fredag den 18. november 2011

Forandring


Nogle gange falder man i søvn i sovevognen og lader sig transportere gennem natten uden en eneste afbrydelse. Man ser ikke de mange drømmestationer, toget passerer og man ænser ikke stjernene på himlen, der følger en på hele natterejsen. Man hører ikke, at andre i toget går på toilettet, fornemmer ingens åndedrag og urolige venden rundt i sengen. Man sover så dybt, at man først modvilligt vågner og kommer til bevidsthed, når vækkeuret med et pling begynder at spille en melodi. Musik. Man mærker, hvordan man glider mod overfladen, mens søvnen trækker i den anden ende og forsøger at holde en nede. Under vand. Under søvnvand. Ned. Lad mig synke. Tilbage. Men noget i en gør sig stærkere, en slags morgenvilje, der er stærkere end søvnen på dette tidspunktet af døgnet. Et ønske om at glide med dagen mod lyset. Øjnene forbliver lukkede og man bliver liggende et stykke tid. Er flere gange ved at falde tilbage til bunden af drømmeoceanet, der selvom denne nat tilsyneladende var drømmeløs, har meget spændende at byde på. Jeg elsker søvnen. Jeg har forelsket mig i dens silkebløde mørke og min krop er slap og svag. Men morgenviljen ryster blot på hovedet.

Da jeg har fået øjne og kigger ud af vinduet, ser jeg til min forbavselse at toget holder på nøjagtig samme perron, som da jeg stod op i går morges. Jeg gnider mine øjne og kigger igen. Den er god nok. Vi har ikke rykket os ud af flækken. Men samtidig ved jeg tilfældigvis at toget kørte, da jeg gik i seng. Vi kørte hele dagen. Jeg var med og jeg bevægede mig, lavede mit arbejde, havde samtaler, skrev ord, spiste mad og tænkte tanker, som var gode og fik mig til at forstå både det ene og det andet. Jeg lyttede til den indre stemme, den der taler blidt, kilden, og jeg fik en indsigt, der har været længe undervejs og som jeg har kigget på flere gange uden helt at se den. Uden at forstå. Derfor er min forbavselse stor, da jeg indser, at toget stadig holder hvor det gjorde i går. Skuffet. Jeg får lyst til at forlade min kupe og fange konduktøren, så jeg kan udspørge ham og klage over, at jeg har indløst billet på en dagsrejse, der tilsyneladende ikke har bragt mig nogen vegne.

Jeg åbner døren og træder ud i den stille morgengang. Det er stadig mørkt, men lyset stiger nu forsigtigt til vejrs over stationsbygningen og jeg kan skimte træerne og de nøgne grene. En fugl sidder tålmodigt og venter på dagen. Jeg drejer mig rundt, for nu mærker jeg en hånd på min skulder. Det giver et lille sæt i mig, jeg havde ikke hørt ham, konduktøren, men han smiler og hilser godmorgen. Hans ansigt er åbent og venligt, han er klar til at yde den service, han bliver betalt for. Og i dette tilfælde handler det om en lidt forvirret kvinde, som er sikker på at hun blevet snydt på en torsdag i november. En rejse, som ingen vegne førte en. En hel dag. Og som tænker, at når man kan blive snydt for en dag på den listige måde, så kan man også blive snydt for flere. Uger. Måneder. Og så stopper jeg øjeblikkeligt den tanke, for den er ikke spor behagelig. Den er skræmmende. I den grad.

Konduktøren ser på mig og jeg kan mærke forbløffelsen i hans blik. Hans øjne gransker mine, glider ned over mit ansigt, hans smil bliver lidt skævt og danser drilsk i mundvigen.
'Hvad er der sket med dig?', udbryder han pludselig med hænderne i siden. 'Du ser anderledes ud'.
'Det er jeg udmærket klar over', svarer jeg uden at tøve, 'jeg er lige stået op, jeg har morgenhår og ingen make-up på'. Forsvar. Jeg kan mærke min usikkerhed over at stå her og føre samtale med en mand i uniform uden selv at være klædt på til det. Uden maske. Bare mig og min morgen.
'Det er ikke det, jeg taler om'. Han ryster på hovedet, så hans kasket glider lidt ned i panden. 'Der er sket noget med dig siden i går. Jeg kan ikke lige sætte en finger på, hvad det er, men ...'. Han tøver og ser ned i gulvet. Så hviler hans blik endnu engang på mig og smilet er tilbage. 'Du er forandret!'. Triumferende tripper han på stedet, for det er gået op for ham. "Du er forandret!'

Nu kunne jeg godt skrive videre på historien, men det gør jeg ikke. Jeg er sikker på, at du kan se, hvor jeg vil hen. Og hvis du er i tvivl og alligevel spørger mig, så undviger jeg med et listigt smil og siger, at jeg vil en tur ud i fredagen. Og det er ikke engang løgn, for jeg er nemlig en ærlig kvinde.

God fredag!

Billedet er taget af Sidse, hende der, du ved nok ...

7 kommentarer:

  1. : )) kan du ha´ en rigtig god dag også : ))

    klæm fra mæ

    SvarSlet
  2. God tur på reisen gjennom din fredag og takk for gode ord hos meg

    Klem

    SvarSlet
  3. Ha en fin fredagsreise, Lene, mot helg...

    Klem

    SvarSlet
  4. Og god fredag til dig, kære Lene - klem!

    SvarSlet
  5. Herlig følelse du ga meg med det innlegget. Du skriver så levende at jeg føler jeg ER der. Kanskje sto jeg der, på perrongen, klar til å gå ombord i toget du kom ut fra? Jeg vet ikke. Men ordene dine går rett inn i fantasien min!

    God fredag til deg. Ser frem til å høre mer.
    LK

    SvarSlet
  6. Lovely picture...
    Greetings from France,

    Pierre

    SvarSlet
  7. Du skriver så sanselig og levende, Lene.
    Jeg er spent, og vil lese mer av fortsettelsen.

    God søndag, søte deg - fra meg i den vestlandske hovedstad.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.