mandag den 31. januar 2011

Drivtømmer


Sidste mandag skrev jeg et indlæg om at være på åbent hav. Og citerede Andre Gide for at sige, at man ikke kan opdage nye kyster, hvis man ikke tør komme så langt ud på vandet, at man ikke længere kan se land nogensteder. Sådan er det! Man skal helt ud, hvor bølgerne raser og der er vand så langt øjet rækker. Vand og himmel. Hvor farerne lurer i form af glubske hajer, der kun har én ting på dagsordenen. At æde dig! Men hvis man sidder der i båden, som vipper faretruende og tror, at hajerne udgør den største fare for, at man lykkes med sit forehavende og når til en ny og spændende kyst, så tror man fejl. Man er selv den største fare. Den største forhindring!

Siden jeg skrev indlægget, har jeg tænkt en del på citatet og virkelig følt mig som Columbus datter. En eventyrer. Det hjælper at se på livet som et eventyr. Og med hjælper mener jeg, at det gør en stor forskel, hvordan man tænker på tingene. Det forsøgte jeg mig med noget, jeg skulle i sidste uge. Noget, jeg ikke havde spor lyst til, men som jeg skulle. Fordi der er nogle spilleregler. Tilsyneladende. Så jeg pustede mig op og valgte at tage på eventyr. Hvad kan jeg lære i dag, spurgte jeg mig selv og jeg skal da lige love for, at jeg lærte noget. Jeg lærte, at hajer ikke altid er farlige. Og at man kan lave helt sine egne regler, som man i virkeligheden følger, selvom man giver udtryk for noget andet. Inspireret af Columbus har jeg tegnet mit eget søkort. Man er vel ikke datter af en søfarer for ingenting!

Men hvad hvis skibet kæntrer? Det kan jo hænde, når man befinder sig på åbent hav i stormvejr. Gunda har svaret! I sin dejlige kommentar til mig skrev hun følgende: Skulle bare ønsket du var en bit drivtømmer og ikke Colombus datter, så kunne du ha seilt opp til min kyst ;) der kunne jeg ha plukket deg opp, vasket deg og tørket deg for å så skapt en liten engel utav deg.

Er det ikke smukt? Da jeg læste Gundas ord, fik jeg nærmest lyst til at blive til drivtømmer og drive op langs Gundas kyst. Blive forvandlet til en lille engel. For Gunda kan nemlig nogle ting med drivtømmer og andet spændende materiale! Pludselig var tanken om forlis slet ikke så dårlig endda. En engel af drivtømmer. Jeg har leget meget med den tanke og synes egentlig, at den er så inspirerende, at der godt kunne komme en historie ud af det. Og så tog jeg på Google udflugt og opdagde, at man kan lave mange flotte ting af drivtømmer. Se bare på billedet. Hvem ville ikke gerne sidde lige der på bænken af drivtømmer, under et plaid med en kop te og en god bog? Eller i selskab af en god veninde eller ven. Fortælle historier. Og bænken på billedet er lavet af norsk drivtømmer, for at det ikke skal være løgn! ;)

I dag har jeg det lidt som et stykke drivtømmer. Mit skib ligger underdrejet, for forkølelsen hærger. Læsedag! Masser af te med honning, hyldebærsaft og gode tanker. Mandag som skibbrud!

Billedet er lånt på mockin.dk

søndag den 30. januar 2011

Morgenkøkkenhygge


Tidligt søndag morgen. Lyset står forsigtigt op i horisonten og maler himlen magisk. Lyserød, orange, grå og blå. Træerne dukker op som skygger og jorden er hvid af sne og frost. Det ser koldt ud derude! Jeg har sat mig ved køkkenbordet med kaffen og tændt den seksarmede lysestage. Jeg kunne ikke sove mere. Søvnen nægtede at låne mig mere på den konto. Jeg vendte og drejede mig, mens tankerne begyndte at stå i kø i mit forkølede hoved. Til sidst stod jeg op og nu sidder jeg her. Ondt i halsen og øm i kroppen. Nu ved jeg pludselig, hvorfor jeg var så kuldskær i går. Ugidelig. Forkølelsen var på vej. Den ankom ud på aftenen og tøvede ikke med at forgribe sig på mig. Smittet. Jeg slap ikke fri!

Men kaffen er god! Der er hyggeligt i køkkenet og udsigten kan jeg heller ikke klage over. Jeg skal vist bare acceptere, at det er vinter og tid til den slags skrammel. Er jeg mon blevet smittet i toget, tænker jeg, for jeg husker nu pludselig mine medpassagerers hosten og nysen. Og hvordan jeg forsøgte at dukke hovedet for at undgå bacillerne, som sprang lystig omkring i kupeen, mens jeg læste Zafón. Prøvede at skjule mig bag bogens velskrevne sider. Gøre mig usynlig. Det lykkedes vist ikke. De så mig alligevel.

Mind-over-matter og varm hyldebærsaft. Det er min medicin. Men først en kop kaffe til, mens morgenen spreder sit smukke vinterlys over landskabet.

Billedet har Sidse malet. Det er så fint, synes jeg. God søndag! :)

lørdag den 29. januar 2011

Flydende


Jeg har været flydende siden i morges. Min blog har skiftet design og udseende utallige gange og jeg har været fordybet i skabeloner og muligheder. Tilfreds? Tja. Sådan kommer Poetiske Paradokser til at se ud det næste stykke tid. Megan og jeg er blevet enige! ;)

Jeg tror bare jeg fortsætter med at flyde resten af lørdagen. Det passer mig helt fint! Og mens jeg flyder, tænker jeg på mit træningsprogram, som nu bliver udvidet med svømning. Det har min fysioterapeut været varm fortaler for længe, men jeg er ikke så glad for svømmehaller, hvor jeg skal lægge mig i kø. Det skal helst flyde! Men nu har jeg lavet en aftale med en veninde og sådan bliver det. Vi svømmer mindst én gang om ugen!

Lørdag eftermiddag. Hundene snorker og tiden står stille. Sol og blå himmel frister, men vejret er koldt og jeg er kuldskær i dag. Sådan en lille smule forårsskruk. Og det må man gerne på nuværende tidspunkt, hvor vinteren har varet i mange måneder. Det er helt naturligt, bilder jeg mig ind, og varmer mine kolde hænder på et krus med dampende varm te. Kigger kærligt på Zafón og nikker. Så pyt da. Tag mig med til Barcelona! Lad mig gå i vindens skygge. Lad mig flyde ...

Billedet er lånt på dtcbarcelona.um.dk

Flow


I går eftermiddag skrev jeg et lille indlæg om at lege. Mere hvis du undrede dig over, at min blog hele tiden skifter design. Jeg er nemlig gået i gang med at lege med skabeloner. Jeg havde bare ikke regnet med, at det ville tage så lang tid. Faktisk er jeg slet ikke færdig endnu. Og jeg er klar over, at jeg i dag skal afsætte flere timer til at lege videre. Det gør jeg med glæde. Det var faktisk sjovt og som Rina skrev i sin kommentar til mig: Når man leger på den måde, så er man i flow.

At være i flow defineres som den særlige mentale tilstand eller opmærksomhedsform, hvor man er dybt koncentreret om en eller anden aktivitet. Så dybt at man mister fornemmelsen for tid og sted i en følelse af virkelyst, optimisme og engagement. Det er en evne, som vi alle er født med og som vi udnyttede til fulde, da vi var børn. Vi glemte tid og sted, når vi var fordybede i leg. Jeg kan huske, at jeg blandt andet lavede hørespil sammen med en eller flere veninder. Ja, vi indtalte vores historier og dialog på bånd. Og jeg skal love for at vi gik op i det! Tiden var ikke ekisterende, vi var kun os i vores legeunivers. Engagerede, glade og legende. Jeg har læst mig til, at man bruger begrebet flow i positiv psykologi.  Når man bruger sin medfødte evne til at lege og glemme tid og sted, er det med til at modvirke stress i en travl hverdag. Vi leger med andre ord for lidt! Alt for lidt!

Når jeg sidder her og skriver om det, så savner jeg faktisk legen. Ja, bare at finde på noget sjovt og så gøre det. Kaste sig ud i det med liv og sjæl og glemme alt om rengøring, skrigende unger (selvom jeg ikke har sådan nogle), urealistiske krav fra chefen og ikke mindst fra en selv. Smide "skulle" og "burde" i skraldespanden og så bare være, fordybet i en eller anden aktivitet, som fænger og fortryller. Som fragter dig direkte ind i legenes verden, hvor alt er tilladt og hvor du ånder lettet op i befriende leg og glæde. Jeg har hermed besluttet, at jeg vil lege noget mere! Og i dag skal jeg lege med skabeloner og finde et sjovt og passende design til min blog! Jeg har al den tid, jeg vil!

Kæresten rækker forsigtigt en finger i vejret fra sofaen, hvor han ser tekst tv. Det er hans morgenritual. Vi skal nemlig også lige en tur ud til huset og se på farver. Det vil sige, vi skal vælge de endelige farver til tapetet, som nu skal males. Maleren er klar. Han har arbejdet flittigt i de sidste mange uger og nu skal der kulør på tilværelsen i vores kommende domicil. Vi har farvekortet ved hånden og så skal vi ud og inspicere. Beslutte os. Og efter himlen at dømme, så bliver det endnu en flot solskinsdag, så lyset strømmer ind gennem vinduerne og byde os velkommen til et hus fuld af plads og drømme.

'You can discover more about a person in an hour of play than in a year of conversation', har Plato sagt og det synes jeg var kloge ord. Jeg er helt enig!

Ønsker dig en dejlig lørdag og håber, at du vil komme i flow. Leg lidt! Det gør så godt :)

fredag den 28. januar 2011

Jeg leger!


Jeg leger. Jeg begyndte for timer siden at lege med blogskabeloner, indtryk og udtryk og udseendet på min blog har løbende ændret sig. Jeg har prøvet både det ene og det andet. Det er sjovt. Og det tager tid. Jeg er slet ikke færdig endnu, så hvis du undrer dig over, at min blog ændrer sig lidt her i løbet af weekenden, så er det bare mig, som leger. Stadigvæk! :)

Jeg vil lege lidt videre, mens dagen aftager med en fantastisk solnedgang over marken. Det har været en smuk dag. I aften står den på pizza, rødvin og håndbold. Danmark skal slå Spanien og så er vi i finalen. WM finalen! Ja, jeg kan godt lide håndbold og det er noget af det eneste sport, jeg gider se på.

Men jeg gider godt at lege ... :) God weekend!

En togtur


Jeg tager ikke med toget særlig tit. Jeg har jo James, min bil, og han transporterer mig gerne derhen, hvor jeg skal. Men når turen går til København, og det kun er mig, som skal afsted, så tager jeg gerne toget. For mig er en togrejse lidt af et eventyr. Ja, måske ikke i myldretiden, hvor hele eventyret går ud på at finde en ledig siddeplads eller at overhovedet at komme ind i toget, men sådan en dag, hvor man kan være ret sikker på at finde et sæde. Og så bare sidde og kigge ud af vinduet.

Det kunne jeg i går. Finde et sæde altså. Jeg fik en fin plads, godt nok ikke ved vinduet, men jeg kunne sagtens se ud. Min sideveninde sov og sad godt tilbagelænet og sammensunket, så jeg havde frit udsyn. Jeg kunne tydeligt se det møgbeskidte vindue, hvor kun glimt af lys strømmede ind. Landskabet var uklart. Men hvem gider også kikke på sjællandsk natur, der farer forbi et togvindue, når man kan læse i sin gode bog? Jeg fandt bog og briller frem og glædede mig til en hyggelig halv time i selskab med selveste Zafón og Vindens Skygge. Den engelske udgave. Og nej, jeg er ikke færdig med den endnu! Jeg har jo gang i flere bøger, men Zafón var helt oplagt til togturen.

