje. Vær god mod dig selv :)

mandag den 14. februar 2011

Kunsten at lytte


Hvad skal jeg skrive om i dag? Et helt blankt skrivefelt. Det er sjældent, at jeg på forhånd ved, hvilke ord der kommer ud her om morgenen og hvad de skal beskrive. Jeg stoler bare på, at der er en lille historie gemt i mig. Nogle ord, som er passende for lige netop denne morgen. Jeg lader mine fingre danse over tastaturet og følger med, så godt jeg kan. Jeg stoler på processen. Jeg kan mærke, at noget vil komme og det gør dér altid. Når jeg lytter. Når jeg lader mine tanker hvile, tager en dyb indånding og bare skriver. Ord, som flyder.

Bogen, jeg læser i øjeblikket, og som jeg trængte til på netop dette stadie i min rejse hedder "End the Struggle & Dance with Life" og er skrevet af Susan Jeffers. Nogle af jer kender den måske allerede i forvejen? Jeg tror faktisk, at det var Stifinneren, som anbefalede den i forbindelse med en kommentar, han lagde til et af mine tidligere indlæg. Tusind tak for det! Det er blandt andet derfor, jeg bliver så glad for jeres kommentarer. De små gode ord, I lægger til mig. Jeg bliver inspireret! Noget I skriver, noget I nævner. De tanker, I får, når I læser mine ord, giver mig tanker, når jeg læser jeres. Og gode bøger bider jeg mærke i. Da Stifinneren havde nævnt bogen og skrevet et citat derfra, noterede jeg mig bogen. Og eftersom jeg er en hyppig gæst på amazon.co.uk, kom jeg til at bestille den. Den må jeg læse, tænkte jeg! Så lå den dér på hylden og ja, snart kom den dag, hvor ordene blinkede som neon til mig.  Jeg måtte bare tage bogen i mine hænder, sætte mig ned i sofaen med briller og te og læse. Det gav helt mening. Lige hvad jeg havde brug for lige nu!

Jeg får mange små guldkorn i bogen. Noget ved jeg allerede i forvejen. Det er sagt. Men Susan Jeffers siger det på en anden måde. Der er egentlig ingen hemmeligheder på livets vej. Det er ofte det helt enkle og åbenlyse, der viser sig at være svaret. Mens vi spekulerer i øst og i vest og leder med lys og lygte efter en sand åbenbaring, ligger de vise sten ofte for vores fødder og venter tålmodigt. Og en ting er helt sikkert. Vi har svaret i os selv. Men lytter vi til os selv? Lytter vi til stilheden, sidder vi stille længe til at høre den stemme, der bor i os og som repræsenterer den del af os, hvor troen, håbet og mulighederne bor? Dér, hvor vi, når vi virkelig lærer at tackle vores tanker, som ellers tumler og skriger og aldrig tier stille, finder roen i os selv og finder ud af, at vi faktisk kan danse med livet? Mange gør nok ikke. Jeg gør ikke! Eller rettere sagt, jeg har ikke gjort det før. Men nu skal det være anderledes! Susan Jeffers kommer med forskellige forslag til, hvordan vi kan lære at danse med livet. Og jeg mener lære! Det handler om gode rutiner. Det handler om gentagelser og om at tro.

Sandheden er, at jeg godt ved det! Min indre stemme får ørenlyd engang i mellem, men slet ikke nok. Jeg tror faktisk, at det er den stemme, der former ordene og får mine fingre til at danse, når jeg skriver. Det er den stemme, som øser af poesi og som fylder mig med små glædelige åbenbaringer og som jeg nogle gange formår at give udtryk for på skrift. Nu vil jeg være den stemme!

Jeg går i lære, mens lyset bryder frem på himlen. Stormen larmer som tankerne fra egoet, men inden i mig er en helt anden stemme parat til at blive hørt, hvis jeg kan lære at lytte. Og det vil jeg lære! For jeg forstår nu, at det er lige netop dér jeg finder meningen med mit liv og derfra hvor jeg kan tage de første dansetrin mod det, jeg er skabt til at gøre. Lyder det vildt og stort og nærmest uopnåeligt? Jamen, det er det faktisk ikke! Det er faktisk helt enkelt. Man skal bare lytte! Jeg vil slutte med et par ord fra SJ, som hun selv så engang hun skulle gå tur i en skov. Det har nok ikke været hvilken som helst skov, for jeg ser mest forbud og strenge reglementer, når jeg skal gå tur i skoven. Her må ikke være løse hunde! Og den slags. Men ...

