fredag den 25. november 2011

Den melankolske sø og indre ro


Der er blevet skrevet meget om den i de sidste uger. Her og der. Den har lagt sig som et tungt tæppe over sjæl og sind. Den går rundt i naturen med langsomme skridt og trækker tågen i et bredt spor efter sig. Og måske får man øje på den, når man går forbi et spejl. Standser op og går tilbage. Kigger granskende på den person, der ser tilbage med et lidt træt blik. Som om en usynlig smerte har lagt make-up. Melankoli. Den nordiske melankoli. I antikken betegnede tilstanden melankoli et af de fire temperamenter og var tilbøjelighed til sortsyn eller nedtryktned. I dag er det nok nærmere det sidste, vi mener, når vi forsøger at beskrive den melankoli, vi kan føle her i overgangen til vinteren. På græsk betyder melankoli oprindeligt galde, men det er jo ikke særlig poetisk. For mig er ordet en slags nedtrykt poesi. Den dybere tone, en klang fra det indre, en lille sorg, et farvel og en modstand, der ikke altid kan beskrives med ord.

Jeg har selv mærket den. Jeg har svømmet i dens dybe sø, mens træerne kastede mørke skygger over vandet. Jeg kunne ikke nå bunden, men jeg har hele tiden kunne se over på den anden side af søen. Der er iskoldt midt på søen en dag i november. Tåget. Alting bliver pludselig utydeligt, glæden dæmpes som lyset på himlen, energien drukner og man svømmer mod noget, man ikke aner hvad er. I sjælen bor en afsked, der er smertefuld og tung. En afsked med noget, man ikke helt ved, hvad er. Men man mærker sorgen. Savnet. Man synker. Bare lidt. Så svømmer man igen. Og finder ud af at man kan flyde. Blive liggende midt på søen og håbe at man langsomt glider i den rigtige retning. Og pludselig en dag kan man se bredden helt tæt på. Bare et lille stykke endnu. Svømmetag. Retningssans. Når man så igen står på bredden og søen ligger bag en, forstår man, at det var nødvendigt. Man skulle over den sø. Den melankolske sø. Der er sikkert forskel på, hvor dyb søen er, afhængig af hvem man selv er. Og det er heller ikke alle, som kan svømme. Men selv står jeg igen på den anden side og kan gå videre. Min rejse. Mit liv. Nu er jeg her i den allerførste vintertid og pludselig mærker jeg roen komme tilbage. Jeg går med langsomme skridt. Mærker en stille glæde. En slags forståelse.

Den indre ro. De sidste par dage har jeg tænkt meget på, hvad det egentlig betyder. At have ro indeni. At være i sit eget center. At balancere. Efter nær druknedøden i den melankolske sø kom roen pludselig tilbage. Den omfavnede mig forsigtigt og jeg spejlede mig selv i dens øjne. Jeg havde savnet den. Jeg havde savnet den så meget, at jeg de sidste par dage har nydt bare at sidde helt stille og være med den. I den. Roen. Helt stille. Og en stemme i mig hviskede, at det må være et af lykketegnene. Indre ro. Hvis man ikke har den, hvis man ikke føler sig hjemme der midt i sig selv og kan være helt stille med sig selv, så er der uro. Turbulens. Man kan forsøge at arbejde sig ud af den, man kan løbe, man kan gå, man kan skabe aktivitet, gøre sig selv træt og falde udmattet i søvn på sofaen, mens fjernsynet kører. Men når man vågner, er man stadig træt. Søvnen er drømmeløs. Utilstrækkelig. Men i roen derimod. Der møder man sin egen sjæl og alt giver i enestående øjeblikke fuldstændig mening.

Roen er så godtgørende, fordi jeg passerede den melankolske sø. Jeg forsøgte ikke at komme udenom. Jeg gik igennem. Svømmede. Flød. Og på mærkværdig vis har den dybe melankolske intensitet giver mig en større forståelse af, at den indre ro er et slags lykkebarometer. Det kan jo forekomme paradoksalt, når vi i en tidlig alder lærer, at lykke afhænger af en masse ydre omstændigheder. For hen af vejen må de fleste vist sande, at det slet ikke hænger sammen. Lykke er noget helt andet. Subtilt og subjektivt. Hvad er lykke for dig? For mig har det helt sikkert noget med den ro at gøre, som nu fløjsblødt smyger sig om min krop og min sjæl. Med den kåbe på kan jeg igen nå verden. Favne.

Det er ikke altid let at finde lykken i sig selv,
men det er umuligt at finde den andetsteds.
- Agnes Replier -

Tak fordi du gjorde mig opmærksom på citatet i går, kære Anne. Tak for inspiration.

4 kommentarer:

  1. Så fint du beskriver den tilstand. Det da sådan jeg har det! Tak, du gav mig koden....-)
    Låner citatet..Knus og god weekend.

    SvarSlet
  2. Hvis ikke man oplever livets skyggesider kan man ikke rigtig sætte pris på de lyse. Det er min overbevisning. Ligesom farverne. Hvad er lys og hvad er mørke?
    For første gang i mange år har melankolien ikke været på besøg hos mig. Jeg har glæden og roen i mig og kan se tilbage på de seneste år der var domineret af livets skyggesider. Jeg er på den anden side bredden nu og behøver ikke en svømmetur lige nu. Der er naturligvis små pytter i livet, men jeg har gummistøvler på og hvis ikke kan jeg plaske lidt rundt i mudderet og grine af det!

    Tak for for dette indlæg, der husker mig på at sætte pris på livet og glæden hver dag.
    Klem og hav en dejlig weekend.

    SvarSlet
  3. Du snupper bare citatet, Tina. Den slags skal cirkulere! ;)

    Mette, dejligt at du ikke behøvede at svømme i søen i år. Man kommer langt med gode gummiestøvler! :) Og ja, sådan er det vel i grunden. Det er ikke altid, at vi kommer forbi den sø. Men jeg tror, at vi gør os selv en stor tjeneste at træde i den og begynde at svømme, flyde og være i stedet for at kæmpe imod, hvis vi møder søen. Som du siger det, er den en del af livet. Af helheden. Og selv tak! :)

    Klem til jer begge.

    SvarSlet
  4. For min del om dagen, er jeg i ro - uten at jeg finner ro. Inni meg.
    Virusen herjer inni kroppen min, som slår meg ut. Fullstendig.
    Solskinnet ute kjennes plagsomt, og jeg får lyst til å dra for gardinene.
    Ja ja, det går over. Vente. Kure. Vente.

    Fint du har beskrevet melankoliens sjø. Fint du er er over på andre siden. Fint at roen har fylt de.
    Tror også det må være lykke for meg: Ro. I pakt med meg selv og de jeg er glad i.

    God helg, Lene.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.