tirsdag den 8. november 2011

Noget om frygt og skønhed


Det er farligt at ville være som alle andre.
Det er naturstridigt, det er imod Guds love, for i alle jordens skove og haver
har han ikke skabt et blad som er helt lig et andet. ✿
- Paulo Coelho -

Jeg bliver så glad, hver eneste gang jeg støder på et citat eller andre gode ord, der hylder det unikke i hvert eneste menneske. Jeg bliver så lykkelig, fordi jeg altid har følt mig anderledes og troede, at det ikke var af det gode. Jeg gjorde mit for at skjule det. Jeg undertrykte alt det, der gjorde mig speciel, men i undertrykkelsen blev jeg til vansiret udgave af mig selv og den person, jeg egentlig var kommet for at være. Skjulte mine oprindelige talenter og lyttede til andres mening om, hvem jeg var. Gjorde deres mening til min sandhed. Mit liv. I en nøddeskal.

Sådan kommer ordene ud, når jeg skal udtrykke det lige nu og her og det skal jeg. Det er vigtigt at lade ordene flyde og ikke altid redigere. Hvad er det egentlig, jeg føler? Hvordan lyder det, hvis jeg bare skriver løs og lader det komme, trækker det op som vand af en brønd og lader det flyde over? Der er vand overalt på gårdspladsen, jeg kan mærke det under mine fødder, mærker den kølige kildren af dråber og vand, der pludselig får helt sig eget liv og risler mellem småstenene. Noget vand synker ned i jorden, lægger sig til rette, mens andet vand laver en lille kilde, der som en myreflok bevæger sig målrettet et sted hen, som ingen kan se, men som findes. Det er sådan det er, når man lukker op for det, man har gemt og glemt. Det, som har sat sig som dårlig søvn, små smerter uden navn og nummer, utilfredshed, rastløshed, en følelse af, at der må være noget mere. Fortvivlelse! Nej, det kan simpelthen ikke være rigtigt. Der er mere. Meget mere! Men kan det virkelig udspringe af det, der gør ondt? Fordi det gjorde ondt engang? Fordi det er forbundet med smertelige minder om svigt og svig? Fordi jeg lagde mit talent og min drøm på hylden? Fordi jeg var unik og troede, at det var en skam.

Jeg er kommet langt på min rejse, men der er forsinkelser. Der er store huller af mørke og muggent muld, der til tider tærer på min kræfter og som trækker mig lidt ned. Jeg kæmper, jeg fortvivles, indtil jeg forstår, at der ligger en gave lige dér foran mig. Så holder jeg op med at kæmpe. Noget stirrer mig i øjnene og jeg slår blikket ned, men nysgerrigheden får mig til at kigge op igen. Forsigtigt. Genert. Det er næsten som om det blænder, det, der glor på mig uden at føle sig spor uforskammet. Se på mig! Se mig i øjnene. Jeg kigger. Og med et indser jeg, at jeg ser frygten i øjnene. Det gør ondt. Det svier og jeg får instinktivt lyst til at stikke halen mellem benene og løbe min vej. Min frygt. Og alligevel hvisker mit hjerte, at jeg ser på en gave. Min gave. Min accept. Min forløsning.

Nu smiler jeg lidt og forstår. Forstår at jeg pludselig har erhvervet ny visdom, som jeg har brug for på min rejse. At min rejse slet ikke findes uden og at de sidste mange ugers op og nedture i en følelsesmæssig rutsjebane, hvor jeg sad bastet og bundet og ikke kunne komme ud og væk, har været helt på sin plads. Forståelse. Indsigt. Og udsigten, når jeg befandt mig øverst i rutsjebanens tvivlsomme skelet, var faktisk ikke så tosset endda. Jeg så noget. Jeg følte noget. Mærkede noget. Og vidste, at nu kommer det til at kilde i maven. Også i den grad.

Det er farligt at være som alle andre. Det er naturstridigt. Og det er så forbavsende befriende, når man opdager, at man slet ikke er som alle andre og at alt det, man gik og troede var skævt og forkert, i virkeligheden er det smukkeste i hele verden. Det, der gør unik. Det der gør dig til dig. Gør dig smuk. Gør dig glad. Som hvert eneste blad på træerne. Som de blade der falder. Hvirvles op. Falder ned. Bliver til muld. Bliver til jord. Og genopstår. Når tid er.

5 kommentarer:

  1. så intens du beskriver dette.. jeg kan nesten speile disse følelsene.. utrolig sterkt, Lene !

    ha en strålende ettermiddag..

    psst ! jeg kan huske reklamer for Irma : )

    SvarSlet
  2. Man blir gudskjelov klokere med alderen, og med klokskapen kommer også motet til å tørre være seg selv;)..en god følelse!
    Nyt kvelden, klem fra meg;)

    SvarSlet
  3. Dejlig inspirerende læsning Lene, du er bestemt unik som vi hver især er det, ihvertfald os der vælger at udstråle vores unikke personlighed og kompetencer.
    Synd at der skulle gå så mange år inden det går op for mange af os at det forholder sig sådan, men bedre sent end aldrig.
    I kærlige tanker, god Tirsdag aften.

    SvarSlet
  4. Du forstår at skrive så det er som at se i et spejl, så mit eget billede i dine smukke og fangende ord..
    Tak:-)
    Knus

    SvarSlet
  5. Nydelig innlegg!! Flott skrevet, Lene, og gripende å lese. Det er så sant det du beskriver. Det skal mye indre styrke til å våge å være seg selv fullt og helt. Det kan være en lang vei å komme dit, men å akseptere seg selv som man er er utrolig forløsende.

    Takk for kjempekoselig besøk og kommentar på min nye blogg :)
    Klem

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.