When you come upon a magic place, listen ...

Jeg ønsker dig en dejlig mandag. Prøv at lytte! Vi har jo fået to ører og kun en mund ;)

søndag den 13. februar 2011

10



Søndag er serveret. Efter en lørdag så smuk, at man skulle tro den var en sjælden diamant, er søndagen ankommet med barskt og koldt vejr. Det er vinter endnu, skriger stormen og lader alle illusioner øde. Var lørdagen blot et fatamorgana, en foræring af de dejligste, så vi kunne lidt ro i vores vinterhjerter? Jeg ved det ikke, men jeg ved at det er koldt udenfor. Kulde med bid!

Somerset Maugham sagde engang: It's a funny thing about life. If you refuse to accept anything but the best, you very often get it! De ord tænker jeg meget på i disse dage. Jeg er nået til et stadie på min rejse, hvor lys og mørke danser tango og tro og tvivl blander sig som farver i et mystisk maleri. Hvor mit ego taler meget højt og det højere selv gør alt hvad det kan for at forsikre mig om, at jeg er på rette vej. Mit ego spørger med skadefryd i stemmen, hvordan jeg dog kan gå og tro, at jeg er på rette vej, når jeg ikke engang ved, hvor jeg skal hen. Jeg kender jo ikke vejen. Jeg kender ikke denne snoede sti med høje træer, som knager og brager i vinden og jeg aner ikke, om jeg skal til højre og venstre ved næste korsvej. Men mit hjerte synger en sang og den lytter jeg til. Når egoet brøler og kommer anmasende på de mest ubelejlige tidspunkter, så siger jeg højt og klart: Jeg følger mit hjerte. Denne gang følger jeg mit hjerte!

Den lille pige med skrivemaskinen er blevet en voksen kvinde. En kvinde, som ved, at hun vil noget andet og større, end det hun har gjort indtil nu. Fylde sit hjerte med gode gøremål, der kan gives videre og inspirere. Samarbejde med andre om at hjælpe andre. Inspiration. Poesi. Magi. For hun ved, at magien findes. Hvis man tror på den!

God søndag! Hold fast ved den du er og det du vil! Også selvom det stormer. ;)

Sometimes the fastest way to get there is to go slow, and sometimes if you wanna hold on you got to let go, synger Tina Dickow i en af sine gode sange. Paradoksalt som poesien på en søndag!

lørdag den 12. februar 2011

Café Norge, København og andet godt


Jeg er tilbage på landet. Efter en døgn i min hovedstad, sidder jeg igen her i min lille skrivestue med en god kop te og varme kinder. Solen fulgte mig på vej. Den kastede sit varme lys gennem bilvinduerne og smeltede mit vinterhjerte. Malede en sund kulør på mine kolde kinder og gjorde mig lun indeni. Sikke en smuk dag! Solskin og høj blå himmel. Lige fra morgenstunden. Min by vækkede mig kærligt, bankede blidt på ruden og der blev serveret morgenkaffe på sengen. Næsten da. Jeg stod frivilligt op. For hvem kan ligge der og syvsove en lørdag morgen i februar, hvor solen gavmildt bader byen i lys, klar til kysse kolde kroppe?

Jeg føler mig som et nyt menneske. Om det er solen og den klare blå himmel, der gør mig så godt eller det er tanken om et fint menneskemøde, er vel i grunden ligegyldigt. Faktisk tror jeg det er begge dele. Det er alkymi. Det er forkælelse for et menneske som jeg, som holder af både at være alene og sammen med andre mennesker. Som trives på landet, men er barn af byen og som elsker at komme hjem. København! Parkere bilen på Frederiksberg og drikke kaffe med mor. For sidst på eftermiddagen at tage bussen mod centrum, godt pakket ind på en kold og blæsende vinterdag.

