mandag den 12. december 2011

Som tidevand


Det jeg har indset på min rejse mod min sandhed er
at vi alle inderst inde søger det samme.
Alle mennesker har sin egen vej at gå
og sine egne drømme og mål,
men inderst inde søger vi alle stilhed og kærlighed.
Når vi finder dette i os selv, finder vi vor egen sandhed. ♥
- Marianne Evina Stenersen Brudevold

Det er begyndt at dæmre. Dagen, lyset, forsigtigt træder det i karakter. Det har blot været gemt i mørket for en stund. Beskyttet. Vi har alle brug for søvn. Restitution. Vi har alle brug for et sted, hvor vi kan være. Bare være. Passe på os selv. Et sted, hvor vi kan gå ind og samle kræfter, hvile i os selv som i en stor himmelseng med vidunderlige bløde dyner og en madras, der passer perfekt til vores krop. Som smyger sig. Kærtegner. Der kan vi ligge som os selv og vide, at der ikke findes et sted i hele verden, hvor der er bedre at være. Der breder roen sig og vugger blidt i søvn. Meditation. Tankerne fordufter. Stilheden er den smukkeste melodi og ingen andre kan høre, hvad den synger. Det er en sang til dig, som ligger eller sidder dér. Og når du lytter til den sang, behøver du ikke at høre andet. Bølgerne bruser. Tidevandet topper, tager til, tager fra. Ind. Ud. Rytme. Ro.

For ganske nylig skrev jeg det et sted. Jeg husker ikke hvor. Måske her, måske der. Jeg skriver forskellige steder. Jeg skriver også, når jeg ikke gør det. Det handlede om den ro, den stilhed, man kan være så heldig at opleve i sig selv. Den blødeste lykkefornemmelse, som et strejf af solskin på en kold dag, et håb, et løfte om at alting er i skønneste ord. Alt forstummer. Stemmer forsvinder. Noget større og dybere tager over. Spændte muskler slapper af, ansigtet finder sine naturlige folder, kæberne løsnes og håret falder ned foran øjnene, så lyset kun slipper ind i passende doser gennem hårstrå og gyldenhed. Et glimt. En sprække. En forståelse så subtil, at den slet ikke kan forklares. Den skal mærkes. Og når man mærker den, forstår man pludselig, at alt andet er fuldstændig ligegyldigt. I det øjeblik. For fra det sted kan man bygge sig selv op, møde verden som tidevandet for derefter at trække sig tilbage igen. Ind. Ud. Rytme. Ro. Det sted. Det helt personlige rum fuld af kærlighed og ro. Det er selveste lykken i en nøddeskal. Det er krukken for enden af regnbuen, som stråler med alt sit guld. Det er guld. Ro. Rytme. Ind. Ud.

Det jeg har indset på min rejse mod min sandhed er, at vi alle inderst inde søger det samme, siger Marianne Evina Stenersen Brudevold. Da jeg læste hendes kloge ord, nikkede jeg. Det kunne ikke siges bedre. Det er nøjagtig samme konklusion jeg er kommet til på dette stadie i min egen rejse. Fra dette trinbræt, med subtil forståelse af en hemmelighed, der egentlig ikke er spor hemmelig men ofte er utilgængelig, fordi den er så åbenlys og enestående enkel, kan jeg nå mig selv og den, jeg er. Fra dette højdepunkt i undergrunden kan jeg se verden, mens jeg mærker mig selv. Jeg står på et trinbræt. Jeg er ombord på et tog. Jeg er på rejse, men jeg er også på jorden. Det er så banalt, men at søge lykken udenfor sig selv er som at tage til Køge for at finde krukken med guld. At søge kærligheden udenfor sig selv er som at tisse i bukserne for at blive varm. Det varmer ganske kort. Ah. Dejlighed. Tror man. Og mærker så, at man er blevet våd. Og at det våde bliver koldt. Klamt. Og måske var det i grunden også en klam metafor, men det var den, der dukkede op i stearinlysets skær. ;)

Stationen hedder mandag. Måneden er december. Det er årets sidste og der er travlt. Der er så meget, vi skal nå. Hele tiden. Altid. Her og der. Toget holder stille. Månen trækker sig tilbage, forsigtigt, skal lige se om solen har fat i den lange ende. Hun nikker bag skyerne. Jeg trækker frakkekraven op om ørerne og tager mine handsker på. Begynder at gå. Lyset er sparsomt. Men jeg kan se et træ med julelys et sted i horisonten. Jeg skimter en stjerne på den mørke morgenhimmel. Jeg vil lade mig lede. Af min stjerne. Ud i dagen. Livet. For igen at vende hjem. Til roen. Stilheden. Som tidevand.

4 kommentarer:

  1. Åååh, ja..er så træt at jeg næsten ikke orker at læse, men som sædvanlig giver dine ord lidt mere energi...billedet er jo som taget ud af Lavendels Danseinstitut...:-)

    SvarSlet
  2. Så riktige ord på en mandag med kuldegrader og regn - ja det var ikke lett å kjøre til behandlingen i dag -men godt å komme hjem til et varmt hus med stillhet og kjærlighet.

    Sender deg varme gode tanker og en klem:-))

    SvarSlet
  3. Det er helt riktig, Lene; vi må først og fremst elske oss selv for å både kunne gi og motta kjærlighet. Hvis vi ikke kjenner essensen, hvordan skulle vi da vite hva kjærlighet er? Og essensen finner vi i oss selv, i det forhold vi har til nettopp oss selv, den vi er, hva vi trenger, bevisstheten om hva kjærlighet innebærer... Det handler om å våge å kjenne etter, akseptere, være til stede...

    ha en fin dag videre.
    Klem

    SvarSlet
  4. Det handler om at vove at mærke efter, acceptere og være til stede. Ja, Janna, det er lige det, det gør! ;)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.