onsdag den 12. oktober 2011

Babushka og baldrian


Det er snart et år siden at det gik op for mig, at noget måtte ske. At jeg måtte tage på denne rejse. Gøre noget. Det er et år siden, jeg skrev indlægget om at ligge i mørket og vide, at noget er rivende galt i ens liv og at det ikke kan nytte noget, at man kæmper for at finde indhold i noget, der for længst har mistet al mening og værdi. Jeg ved ikke, hvor tiden er blevet af, men nu sidder jeg her, en oktobermorgen et år efter og kan se tilbage på et år, hvor der tilsyneladende ikke er sket det helt store og alligevel er alt forandret. Jeg er forandret. Jeg sagde mit job op. Jeg gjorde det. Jeg ville skrive, jeg ville finde en mening med mit liv, det liv, som er en gave. Jeg var vokset ud af min gamle rolle, en frakke, der var slidt og havde alt for mange huller til at kunne holde mig varm. Jeg frøs. Så jeg lod den gå videre til et godt formål, pakkede mine sydfrugter og begav mig af sted.

Jeg ville bare skrive. Det er der mange indlæg om, så det skal jeg skåne dig for her, men skrivningen er min store lidenskab. Det er min vej. Det er vejen til al den kreativitet, jeg rummer, til fantasien og til glæden ikke mindst. Nu havde jeg tiden, ikke for evigt, ikke lige på den måde, men tiden var der. Jeg havde gjort plads. Og ja, der hørte også mange andre ting med til den situation, jeg befandt mig, men jeg kunne sætte mig og gøre alvor af det, jeg havde drømt om hele mit liv. Som jeg havde vist. Visualiseret. Det blev sådan. Men det jeg troede var så enkelt, var i virkeligheden kun den yderste del af kernen. Et løg. Et løg i mange lag. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måtte begynde med at skrælle de mange lag af, et for et. Det kostede en del tårer. Hold da helt op. En tur tilbage. En rejse i rejsen. Jeg er en russisk dukke. En babushka!

Et år er gået og her sidder jeg i stearinlysets skær, mens morgenen rejser sig og fuldmånen hænger stolt på sin himmel. Jeg har sovet godt, jeg har snydt hende denne gang. Jeg gik ind i en helsekostforretning og bad om baldrian. Kender du ham? Spøg til side, baldrian og citronmelisse i tabletform. Jeg sover som en sten. Og månen har sikkert drillet andre gode kvinder og mænd, men min søvn lod hun være, for baldrian og hun er åbenbart ikke de bedste venner i verden. Så her sidder jeg, vågen og veludhvilet og et år er gået, siden mørket for alvor lod mig forstå, at noget skulle ske. Noget måtte ændres. Jeg begyndte med at ændre de yndre ting og så tog den indre udvikling for alvor fat. Det startede med en sætning. Et kapitel. Så begyndte der at ske noget. Og jeg er slet ikke færdig endnu.

Men i grunden er det jo spændende og jeg er taknemmelig for at være her. Selvom usikkerheden stadig er stor, så tænker jeg ofte på, at vejen bliver til mens man går. Det gør min vej også. Man kan ikke altid se skoven for bar' træer og det er nok heller ikke meningen. Der skal være lidt spænding i livet. Men som man går, bliver nogle ting mere og mere tydelige, mens andre mister deres saft og kraft. Fokus skifter, der kommer nye mennesker til, nye oplevelser, som former og forandrer. Og ordene. De er kommet for at blive. Også i den grad.

11 kommentarer:

  1. Jeg har fulgt din rejse og kan sagtens huske din afrejse for et års tid siden.
    Vejen BLIVER til mens man går. Og man bliver jo ved med at gå, når man først har fundet ud af at livet er en rejse. At rejse er at leve, sagde H. C. Andersen engang og hvor har han ret.
    Fortsat god tur. Dag for dag.
    Klem

    SvarSlet
  2. Du har ret, nu ved jeg hvorfor min søvn har været så dårlig og afbrudt i de sidste nætter. Havde glemt den skøre måne..... Det bliver værre og værre med tiden, måske man skulle prøve noget af ham der baldrian ;-)

