tirsdag den 1. november 2011

Velkommen november


November. Det er stadig mørkt derude, men lyset kommer listende og gør sig til. Giver kontraster til nattens mørke og træerne dukker op, bevæger sig sagte i vinden. De sidste blade falder og nøgne grene står tilbage. Hvorfor mon det er, at træerne smider deres overfrakke, når vi tager vores på? Fryser de slet ikke? Måske går de bare ind i sig selv. Finder varmen i deres egen kerne. Tænker over sommeren, der gik, og hvad de lærte. En lang vinter venter forude, tid til eftertanke og til at tage lærdommen til sig. Gøre den til visdom. Grene som silhoutter mod en mørk morgenhimmel. Forståelse. Indsigt.

Jeg gør mig klar. Klar til at indstille mig på det dæmpede lys. Jeg har en række bøger parat, som jeg vil læse og studere i de kommende måneder. I skrivende stund har jeg faktisk gang i 3 bøger. Tre forskellige genre på tre forskellige sprog. Da vi havde set nyhederne i går aftes, slukkede vi for fjernsynet og lod stilheden synge. Jeg satte mig til rette med den røde tekop og min krimi. Lyttede til Kate Bush og keltiske undertoner. Sank ned i de første vinterbølger, helt forsigtigt og afventede, som når man skal i vandet og lige skal vænne hele kroppen til køligheden. Det våde. Først en tå, siden en helt fod. Og inden man ved af det, ligger hele kroppen i vandet. Et gys. Så er det sket. Man er der. Og helt automatisk begynder man at svømme og mærker, at man ikke har glemt hvordan. Hvert eneste svømmetag føles helt naturligt og man bevæger sig fremad. Mod strømmen. Med strømmen. Bølger, der overvælder, bryst, ryg. Svømmer. Hvorfor føltes det så svært og hvad skyldes al den modstand, da man endnu stod på bredden og tog sig sammen?

Men nu er vi her. November. Den første vinterdag, selvom det er mildt udenfor. Min aften var god, bogen og ordene, teen og tidligt i seng. Jeg trængte til en god nats søvn og det fik jeg. Det var jo en rejse. Fra oktober til november, fra efterår til vinter. En milepæl. Flere af jer skrev i går, at I faktisk holder af vinteren. Det gør jeg egentlig også. Det kan jeg mærke nu. Og jeg holder også af at svømme, jeg skal bare lige tage mig sammen til at komme i vandet. Så hopper jeg. Begge ben, hele kroppen. Og sådan er det også nu. Jeg er med. Jeg er tilfreds. Taknemmelig endda. En vinter med gode bøger og god musik, som jeg nærmest har genopdaget, som om jeg pludselig har forstået, hvorfor jeg altid har elsket Kate Bush og hendes univers samt en masse anden keltisk inspireret musik. Det drager mig. Det inspirerer. Nu forstår jeg, at jeg kan omgive mig med alt det, der giver inspiration og som gør mig til den jeg er. Det jeg har taget med mig. Det, som jeg har rejst gennem årtier med. Bagage. Åndelig og fysisk.

Velkommen november. Velkommen vinter.

9 kommentarer:

  1. November -november - november, siger jeg med Nordbrandt

    SvarSlet
  2. Det godt "å lande i seg selv."
    Å være på plass,
    selv om man fortsatt har mye man skal oppdage og erfare... Og godt er det!
    Kos deg i, - og med november, Lene!
    OG - GOD BOK! :)

    SvarSlet
  3. Henrik Nordbrandt skrev, at året har 16 måneder – og at november tegner sig for fire! Så kan vi jo lige så godt få det bedste ud af disse fire måneder …
    Klem og en dejlig dag til dig, Lene!

    SvarSlet
  4. November er spørsmålet.
    Bøker er svaret.

    SvarSlet
  5. Hei Lene, jeg må bare si at jeg ikke er klar for vinter, jeg har ikke engang fått vinterdekk på min bil!!...og derfor er det så deilig at november så langt minner om høst;)
    Nyt bøkenes verden og novemberstart, jeg gleder meg til et ferdig kjøkken mot neste helg:O)...mye ferdigmat for tiden...klem fra meg;)

    SvarSlet
  6. Vintertid er hyggetid. Indetid. Nærværstid. Eftertænksomtid. Fordi vi ikke er så meget ude, som i den lyse tid. Fordi der er mange vågne mørke timer. Det giver anledning til ro og tanker.
    Knus :-)

    SvarSlet
  7. Du inspirerer meg igjen, Lene.
    Har vært inne på Spotify og lett opp musikk av Kate Bush. Kjenner noen av hennes mest kjente, men her er mye "upløyd mark" for mitt vedkommende.
    Takk for inspirasjonen.

    SvarSlet
  8. Hov, Lene....har du forlænget vinteren med en måned og draget november ind i den? ;-)I min kalender hører den stadig til i efteråret, men måske er jeg bare ikke opdateret :o)

    SvarSlet
  9. Tusen takk, gode du. ;-)
    God klem
    Eirin

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.