søndag den 27. november 2011

Storm og sushi


Det blev en god aften. Da vi gik med hundene sidst på eftermiddagen i storm og regn, følte os kolde og en smule forkomne, talte vi om at aflyse vores sushiplaner. For gad vi egentlig tage afsted i det vejr? Gad vi klæde os om og kaste os ud i stormvejret for at spise sushi? Men vi endte med at tage afsted og det fortrød vi ikke et sekund. Jeg nød at finde vinterkjolen frem, sætte mit nyklippede hår og lægge make-up. Dufte af parfume og forventning. Og vi skulle jo ikke så langt, bare ind i bilen og køre de få kilometer ind til byen. Regnen piskede mod ruden, blæsten var voldsom, gadelamperne gyngede og den nyopsatte julepynt, der hænger over gågaden, sejlede som et skib i stiv kuling. Kastet fra side til side. Faretruende. Men det holdt. I det øjeblik, jeg så julelysene gennem de regnvåde vinduer, mellem vinduesviskerne, kom jeg i en slags stille julestemning. Et suk. Sådan. Det er snart december. Nydeligt.

Der var ikke mange mennesker på den lille sushi restaurant. De lever vist, desværre, mest af take-away. Og nu er det jo en by i provinsen, men det er synd og skam, for det er virkelig god sushi. Noget af det allerbedste, jeg nogensinde har smagt. Indehaveren er japaner og tidligere ansat på en af de bedste sushirestauranter i København. Nu er hun her. I en by midt på Sjælland. En købstad. Men så er det også sagt. Der sker ikke så meget i byen efter lukketid og det dér med lukketid bliver taget meget bogstaveligt. Der er flere og flere af de gode butikker, som lukker og drejer nøglen om. Vi blev taget godt imod og kunne selv vælge bord. Et andet par sad ved vinduet og vi var de eneste gæster i restauranten. Men døren gik ofte op og folk kom ind fra blæst og regn og hentede deres take-away sushi. Stearinlysene blafrede, mens vi besluttede os for, hvad vi skulle have. Jeg forklarede kæresten lidt om sushi og han lagde sin skepsis i de rette folder. Vi grinede lidt og bestilte en god flaske hvidvin.

Først en varm forret og så sushi. Og han kunne lide det. Kæresten. Tjeneren forklarede os om de forskellige sushi og maki og så spiste vi. Det smagte fantastisk og det måtte han indrømme. Det smager meget godt, sagde han og tro mig, det er store ord fra en, som gør det en del i underdrivelse. Og man bliver mæt, sagde han til sidst og så tilfreds ud, for det havde han ikke regnet med. Måske havde han i sit stille sind håbet på en tur forbi pølsevognen på vej hjem, men det var ikke nødvendigt. Da jeg frimodigt proklamerede, at så kan vi da godt gå ud og spiste sushi igen, nikkede han og så ikke spor tvivlsom ud. Det smagte langt bedre end forventet, var hans ord. Resten af hvidvinen tog vi med os hjem og den drak vi i sofaen, foran fjernsynet, så krimi og hyggede, mens stormen rasede og regnen piskede mod ruden. Sushi succes! ;)

Og nu er det morgen. Søndag. Storm. Endnu en af de dage, hvor det ikke bliver rigtig lyst. Jeg kunne godt bruge en ordentlig omgang sol og høj blå himmel, men pyt. For at bruge det gode ord igen. Det er jo søndag. Det er november lidt endnu. Vi skal ud til brunch med gode venner om et par timer. Snak og hygge. Og måske klarer det lidt op sidst på dagen, så vi kan gå en skøn tur med hundene, inden mørket igen falder på.

God søndag!

9 kommentarer:

  1. Det var dejligt, at aftenen blev en succes. Vi holder også meget af at gå ud og spise, selv om ikke syv vilde heste får mig til at smage traditionel sushi :-) God søndag i blæsevejret, klem!

    SvarSlet
  2. Det lyder som en skøn aften. Sushi er nu heller ikke noget for mig - men det er jo heldigvis forskelligt hvad man kan lide. Jeg håber i får en skøn søndag ♥ Knus

    SvarSlet
  3. Tenk at han med sin skepsis også likte det - kanskje er det et håp for meg også. Jeg lover meg selv herved å bli med noen som kjenner til sushi og kan være med å veilede meg på en slik resturant. Men jeg tror jeg skal vente til min cellegiftkur er ferdig siden magen ikke er så glad i verken det sterke eller det tungtfordøyelige i disse tider. Ha en flott søndag og kos dere:-))

    Klem

    SvarSlet
  4. Så fint at dere hadde slik en flott aften, med sushi, vin og hygge hjemme etterpå. Det er slike dager og kvelder det er godt å være menneske.

    Ha en fin 1. søndag i advent!
    Klem

    SvarSlet
  5. Jeg smakte sushi første gang for 2,5 år siden. I Japan. Syns det var litt spesielt første gangen. Kanskje mest følelsen av å vite at fisken var rå. og ikke behandlet.
    Det ble flere forsøk den ferien. også på steder med slik rullebånd, der suskien ligger nylaget på små tallerkner som snurrer rundt. Siden spist det stadig oftere. Nå elsker jeg sushi. Har også laget det her hjemme ved flere anledninger, sammen med studentbarna.
    I den lille byen jeg bor har vi siste året fått 2 sushirestauranter. Enten bestiller vi med hjem, eller vi spiser der. Hyggelig begge deler.
    Gjenkjenner skepsisen til din kjære. Minner om patriarkens. For nye ting. Så fint det falt i smak. Blir nok flere resaurantbesøk tenker jeg?

    God adventsøndag ønskes deg herfra.

    SvarSlet
  6. Jeg ser på de Danske nyhetene at dere også har uvær nå. Stormen "Berit" har ødelagt for millioner, på sin vei, på Vestlandet i helgen. Vi har gått klar av henne, kun litt vind ute, men med mange pluss-grader, og det er som om våren plutselig har kommet.
    Jeg har kun spist sushi en gang. En ferdigpakke fra butikken. Men det var godt, og som din kjæreste, ble vi også mette.
    Vi har fått en sushi-restaurant her i byen nå, så hvorfor ikke ta seg en visitt dit? Jeg er ikke særlig glad i julemat, det blir for fett og for tung kost for meg. Da er vel sushi tingen??
    Nyter også frisøndagen min!!

    SvarSlet
  7. Dejligt at i besluttede jer for at gå i byen alligevel Lene, jeg har heller ikke spist meget Sushi i mit liv, men det jeg har fået har været ganske udemærket og jeg er overbevist om at jeg sagtens ville kunne leve af det.
    Skønt med en gang hjemlig hygge efterfølgende med god krimi og hvidvin.
    I kærlige tanker, god Søndag.

    SvarSlet
  8. Absolut bedste sushi i Tinggade. Men min gode mand mestrer det sandelig også. Det eneste han laver, når han en sjælden gang går i køkkenet. tår han står der til gengæld hele dagen. Men sushi et skøn mad og for ham og jeg forbundet med gode kæresteminder :-) Lyder som om I havde en dejlig kæresteaften. Go' søndag aften :-)

    SvarSlet
  9. Det lyder som en dejlig aften, nyd det sidste af denne blæsefulde aften :)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.