Bare sidder dér i sin egen verden på et togsæde. På vej mod København og et møde, jeg var spændt på. Bare sidde og lade sig forføre og fortrylle af ord og en verden, jeg har helt min egen forestilling om. Men nu er jeg jo altså vant til at læse i nogenlunde stilhed. Og jeg skal lige love for, at der IKKE var stille i den kupe, hvor jeg havde fundet mit sæde. Der blev snakket højt. Der blev snakket i mobiltelefoner, som ringede og bippede. Samtaler, som jeg ville klassificere helt private og på ingen måde egnede til fremmede medhørere i et tog, røg gennem kupeen og ramte mit øre. Forstyrrede! Zafón gjorde bestemt sit for at holde mig fast i bogens univers, men han fik kamp til stregen. Der blev sunget en sød sang tæt på mig. En lille glad pige, som var ganske bedårende, men som jeg hellere så gjort tavs lige på det tidspunkt. Men så kom jeg til at smile af mig. Du er blevet gammel! Sådan sagde jeg til mig selv og så rystede jeg på hovedet. Gu' er jeg ej! Jeg forstår bare ikke, hvorfor man konstant skal tale i mobil og modtage SMS til lyden af et brølende næsehorn og det, der er værre. Ikke i et tog. Ikke i en kupe fyldt med andre mennesker og jeg var på ingen måde den eneste, der sad med en bog.

Jeg fik dog læst lidt. Jeg fandt min koncentration og fordybelse. Det kan jeg nemlig godt! Og toget ankom til Københavns Hovedbanegård, hvor jeg stod ud på perronen. Solskin. Klar blå himmel. København havde foldet sin røde løber ud og jeg nød gåturen til mødestedet, som tog en lille halv time. By og lyde. Tage og tårne. Mennesker. Det var godt at komme hjem for en stund. For den gode by København er jo min hjemby. Mødet gik godt. Faktisk langt bedre end jeg havde forventet. Jeg fik talt med nogle gode og spændende mennesker. Jeg observerede. Skrev ned. Stillede spørgsmål. Og så konstaterede jeg, at jeg synes kvinder med et stort og lidt vildt opsat hår er sympatiske. Generelt. Hende, jeg mødte i går var i hvert fald. Det noterede jeg mig. Blandt andet.

Togturen hjem lignede til forveksling den ud, men nu var jeg helt indstillet på det, der ventede mig. Jeg havde ikke lejlighed til at finde en stillekupe, for dér var alle sæderne reserverede. Det kan jeg godt forstå! Men jeg fik læst en god bid mere af Zafón og pludselig var vi i Ringsted. Hjemme igen og med en god dag i bagagen.

torsdag den 27. januar 2011

MiskMask


Jeg vælger at kalde dette indlæg miskmask. Sådan må det være denne torsdag morgen, hvor min PC endnu engang har vist mig, at den har helt sit eget liv. Den skynder sig langsomt og her til morgen skulle vi i gang med den helt store scanning, synes den. Nej! Det skal vi altså ikke. Ikke nu. For i dag skal jeg til København og inden skal jeg gå med hundene og i bad. Nu har vi diskuteret en halv times tid, PC'en og jeg, og er blevet enige om, at jeg kan skrive et hurtigt indlæg. Skynd dig, siger den og rumsterer faretruende i baggrunden. Spyt ud og kom videre.

De lover flot vejr i dag. Jeg kan se stjernerne derude på den mørke morgenhimmel. Vi fik sne i går og landskabet er igen hvidt og vinterligt. Så kan jeg lære at få forårsfornemmelser i januar! Men egentlig var det nu meget rart med lidt lys i landskabet. Flot. Og koldt. Nu vrøvler jeg om vind og vejr, mens min morgentid i timeglasset rinder ud og dagen ankommer med blinkende lygter.

Møde i København. Noget af det, man bare skal. Jeg tager toget og gør det til et lille eventyr. Kigger ud af vinduet, mens Sjælland farer forbi. Går fra Hovedbanegården og derhen, hvor jeg skal tilbringe nogle timer. Møde. København. Torsdag. Tiden er gået.

Se det var da en ordentlig gang miskmask! :)

onsdag den 26. januar 2011

Lækre linser


Jeg kan godt lide linser. Jeg kan i det hele godt lide grøn mad og er vel i grunden lidt af en skabsvegetar, men eftersom kæresten er landmand og elsker kød, så består vores måltider ofte af både og. Jeg sparer dog på kødet og forsøger at vælge det gode, økologiske og magre. Hellere lidt men godt!

I aften er jeg alene på skansen. Kæresten skal ud med drengene. Det er en kærkommen lejlighed for mig til at holde kødfri dag. Faktisk holdt jeg to sammen med Sidse, da vi i sidste uge delte omgivelser i et par dage. Vi fik lavet to utrolig lækre og velsmagende måltider udelukkende af gode grøntsager og lidt ost. Inspireret af det, vi spiste, vil jeg nu forsøge mig med madpandekager med et fyld af grønne linser, gulerødder, broccoli, bladselleri og røde peberfrugter. Det skal koges sammen med grøntsagsbuillon og tomatpasta. Resten er op til fantasien. Når jeg står i køkkenet, så sker der noget. Det er en elskestund! Blande farver og krydderier og fremtrylle et dejligt sundt og velduftende måltid. Dufte, smage og se. Lade sanserne lege og spille op til hinanden.

Man kan lave meget med lækre linser. Man kan også bare kigge på dem. Jeg synes de er smukke. Lige til at blive glad af på en onsdag eftermiddag i januar. Skal du også have god mad i aften? :)

Alting har sin tid


Der skete noget i går. Mens jeg sad og læste og fyrfadslysene blafrede stille i hjertestagerne, mærkede jeg at nogen betragtede mig. Kender du det? Man kan bare mærke, at man ikke er alene. Og nu taler jeg ikke om hundene, som lå og sov lidt efter en god eftermiddagstur. Nej, der var ligesom andre øjne, der hvilede på mig. Det føltes som et strejf af varme, som solen, der kigger frem bag skyerne på en forårsdag. Der var helt stille i stuen og jeg var i Barcelona, vandrende i den gode historie, men med ét var jeg tilbage igen. Jeg så op fra bogen, tog læsebrillerne af og lod blikket glide rundt i stuen. Jeg følte mig ikke urolig. Jeg var ikke bange. For jeg kunne mærke, at det var gode øjne, der så på mig. Så opdagede jeg hende. Skytsenglen. Hun stod dér på reolen bagved lysene og foran nogle af mine bøger. Sagde ingenting, stod bare helt stille med sit blik rettet mod mig.

Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg lagde bogen fra mig og rejste mig fra sofaen. Skytsenglens plads er jo på skrivebordet sammen med Filosoffen, som du efterhånden kender lidt til. Du ved, ham med strithåret og de skarpe bemærkninger. Der gerne vil blande sig i ord og tanker og som altid har noget norsk på hjerte. Et hjerte, som i øvrigt sidder på hans ene skulder. Skytsenglen plejer at stå lige ved siden af ham. Eller det var i hvert fald hvad jeg gik og troede. I går blev jeg klogere. Hun lod sig afsløre der bag lysene. Det var som om hun gerne ville have, at jeg skulle opdage hende. Det bilder jeg mig i hvert fald ind. 'Hvad laver du dog dér', spurgte jeg og indså, at det var første gang jeg talte direkte til Skytsenglen. Jeg har jo aldrig hørt hende ytre et ord og derfor har jeg ladet hende være. Tænkt, at hun nok fandt ordene frem, når tid var. Og så har Filosoffen jo altid talt så meget og så højt, at hun ikke har haft en chance. Måske. Eller også har hun bare ventet. Hvem ved?

Skytsenglen smilede til mig. Hendes smil var varmt og som et blødt uldent plaid lagde det sig kærligt omkring mine kolde januarskuldre. Jeg blev stum og stille og stod bare og så på hende. Så lige ind i hendes blå øjne og blev forsigtigt transporteret tilbage til Senja. Befandt mig ved vandet med udsigt til fjeldene så smukke og mægtige og mærkede suset fra skønheden, så jeg måtte snappe efter vejret. Den klare rene luft fyldte mine lunger og duften af hav og nordlig sommer lagde sig til rette i min sjæl. Jeg er i paradis, tænkte jeg. Paradis eller noget, der ligner. Så blinkede jeg og stod tilbage i min egen stue. Skytsenglen havde sænket sit blik og med den ene vinge pegede hun forsigtigt på teksten, som er vævet fint ind i hendes turkisblå nederdel.

"Din skyttsengel ser deg alltid" ...

Så det er altså sådan, det er. Hun har ikke sagt ord endnu, men i går fortalte hun mig noget, som jeg ikke var klar over. Jeg mener, jeg kunne lide teksten på hendes fine porcelænskrop, men jeg var ikke klar over, at det var mere end ord. Nu ved jeg bedre. Skytsenglen følger mig rundt i stuen. Hun spejder sågår ud i køkkenet, når jeg står bøjet over gryderne eller skærer gulerødder i tern. Hun ser mig altid. Og hvis jeg er så heldig at fange hendes blik, så kan hun tage mig med til Norge. Et sted langt nordpå, hvor jeg var i sommer og som altid vil bo i mit hjerte, for skønheden var enestående. Måske kan hun noget mere, tænker jeg, mens jeg sidder her over morgenkaffen og ser ud på mørket, hvor himlen i løbet af natten har sendt et fint lag sne ned på jorden . Det er stadig vinter. Men i Skytsenglens blik er det sommer.

Jeg glæder mig til at lære hende bedre at kende. Måske vil hun tale til mig en dag. En dag, når hun finder det nødvendigt. Jeg tror hendes stemme er som sød musik. Mild og fløjsblød. Det må den næsten være, når hun har sådan et magisk blik. Men jeg må vente tålmodigt, mens vinteren går sin gang og langsomt nærmer sig foråret. Alting har sin tid.

tirsdag den 25. januar 2011

Ja ja ja ...


Skumringstimen nærmer sig. Egentlig har det været skumringstime hele eftermiddagen. Himlen allierede sig med skyerne og sammen sparede de på lyset. Lod det blive der bag vattæppet af grå klatter og lod hånt om min hang til solskin. Men når man har besluttet sig for at glæde sig, så gør man det!

Hvis du spørger mig, hvor timerne blev af, så ryster jeg forundret på hovedet. Jeg aner det ikke? Men hvis du spørger mig om jeg fik løbet og skrevet, så nikker jeg tilfreds. Årets første forsigtige løbetur. Det var en fryd at tage løbetøj på igen. Jeg havde sommerfugle i maven! Blev helt forvirret og kunne ikke rigtig huske, hvad man iklæder sig af løbeudstyr på en kølig dag i januar. Faktisk måtte jeg tilbage, ind i huset igen, og tage overtræksbukser på. Ja søde, det er koldere end i oktober! Koldere end da jeg brat måtte stoppe min løbetræning på grund af bækkenskaden.

En lille tur på 1,7 kilometer. Min kondition kunne sagtens have båret mig meget længere og lysten var dér. Det var svært at lade være. Men når jeg fik allermest lyst til at give den gas og sætte farten op, satte jeg i stedet farten ned. Så gik jeg. Min fysioterapeut har anbefalet, at jeg gør sådan og det er helt sikkert fornuftigt. Men hold op hvor føltes det godt! Løbetøj, løbesko, landevej. Tid og distance taler vi slet ikke om og denne fase har jeg valgt at kalde "jogging" i min motionsdagbog. Jogging betyder en mellemting mellem at løbe og gå. Mest løb! Jeg må huske på, at jeg ikke har travlt. Huske at rose mig selv, fordi jeg løb, men gjorde det med mådehold. Dygtig pige! Bagefter snuppede jeg en lille tur på kondicyklen og så stod den på udstrækning, øvelser og is.

Har jeg været glad, spørger du sikkert, for jeg var jo så letsindig at udnævne denne tirsdag til glædesdag. Tak fordi du spørger, svarer jeg og mærker forsigtigt efter. Jo, glæden er et sted derinde. En stille glæde, som passer helt fint til skumringen. Nu skal jeg læse. Siden skal jeg bage rugboller og lave en omelet med letrøget italiensk bacon og velvalgte grøntsager. Eftersom jeg er et sandt madøre, er god mad altid en glad begivenhed for mig. Og med et godt glas vin bliver det et festmåltid. Glædeligt.

Glædesdag


Det er tidlig morgen. Jeg vågnede en time før det aftalte tidspunkt og kunne mærke, at søvnen var taget afsted. Forsvundet gennem gardinet, ud af vinduet og ud i nattemørket, der egentlig er morgen, men som kunne være når som helst. Jeg har sovet godt. Der manger ikke noget på den konto. Og jeg er jo A-menneske. Mine morgener er værdifulde og tiden til at hænge over kaffen og starte helt stille og roligt er den bedste. Alt ånder fred og ro. Måske er pendlerne allerede på vej ind af motorvejen og andre smører madpakker med trætte øjne og børn, som ikke vil ud af dynerne, men jeg sidder her på min fysiobold og vælger min morgen.

