søndag den 11. december 2011

Lidt endnu


Det er senere end normalt. Det er søndag. Jeg sov længere. Blev hængede lidt i drømmeland. Usynligt edderkoppespind holdt mig fanget. Fænget. Jeg var fri til at gå, fri til at bevæge mig ud i morgenen, men jeg valgte drømmefængslet. Frivilligt. Det er i grunden sjældent, at jeg hænger fast i søvnen på den måde og derfor nød jeg usædvanligheden. At dagen og lyset var stået op før mig. At kæresten for længst var i gang med morgenmaden. At hundene dansede deres glædesdans uden mig som tilskuer. Da jeg lagde mig til at sove kastede fuldmånen sølvlys gennem gardinet og ramte dynen. Jeg følte mig tryg. Som om jeg vidste, at hun i denne nat ikke ville blande sig i min søvn. Hun ville bare sidde der på sin nattehimlen og spejle sig. Vand. Sølv. Sejlende skyer. Sov, kunne jeg høre hende hviske. Jeg passer på dig. Du har drømme, der skal drømmes. Overgiv dig. Gå ind. Helt ind. Dybt. Overgiv dig. Helt.

Det gjorde jeg. Jeg har sejlet på et månebeskinnet drømmeskib igennem natten. Vugget. Blidt. Bortset fra en enkelt uhyggelig forstyrrelse. Et lille mareridt. Som ikke gjorde mig unødigt bange. Et mareridt, hvor jeg på mærkværdig vis havde styr på situationen. Klarede den. Hvem var jeg, som ikke længere lod mig skræmme og søgte væk fra drømmen? Hvem var jeg, som ikke flygtede? Han truede mig med en knust flaske. Han kastede med tallerkener i et tog. Mine tallerkener. Min rejse. Hvem var han, som prøvede at stjæle mit materialistiske univers og som forgæves måtte se, hvordan jeg bare rystede på hovedet. Uberørt. Materialisk jomfru på jordomrejse. Rør blot ikke ved min sjæl, hviskede jeg til mig selv og forstod i det øjeblik, at det kunne han ikke. Hvem han så end var. Og så tog drømmeskibet mig videre. Op og ned. Ud og ind. Bølgegang og måneskin. Brudstykker af samtale. Stemmer. Ansigter, jeg kendte og alligevel ikke. En sang. En ro. En drøm. En nat. Fuldmåne. Drømmekvinde.

Morgenen kom og solen afløste fuldmånen. Med respekt for hinanden og deres åbenlyse forskelligheder nikkede de til hinanden. Anerkendelse. Du har dit og jeg har mit. Uden dig var jeg intet. Og omvendt. Dér lå jeg under dynen, i drømme, stadig flydende i et sølvunivers af næsten usynlige tråde, som blev svagere og svagere for til sidst at forsvinde i solstrålerne, der nu dansede igennem gardinet og kaldte på mig. Vågn op. Du har sovet nok nu. Du bliver ikke kønnere. Natten er forbi. Vågn op. Og jeg stod op, jeg gled ud af sengen, næsten som i søvne kom jeg i tøjet, skænkede kaffe, hilste på kæreste og hunde, stadig i helt min egen verden. Sad bare og kikkkede ud på morgenen, mens kaffen forsvandt. Var det mig, som drak den? Eller måske filosoffen i sin hvide vindueskarm?

Og nu, spørger du måske og prøver at skimte mig gennem skærmen, et glimt. Hvad nu? Er du vågen? Hvis du kigger rigtig godt efter, vil du kunne se at jeg kniber øjnene sammen mod lyset, rynker lidt på næsen og ryster smilende på hovedet. Næh. Jeg har lavet en kop kaffe til. Jeg har tændt et stearinlys, selvom dagen er lys og fin og solen frister med en snarlig løbetur. Næh. Jeg vil bare blive siddende her. Lytte. Mærke. Være. Lidt endnu.

Image by Kazuya Akimoto

4 kommentarer:

  1. Månerejse gennem natten. Fin skildring.

    SvarSlet
  2. Drømmer er virkelig et spennende univers, og jeg har hatt mine gjengangere av drømmer..og mareritt som jeg tildels vet å tolke;)
    Nyt dagen videre, Lene, klem fra meg;)

    SvarSlet
  3. Hørest ut som en spennede natt:-)) Deilig å sove litt lenger innimellom, det gjorde også jeg i dag.

    Ha en fin dag Lene og klem

    SvarSlet
  4. Takk for at du tittet innom min fotoverden - hyggelig at du likte det du så...jeg liker det jeg leser her...

    Ønsker deg en God Natt ; )

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.