lørdag den 1. oktober 2011

Søvngudinde på en løvfaldssommerdag


Jeg sidder i køkkenet på oktobers første dag. Det er stadig mørkt udenfor. Jeg har tændt stearinlys og jeg kom til at tænke på december, da jeg kapitulerede og stod ud af sengen før klokken seks. Tidligt vågen. Søvnen var væk, jeg forsøgte at genskabe den, kalde den tilbage, men den var pist forsvundet. Sådan er det nogen gange og måske skyldes det, at jeg gik tidligt i seng. Det trængte jeg til. Jeg sov sødt før klokken ti og min søvngud synes altså ikke, at jeg skulle have mere end syv timers søvn. Hertil og ikke længere, sagde hun, for hvis du er i tvivl, så er søvnguden altså en kvinde. Det må hun da være. Men så hedder det søvngudinde, svarer du og jeg nikker. Det har du ret i. Søvngudinde.

Stearinlys i oktober. En forsvunden søvngudinde og en kvinde ved køkkenbordet, mens lyset forsigtigt bryder frem i disen derude. Kan du se det for dig? Kan du mærke stemningen, den helt nye morgen, en ny måned som forundret ser sig omkring og opdager, at det er sommer endnu. Hvad er der dog sket? Ja, jeg kender jo Oktober fra sidste år, hvor hun boede på mit pensionat, og jeg ved at hun vil være lidt forundret på den gode måde, når hun opdager de helt milde, sommerlignende temperaturer vi har op af dagen, når solen har leget med skyerne et par timer og sendt dem på skattejagt. De leder efter regn andre steder end her. For her har vi fået den sommer, vi manglede i juli og august. Her fryder vi os over det, nogen kalder Indian Summer. Men det er ikke dansk, sagde metrologen i nyhederne i går. Danskerne har valgt at kalde det løvfaldssommer. Og det er der da en god portion poesi i. Oktober nikker, mens hun går forbi mit hus. Et stik i hjertet. Hun gik forbi. Kom ikke ind. Så hun mig ikke her bag vinduerne i skæret fra stearinlysene? Min gode veninde. Min efterårsfortrolighed. Men hun har andre opgaver i år, andre græsgange og jeg må trøste mig med det, vi havde sammen. En perlekæde af dejlige øjeblikke i det, der nu hedder fortid. Sidste år.

De lover op til 24 grader og sol i dag. Er det ikke fantastisk anderledes? Det vil muligvis være varmerekord for denne dato. Jeg vil skrive et par timer i formiddag, for at sætte mig ud i solen ved middagstid, læse, reflektere og skrive ord i min notesbog. Jeg er gjort af ord. Og af bevægelse. Jeg vil også løbe en tur! Senere skal vi ud til middag. Kæresten er færdig med at så og kan igen deltage i selskabslivet. Og huset. Det skal snart gøres færdig. Klar til indflytning. Inden jul, snart.

Men først skal denne løvfaldssommerdag i oktober nydes. Endnu ligger disen over markerne og svøber landskabet i tvivl, men troen stiger op med første solglimt. Nyd din løvfaldssommerdag! :)

8 kommentarer:

  1. Godmorgen kære Lene
    Jeg sidder også i mit køkken med stearinlys, kaffe i kruset og en småsnakkende hund på gulvet.
    Lyset kommer udenfor, og jeg glæder mig til dagen fyldt med sol og varme. Rigtig god dag til dig:-)

    SvarSlet
  2. Løvfaldssommer- det ord kan jeg lide !
    Nyd det :-)

    SvarSlet
  3. Løvfaldssommer er et nyt ord for mig - men meget smukt! Det bliver en dejlig dag, tænk hvor er vi heldige med så meget sol og varme her den 1. oktober.
    Klem og en skøn dag til dig.

    SvarSlet
  4. Måske vidste "nogen" at vi sådan trængte til en sommeroverraskelse i oktober... Sommer er forlænget - eller måske snarere kommet?! ;o)

    SvarSlet
  5. Et poetisk og malende ord, Lene. Løvfaldsommer. Også her har vi en nydelig høstdag; dog ikke med de sommerlige temperaturer dere har, Men solen skinner fra en skyfri himmel, og det tegner til å bli en fin dag å væe ute i.

    Nyt dagen; løvfaldsommeren, Lene.
    Klem

    SvarSlet
  6. det er dere vel forundt å få den sommer nu!! Løvfaldsommer.. et deilig ord.. men noeget underlig at danskerne har lagt navn på den.. de pleier da og adoptere de engelske uttrykk : )

    nyt min venn ! nyt !

    SvarSlet
  7. For en deilig start på en ny måned. Oktober... Hun skal vel egentlig ikke være så varm og fyrrig? Kanskje har hun gått hen og forelsket seg i en sommermåned? En hun ikke kan gi slipp på? ;)

    Ønsker deg en god helg i høsten. Stor klem.

    SvarSlet
  8. Liker bedre utrykket Indian summer enn Løvfallssommer jeg.
    Uansett, det er nydelig med oktobervarme. Den nyter jeg her i Polen akkurat nå.
    Håper løvfallshelgen din har vært god, Lene.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.