I går besluttede jeg mig for, at denne tirsdag i januar skal være en glædesdag. Det vil jeg så lige huske mig selv på nu! I går var jeg nødt til at gøre nogle ting og bruge tid på noget, som jeg egentlig ikke havde lyst til. Selvom jeg prøvede at sige "sådan er det bare" og det gør jeg med et smil, så gjorde det mig irriteret. Og senere blev jeg overvældet af tristhed. Bare sådan. Som om der blev smidt et tæppe af modløshed hen over mig og jeg kravlede gennem tågen og eftermiddagen, mens jeg forsøgte at tilkæmpe mig lidt godt humør. Det udeblev. Indtil jeg kom i tanke om, at livet består af kontraster. Modsætninger. Og at man skal kende den mørke del for at kunne sætte pris på den lyse. Accept!

Jeg besluttede mig for at lade være med at kæmpe. Satte mig bare ned i sofaen med min gode bog og læste. Ventede. Tålmodig. Så dukkede der nogle gode ord op. Jeg kom i tanke om nogle citater. Og fandt flere i min lille notesbog af gode ord. De gjorde godt. Jeg tankede op. Den slags dage findes, tænkte jeg og det vil jeg acceptere. I morgen er der atter en dag. Den udnævner jeg til glædesdag. I morgen skal jeg gøre alt det, jeg kan lide og har det godt med. Jeg vil rose mig selv og skrive endnu flere gode ord i min lille bog. Og skrive videre på min historie, hovedsagen. Nu er i morgen i dag. Tirsdag. Glædesdag.

Hvordan tilbringer man så en glædesdag en tåget tirsdag i januar? Filosoffen danser lidt på stedet og vil gerne på banen med sit bud, men jeg lader ham stå et øjeblik. Han er jo et lille kunstværk. Afbryd mig ikke, siger jeg uden ord og det forstår han godt. Man starter med at tænke på alt det gode i livet. Det, man er taknemmelig for og jeg har meget! Skriver det ned om nødvendigt. Tager et bad og klæder sig i noget tøj, man har det godt i. En god parfume måske? Velduftende og lækker laver man en prima kop kaffe med god mælk. Glæder sig til det, man skal. Hygger. Smiler. Danser.

Og eftersom i dag er glædesdag, så er der en helt bestemt ting, jeg skal. Noget jeg har ventet på længe. Glædet mig til. Jeg skal have min første løbetur i meget lang tid. Ja, måske ikke en tur så lang og intensiv, som da jeg måtte stoppe på grund af min bækkenskade tilbage i oktober, men jeg skal tage de første løbeskridt i dag. Iført rigtige løbesko og min nye løbejakke. Se hvordan det er. Mærke efter og lave øvelser selvfølgelig, men jeg skal løbe. Lidt men godt. Skridt af flødeskum på lammeskyer. De har manglet i mit liv. Løbeturene. Nu smiler de og byder mig velkommen tilbage. Vi tager det roligt, siger de. Starter op. Løbe, gå. Men gøre det!

Jeg er gladeligt i gang med min dag og ønsker for dig, at du også må få en glædesdag. Eller rettere sagt - tag dig en glædesdag! Du bestemmer, kaptajn :)

Billedet er lånt på tdgallery.dk

mandag den 24. januar 2011

Scheherazade på åbent hav


Nogle gange tænker jeg på, om det virkelig er rigtigt, at man selv kan vælge. Om det er sådan, at man selv tager ansvaret for sit liv og beslutter sig for, hvad med vil og hvor man vil hen. Og at man så sætter sine sejl efter vinden og begynder at sejle lige derhen, hvor man gerne vil ende. En klog mand har sagt, at man ikke kan styre vinden, men at man kan indrette sine sejl således, at man sejler i den rigtige retning. "Rigtige" som i "den vej ønsker jeg at sejle". Jeg har besluttet mig for, at det er sådan! Det tror jeg at man skal. Man skal tro på det og så indrette hele sin sjæl efter den overbevisning. Starte med at lade tankerne tænke posivt på det og mærke, hvor dejligt det er, når man drømmer om de muligheder, man egentlig har. Tænker på, hvordan det ville være, hvis man kunne få det ligesom man gerne vil have det og lavede lige det, man havde lyst til. For lysten driver værket. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

Jeg er ved et indrette mine sejl efter vinden og tager stik mod en retning, jeg ønsker at sejle i. Vi har forladt kysten, mit skib og jeg og jeg kan se den hjemlige kyst i horisonten. Se den forsvinde, mens jeg driver mod åbent hav, hvor der både er smukke dansende delfiner, som gerne følger mig på vej og glubske hajer, der længes efter et godt måltid. Dagens ret! Dansk kvinde med gode drømme. Det kildrer lidt i maven, når jeg ser kysten forsvinde og et øjeblik overvejer jeg, om jeg har mistet forstanden. Hvad jeg har gang i. Men det er bare tanker, som er vant til at være sådan. De plejer at tænke den slags. Nu skal jeg lære dem helt andre sprog og helt andre sange. Vi kan øve os, mens vi sidder dér på vandet.

Nu kan jeg ikke længere se kysten. Alt er blåt - himmel og hav så langt øjet rækker. Skumsprøjt på bølgerne og vind i håret. Alene i en klædedragt vævet med tråde af håb. Broderier af tro, hjerter og kærlighed. Kærlighed til de opdagelsesrejsende, der før mig har været på åbent hav uden at kunne se land nogen som helst steder. Og som har mødt hajer, der kredser om bådens sider og kun har én ting i hovedet. Mad! Mig. De prøver at fortælle mig, at der er nogle regler, jeg skal følge. At kystvagten snart kommer og snupper mig, hvis de da ikke selv får deres spidse tænder i mig. Jeg kan bare vælge. Kystvagt eller haj? Jeg ryster på hovedet og overtaler mit bankende hjerte til at slappe af igen. Vi sejler jo videre. Vi er på vej. Selvom solen går ned i horisonten hver eneste aften og det bliver mørkt, så alt jeg kan høre er lyden af bølgerne mod min båd og delfinerne, som synger opmuntrende, mens hajerne tager tilløb til endnu en dag. Vi gør bare det, vi er ansat til, siger de og ser sultne på mig.

Er det sådan, det er? Måske. Det føles sådan lidt nu. Så jeg tænker følgende: Jeg er en eventyrer. Jeg er datter af Christopher Columbus, der som han er bevæbnet med notesbøger og tegner sine egne søkort. Måske er de ikke helt i overensstemmelse med den virkelighed, nogle ønsker at præsentere os drømmere for, men hvem ved, hvad der i virkeligheden er virkeligt? Når det kommer til stykket. Columbus holdt sig til de tal, der passede ham bedst og det har jeg også tænkt mig. Selvom jeg nok overvejende vil holde mig til ord.

Og hvad med blæsten, spørger du måske? Hvad med stormen, når den raser og de glubske hajer, der kun vil dig ondt? Som vil sætte dig i bås, i et fængsel med så tykke tremmer, at du aldrig mere kommer ud og kun kan betragte det blå og grønne et sted derude? Tror du det er sådan? Ender jeg i fængsel? Jeg fristes til at skrive "fortsættelse følger", for sådan er det jo. Jeg ved det ikke. Jeg svarer fisk! Fisk fordi jeg må læne mig op af troen og håbet og stole på, at min lille skib kan fragte mig mod en god kyst og det, jeg går og drømmer om. Andre Gide sagde: Man cannot discover new oceans unless he has the courage to lose sight of the shore. Og det er jo sandt. Dér er jeg lige nu. På åbent hav. Jeg må finde en måde, hvorpå jeg kan overtale hajerne til at vente lidt med at spise mig. Være listig og fortælle gode historier ligesom Scheherazade. Trække tiden ud og i den retning, der passer mig som en smuk skræddersyet kjole. Hvilken herlig udfordring! :)

Ønsker dig en god mandag på bølgerne blå.

søndag den 23. januar 2011

Sidst på eftermiddagen


Lyset bliver mere dæmpet. Langsomt daler solen ned fra himlen og ender i et flammehav af orange. Tiden går i stå. Her sidder jeg på ydersiden af weekenden og dagdrømmer lidt. Skumringen kommer nærmere, den time, hvor jeg holder af at sætte mig i sofaen og fordybe mig i en god bog. Om lidt skal jeg tilbage til Barcelona. Læse om vindens skygge. Endnu engang lade mig fortrylle af Zafóns univers.

Søndagen har været stille og god. Langsomhed efter en dejlig dag i går med gæster og flere timers køkkentjeneste af den gode slags. Osso buco og risotto milanese. Et måltid for guder og godtfolk. Rødvin, snak og hygge. Når jeg har tid, elsker jeg at stå i køkkenet. Elsker at skære ud og lade mig inspirere af farver og dufter. I går fulgte jeg skam en opskrift! Næsten til punkt og prikke og det er sjældent. Jeg har det med at improvisere. Der skal lidt af min egen magi i gryden og det kom der også i går. Bare et stænk. Resultatet var godt! Lækkert.

Nu trasker søndagen afsted med langsomme skridt mod aften. En ny uge nærmer sig. Jeg tøver lidt. Har lyst til at blive hængende. Bo i skumringstimen og flytte ind på et hotel i Barcelona. Kigge Zafón over skulderen. Drikke spansk vin og spise tapas, mens natten tager over. Men her sidder jeg ved mit skrivebord i Danmark, mens et lille fyrfadslys forsigtigt blusser op i det, der snart er skumringsmørke. Tanker. Refleksioner. Søndag. Sidst på eftermiddagen.

Billedet er lånt på phosee.dk

lørdag den 22. januar 2011

Solboller


Det er stadig mørkt, mens jeg sidder her med kaffen. Forsigtigt kommer lyset snigende, men jeg har på fornemmelsen, at det vil holde sig i baggrunden i dag. Gemme sig lidt i ly af skyer og mægtige trætoppe og vente på de tider, hvor foråret for alvor tager tilløb og kommer brasende over hegn og hæk. Hvor fuglene synger og himlen er lovende blå lige fra morgenstunden. Jeg er begyndt at længes. Jeg kan mærke det i hele kroppen. Det bliver godt ikke at skulle pakke sig ind fra top til tå, når man skal ud og gå tur. Glemme alt om vanter og hue og bare nyden brisen i håret. Trække foråret ind med vejret, inhallere og få vårens dufte helt ned i lungerne. Det har været vinter siden November boede på det, der dengang var pensionat. Sne og minusgrader, der mindede mere om Nordpolen end et sted midt på Sjælland. Mørke.

I går skrev min nord norske ven på Facebook om solboller. Og andre gode mennesker fra det nordlige Norge svarede igen og fortalte om, hvordan dagen i går var soldag. Lyset kom tilbage. Efter måneder i mørke dukkede solen op igen. Soldag. Og så er det tradition, at man spiser solboller. Bare ordet gav mig lyst til at smage. Men solboller er forbeholdt dem, som har boet i mørket og ikke set solen og dagslys i mange lange uger. Ikke os her i det sydlige Skandinavien, som trods alt har lys om dagen, selvom dagene er korte og solen ikke altid dukker op. Men vi har lys! Det gælder heller ikke, selvom man har famlet sig vej gennem tåge og fugtig luft så tung, at det er svært at trække vejret ordentligt.

Ikke desto mindre har ordet solbolle bidt sig fast. Jeg har smagt på det og kan lide tanken. Tanken om en bolle så velgørende, at tænderne løber i vand og sjælen længes efter synke den første bid. En bolle bagt med længsel efter lyset, fuld af sol og varme. Når man spiser en solbolle, vender håbet tilbage. Man har klaret det. Man har gået gennem vinteren og man har fundet vej. Solbollen giver ny energi og fylder en med forårsfornemmelser. Så kan man lidt igen! Mine to nordnorske figurer fra Senja nikker og smiler, ja selv Skytsenglen klapper begejstret i hænderne ved tanken. De to har jo prøvet det. De har boet på Senja i mange år, inden de blev bortført og sat på et skrivebord i Danmark. De ved, hvordan det er, når lyset kommer tilbage!

Billedet er lånt på hjertebarn.blogg.no

fredag den 21. januar 2011

Positive tanker og guldfisk


Your success and happiness lies in you. Resolve to keep happy, and your joy and you shall form an invincible host against difficulties.

