fredag den 30. december 2011

Grænseland


Jeg må stå endnu tidligere op i morgen. Jeg er ikke så god til det i øjeblikket. Kæresten er oppe før mig. Han lukker hunde ud og laver kaffe. Når jeg kommer ned af trappen, er livet og morgenen i fuld gang og på mange måder er det både trygt og hyggeligt, men jeg griber mig selv i at savne den fuldstændige morgenro. Tiden for mig selv. Ordene, der kommer glidende helt lydløst, levn fra natten og fragmenter af dagen, den nye. Tidspunktet. Overgangen. Grænselandet. Det er som at vandre i den første morgendis, når lyset forsigtigt bryder mørket som et flygtigt kys. Det er som om jeg er tættere på mig selv i den stund. Nærmere sandheden. Det egentlige. Jeg kan lide at starte dagen på denne måde. Jeg finder mig selv i morgenens blide vandfald, dråber på nøgen hud, glitrende, godtgørende. Det er som om jeg kan fange essensen af selve livet på bunden af min kaffekop og forstår noget, der bare bliver væk igen senere på dagen. Som en sæbeboble der springer ved berøringen af en nål. Som en drøm, man vågner fra og ikke kan genskabe endsige huske. Jeg må stå tidligere op i morgen. Jeg vil tilbage til grænselandet.

Andre siger, at de kan finde den samme ro ud på de små nattetimer. Når alle andre er gået i seng. Når verden sover. Så bliver de oppe, tilbage, og møder mørket og roen på samme måde, som jeg kan gøre det i den tidlige morgen. Lydene dæmpes, mørket er tæt og omsluttende, tankerne falder til ro og på plads. Gad vide om det er anderledes på det tidspunkt, tænker jeg, som er født A-menneske og sjældent befinder mig udenfor sengen på den tid af natten. Måske skulle jeg prøve en dag. Men det kræver jo i grunden, at jeg sover længere om morgenen, for ellers kan jeg slet ikke holde mig vågen. Men jeg er nysgerrig efter at vide det. Opstår samme følelse af fløjsro, når man sidder i natten og holder mørket i hånden? Eller hører det morgenen til, er det noget andet, der sker efter midnat?

Det er måske som en slags meditation med åbne øjne. Meditation med tanker, som ikke er stille, men som alligevel er mere dæmpede. Hjertestemmen. Er det den? Er det den, man kan høre på lige netop det tidspunkt, i grænselandet, hvor roen er kastet som et anker? Stemmer forstummer og man er alene med sig selv. Den stille stemme kommer til orde, man kan hørte hjertet banke og tale med sin næsten hviskende stemme. Bare lytte, være stille, mærke godheden i de ord, der svæver op til overfladen. Hvad er der med det hjerte? Det tror på det gode i livet. Det siger at alt kan lade sig gøre, at man er lige der, hvor man skal være, at alt giver mening, at man er smuk og dejlig, enestående, at man kan, hvad man vil. Det nægter at diskutere og det prøver ikke at råbe højt. Det bryder ikke ind. Det taler kun i stilhed og når man forholder sig i ro. Den ro, som man finder i grænselandet. I den tidlige morgen eller den sene aften. Når man er alene og helt stille.

9 kommentarer:

  1. Grenseland... for et herlig ord! Alle har kanskje sitt eget grenseland, men kan hende den finnes til forskjellig tider på døgnet. Jeg prøver å stå opp tidlig, men i disse romjulsdagene har jeg tillatt meg å ligge og tenke litt- før dyna har blitt hevet vekk.
    Når stillheten råder - uansett når på døgnet det er - så er det et slags grenseland for meg.
    Jeg vil benytte anledningen til å takke for ditt herlige bekjentskap, Lene! For alle dine gode ord, dine refleksjoner og dine gode tilbakemeldinger.
    Jeg ser fram til å følge deg videre, og lese om dine prosjekter...
    Jeg ønsker deg et spennende, nytt og skrivende 2012! Stor og god klem til deg, min venn!

