søndag den 13. november 2011

Livets natur


Et rigt liv er ikke et liv uden konflikt og lidelse. Tværtimod.
Selve livets natur ligger i spændingsfeltet mellem sorg og glæde,
og sorgen er en ligeså værdifuld del af livet som glæden.
- Jan Vincents Johannessen -

Disen ligger mælkehvidt over landskabet. Et slør af søndag. Rimfrosten giver de nu nøgne grene karakter. Som små englearme og fingre rækker de ud efter den sprøde luft. Strækker sig som naturlige kunstværker i morgenluften. Med knitrende skridt har vi gået tur med hundene ind over marken. Tiden stod stille i den hvide morgenverden og jeg fulgte langsomt efter kæreste og hundene. Stadig forkølet. Stadig ligeså diset som morgenen. En forkølelse går sin gang og lader sig ikke skynde på. Jeg orker ikke at kæmpe imod og tænker, at det er godt det samme. For et sted midt i snottågerne kan jeg mærke livet på den stille måde. Det er som om jeg er sunket lidt under overfladen og har fået en indsigt, der endnu er så subtil, at jeg ikke kan sætte ord på. Som frø i jorden, et sted under frosten, ligger der tanker, som endnu er for skrøbelige til at blive tænkt. Men de er der. Jeg kan mærke dem. De varmer mig på forunderlig vis på denne søndag i november. Giver styrke. Jeg føler mig heldig uden helt at kunne sige hvorfor. Måske er det helt banalt. Måske er det genialt.

Jeg læser Jan Vincents Johannessens bog "Kunsten å Leve" og jeg er bjergtaget. Det må vel hedde fjelltaget på norsk! Jeg kan mærke at den slags spekulationer om livet, de store spørgsmål og de små finurlige konklusioner, paradokserne og perlerne, falder mig helt naturligt. Jeg føler mig hjemme. Jeg tænker videre, jeg tager notater, jeg tænker og drømmer, mens jeg pudser næse og sørger for at holde teen varm. Og jeg kan se Filosoffen fra sin plads i vindueskarmen, når jeg skuer over kanten af brillerne, løfter mit blik fra bogen uden at han aner det. Han har vendt sig lidt. Han betragter mig. Han læser med. Og indimellem nikker han, vender blikket mod nord, smiler underfundigt og skal lige til at sige noget, men så tøver han og tier. Han må jo ikke afsløre sig selv. Ikke nu. Men ordene er vand på hans mølle. Og på min. Der er så meget, som giver mening, i sproget, mellem linjerne. Og jeg tænker at vi alle burde skrive vores version af "Kunsten at Leve", for den kunst er så individuel som vi alle er forskellige. Forskellige og dog så ens. Men vi kan lære af hinanden, vi kan dele, fortælle, hvad vi tænker og indvie andre i vores fantastiske lommefilosofier og sætte ord på det, der rører sig under overfladen. Stille spørgsmål. Så bliver livet en interessant rejse. Synes jeg.

Et rigt liv leves ikke uden konflikt og lidelse. Sorgen er en ligeså værdifuld del af livet som glæden. Det kan være smertefuldt at tænke den tanke, for vi vil jo så gerne være glade og positive, men de fleste af os kender til skyggerne. Sorgen. Og de fleste af os rammes af melankolien og kan ikke udelukkende synge smukke sange i dur. Pludselig hører vi en anden tone, en anden melodi, langsommere, tungere og sjælen spiller på andre strenge. Mol. Det bugter sig, livet, det går op og ned, men selve livet, den smukkeste sang og den, der rører hjerter og gør livet værd at leve, den findes faktisk i spændingsfeltet mellem lys og skygge. Mellem sorg og glæde, som Jan Vincents Johannessen skriver. Sådan er det for mig. Indrømmet. Jeg forsøger at færdes på den positive vej, jeg ved, at alt kan lade sig gøre, at jeg kan meget mere, end jeg går og tror og at jeg ikke skal tro alt det, jeg tænker. Men når skumringstimen nærmer sig i horisonten, når livet synker lidt, når jeg ligger i mørket, når jeg falder og når jeg fortvivles, så ved jeg, at jeg er menneske. På godt og ondt. Og at hver eneste følelse skal tages alvorlig og kærtegnes. Accepteres. Udleves. At der findes en healing i sorgen, når man giver den tid og at glæden er så meget større, fordi man mærkede den uendelige afgrund af smertelig sorg.

Jeg vil læse videre i dag. Og mens jeg skriver de ord, kan jeg se Filosoffen smile i morgenlyset fra sin plads i vindueskarmen. Det glæder ham. Hans glæde rammer mig og gør min lidt større. Og nu bryder solen igennem disen.

8 kommentarer:

  1. Kære Lene, du skriver så smukt, så levende, at jeg også nu kan se filosoffen for mig. Titlen er nedskrevet, må læse hans ord. Fryder mig over dine, og nikker sammentykkende. KH Charlotte

    SvarSlet
  2. Høres ut som du får en god dag;) Ender vel med å måtte lese hans bok jeg også, den høres interessnt ut;)
    Nyt hele søndagen, klem fra meg;)

    SvarSlet
  3. Det lyder som en dejlig bog - den vil jeg skrive på min læseliste - tusind tak for anbefalingen, Lene. Og rigtig god bedring! Klem

    SvarSlet
  4. den vil jeg lese ! høres ut som en dejlig bog..

    vi sier også bergtatt på norsk.. et av de mange ord vi har beholdt etter 1814 : )

    Filosofen har nok noen livserfaringer i sekken.. som innbygger i et lite fiskevær kan livet være tøft.. mer enn vi kan forestille oss..

    god bedring og god søndag.. klæm : )

    SvarSlet
  5. Du skriver så fint om glede og sorg og om å leve...ja for det er jo nettopp det som er livet gleden og sorgen - det ene er ikke uten det andre. Viss du går på min blogg og ser på innlegget mitt Varm te og varme tanker av 31.08.11 så viser jeg koppene som JVJohansen har vært med å designet....De er kjempeflotte

    Ha en fin søndag og klem

    SvarSlet
  6. "Kunsten å leve - den virkelige kunsten - består ikke i å skaffe seg mye å leve av, men noe å leve for. Og den består i å bruke dagen i dag."

    Da jeg leste denne boken var det med en følelse av at den hele tiden minnet meg på ting jeg egentlig vet, men som jeg kanskje har ""glemt" eller ikke har iverksatt for meg selv enda... En tankevekkende bok på mange måter, ja.

    Ha en fin lesedag videre, Lene.
    Klem

    SvarSlet
  7. Ja livets natur er lys og skygge, godt og ondt som vi kan lære at holde af. Som vi kan lære af som at lære af hinanden, af hinandens forskellighed og acceptere, at det hele er en del af pakken. Og at der hele er den gave vi fik med livet. Håber der et bedring på vej med forkølelse. Knus

    SvarSlet
  8. Som du skriver aksept er nøkkelordet, når det gjelder forsoning av det vonde og triste som også er en del av livet. Det har jeg selv erfart.
    Og utgjør en forskjell i livet mitt nå, etter at jeg selv forsto det og aksepterte.

    Fortsatt god bedring, Lene.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.