Ordene er Helen Kellers. En dame, som trods sygdom og svære udfordringer i sit liv, altid holdt humøret oppe og tænkte positivt. Hun var forfatter og både blind og døv. Men hun lærte sig at tale og med hjælp af sin lærer, Anne Sullivan, lærte hun sig blindskrift. Helen var stædig og fast besluttet på at gøre en forskel. Hun fuldførte college, skrev sin livshistorie og rejste rundt i verden for at hjælpe krigsofre, der ligesom hun selv var blevet blinde. Helen Keller forstod om nogen vigtigheden af at tænke positivt. Med stædighed og vilje gjorde og gennemførte hun ting, som andre har rystet på hovedet af og sagt 'det kan ikke lade sig gøre'. Men Helen Keller havde forstået noget! Og heldigvis var hun en motiverende og inspirerende kvinde, som havde lyst og overskud til at give det videre. Jeg læser tit Helen Keller citater, hvis jeg lige har brug for en opmuntring. En reminder om, hvordan tanker bliver til ord. De former os. Tanker gør hele forskellen. Du bliver hvad du tænker. Måske ikke første gang, du tænker en tanke, men langsomt bliver tanker til ord. De bliver det, du siger til andre. Giver videre. Og dine ord afspejler din opførsel og former dine vaner. Dine vaner bliver dine værdier. Det har Ghandi sagt noget meget klogt om, men summa summarum. Det starter med dine tanker!

'Så er det jo godt, at du har så gode tanker'. Filosoffen nikker og former læberne i noget, der kunne minde om et smil. Jeg har været væk et par dage og han er i snakke-underskud. Pluderede hele aftenen i går, mens jeg så håndbold. Og jeg lagde godt mærke til, at Skytsenglen lyttede og nikkede og nogle gange sagde hun også noget, men jeg kunne ikke høre hvad. Jeg længes stadig efter at høre hendes stemme og lære hende at kende. Men måske er hun ved at tænke gode tanker lige nu. Gode tanker, som bliver til ord, hun siden vil sige til mig. Jeg kan næsten ikke vente! Men Filosoffen kan jeg regne med. Han benytter enhver lejlighed til at ytre sig og jeg må vist snart bøje mig og træde ind i hans filosofiske verden. Tage nogle af de samtaler, han brænder for at kaste sig ud i. Men ikke her til morgen! Det er fredag og efter et par dage med inspiration i andre omgivelser og et par små praktiske udfordringer, der lige skulle klares, har jeg tænkt mig at dedikere denne fredag til skrivning og læsning. Vi må se, hvad der sker! Stephen King siger, at man skal bure sig inde, når man skriver. Lukke døren. Nu har jeg altså ingen dør til min lille skrivestue her, men jeg ved godt, hvad han mener. Der skal en god portion koncentration til og forstyrrelser udefra er ikke af det gode, når man er dykket ned i kreativitetens brøndvand og fisker efter guldfisk.
'Jeg havde engang en guldfisk', siger Filosoffen og spidser sine lerlæber. Fløjter en strofe fra en nordnorsk vise. Jeg ser afventende på ham, for noget må han vel have på sinde, siden han synes, jeg har brug for at vide, at han engang havde en guldfisk! Men han siger ikke mere.
'Hvad var der med den guldfisk'? Jeg bliver lidt irriteret på mig selv, fordi jeg har ladet min nysgerrighed vågne og er kommet på afveje i forhold til det, jeg ville have fyldt dette indlæg med. Helen Keller. Positive tanker. Man har det, som man tar' det og meget mere godt fra den skuffe. Nu er jeg i stedet endt med en fløjtende filosof og tanker om guldfisk.
Han ler højt og ser på mig. Løfter sin ikke eksisterende pegefinger og blinker til mig.
'Den døde!'. Nu ler han endnu højere og jeg ryster uforstående på hovedet. Hvad er der sjovt ved en død guldfisk?
'Du har fuldstændig ødelagt mit indlæg' siger jeg til ham og forstår i det samme, at jeg har begået en fejl. Jeg har ladet det ødelægge. Jeg kunne have vendt ham ryggen eller endnu bedre, jeg kunne have vendt ham om, så han kom til at stå og glo lige ind i væggen. Lagt ham ned. Lagt ham i en æske! Men selvfølgelig vil jeg gerne høre, hvad han har på hjerte. Han sprudler jo af lyst til at udfordre mig, ivrigheden står malet i hans ansigt med strithår og ører ditto. Han er vist kommet for at blive, hvis jeg altså vælger at lade ham stå. Og jeg har jo selv købt ham på Senja. Selv valgt ham og betalt for ham. Nu skal jeg da også have noget ud af ham, ikk?

Egentlig ville jeg bare sige, at det starter med en tanke. Og hvis den tanke er positiv, så smitter det af. Det smitter af på de andre tanker og på de ord, der bliver formet af tanker. Og tanker bliver til handlinger ...

Ha' en fin fredag!

Billedet af Helen Keller og Anne Sullivan er lånt på historicalstockphotos.com

torsdag den 20. januar 2011

Planer, afbrydelser og havet


Det er ikke altid tingene går efter planen. Det må jeg sande hele tiden. Så spørgsmålet er, om man overhovedet bør have en plan? Har man ingen planer, så går tingene vel af sig selv eller? Jeg fik gjort en del af det, jeg havde planlagt i går. Jeg kom på crosstraineren og fik "løbet" mine første 4 kilometer i lang tid. Det var en fantastisk fornemmelse. Mest af alt tanken om at være i gang igen! Tanken om, at der ikke er langt fra crosstrainer til rigtige landeveje, løbesko og min nye løbejakke, fødselsdagsgaven, som slet ikke har været i brug endnu.

Jeg fik også skrevet. Men jeg fik ikke skrevet så meget, som jeg egentlig havde tænkt jeg ville. Jeg havde forestillet mig stille timer foran brændeovnen, den eneste lyd ville være de små kærlige smæld fra brændeknuderne og ildens næsten lydløse dans i orange. Fingrene, som bevægede sig over tastaturet, fandt de rigtige bogstaver, som dannede ord og sætninger uden for meget ståhej. Inspiration som flydende honning i rigelige mængder. Men NEJ! For udenfor vinduerne i den idylliske landsby var der gået ged i den og ged er nok ikke det helt rigtige ord. Det vil jeg i hvert fald ikke håbe. For noget stoppede en septitank! Der var med andre ord gået lort i den. Og jeg ønsker egentlig ikke at være så kontant og fuldstændig mangle poesi i mine betragtninger, men virkeligheden levede bare ikke op til mine ønsker og forestillinger i går. Kommunen rykkede ud med mandskab og store orange kæmpebiler med blinkende lygter. Højrøstede mandestemmer gik til kamp mod forstoppelsen og huset rystede som et espeløv, mens der blev boret og regeret. Idyllen var jævnet med jorden. Jeg prøvede at ignorere det kaos af lys og lyd, der pludselig omgav mig, men jeg magtede det ikke. Koncentrationen udeblev. Inspirationen løb væk og er ikke set siden.

Jeg gav op! Jeg kapitulerede med bøjet hoved, erkendte mit nederlag og begav mig ud i eftermiddagen iført hund i snor. Josie og jeg gik en tur ned på havnen, gennem landsbyen, fjernede os fra orange biler og mænd i ditto jakker. Se det var en god plan! En impulsiv indskydelse opstået af noget, jeg egentlig havde planlagt, men som ikke lod sig gennemføre. Et alternativ, der var langt mere velgørende end at forsøge at skrive i takt til et rystende kæmpebor. Havnen var en oase af vand og is. Små skibe, der ligesom os venter på foråret. Måske var de strandet for en stund, fastlåst i is og underdrejet af vinteren, men der var noget stærkt og modigt over de små både. En tålmodighed, jeg stadig har til gode at mestre. Og håbet kom tilbage dér på molen, mens jeg skuede ud over vandet, vinteren og spejdede efter lysere tider på den tvivlsomme januarhimlen. Livet gav mening på havnen. En lille havn på vej mod noget andet. Større? Eller? Planer er til for at ændre. De er gode at have og kan være med til at få tingene gjort, men når det bare ikke spiller, så skal man gå lidt væk. Gå en tur. Gøre noget andet. Så falder det hele på plads igen.

Tilbage på matriklen var semtitank-redningsmandskabet på forunderlig vis forsvundet. Roen var kommet tilbage. Jeg lagde mere brænde i ovnen og skrev lidt videre. Det blev en god dag. Anderledes ... men god!

onsdag den 19. januar 2011

Hvem sagde kajak?


Det var en god aften i går. Vi lavede mexikanske pandekager med fyld af grøntsager og drak lidt rødvin. Sad og snakkede ved stearinlys, mens aftenen lagde sig tilrette og mørket lod sig oplyse af en måne, der meget snart er fuld. Der var dyb snak og så den pjattede, som altid kommer dumpende som et tema, vi bare måtte forfølge. Man skulle nok have været dér, men jeg smiler stadig af sætningen "hvem sagde kajak?" :) Det gjorde vi og det gjorde vi mange gange. Og kajakken blev til kardemomme, som der i øvrigt også var i den gode chokolade, vi smagte. Min forkølelse kom anmassende igen ud  på aftenen, så jeg gik forholdsvis tidligt op på loftet (det er nu bare første sal), hvor der var redt op til mig. I selskab med bøger, gamle ting og i øvrigt fyldt op af C-vitaminer i form af en saftig appelsin, et stort glas hyldebærsaft og velgørende dråber, lagde jeg mig ned i bløde dyner og læste lidt. Så sov jeg. Jeg sov godt. Mens månen lyste og landsbyen også krøb til køjs.

Nu er dagen her og jeg føler mig frisk! Om lidt går jeg i træningslejr: Først en tur på crosstraineren, som også bliver startskuddet til mine 2011 løbeture. Så et bad og skriverier. Flammerne danser i kaminen, buldrer og varmer. Og jeg vil ikke udskyde det længere! Crosstraineren venter sammen med alt det andet gode, jeg skal i dag.

tirsdag den 18. januar 2011

Ankommet


Jeg er ankommet. Sidder nu et helt andet sted i stearinlysets skær, mens skumringstimen nærmer sig og freden sænker sig over landsbyen. Jeg er ankommet til et sted, hvor jeg skal være de næste par dage. Hvor jeg skal skrive i ro og mag, mens jeg betragter det stille liv udenfor vinduerne.

Jeg er flyttet ind og mine ting er så småt ved at brede sig ud i rummet, som de har det for vane. De har det ligesom mig. Hjem er hvor hjertet er og lige nu er mit her. Jeg føler mig hjemme midt i skumringen, mens jeg venter på at hende her skal komme hjem. Hun bor her nemlig også! ;)

Det er godt at komme lidt ud. Prøve om vingerne kan bære et andet sted. Jeg kan mærke, at mine er stærke og dristige efter at prøve skrivekræfter ved et andet vindue. Historien er såmænd den samme, men hvem ved, hvad der sker i morgen? Jeg gør ikke, men jeg glæder mig til at finde ud af det.

Og jeg glæder mig også til i aften, hvor vi skal lave et dronningemåltid af gode grøntsager og åbne en flaske rødvin. For det skal vel fejres at det er tirsdag og at jeg er ankommet!

Har du fundet noget?


Alle har en lillebitte ting, som de er gode til. Sådan synger Poul Krebs i en sang, som jeg opdagede i sidste uge. Den er ikke ny men den er god! Den hedder "Hør Suset" og jeg kunne såmænd ligeså godt have skrevet den tekst, for jeg er helt enig med ham. Han synger at det gælder om at turde noget, tro på noget. Finde ud af, hvad man brænder for og så gøre det. For det gør en himmel til forskel at beskæftige sig med noget, man kan lide. Og det viser sig sørme ofte, at det er lige netop det, man er god til!
Det gælder om at finde noget, en lillebitte ting, så man ved, at man kan noget. Det gælder om at vinde noget, en lillebitte sejr over sig selv og Janteloven. Det gælder om at gøre noget, bare lidt af det, man drømmer om og sige til sig selv, jeg fik det gjort.
Spørgsmålet er, om man så hører suset, når man gør det. Hvordan føles det? Er det som at stå på stranden og mærke vinden tage fat i hår og hud? Er det anderledes end bare at stå op hver morgen og køre afsted til noget, som ikke giver mening og som gør en træt på forhånd? Mit svar er klart. Ja! Det gør en forskel. Jeg tænker meget over det i disse dage, fordi jeg som aldrig før er glad for at være mig. Jeg smiler tilbage, når jeg ser mig selv i spejlet. Og selvom jeg slet ikke har fået lagt brikkerne i det puslespil, der nu ligger og venter på mig, så ved jeg, at det bliver et smukt puslespil. Det bliver mit puslespil! Det er gået op for mig, hvem jeg er og hvad jeg er god til. Måske har jeg ikke helt fundet ud af, hvad hele billedet indeholder, der mangler stadig nogle farver og nogle streger kunne godt være mere tydelige, men det kommer. Og måske bliver de streger slet ikke til streger. Måske bliver de runde, bløde og drilske i deres linjer. Kærlige og kontante.

