fredag den 28. oktober 2011

Vintertanker i oktober


De første bogstaver på en ny mørk morgen. Den første slurk kaffe i stearinlysenes skær. Søvnen hænger endnu i kroppen og vil ikke helt slippe sit favntag, som en elsker der nægter at sige farvel. Men jeg har mange timer på søvnsamvittigheden og den er god. Samvittigheden. Det var søvnen også. Jeg trængte. Nu sidder jeg her som så mange gange før, mens oktober er blevet en dag ældre og en ny morgen forsøger at overtale mørket til at trække sig. Men det er stædigt, mørket. Og det bliver stædigere for hver dag, der går. Modigere. Indtil det synger ordene vinter med den største selvfølgelighed i hele verden. Snart.

Hvorfor er det mon, at vi mennesker ofte frygter vinteren? Den er så lang, siger mange. Den er så mørk og uendelig, som en snoet tunnel uden lys, og så frygtelig kold. Der er træer uden blade, nøgne grene som silhoutter mod en isnende vinterhimmel, det er som om naturen lukker ned. Lukker og slukker. Og vi mennesker bliver trætte og kæmper for at komme op om morgenen, kæmper for at få rullet den mægtige snebold op af bakken, der mærkelig nok vokser for hver anstrengelse, vi gør os. Hvorfor? Vi savner solen og blomsterne, vi ligger i badekarret, mens vandet bliver koldt, og drømmer os tilbage til sommeren, fantaserer om bier og blomster, dufte og varme, der mildner vores tanker og får vores frosne kroppe til at tø op. Vi længes. Og hver eneste dag forsøger at vi at leve livet i nøjagtig samme rytme og tempo som vi har gjort resten af året. Vi stiller de samme krav til os selv, mens vi undrer os over, at energien ikke er helt den samme. Vi snubler over en omgang influenza og bliver lagt ned, mens vi kæmper imod. Vi rejser os og prøver igen. Trætte. Fortumlede. Hvorfor?

Jeg tror jeg har en fornemmelse af svaret. Men svaret er en subtil hemmelighed, som naturen bærer på og som man ikke bare kan sige til mennesket. For mennesket tror nemlig ikke, at det er en del af naturen og den årstid, det nu færdes i. Nej, mennesket er en rejsende gennem tid og rum, en slags konge over altings sammenhæng og derfor kan man ikke bare spytte den slags påstande ud. Det er noget, man skal lære. Selv. Man skal selv få erfaringen, fornemme og langsomt erkende, at man er en del af helheden og noget større. Så begynder årstiderne at give mening. Og så kan man pludselig se vinteren som den største gave af alle og forstå, at kulden og mørket har en fornem opgave. Jeg vil ikke have den gave, siger det stædige og stolte menneske, irriteres over sneen, der falder, mørket, der lægger sig, dage, som er korte og energi, der ikke er den samme som i sommer. Medarbejdere, der bliver syge, smitter og må lægge sig, skynde sig at blive raske, så de kan fungere igen og bidrage til det, der kaldes samfundets hjul. En løftet pegefinger. En formaning. En sang om skyld.

Hvad ævler hun nu om, spørger du måske og ryster på hovedet og jeg smiler lidt. Jeg har sat mig i naturen sted. Jeg sidder her lidt udenfor og betragter mennesket og pludselig kan jeg se, hvor sjove vi ser ud. Hvor er vi dog søde. Og som vi dog forsøger. Prøver at blive lykkelige, finder midler og måder, hvorpå vi kan tilkæmpe os en lille bid af det, der er så flygtigt og svært at gribe i øjeblikket. Lykken. Hver eneste dag står vi op og øver på at blive bedre udgaver af os selv. Fra starten var vi enestående individier. Små unikke skatte. Vi havde gaver med fra Gud og himlen, der var ting, vi hver især var gode til og som nu skulle udvikle sig i takt med, at vi voksede og blev bevidste. Men så skete der noget. Noget kom i vejen. Livet.

Vinteren. Jeg ser lidt anderledes på den i år. I min rejsejournal har jeg skrevet følgende: Jeg har fået en gave. Jeg har fået en vinter. Og det er jeg taknemmelig for. For er vinteren i virkeligheden ikke en gave, vi ikke helt har forstået? Vi har gang på gang pakket den ud og stirret forundret på det fænomen, der går under kategorien årstid og har et navn, som i grunden er ret flot. Vinter. Men hvad skal vi dog bruge den til? For de fleste er vinteren en slags hadegave, noget, man helst vil kaste ud med storskraldet og have overstået i en vis fart. Flygte fra. Undgå. Hvorfor bliver vi dog med at få den gave, når vi nu ikke vil have den? Og naturen ryster på hovedet af mennesket, som ikke har forstået ret meget. Endnu. Utroligt. Og hvis du tror, at jeg som det eneste menneske har fattet den store hemmelighed, meningen med livet, så må du tro om igen. Men jeg forsøger. Og jeg har stærkt på fornemmelsen, at jeg er tættere på sandheden, når jeg læner mig op af naturen og lytter til dens sang. Fordi.

Der er ingenting i verden så stille som sne,
Når den sagte gennem luften daler,
Dæmper dine skridt,
Tysser, tysser blidt
På de stemmer der for højlydt taler

- Helge Rode -  

5 kommentarer:

  1. Godmorgen Lene!
    Hvor rammer du det hele meget præcist, lidt samme resultat jeg er nået frem til. Vil i år prøve at anskue vinteren, som en gave og ikke en hadegave.
    Smukke fugle.
    God fredag til dig når du vågner helt.
    Knus.

    SvarSlet
  2. dejlige ord : )

    det er en smule annerledes å bo her nord.. hvor Kong Vinter kan herje temmelig hardt.. i de verste år måker vi snø inden vi tar til arbejde, når vi kommer hjem og ditto inden vi går i seng.. slik som I fikk erfare i fjor..

    men vi har kun et par timer daglys i flere måneder.. det er mørkt som i graven når vi tar avsted til arbejde og når vi kommer hjem.. og uten lys blir man fullstendig tappet for krefter..og vi går nærmest som i en dvale..

    min teori er at vi ikke er ment å bo på den nordlige halvkule.. mennesket er skapt for varme.. se bare den glede vi føler med sol og varme.. og det mismodt vi føler ved kulde og mørke..

    i år ser jeg frem til vinteren.. men jeg håper den farer mildt med oss.. både her og i dk..

    god dag til deg Lene

    SvarSlet
  3. Jeg kan længes efter vinter, når det er sommer og efter sommer når det er vinter, men kunsten er jo at være med det, der er lige nu og her. Anerkende at vi er påvirkelige af naturens luner og en brik i helheden, som du så smukt skriver om. God dag min ven.

    SvarSlet
  4. Jeg tror, vi nordboer har godt af vekselvirkningen mellem sommer og vinter - forår og efterår, lys og mørke. Sikkert anderledes hvis vi var født i troperne. Gennem generationer er vi vænnet til livets rytme her på vores breddegrader, og at vi kan bruge de lange mørke aftener til fx at læse, at lægge planer. Jeg får læst meget mere i øjeblikket og nyder det. Men mange har jo problemer med manglen på lys, og min erfaring er, at det er godt at være så meget som muligt i dagslys i den mørke tid.
    Klem og en dejlig dag til dig, Megan!

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.