onsdag den 7. december 2011

Station 7


Det orange stearinlys, den varme kaffe og de allerførste morgenord. Jeg sover så godt, når toget ankommer til stationen i disse decemberdage. Jeg drømmer. Jeg er på rejse. Et helt andet sted. Der er varmt og godt at være, dér under dynen, mens toget bumler afsted gennem natten som en slange på skinner. Jeg hører ikke lydene. Jeg fornemmede ganske svagt vinden mod vinduerne, syngende siv og fuglesang, men måske hørte det drømmen til. Først da konduktøren med sin velkendte fløjte bød morgenen velkommen og toget holdt på stationen, vågnede jeg og blev langsomt trukket op til overfladen. Blidt men bestemt. Man kan ikke blive liggende, når man er ankommet. De insisterer på, at vi forlader toget og indtager dagen og den by, vi nu er kommet til. Den findes ikke magen til og der er noget, vi skal have med os, inden toget kører igen ved aftentide. Hvem er de? Jeg kan mærke, at du tygger på det spørgsmål på samme måde, som jeg tygger min fuldkornsbolle med ost. Langsomt. Smager på lyden af ordene, formuleringen, mens endnu et spørgsmål trænger sig på, inden det andet er kommet ned. Eller ud. Ost eller spørgsmål, det kan man godt, men det er ikke sikkert, at man får svar. De andre. Måske findes de. Hvad tror du selv? Eller er jeg mutters alene i det lange slangetog, der kører gennem natten og fragter mig til nye daglige stationer?

Jeg rejser mig forsigtigt og løfter dynen af. Den er tung og varm og nærmest uimodståelig. Mørket ligger som en tæt tåge i kupeen, min sovevogn, og det har ikke tænkt sig at lette forløbigt. Det er jo december. Årets mørkeste måned. Men det er der ingen som tænker på. Alle har travlt med at tænde julelys. Alle har travlt med at have travlt. Tallet 7 skinner som guld på stationsbygningen. Der hænger gran. Foran trappen og den tunge indgangsdør står et lille grantræ klædt i lyskæder og en klædelig stjerne på toppen. Stolt ser det, som det står der og lyser i decembermørket. Det er ikke stort, men fordi det bryster sig af at være den eneste af sin slags, ser man ikke størrelsen. Man ser mægtighed og træaura. Jeg nikker anerkendende og vender mig. Dynen fanger mit blik. Et kort sekund er jeg fristet, men så passerer jeg den grænse, hvor søvnen endnu har fangearme. De svinder ind, de forførende arme, og dynen er bare en bylt. Krøllet. Brugt.

Jeg kan mærke, at jeg er klar. Dagen med tallet 7 venter på mig. Der er noget, jeg skal opleve. Noget jeg skal have med mig tilbage. Måske bliver lige netop denne dag skelsættende for rejsen videre? Måske møder jeg et menneske, som får en ganske særlig betydning. Siger noget eller smiler et uimodståeligt smil. Et sommerstrejf. Måske daler inspirationen ned fra himlen som julesne? Måske bliver jeg klogere. Eller bare mere vis? Mens spørgsmålene leger tampen brænder i mit hoved, kan jeg mærke hjertet danse af forventning. Måske vil jeg netop i dag skrive ekstra gode ord. Formulere noget, jeg ikke anede eksisterende. Jeg er selv ved at læse en bog, hvor det skete for forfatteren. Det er jeg ikke i tvivl om. Den slags kan man mærke. I øvrigt er tallet 7 helligt. Magisk. Og byen venter. Den nye dag. Mit nye jeg.

5 kommentarer:

  1. Godmorgen Lene!
    Tak for en dejlig start på dagen :-)ønsker dig en dejlig dag med det magiske tal 7.
    Kh.

    SvarSlet
  2. måtte dagen bringe masse magi : ))

    knus

    SvarSlet
  3. Jeg tror denne stasjonen er litt magisk og mulighetene mange... denne dagen også;)
    Knus fra meg;)

    SvarSlet
  4. Kos deg med et av de viktige tallene fra eventyrenes verden :-)

    Klem Siv

    SvarSlet
  5. Med de levende tanker og din levende leg med ord er du aldrig alene Lene, at arbejde med sin fantasi er virkelig dejligt og priviligeret, det mestrer du bedre end mange og din rejse slutter aldrig, men det ved jeg du er klar over Ikke?
    I kærlige tanker, god Onsdag aften.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.