Hvad nu hvis jeg falder? Hvad nu hvis puslespillet smuldrer eller der pludselig mangler en brik, som bare ikke findes her i min nærhed? Filosoffen siger forsigtigt, at så må jeg jo ud og lede efter den, og det har han ret i. Jeg har ladet ham forstå, at jeg ikke vil lade mig forstyrre og afbryde i dag og det har han accepteret. Jeg har lovet ham, at han får et indlæg helt for sig selv, hvis han bare lader mig skrive løs her til morgen. Uden at sige noget. Han skal bare stå dér og se figuragtig ud ved siden af Skytsenglen. Skytsenglen, som jeg vældig gerne ville lære bedre at kende, men hun holder sig som bekendt tavs og afventende. Måske har hun forstået noget vigtigt her i livet. For nogle gange gælder det om at have tålmodighed! Og det skulle komme fra mig. Mesteren i utålmodighed! Men jeg har besluttet mig for, at tålmodighed rent faktisk kan være en dyd og en nyttig egenskab at have med sig i rygsækken, så jeg øver mig. Jeg har lært, at når man planter et frø, så tager det et stykke tid, inden det spirer dernede i jorden og i øvrigt kan man slet ikke se det. Det tager tid. Måske kan man høre det, hvis man lægger øret mod jorden og lytter intenst og er helt stille. Som man kan høre stilheden, hvis man er heldig.

Jeg er træt her til morgen. Forkølet! Og det er ikke en velkommen tilstand, så jeg mind-over-matter mig gennem morgenen med lidt gode dråber og en god portion positiv tankekraft. Det går over! Med en smule tålmodighed måske? Eller bare ren og skær glæde over, at livet er en gave, som jeg tager imod med ydmyghed og stor taknemmelighed. Det gælder om at finde noget ...

Har du fundet noget?

Billedet er lånt på spiritualart.dk. Besøg deres hjemmeside, der er mange skønne drømmebilleder!

mandag den 17. januar 2011

Picasso, Filosoffen og mig


Inspiration exists but it has to find you working. Ordene er Picassos og ja, ham er jeg blevet vældig glad for her i min kreative opstartsfase. Han har sagt så mange helt rigtige ting om det at skabe. Om disciplin og inspiration. Stephen King er enig. Der skal en vis rutine til. Man er nødt til at sætte sig nogle mål, hvis man vil noget. Skabe noget. Og hvordan går kreativ skabelse og rutine så hånd i hånd. Disciplin? Det er svært at svare på, men efter to uger ved jeg, at de to herrer har ret. Og der er sikkert også andre, som har sagt det samme. Jeg tror, at vi alle må komme til den konklusion, hvis vi vil med noget med det, vi drømmer om. Egentlig er det enkelt. Vi skal bare gøre det! Såmænd så. Bare sætte os ned ved tastaturet og skrive det første ord. Så det næste. Eller åbne farverne, finde det tomme lærred frem og så kridte penslerne. Selvom man vist ikke kridter pensler, men er det oliemaling, står de vel i terpentin og så gør man jo også dem klar. Og gør det. Prøver sig frem med farver, streger og klatter. Pludselig opstår der noget, dér midt i alle farveklatterne. En streg er pludselig anderledes. Den har holdning, som om den mener noget. Tror på noget. Og din hånd, som fører penslen, skal bare sørge for at følge med. Nu stopper tankerne og man maler bare. Eller skriver! Sådan er det. Appetitten opstår mens man spiser. Det er der sørme også en, som har sagt. Og sådan kan jeg blive ved!

'Men det gør du ikke', siger Filosoffen og træder frem på bordet. 'Nu gider jeg personligt ikke læse mere om dine erfaringer med skabelsesprocessen! Hvad skal det gøre godt for? Du skal jo bare gøre det i stedet for at skrive om det!'. Hans øjne glimter og jeg har svært ved at tyde, om han driller mig eller mener det alvorligt. Han er ikke sådan at blive helt klog på. Samtidig har jeg svært ved at undvære ham. Han skal ligesom være her på skrivebordet med sin prikkede undertrøje og sit tatoverede hjerte. Røde kinder og strithår. Og uforskammede bemærkninger, må jeg lige tilføje, for han har det med at lukke mindre høflige fraser ud. Måske er det fordi han er norsk?
Han ser direkte på mig og ryster indigneret på hovedet. Tager endnu et skridt hen mod mig og er nu lidt for tæt på kaffekoppen. Jeg skynder mig at redde den og tager en slurk. Hvad skulle jeg dog gøre uden kaffe på det her tidspunkt af morgenen?
'Det er usundt at være chef for længe!", siger han så og gør opmærksom på, at han citerer Arne Næss, som han for det meste ser op til. Han siger ikke noget om, hvad han mener med "for det meste", men det skulle ikke undre mig, hvis han også kunne fristes til at sige Arne Næss imod. Selvom han er død, skal det jo ikke forhindre filosoffen min i at provokere lidt?
'Du leger chef', fortsætter han og stirrer på mig. Din egen chef, som tager lange pauser og bader i overspringshandlinger. Det er fordi du ikke er streng nok! Sig hvad du vil. Sæt dig et mål. Et mål for denne uge. For dine skriverier. Har du slet ikke tænkt på det?'
Jeg ser på ham og kan ikke lade være med at le. Han bliver helt ophidset, hans kinder blusser op i mørket og brystet i hans undertrøje danser op og ned. Han er en sjov norsk fætter!
'Du har helt ret, kære ven', siger jeg bare. Det er netop, hvad jeg har tænkt mig. Jeg har skam gode planer og målsætninger for denne uge, som er helt ny og frisk. En god uge til at gå efter drømmen!'
'Og hvordan går man efter drømmen?' Nu smiler han også og blinker til mig med et strømmende overskud. Han er en elv. Vandet bruser i hans krop og energien er ikke til at tage fejl af. Ham kan jeg vist ikke bide skeer med, men selvfølgelig vil jeg prøve! Vi skal jo også have det lidt sjovt her, hvor der tidligere var pensionat! Jeg kommer til at tænke på månederne, mine kære gæster og mærker et stik i hjertet. Jeg savner dem! Hvis jeg ikke have lukket pensionat, havde Januar boet her nu. Og hun havde uden tvivl være meget mere høflig end den lille insisterede Filosof fra Senja!
'Hvordan går man efter drømmen' gentager han. 'Man gør det!'. Man tager det første skridt og så det næste.'
'Men først skal man vel kende sin drøm', siger jeg og prøver forsigtigt at skubbe ham lidt tilbage. Jeg har ikke lyst til at snakke med ham nu. Han bruger min morgentid. Han afbryder mine skriverier, læser mine tanker og kommer nærmere, selvom han egentlig slet ikke er udstyret med ben.
'Men hvad gør det, når man har tankens kraft?' Han smiler og blotter sine små tænder i et bredt grin, som skærer hans ansigt i to dele. Jeg bliver helt bange for, at han skal gå i stykker. Mon man kan lime en filosof?

Der er mange spørgsmål, som ikke blev besvaret i dette indlæg. Og sådan er det i livet. Der er mange spørgsmål, som aldrig bliver besvaret! Skal vi så holde op med at stille dem? Spørgsmålene? Nej vel! I dag har jeg lagt et godt program for mig selv og mine gøremål. Skriverierne. Så dér er kun en ting at gøre og det er komme i gang. En tur ud i morgenen, ud i mørket med hundene, hvor månen kigger frem mellem skyerne og gør sig klar til at blive fuld, så hun kan berøre min søvn og sætte spor i sandet. Men først endnu en dag. Jeg håber på sol, for den har vi måtte kigge langt efter de sidste par dage. Forgæves. Indtil videre. Men det skal ikke forhindre mig i at fortsætte med at håbe og spejde efter den i horisonten! Jeg ved nemlig, at den kommer. Ligeså uventet og fantastisk, som når drømme går i opfyldelse!

Maleriet er Picassos. Ordene var mine!

søndag den 16. januar 2011

Dejlighed


Søndag morgen har med listende skridt sneget sig forbi nattemørket og er nået frem. Sshhh, hvisker den samstemmigt med vinden, vær helt stille. Hvis vi gør for meget stads ud af os, kommer natten tilbage. Mørket lurer i horisonten med sine tro væbnere, de uendelige mørke skyer som har besat himlen og sat en stopper for solen. Og her sidder jeg med min kaffekop og tænker på sommerlige tilstande. Længes efter at mærke solen varme min vinterhvide krop. Denne vinter har varet i 100 år. Jeg føler mig som Tornerose, der har sovet altfor længe og efterhånden kan mærke søvnen fordampe som duggen på en sommermorgen. En sommermorgen, hvor himlen er blå og solen rejser sig stolt på himlen, mens den i kor med fuglene synger om dejlighed.

Da jeg satte mig til PC'en efter at kæresten og jeg havde spist vores søndagsmorgenmåltid med varme boller og blødekogte æg og ikke mindst - ost fra en rigtig ostehandler! - sprang ordet dejlighed frem. Det vil jeg skrive om, tænkte jeg. Dejlighed. Så googlede jeg ordet og valgte at se på billeder og selvfølgelig kom der en masse skønne billeder op fra "Dejligheden", som er et kysområde i Ejby ved Roskilde Fjord. Den fjord, som jeg bevæger mig langs med, når jeg i sommerhalvåret kører afsted mod sommerhuset for at besøge min mor. Og selvom jeg selvfølgelig passer min kørsel og holder øje med vejen, må jeg lige kaste et blik mod venstre, når jeg er drejet af fra hovedvejen og kører af de mindre veje op i Hornsherred. For dér til venstre ligger Dejligheden og det er et smukt syn! Som barn sad jeg bag i bilen og var parat til at lade mine øjne dvæle ved Dejligheden, når vi passerede. Allerede dengang havde jeg smagt for ordets fristende sprødhed. Det håb, der ligger gemt i de tilsyneladende tilfældigt sammensatte bogstaver, men som vi skriveglade jo godt ved slet ikke er tilfældet. Intet er tilfældigt! Og Dejligheden var som at kigge direkte ind i paradis. Et glimt af himlen, et landskab som taget ud af en roman, fiktion, for godt til at være sandt. Men Dejligheden findes skam. Og når jeg smager på ordet og lader det blive i munden, som et stykke chokolade, der langsomt smelter på tungen, så kan jeg se det hele for mig. Fjorden og himlen. Det blå vand og kystens aftegninger. Himlen spejler sig stolt i havet og naturen gør sig til. Alting falder i hak lige dér.

En dag vil jeg sidde og skrive i Dejligheden, tænker jeg. Der er et lille hus helt tæt på stranden. Et hvidt hus med stråtag og en lille stenbænk udenfor, hvor man kan sidde og falder i staver. Ordene vil risle som vand fra et lille vandfald, strømme ud i en lille bæk og vokse sig større på sin vej mod havet. Blive stærke og mægtige og overraske selv den største poet. Og nu smiler Filosoffen til mig fra sin plads ved siden af Skytsenglen. De ryster begge kærligt på hovederne og mumler noget om, at jeg vist er ved at være forårsmoden. Sommerklar for at være lidt mere dristig i ordvalget! Og ja, jeg må indrømme, at jeg har en vis længsel i mit vinterhjerte på denne grå og blæsende januardag, hvor jeg tøver over kaffen, inden jeg bevæger mig ud på tur med hundene. Men det er godt at have længsler. Længslen er som spiren under jorden, der vokser sig større uden at vi kan se den. Vi kan bare mærke det. Håbet. Inspirationen. Dejligheden.