    SvarSlet
  3. Det var vel nok godt, at du sagde dit job op. Det er utroligt vigtigt at handle, hvis man ikke er glad - og det gjorde du! Ja, jeg tror også, at vejen bliver til, mens man går. Man kan have nogle ideer om retningen, men undervejs dukker der biveje op, der lokker og frister. Måske går man lidt ned ad dem; måske går man tilbage til hovedvejen - og hele tiden dukker der nye input op. Det er jo sådan man udvikler sig... :-)

    SvarSlet
  4. Man kan let fare vild i en ukendt skov, med træer, man ikke kender. Men den bliver jo kendt, som tiden går... *S*

    SvarSlet
  5. den spenningen kan også bli ulidelig stor til tider.. der man ikke vet sin arme råd.. hvordan man skal forholde seg fremover..

    jeg kjenner dine følelser langt inne i sjelen.. jeg har vært der.. jeg brøt også opp.. sa stopp.. det betydde også å forlate mitt hjem.. i DK.. forlate min mann.. fordi det hele hang sammen.. arbejde, ekteskap.. det ble bare for meget..

    det er mulig det er fejl.. men jeg leser mellom linjerne her at du ikke er helt trygg på den vej du har valgt.. at der er betenkeligheter.. jeg tror det hele beror på at du er på fremmed mark.. den skal pløyes.. der skal vendes steiner.. du skal finne de rette frø for jordsmonnet.. men der skal også tilsette næring.. ellers vil avlingen bli for svak til å tåle oppveksten..
    jeg vender sten hver dag.. jeg har ikke funnet de rette frø.. ennu.. men jeg håper at de vil dukke opp en vakker dag : )

    øsnker deg en god dag.. med masse næring : )

    SvarSlet
  6. Ja tiden flyver bare afsted Lene, jeg kan sagtens huske starten på din rejse overvejelserne og tilvænningen, modet til at tage springet og sige sit "faste" op, men jeg er overbevist om at du ikke kommer til at fortryde din beslutning heller ikke selvom der er huller i vejen foran dig, fortsat god rejse.
    I kærlige tanker, god Onsdag.

    SvarSlet
  7. Ja, likeså som de andre over her, husker jeg også starten på din reise - ialle fall den delen du har delt med oss. Det har opplevdes som et privilegium å være din medpassasjer, det må jeg si. Stige av på perrongene underveis, ta inn over seg de nye opplevelsene sett med dine øyne - som jo gode forfattere så tilsynelatende lett har evne til å gjøre:få andre til å se de bildene de beskriver, kjenne duftene, høre lydene, føle på stillheten... Du er så god til å beskrive, meddele, levendegjøre... Lene: du er forfatterinne!

    Så godt at du turde å slippe taket...

    Ha en god kveld videre: jeg gleder meg til den videre Reisen!
    Klem

    SvarSlet
  8. Ja vist er det slik at vegen blir til mens vi går - og kvar vegen ender er det ingen som veit. Det er spennande syns eg - å våge noko nytt og omstille seg. God tur framover og klem:-))

    SvarSlet
  9. Du har all grunn til å være stolt av deg selv! Du tør å følge hjertet ditt, din indre stemme.... jeg har så lyst, så lyst til å gjøre det samme. Det vet du. Bare få lov til å gjøre det jeg er lidenskapelig opptatt av... skape og skrive på heltid... Ja,veien blir til mens vi går, men vi kan gjøre veldig mye selv, mens vi går, tenker jeg. Vi kan ta avstikkere, vi kan se opp, se bort, stoppe opp... Uansett,- det er viktig å bruke sansene hele veien, kjenne etter på hva som gjør oss godt. Hva som gleder oss... Både du og jeg vet at skrivingen gir enorm glede. Den driver oss fram, og hva skjer videre, tenker du. Tenker jeg. Bare fortsett på DIN vei... Det er det som betyr noe. Varm oransje onsdagsklem til deg! ;-)

    SvarSlet
  10. Hei Lene, jeg har så travle dager..til tross for høstferie, så jeg har vært lite på blogger'n i det siste;)
    Gleder meg på dine vegne at huset snart skal bebos....og jeg synes du har vært tøff! Det krever sin kvinne å si opp en jobb og gå for det du tror på, men jeg forstår at det har vært et godt valg;)
    Ha ei god uke videre, klem og knus fra meg som tømmer kjøkken;)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.