lørdag den 29. oktober 2011

Skovmagi


Tågen lettede ikke i dag. Den blev hængende over land og by og havde på ingen måde lyst til at hæve sin tunge tågede dyne. Hvad gør man så? Bliver inde, laver mere kaffe og planter sig i sofaen med en god bog? Hører musik og glemmer, at man havde stor lyst til at komme ud? Det havde været en mulighed, men jeg gjorde noget andet. Jeg besluttede mig for at tåge ingen hindring er for at nyde udelivet på en lørdag i oktober. Godt nok var sigtbarheden ikke stor, men på den anden side passede det helt fint til min rejse lige nu. Ringe sigtbarhed. Og betyder det i grunden noget? Hvis man vil se ind i fremtiden, kan man jo bare købe sig en krystalkugle! ;)

Jeg trak i løbetøjet og løb mig en tur i tågen. Det var tiltrængt. Og efter frokost tog kæresten, hundene og jeg en tur i skoven. I tåge. Det kan måske forekomme temmelig tosset at begive sig ud i skoven, når det er tåget og man ikke kan se et træ for sig, men det gjorde vi altså og det blev en magisk oplevelse. Helt unik.

Der var ikke et øje i skoven. Og det er løgn, for hvert eneste træ og hver eneste busk har øjne. De ånder. Og der var fugle og dyr, men vi så dem ikke. De gemte sig og i tågen kan man nemt finde et godt skjulested. Jeg håber også de fik gemt sig godt for jægerne, som lystigt skød fra et andet sted i skoven. Jagt. Jeg er fuldstændig ambivalent hvad det angår. Men det skal vi ikke ind på her. Vi skal bare ind i skoven. En sti, en vej, træer og efterårsfarver i de helt falmede nuancer. Bristepunktet. Klimakset. Det er nu, en efterårspalet i farver fra knaldrød, orange til de brunlige jordfarver. Det er tæt på forfald. Forrådnelse.

Det var var vådt, det dryppede fra træerne, men tågen nåede ikke rigtig ind i skoven. Der lå bare en tynd dis, et slags usynligt spindelvæv af våde tråde. Små magiske perler. Jeg havde heldigvis taget kamera med. Og det behøver man ikke, man kan tage oplevelsen med sig, man kan nyde og gå videre og stadig se farverne og mærke roen, når man går fra skoven igen. Skoven er gavmild. Den giver. Jeg er så taknemmelig, når jeg vandrer i skoven, der er så meget visdom, så meget jordisk klogskab og naturlig rigdom. Jeg føler mig lille. Ydmyg. Og jeg forblædes af skønheden overalt. Detaljerne. Jeg får lyst til at kysse hvert eneste træ, men jeg nøjes som regel med at sende gode tanker til hver eneste vækst og alle skovens beboere. Trolde, hekse og skovalkymister.

 Jeg føler mig hjemme. Skoven favner mig og byder velkommen. Altid. Jeg kan lære meget af skoven, tænker jeg, når jeg går af stier, nyder synet af store mægtige træer, graner, vækst i skovbunden og lige nu, det naturligste forfald i hele verden. Den sidste bid af efterår. Og hvilken bid.




8 kommentarer:

  1. Så nydelige bilder fra din skogtur, og det er nesten litt magisk og eventyrlig når tåka legger seg slik. Jeg er ikke så glad i skogen, er nok mer skapt for det åpne landskap;)
    Nyt kvelden, Len, og klem fra meg;)

    SvarSlet
  2. Huff, jeg glemte en e i ditt navn, Lene!!

    SvarSlet
  3. Mmmmm, jeg kan sagtens forstå dig. Sådan en tåget dag bliver skoven til rent trolderi - og DET er lige noget, der kan fodre fantasien, ikke sandt? :-)

    SvarSlet
  4. Magisk, vakkert, trollbindende...

    Ha en flott helg videre.
    Klem

    SvarSlet
  5. Tåke fargelegger opplevelsen av naturen.
    Den er vakker.

    SvarSlet
  6. fascinerende med tågen der sætter sit magiske præg på omgivelserne.Lige om lidt er det i morgen og jeg glæder mig til en skovtur med min kæreste :-)

    SvarSlet
  7. Fantastiske bilder Lene - skogen er mitt paradis, min tenkestad og mitt friminutt. Takk for at du deler din skog:-)) Klem

    SvarSlet
  8. Sukk. Nydelige bilder av tåkeskogbilder.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.