torsdag den 17. november 2011

Noget om historier og drejebøger


Hvilken historie fortæller du om dig selv? Dette spørgsmål er jeg stødt på adskillige gange på forskellige blogs og hjemmesider tilhørende coaches og andet godtfolk, der gerne vil hjælpe andre med at blive en bedre udgave af sig selv. Med at finde sin indre glød, tro på sig selv og følge sit hjerte. Når jeg hører de ord, så vækkes der noget i mig. Jeg kan mærke, hvor meget jeg brænder for at gøre det samme, at hjælpe, inspirere og få andre til at finde og følge den vej, der er skabt for dem og som bare ligger og venter. En vej, ingen kan se, fordi den endnu er ubetrådt. En slags usynlig jomfru, der drømmer om den helt store kærlighed. Når jeg ser tilbage og går helt ind til kernen, når jeg lytter og mærker efter, så ved jeg jo godt, hvad kilden til min store glæde og trivsel er. Det skrev jeg også lidt om i går. Ordene. Historien. Eventyret. Jeg har altid været et barn af fantasien. Jeg har altid troet på, at der var noget større end mig selv et sted derude og at min opgave var at finde det. Finde derhen. Et slags personligt paradis, som indeholdt alt det, jeg kunne lide og gerne vil beskæftige mig med. Men har det været den historie, jeg har fortalt om mig selv? Ikke officielt i hvert fald. Det var ikke noget, jeg sagde højt.

Jeg har lavet min historie om. Det er man i sin gode ret til, ja faktisk vil jeg anbefale dig at gøre det med det samme, hvis du ikke rigtig bryder dig om din historie. Det er ikke meningen, at andre skal skrive handlingen i vores helt personlige historie. Måske kan vi ikke helt bestemme, hvilke karakterer der træder ind i handlingen og prøver at forpurre gode planer og fortælle os, at vi ikke kan det, vi vil, at vi ikke har talent og mod til at gøre det, vi drømmer om. Men vi kan bestemme, hvordan vi vil lade de personer påvirke os. Og det synes jeg er en af de allerstørste udfordringer. Jeg ved ikke med dig, men jeg bliver påvirket. Jeg bliver glad, når nogen smiler til mig. Jeg bliver varm indeni, når jeg kan mærke et venskab boble, når nogen rækker en hånd ud og siger noget dejligt til mig. Og jeg bliver vred, når andre tramper på mine værdier. Kører over for rødt i mit personlige trafiklys og overser mig. Glemmer at holde tilbage. Jeg bliver ked af det, når folk ikke behandler hinanden ordentligt og jeg bliver skummende af raseri og vrede, når jeg hører om børne- og dyremishandling. Rasisme. Undertrykkelse. Det får tårene frem i mine øjne. Men altså. Påvirket det bliver jeg. Jeg er et menneske.

Min personlige historie. Det er min opgave og mit ansvar at skrive den. Jeg har har hovedrollen i mit liv og at jeg kan bestemme, hvordan jeg vil have det. Jeg er ikke et offer for omstændighederne. Det har jeg lært mig i løbet af de seneste år, og det var lidt af en øjeåbner. Og selvom jeg har fundet ud af det, er jeg endnu ikke blevet mester til skrive lige netop den historie. Der er kapitler, jeg må skrive om, ord, som driller, der er karakterer, som jeg glemmer at opfatte som lærere og i stedet har travlt med at skrive direkte ud af manuskriptet og et vist sted hen. Men jeg fortæller mig selv med tålmodig stemme, så blidt som jeg nu kan, at hvert eneste menneske jeg møder på min vej, har noget at lære mig. Der er et gave i hvert eneste menneskemøde og det handler ikke kun om de møder, hvor både fugle og engle synger. Det er de møder, man kan samle på, varme sig ved og vokse i. Men alle de andre? Dem kan man lære af og gå videre.