Billedet er lånt på panoramio.com.

lørdag den 15. januar 2011

Morgenperron


Morgenen tøver med at ankomme. Som når man står og skutter sig på en kold perron og spejder efter toget, venter jeg på lyset og på at blive lidt mere vågen. Står på perronen og mærker regnen mod min hud, kold og lidt for våd. Jeg kan se toget nærme sig, se de runde forlygter lyse op i horisonten som to enorme øjne i tågen. Men det tager for lang tid. Jeg misser med øjnene mod regnen, spejder efter mere lys og glæder mig til den rumlende lyd af tog på skinner, som kører ind på perronen. Standser med hvinende bremser. Mit tog! Min kupe nede af gangen, mit sæde dér ved vinduet og min bagage i nettet over mig. Eller var det i gamle dage, at man havde bagagenet over sæderne og til hver en tid kunne holde øje med sin kuffert? Bare kigge på den og vide, at man var på vej. Hvorfor denne togmetafor, spørger du måske, men det kan jeg ikke svare på. Sådan er det bare! Jeg kan godt lide toge. Det er en fornem rejseform. Selvom togene er forholdsvis hurtige i dag, ja nogle endda så hurtige, at man kalder dem lyntog og det, der er værre, så er der en langsomhed over det at køre med tog, som jeg holder af. En bumlende fornemmelse af tid på skinner, landskaber, perroner, nye mennesker og ansigter, bøger og kaffe i krus. Stirre ud af vinduet helt tilbagelænet. Lukke øjnene og blive lullet i søvn. Måske er livet i grunden som en togrejse? Man kan stå af og på, som man har lyst til. Skifte tog, perron og kupé. Vælge om man vil til Ishøj eller Istanbul. Livet er et Interrail!

Men tilbage til morgenen. For sandheden er, at der ikke kører tog udenfor mine vinduer. Ikke dem, man kan se og høre i hvert fald. Her kommer lyset, når det passer lyset at indfinde sig. Ikke et sekund før. Og regnen trommer mod ruderne, for det er blevet tøvejr og temperaturerne er steget. På en måde lidt tarveligt, for jeg kan mærke foråret rumle på skinnerne, som toget der nærmer sig perronen. Det bliver ikke forår i januar, siger jeg til mig selv, men jeg trækker bare på skuldrene. Hvad ved jeg om det?

Denne morgen er jeg lige så uklar som regnen i morgenlyset. Tøvende og en smule træt på den gode måde. Kaffen skal nydes til sidste dråbe og toget må gerne vente lidt med at indfinde sig. Jeg har jo købt billet. Reserveret plads endda. Men jeg har ikke travlt. Slet ikke.

Billedet er lånt på flickr.com

fredag den 14. januar 2011

Forår i hjertet


Jeg kan godt lide at blogge! Jeg vil gå så langt til at sige, at jeg holder meget af det. Ja faktisk vil jeg, når jeg er i godt humør endda påstå, at jeg elsker det! Der er mange af jer, som har skrevet gode indlæg om at blogge. Om hvordan man udvikler sig, når man har lavet sin blog. Man starter et sted og ender et helt andet. Personligt startede jeg for at have et sted, hvor jeg kunne teste mine skriverier i det små. Og kvinden, som tøvende og langsomt trådte i karakter, hed Megan. Megan dukkede op som lyn fra en klar himmel. Navnet har jeg altid godt kunne lide, men jeg har også noget med engelske og irske, ja endda skotske navne. Det viste sig hurtigt at Megan var kommet for at blive. Hun var ikke sådan at slå af pinden. Nej, hun begyndte at gøre det, jeg har opdaget at man er nødt til at praktisere, hvis man vil noget her i livet og mener det i alvorligt. Man skal gøre det! Gøre det igen og igen. Indøve en rutine og holde sig til den. Nogle vil endda kalde det disciplin, selvom der er en vis hårdhed i det ord, men ja. Det er disciplin. Efterhånden blev det en vane. En vane, som Megan meget nødigt viger fra. Det er blevet noget, hun holder af og sætter stor pris på. Morgenens vigtigste halve time. Et blogindlæg. Skrive.

Megan er en del af mig, som har vokset sig større og mægtigere end jeg nogensinde havde drømt om. Megan har taget mig med på en rejse, som kun lige er begyndt. Megan har vist mig den store glæde det er, når man møder sig selv i spejlet en morgen og med forundring opdager, hvor godt man kan lide det, man ser. Ja, med morgenhår og uden make-up. Med trætte øjne, der misser mod lyset og en krop, der har været yngre. Det betyder ingenting! For det man ser er indbegrebet af det, man gerne vil være. Altid har drømt om. Forsigtigt har håbet på i nattens mørke timer, når søvnen ikke var helt som gavmild og vedvarende, som man gerne havde set. Det, man har beundret i andre mennesker og nogle gange er blevet decideret irriteret over. Hvordan kan hun være sådan, hvordan tør hun? Megan så tilbage på mig og blinkede kærligt. Det tør du også, sagde hun bare! Og det gør du. Du begynder nu og tager det allerførste skridt.

Så ja, det at blogge har været mit startskud på en rejse, jeg slet ikke havde forestillet mig og som på ingen måde er forbi endnu. Den er kun lige startet! Og Megan har efterhånden taget bolig i mig og fylder så meget, at jeg ikke længere ved, hvor jeg begynder og hun ender. Hvem der gør hvad. Siger hvad. Og du behøver ikke at blive bekymret for mig! Jeg er ikke ved at spalte min person i to og blive skør i hovedet. Det tror jeg i hvert fald ikke! Nej, jeg er ved at integrere noget, som har ventet meget længe dér i mørket. Ventet i skyggen og givet mig længsler så dybe som de store have og så voldsomme som de største vandfald. Og jo mere det kommer op til overfladen, jo mere jeg erkender det, integrerer det og lever det - desto gladere bliver jeg!

Men her stopper det slet ikke. Megan har gjort noget mere og meget betydningsfuldt. Hun har givet mig nye venner. Det havde jeg heller ikke drømt om, da jeg en oktober aften i 2009 satte mig til tastaturet og besluttede mig for at blogge. Det var slet ikke med i tankerne. Men det viser mig bare, at mine tanker var begrænsende og mine horisonter slet ikke er udtryk for, hvad der kan lade sig gøre i livet. Hvad der sker, når man gør det og åbner op. Først en sprække. Siden lidt mere åbning. Så pludselig strømmer lyset ind og man mærker solen varme og håret blæse i vinden.

Nye venner! Findes der noget bedre? Ja, gode gamle venner selvfølgelig, men jeg havde da slet ikke troet, at man via en blog kunne træffe så gode, spændende og herlige mennesker og ovenikøbet blive venner med dem. Blive temmelig personlig endda. Det er strømmet ind med gode kommentarer på mine indlæg, som har varmet mit hjerte og gjort mig glad i låget. Og jeg har taget på tur til jeres blogge og forsøgt at give igen med gode ord. Mødt nogle mennesker, som jeg holder utroligt meget af. Nogle har jeg allerede truffet i virkeligheden og glæder mig til at ses igen. Andre møder har jeg til gode! Men én ting er sikkert: Hver dag, når jeg har skrevet mit indlæg, så føler jeg mig godt tilpas og er glad for, at jeg har sendt noget afsted. I første omgang er det jo for min egen skyld. Det er en del af min rutine. Skriveøvelse. Dagbog. Noget, jeg bare gør og som jeg på ingen måde har lyst til at undvære. Men når jeg så senere logger på igen og ser, at I har lagt beskeder - kommentarer - så glædes jeg dobbelt.

Blogging er kommet for at blive. I hvert fald for mit vedkommende. Det er min morgensol! Den første sprække af lys gennem det gardin, der holder natten ude, mens man sover og gør sig klar til en ny dag. Og apropos dag, så er den ved at ankomme. Jeg kan høre den bumle på skinnerne i det fjerne, mens solen skubber på og prøver at få skyerne væk fra nattehimlen. Jeg håber det lykkes, men vejrudsigten siger noget andet. Det har sneet lidt i nat og ja, det er stadig vinter. Men derfor kan man jo godt have forår i hjertet!

torsdag den 13. januar 2011

Læseaften, filosofi og ...


Jeg kan varmt anbefale det. Lav en kande god te, måske med et stykke hjemmebagt kage til, hvis det skal være luksusudgaven, indret dig med stearinlys, puder, sofa og selvfølgelig det vigtigste af alt: En god bog. Så har du opskriften på en afslappende aften med ro og velvære. Fordybelse. Jeg gjorde det igen i går og det er efterhånden blevet noget af det, jeg holder allermest af. I hvert fald her i vintermørket, hvor aftenerne er mørke, kolde og vinden rusker i trætoppe og husmur. Læse. Bare sidde i ro og mag med bogen og glide ind i dens verden, hvor den end måtte være. Lære karakterne bedre at kende.

Jeg har faktisk gang i 3 bøger nu. Det er sket før og det kan man sagtens. Bare man holder dem adskilt og for mit vedkommende drejer det sig om 3 meget forskellige bøger. Stephens King bog om at skrive, som jeg nyder og som er et studie for mig. Dalai Lamas bog om at vælge hjertets vej, som vel egentlig er en introduktion til buddismen, men som er meget mere end det. Den handler i bund og grund om, at den eneste måde, vi får fred i verden på er, hvis hvert eneste menneske får fred i sig selv. Og handler ud fra Buddhas lære: Hvis det er muligt, hjælp andre. Hvis det ikke er muligt, bør du i det mindste ikke skade andre. Vigtige ord og vigtigt at holde sig for øje. Jeg er ikke nået så langt, men det er god og lærerig læsning. Der er måder, man kan øve sig hver dag. Men mere om det senere. Den sidste bog er så igen Zafón og denne gang "The Shadow of the Wind", Vindens Skygge, som jeg aldrig fik læst færdig i første omgang. Det var i en periode, hvor jeg havde meget om ørerne og ikke kunne sætte mig og koncentrere mig. Synd og skam! Så nu får den lov at genopstå, helt fra starten, og jeg nyder den allerede. Han er sgu god, ham Zafón.

'Har du ikke tænkt dig at skrive om andet end bøger', spørger Filosoffen pludselig og rykker et skridt nærmere min PC. 'Tror du ikke, at folk er lidt trætte af at læse om det?'. Han ser udfordrende på mig med oprør i sit kolde ishav. Hans øjne er som ildfluer i torsdagsmørket og jeg kan se, at han er tændt. Nu skal hun udfordres, tænker han og prikker kælent til sin gode veninde, Skytsenglen, som ikke fortrækker en mine. Hun ser bare blid og drømmende ud. Skytsenglen som altid ser mig, men som endnu ikke har sagt et eneste ord.
'Hvis man ikke kan lide at læse om bøger, så kan man ikke lide at læse', svarer jeg uden at tøve. For sådan må det jo være. Jo mere man holder af læsning, desto mere holder man af at læse om andres oplevelser med bøger, gode bøger og anbefalinger. Citater endda. I går læste jeg om Sivs anbefalinger om Oda og fik lyst til at lære hende bedre at kende. Det er en spændende verden, bøgernes.
'Derfor kan du jo godt forny dig lidt', siger han og ler. 'Måske skulle vi se at få lidt filosofi på banen. Er det ikke på tide? Jeg kan give dig nogle bøger, som du bør læse og så kan vi diskutere dem bagefter. Du kan starte med den norske filosof Arne Næss!'. Han laver trutmund med sine smalle lerlæber og hans blik viger ikke fra mig.
'Jeg læser meget gerne om Arne Næss og lærer ham nærmere at kende. Men lige nu har jeg vist rigeligt at læse. Jeg studerer' tilføjer jeg og nikker eftertænksomt, for det er jo det, jeg gør. Hvis man ikke læser, kan man ikke skrive. Ikke sådan for alvor. Det påstår Stephen King og jeg er enig med ham.
Filosoffen ryster på sit nordnorske hoved.
'Måske skal jeg bare fortælle dig lidt mere om ham så? Sådan hen af vejen? For jeg er jo kommet med det for øje, at jeg skal indvige dig i filosofiens mysterier og tage dig med på en rejse gennem nogle af livets store spørgsmål'. Han nikker og ser vigtig ud. Det kan godt være, at han virker lille, mens hans ego er stort. Det lyser ud af ham, så man ikke behøver det elektriske her ved morgenbordet. Han kan sagtens udgøre det for standerlampe, mens jeg skriver. Jeg smiler bredt ved tanken, fniser lidt og han gransker mig nysgerrigt.
'Hvad ler du af?'
Men det svarer jeg ikke på. Måske skulle jeg tage ham på ordet? Benytte mig af muligheden for at lære lidt mere om norsk filosofi og i det hele taget? Men det må blive en anden dag, for min morgentid er ved at udløbe. Mørket længes efter tæppefald og dagen er parat til at tage over. Præsentere sig og sin 13. dag i januar.

