torsdag den 15. december 2011

At rejse i tillid


Det stormer og regnen pisker mod ruden. Gråt og trist. Jeg vil ikke lade mig påvirke af vejret, har jeg for længst besluttet, men selvom jeg står ved den beslutning, så kan jeg reelt ikke gøre noget. Humøret synker lidt. Tristheden kommer sejlende som et ensomt skib og insisterer på, at jeg går om bord. Energien er ligeså dæmpet som lyset og modstanden ryster på hovedet. Jeg kravler over rælingen og sætter mig ned. Opgivende. Jeg orker ikke at kæmpe imod. Jeg kan mærke at den er stærk som vinden, tristheden, den melankoli, der hører vinteren til. Den kommer med natten og solen er ikke stærk nok til at fordrive den. Den bor et sted i mørket, men den spiser af dagen som en sulten landevejsridder. Eller sørøver. For nu er vi jo om bord på et lille skib, må du huske. Der sidder en skikkelse klædt i sort og ror fra land. Sprukne årer dekoreret af tidens tand, tang og tunge tilbøjeligheder. Jeg finder et gammelt tæppe i bunden af båden og tager det om mine skuldre. Trækker huen godt ned over ørerne og håber, at den bliver siddende. Det hår, der er længere end huens kant, danser i vinden, men regnen får hurtig bugt med det. Det hænger nu i dødvåde totter og drypper ned af min jakke. Rammer mine lår som bassen i en monoton melodi. Dybe dunk af dødelighed. Hvad laver jeg dog her i en lille jolle midt på havet? Kysten forsvinder i regndisen. Horisonten er en saga blot. Er det accept? At sejle af sted i en skrøbelig træjolle med en anden ved roret.

Jeg ser op og betragter skikkelsen. Jeg kan nu se, at han ikke ror, men stager frem i tusmørket. Vandet er lavt og jeg får pludselig indtrykket af, at vi ikke befinder os på havet, men på en mægtig flod. Vandet er roligt på den ene side af båden, mens det danser uroligt om rælingen på den anden side. Stemningen er bedrøvet. Der bliver ikke udvekslet ord. Jeg ville gerne spørge, hvor vi dog skal hen, men jeg tør ikke. Jeg er bange for svaret. Og i det jeg tænker den tanke, ved jeg at det ikke er helt rigtigt. Jeg er bange for ikke at få noget svar. Det er min store frygt. Tavshed. Dyb og rungende tavshed. Bliv siddende og slap af, siger en stemme i mig, næsten som en hvisken. Jeg genkender den. Hjertets stemme. Den kan næsten ikke overdøve vinden og den mere højrystende stemme af frygt i mit sind, men jeg prøver at lytte. Prøver at finde roen i dens blide melodi. Accept. Jeg kan næsten høre den smile. Du er på vej. Slap af. Nyd eventyret.

Jeg mærker trætheden i kroppen, hver eneste knogler værker og jeg får lyst til at lukke øjnene. Lægge mig ned i bunden af båden, begrave mig i tæppet og bare sove. Men noget får mig til at blive siddende. Jeg koncentrerer mig om stemmen i hjertet, det gyldne håb, der altid findes, troen på turen. Selvom jeg ikke aner, hvor vi skal hen. Selvom jeg ikke engang selv sejler båden lige nu. Du kunne skubbe skikkelsen i vandet, råber den anden stemme i mit øre, så min trommehinde giver et gisp af forskrækkelse. Skub ham ud. Lad ham drukne i sit eget muddervand og sejl væk, så hurtigt du kan. Flygt! Jeg ryster på hovedet. Jeg vil ikke lade mig råde af min egen frygt. Jeg vil ikke føje den. Jeg vil rejse i tillid til, at båden sejler mig et godt sted hen og at skikkelsen med stokken er en ven. At der venter nye, gode kyster i horisonten og at stormen letter inden længe. At tristheden forsvinder og flyver frejdigt af sted, som de måger, jeg kan skimte i nærheden af båden. Jeg har virkelig lyst til at henvende mig til det, jeg tror der er en mand, den sorte kappeklædte skikkelse, der med rolige stød stager båden fremad. Men jeg gør det ikke. Jeg er tavs. Eftertænksom. Bruger min energi på at finde på at finde tilliden i hjertet. Kærligheden. Jeg ved, at jeg i den store sårbarhed, jeg føler lige nu, denne næsten blottede åbenhed i forhold til min drøm, vil finde den nødvendige styrke til at vokse.

For hvert skridt. For hvert åretag. Lidt stærkere. Lidt klogere. Lidt mere vis.

3 kommentarer:

  1. Jeg liker å lese dine gode nære tekster om livet... jeg kom til å tenke på en bok jeg har lest av Anne-Lise Løvlie Schibbye: "om å være tilstede i eget liv", det høres ut som du er det ; )

    SvarSlet
  2. ah.. oppdaget når jeg hadde lest innlegget at jeg har sittet og holdet pusten : ) nei, jeg er ikke god på å stole på den som styrer, hverken bil, båt eller fly.. det handler om kontroll.. jeg må ha kontroll.. når jeg ikke har det blir jeg redd.. skulle ønske jeg kunne slippe taket i frygten..

    ha´en god aften..

    SvarSlet
  3. Av og til må man stole på den som i øyeblikket har årene, men det er viktig å følge med hvor båten havner hen..kanskje ta hver sin åre og håpe på at båten går framover:O)
    Nyt dine førjulsdagene videre i smult farvann, klem fra meg;)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.