Jeg mødtes med norske Siv fra Landsbyen foran Tivoli. Jeg kunne straks kende hende og hun mig. Helt naturligt var det! Hej, knus og hvor skal vi gå hen? Snakkede løs fra første færd. Mens vi stod ved fodgængerovergangen og ventede på grønt lys for at kunne betræde Rådhuspladsen, talte vi om hvor fint det egentlig er at mødes på denne måde. Jeg kommer til København, skrev Siv, har du lyst til at mødes? Ingen tvivl om det, tænkte jeg, det vil jeg gerne. For jeg kan godt lide Siv. Det vidste jeg! Den gode mavefornemmelse slår aldrig fejl . Ingen kejtethed. Bare en masse god dansk norsk snak, en tur ned af Strøget i regn og slud og ly på Café Europa på Amagertorv. Jeg holder af den café. Der er noget over den. Bare navnet! Vi fik et bord med det samme, selvom der var propfyldt med mennesker. Rødvin i glasset. Og tjeneren? Han var norsk! Jamen, tænkte jeg, han taler da også norsk! Så satte vi os til rette og jeg kastede et blik på bordene ved siden af vores. Et par sad og snakkede med deres indkøbsposer ved fødderne. Smilede til mig, da vores øjne mødtes. Og talte norsk! Fremover vil jeg altid tænke på Café Europa som Café Norge. Koseligt :) Jeg var virkelig blevet turist i min egen by.

De timer, vi havde afsat til vores gode møde, fløj afsted. Vi havde meget at tale om! Og blev enige om, hvor fint det dog gik at forstå hinanden. Talte lidt om sprog og sproghistorie, noget som interesserer os begge. Og litteratur! Glem ikke litteraturen! Men så afslørede Siv dog, at hun gjorde sig umage med at tale klart og tydeligt! Og her gik jeg og troede, at jeg var blevet en mester udi det norske sprog! Måske troede hun det samme med dansk, for jeg kunne så lette lidt på låget og fortælle, at jeg også gjorde mig umage med mit danske. Jeg slugte ikke ordene, men nøjedes med de gode saltmandler og vinen. Uhm.

Lørdag formiddag har jeg tilbragt på mit elskede Frederiksberg. Gået tur i solen og kigget på butikker. Mænget mig med byboerne og følt mig hjemme. Engang bybo! Jeg er heldig både at have både byen og landet. At kunne være den, jeg er, med det bedste af begge steder i mit hjerte. Jeg synger, mens solen danser på himlen og dagen flyder som honning. Kærtegner mig. Det er godt at komme ud og komme hjem. Finde balancen og vide, at man har brug for begge dele.

Og tusind tak for nogle flotte timer i går, Siv. Så hyggeligt at træffe dig! :)

fredag den 11. februar 2011

Muskler søges!


Jeg savner mine løbeture! Sådan. Nu har jeg sagt det. Jeg savner den ventil, mine løbeture altid har været og den frihed, jeg mærker i hele kroppen, når jeg sætter i gang og løber ud af landevejen. Lyden af løbeskoene mod asfalten. Jeg savner fornemmelsen af, hvordan kroppen i starten kan protestere lidt, for efter en lille kilometer eller to pludselig falder ind i en rytme, der er helt perfekt. Alting flyder sammen. Lyden af mit åndedræt, kroppens bevægelser, vinden i mit hår og varmen, der stiger. Tankerne bliver lettere og efter et stykke tid bliver de til fjer, som bæres væk af vinden. Vinker farvel, mens jeg løber videre til lyden af god musik i IPoden. Farvel. Nogle gange kommer der nogle andre tanker op. Nogle lette og godgørende nogle. Små åbenbaringer af lys og svar på noget, jeg febrilsk havde ledt efter alle mulige andre steder. Mine løbeture!