'Vi ses i morgen', siger jeg til Filsosoffen og Skytsenglen, men de svarer mig ikke. Nu står de begge på deres plads og ligner bare det, de er; to lerfigurer fra Senja med et par vigtige budskaber malet på maverne. To minder fra en sommer der gik. Men alt er tilsyneladende og man skal ikke lade sig narre. Hvis man ser godt efter eller lytter uden at tænke eller tale, så sker der pludselig noget. Livet er parat til at overraske. Overraske på den gode måde!

onsdag den 12. januar 2011

De glemte bøgers bibliotek


Jeg startede morgenen med lige at læse jeres gode kommentarer på mit indlæg i går. Der var kommet et par nye til og Janna spurgte om vi ses i Barcelona. På De Glemte Bøgers Bibliotek? Og det gør vi, Janna! Jeg ved godt, at det hentyder til Zafóns bog, som jeg nu har læst færdig og som nu står i bogreolen og lyser op, når jeg tænder fyrfadslysene i hjertestagerne om aftenen. Men glemt? Nej, det er den ikke. Jeg tænker, at jeg på et tidspunkt skal læse den igen. Den var god. Godt skrevet. En god bog at nyde og studere ikke mindst, for Stephen King skriver i sin "On Writing" at vil man skrive og være forfatter, så skal man også læse. Læse meget! Jeg kan mærke, at han har ret og jeg kan også mærke, at jeg har endnu større lyst til at læse end tidligere og at jeg uvilkårligt sætter mere tid af til det nu. Fjernsynet bliver slukket, hvis der er ikke noget af interesse og det er der faktisk sjældent! Jeg mener, hvem behøver at se nyhederne 3-4 gange samme aften? Jeg gør ikke! Og pinefulde serier, hvor man følger folk, som enten vil tabe sig, skal giftes eller skilles, ikke kan få styr på deres hund - eller deres børn! Nej, det kan faktisk ikke fange mig. Jeg vil hellere læse en god bog. Og skulle man få fingrene i en dårlig bog, siger Mr. King, så kan man såmænd også studere den og lære, hvad man ikke skal gøre. For hvorfor er den dårlig? Hvad er det, som ikke fungerer?

Men tilbage til De Glemte Bøgers Bibliotek. Det er en fin tanke, at der bor en sjæl i hver eneste bog, som er skrevet. Sjælen tilhører forfatteren, men når du som læser tager fat i bogen, åbner den og begynder at læse den, bliver din sjæl blandet med forfatterens. Noget bliver givet videre. Og bogen får liv. Der bor en sjæl i hver eneste bog og det kan jeg mærke. Derfor elsker jeg at betragte bøger og lade dem være en del af min indretning. Jeg er ikke til en masse pyntegenstande og nips. Nej, bøger er dekoration med sjæl! Og Janna og jeg skal helt bestemt til Barcelona og finde De Glemte Bøgers Bibliotek, for jeg ved at det findes. Zafón har jo skrevet om det og en forfatter lyver vel ikke?

Nu er det, at Filosoffen gerne vil på banen. Hans lerlæber bevæger sig og han danser ivrigt med små skridt på stedet. Han skal lige til at afbryde mig, men så vender jeg ham om, se han kigger ind i Sidses inspirerende engelmaleri. Dér kan han stå og tænke over livet. Jeg har ikke tid til at høre på ham nu. Måske senere. Men nu skal jeg videre! Ud i mørket med hundene, i bad og så skal jeg skrive. Skrive så meget jeg orker. Og jeg håber selvfølgelig at det, der kommer ud af det, på et tidspunkt bliver en bog og helst ikke en, som ender på biblioteket for glemte bøger. Men man ved aldrig. Jeg ved bare en ting: Det gælder om at nyde processen og det har jeg i sinde!

God onsdag og glem ikke de gode bøger! ;)

Billedet er lånt på information.dk

tirsdag den 11. januar 2011

Café og boghandel


I går mødtes jeg med min veninde på en café "nede i byen". Der er efterhånden kommet lidt mere liv i Ringsted og der er dukket er par gode caféer op i gadebilledet. Det har jeg savnet! Men selvfølgelig er det langt fra København eller det, der ligner. Men det smager lidt af caféliv og det er slet ikke så tosset!
Inden jeg gik ind på cafëen, besøgte jeg den lokale boghandler og lod mig et øjeblik opsluge. Jeg fristes fra det øjeblik, jeg træder ind i butikken. Jeg har vist også altid haft en hemmelig drøm om at arbejde - eller eje - en boghandler. Bøger fra gulv til luften, duft af papir og bogstaver, viskelæder, kuglepenne i alverdens farver og en viden om litteratur, der ville gøre enhver bibliotikar misundelig. Når jeg kommer ind, så drages jeg mod bogreolerne. Mod de borde, hvor de nyeste bøger er samlet i sirlig orden og med farvestrålende forsider og titler, der sender en på himmelfart. Hvad mon den bog handler om? Hvem har skrevet den? I går lod jeg være med at fordybe mig, for jeg havde kun 5 minutter, inden jeg skulle mødes med min veninde, men jeg kunne godt have brugt en time. Mindst. Where is the human soul so weak as in the bookstore, er der et eller andet klogt hoved, der har sagt og jeg ved lige, hvad vedkommende mener. Min sjæl bliver helt svag i knæene.
I går skulle jeg bare have en kalender. Jeg har indset, at jeg har nødt til at have lidt styr på 2011. Og ikke som i Outlook eller på min mobiltelefon - nej, jeg ville have en lille kalender til min taske, som jeg kan have med mig ud i verden. Notere aftaler. Fødselsdage. Og et par gode "hvad der nu lige falder mig ind", når jeg er på farten. 2011 fik en rød kalender med barok-forside. En sød lille sag, som passer perfekt til tasken og som ser lidt lækker ud uden at være pragnende. 

Så mødtes jeg med veninden på caféen. Vi spiste god salat og drak først vand siden caffe latte. Og vi fik talt. Snakket om det, der rører sig i hendes liv og i mit liv. Hun er i en svær periode, en situation, som kræver masser af beslutninger, også af den praktiske slags, store følelser og tunge skridt i en retning, man måske ikke ligefrem ønsker sig i livet. Men som kan blive nødvendig. Jeg fortalte lidt om mit, om min første uge som forfatter og om hvad jeg kunne tænke mig fremover. Sådan hvis jeg helt selv kan bestemme. Det er sjovt at høre sig selv tale. Jeg kunne høre en begejstring i min stemme, stolthed over at have "gjort det", men selvfølgelig kom der også en lidt mere praktisk dame til syne, som godt ved, at der er noget som hedder økonomi og noget, som jeg slet ikke nævner ved ord her. Noget, der bare skal flyde og som vil flyde! Og så opdagede jeg noget sjovt. Nu er jeg også på café på en anden måde. Jeg observerer. Jeg noterer mig ansigtsudtryk, omgivelser, ord i luften og stemninger. Jeg ser en scene for mig. Beskriver den i hovedet. Og indser, at jeg aldrig mere må gå i byen uden min notatbog og kuglepen. Og 2011 kalenderen selvfølgelig!

Efter caféfrokost og god snak smuttede vi lige en tur i boghandlen igen. Min veninde er også glad for bøger, så vi tog lige et kig på selvhjælpsbøgerne og der er noget for enhver smag. Man kan læse og lære om alt mellem himmel og jord. Ligefra tøj til forretningsmanden til hvordan man får mere overskud til madlavning i en travl hverdag. Og flow. Og coaching. You name it! Vi købte ikke noget, men vi fik et par ideer og nogle ønsker blev sendt afsted. Godt nok er der lang tid til  jul, men der er jo andre kanaler. Så måtte vi gå med raske skridt mod parkeringspladsen, for vores biler havde brugt deres tid og parkeringsvagterne er friske og vågne her på Midtsjælland. Men vi kom dem i forkøbet!

Billedet er lånt på bookstorepeople.com og er fra New York. Dér kan man både gå på café og i boghandel samtidig - noget, som vist også er begyndt at dukke op herhjemme. Jeg har prøvet det i netop New York, drømmested, hvis du spørger mig! ;)

mandag den 10. januar 2011

Lad os gå


Det føles stadig som midt om natten, når det indre vækkeur trækker mig ud i morgenstunden. I dag måtte det hive ekstra hårdt og være stædig som et æsel, for jeg var tung og træt og langt væk i en drøm. En elevator som et flyvende tæppe, frit i luften. Et slags hotel og en underlig mission, jeg var på, som jeg aldrig helt fandt ud af, hvad gik ud ud. Jeg havde lyst til mere, men de røde tal fra uret kastede sandheden ud i natten, som slet ikke var nat, men tidlig morgen. Det er tid til at stå op. Tid. Stå op! Kaffen er heldigvis god. Mørket ligger stadig tæt som uigennemsigtigt plastik. Ikke en stjerne at se på himlen. Måske er de allerede gået hjem hånd og hånd ad mælkevejen?

Det endte med at blive en læseaften i går aftes. Kæresten havde regnskab, tal og budget at arbejde med og jeg gad ikke se fjernsyn. Faktisk kan jeg mærke, at bøgerne nu drager mig mere og mere. Fjernsynet skal virkelig have noget interessant at byde på, før jeg vælger at spilde tiden foran det og lader mig underholde uden at ænse noget som helst. Jeg vil hellere læse! Det er hyggeligt at sidde med te og stearinlys og glide væk i historien og i går var jeg jo i Barcelona og nød resten af Zafóns historie om Englenes Spil. The Angel's Game, for jeg læste den på engelsk. Datid for nu har jeg læst den færdig! Jeg anbefaler den på det varmeste! Da jeg havde læst den sidste side og lukket bogen i, kom den velkendte tomhed som et black-out. Øv. Det er som at forlade en god ven, man har hygget sig med. Som man har talt godt og fortroligt med og følt sig godt tilpas sammen med. Afskeden er aldrig helt let. Man har lyst til at holde fast i omfavnelsen - bo i et knus af evighed.
"Så er det vel heller ikke værre!". Filosoffen på mit skrivebord afbryder mig og kommer et par skridt nærmere. "Det var jo bare en bog og du kan læse den igen, hvis du vil. Den står jo der på din hylde sammen med de andre gode bøger. Det er jo bare ord!"
"Bare ord?". Jeg ryster irriteret på hovedet og tænker, at han vist må være ligesom ham Oluf, hvis han mener det. Ord er jo noget af det bedste, jeg ved. Ord man udvælger som et stykke fyldt chokolade i en smuk og indbydende æske med andre gode ord. Forsigtigt betragter udvalget, mens man overvejer, hvilket stykke, der ville være helt passende til lejligheden. Den helt perfekte smag!
"Du ved, hvad jeg mener", siger han nøgtern, Filosoffen, og vender sig om for at se, om hans veninde Skytsenglen er fulgt med ham. Men hun står stadig lidt i baggrunden og ser ud på verden med sine milde sommerøjne. Hun dufter lidt af fjeld og frisk luft. Hun siger ikke noget. Jeg er efterhånden ret spændt på, om hun overhovedet har en stemme. Måske er det bare ham den lille filosof, som ikke kan nøjes med at være pyntegenstand?
"Hvornår skal vi tale om de større ting i livet" siger jeg henvendt til Filosoffen. Nu vil jeg teste ham lidt! Ved han overhovedet noget om livet. Om de store spørgsmål, vi mennesker går og filosoferer over, når vi tillader os selv en rolig stund? Kan han overhovedet bidrage med andet end at at være en sjov norsk fætter og et kært minde fra en dejlig ferie hos en skøn norsk veninde og hendes gode familie?
"Når tid er!" svarer han og tilføjer med en vis arrogance. "Du er vist en utålmodig sjæl". Se du nu bare at få sluttet dagens indlæg af, så du kan komme videre i tidsplanen. Den plan, du så nydeligt har lagt for dig selv. Dagens skriverier. Jeg er spændt på, hvad der nu kommer til at ske med din karakter og de omgivelser, du har placeret hende i. Om ...
"Stop" råber jeg og skubber ham tilbage, så han står placeret dér tæt på Skytsenglen, hvor jeg synes han hører til. "Lad være med at afsløre noget og lad for Guds skyld være med at kigge mig over skulderen, når jeg skriver. Det er meget irriterende. Og", tilføjer jeg og ser formanende på ham, "det er yderst uforskammet. Uhøfligt".
Hans latter runger, så morgenen bliver forskrækket og lyset står op med et smæld. Bang! Dagen er skudt i gang. Og ja, selvom Filosoffen er lidt af en irriterende figur med lyst til at blande sig i næsten alt, jeg skriver og siger, så har han ret. Jeg har lagt en plan for i dag og der skal skrives videre på historien. Senere café. Tur med hundene. Og læsetime, når skumringen kommer. Det er noget, jeg sætter stor pris på. For på det tidspunkt sker der noget. Ord bliver levende og får helt deres eget univers. Turen er kommet til Stephen Kings bog om at skrive, som Mia har nævnt og som jeg er stødt på flere gange. On Writing. Den må jeg læse!

