tirsdag den 22. november 2011

Om årstider og livet


Tågeturen i søndags sidder stadig i mig. Det var som om naturen indviede mig i en hemmelighed, der egentlig ikke er spor hemmelig, men som mange alligevel ikke ved. Forstår. At blive lukket indenfor i tågen og se en verden åbne sig, det var en slags åbenbaring. At mærke hvordan det tunge og melankolske skiftede karakter i mig, da jeg trådte ind i tågeeventyret og mødte november lige der, hvor hun var. En slags ventetid. Et tomrum. En overgang, der ovenikøbet blev symboliseret af en fin bro. En bro, der genspejlede sig i åen. En bro over årstider, gennem tågen og ind til noget, der virkede som en slags dybere forståelse af den cyklus, vi alle er en del af. Men som vi ofte kæmper imod.

Vinteren er svær at elske. Vi længes efter forår allerede inden det sidste blad er faldet af træerne. Vi drømmer om sommer, blomster i grøftekanterne, sol og blå himmel. Vi tænker på dage, hvor vi kan gå med bare fødder i græsset, bade i havet og lade os varme. Og efteråret? En fryd for øjet! Vi går med raske skridt ind i det, forlader med en smule vemod sommeren, men vi forelsker os i de fantastiske farver, gyldne og varme og vi nyder igen at tage lidt varmere tøj på. Striksweatre. Der er noget romantisk ved tanken om en tur ud i efteråret, de første storme, kulden og forandringen. Komme ind og varme sig ved pejsen, lyden at knitrende ild. Bære brænde ind. Spise rodfrugter. Men pludselig en dag forsvinder glæden. Det er som om nogen rækker en usynlig hånd ud og tager den. Men står nøgen tilbage. Fryser. Glæden erstattes af melankoli, den kommer ligeså stille krybende og man opdager den ikke, før den har taget bolig i sjælen. En sulten parasit. Og vi forsøger at kæmpe imod, men jo mere modstand og frustration, desto større vemod. Træthed. Pludselig står man der på broen mellem efterår og vinter og kan hverken gå frem eller tilbage. Man tøver. Fortvivlet. Hvad sker der med naturen og hvad sker der indeni? Energien giver genlyd som en ring i vandet. Forstummer. Man stirrer ned i åen fra sin plads på broen, læner sig over rækværket og forsøger at finde svar i det dunkle vand, der forsigtigt strømmer. Stille. Forandret.

Og en dag kommer vinteren. Nogen siger, at den kommer den første december, for det er vinterens første måned. Og nu er det så heldigt, at december også er julens måned, lysenes fest. Vi begraver os i jinglebells og juleforberedelser. Mange er allerede i gang midt i november. Eller før. Det gælder om at være på forkant, siger de, men jeg tror det handler om noget helt andet. Ubevidst. December er befrielsens måned, nu skal vi være glade, synge salmer og julesange, lave konfekt og give hinanden gaver. Forventning. Og det er en skøn måned, jeg indrømmer det, jeg elsker at overgive mig til de små hyggelige traditioner, at stille mine elskede nisser frem. De gør mig i godt humør. Jeg holder af min fødselsdag først i december. Jeg nyder at se familien og at ønske gode venner glædelig jul. December er en fest, december er Jupiter, ingen begrænsninger, bare nydelse og en lille smule stress og al den glæde, men skal have på bordet inden det er for sent. Juleaften. Nytårsaften. Og så?

Da jeg gik i tågen forleden dag, ledsaget af min hund og omgivet af naturen og november, var der en stemme i mig, som sagde: Du prøver at undgå dig selv. Og noget gik op for mig. Det findes jo ikke uden, livet. Melankolien er en del af pakken. En del af mig. Til tider. Og november er en del af året, en naturlig del af naturens cyklus og forfald, det langsomme, drejningen mod vinter, langsomheden, sløvheden, eftertænksomheden. Det er naturligt. For hvert skridt, jeg gik, dæmrede det og fyldte min krop med en mærkelig ro, jeg ikke har mærket før. En lettelse. Accept. Og jeg så skønheden i november, det magiske i overgangen, i broen og den tid det tager, at komme over på den anden side. Pludselig stod vi midt i den lille park foran herregården. Mit blik faldt på roserne, der stadig blomstrede. Forundret gik jeg tættere på og sansede deres skønhed og forfald.

Jeg så sommeren møde efteråret. Blade på jorden, der som en blød seng havde lagt sig omkring det nederste af rosernes stilk. Jeg så efteråret møde vinteren, tågen, der dansede mellem træerne i baggrunden og det blå vinterlys. Jeg så livet. Jeg så naturen. Jeg så mig selv.

8 kommentarer:

  1. slike øjeblik tar pusten fra meg.. oppdagelse.. erkjennelse.. aksept..

    i den siste tid har jeg fått mange slike.. måske fordi jeg nå er moden til å se.. villig til å forstå..

    eller måske er slik å bli voksen.. at vi blir tildelt ny kunnskap.. og nye hemmeligheter avsløres for oss.. litt etter litt.. er det de kalles visdom ?

    ha en god dag : ) klæm fra mæ

    SvarSlet
  2. Nydlige refleksjoner Lene - alt hører sammen og livet ville ikke bli helt om vi ikke gikk gjennom November og ut i Desember og lyset, sangen og gleden:-)

    Takk for sjønne ord og klem

    SvarSlet
  3. Dejlige ord...efter min søns død er der nogle af dine indlæg, jeg ikke ...næsten ikke kan læse..men det går vel fremad, tak for dem i alle fald.

    SvarSlet
  4. Og uten melankolien, vemodet, hadde vi vært hele mennesker? Tror ikke det. Akkurat som året trenger alle sine dager, trenger vi alle variasjonene av oss selv.
    Ha en vakker dag .

    SvarSlet
  5. Hei Lene
    Melankolien trenger vi, for vi kan ikke være ellevillt lykkelig hele tiden.
    Jeg synes året i fjor var veldig hardt, på vinteren. Plutselig kom kulden, og holdt det kalde grepet i mange mnd. Og det var mørkt også, lenge. Da kjente jeg at det tømmet mine lager med energi.
    Heldigvis har jeg håndarbeid og malingen som gir meg energi. Uten dem hadde jeg vært helt tom.
    Takk for vakre ord og nydelige bilder, som du tar. Og skjønne Josie.
    Nå skal jeg sette over middagen, for så å dra til stallen med Sophia. Der er det kaldt, kan du tro. Jeg pleier å gå meg en tur, mens hun og hesten varmer opp. Og jeg har på reflex, så alle kan se meg langs veien.
    Ha en fin kveld. Knus

    SvarSlet
  6. Ps: liker du melankolsk musikk med gode tekster, må du høre på Jan Eggum. Han er en ren mester.

    SvarSlet
  7. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  8. Den er viselig plassert denne julen. Det hadde vært stusselig i desember uten den.

    Sjøl ligger jeg under pleddet som et slakt. Kroppen vil ikke noe annet, om lysten aldri så mye sier noe annet. Får bare gi meg hen.


    God kveld.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.