torsdag den 1. december 2011

Cirkler



Calvin og Hobbes går i sneen, men her har vi ikke sne. Det er mildt og det er mere efterårsagtigt end vinter. Ikke desto mindre skriver vi 1. december. Filosoffen smiler ved tanken om gode norske juletraditioner. Jeg tænker på at spørge ham, om han har lyst til at indføre en eller to her i sit danske hjem. For det kan man jo godt. Fusionstraditioner. Og spørgsmålet er jo også, om de er så meget anderledes end vores? Maden er måske anderledes? Måden at tilberede den på? Men ærlig talt, det er for tidligt at tale om julemad. Det er kun det allerførste dag i min måned, december, og det er endnu mørkt. Sort. Kaffen damper og jeg tager tilløb til en god dag.

Apropos det, Calvin og Hobbes taler om, så gælder det om at nyde rejsen. Dagen i dag. Ikke altid tænke på det, der skal komme. Forestille sig forhindringer, der måske aldrig dukker op. Bekymringer. Ofte er det sådan, at den, der bekymrer sig meget, gennemlever alverdens pinsler og har ægte frygtfølelser i den forbindelse, selvom det sandsynligvis er helt ubegrundet. Det kommer aldrig til at ske. Men følelserne er ægte. Rædslen. Tungheden. Det triste. Og ligegyldigt hvad, hvorfor leve det to gange? Hvorfor ikke være her og nu, i nuet og i øjeblikket, for det er jo i virkeligheden alt vi har, og lige her og nu er der godt at være. Stille. Det løser sig som regel. Og det bliver under alle omstændigheder sjældent så galt, som vi kan forestille os det. Livet er nu. Ikke i morgen.

Jeg gør status. Der er snart gået et år af min rejse. Der er dage, hvor jeg tænker, at jeg ingen vegne er kommet. At jeg bare er gået rundt og rundt og endt ved udgangspunktet. Et øjebliks panik rejser sig som en tornado. Hjælp. Hvad har jeg dog gjort? Hvor har jeg været? Hvad har jeg udrettet? Men når jeg igen sætter mig ned og mærker efter, læser alle de ord, jeg har skrevet, gennemgår de kringlede veje, de stormomsuste have, strandvandringer, måneture og bjergbestigninger, så ved jeg, at jeg er kommet længere på et år end jeg nogensinde har gjort det i mit liv før. På så kort tid. Forandringen sker ikke fra den ene dag til den anden. Transformationens veje er uransagelige. Man lægger frø i jorden og ser utålmodigt på dem den næste morgen. Eller ugen efter. Hvad sker der? Ingenting. De ligger stadig i jorden og man kan ikke mærke dem. Se dem. Man kan endda ikke røre ved dem. Utålmodigheden raser, håbløsheden breder sig. Men åndelig føde er ikke fastfood. Det lærer man hen af vejen. Processer sættes i gang, men de tager den tid, de tager. De skal modnes. Langsomt. Det har sat min tålmodighed på prøve. Også i den grad. Nu praler jeg ikke længere af at være en utålmodig sjæl. Jeg siger det sagte og trækker let på skulderen. For jeg øver mig. Jeg øver mig på at blive bedre til at væbne mig med tålmodighed. Give tid. Og være åben, når tid er.

Jeg har lært så meget. Det ser jeg nu. Den kreative proces er også en slags modningsproces og man kan ikke skynde på inspirationen. Jo mere man jagter den, desto mere flyvsk og drilsk bliver den. Og man kan godt læse bøger, om hvordan andre har gjort og få gode råd om rutiner og små fif til, hvor og hvordan, men de virker ikke. De virker ikke, før man har prøvet det selv. Gjort sine egne erfaringer. Når man selv er faldet, har slået sig og rejst sig op igen. Når man har tryglet og bedt og revet sig i håret. Grædt. Forståelsen opstår i små øjeblikke, når man mindst af alt venter det. Visdommen er paradoksal. Og den er så unik og enestående, som vi alle er forskellige. Så rejsen handler i høj grad om at lære sig selv at kende. På ny. Starte forfra og bevæge sig i snørklede cirkler frem og tilbage, ud og hjem. De veje finder man ikke i et krakkort. Vejen er ikke lineær. Den er organisk og den er utilregnelig. Men når man er kommet frem til en milepæl og ser sig tilbage, opdager man at den giver fuldstændig mening. Ikke et skridt var forgæves. Der er læring i hver eneste opdagelse, fejltagelse og de følelser, der rejser sig i kølvandet. Et år er alt. Og et år er ingenting. Der er lang vej endnu. Der er ingen destination. Rejsen er her og nu. Rejsen er en cyklus. En cirkel.

Stationen hedder december. Og der er en frydefuld klang ved det navn. Årets sidste måned. Men hvis man går og tror, at det her er endestationen, så tror man fejl. Så meget har jeg lært. December er blot endnu en station på en god rejse. Et liv. Et liv bestående af .... cirkler.

4 kommentarer:

  1. hmm..jeg skulle ønske jeg var den positive typen.. men jeg er nok av den typen som ser forhindringer.. fordi jeg aldri har opplevd at ting går som jeg hadde håpet eller trodd.. jeg gjør så mange feil som får konsekvenser.. og jeg lærer visst aldri : )

    her har desember bestemt seg for å lage ballade.. det rusker godt om ørene.. vi slipper visst ikke unna "Berit" ; ))

    ha en fin dag Lene.. klæm tell dæ..

    PS! norsk julemat er ofte lutefisk.. eller torsk.. så er der ribbe (ribbensteg) med svor.. pinnekjøtt ( tørret kød av lam med ribben) frikadeller og medisterpølse (lys farsedeig med kryderier) alltid kartofler og lekkert tilbehør som rødkål, svisker, æbler og andet..

    and er ingen tradisjon for her hjemme på bjerget.. men mange spiser kalkun nyttårsaften..

    filosofen har garantert lyst på lutefisk ; )

    SvarSlet
  2. Smukt og genkendeligt at læse, Megan - vi lærer hele tiden af de valg, vi træffer, eller ikke træffer. Klem og en dejlig dag til dig nede sydpå! Her er skyerne blygrå, og DMI giver ikke meget håb om solskin.

    SvarSlet
  3. Livet er så vist en reise og ja gjerne som en sirkel - så et det også slik at de fleste bekymringer man går rundt med - aldri noen gang skjer....

    Her bytter vi på pinnekjøtt med potet, grove pølser, surkål og kålrotstuing - eller ribbe med sprø svor, medisterpølser, potet og surkål. I år kommer min datter til julen og da blir det tradisjonell vestnorsk julemiddag som er Pinnekjøttet:-))

    En god kveld til deg og en god klem

    SvarSlet
  4. Jeg øver meg. Hver dag. På å være akkurat her og nå.
    Gudene skal vite at det ikke er lett. At det er en stadig pågående prosess og at gamle mønstre krever bevissthet og aktive valg for å endres.
    Men jeg gjør små skritt. Jeg kan merke det. Oftere og oftere.

    Det er lese dine ord her inne, er med på å dreie mine tanker og adferd i en her og nå-retning. Jeg liker det.

    God natt.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.