    SvarSlet
  2. Jeg holder af morgener lige som dig - at have et par timer helt for sig selv er dejligt. Til gengæld er kæresten her B-menneske, og han nyder de sene aften- og nattetimer :-)
    Klem og en dejlig dag til dig!

    SvarSlet
  3. Jeg har det som deg. Et morgenmenneske.
    Elsker stunden for meg selv om morgenen, når resten av huset sover. Tid til å tenne stearinlys, fyre opp i ovnen, kaffe, avis, blogg...

    SvarSlet
  4. Kære Lene, grænselandet - smager også på dit ord, nyder det og tager det til mig. Jeg er også A-menneske, mine tanker får liv i morgengryen, og netop i denne tid, hvor familien er hjemme og i gang samtidig som mig, savner jeg de stille morgenstunder og må finde roen i naturen i stedet. Ønsker dig et lykkebringende nytår. KH Charlotte

    SvarSlet
  5. Jeg nyder begge dele! Der er lidt det samme på to forskellige måder, og jeg lader min krop bestemme. Hvis jeg er frisk og ikke "soveklar"; ja så bliver jeg da bare oppe, indtil jeg bliver det. Og omvendt. Sådan kan man jo indrette sig, når man ikke har faste arbejdstimer at tage hensyn til... :-)

    SvarSlet
  6. Grenselandet... for de fleste et personlig stedm som vel nettopp befinner seg i grenseland mellom natt og dag... eller dag og natt, alt etter som...? Jeg finner som oftest mitt grenseland i overgangen mellom natt og dag, i de tidligste morgentimer, da kan jeg virkelig nyte mitt morgenarbeid. Men i hverdagen er det ofte for travelt til at jeg kan nyte mitt morgenarbeid, så da er helgene - weekendene- herlige å ty til, tidlige morgener for meg selv, mens jeg betrakter dagen gry, sige innover meg, våkne, kjenne på tilværelsens under...vidunder...

    Nå blir det nokså sene morgener, vi sitter aaaaaltfor lenge oppe, leser, prater. ser film... Men det er godt det også - alt til sin tid...

    Ha en deilig lillenyttårsaften, min venn.
    Klem

    SvarSlet
  7. Jeg synes det hørtes trivelig ut at kjærest og hunder var i gang med dagen sin når du kom opp:) Men er enig..litt tid for seg selv er godt om morgenen!!
    Jeg er dårlig på bloggbesøk for tiden Lene.....men det går sikkert over:)
    Ønsker deg et godt 2012...et spennende år for deg med nytt hus:) og takk for 2011:)
    Klem fra meg:)

    SvarSlet
  8. Jeg har en kjæreste som ofte er oppe før meg - nå er vi begge sykemeldt og har sovet litt lenger nå i romjulen. Men jeg elsker grenselandet mellom natt og dag. Nå når jeg går på cellegift er det kroppen min som bestemmer og i perioden rett etter en kur sover jeg ikke så lenge sammenhengende. Da er det ofte jeg sitter her i stuen alene midt på natten, spiser et stykke brød og drikker litt og fyller på med smådrops som må til for å stille alle de bivirkningene slik kjemoterapi forårsaker. Det er kanskje i disse stundene at tankene mine blir mest kreative både på godt og vondt. Da føles det virkelig som et grenseland.
    Jeg vil også takke deg Lene for at du er den du er og lager så mange fine innlegg og kommer med så mange gode kommentarer hos meg - det betyr mye for meg spesiellt i denne tiden da fokuset mitt er på å bli frisk:) Klem til deg og ønske om en fin morgen på den siste dagen i året.

    SvarSlet
  9. Mine morgener er stille, nesten snevre. Duftende av kaffe, uten "det store lys" på. Bare flakkende små flammer i nattens oppløsning. Ingen lyder utenom kattens stille maling om han har giddet å følge meg. Mine morgener er.......... mine.
    Morgendagens morgen? Kommer kanskje... ikke..

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.