lørdag den 8. oktober 2011

Lørdagsudsigt


Der gik kludder i søvnen i går aftes. Det er da ikke meningen, at man skal tilbringe sin fredag aften sovende på sofaen. Hvad er egentlig meningen? Jeg var til svømning allersidst på eftermiddagen. Kæresten stod for maden og i går betød det pizza fra den gode italiener inde i byen. Der blev skænket rødvin, tændt stearinlys og så hyggede vi. Pizzaerne er gode. Det føles ikke som et madkompromis og nogle gange er det rart, når andre laver mad til en. Jeg elsker at lave mad, men jeg nyder også, når andres mad bliver serveret og jeg ikke har haft en finger med i spillet. Jeg nyder generelt mad. Men altså. Fredag aften, køligt vejr, vind der tuder, mørke, efterår, oktober og stearinlys. Vi er ikke så vilde med dans, kæresten og jeg, altså den slags der er i fjernsynet om fredagen, så vi satte en god film på. En svensk krimi. Satte os til rette med te og mørk chokolade, sank ned i sofaer og puder og så ved jeg faktisk ikke helt, hvad der skete. Hverken i filmen eller virkeligheden. Jeg sov. Vi sov. Mens Wallander opklarede endnu et mordmysterium i Ystad og omegn, sov vi sødt.

Til gengæld sov jeg så ikke sødt, da jeg var kommet i seng. Jeg kunne ikke falde i søvn. Nu var jeg lysvågen. Det endte med at jeg stod op og så på måne og stjerner og kælede lidt med Keeva hund, som gerne tager del i en vågen nattetime, hvis der altså står lidt hygge på programmet. Det gjorde der så, mens vinden tudede i træerne. Månen, som kun er halvfuld, dansede fandago med stjerner og skyer og jeg, en kvinde uden umiddelbart søvnbehov, sad og kiggede ud af vinduet. Ud på natten. Ud i efteråret med tanker om nutid og fremtid. Hvor er jeg mon på vej hen? Stjernerne svarede mig ikke, men en eller to blinkede til mig. Nogle gange må man væbne sig med tålmodighed. Også når man venter på, at søvnen skal komme tilbage en fredag nat i oktober.

Og søvnen kom tilbage, men den slap taget her først på morgenen, mens det endnu var mørkt. Søvnkludder. Nu brænder det orange stearinlys på skrivebordet, skytsenglen og filosoffen står stolte i vindueskarmen og værdiger mig ikke et blik. Berit, som selv er fra det nordnorske, påstår, at filosoffen nu er tavs fordi jeg ignorerer ham. Hvem ved. Jeg gør ikke, men måske skulle jeg kæle lidt for ham i dag. Lave hans livret og tale med gode ord. Jeg savner at høre hans nordnorske accent. Jeg savner endda hans påståelighed og kan huske, at det var hyggeligt at have en at filosofere sammen med. Også selvom vi sjældent var helt enige. Eller var vi?

Er der i øvrigt nogen, som har et bud på hvad filosoffens livret er? ;)

Nu er det morgen og dagen er ny og frisk. Om jeg er frisk, ved jeg faktisk ikke. Jeg kan bare mærke, at jeg vil være praktisk i dag. Rydde op, gøre rent, gå ud og være i naturen. Løbe en lille tur. Gå med hundene. Blive blæst igennem og have en god dag med både det ene og det andet og så, i aften, lade være med at falde i søvn på en vis sofa med god mad i maven. Men det er det tidspunkt på året. Rodfrugter. Ovnretter. Supper. Rødvin. Stearinlys. Varme. Nej du, jeg trænger til at blive blæst igennem. Lige fra morgenstunden. På med det varme tøj og ud med hundepigerne!

Jeg ønsker dig en dejlig lørdag med gode gyldne timer.

8 kommentarer:

  1. Efteråret er kommet !
    Og godt du kan nyde det :-)

    SvarSlet
  2. Der kan så nemt komme uorden i søvnregnskabet - jeg kender det så godt! Plejer gerne at læse lidt, men det er ikke altid, det hjælper. Klem og ha' en dejlig weekend, Megan. Her lyner og tordner det.

    SvarSlet
  3. Kartoffelmos til filosoffen?
    Det er forfriskende vejr i dag til at blive blæst igennem. Du og hundetøserne vil elske det.
    Bagefter hjem til den varme stue.
    Nyd dagen - i vågen tilstand :-)

    SvarSlet
  4. Godmorgen!
    Må din dag blive god med frisk efterårsluft og hundeselskab.

    SvarSlet
  5. Smiler når jeg leser om kvelden i går...kanskje jeg kjenner meg litt igjenn?? Aner ikke hva filosoffen vil ha å spise, men jeg skal koke egg og ha "ekte dansk rugbrød" til morgenmat (baket selv av pose....) Kanskje har du en gammel god oppskrift på godt dansk rugbrød å dele med en nordmann som elsker godt rugbrød??
    Ha en god dag Lene - det har også jeg tenkt til:-))

    Klem

    SvarSlet
  6. God morgen, Megan! Du er bare helt utrolig med ord, og jeg simpelthen elsker å titte innom bloggen din på morgenen, når jeg har litt tid! Jeg kjente meg så igjen i fredagskvelden din... Når man endelig har tid til å nyte og slappe av, så kommer søvnen og innhenter en... Hmmm... Men det trengs innimellom det også.
    Jeg ønsker deg en strålende lørdag. Mannen her i huset er ute og trekker hummer! Mmmmm.... Klem til deg.

    SvarSlet
  7. Et dejligt bud på hvad denne årstid skal bruges til Lene, i stedet for at synke hen i fortvivelse over de korte dage der venter os, så lev livet med dejlige indendørs hygge såsom levende lys god mad og læsning eller tag noget dejligt praktisk tøj på og gå ud og nyd naturen.
    I kærlige tanker, god Weekend.

    SvarSlet
  8. Håper resten av dagen ble god, selv om natta ikke bød på så mye søvn. Kjenner meg også godt igjen i dine beskrivelse av hvordan filmkvelden endte; det er sjelden jeg får md meg en hel film! Da skal jeg være bra interessert!

    Forøvrig tror jeg nord-norske filosofers favorittspise er "bortfløyne ryper i fantasisaus"...

    Ha en fortsatt god lørdagskveld, Lene.
    Klem

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.