Bækkenskaden satte mig ud af spillet. Og de sidste par uger har jeg været underdrejet af forkølelse. Ingen motion! Kun gåturene, som jeg bestemt værdsætter og endda sætter stor pris på. I starten gjorde det ondt, når jeg gik. Selv mine gåture var begrænsede. Nu kan jeg gå temmeligt langt og jeg har været en god pige. Hele vejen. Jeg har lavet mine strækøvelser. Jeg har lavet dem hver dag, flere gange og jeg har trænet på vippebrættet, så jeg nu har fået en god balance. Kom ikke her ... Men løbeturene! I miss who I was with you. En replik fra en film, jeg så den anden aften. Ordene blev selvfølgelig sagt i en helt anden sammenhæng og ikke fra en kvinde med morgenhår, som har lavet morgenøvelser, stræk og bøj og nu sidder på en fysiobold med kaffe og juice og kigger ud på en blæsende morgen med sparsomt lys.

Jeg har hele tiden forsøgt at tænke positivt på det. Jeg kan ikke løbe. Ikke nu. Jeg har fået en skade, som kræver kærlig opmærksomhed og genoptræning. Jeg har været velsignet med en fantastisk fysioterapeut, som er gået op i min behandling med stor entusiasme og som virkelig er ved at få mig ret køl. Eller rettere sagt. Hun gør hvad hun kan. Jeg skal gøre hvad jeg kan! Og det gør jeg.

Nu har jeg fået flere lektier for. Jeg skal styrketræne. Maveøvelser og øvelser for mit bækken. Jeg skal have et stærkere korset, så jeg ikke bliver skadet så let. Mit kære bækken. Jeg har brug for muskler til at holde det på plads. Jeg har brug for muskler! Min søde veninde Sidse kaldte mig engang for Lene armsvag! Ja, det gjorde hun! Men jeg grinede og tænkte, at hvis bare jeg kan løbe så stærkt, at ingen kan fange mig, så er jeg sgu da ligeglad. Men det er jeg ikke længere. For jeg er blevet fanget. Af min alder og af en skade, jeg ikke kan ignorere.

I næste uge starter jeg på svømning. Noget, jeg ikke har praktiseret i mange år, men jeg kan svømme og har endda lært at gøre det på den rigtige måde. Jeg har fået en veninde med og købt ny svømmebadedragt. Kan jeg mon finde suset i vandet, som jeg finder det, når jeg løber? Kan jeg mon drukne alt det, jeg ellers smider fra mig på løbeturene og stå op af baljen som en ny og bedre kvinde? Jeg er villig til at prøve og jeg ved, at det vil gøre mig godt. Træning uden belastning!

Og så vil jeg sgu lave de mavebøjninger. Hvis min fys vil have et muskelbundt (det sagde hun), så skal hun få det! Jeg smiler stort, for jeg ved godt, at jeg aldrig bliver et muskelbundt og heller ikke har tænkt mig at stræbe imod det. Jeg er en kvinde! Men stærkere, det vil jeg være og det skal jeg blive. Og løbeturene? Jeg starter forsigtigt igen i dag. Bare en kilometer. Lidt har også ret. Men hvor jeg dog glæder mig. Hvor jeg dog elsker det!

Kan du have en god fredag! Håber du får lidt motion og laver det, du allerbedst kan lide. Og husk styrketræningen. Bare lidt. Tænk at jeg sidder her og skriver det. Mig! Lene Armsvag rejser sig som Fugl Phønix! :)

Billedet er lånt på community.dr.dk

torsdag den 10. februar 2011

Jeg glæder mig


Jeg går og glæder mig i dag. Jeg glæder mig over hvert eneste øjeblik af denne torsdag i februar. Over skyerne på himlen og det regnvejr, der trækker ind over markerne. Over lyset, som har et strejf af forår i sig. Et glimt i en vandpyt og en kop te med blåbær.

Jeg glæder mig over den bog, jeg læser lige nu. Som var lige den bog, jeg manglede i min forståelse af nogle ting. Nogle aspekter, som gjorde mig frustreret. Som blokerede for min vej med tykke træstammer af tanketvivl. Men nu forstår jeg! Som et lyn fra en klar himlen så jeg bogen og mærkede, hvordan ordene ville mig noget. Syncronicitet! Og jeg lagde mine gøremål og planer fra mig og flød med indskydelsen. Intuitionen. Nu flyder jeg bare. Og glæder mig. Det giver jo mening! Livet.

