tirsdag den 11. oktober 2011

En anden tid


Denne station. Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at forlade toget og begive mig udenfor. Kaffen er god, stearinlyset blafrer og jeg sidder alene tilbage i spisekupeen med en tøven i min krop. Det er stadig halvmørkt derude, træerne danser forsigtige morgentrin i vinden, himlen ser klædelig ud i pastelfarver og solen overvejer, hvad den egentlig har lyst til på oktobers ellevte dag. Selvom jeg ved, at der kunne findes muligheder og inspiration i den tilsyneladende halvdøde by, hvor toget nu holder til perron, så kan jeg ikke finde lysten til at begynde at gå. Hvis bare det var sommer, tager jeg mig i at tænke. Så behøvede jeg ikke min jakke og det store tørklæde. Hvis det var sommer, så var det helt lyst derude nu og jeg ville kunne se meget længere, end jeg kan lige nu. Bygningerne er bare figurer på et lærred, som om nogen har besluttet sig for at male en by og alligevel ikke rigtig gad gøre sig umage. Det er bare antydninger.

"Unge dame", hører jeg en stemme sige, "De kan ikke blive siddende her". De? Konduktøren er af den gamle skole, han holder på formaliterne og der er tilsyneladende også regler om, hvor længe man må sidde over morgenkaffen. Jeg trækker på skuldrene og stirrer tomt på ham. Nydelig ser han ud i sin fine uniform, et sirligt overskæg pryder hans overlæbe, han dufter svagt af aftershave og ligner allermest en karakter fra en Agathe Christie historie. Jeg smiler lidt, men siger ikke noget. Fantasien begynder at lege, spiller ligeså forsigtigt en finurlig melodi i mit indre, jeg lytter og en smule uhøfligt retter jeg blikket mod byens silhouet for at koncentrere mig om det, jeg får fortalt.

"Unge dame! De må forlade spisevognen omgående!". Hans stemme lyder en smule mere bestemt nu. En anelse utålmodig. Han rykker nærmere mit bord og lægger en bred hånd med velplejede fingre og negle på bordpladen, lige nok til at min kaffekop giver et forskrækket spjæt fra sig og den sidste kaffe skvulper. "Er De ikke klar over, at man ikke kan blive på toget, når det holder til perron"?

"Det var jeg ikke klar over, nej", siger jeg og ved egentlig ikke om jeg lyver. Jeg drikker det sidste kaffe uden at skynde mig, samler min jakke og tørklæde samme og gør mine til at rejse  mig. Min krop er tung. Jeg føler mig presset. Konduktøren har påtaget sig en rolle af autoritet, hans maskuline faderskikkelse i uniform virker pludselig en lidt truende og jeg kan mærke, at jeg bliver en smule vred. Provokeret. Skal han virkelig bestemme det? Og hvorfor bruger han ord som "unge dame" og siger "De" til mig? For det første kan man vel næppe kalde mig ung, selvom jeg nok burde føle mig smigret, og for det andet siger vi yderst sjældent "De" til hinanden mere. Det hører en anden tid til. Jeg rejser mig og ser mig omkring. Det er som spisevognen har ændret karakter, mens jeg drømmende sad over min kaffe. En anden tid?

En smule forvirret møver jeg mig ud fra min plads ved vinduet, nikker fraværende farvel og tak til den uniformerede konduktør og går ud af spisevognen, gennem en togkupe og hen til den nærmest udgang. Døren står åben ud til morgenen, hvor lyset nu er blevet en smule mere markant. Jeg kan nu se, at bygningerne ikke bare er malede antydninger af en by, de er faktisk rigtige huse og jeg kan endda skimte et kirketårn i horisonten. Jeg bliver stående på perronen og tager min frakke på, smider tørklædet om halsen og strækker min krop. Så ser jeg det. Skiltet over stationsbygningen. Navnet på byen. Stedet. Tre ord. Hverken mere eller mindre.

En Anden Tid.

5 kommentarer:

  1. tenk om vi kunne ! reise til en annen tid.. der man blir tittulert med unge dame og De..d er hørflighet er en selvfølge og ingen springer som en flokk forskremte gjess fro å nå.. barenhage.. møter.. innkjøp.. tenk om : ))

    fin dag til deg med rosa himmel.. den er en smule grå her ; )

    SvarSlet
  2. Så spennende - en bok som startet på denne måten ville fenge meg og jeg ville lese videre. " en annen tid " - dit er vi jo på veg hele tiden - selvom vi ikke merker store forskjellen - ja så er det en annen tid i dag enn det var i går.....

    Ha en vidunderlig dag kjære du:-))

    SvarSlet
  3. Smukke billeder i ord! Fik spontant billedet af Tom Hanks som togkontrollør i Polarekspressen - det var ham, der sagde "unge dame" til dig *S*

    SvarSlet
  4. Tankene kan bringe oss til hvilken tid som helst, det er det som er fantastisk! Og vi som elsker å skrive, kan bringe oss hvor som helst, når som helst... Jeg elsker å lese om dine betraktninger, tanker og din innlevelse...
    Takker også mye for dine gode ord på morgenkvisten. Det er spennende med min "nye diagnose". Jeg har mye jeg vil lese meg opp på nå... Jeg skjønner mer og mer av meg selv... Ha en deilig oktoberkveld! Klem

    SvarSlet
  5. Ja, hvem kunne ikke tenkt seg å ankomme en annen tid eller et annet sted innimellom? Et sted der der dørene står åpne, og der alt kan skje...

    God lesning, Lene. Dine allusjoner... ditt poetiske språk gir meg av og til gåsehud, de er så billedrike, malende, medrivende... Som sagt, godt å lese.

    Klem

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.