mandag den 26. december 2011

De forsvundne juleord


Jeg havde skrevet det meste af et juleindlæg. Ordene havde lagt til rette i gode sætninger og jeg sad og nikkede veltilfreds, mens jeg drak kaffe. Lyttede til lyden af vinden og snorkende hunde. Lod fingrene danse på tastaturet, mens roen bredte sig som rullende ringe i vandet. Stilhed. Et indlæg havde set dagens lys og filosoffen havde forladt vindueskarmen for at medvirke. Han havde endnu engang stillet et af livets store spørgsmål og tvunget mig ud i reflektion. En filosof holder skam ikke fri i julen. Han lader tankerne flyve og spørgsmål svæve som svaler i frit fald. Lad mig være, tænkte jeg, men det havde han ikke i sinde. Hans isblå blik hvilede på mig og fordrede et slags svar. En reaktion i det mindste. Jeg fortsatte med at skrive. Ordene væltede som dominobrikker i vintervinden. Et, to, tre og så en hel række.

Jeg var i gang med at formulere et svar, da det skete. Ordene forsvandt. En lyd som fra en fjern ringklokke og så stilhed. Jeg stirrede forundret på skærmen, der nu var blank. Der stod kun et ensomt "n" tilbage. Resten af bogstaverne, ord og sætninger lod sig ikke lokke frem igen. En smule frustreret prøvede jeg at fortryde noget, jeg ikke vidste hvad var, men lige meget hjalp det. Skærmen forblev blank. Og det var næsten som om jeg havde glemt, hvad jeg havde skrevet. Det kunne ikke rekonstrueres. Jeg vendte mig mod filosoffen for at få hjælp, men han stod tavs i sin vindueskarm. Han havde slugt ordene og jeg kunne ikke længere erindre hans spørgsmål. Tilbage var kun en grå eftermiddag og resterne af vinden, himmel og halvkold kaffe.

Nu kan jeg høre ham hviske. Hans smalle lerlæber løfter sig forsigtigt. Den norske accent daler og lander på mit tastatur. Jeg stirrer på det, der nu breder sig som en lille sø af ord. Jeg kan genkende enkelte sætninger, men de er ikke længere i den orden, jeg havde anbragt dem i. De giver ikke mening. Jeg kigger på ham og ser smilet danse i de isblå øjne. Jeg burde sætte en nissehue på hans hoved, tænker jeg og er fristet af tanken. Det ville passe ham storartet. Men jeg kan godt se, at jeg vil få besvær med at krænge en hue ned over hans stålgrå strithår, der er næsten ligeså højt som hans eget hoved. Men julelys så, tænker jeg videre og fniser uvilkårligt.

De forsvundne ord må sejle deres egen sø. Vi skal traditionen tro en tur i skoven med hundene. Det er en del af vores 2. juledag.  Og eftersom det bliver tidligt mørkt i disse dage, må vi hellere tage os sammen. Det er nu. Filosoffen nikker. Kigger stjålent på tastaturet og har svært ved at lægge skjul på, at han gerne vil til. Han har noget på sit skulderhjerte. Jeg nikker bare og rejser mig. Gør hvad du vil, min nordnorske filosofven. Jeg skal i skoven.

3 kommentarer:

  1. Jeg forstår godt hva du mener, Lene. De ord so kom til deg, kan ikke beskrives på samme måten igjen.
    Slik er det også noen ganger når man blir overrumplet, eller opplever noe overraskende. Da skjer det i omvendt rekkefølge: Man finner ikke ordene. Men etterpå kommer de på rekke og rad, de ord som skulle vært sagt! Det er så merkeleig!!
    Jeg håper du har hygget i julen, sammen med kjæresten, familien og hundene.
    Knus

    SvarSlet
  2. Jeg tror det må være de norske stormene som tok ordene, for sannelig tar stormen Dagmar med seg det meste..og Berit som var her tidligere var ram..og i kveld kommer den lille søster av dem begge, håper ihvertfall det er den lille:)
    God jul til deg, ha gode dager videre, knus;)

    SvarSlet
  3. Ordene kommer, de hviler en stund, fanges de ikke? Nei vel. Ordene kommer, de hviler en stund, men ikke de de første du fant.
    Så rinner tiden og ordene................

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.