torsdag den 3. november 2011

Kunsten at leve


En af de store glæder ved at blogge er de gode kommentarer. Ikke nok med, at det er hyggeligt, at nogen gør sig den ulejlighed og mig den glæde at give deres besyv med, heppe, trøste og opmuntre. Det er også både inspirerende og lærerigt. Det at høre andres mening, deres personlige fortolkning af en situation, et emne eller bare at få at vide, at ens ord gør godt på den ene eller anden måde. Det er en stor glæde. Og ofte sker det, at jeg via jeres kommentarer bliver inspireret tilbage. Det er som en cirkel af inspiration, der flyder frit og som man kan dele. Den vokser, den udvikler sig, den bliver til gode tanker og af og til giver den afkast til et nyt indlæg. Som her til morgen. Jeg læste de nye kommentarer til mit indlæg i går, der i grove træk handlede om livets skuespil og om den sværeste og dejligste rolle af dem alle: At udspille sig selv. At være sig selv.

Stifinneren skrev følgende i sin kommentar til mig igen og jeg gengiver ordene her, for de vakte øjeblikkelig genklang i mig:

I posten i dag kom boka: "Kunsten å leve". Boka er skrevet av Jan Vincents Johannessen, som jeg har stor respekt for. Han skriver: "Det å leve er å gjøre seg selv sårbar. Derfor velger så mange å holde seg i live fremfor å leve. De synes det er tryggere å ligge inne i frøkapselen i stedet for å spire og blomstre. For den som spirer, kan gå til grunne i løpet av en frostnatt. Mens frøkapsler kan ligge i hundrer eller tusener av år, og så settes i jorden og spire. Det livet som ligger inne i den, er bare aldri blitt brukt. Det er skremmende å leve, men like skremmende å ikke gjøre det".

Det at leve er at gøre sig selv sårbar. Derfor vælger så mange at holde sig i live fremfor at leve. Jeg bliver helt tavs, når jeg læser ordene og betydningen rækker ind et sted dybt i mig. Ja, tænker jeg, det er tryggere at blive i sin frøkapsel og forblive et frø, som aldrig lægges i jorden og som aldrig udlever sit potentiale. Bliver til den blomst, den egentlig er frøskabt til at blive. Det er tryggere, det er varmere og det er velkendt. Et liv, som aldrig bliver brugt, siger Jan Vincents Johannessen. Det er nok noget af det mest skræmmende, jeg ved. Liv, som aldrig bliver brugt, levet, udforsket og nydt. På godt og ondt og ganske vist, men ikke desto mindre. Og jeg forstår, at jeg har truffet et vigtigt valg. Jeg har forladt den trygge frøkapsel og kan aldrig mere vende tilbage. Jeg er lagt i jorden og jeg kan gå til grunde i løbet af en frostnat. Men jeg kan også blive til en smuk og unik blomst. Hvis jeg tør. Jeg nipper til min morgenkaffe og stirrer ind i stearinlysets flamme. Jamen,  jeg tør ikke andet. Jeg vil leve!

Tak til Stifinneren for boginspiration og gode ord og til alle jer andre, som tit og ofte kigger forbi og lægger en hilsen. Det varmer. Og hvem kan ikke have brug for lidt varme på en tåget og blæsende novembermorgen? Apropos november, vinter eller ej, for mig er hun en misforstået skønhed. Klemt inde mellem efterårets farveladeglans og decembers løfte om risengrød og sød juletid. Min fødselsdag sågar. December vil altid være livlig, lysende og elsket i mørket. Fordi nogen har valgt, at det skal være sådan. Men november? Måske er hun endnu bare et frø i jorden, en smuk blomst, som verden endnu ikke kan se. Men jeg ved at hun kan. Leve. Fortrylle. Overraske. Og det er en kunst. En kunst at være sig selv, en kunst at tage de skridt, der skal til, falde, rejse sig, gå videre og ikke se sig tilbage. Ikke lytte til de stemmer, der siger noget andet. November er stærk og stolt. Hun er kommet til sin tredje dag og hun går sin vej på sin måde. Når hun kommer her forbi, vil jeg skynde mig ud og give hende et ordentligt knus og et kys på panden. På sin helt egen måde får hun mig til at forstå, at det er en kunst at leve. At være ukuelig. Hun går i tro og tillid til, at alting har en mening og er en del af en større sammenhæng.

Og jeg følger med ...

8 kommentarer:

  1. Tak for de inspirerende ord der også hos mig vækker tanker. Vel skal vi leve og ikke bare overleve. Vi skal spirre og vokse, hoppe ud af vores trygge skal.
    Dejligt vi er flere der har forladt frøkapslen.
    Du skal nok gro og ej gå til grunde over en frost kold nat.
    Dine ord varmer, inspirere og giver mod på de lidt tunge dage.
    Knus og god dag til dig..:-)

    SvarSlet
  2. Vidunderlig skrevet, kjære Megan! Jan Vincent Johannesens bok er et rik vitamininnsprøytning. Vakker og klok...
    og ja.. jeg vil leve. Jeg har selv sett døden i øynene, og jeg vet så inderlig at det gjelder å leve mens man kan... Jeg heter også Liv... Og angående månedenen, så er november "klemt innimellom" som du beskriver så fint... Og november er min måned... hm... Jeg har kanskje alltid "følt meg litt klemt innimellom" - litt anderledes på et vis. Men kanskje vi alle føler det slik... Men å få lov til å sette ord på ting, få utløp for ting - og det å få så inspirerende og konstruktive tilbakemeldinger på ting - det åpner dører...
    Og nå må jeg straks åpne min ytterdør, bevege meg ut i mørket, og ta fatt på den blågrå dagen.
    Takk for at du er til, Lene! Klem til deg

    SvarSlet
  3. ja, kunsten er å vite hvordan.. noen finner løsningene.. andre kan bare stå å se på..

    jhar liten tid til blogg nå.. men ville bare si tusen takk for alle de gode ord du legger igjen hos meg : )

    ha en god dag.. klæm fra mæ

    SvarSlet
  4. Igjen finner jeg klangbunner i dine ord og igjen finner jeg glede.
    Glede over å kunne lese om et potensiale som vil komme til benyttelse.
    Takk

    Ha en deilig novemberdag

    SvarSlet
  5. Kloke ord fra J.V.Johannesen; og så sitter jeg litt igjen med hva vil det si å leve..og blomstre? Der tror jeg vi mennesker har så forskjellige oppfatninger, og slik skal det nok også være. Det blir viktig å føle selv at man lever...og at ikke drømmer og ønsker forblir nettopp det..en drøm og et ønske;)
    Ha en finfin kveld videre, klem fra meg;)

    SvarSlet
  6. Vidunderlige betragtninger der fortæller meget om lysten til at leve sit liv som flammen i stedet for som gløden, uden megen form for at stråle, det gør altså en synlig at tage ansvar for sit eget liv, men at syne hen i glemsel for at favne trygheden kan ikke være meningen med livet.
    I kærlige tanker, god Torsdag aften Lene.

    SvarSlet
  7. Kloke ord fra JVJohannesen - og kloke ord fra Lene:-)) No går eg på kurs i Livslyst gjennom kreftforeningen - det er spennande og med fokus på nettopp å leve og bruke dei dagane vi har til noko positivt og godt.
    jannetoveklem

    SvarSlet
  8. Takk for et nydelig innlegg, Lene. Sukk...

    Du finner ordene så fint. Og klokt.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.