lørdag den 5. november 2011

Simpelthen


Vi var sent hjemme, sov lidt længere, vågnede med lyset og solen, der endelig har fået bugt med disen. Langsomhed. Morgenmad i køkkenet, sammen, hunde og blødkogte æg. Kaffe. Vi hentede Josie på vej til fødselsdag i går, så nu er flokken samlet. Min gule sol er i hus. Samtidig smiler den anden sol i horisonten.

Flere af jer har skrevet om ventetid og ventesale i den sidste. November er en måned, hvor man kaster anker og bliver liggende lidt. Gearer ned og tæller de gode ting, man har taget med sig fra foråret og sommeren, de måneder, hvor man var ligeså aktiv som lyset og de lange dage. Dage, hvor energien var lidt større end nu, fordi det er sådan det er. Ebbe og flod. Tidevand, der skyller ind over strandkanten, våde fødder, hår i vinden og en duft af sol og saltvand. Og så pludselig en dag når man til sted, man ikke helt kan begribe. Det er som om jorden er holdt op med at dreje eller også er man bare faldet af. Hvad er der sket? Stilstand? Stagnation? Ved nærmere eftertanke vil jeg ikke længere beskrive november og vinteren som en ventesal. Det er mere et slags væreværelse. Et sted, hvor man kan sætte sig ved stearinlysets skær og lade en stille eftertanke tage bolig i sjælen. Et sted, hvor man kan være stille og lytte og hvor man ikke behøver at jage efter lykken på den anden side af nytår. Den kommer når tid er. Nu er det tid til at være. Bare være.

We are human beings, not human doings. Disse kloge ord læste jeg et sted. Vi vil så gerne "gøre" hele tiden og føler, at vi bliver målt og vejet på de ydre resultater, vi kan vise frem. Vi soler os i succes, hvis vi kan skilte med den, udstille den i vores vindue. Så føler vi os elskede. Når vi gør, når vi er på vej, når vi kan vise verden, hvem vi er. Men sandheden er, at ingen andre end os selv kan vide, hvad vi i virkeligheden har opnået i det indre. Om vi har ro. Sjælefred. Om vi udvikler os som mennesker, tager ved lære, mærker livet, når bølgerne går højt eller når havet ligger blikstille og vi kan flyde uden anstrengelse. Vi er skabt til at være. Ikke altid at gøre. Og november er perfekt til netop det, et værested, hvor vi kan tanke op, tænke på alt det gode vi har lært og tage det med os videre. Det, der føltes godt. De gode tanker. Det, vi lykkedes med. Resten kan vi kaste i havet og glemme alt om. Det kaldes erfaring, fejtrin eller om du vil, lærdom. Rigdom. Man bliver hverken klogere eller mere vis uden fejltagelser og omveje. Det hører med. Og der er tidspunkter, hvor vi næsten drukner i alt det, der ikke gik, som vi havde tænkt eller troet, men når man kommer ud på den anden sider, opdager man som regel, at det giver fuldstændig mening. Det var en lektie. Det var sågar inspiration. Det gav noget at skrive om, det gav blod i pennen og mod i hjertet.

Jeg kan le højt og glæde mig, fordi jeg kender sorgens dybde. Jeg kan smile, fordi jeg har grædt. Jeg kan finde min vej og følge mit hjerte, fordi jeg ved, hvordan det føles når jeg ikke gør det. Jeg kan sætte pris på solen i dag, fordi jeg kender mørket og er faret vild der så mange gange. Fordi jeg ikke forstod. Dengang. Men nu. For jeg er jo altid kommet ud igen. Ud i lyset. Ud i dagen. Ud i livet. Tilbage.

Vinterens væreværelse er et tilbud om at komme hjem. Hjem til sig selv. Helt ind til kernen. Et tilbud om ro. Om at kunne være. Simpelthen.

7 kommentarer:

  1. Et meget godt innlegg, Lene. Godt å lese; med gjenkjennelsens blikk og nikk; dette er noe vi kan kjenne igjen, føle på... være enige i.

    Jeg har også brukt John Lennons ord i et eller annet innlegg på bloggen min tidligere, en klok og reflektert mann...!

    Jeg elsker den tiden vi går inn i nå, ettertankens årstid, med tid og ro til å hvile, i meg selv, i tilværelsens roligere rytme...Årstidens dvalelignende tilstand påvirker meg, samtidig som jeg får energi av forventningene som denne årstiden bringer; adventstid, jul... Samvær med familie, gode venner... Men også en tid for å kjenne på savnet etter de som er borte, de som ikke lenger er i blant oss, men det er godt det også: minnene består...

    Ha ei fin helg, Lene.
    Klem

    SvarSlet
  2. Ja, nok et glimrende innlegg. Jeg simpelthen elsker måten du beskriver november på... Jeg kjenner meg såå igjen. Jeg elsker denne tiden. Nyter den i fulle drag - er kreativ, skapende og skrivende... og jeg nyter hver lille frie øyeblikk - der jeg kan gjøre hva jeg vil. Det er så herlig å lese hvor inderlig du lever! God klem til deg fra meg.

    SvarSlet
  3. John Lennon sa mye klokt :-)

    Ha en fin kveld - klem Siv

    SvarSlet
  4. Fint og smukt indlæg, og enig i at vi er i en periode af året hvor vi har al mulighed for at være. Finde ro og ind i os selv. Hvilken gave.
    God aften til dig
    Knus

    SvarSlet
  5. “Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.”
    Har længe haft den opfattelse af november; tung, mørk, stormfuld. Men arbejder på at genvinde glæden ved november. Min yngste datters fødselsmåned, her tælles ned, og jeg fortæller hende, at når alle bladene er faldet af træerne - så er det tid til fødselsdag! Hun elsker naturligvis november.
    Og jeg elsker dine smukke ord, som hjælper mig til at redefinere måneden og tiden. KH Charlotte

    SvarSlet
  6. det var godt å lese ditt innlegg i dag.. jeg har ro.. jeg har sovet godt.. i visshet om at jeg er ferdig med esker og vasking.. nå vil jeg gerne træde inn i dit væreværelse.. tenne lys.. og ønske november velkommen.. hjem til meg..kjenner jeg gleder meg allerede : )

    god morgen til deg mens jeg venter på ditt søndagsinnlegg ; ) knus

    SvarSlet
  7. Ordene dine treffer hjertet, og får meg til å smile. Ordene om at vi alltid skal GJØRE - ikke bare være. Ordene om at feiltrinn hører livet til, vi trenger også dem.
    Ordene om november.
    Takk for ordene, Lene!

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.