onsdag den 2. november 2011

En årstidsforvirret skuespiller

For mig er november vinter, men kalenderen siger faktisk noget andet. Det blev jeg gjort opmærksom på i går. Jeg er ikke så logisk skruet sammen, at der nødvendigvis skal være lige mange måneder i hver årstid. Jeg mener, sådan er det jo slet ikke. Synes I måske at det var sommer i august i år? Jamen, måske er det der hele problematikken opstår. Vi skal have månederne til at passe ind i kasser. Der er fire årstider, tolv måneder og det giver således tre måneder til hver årstid. Nu er det sommer. Det siger kalenderen. Så har det også bare at være godt, vejret, som i sol og blå himmel og ganske varmt, for det er sådan, vi forestiller os at sommeren skal være. Statistisk set er vi bakket op. Tallene fyger om hovedet, nedbørsskema, metrologer, højtryk og lavtryk. Der er penge i det. Og der er logik. Men november? Jeg synes det er vinter. Det har jeg besluttet. Og jeg har taget vinteren til mig, den første lille bid af en stor portion, som i grunden smager ganske godt, når bare man tager en bid af gangen og sørger for at tygge den godt. Det er som med forandringen. Det starter med det første skridt. Og det kan føles frygtindgydende, at man ikke aner, hvad forandringen i sin fulde udgave vil indebære. Man må bare stole på, at det er noget godt. Og at man lærer noget vigtigt, mens man går.

Jeg lærer noget hele tiden. Mest om mig selv. Når man bevæger sig udenfor de rammer, man har været vant til i mange år og går af mindre stier, som ikke er så befærdede og hvor man ikke altid møder andre mennesker, så får man sig tit en overraskelse. For man møder i stedet en person, man har gemt lidt væk i alskens gode og mindre gode gøremål. En person, som har spillet en rolle. Og en betydningsfuld rolle, faktisk lidt af en skuespillerpræstation. Men det ved man ikke, mens man spiller rollen. Man tror, at det er sådan. At man er sådan. Man er blevet så god til at forestille sig, at man slet ikke mærker stemmen, der forkølet sidder dybt nede i teatergraven og prøver at få opmærksomhed. Man har lært nogle forkerte replikker og det er slet ikke det skuespil, man burde spille. Det er det, stemmen prøver at sige. Men den får ikke ørenlyd. Man er så god til sin rolle, man slår ud med armene og man tøver ikke med at udfylde den gamle frakke med sit ego, der har tilpasset sig omstændigheder i årevis. Det fungerer.. Det kører. Indtil en skønne dag ...

Min skønne dag er for længst oprandt. Og jeg er fuldstændig uvant med at være i den rolle, der nu er så tydelig og velegnet til mig, som den jo er. Rollen som mig selv. Helt igennem. Ingen maske, intet kostume, ikke noget at gemme sig bag. Bag det hele gemte der sig en kvinde og et barn, som har ventet i mange gode år på, at hun skulle blive parat. Kvinden. Mig. Jeg anede slet ikke, at jeg var med i en forestilling. Jeg troede det var mig. Men nu ser jeg, at meget af det, jeg har været og gjort, har været en slags rolle, jeg har spillet, en form for beskyttelse og en rustning mod livet i den form, det havde udspillet sig, inden jeg pludselig en dag satte foden på bremsen og standsede bilen med et ryk. Lavede en håndbremsevending. Kørte en anden vej. Skuespilleren forlod teateret midt i forestillingen, smed frakken, masken og stod tilbage uden make-up. Nøgen. Spejdede ud i mørket på det, hun vidste var en sal fuld af publikum. Det sitrede i hendes krop, sommerfuglene dansede i maven som aldrig før og hun var lige ved at besvime. Men så gik hun. Drejede om på hælene og forlod scenen. Ud bag tæppet, det tunge sorte baggrundstæppe, som i årevis havde været hendes horisont. Skræmmende. Og forfærdelig trygt.

At være eller ikke være. Sig selv. Jeg sender en kærlig tanke til Shakespeare og til de gode skuespillere, som verden har set. Men hvad sker der når tæppet går ned? Hvor går man hen? Og det er lige der, jeg befinder mig nu. På en vej helt alene. En drøm i bagagen. Et håb om at jeg aldrig mere vil blive bedt om at være skuespiller i mit eget liv for så at takke ja. Det kan jeg nemlig ikke. Ikke mere. Det er slut. Og det er derfor jeg ved, at november er en vintermåned, selvom verden siger noget andet. Nogen bad hende spille efterår, men hun takkede nej. Jeg er vinter, siger hun, og det er jeg stolt af!

6 kommentarer:

  1. Det er sjovt, Megan, for mig er november en efterårsmåned - se bare alle de dejlige farver på bladene i skoven. Der er en farveeksplosion i øjeblikket, helt vidunderligt! Når det er vinter, står skoven med nøgne træer i min verden. Klem og en skøn efterårsdag til dig :-)

    SvarSlet
  2. Fornemmelsen af død er over november....uagtet at der er 2 i familien, der fejrer fødselsdag, er november for mig ....ja uendelig lang, våd og kold. lider den ikke.

    SvarSlet
  3. Et vidunderligt indlæg Lene, selvom vi fysisk føler os alene når vi går andre veje end flertallet plejer, så er vi aldrig overladt til os selv, vi har altid en livsledsager, vores indre, et indre der overmere overlever vores tid i vores fysiske krop og et indre der spiller en meget stor rolle i vores tid i vores fysiske krop, en livsledsager der altid er klar med gode råd og vejledning til vores eget bedste.
    Fortsat god rejse.
    I kærlige tanker, god Onsdag aften.

    SvarSlet
  4. Jo man er alene om å være seg. Man er alene når man forsøker å skrelle av lagene. Og man er vidunderlig alene, når man finner seg, selv

    Vakker onsdag

    SvarSlet
  5. Livet er på mange måter et skuespill, med mange forskjelige sjangre på "plakaten"... En komedie, en tragedie, et drama... et syngespill... og som skuespiller i sitt livs teaterstykke må man ikle seg forskjellige roller... Men det er opp til en selv hvordan man tolker rollen, for regien er ens egen, og til syvende og sist er det en selv som har ansvar for om det blir et toppshow eller en fiasko... Og av og tilmå man kanskje gjøre som deg: si opp stillingen, ta farvel, og dra ut på jakt etter andre "roller"...
    Spennende - og modig gjort av den som tør...

    Klem

    SvarSlet
  6. angående været og statistikkene. Jeg har hørt at det er tre slags løgner:
    1. Hvite løgner
    2. Løgner
    3. Statistikker

    I posten i dag kom boka: "Kunsten å leve".
    Boka er skrevet av Jan Vincents Johannessen, som jeg har stor respekt for. Han skriver:
    "Det å leve er å gjøre seg selv sårbar. Derfor velger så mange å holde seg i live fremfor å leve. De synes det er tryggere å ligge inne i frøkapselen i stedet for å spire og blomstre. For den som spirer, kan gå til grunne i løpet av en frostnatt. Mens frøkapsler kan ligge i hundrer eller tusener av år, og så settes i jorden og spire. Det livet som ligger inne i den, er bare aldri blitt brukt. Det er skremmende å leve, men like skremmende å ikke gjøre det".

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.