Jeg glæder mig også til i morgen! I morgen skal jeg til København, min fødeby og byen i mit hjerte. Jeg skal mødes med en kvinde fra Landsbyen, for nu har vi besluttet, at vi ikke vil nøjes med at bare at nikke til hinanden fra vinduerne i vores bloghuse og lægge små gode hilsener i postkasserne. Nej, nu vil vi ses IRL! I morgen. Så jeg tager turen til København og Siv kommer rejsende fra Norge med en masse andre gode norske mennesker, som hun skal tilbringe weekenden med. I min by! Og som nordmændene - og kvinderne - i øvrigt kalder for Køben. Hvor kommer det dog fra? ;)

Siv river et par timer ud af kalenderen og så går vi på café! Snakker og researcher lidt! Det er planen. Enkel og god. Og senere på aftenen, når Siv igen slutter sig til rejseselskabet, drager jeg videre til gode kødgryder. Også det giver glæde i hjertet, for lur mig om jeg ikke skal have en af mine livretter.

Jeg glæder mig! :)

Kommende livretter


'Kan du lide dit job, Filosof? Kan du lide at være Filosof og stå dér på bordet hver eneste dag med dit strithår og dansende hjerte? Synes du om alle de store tanker, du er skabt for at tænke og er du vild med at vente på den helt rette lejlighed til at sige dem højt? Åbne dine lerlæber og synge de store spørgsmål på dit søde norske sprog?'. Han træder lidt frem i lyset, Filosoffen. Lidt forbavset over, at jeg har tiltalt ham direkte, for det plejer at være ham, som blander sig. Han er aldrig blevet adspurgt før. Ikke i sin tid i Danmark i hvert fald. Ikke før nu. En torsdag morgen i februar fik han sit gennembrud. Eller?

Han smiler og smilet når hans øjne. Den isblå farve forvandles til en varm azurblå og et øjeblik er jeg fortabt i Middelhavet. Mit ene ben er på vej ind i foråret. Hele tiden et skridt foran. Men så tvinger jeg mig selv tilbage, for nu må jeg lytte til min kloge Filosof ven. Jeg vil meget gerne høre hans svar på mit spørgsmål.
'Jeg elsker det', svarer han og mener det. 'Er der noget bedre end at være lige den, man gerne vil være? Den man er inderst inde og som med alle sine fejl og mangler også besidder stor visdom og erfaring. Og det gør jeg, tilføjer han og nikker eftertænksomt. Jeg elsker min rolle som filosof og ja, vennskab er en sjel i to legemer!' Så sandt som det er norsk!

Hans smil indikerer at han betragter mig som sin ven. Det er jeg glad for, for jeg ved godt, at jeg måske ikke har været helt så åben for ham og hans ord, som jeg burde være. Af hensyn mine indlægs længde og mine egne tanker og ord, har jeg skubbet ham lidt til side og tilbage til hans plads ved siden af den tavse Skytsengel. Jeg kan mærke en lettelse brede sig i hele kroppen. Hvor er det dejligt, at han ikke har dømt mig, men blot har ventet tålmodigt. Det kunne jeg vist lære lidt af! Måske er det fordi han hviler i sin rolle som Filosof? Fordi han kan lide at være dér, hvor han er og accepterer, at man ikke kan kontrollere alting. Man kan ikke kontrollere verden omkring sig og sine medmennesker. Det lader sig ikke gøre! Det eneste man får ud af det, er at blive frustreret og endda ulykkelig. For tingene går jo alligevel aldrig helt, som man havde planlagt dem.  Jeg sagde noget andet, end Filosoffen gerne ville have hørt, hvis han på forhånd havde tænkt, hvad jeg nok ville sige og måske endda allerede havde sit svar parat til netop det udsagn.

