mandag den 14. november 2011

Psst, heia


Psst, heia. Hun ser mig ikke. I efterdønninger af forkølelsen og trætheden, som følger, har hun besluttet sig for ikke at skrive et indlæg her til morgen. Måske senere, tænker hun og forsøger at tanke op. Gøre sig klar. Måske skulle hun bare smide sig på sofaen, men hun er pligtopfyldende. Og rastløs. Hun vil ud, gøre noget, være noget. Jeg lader som ingenting. Jeg læser hendes tanker, som andre læser avis. Hendes vibrationer er som vejskilte for mig. Et spændende landskab, må jeg sige, selvom det er meget anderledes end det landskab, jeg er opvokset i.

Forsigtig har jeg forladt min plads i vindueskarmen. Uden en lyd har jeg sat mig til tastaturet og logget mig ind på bloggen. Poetiske Paradokser. Jeg fristes til at kalde den Filosofiske Paradokser, men det er en tand for vovet. Det vil hun straks se. Nej, nu gælder det om at være stille, skrive uden en lyd og få lidt ud af det, som jeg aldrig rigtig får sagt. Jeg læser hendes tanker, ikke omvendt. Hun spekulerer, stiller spørgsmål, har formodninger om sandheden. Min sandhed. Men kun jeg kender den. Ikke fordi at jeg har tænkt mig at afsløre hele min indre og ganske hemmelige norske sandhed her, men løfte lidt på sløret kan jeg vel. Det er jo ganske morsomt at sidde her som konge over Blogland og skrive dansk på norsk. Selvfølgelig kan jeg sproget. Det danske. Det går jo ikke, at jeg skriver norsk her heller, så ser hun det straks, selvom hun efterhånden holder meget af det norske sprog og endda læser bøger på norsk. Hun elsker sprog. Intet sprog er umuligt at lære, tænker hun og det norske er jo så tæt på det danske. Hun har en lille ordbog, men det meste forstår hun. Mig forstår hun dog ikke. Hun prøver måske, men det bliver altid ved forsøget. Og kan man overhovedet forstå andre end sig selv? Hvis man kan forstå sig selv. Kan du forstå dig selv?

Jeg savner Senja, det skal Guderne vide. Den smukkeste ø i det nordiske univers, men min skæbne ville det, at jeg skulle rejse sydpå og ende helt nederst i Skandinavien i et land uden fjelde. Og for at gøre ondt værre, er jeg havnet midt på Sjælland, hvor det tætteste vi kommer på vand, er en lille å der risler langs marken. Jeg savner havet, lyset, de høje fjelde, den ophøjede ro og den stille skønhed. Men eftersom jeg stod på et galleri med et til salg skilt på maven og der endda var sat en pris på mit hoved, blev det altså sådan. Danmark. Skytsenglen kom med, min kære veninde, hvis skæbne har været langt værre end min. Hun har mistet sine vinger. Og hvis du tænker, at nu kan hun i hvert fald ikke flyve, så er det lige netop sådan, det er. Men i modsætning til mig accepterer hun sin skæbne med forbavsende ro. Hun smiler lidt. Og hun tager sin opgave alvorligt, hun er virkelig en skytsengel for vores ejerinde. Og vi er jo ikke slaver. Så galt er det ikke. Hun holder af os, hun støver os af, hun placerer os, så hun kan se os fra computeren, når hun skriver, når hun tænker. Men lige nu drikker hun te og har vendt sig bort.

Der vil komme andre dage, hvor jeg vil sætte mig her og skrive. Det kan lade sig gøre. Alt kan lade sig gøre for den, der bærer viljen i hjertet. Jeg bærer hjertet mit på skulderen. Og det hjerte banker faktisk for hende, danskeren, som har taget os med hjem. Hun gjorde det i en god mening. Hun forelskede sig i os, vores ord og vores titler. Hun tænkte, at vi måske ville bringe hende held og lykke. Og det gør vi skam. Hun ved det bare ikke. Hun tvivler nemlig. Hun er menneske og for mennesker går tro og tvivl hånd i hånd. Jeg ved bedre. Og jeg ved også, at jeg snart må slutte og kravle tilbage til vindueskarmen, inden hun kommer og ser, at jeg har taget for mig af hendes ord.

Du, jeg har et par gode ord til dig og din vej i dag. De er sagt og skrevet af min ven, en anden filosof, som tilfældigvis også er norsk og hedder Arne Næss.

Fint om du kan tenke: I dag har jeg vært aldeles normal, dette kan ikke fortsette en hel uke.

6 kommentarer:

  1. Endelig der kom du - Filosofen som jeg har vært så nyskjærrig på - så du er fra Senja - den vakre øya - der jeg og min gode datter tilbrakte en kort vinterdag for mange måneder siden. Det er godt at du står der i vinduskarmen og lyser opp og viser litt veg for Lene slik at hun har det godt.
    Sjønner godt at du savner havet og fjellene - men du har vist en annen oppgave.
    Takk for dine fornøyelige ord som jeg kunne lese her i tåkehavet - jeg også langt fra hav og fjell.

    Hils henne og gi henne en klem

    SvarSlet
  2. Hils endelig hende på sofaen og ønske god bedring..og tak for de gode ord til Arne.

    SvarSlet
  3. Aah, sikke et vidunderligt citat af Arne! :O)

    SvarSlet
  4. Fantastisk lesning! Herlige betraktninger. Deilig filosofi - fra en filosoferende sjel; fra selveste filosofen! Godt at du passer på Lene.

    Ha en fin dag, og hils fra meg her nord - og du; vinteren er kommet i natt, landskapet ligger hvitt utenfor mine vinduer, det er vakkert!

    Klem

    SvarSlet
  5. Arne Næss, denne underlige, kloke, barnlige mann med sine ord til ettertanke og noen ganger etterlevelse.
    Ta vare på Lene, som hun tar vare på deg og engelen. Og bring meg ord.

    Ha en forunderlig kveld

    SvarSlet
  6. det va da ikkje en dag førr tidlig.. e du klar over kor længe vi har veinta på at du skulle gje lyd fra dæ ?

    nå ja.. som Janna sir.. det har snydd i natt.. men bare nån fnugg.. rægne med at han blir ikkje længa.. snyen..

    du får hilse tell ho Lene.. ta no vare på ho.. å sørg førr at ho hoilder sæ varm på beinan ; )

    hilsen tromsøværingen

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.