fredag den 2. december 2011

Fisk, ost og decembervejr


Regnen siler ned. Jeg kunne høre den tromme mod gavlvinduet, da jeg stod op. Der er noget smukt ved lyden af regn mod den slags vinduer, det lyder næsten som om hver eneste dråbe ved, hvad den skal og hvor den skal ramme. Intet er tilfældigt. En morgensang til mørket og til vinteren. Som sidste år ved samme tid så helt anderledes ud. Sne. Kulde. Se bare på billedet herover.

Jeg er begyndt at nyde vinteren. Det er som om jeg er kommet igennem tomrummet og nu igen kan se alle fordelene. Jeg har vænnet mig til mørket og til refleksvestene. Både hundene og jeg har en. En pandelampe hører også med til udstyret. Med den kan jeg gå ind over marken og se en hånd eller hund for mig. Og jeg får læst mere nu. Jeg er netop startet på en vidunderlig bog af Colum McCann. "Lad kun verden tumle sig". Den er barsk på mange måder, men den er også en bog om liv. Livet. Som kan være både det ene og det andet. Kærligheden. Broderskab. Jeg er ikke nået så forfærdelig langt endnu, men den tegner godt. Så godt at jeg let kunne fristes til at hive dagen i dag ud af kalenderen og bare sidde inde med te og bog, læse, mens regnen drypper sin vintermusik mod vinduerne og stormen tager til. Bogstaveligt talt lade verden tumle sig udenfor, mens jeg læser gode ord.

Virkeligheden er en anden. Jeg har planer. Det er fødselsdagsweekend og eftersom jeg spiller hovedrollen som decemberpige, har jeg visse forberedelser. Jeg skal gøre rent i dag. Rydde lidt op. Mine tre grå nisser er flyttet ind, deres lange nisseben dingler nu ned fra boghylden, mens deres årvågne øjne spejder ud i lokalet. De er min julepynt indtil videre. Først fødselsdag. Siden jul. Mor kommer med toget senere, vi tager forskud på i morgen og hygger os i aften med frisk fisk fra fiskemanden på Frederiksberg. En rigtig fiskeforretning. En rigtig fiskemand med fisk på is i fantastiske farver. En kender. Og i morgen skal vi såmænd også have fisk. Til forret. Fisk og siden ost. Ost, som kæresten og jeg hentede på et lille mejeri et stykke herfra i går aftes. Rigtig ost. Det er en fornøjelse at handle hos specialister, små butikker og mejerier, som holder de gamle håndværk i hævd og som sætter en ære i at skabe en god forretning. Som kan rådgive og som kan friste. Også i den grad. Jeg kører gerne efter den slags. Vi fik en god oplevelse med i posen på mejeriet i går. En god snak hen over disken. Osten og fisken. Det rimer og jeg glæder mig! :)

Lad dagen komme. Jeg er klar. Når mørket letter, tager jeg regntøj og refleksvest på og begiver mig ud i december med hundene. Det er anderledes end sidste år. Mildere. Og mens jeg sidder her med kaffe og ord kan jeg mærke, at jeg i grunden holder af det utilregnelige ved det danske vejr. Det sagde hun ikke. Jo, hun gjorde! Og så sagde hun i øvrigt også "god fredag". Hørte du det? Nyd din dag! 

7 kommentarer:

  1. God morgen Lene
    Å, hvor fint det bildet du tok i fjor er. Jeg kan se det er kaldt, og det er en egen stemning der, med fuglene som flyr.
    Men jeg lengter ikke etter sneen, det må jeg innrømme. Ikke etter kulden heller. Men når den kommer er jeg klar. Jeg har strikket i ull til hele familien, så ingen skal fryse.
    Ha en deilig weekend.

    SvarSlet
  2. Uhm hvor det lyder lækkert - må I nyde menuen!
    Og jeg kan kun tilslutte mig din glæde over det milde vintervejr - det gør altså livet lidt lettere!

    SvarSlet
  3. Der er meget at holde af ved det danske vejr. Sommerens varme får os til at sætte pris på vinterens kulde. Efterårets forfald på forårets spiren.

    Jeg holder også meget af at handle hos dem, som ved noget om den vare de sælger.
    I går havde vi besøg af en rigtig træmand, der skal håndlave et gelænder til vores trappe. Han lever udelukkende af at lave trapper fra bunden. Ikke noget med at købe noget lavet på fabrik. Og han elsker at fortælle - måske rigelig længe - om sit håndværk og hvilke virkelig mange forskellige muligheder der er. Han overvejer sågar at indkøbe et særligt værktøj, fordi vi har et ønske, han måske ikke bare sådan lige kan honorere. Vi får den inden jul - jeg glæder mig.

    Og jeg kan læse mig til at du også glæder dig til den dejligste fødselsdagsweekend i rigtig godt selskab og med skønne råvarer at lave mad af. Jeg ønsker dig en rigtig dejlig fødselsdag og et rigtig godt nyt år!
    Klem

    SvarSlet
  4. och jag önskar vi hade ner tillgång till er färsk fisk!!! låterunderbart där du är. låt mig vara med...


    kramar om lycke

    SvarSlet
  5. Umm, høres ut som en fristende helg. På flere måter.

    Jeg liker også å handle i små spesialbutikker. Vi er så heldige å ha fiskeforretning og slakter her i vår lille by. Jeg er trofast kunde i begge.

    Fod fredagskveld, Lene.

    SvarSlet
  6. STORT, STORT, STORT, STORT, STORT, STORT TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN - 3/12 :-)

    SvarSlet
  7. STORT TILLYKKE MED DIN FØDSELSDAG : ) Jeg håber du får en fantastisk dag !

    klæm fra mæ

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.