Hvorfor ikke skrive en drejebog for sit eget liv? Resten af det og det er jo det, det gælder. At have det godt i dag og i morgen. At få det bedste ud af hvert eneste øjeblik og gøre det så godt, man kan. Rejse sig, når man falder, for det gør man. Mange gange. Men livet handler ikke om alle de gange, man faldt og slog sig gul og blå. Det handler om de gange, man rejste sig op og gik videre. Og selvom man ikke kan mærke det med det samme, så bliver man lidt stærkere hver gang. Lidt mere vis. Og for mit eget vedkommende giver alle de halsbrækkende følelsesmæssige stunts, de salte tårer og brydekampene med dæmonerne jo noget at skrive om. Eventyr. For man jo at vælge at se sådan på det. At livet er et eventyr. Og der er gode og onde feer, trolde og hekse, riddere og kronhjorte, sol på bjergtoppen og skygge bag de store træer. Der er sten på vejen, broer over floder og der er en masse skønne mennesker, der som dig vil det gode i livet. Som vil hjælpe dig videre og støtte dig, når det gælder. Og som du til gengæld kan tilbyde din hjælp og støtte. Omsorg og kærlighed. Hvorfor ikke vælge at omgive dig med de mennesker og lade resten passere. Sige tak for den lektie og værdifulde erfaring, de gav dig?

Det lyder nemt. Det er det ikke. Livet er ikke for tøsedrenge og piger. Og jeg ved ikke med dig, men jeg vil nødig have betegnelsen "tøsedreng". Det står der ikke noget om i min drejebog. Jeg vil være modig og det er der en lille hage ved. For man kan ikke være modig uden at være bange.

Fortsættelse følger, for sådan er det her på Poetiske Paradokser. Det drypper lidt her og der. Nu vil jeg skrive mig en god torsdag og jeg håber, at du vil gøre det samme dér hvor du er. Det fortjener du! :)

9 kommentarer:

  1. god morgen Lene : )

    livet kan gi oss noen brytekamper innimellom.. ja, vi blir sterkere.. og visere.. men aldri så vis at vi ikke feiler igjen.. og det skremmer meg.. skremmer meg at jeg ikke ser at jeg er på vei inn i den samme felle.. jeg er nok for hastig.. når jeg tar beslutninger.. usikker på meg selv.. der har jeg mye å lære..

    ønsker deg en god dag.. knus

    SvarSlet
  2. Dine ord er som musikk i mine ører her jeg sitter og er glad for enda en god morgen. Du har så rett så rett - vi faller og blir gule og blå, men livet er når vi reiser oss og går videre. Skulle ønske min ordsekk var større slik at jeg kunne skrive ned mine historier - men erfaringene mine har jeg i meg og bruker dem når de trengs. Jeg tenker alltid at jeg lærer noe nytt og blir mer hel hver gang livet butter imot. Sågar kan jeg rette blikket mot himmelen og takke for det som ble vondt og vanskelig - fordi det var da jeg vokste - og gleden blir dobbelt så stor for hver gang jeg går videre med blikket rettet fremover.

    Nyt dagen din Lene - jeg sender deg smil og glede - klem

    SvarSlet
  3. Smukt og fantastisk indlæg. Inspirerende.
    God torsdag..:-)
    Knus

    SvarSlet
  4. Rigtig gode ord at starte sin torsdag med. Jeg måtte stoppe halvvejs og skrive om et dejligt møde med et menneske, jeg havde for´leden. et menneske og en tur jeg sent vil glemme fordi hun rørte mit hjerte.
    Hvert smil vi giver, gør en dag bedre for den der modtager det.

    Klem og god skrivetorsdag!
    mette

    SvarSlet
  5. Gode stærke ord, jeg kæmper i øjeblikket for at finde ud af min historie....tak for det.

    SvarSlet
  6. Det er jo det vi skal, skrive vores egen historie og sørge for at få en historie vi kan læse med glæde igen og igen. God dag til dig med knus fra den grå hverdag der bliver så smuk når man ser på den med de rette øjne!

    SvarSlet
  7. Og nogle perioder findes med alvorlige "skriveblokeringer" - for hvordan skal historien dog fortsætte? Men vi fortsætter jo med at skrive...alligevel. Og DET er modigt! ;o)

    SvarSlet
  8. Hvor bliver jeg glad når jeg læser dette indlæg Lene, for hvor er det vigtigt at vi skriver vores historie, skriver hvad vi føler for, siger det højt så ingen skal være i tvivl om vores værdier, andre kan og skal ikke fortælle vores historie, ligeså lidt som vi kan fortælle andres historie, vi er alle unikke såfremt vi tillader os selv at være det.
    I kærlige tanker, god Torsdag aften.

    SvarSlet
  9. Dejligt at læse dine ord igen, Lene. Og du er stadig i bevægelse - selvfølgelig:-)
    Rigtig god dag.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.