torsdag den 24. november 2011

Kvinden med den gule hund


November synger på sidste vers og vinden har tænkt at sig at synge med hende. Filosoffen gør mig stiltiende opmærksom på, at der altså er en uge tilbage af november, men for mig er det sidste vers. Sidste vers af tågevejr. Sidste vers af intethed og tomrum. Og nu gør jeg november uret. Hun, som viste mig sit fantastiske univers og fortalte mig, at ved accept og ved at gå igennem, kommer man mere hel ud på den anden side. En slags tågehealing. Men det har været en måned med målrettet melankoli og urolige stemninger. Et venteværelse, hvor utålmodigheden efterhånden tager til og hvor stormen får hasperne i vinduet til at klapre. Hvor inspirationen har leget kispus med følelser og fornemmelser, og hvor det egentlige har været uhåndgribeligt. Nærmere kan jeg ikke komme det. Filosoffen smiler og takker i øvrigt for jeres kommentarer og hilsener i går. Jeg ved da godt, at han skriver indlæg. Sig det ikke til nogen, men jeg nyder det faktisk. Lad ham bare komme til til. Det går bedst, når han skriver selv. Fra hjertet. På skulderen. Med sin norske sindighed og sit filosofiske overskud. Positivitet.

I går fik jeg pludselig udlængsel. Midt i arbejdet. Skriverierne. Jeg kunne mærke noget trække i mig. Uroen blev til en slags irritation. Rastløshed. Det var ikke mere skriveri i mig. Så jeg klædte mig godt på, satte Josie i bilen og så kørte vi i skoven. Eftersom Josie bliver hentet om en uge, bliver hun ekstra forkælet. Hun er min special tour ledsager. Det er godt at medbringe sin personlige gule sol, som man har gået gennem tykt og tyndt med i 12 år og se, at hun stadig har det godt. At hun smiler forventningsfuld, når vi stiger ud af bilen og skal på eventyr. Og at hun med raske skridt og aldrende ungdommelighed går afsted, snuser og hygger sig gevaldigt. Kigger op på med med et indforstået "vi har det godt os to" blik og indkasserer et klap og et kærligt ord. Josie. Hendes selskab gjorde mig godt. I skoven. Igen.

Skoven tog gæstfrit imod os. Træerne står nu nøgne tilbage, sorte grene mod grå himmel, bladene ligger i dynger på stier og i grøfter. Farverne er mørkere, brune, forfaldet har taget sin sparsomme farvelade frem. Men midt i al det brune var der små farverige lyspunkter. I skovbunden. Lidt grønt. Hist og pist. Og så var der en skovlig ro, der bare indbød til samtale. Samtale uden ord. En slags terapi, hvor man bare går og går i god fart og lader tankerne flyve afsted. De bortkommer. Farer vild. Det er som om alle de mindre gode, forvirrede og tåbelige tanker ikke kan følge med på sådan en skovtur. Hvad jeg ikke ved, er, at skoven tager sig af dem. Indhyller dem i sit terapeutiske træunivers og gør dem til ingenting. Fordi de er opstået af ingenting. Frygt. Bekymring. Stress. Det forstår skoven og den tager sig kærligt af alt det, man ikke skal bruge. Fjerner tanketrolde som en støvsuger. Tilbage er kun de gode tanker og nye kommer til. Indsigt. Inspiration.

Jeg følte mig lettere for hvert skridt. Efter et stykke tid kunne jeg mærke det, roen tog bolig i min krop, min sjæl begyndte at danse velfornøjet og tankerne blev lettere og luftige. Pludselig var det som om jeg kunne gå lidt udenfor mig selv og følges med kvinden med den gule hund. Jeg så hende der på skovstien, hunden i snor, tasken, huen, tørklædet. De røde kinder og det lyse hår, der flagrede udenfor huen. Øjnene der så skønheden i skoven. Knasende skridt. Jeg gik ved siden af hende og så pludselig en kvinde, jeg altid har forestillet jeg ville være. En forfatter. Søgende efter inspiration, noget, der skulle på plads, vandrende i skoven en eftermiddag for at finde det, hun ikke vidste, hun ledte efter. En helt ny historie. Men hun smilede, da ideen kom sejlende mellem træerne og plantede sig selv et sted i hende. Jeg sagde farvel til hende, da hun satte sin gule hund i bilen, tog huen af og arrangerede sig bag rattet. Hun vinkede. Hun så glad ud. Kørte afsted. Alt var, som det skulle være. Og jeg smilede og vinkede tilbage. For pludselig vidste jeg, at alt er, som det skal være.

Senere har det vist sig, at svaret, der dukkede op i midt i skoven slet ikke er en ny historie. Det er en ny vinkling, på noget jeg allerede har skrevet og som jeg var i tvivl om. Og som føles godt. Rigtigt. Spændende. Jeg kan næsten ikke vente med at komme videre med ideen. Smage på den. Lege med den. Jeg er skoven dybt taknemmelig.

8 kommentarer:

  1. hell og lykke med den ide! måtte den vise seg å bære frugter..

    ha en fin dag.. knus..

    SvarSlet
  2. Tusind tak Berit. Det føles godt som udgangspunkt og det er det vigtigste. Jeg ka' li! ;)

    SvarSlet
  3. Sikke en berigende tur du var på i skoven og kulden. Dejligt at få ny selvindsigt og glædes over den. Hav en dejlig dag, klem.

    SvarSlet
  4. Smukke ord, Lene. At vandre i naturen er noget af det mest berigende - man kommer ned i tempo og hovedet tømmes for tanker. Klem og hav en dejlig torsdag.

    SvarSlet
  5. Det er magisk hva en tur i skauen kan utrette. Av velgjørenhet for kropp og sinn. Endorfiner som burser så deilig. Sansene som registrer, og tankene som vandrer. Du beskrive det så fint i innlegget ditt.

    Akkurat nå har jeg det best i ro. Skogen må vente ennå en stund. På meg.

    God ettermiddag Lene.

    SvarSlet
  6. Skogen kan lege, inspirere og gi ro. Skogen er det du trenger, alltid... Det er magi, rett og slett.
    Kjenner jeg gleder meg til en dag å lese det du skriver. ;)
    KLem fra meg.

    SvarSlet
  7. Naturen og skogen gir ro og inspirasjon! Du skriver så fint om turen din.
    Lykke til med ideen din. Håper det blir riktig bra :)

    Takk for kommentar på bloggen min. Så artig at du også er født i skytten :) Til lykke med dagen din som er snart :) Og så får vi nyte skytte-tiden vi har foran oss.

    Ha det godt.
    Klem :)

    SvarSlet
  8. Det er vel ikke noe som kan gi en slik ro som naturen. Og det å gå en tur i skogen, må jo være nesten den ultimate terapitime. Det å gå er jo i seg selv helende, godt, en form for selvhjelp som foruten å virke helende, også kan borge for meget kreativt.

    Stillheten i skogen, lysspillet, duftene...sanseintrykkene kan være mange, men har det til felles at de virker - på et undelig vis - som øyneåpnere, får en til å erkjenne de virkelige verdier - ydmykhet og takknemlighet er det jeg ofte føler på mine turer her i skogen "vår"...

    Igjen et nydelig, tankevekkende og givende innlegg, Lene; min danske forfatterinnevenninne.

    Klem

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.