søndag den 18. september 2011

Vildfaren?

Each experience in your life was absolutely necessary in order to have gotten you
to the next place, and the next place, up to this very moment.
- Dr. Wayne W. Dyer

Et bud på, hvad der skete for mig i tirsdags, var at jeg var faret vild. Nogen tror måske det er sådan. Tidligere havde jeg måske også proppet det ind i den kategori. Faret vild. Jeg spildte min tid. Jeg blev lokket i fordærv eller var tæt på det, men i sidste øjeblik undslap jeg det skrækkelige, der kunne være sket med mig, mit hjerte og min drøm, hvis jeg var gået i fælden. Av!
 
Men sandheden er, at jeg på ingen måde for vild. Jeg fulgte mit hjerte og var hele tiden klar over, hvor jeg var. Fast foranket i mig selv, min drøm og med fokus på det, jeg er på vej mod. Den kurs har hjertet sat og den fraviger jeg ikke. Det betyder dog ikke, at jeg ikke fremover vil udforske små veje og høre efter stemmer, der kalder mit navn i det skumle aftenmørke. Jeg er ikke bange. Jeg er nysgerrig. Så jeg lytter og ser efter synkronicitet, mens jeg vandrer af den vej, der bliver til, mens jeg går på den. Den vej, som er min. Der kan komme nok så mange tilsyneladende velmenende mennesker, som vil fortælle mig noget andet og som vil forsøge at lokke mig med gods og guld.. Fristelserne står i kø og det kan være nærliggende at kaste anker, når man sejler på høje bølger og søsygen melder sin ankomst lidt for ofte. Det er ikke altid sjovt at hænge over rælingen og kaste op, mens man kigger direkte ned i dødens gab. En haj. En ilde skæbne. Men det er altsammen til at for at teste. Styrke. Gøre klar. Det er værd at huske på, for det kræver, at man holder ud. Mærker efter. Og på forhånd har besluttet sig for, at man virkelig følger sit hjerte og ikke fraviger den kurs, før hjertet nikker med blid anerkendelse.
 
Jeg er lige hvor jeg skal være. Alt er i skønneste orden. Hver eneste erfaring, hvert eneste menneske, hver sorg og glæde, lys og mørke, hvert eneste skridt og hvert fald, der til tider føltes som en tur ud over afgrunden. Der var en mening med det. Jeg lærte noget. Havde jeg ikke taget ved lære, havde jeg fået samme lektie igen. Det hænder. Og det er der såmænd ikke noget galt i. Vi mennesker kan godt være lidt tungnemme og det kræver skam øvelse at turde lytte til sit hjerte. Det er noget, man skal træne og integrere, indtil det sidder lige hvor det skal. Hjertet. Forståelsen af, hvem man er og hvad man vil. Og kan. De små krogende veje og snørklede stier, som tilsyneladende ikke fører nogen vegne hen og hvor man tager sig til hovedet, fordi man endte med en bitter erfaring, er som skabt til lige netop den man er på det tidspunkt. Det er en styrkeprøve. Det er en lektie. Det er ikke en måde at fortælle dig på, at du ikke duer til din rolle, til at være dig og at du er et dårligt menneske. Tværtimod. Det er det, der bygger dig op og gør dig god. Stolt. Stærk. Det handler ikke om at fare vild. Det handler om at lære.
 
Så jeg for ikke vild i tirsdag. Jeg var på rette vej. Jeg fik en lektie og jeg tog imod den. Jo, jeg var skam forført ved første øjekast og lyden af den gode stemme, der hviskede de rigtige ord, men jeg forstod snart, hvad det handlede om. Jeg spurgte mig selv, hvad jeg dog kunne lære af den oplevelse, som på mange måder forekommer helt absurd, og et par dage senere kom svaret. Nu forstår jeg. Og jeg er dybt taknemmelig for den tilsyneladende omvej og blindgyde, om du vil. Nu ser jeg noget klart, som jeg ikke så før. Og alene det at værdsætte sådanne små sjove og mærkelige oplevelser, hvor man kan føle sig på gyngende grund fuldstændig uforstående overfor, hvad det handler om, det gør stærk. Det gør det også sjovere. Hvert eneste menneske, du møder, er en slags lærer. Spørg dig selv, hvad du kan lære og vær så helt stille. Lyt. Dit hjerte kender svaret og er du klar, så bliver det serveret for dig på en smuk tallerken. Værsgo' og spis. Du er nu lidt klogere, lidt stærkere og du er endnu mere klar over, at dit hjerte kan fortælle dig lige nøjagtigt hvor du skal gå hen og hvornår. Er det ikke skønt?

Hvor svært kan det være? Og det behøver du ikke at svare på. Tro mig, jeg ved hvor svært det kan være. Men skulle det være en hindring?  Man bliver så utrolig glad og lettet og begynder både at synge og danse, når man mærker, hvor godt det føles at turde være sig selv. Når man forstår, at man kan og har tillid sig selv, sit hjerte og til processen.

3 kommentarer:

  1. Jeg tror det er en mening med de omveier og blindgater man kommer inn i; de gir lærdom og erfaring, selv om det ikke alltid føles slik mens man er der;)
    Nyt søndagen, her skinner sola og det er høstvarme!
    klem fra meg;)

    SvarSlet
  2. What does not kill you, make you stronger! Det har jeg mange ganger erfart, og jeg har også prentet dette inn i mine barn; de to eldste mine har hatt sine tunge stunder, og har måttet gjøre seg erfaringer som nok kan egne seg til å knekke mennesker; sist nå i sommer min eneste sønn. Så vondt å se de man er glad i slite, oppleve vonde ting. Men jeg vet at mennesker kan takle det meste,vi har en iboende evne til å overleve, og man kan i de verste situasjoner hente fram en styrke man ikke visste man hadde.

    Så, igjen, what doesn´t kill you only make you stronger. Og du er en oveleverske, Lene, og du evner i sannhet å se videre, til å ta lærdom, til å se mulighetene heller enn begrensningene, og det er nettopp det som gjør deg så verdt å lese...; du evner å oppmuntre - både deg selv og oss andre, for de erfaringene du gjør deg, formidler du så hjertevarmt og engasjerende at de blir noe allment vi alle kan lære noe av, ta med oss, oppmuntret og litt fullere av pågangsmot og optimisme i en verden som innimelloim kan fortone seg i tøffeste laget. TAKK!

    Klem.

    SvarSlet
  3. Det er en mening med alt som skjer oss:) Og alt lærer vi av og blir bedre kjent med oss selv...og oppdager kanskje nye sider ved oss selv også.
    Nyt søndagen Lene...jeg har sol...håper den er hos deg også:)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.