En ny uge og nye veje. Kom, lad os gå ..

Billedet "Tilbage til Naturen" er malet af Storm P.

søndag den 9. januar 2011

I bakspejlet


Det har været en dejlig søndag. Set i bakspejlet fortryder jeg ikke et sekund, heller ikke dem, hvor jeg bare sad og stirrede ud i luften, mens tankerne tog på himmelfart og inspirationen dalende ned fra oven - eller hvor den nu kom fra. God læsning og et par gode ture med hundepigerne. En dag med tøvejr men stadig med glatte veje. Længe leve pigskoene! Nej, ingen løbetur, for selvom jeg drømmer og fantaserer, så er jeg blevet meget påpasselig med hensyn til min bækkenskade. Nu går det nemlig bedre! Og så skal jeg i øvrigt huske stadig at lave min gode øvelser og hoppe op på vippebrættet mindst en gang om dagen. Styrke. Holde ved.

I bakspejlet har jeg også min første uge som forfatter. Hvor jeg skulle se mig selv som forfatter! Nu er det nu! Den første uge, hvor jeg skulle planlægge min egen tid og glide ind i en ny og helt anderledes rytme. Skrive. Begynde den historie, jeg har tænkt på så længe og som mit notatbog har gjort forberedelser til, så godt den nu kunne. Den første uge, hvor jeg skulle kæmpe lidt med en vifte af gode overspringshandlinger. Mærke, hvordan tiden har det med at flyde og gå sin vej, hvis man ikke tager fat i den og overtager roret. Gør det, man har tænkt sig at gøre. Og som man egentlig ønsker at gøre. Da jeg endelig skrev, tog det pludselig fart. Jeg kan mærke, at det i sig selv er en rejse. For der sker ting og sager, når jeg sidder bænket på min bold foran tastaturet og virkelig bare "gør det". Skriver. Jeg glæder mig til at komme videre i morgen og se, hvor historien vil have mig hen. Hvad jeg mon har at sige. For sådan er det virkelig. I den kommende uge har jeg besluttet mig for en lidt mere stram tidsplan. I morgen skal jeg skrive fra kl. 9 til 12. Der er ingen vej udenom og der er ingen overspringshandlinger, som får lov at tage min skrivetid! Men jeg har en gavmild arbejdsgiver. Hun har nemlig givet mig fri om eftermiddagen, hvor jeg skal på café med en veninde, som går igennem noget svært i sit liv lige nu. Hun har brug for at snakke over frokost og caffe latte. Og, tænker jeg, ud over at mødes med hende og selvfølgelig være til stede, så er caféturen også en del af min forfatteropdragelse. Der er jo inspiration alle vegne. Ord danser på væggene. Hænger i luften og ned fra hustagene som de istapper, der nu er godt på vej til at smelte. Jeg har aldrig oplevet det så intenst før og jeg elsker hvert sekund!

Set i bakspejlet har jeg gjort det eneste rigtige. Gjort mig fri for en stund. Gjort mig fri til at opdage, genopdage og udforske mig selv og alt det, som jeg slet ikke vidste, jeg indeholdt. Nu begynder jeg at åbne mig. Forstå. Fornemme. Og en ting er sikkert: Jeg er kommet for at skrive! Denne søndag aften holder jeg status med glæde i glasset og ord i hovedet. Der er så mange løse ender og så mange ting, som slet ikke hænger sammen, hvis man ser fornuftigt og logisk på det, men det gør jeg jo ikke. Sådan er jeg jo slet ikke! Og det giver helt mening på januars 9. dag, hvor mørket har taget over og roen breder sig som en tåge af taknemmelighed. Det har været en spændende første uge og jeg glæder mig til den næste!

Søndag i januar


Mon lyset kommer i dag? Jeg har snart været oppe en time og endnu tøver det med at overtage morgenen. Skyerne sover stadig skønhedssøvn på himlen og er åbenbart ikke sådan at vække. Og jeg ved faktisk heller ikke, om vejrudsigten har lavet en aftale med dem om en tur ud i det blå. Væk fra himlen, så solen kan boltre sig og gøre søndagen sød og gavmild for os, der elsker skyfri himmel. Når det er sagt, så er jeg faktisk temmelig fascineret af skyer. Deres formationer, leg med lys og kærlighedskysseriet med vinden.
"Når det er sagt" gentager Filosoffen, som har moret sig kongeligt over alle de flotte navne, I har tiltænkt ham. "Når det er sagt, så må du tage det, som det kommer!". Han drejer sig lidt og sender et indforstået blik til sin veninde, Skytsenglen, som bare nikker og ser mild og drømmende ud. Stadig ikke et ord fra hende! Men hun kan tale, for jeg har hørt de to sludre på nordnorsk, når jeg ikke er i umiddelbar nærhed. Jeg går ud fra, at hun en dag vil tage bladet fra munden og tale direkte til mig også. Ja, for på hendes flotte turkise nederdel står følgende broderet: Din skyttsengel ser deg alltid!". Så er det sagt. Så ved jeg det. Og jeg håber da, at hun er min skytsengel, for det er ærligt talt dejligt betryggende at have sin skytsengel stående lige her, hvor jeg tilbringer en god del af min dag.
"Det vil tiden vise" udbryder Filosoffen og blinker til mig. "Livet er fuld af mysterier og det er dem, jeg er kommet for at diskutere med dig. Sammen skal vi fundere over mysterierne, løse gåder og gætte grimasser!". Han griner igen med sin gnækkende nordnorske vinterhavslatter, men så ser han pludselig helt alvorlig ud og en umiskendelig klogskab dukker op i ishavet midt i hans fjæs.
"Det var sødt af dine venner at sende videoer af ham Oluf", siger han og ryster på hovedet, "men ærlig talt, sådan er jeg altså ikke! Han har jo ikke mange brikker at flytte med, så du kan godt hilse at sige, at de er helt galt afmarcheret!". Han søger igen Skytsenglens bilde blik og de ryster begge på hovedet. "Der er vist ikke meget filosof i ham Oluf!".
"Så du hedder altså ikke Oluf?" spørger jeg og tænker, at vi da også kan komme sandheden nærmere ved at bruge udelukkelsesmetoden. For der er vist ingen tvivl om, at Filosoffen er ude på narrestreger. Han kan lide gåder og gætterier. Mysterier endda!
Han trækker bare på skuldrene, så det tatoverede hjerte på hans venstre skulder træder i karakter. Men han siger ikke noget. Ingen utidige afsløringer på en søndag morgen i januar, ser det ud til. Vi må væbne os med tålmodighed. Endnu en af livets lektioner.

Når lyset for alvor kommer, vil jeg gå tur med hundene. Og så skal jeg have læst resten af Zafón's "The Angel's Game". Jeg mangler stadig lidt og glæder mig til afslutningen. En god bog, hvis du har lyst til en tur til Barcelona og et univers af gode ord og en fortællerglæde, der vil noget. Dagen er min og jeg har endnu ikke helt besluttet, hvad jeg vil bruge den til. Min arbejdsgiver er åben for, at jeg tager på arbejde og skriver videre på historien, selvom det er søndag. Du planlægger selv din tid, har hun sagt, så det vil jeg gøre. Men på en søndag i januar må man gerne tøve lidt. Vente. Tage den med ro og bare nyde. Bare være ...

lørdag den 8. januar 2011

Måneskin og fløde


Tågen ligger som et vattæppe hen over morgenen. Lyset kigger lidt genert ud gennem trætoppene og lytter til den monotome lyd af smeltevand. Dryp dryp dryp. Det er tøvejr! Sneen knirker og vandet løber forsigtigt hen over flisegangen. Dér, hvor der var spejlglat i går, er der nu en lille sø som langsomt vokser sig større. Det er i grunden lidt underligt, at jeg sidder her og småfryder mig over, at det smukke hvide eventyr er ved at blive til vand. Det er jo nærmest sørgeligt og jeg burde fælde tårer. Mindst! Men jeg kan mærke glæden prikke mig på huden og brede sig til hele kroppen. Tanken om jævne veje uden is og sne gør mig kåd som et forårslam, selvom vi kun skriver "først i januar". Og hvis du kender mig godt nok, så ved du, at jeg tænker løbetur. Årets første løbetur for mit vedkommende og ja, i flere måneder efterhånden pga. min bækkenskade. Jeg kan mærke, at jeg er klar. Jeg har gået meget de sidste par uger og det hjælper! Så jeg hepper på tøvejret og glæder mig til mildere temperaturer. Måske også fordi jeg bare er træt af at småfryse!

"Det er for tidligt at glæde sig", siger Filosoffen og ser nøgtern på mig med sine isblå øjne. "Det er jo kun januar og vinteren har købt sig ind i meget længere tid"! Han prikker til Skytsenglen med sin usynlige pegefinger og de smiler indforstående til hinanden. Han behøver ikke at sige det højt. Jeg kan se ordet spille på hans smalle norske læber. Dansker! Hvad ved en dansker om vintervejr?
"Har vinteren købt sig ind?". Jeg ser på ham og lader som om, jeg slet ikke har set ham le i det skjulte. "Betaler vinteren for at være her?".
Han smiler til mig og nikker, mens han strithår danser i lige linjer mod vinterhimlen.
"Selvfølgelig! Og vinteren på disse kanter er rig. Den har masser af det, der skal til, for at få lov at boltre sig i månedsvis! Og ved dette årsskifte har den været ekstravagant", tilføjer han og prikker igen til Skytsenglen, som stadig ikke har sagt et ord.
Jeg ryster bare på hovedet. Der er ingen tvivl om, at det umage norske par driver gæk med mig. Gæk selvom det kun er januar. Måske er traditionerne anderledes i vores naboland mod nord? Her på vores breddegrader er gæk noget, der hører påsken til. Foråret! Og hvor har det bare den smukkeste klang, det ord. Forår! Jeg falder i svimer og drømmer mig et par måneder frem. Jeg kan se de små skud trænge op gennem jorden. Kigge sig omkring og misse mod lyset, fri af den mørke jord, hvor de har boet altfor længe. Ventet på det rette øjeblik!
"Du er fortabt!" siger Filosoffen, mens han kigger ud af vinduet på tøvejret og vattæppet af tåge. "Og hvad mit navn angår ... Jeg har faktisk et navn og så sandelig om det ikke var et af dem, dine gode blogvenner foreslog i går! Der er nogle kloge hoveder derude i Cyberspace!" Han nikker anerkendende. Jeg ville ønske, I kunne se ham lige nu, for han udviser faktisk noget, der minder om respekt for jeres dejlige forslag.
"Men" siger jeg bare, for der er selvfølgelig et men ...
"Men jeg da ikke tænkt mig at afsløre det her og nu" udbryder han og ler højlydt. "For jer er jeg bare Filosoffen indtil videre". Det er min titel og det er min gerning. Det er derfor jeg er kommet!
"Kan vi lokke navnet ud af dig ved lejlighed, kære Filosof?". Jeg lægger min stemme i fløjsbløde pressefolder og smiler indsmigrende til ham. Jeg er født nysgerrig og har han et navn, ønsker jeg så sandelig at kende det".
Han ryster på hovedet. Så nikker han. Så ryster han igen på hovedet. Et smil, jeg ikke helt kan tyde, danser i hans isblå øjne, der kan være kolde som Norskehavet. Det er de ikke lige nu. Det er som om der svømmer fisk rundt i dem. Drilske fisk!
"Måneskin og fløde" udbryder han, klasker sig på lårene og knækker sammen i en latter, man kan høre helt til Vordingborg. Mindst!

Jeg bliver nødt til at stoppe her. Filosoffen, som jeg vist bare må kalde ham fremover, indtil han får lyst til at afsløre sit fornavn, som han jo tilsyneladende har og som en af jer har været snu nok til at gætte, er i et forfærdeligt drillehumør denne tågende januarmorgen. Og jeg har andet at lave end at lade mig trække rundt i manegen af ham! Jeg lader ham være og går ud i dagen med højt humør. Jeg skal ud og gå tur i tøvejret!

God lørdag! Nyd dagen og hinanden i det ganske land og udland. Ikke mindst i Norge! ;)

Det smukke månebillede er taget af Havfruen. Tak for lån, det er vidunderligt!