'Det skal man ikke gøre, nej'! Han læser mine tanker og ryster på hovedet. Det er bedre at være åben og modtagelig. Lytte til spørgsmålet, inden man udtænker sit svar. Og måske lige mærke efter, inden man svarer. Han danser lidt på stedet, for her på matriklen øver vi os alle på at danse med livet, og så retter han igen blikket mod mig. 'Det er bedre at lade tingene gå sin gang'. Acceptere, at sådan er det. Og så indrette sig og flyde med, mens man undres og forundres alle de sjove ting, livet har det med at servere. Man kan jo starte med at smage på det, inden man siger, at man ikke kan lide det!'

Det bliver vi enige om, Filosoffen og jeg. Vi vil smage på det, livet serverer, inden vi siger at vi ikke kan lide det! Det er jo klogt. Og når alt kommer til alt, har vi så ikke alle lyst til at smage på nye retter? Hvem gider altid spise det samme? Jeg gør ikke! Der er så mange muligheder og kombinationer. Hvordan kan jeg overhovedet vide, hvad der står på fremtidens menu og om noget i den ikke bliver min livret? Aha! Måske har livet tænkt sig at servere mig min kommende livret? En jeg slet ikke kender endnu. Hvis jeg venter tålmodigt og ikke forhaster mig til spekulationer. Stoler på, at den ret, der nu er i gryden indeholder nogle magiske og i den kombination endnu uafprøvede ingredienser, som kærtegner mine smagsløg og får mig til at synge som fuglene på en forårsdag.

Det vil jeg gøre, mens jeg danser ud i torsdagen. Stole på livet! Og stole på, at den jeg er og det jeg kan, er smukt, unikt og noget, som kun jeg i hele verden kan. Være mig! :) Og man må gerne drømme om kommende livretter og hvordan de måske smager. Forestille sig den himmelske kombination af lækkerier, der smelter på tungen og får tænder til at løbe i vand!

Billedet er lånt på saesonforgodsmag.dk

onsdag den 9. februar 2011

Danser med livet


Har du nogensinde taget dig en selvudviklingsdag? Det gjorde jeg i går. Da jeg kom fra fysioterapeut og havde ordnet lidt indkøb, tog jeg hjem og fandt en bog på hylden, som har ventet et stykke tid. En bog om at danse med livet. Jeg var træt efter for lidt søvn ovenpå en nat med storm og knagende husmure. Træer, som truede med at falde og grene, der blæste af. Ramte vinduer, vej og blev til pindebrænde. Måske følte jeg mig også som pindebrænde. Det gør man nogle gange. Nogle gange går livet helt ind under huden. Klemmer til. Og man mærker et hul, der svier som et åbent sår. Er det fordi der mangler noget i det hul? Og hvad kan man overhovedet fylde det med?

Danse med livet! Det havde jeg lyst til i går! Ja, det har jeg faktisk altid lyst til, når jeg skal være helt ærlig. For hvem vil ikke gerne danse og kaste alle sorger og bekymringer fra sig. Smide dem og lade vinden tage dem. Væk! Og i stedet for lytte til musikken i stilheden og den velsignelse, det er, når de tunge tanker forsvinder og man føler sig let på tå. Danse! Lade sig forføre af musikken og kaste sig ud i en rus af glæde og dansetrin, man aldrig før har prøvet. Nye bevægelser. Frie bevægelser. Faktisk elsker jeg at danse. Ja, sådan rigtig danse! Det er skønt og befriende. Man bliver glad af det. Men at danse med livet. Det må da være det ultimative!

Jeg vil skrive mere om bogen og det, jeg læser og lærer, når jeg er færdig med den. Men den sidder i mig her til morgen og specielt nogle ord, der godt kunne gå hen at blive et mantra for mig: If you are not enjoying yourself, you are wasting your time! Tak for kaffe, den var værre. For er der ikke så meget i livet, som på ingen måde er sjovt? Som bare er noget, man skal. Som skal overståes? Og som man puster og stønner over, fordi man skulle og burde. Øv! Forfatteren påstår noget andet. Og hun er ved at lære mig det. Jeg lytter til hendes stemme, mens jeg sidder og læser. Og jeg nikker og smiler. Bliver rørt. Og skriver ned. Kan jeg mon lære det? At danse med livet?

Jeg ønsker dig en god onsdag. En onsdag, hvor du tager mindst en svingom med livet! Dans min ven.

Dans :)